’Allround’ er efterhånden en mere eller mindre nudansk betegnelse, der bruges en del inden for jagt. Også om rifler. Det er såmænd fint nok, for man kan godt finde en alsidig riffel, som kan bruges til stort set alle discipliner inden for riffeljagt og riffelskydning. Men det er ikke sikkert, at den lige netop er det bedste bud til det hele …En hammer er en hammer! vil nogle nok mene .. og det er sandt nok, men man kan også vælge at se lidt mere nuanceret på det. En skomager bruger en lille hammer til at slå nye såler på et par sko, mens de svedende arbejdsmænd, der skal rejse et cirkustelt, formentlig vælger at ramme de store pløkker i jorden med en kæmpe mukkert … sådan er det, noget fungerer godt til én opgave, noget virker bedre til andet.

Sådan er det også med rifler.

Den første riffel i vores lille riffelserie, er en langdistance én af slagsen. Også inden for denne gren af riffel-skydning er kaliberet af rimelig stor betydning. Så lad os starte med et kig på det valgte kaliber til skyderen …

Kaliberet

For at sætte tankerne i rette perspektiv kunne vi vælge at sætte alle mulige jagtlige scenarier op. Men lad os prøve med en skovjagt. Til en skovjagt med moderate skudafstande, efter større vildt som f.eks. hjortevildt og vildsvin, vil en tung og langsom kugle virke ganske fortrinlig. En rigtig slugger-kugle, for eksempel sådanne som sendes afsted fra kaliber .45-70 Gov., vil være et godt bud på noget der virker. Men tropper man op på 1.000 meter banen med sin 45-70 Government bøjlerepeter riffel, vil man formentlig få sin sag for….

… Ergo, vil man gerne skyde langt, bør man vælge et kaliber, der er velegnet hertil. Der findes mange egnede kalibre, og for at gøre en længere historie kort … vores valg af kaliber til denne langdistance-riffel faldt ud til fordel for kaliber 260 Remington.

260 Remington kom til verden som kommerciel kaliber i 1997. Før da var det et wildcat kaliber, som gik under betegnelsen 6,5-08. Amerikanske A-Square var egentlig de første til at forsøge sig med en standardisering af patronen under navnet 6,5-08 A-Square. Men i slipstrømmen blev det altså Remington som stjal rampelyset, og fik realiseret standardiseringen af riffelkaliberet under navnet 260 Remington. Der er tale om en 6,5mm patron, der ballistisk er stort set identisk med det velkendte gamle kaliber 6,5×55. 260 Remington patronen er imidlertid baseret på hylsteret fra en .308 Winchester. 260’eren kan derfor fungere i en kort lås, hvorimod en 6,5×55 bruger en lang lås. 6,5mm patroner er indenfor de seneste årtier blevet meget populære inden for langdistanceskydning og diverse PRS skydninger. Den øgede popularitet var vel årsagen til, at Remington kom på banen med 260’eren. Efterhånden har flere producenter imidlertid også meldt sig under fanerne og sværget troskab til 6,5mm projektilernes suveræne ballistiske egenskaber. Hornady kom så sent som i 2007 med patronen 6,5 Creedmoor, og Lapua lancerede på nogenlunde samme tid patronen 6,5×47 Lapua. Såvel Remingtons som Hornadys og Lapuas 6,5 mmpatroner fungerer i korte (308’er) låse.

Mellem de tre nævnte riffelkalibre er det nok Hornadys 6,5 Creedmoor patron, der er ved at løbe af med sejren for så vidt gælder popularitet. Men de tre er stort set identiske i ballistik og funktion. Remingtons 260’er har størst hylsterkapacitet og Lapua’s har mindst med et ret kort hylster på 47 mm. Riflen her, i 260 Remington, er baseret på en 308’er lås fra Sako. Et løb kamret i 6,5×55 var således udelukket. At valget faldt på 260 Remington, mellem de tre nævnte 6,5 korte patroner, var sådan set næsten ved lodtrækning. Vi havde været i overvejelser om en kamring i kaliber 6mm (.243), f.eks. patronen 6XC, men da jeg gerne vil kunne anvende riflen til jagt på klasse 1 vildt (såsom kronvildt) måtte vi et trin op ad stigen til 6,5mm (.264). Da den beslutning faldt på plads, var jeg egentlig lidt ligeglad med, om patronen var fra Remington, Hornady eller Lapua. Det skulle blot være ét af de tre kalibre.

