Af Thomas Ustrup

’ … Congratulations with your Macho montes en Gredos …’ lykønskede Luis mig straks efter skuddet. ’ … Thank you Luis …’ meldte jeg tilbage og tyggede lidt på meldingen. ’Macho en hva’ for’n fisk?…’

Luis må have fornemmet, at jeg ikke helt havde forstået lykønskningen og forklarede at ’Macho,’ altså ’mand’, også bruges som slang for ’tyr’, som på spansk ellers rettelig hedder ’Toro’. Så ’Macho montes en Gredos’ kan sådan rundt regnet oversættes til noget i retning af ’Bjergtyr fra Gredos’. En mere rigtig benævnelse ville dog – ifølge Luis – nærmere være noget i retning af ’… Cabra Montes en Gredos …’  altså: ’Bjergged fra Gredos’.

Men det er spanierne tilsyneladende ligeglade med. De mener, at en stenbuk er en tyr, og det er den så! Men der er jo så meget i Spanien, der er ’Macho’, hvilket et eller andet sted er befriende nok i en efterhånden mere og mere kønsneutral verden. Og når alt kommer til alt, så er der vel ikke meget, der er mere ’Macho’ end en stenbuk, der slås som en vild romersk gladiator og horer som en lystig sømand på landgang!

 

… Men nu har jeg faktisk foregrebet sagens gang og allerede røbet, at det lykkedes mig at nedlægge et eksemplar af den eftertragtede spanske Gredos stenbuk. Og endda et flot ét af slagsen blev det til, så tillad mig lige at spole historien lidt tilbage …

… For første gang i min tid som rejsende jæger – på såvel det afrikanske, det asiatiske, det nordamerikanske og det europæiske kontinent – var der bøvl med udleveringen af min riffel. Riflen kunne trackes, så vi vidste, at den var i lufthavnen. Problemet var, at politistationen i terminal 2 lukkede kl. 14.00 og mit fly var ankommet til denne terminal kl.  13.50. Riflen skulle derfor fragtes fra terminal 2 til terminal 4, hvor en anden politistation skulle stå for udleveringen. At fragte en riffel fra én terminal til en anden, fordrer autoriseret personel. Det tog mere end tre timer at finde en person, der havde den fornødne kurér-autorisation! På grund af ventetiden, kom vi sent afsted fra Madrid lufthavn og dermed lige ud i den værste myldretidstrafik. Men på bedste iltre middelhavsmanér, i et raskt og dyttende stop’n’go tempo, bevægede vi os dog efterhånden længere og længere ud i de befriende rurale landskaber.

 

Sierra de Gredos, hvor jagten skulle finde sted, er et 88.000 hektar stort naturreservat, der som navnet siger, udgøres af en bjergkæde hvilken består af såvel pittoreske bløde toppe som forrevne stejle klipper. Det er langt fra verdens højeste bjerge, man finder i Sierra de Gredos, der med sin højeste tinde – Pico Almanzor – når en højde på knap 2.600 meter. Men der er smukt. Faktisk er der – vil jeg sige – helt ufatteligt smukt i Gredos bjergene.

Efter en god nattesøvn på hotel i Talevera de la Reina, en mindre by beliggende blot en kort køretur fra Sierra de Gredos, var dagen oprundet, hvor jagten kunne begynde. I Gredos findes et godt system af brugbare kørespor, som fører et godt stykke op i bjergene. Land Roveren fragtede os derfor ubesværet op i omtrent 1.200 meters højde, hvorefter den ellers barske offroaders terrænduelighed ikke længere rakte. Derfra blev riffel og rygsække stroppet på ryggen, og bjergvandringen kunne begynde.