Det skal dog siges, at hvis vi ikke var hjemmeladere, var valget nok endt med Hornadys 6,5 Creedmoor ud fra betragtningen om større og større popularitet. Efterhånden laver flere producenter – også europæiske – patroner i 6,5 Creedmoor. Lapua laver naturligvis patroner til deres 6,5 patron, men de er vel også mere eller mindre de eneste, der laver patroner i 6,5×47 Lapua. Selvom der laves 260 Remington patroner af flere amerikanske producenter (bl.a. af Remington selv, naturligvis), må man alligevel påregne at skulle lave dem selv. Det er de færreste butikker, der har 260 Remington patroner liggende som hyldevare.

At 260 Remington har den største hylsterkapacitet, mellem de tre, var nok dét, der endeligt gjorde udslaget for mig. Det burde give mulighed for en snert ekstra fart i forhold til de to øvrige. Det relativt lange 260 Rem. hylster kan dog kompromittere projektilets sættedybde. Når man stræber efter en høj præcision, prøver man sig ofte lidt frem med projektilernes sættedybde. Men hylsterlængden – i kombination med magasinlængden – sætter grænsen for, hvor lang man kan slippe afsted med at lave en patron. Og det er lidt ærgerligt, hvis en praktisk anvendelig maksimal patronlængde begrænser mulighederne for at finde frem til den optimale friflugt. Set i det lys vil man til hjemmeladning med lange low drag kugler nok have mere fleksibilitet med de lidt kortere hylstre som anvendes til Creedmoor og Lapua

Den optimale sættedybde er ikke en fast størrelse for alle projektiler. Det afhænger helt og aldeles af projektilets form, herunder længde, bæreflade, boat tail design, form på projektilets ogive og så videre. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg slet ikke har haft problemer med at lade præcise patroner til 260 Remington’en heller ikke med nutidens lange low drag projektiler. Riflen holder en præcision på under ½ MOA (<15mm på 100 meter) med 9,1 gram (140 grain) low drag projektiler.

Men lige en bemærkning som man kan overveje: Pønser man på at anskaffe en riffel i kaliber 6,5mm, så kan man gøre sig selv en tjeneste at overveje, om man ikke skal holde sig til den gode gamle 6,5×55’er. Det lyder måske lidt kedelig med en 6,5×55’er (den har jo ikke et supersmart navn som f.eks.’Creedmoor’ og er endda en ’oldefar’ med 100 år mere på bagen end de tre nævnte moderne korte 6,5mm patroner). Men de nye i klassen kan nu ikke noget, som den gode gamle skandinav ikke kan (bortset lige fra at fungere i en kort lås). Men for så vidt angår patrontilgængeligheden slår den gamle 6,5×55 alle de andre. Hvis man da ikke lige har sværget troskab til korte kompakte låse og/eller hvis man ikke lader selv, så ser jeg i hvert fald 6,5×55’eren som et helt oplagt valg i 6,5mm segmentet.

Men hvorfor er det egentligt, at 6,5mm patronerne er populære blandt baneskytter, og også er endt som det ’nye sort’ blandt langdistanceskytter og diverse feltskytter, ikke bare i Danmark men i særdeleshed også i USA? Dels skyldes sådanne ’bevægelser’ et stykke hen ad vejen nok tilfældigheder og trends, men når det er sagt, så er det altså svært at slå 6,5mm projektilernes ’flyvefærdigheder’. I hvert fald så længe vi taler om moderate riffelkalibre. Eksempelvis svarer 6,5mm projektilernes ballistiske kurve for match projektiler i 9 grams klassen stort set til kurven fra det langt kraftigere kaliber 300 Winchester Magnum med match projektiler i 14 grams klassen. Naturligvis er slagkraften (anslagsenergien) fra en 300 Win Mag betydeligt større, men det er rekylen altså også! Og håndtering af rekyl er vigtig … særligt på skydebanen og under konkurrencer, hvor man risikerer stille og roligt at miste koncentration og fokus ved gentagne ’afklapsninger’ fra rekylkraftige rifler. Efterhånden spores, blandt felt- og langdistanceskytter, en begyndende trend til at gå et trin lavere i kaliber. Mange 6mm patroner (som med, for kaliberet, tunge projektiler også har gode ballistiske egenskaber) er begyndt at vinde indpas blandt skytter, netop for at mindske rekylen yderligere. Men rekyl og slagkraft fra en 260 Remington er stort set identisk med energi og egenskaber i øvrigt fra en 6,5×55, og det er en rekyl, der trods alt er til at håndtere … også ved mange på hinanden følgende skud. Slagkraften fungerer fint til dét vi typisk bruger riflen til, nemlig skydninger fra typisk 2-300 meter og ud til omtrent 1.000 meter, hvor energiudladningen er høj nok til at markere rimeligt tydeligt, når kuglen slår. Endelig er kaliber 6,5mm jo anvendelig som et ganske udmærket jagtkaliber.

Det skal bemærkes, at der er en ret lang pibe på .260 riflen på 26 tommer. Samtidig er de mest præcise ladninger – ikke over, men tæt på grænsen for det maksimale kammertryk. Begge dele er medvirkende til, at der opnås en (for kaliberet) høj udgangshastighed i riflen. De hjemmeladede 9,1 gram Hornady ELD projektiler forlader riflen med tæt på 870 m/s. De meget strømlinede projektiler i kombination med den relativt høje fart resulterer i en ret flad kuglebane og en behersket vindafdrift. En så høj fart skal man dog nok ikke regne med at opnå, hvis der anvendes fabriksladet 260 Remington ammunition og en riffel med et kortere løb.

 Pibe og dæmper

Riflens pibe er en svær Lothar Walther matchpibe på 66 cm (26’’) og med en diameter på 22 mm ved mundingen. Rustfrie Lothar Walther matchpiber (som er knaptrukne og ikke koldhamrede) har vi kun haft gode erfaringer med. Denne pibe er ingen undtagelse. Præcisionen er helt i top! Med en stigning på 1-8 tommer kan riflen stabilisere kuglevægte på op mod 10 gram. Vores foretrukne er imidlertid Hornadys 9,1 grams projektiler i ELD serien, som det (til de ’totalnørder’ der måtte læse med) kan oplyses, har en stabilitetsfaktor på omtrent 1,7 med denne riffels specifikationer … og det er rigeligt stabil. Der er skåret gevind i piben til montering af en bremse eller en dæmper.

Selvom mundingsbremser er effektive, bruger vi dem ikke af den simple årsag, at de larmer af h…… til. Derimod bruges lyddæmpere, som dæmper både støj og rekyl.

Den dæmper, vi anvender mest på 260 Remington riflen, er en Hausken JM 224. Med en vægt på omtrent 350 gram, 50mm i diameter og omtrent 14 centimeters længde lagt til det i forvejen halvlange løb på 66 centimeter, fylder og vejer en dæmper selvfølgelig en del mere end en mundingsbremse. Men jeg mener, at fordelene opvejer ulemperne. Dæmperen kan ses gennem sigtekikkerten fra tre gange forstørrelse op til ca. seks gange forstørrelse. Ved den mindste forstørrelse er rimeligt meget af dæmperen synlig i kikkerten, uden at det dog på nogen måde obstruerer sigtekrydset. Normalt skyder vi ikke med lavere end omtrent 5-10 gange forstørrelse, så dæmperens fysiske størrelse passer fint. Dæmperens ’indmad’ er af stål, som kan holde til skuddene, mens røret er af aluminium, hvilket holder vægten lidt nede. Hausken (og andre producenter) laver også nogle særdeles store og meget effektive dæmpere, men da JM 224 dæmperen gør et ganske godt og tilstrækkeligt job, ser vi ikke umiddelbart nogen grund til at anvende en større dæmper … meget store ’tønder’ er jo lidt uhåndterlige.