Det er altid en fornøjelse at sætte i gang med vandringen i sædvanligvis forfriskende klar bjergluft. Men samtidig – når man er på jagt i ukendt terræn – er det i høj grad også spændende, hvilke udfordringer bjergene byder på. Vandreturen op i bjergene opvejede til fulde gårsdagens irriterende forsinkelser. Sierra de Gredos tog sig fantastisk ud i den gryende dag med skyerne døsigt drivende i dale og lavninger langt under os. Fire mand høj var vi i ensemblet. Foruden mig selv var der Luis, jagtagenten gennem hvem jagten var booket, José, som repræsenterede det regionale vildtforvaltningsorgan og Mario, der var med som repræsentant for det kommunale jagtvæsen.

Både José og Mario kendte bjergene som deres egne bukselommer, og som altid var det en fornøjelse at være sammen med ligesindede, der virkeligt kunne deres håndværk til UG. Vandringen var ikke udmattende. Tempoet var tilpas, stigningerne humane og indimellem stoppede vi op for at afsøge bjergsiderne med vores kikkerter. Efter knap et par timer var vi nået 400 højdemeter op til i omegnen af 1.600 meter over havet. Derfra vandrede vi langs en kam, der strakte sig langt igennem bjergmassivet. Kraftige spotting scopes på trefodsstativer blev jævnligt taget i brug, når gedeflokke blev observeret på bjergsiderne. Der var mange geder i området, hvor vi befandt os, og jeg fornemmede hurtigt, at de to vildtforvaltere genkendte næsten alle individerne i flokkene. I hvert fald kunne de kende mange af bukkene på deres særkender.

Én ting, der slog mig var, at stenbukkene ikke optrådte voldsomt sky eller nervøse. Når ellers terrænet gjorde det muligt, kunne vi komme ret tæt på dyrene, inden de fortrak. Også selv om vi helt sikkert var opdaget. Tog vi det blot stille og roligt, og lagde kursen an så vi ikke gik direkte mod flokkene (lidt a la havjægeren, der ikke sejler direkte på flokken af ænder), lykkedes det os at vandre forbi grupper af geder med en forholdsvis kort afstand til dyrene.

Jagten i Gredos er på den frie vildtbane og således ikke under hegn. Årsagen til stenbukkenes knap så sky natur er derfor andre forhold. En af de helt afgørende faktorer er, at jagttrykket er meget lavt. Som før nævnt er Gredos reservatet på næsten 90.000 hektar. I vildtforvaltningshenseende er reservatet inddelt i 16 sektorer, som hver især administreres af én vildtforvalter. I alle sektorerne til sammen afskydes der omtrent 70 trofæbukke årligt. Der skydes altså én trofæbuk årligt for hver ca. 1.300 hektar. Derudover afskydes et ca. dobbelt så stort antal ikke trofæbærende individer. Altså skydes der årligt samlet set ét dyr for hver rundt regnet 430 hektar i naturreservatet. Vildtforvaltningen er stramt reguleret i Gredos og man har fået det til at gå rigtig godt i spænd med den kommercielle jagt. Dertil kommer at stenbukkene ej heller er udsat for voldsom stor prædation, da der ikke er store rovdyr såsom los og ulv i Gredos. De eneste, der tolder af dyrene (udover mennesker), er vel sagtens kongeørnene, der kan have held til at nuppe et kid i ny og næ.

Forvaltningsstrategien ser ud til at være særdeles fornuftig. Gredos rummer en sund og stærk bestand af de majestætiske stenbukke, ja faktisk den tætteste bestand af stenbukke på hele den iberiske halvø.

Det lave jagttryk, og formentlig også det forhold at dyrene er vant til at se mennesker, da der især om sommeren er en del vandrere i bjergreservatet, gør det muligt at komme rimeligt tæt på dyrene.

Uden at det skal opfattes som arrogant vil jeg sige, at hvis man ’bare’ skal skyde en stenbuk i Gredos, uanset hvilken, vil det nok ikke være selve skuddet, der vil volde problemer. For det bør kunne tilrettelægges ret ligetil. Man skal selvfølgelig være i rimelig form, da bjergvandring er en væsentlig del af jagten. Men afviklingen af skuddet vil formentlig blive ret uproblematisk.

Mere udfordrende bliver det, hvis det er særlige individer man går efter, for eksempel et stort trofæbærende individ. I sådanne tilfælde er det for det første muligt, at der skal vandres en del mere for at spotte det pågældende dyr. Dernæst er det jo næsten en naturlov, at netop den stenbuk man har udset sig, højst sandsynligt vil befinde sig et sted, hvor det ikke umiddelbart kan lade sig gøre at komme tæt på, men hvor skudafstanden, på grund af terrænets beskaffenhed, kan blive langt.

For mit vedkommende, gik øvelsen netop ud på at nedlægge et stort trofæbærende dyr i medaljeklassen. En pris var aftalt på forhånd – hvilket er vigtigt – med mindre selvfølgelig, at man er så velhavende, at prisen er uden betydning. Men man skal vide, at de afsindigt store trofæer også er afsindigt dyre.

José og Mario havde ét specifikt dyr i tankerne og det var dét, vi ledte efter. Det tiltænkte dyr var en gammel stenbuk, som skulle være ca. 12-13 år og trofæmæssigt befinde sig i sølvmedaljeklassen. Det store spotting scope med 60 gange forstørrelse blev flittigt brugt, og hver af de store stenbukkes særkender blev nøje studeret via optikkens afslørende projektioner til nethinden. Men selvom José havde været på bjerget kun fire dage tidligere for at udvælge dyret, var ’vores’ stenbuk nu simpelthen som sunket i jorden.

Vi var vandret op ad bjerget i morgentimerne omkring klokken ni. Ved halv elleve – elleve tiden var vi over trægrænsen, og oppe i ’stenbukkeland’ og ved middagstid sad vi og rastede lidt på en klippe og nippede en bid brød. Jeg kunne ikke forstå José og Marios interne spanske samtale, men på deres mimik, gestikuleren og pegende armbevægelser rundt i terrænet, fornemmede jeg, at de var lidt i vildrede. José og Mario befinder sig i Gredos bjergene omtrent 200 dage om året, og nu kunne de ikke finde den ged, som de ellers samme dags morgen skråsikkert havde proklameret, at de vidste hvor var.

Jeg sad og morede mig lidt over det iltre spanske sprog, der høvlede løs mellem de to mænd. Som en kanonade af maskingeværild føg ordene mellem dem. Jeg tror, det er helt umuligt for en spanier i samtale at skjule, hvilken stemning han eller hun er i. Og lige nu fornemmede jeg helt klart en tendens til frustration…

Jeg blev taget med på råd, og teamet af spaniere forhørte sig, om jeg stadig havde mod på at eftersøge den ’undvegne’ stenbuk, som de gerne så afskudt. Det havde jeg naturligvis. Indtil videre var blot formiddagen gået med jagt, og der var stadig mange lyse timer til rådighed. Vi vandrede derfor over kammen og begyndte at afsøge de nordvendte bjergskråninger. Vejret var solrigt, hvorfor dyrene mest sandsynligt ville opholde sig på de sydvendte skråninger, da stenbukke jo, som så mange andre pattedyr, foretrækker lys og varme fremfor skygge og kulde – i det omfang de har valget. Men … hvo intet vover, intet vinder … vi mente alle at have afsøgt de sydlige områder ret minutiøst og vandrede derfor op over kammen for således også at afsøge de lidt mindre sandsynlige opholdssteder på bjergets nordside. Jeg var nær røget på røven med et drøn, men fandt – ufatteligt nok – alligevel fodfæste og fik heldigvis afværget et styrt. På nordsiden var der som forventet noget koldere og de nøgne klipper var forræderiske glatte. Vi kan jo godt lide at gøre alting til underholdning. Selv vejrudsigten. TV meteorologerne må derfor diske op med smarte navne og begreber om alle muligt mere eller mindre almindeligt forekommende vejrfænomener. Et begreb, der har været godt brugt de seneste år, når vinteren kommer, er ’sort is’. Det gode gamle udtryk ’isglatte veje’ er åbenbart slidt op, eller også tager folk det bare ikke alvorligt længere, men har derimod mere respekt for det meget farligere fænomen ’sort is’ … !? … Under alle omstændigheder, ’sort is’ er det for nuværende foretrukne udtryk om våde vejbaner, der fryser, men ikke umiddelbart ser ud til at være glatte. Det var lidt det samme på de nordvendte skråninger i Gredos. Man kunne ikke se, at klipperne var isglatte. De fremstod umiddelbart ganske tilforladelige, men når man placerede sine støvlesåler på nogle af de store stenblokke, var det som at træde ud på en skøjtebane. ’Bjerg is’ kan vi jo kalde det, eller måske ’sort bjerg is’, for ligesom at give fænomenet et catchy navn, der fænger. Nej, jeg tror ikke, jeg falder til den. Blot vil jeg sige: pas på hvor du træder i bjergene, hvis temperaturen ligger og svinger lige omkring frysepunktet. Klipperne kan være glatte, og et pludseligt fald på hårdt underlag er jo aldrig sundhedsfremmende.