Skæftet

’McMillan A3-5 Adjustable’ er et skæfte i håndoplagt glasfiber, lavet dels til stationær langdistance men også til mere dynamisk skydning som eksempelvis feltskydning. Syntetiske skæfter til jagtrifler er i de senere år blevet meget populære. Det kan dels bero på, at det er moderne og ’oppe i tiden’. Men måske er de også populære, fordi syntetiske skæfter er nærmest vedligeholdelsesfrie og har endvidere den fordel, at de ikke ’arbejder’ alt efter temperatur og fugtighed i luften, sådan som et træskæfte kan gøre det.

Men hvad dækker betegnelsen ’syntetisk skæfte’ nærmere over? I de allerfleste tilfælde vil det sige et skæfte af et polymermateriale af en art – altså plastic! I færre tilfælde – hvilket prisen ofte vil afspejle – kan det være noget andet såsom kulfiber eller glasfiber. I sådanne tilfælde vil skæftet næppe markedsføres som et syntetisk skæfte, men slet og ret som et kulfiberskæfte eller et glasfiberskæfte. Nogle plastic/polymer skæfter kan være ganske udmærkede, mens andre kan være noget af det argeste bras – for nu at sige det, som det er. Ofte er stivheden i plasticskæfter alt for ringe, ligesom plasticmaterialet – sagt på godt jysk – godt kan være lidt træls både at se på og at røre ved.

McMillan A3-5 skæftet er et epoxy glasfiberskæfte. Det er stift og tungt. Begge dele er fordelagtige til langdistanceskydning, hvor man gerne vil kontrollere rekylen bedst muligt, og hvor der skydes meget fra støtteben.

Langdistanceskydning, og mange feltskydninger, indebærer en vis grad af ’finskydning’. Altså præcis og nøjagtig skydning som fordrer, at man træner alle de små detaljer: aftræk, åndedræt og optimale skydestillinger … Alt må trænes minutiøst og i talrige repetitioner for at opnå den størst mulige ensartethed. Derfor er det særligt vigtigt, at en riffel til den type skydning er optimeret ergonomisk, og tilpasset præcist til den enkelte skyttes kropsbygning og præferencer.

McMillan skæftet har et stejlt pistolgreb, hvilket bevirker, at man ikke vrider håndleddet. Derved kan man slappe mere af og tage et lige og kontrolleret aftræk. De fleste moderne riffeltyper har faktisk ret stejle pistolgreb, uanset om det er rifler til baneskydning, langdistanceskydning eller om det er rifler, der anvendes militært såsom mindre stormgeværer til patrulje eller store tunge finskytterifler. Men de mere klassiske jagtrifler har stadig en overrepræsentation af fladvinklede pistolgreb. Hvorfor? Tjah … jægere er vant til at skyde med traditionelle jagtskæfter, og vanens magt vejer vel tungt.

McMilllan A3-5 skæftet er fuldt justerbart. Dels via den højdejusterbare kolbe og dels via den kraftige rustfrie 3-way Butt Assembly (i mangel på en god dansk beskrivelse), som kan justeres i både længde, højde og krængning. Man kan altså tilpasse riffelskæftet optimalt til den enkelte skytte.