Normalt plejer jeg at være ret sikker på fødderne, og flovede mig derfor lidt over min uforsigtighed. I bjerge skal man nemlig helst ikke tumle rundt som Bambi på glat is, da et fald på stenede og stejle bjergsider meget nemt kan pådrage en uheldig jæger alvorlige skader. Men med blot lidt afskrabninger i håndfladerne – uden brækkede lemmer – kunne vi fortsætte vores søgen efter stenbukken.

Inden længe lod jeg mig igen opsluge af scenerierne i Gredos, hvor skyerne gled dovent over himlen og dannede en levende skyggemosaik i den betagende dalsænkning. Sådan gik jeg for en stund og nød udsigterne, nød bjergene, nød den friske luft og ikke mindst nød jeg bare tilværelsens – i dette øjeblik – intense lethed. José’s pludselige og kontante melding bragte mig imidlertid hurtigt ned fra den sky, jeg svævede rundt på, da han på gebrokken engelsk annoncerede: ’.. I think I see it ….’ Når en jagtpürsch spidser til og en kulmination nærmer sig, så stiger pulsen. Det gjorde den også nu. Spotting scopes blev rettet an, bukken blev nøje studeret og efter en ganske kort konference mellem Mario og José, var sagen klar. Vi havde fundet den gamle stenbuk! At den gik på nordsiden, sådan lidt afsondret fra de store flokke af hundyr, faldt godt i tråd med de to spanske fagfolks vurdering af, at den gamle gedebuk havde aftjent sin værnepligt så at sige. Stenbukken stod ret overfor os på den anden side af en sænkning i terrænet. Sænkningen var tæt bevokset af enebær og gyvel. Den bedste mulighed for at komme til skud, var faktisk at gå lidt tilbage til en samling af fremskudte klippeblokke, hvorfra jeg kunne få helt frit skud til dyret.

Med en stabil skydestilling, liggende fladt på maven og riflen støttet af en bipod, vidste jeg, at skuddet ville blive nogenlunde ligetil. Afstanden til dyret var ret beskedne 175 meter, og det stod roligt og essede. Jeg havde masser af tid til at nyde synet af den store gamle han gennem min sigtekikkert.

Mange følelser vælder frem, når man skal tage et dyrs liv. Glæde er én af dem, hvilket kan virke aparte for nogle. Men når man efterstræber et bytte, og det efter lang tids jagt og søgen lykkes at fange dyret i kikkertkrydset, er glæde immervæk en af de følelser, der skinner igennem. Vemod er en anden. Lidt som når vi for eksempel slagter et husdyr. Vi ved, at tiden er kommet – og at det er en del af virkeligheden for mange dyr, at vi mennesker træffer afgørelsen om, hvornår de skal dø, men et stik vemod vil de fleste empatiske såvel jægere som husmænd føle ved at tage et dyrs liv. En snert af ængstelse dukker også gerne op. Man vil gøre alt hvad man kan for at aflive hurtigt og humant med en velplaceret kugle, men hvad nu hvis det ikke går, som præsten prædiker? Det er så gerne på dette stadie, at fokus og koncentration sætter ind og overtrumfer alle andre sindelag. I det øjeblik man beslutter sig for at øge trykket på riflens aftrækker, er der intet andet, der fylder tankerne end at sørge for at afgive skuddet rigtigt.

I Gredos løb jeg i mit stille sind nogenlunde ovenfor beskrevne tankespind igennem, inden jeg klemte skuddet af og alt gik op i en højere enhed. Det lynhurtigt ekspanderende projektil hamrede ind i stenbukkens skulder, og den aldrende konge af bjerget var ikke mere! Uden at ane uråd blev dyret sendt øjeblikkeligt i døden.

Forløsning indtraf. En følelse som nogle i øvrigt heller ikke helt forstår, man kan have i forbindelse med at slå et dyr ihjel. Men når et skud lykkes – helt perfekt – og udløser den ’knald og fald effekt’, man som jæger ønsker vil ske hver gang, der klemmes på aftrækkeren, så har det en forbløffende og øjeblikkelig forløsende effekt på såvel jægeren, som på de personer der gør jægeren følge.

Forløsningen var også stor denne december eftermiddag på en bjergside i Sierra de Gredos. Den store stenbuk tog kuglen på bladet, stivnede øjeblikkeligt og på fire strakte ben væltede den omkuld som en træhest. Ikke så meget som et eneste benspjæt, eller en nervetrækning, men helt og aldeles pladask, død!

Scenariet udløste øjeblikkeligt spanske, glade lykønskninger, skulderklap og omfavnelser.

Alle fire arter af spanske stenbukke bærer nogle prægtige horn. Efter min mening bærer stenbukkene i Gredos dog de prægtigste. Fremme ved dyret stod det klart, at denne ikke var nogen undtagelse. De massive lyreformede horn – som indtil få minutter tidligere var blevet båret af den store geds kraftige og muskuløse nakke og skulderåg – emmede af dyrisk storhed. Den mørke næsten sorte pels med de lyse partier over gedens ryg og flanker var lige så blank og skinnende, som kun de rigeste fruers dyreste minkpelse er det … En Gredos stenbuk er i sandhed et smukt og prægtigt dyr, ingen tvivl om det!

Som altid når et dyr er skudt, må man efter en stund indstille den passive meditative del af jagten, hvor man funderer lidt ved siden af det nedlagte bytte. Man må i gang med den aktive del: brækning, felt-slagtning og trofæklargøring. Det var i hvert fald, hvad jeg havde forestillet mig, men lidt til min skuffelse, var det ikke det store slagtearbejde, der udførtes i Sierra de Gredos, i hvert fald ikke når det er gamle stenbukke, der afskydes. Det blev kun til afskæring af fileterne – på en bestilling fra en af de lokale i landsbyen – resten af kødet kunne tilsyneladende ikke afsættes.

Det er lidt ærgerligt, synes jeg. Jeg har spist masser af stenbuk i Kasakhstan (som jo godt nok er af den centralasiatiske slags, men mon ikke smagen er nogenlunde den samme) og det smagte fint. I Centralasien er bjergene højere, stejlere og mere ufremkommelige, men derude er det ingen hindring for at slagte dyret og fragte kødet med sig ned fra bjergene. Det burde man da også gøre i Spanien. Havde jeg haft mulighed for det, havde jeg gerne aftaget noget af kødet. Men kun et par rygfileter blev det til i Spanien. Resten af dyret blev efterladt og ville hurtigt blive omsat af områdets mange kongeørne og gribbe.