Riflens låsestol er pillar- og glasfiberbedded i skæftet så tolerancerne er mikrometer små. Aftrækket er finpudset og optimeret af bøssemageren, så det går præcis ved 1000 grams påvirkning, ligesom en snelle kan stikkes, hvilket får skuddet til at gå ved en ultralet påvirkning på blot 175 gram. Skæftet såvel som riflen i sin helhed er altså møntet på at kunne nå en høj grad af ensartethed under skydning.

Sigtekikkerten

Riflen er udstyret med en Schmidt & Bender PMII 3-27×56 sigtekikkert, monteret i Spuhr ringe på en vinklet rail fra HG Firearms. Med 260 mulige vertikale klik på kikkerttårnet – eller rettere sagt: 260 klik á 0,1 milliradian (MIL) pr. klik, hvilket giver 26 milliradian justeringsmulighed vertikalt.

Kikkerten har således potentiale til skydninger på langt mere end én kilometers afstand.

PMII kikkerten er i en optisk kvalitet i den helt høje ende. Skarp, farveægte og kontrastrig på alle forstørrelser.  Endvidere kan den justeres i parallaksen helt ned til 10 meter. Man kan altså – selv på høj forstørrelse – få billedet til at stå knivskarpt, også på meget korte afstande.

Sigtemidlet er af typen P4L fein. Det består af rimeligt fine markeringer for hver halve og hele milliradian. Endvidere er der nogle små markeringer i de yderste horisontale dele af den tynde vandrette bjælke, med 0,2 milliradian markeringer. Tilsvarende markeringer findes også øverst på den tynde del af den lodrette bjælke.

Der er mulighed for at tænde lys i centerdelen af sigtekrydset. Lysstyrken kan justeres i 11 intensiteter. Lyskrydset kan være fint, hvis man sigter på et mørkt mål op mod en mørk baggrund – eksempelvis ræveregulering i skumringen. Lyset er møntet på skydning i mørkere miljøer og lysintensiteten er ikke stærk nok (end ikke på fuld blus) til at kunne ses i sollys.

De vandrette afbrudte markeringer nederst i sigtemidlet er hjælpemidler til afstandsvurdering. Afstanden til målet er (fra venstre mod højre) henholdsvis 1000 meter, 800 meter, 600 meter og 400 meter, hvis et mål på én meter i højden passer mellem afstanden af den ubrudte linje og de respektive brudte linjer. Sigtekikkerten fungerer i første billedplan (hvilket betyder, at sigtemidlet er medforstørrende). Derved kan sigtemidlet altid anvendes i forholdet 1:1 uanset forstørrelsesgraden.  Altså: én milliradian (10 klik) mellem sigtekrydsets markeringer er altid én milliradian, uanset hvilken forstørrelse sigtekikkerten er indstillet til.

Justering af kikkerten (indskydning) foregår ved, at man indstiller kliktårnene, indtil riflen rammer plet. Så løsner man to små pinolskruer på hvert tårn, nulstiller tårnene og spænder skruerne igen. Det er nemt. Én ting jeg dog ikke bryder mig om på de ’nye’ PMII MTC tårne (Mil Tactile Clicks) er, at man kan mærke klikkene, når pinolskruerne er løsnet, og man nulstiller. På vores 5-25 PMII (med ’almindelige’ tårne) og Kahles 624 kikkerter, nulstiller vi tårnene på samme vis, men dér kan klikkene ikke mærkes, når pinolskruerne er løsnet, og der nulstilles. Det er rart, for så ved man da, at skruerne er løsnet tilstrækkeligt samt, at de er spændt ordentligt igen efter nulstillingen. En finesse ved MTC tårnene, og vel egentlig det der hentydes til med forkortelsesn M T C, (hvor det engelske ord ’tactile’ oversat til dansk betyder noget i retning af ’mærkbar’) er, at for hver milliradian fornemmes et kraftigere ’hold’ i klikkene. Uden at kigge på tårnet kan man på grund af det kraftigere hold for hver hele milliradian nemt fornemme (og tælle) 10 klik – 20 klik – 30 klik – 40 klik … osv …. Idéen er sådan set god nok. Problemet er bare, at ’holdet’ har så godt fat, at der skal lidt rigelig vridstyrke til at komme over ’holdet’. Man kommer således nemt til at ’springe’ et par klik fra et ’hold’. Det er lidt irriterende, fordi ved småjusteringer – eksempelvis hvis man lige vil justere ét enkelt klik eller to fra et mil ’hold’ – kan man have svært ved at nøjes med at dreje ét enkelt klik.

Begge tårne kan låses (formentlig for derved at undgå, at man utilsigtet kommer til at dreje på tårnene). Man låser ved at trykke ned på en lille krave på tårnet, og låser op ved trække kraven op igen.

Man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om det gør nogen større forskel, at forstørrelsesspændet er 9x (fra 3-27) i forhold til vores PMII 5-25 kikkert (altså med 5x spænd). Rent forstørrelsesmæssigt gør det ikke det store, men .. for der er et men .. 3-27 kikkerten har et meget større synsfelt på de mindre forstørrelser end 5-25’eren. Derudover har den ikke det ’tunnelsyn’, som den efterhånden ældre model 5-25 lider lidt under på de lavere forstørrelser. I den anden ende af forstørrelsen fra 10-12 stykker og op til henholdsvis 25x og 27x forstørrelse, er der ikke nogen nævneværdig optisk forskel på de to kikkerter. Begge har en suveræn optisk kvalitet, om end den nye 3-27 sigtekikkert virker en smule mere kontrastrig på de højeste forstørrelser.

Den mekaniske kvalitet lader heller ikke noget tilbage at ønske. Ét klik er reelt 0,1 milliradian ved alle klik. Og sådan helt generelt emmer kikkerten bare af kvalitet. PMII kikkerter anvendes jo rent faktisk, rigtigt meget endda, rundt omkring på alverdens krigshærgede slagmarker … de skal kunne tåle mosten!

PMII 3-27 kikkerten er tung som et ondt år (tungere end PMII 5-25, og noget tungere end Kahles 624i, som begge er rimeligt sammenlignelige kikkerter vi bruger på nogle andre rifler).

Men en ret høj vægt er ikke en egentlig dårligdom. Denne type af sigtekikkerter er bare store og tunge …. I forhold til mere typiske jagtrifler er alt stort og tungt på denne langdistanceriffel, og altså også kikkerten, der med sin egenvægt på 1,2 kilo er med til at sende riflen helt op i sværvægterklassen. Hertil kommer montagen bestående af en stålrail samt Spuhr ringe. Selvom Spuhr ringene er af aluminium, vejer montagen samlet set godt til. Til gengæld sidder kikkerten så også fuldstændigt urokkeligt fast.

 

En detalje i Spuhr ringene er den lille boblelibelle, som findes i venstre side af den forreste ring (den er gennemgående, så den kan også bruges ved en links montage, hvor libellen så vil være til højre). Som skytte kan man, inden skud afgives, knibe højre øje i og med venstre øje kontrollere libellen, og dermed konstatere om man krænger riflen (hvilket man skal undgå at gøre, særligt når man skyder på lange afstande).

 Støtteben

Til riflen anvendes en Atlas BT 10 V8 bipod. Atlas bipods er multijusterbare. Man kan krænge og panorere riflen og med en stor drejeknap kan man stramme eller slække modstanden for krængning og panorering.

Benene kan indstilles trinvist i vinklen både frem og tilbage uafhængigt af hinanden. Benlængden har – på denne model – et spænd på ca. 13 cm til 23 cm i segmenter af ca. et par cm. Atlas støtteben er af høj kvalitet, og det kan mærkes. Der er ingen nævneværdig ’slup’ i støttebenene, om end der er lidt ’rasle-rasle’, når benene er i yderste position. Men det er ikke noget, der har nogen praktisk betydning, og man føler, at der er godt hold på alting. Også når man øger trykket i bipod’en, som tydeligt fornemmes og dermed let kan doseres.