Skik følge eller land fly … Jeg måtte finde mig i, hvad jeg mente var lidt ressourcespild … om end at kadaveret selvfølgelig kom den lokale fauna til gode. Men forvaltningen af nationalparkens stenbukke – som i øvrigt syntes at være vældig velovervejet og gavnlig – måtte jeg lade være op til spanierne. Spiser de ikke gedebukke i synderlig stor stil, så fred være med det.

Men de spiser så meget andet de gode spaniere. Da vi under nedturen nåede trægrænsen, gjorde vi holdt ved en gammel hyrdehytte for at få os en bid brød. Det er ikke bare jagten, der er styr på den iberiske halvø! I guder for et tapasbord der i en ruf blev disket frem. En fire – fem forskellige slags pølser, skinker af forskellig art, oliven i alle mulige afskygninger, brød, oste, og så selvfølgelig alt sammen komplementeret af iskolde cervezas. Vi smalltalkede, hyggede og fråsede os i alle de lækre varer, som bekom os alle vel efter dagen på bjerget. Et fuldendt punktum på en rigtig mindeværdig jagtdag.

Jeg var i et godt humør, da vi rundede vores lille siesta af og stille begyndte vandringen tilbage mod Land Roveren. En vellykket jagt var overstået, og mine forventninger var blevet indfriet.  Jagten i Gredos havde ikke været voldsom udmattende bjergvandring. Det havde derimod været vandring i meget smukke bjerge på et moderat fysisk niveau … og så på en dejlig solrig december-dag … Hvad mere kan ønske sig? Udover jagten naturligvis!  Bjergvandring, i kombination med min yndlingsbeskæftigelse: jagt, har en meget kraftig tendens til at højne mit humør et trin eller to.

I øvrigt … det her med hvor strabadserende en jagt er, eller bliver, er selvfølgelig lidt vilkårlig og desuden meget individuelt. Dels beror det på hvordan jagtdagen, eller dagene, udvikler sig, men det beror i høj grad også på den enkelte jægers fysik. Helt objektivt vurderet, er der nu ingen tvivl om, at det stiller betydeligt større krav til fysikken at gå på jagt i bjerge, som man finder for eksempel i Centralasien, end i spanske Sierra de Gredos, ligesom vandring efter vildren i de Grønlandske fjelde også giver mere sved på panden og tungere ben.

Men det gør slet ingenting. Bjergjagt må for min skyld gerne være fysisk overkommeligt. Jeg dyrker ikke bjergjagten ud fra en præmis om, at det skal være en ekstrem hård fysisk udfoldelse. Hvis det var tilfældet ville jeg i stedet løbe maratonløb eller noget i den dur. Bjergjagten dyrker jeg, fordi jeg holder utroligt meget af den helt særlige atmosfære, man kun finder i bjerglandskaber og højland. Jeg tror, at det har noget at gøre med det helt basale, at man langsomt stiger, i såvel overført betydning som i fysisk forstand. Man får stille og roligt det helt store ’overblik’ over landskabernes storslåede skønhed. Når man så samtidig kan kombinere sådanne vidunderlige scenerier med udfordrende jagt, ja så fuldendes oplevelsen. …

Særdeles hyggeligt selskab, fantastiske landskaber, skøn jagt og spansk tapasbord – og så ovenikøbet med et par dage i den charmerende og interessante gamle kulturrige by Toledo. Mon ikke vi ses igen en anden god gang Spanien? Det tror jeg, vi gør –  du har jo flere arter af de smukke bjerggeder, der kan efterstræbes.

— oo00oo —

 

Spansk Ibex

De spanske stenbukke er vildgeder i den store Capra Aegagrus familie. Den iberiske arts latinske betegnelse er Capra Pyrenaica, som igen er opdelt i to nulevende underarter Capra P. Victoriae og Capra P. Hispanica.