Bipoden skrues på riflen i en halvlang picatinny-skinne, der er monteret under forskæftet. Skinnens længde muliggør, at bipod’en kan flyttes lidt frem eller tilbage, så der opnås den optimale balance.

 

Generelt

Riflen er i sin endelige form blevet til over længere tid. Den har været gennem tre skæfter, tre kikkerter og to piber, inden den er endt, som den er nu! Nu, erfaringer rigere – og bankkontoen fattigere – er vi endt med en riffel, der fungerer rigtigt godt.

Men det er ikke en alsidig jagtriffel, som man nemt lige svinger over skulderen på en bukke-pürsch eller pakker i kufferten til en polsk drivjagt. Derimod er det en fantastisk lagdistanceriffel og i jagtlig henseende er den helt suveræn til jagter som f.eks. ’varmint’– eller anstandsjagter, hvor man sidder, eller ligger, på anstand i stabile skydepositioner og enten venter på f.eks. rovvildtet eller råvildtet, eller lokker det frem.

Da jeg har en forkærlighed for præcise rifler, er jeg vild med denne riffel, for den er meget præcis … og hele setup’et gør, at der kan skydes med en høj grad af nøjagtighed.

Det burde vel være oplagt også at bruge så super præcis en langdistanceriffel til bjerg- og højlandsjagt, hvor lange skudhold er normen – ikke sandt? … Det kan man naturligvis godt. Men der er bare ét problem … den er ikke bare lettere overvægtig, den er slet og ret særdeles tung!

Nok er det en komfortabel og fantastisk riffel at skyde med, men med en totallængde på over 130 cm, og en vægt på 7½ kilo med bipod og dæmper, er den en unødvendig tung og bøvlet byrde at slæbe med sig på bjergjagt. Nogle ville nok også mene, at til jagt på visse typer af bjergvildt, vil lange skud med et moderat riffelkaliber i 6,5mm være lidt til den lette side. Det kan have sin rigtighed, om end jeg er af den opfattelse, at mange jægere nok lægger for meget vægt på kaliberet og har for lidt fokus på projektilet.

Med den rette kugle, vil jeg ikke betænke mig ved at gå på bjergjagt med en riffel i et 6,5 mm kaliber. Slet ikke når man tænker på, at selv om der skydes langt på bjerg- og højlandsjagter, er det sjældent, at man skyder længere end 300-350 meter. En velflyvende og hurtig ekspanderende 6,5 mm kugle, slukker ret prompte livet for en bjergged der træffes på den afstand. Denne riffel begrænses derfor sådan set mest i sine udfoldelsesmuligheder i bjergene på grund af den meget høje vægt og ikke så meget på grund af den mere moderate slagkraft.

 

 Riffel-data

System:

• Sako 85
• Rustfri

Skæfte:

• McMillan Adjustable A3-5
• Three way adjustable butt assembly
• Picatinny rail under forskæfte

Løb:

• Lothar Walther rustfri konisk matchpibe (Contour #3190: heavy match target)
• Ø22 mm ved munding.
• 66 cm lang
• Stigning 1 snoning pr. 8’’ (1-8)

Kaliber:

• 260 Remington

Optik:

• Schmidt & Bender PMII 3-27×56 High Power

Montage:

• HG Picatinny Rail (vinklet 3 MIL/10 MOA)
• Spuhr SP 4000 (front and rear)

Bipod:

• Atlas BT 10 V8
• Højde ca. 13-23 cm

Dæmper:

• Hausken JM 224
• Ø50 mm

Længder:

• Riffel længde  – 117 cm
• Dæmper længde – 22,4 cm
• Riffel totallængde (incl. dæmper) – 131 cm

Vægte:

• Riffel egenvægt (incl. kikkert) – 6,65 kg
• Dæmper egenvægt – 0,35 kg
• Bipod egenvægt – 0,32 kg
• Riffel totalvægt (incl. kikkert, dæmper og bipod) – 7,32 kg