Underarten Capra P. Lusitenica uddøde ved udgangen af det 19. århundrede. Mere nyligt uddøde også underarten Capra P. Pyrenaica, hvor man mener, at det sidste levende eksemplar døde i år 2000. Man har siden da forsøgt, ved hjælp af kloning, at genskabe arten Capra P. Pyrenaica, og faktisk lykkedes det i 2003 at genskabe et levende eksemplar af arten. Desværre afgik dyret hurtigt ved døden som følge af en lungedefekt. Der pågår stadig intensive videnskabelige forsøg på at få genskabt og reintroduceret Capra P. Pyrenaica i de spanske bjerge.

Man inddeler typisk det geografiske udbredelsesområde for de spanske stenbukke, Capra P. Hispanica og Capra P. Victoriae, på den iberiske halvø i fire regioner:

• Ronda Ibex. Ronda ibexen finder man i det sydlige Spanien og det er den mindste af de spanske stenbukke.
• Sierra Nevada Ibex, som man også finder i det sydlige Spanien i de bjergrige områder øst og nordøst for Ronda.
• Beceites Ibex, som findes i de østlige kystegne i områderne syd for Barcelona og nord for Valencia.

Ronda, Sierra Nevada og Beceites stenbukkene tilhører arten Capra P. Hispanica. Omend de er i samme familie, er der udseendemæssigt forskel på gederne fra de forskellige regioner. Beceites-stenbukken er større end de to øvrige, og den har ligeledes længere og kraftigere horn samt større udlæg. Beceites stenbukken kan veje op til omtrent 80 kilo. De to øvrige er omtrent 15-20 kilo lettere af krop.

Udover de tre ovennævnte findes der:

• Gredos Ibex. Capra P. Victoriae. Denne art findes i Gredos-bjergene vest for Madrid. Gredos ibexen er størrelsesmæssigt på niveau med Beceites ibexen, men adskiller sig udseendemæssigt dels i aftegninger og pelsfarve, ligesom hornenes form er markant anderledes. Hvor Beceites ibexens horn er svungne i en bue, er Gredos ibexens horn udpræget lyreformede.

Alle fire underarter af de spanske stenbukke er jagtbare. Man er blevet meget opmærksom på det vigtige i at sikre arternes overlevelse (lidt sent kan man måske bemærke, med Capra P. Pyrenaicas nylige uddød i mente). Men under alle omstændigheder viser den nuværende forvaltningsstrategi sig at være yderst gavnlig. Stenbukkene moniteres grundigt og er, i alle fire geografiske udbredelsesområder, i god fremgang. Hvor den samlede bestand af stenbukke på den iberiske halvø i 1990’erne talte mindre end 7.000 voksne individer, er et forsigtigt estimat i dag på et stykke over 50.000 voksne individer.

Både i antal og område er Gredos ibexen den mindst udbredte. Der findes omtrent 10.000 voksne individer af Gredos Ibex, hvor de øvrige tre, Ronda, Sierra Nevada og Beceites, opgøres til mere end 40.000 voksne individer.

Man har introduceret stenbukke fra Gredos til andre bjergrige områder i Spanien. Dels for simpelthen at øge den samlede bestand yderligere, men ligeledes for at undgå et katastrofalt kollaps i tilfælde af epidemisk sygdom i det relativt geografisk begrænsede Gredos område.

De seneste årtiers forvaltning af stenbukkebestandene i Spanien må siges at have været en succes. Capra Pyrenerica – som overordnet familie – er på IUCN rødlisterne gået fra Near Threated (NT) i 1990’erne til i dag at have status af Least Concern (LC). Gredos stammen, Capra P. Victoria, har en understatus som Vulnerable (VU). Problemet er ikke, at der er for få individer i Gredos. Faktisk er man i Sierra de Gredos bjergene nødt til at forvalte stammerne ved jagt, da vildttrykket i regionen ellers vil blive for højt. Men som følge af Gredos ibexens begrænsede geografiske udbredelsesområde, har den fået rødliste status VU (sårbar). Det potentielle problem, søges, som nævnt, løst ved en introduktion af underarten flere andre steder i Spanien.

 

— oo00oo —