Denne Remington er et godt bud på, at en riffel ikke behøver at koste spidsen af en jetjager for at fungere rigtigt godt.

Historien kort fortalt: vi var på udkig efter en feltskydningsriffel i et lettere kaliber. En Remington 700 SPS Tactical, i kaliber .223 Remington, blev spottet på jagtbutikkens våbenhylde. Ikke langt ved siden af den stod også en Remington 700 Varmint med kort lås … Bytte, bytte købmand … SPS riflen i kaliber .223 Remington blev pillet ud af det originale syntetiske skæfte og i stedet lagt i Varmint skæftet. En velegnet, lettere brugt, sigtekikkert blev skruet fast i nogle Leupold ringe. That’s it! …. Nå nej for resten … der måtte lige et Tac knob på løftearmen og lidt Sugru på kindpuden, for at få alt til at spille … men så fik vi vist også det hele med  ….

Riflen er egentlig ikke for køn. Med det tykke SPS løb – med en længde på blot 20’’ og egentlig alt for kort til det store varmint-skæfte – ser den sådan lidt vægelsindet ud … Men hvad den ikke lige har med sig i udseende, vinder den hjem på charmen. Og den virker! Så til jagt på småvildt er den gået hen og er blevet vores favorit …

Kaliberet

Man skal ikke skyde gråspurve med kanoner … hvilket ifølge ’den danske ordbog’ vil sige at man ikke skal bruge alt for stærke midler i forhold til situationen … Eller slet og ret: undlade at overdrive! Mange af os overdriver helt vildt, når vi går på bukkejagt. Vi skyder de små skabninger med alle mulige voldsomme kalibre såsom 30.06, 300 Win Mag, 8×57 og alt muligt alt efter hvad vi nu lige har i skabet. Og det er typisk en overdrivelse til situationen! Ikke at der som sådan sker noget ved det. Bukken dør selvfølgelig med det samme, hvis den bliver ramt ordentligt af noget typisk jagtskyts fra et dansk våbenskab. Men sådanne ret kraftige kalibre er helt objektivt set lidt vel rigelig til et tyndhudet dyr på 25-30 kg. Det er klart, at det står alle frit for at overdrive beskydningen under eksempelvis bukkejagten. Vi har lovmæssigt en nedre grænse for, hvad der kræves for at skyde de jagtbare vildtarter, men der er ikke et øvre loft for hvor kraftig en energiudladning vi må udsætte råvildtet, eller øvrigt vildt, for. Og det er sådan set fair nok. Logisk betragtet kan man vel ikke rigtig dræbe et dyr for effektivt. Så hvis man er typen, der kun har lyst til at have én riffel i skabet, og ud over at gå på bukkejagt om sommeren, også ind imellem skyder en hjort, eller et par vildsvin, så må man gå efter den største fællesnævner. Riflen er nødt til at være kraftig nok til eksempelvis grisebasserne, og så må det jo blive til en omgang overkill på sommerens bukkejagter …

Men er man passioneret småvildtjæger, så kunne det være, at man skulle overveje om der er plads til en handy og let riffel i skabet, eventuelt én i kaliber .223 Remington. Et sådan kaliber rummer nemlig nogle fordele. … Men lad os først se lidt nærmere på hvad .223 Remington egentlig er for en størrelse.

Kaliber .223 Remington blev udviklet sidst i 50’erne ud fra diverse kravs-specifikationer oplistet af den amerikanske hær. For at gøre en lang historie kort: Der blev udviklet og testet .. udviklet og testet .. udviklet og testet .. og langt om længe, i 1962, indleverede Remington patronspecifikationerne til amerikanske SAAMI. I 1963 blev patronen officielt godkendt og riffelkaliberet .223 Remington var født.  Skæbnen ville, at Nato medlemslandene i 60’erne var blevet enige om at indsluse en mindre kraftig patron i styrkerne, end den anvendte 7,62×51 (.308 Win), som dermed skulle udfases i visse typer af rifler. Årsagerne til ønsket om en mindre patron var dels at opnå bedre skydning som følge af reduceret rekyl, og dels også af driftsøkonomiske og logistiske hensyn (materiale-besparelsen skal måles i mange tons, når man i Nato styrkerne går fra en relativ stor .308 patron til en ret lille .223 patron). Den netop udviklede .223 Remington patron blev anvendt som skabelon for denne neddrosling, men først i 1980 var forsvarsalliancens patron – en pendant til .223 Remington – en realitet. Natos patron kendes under navnet: 5.56x45mm NATO.

Til den brug, som militæret udviklede den lille patron til, fungerer den beskedne slagkraft fint. Et af de mere morbide krav (der i sin tid blev stillet op i specifikationerne i forbindelse med patronens udvikling) var, at et 4 grams stålkerne projektil fra .223’eren skulle kunne gå igennem en standard stålhjelm … på en skudafstand af 800 meter vel og mærke.

Det er jo fint nok, at USA og NATO er overvejende tilfredse med den lille patrons kvaliteter på slagmarken. Men som jæger skal man passe på ikke at drage paralleller mellem behovet på slagmarkerne og behovet i jagtrevirerne. Selv om fjender til USA eller NATO (som vel gennemsnitlig har kropsvægte på omtrent 80 kilo) med succes beskydes og nedkæmpes med bl.a. kugler fra 5.56×45 (.223’er) rifler, så er det ikke ensbetydende med, at de små kugler er jagtligt effektive nok til vildt i sådanne vægtklasser.

Jeg ved godt, at der findes nogle spilleregler for krig … men ret beset er regler for krig jo en lidt kunstig foranstaltning. Vi anerkender at for at løse konflikter folkeslag og/eller nationer imellem, kan organiseret vold og drab være en måde at forsøge at løse, eller kontrollere, konflikten på. Men måden volden udøves på, er der altså opstillet regler for … eksempelvis må man ikke beskyde fjenden med et hurtigt ekspanderende riffelprojektil, såsom hollow points, da et sådant projektil forvolder for voldsomme sårtraumer.  Derimod må man i krig gerne kaste en håndgranat mod fjenden, så fragmenter rykker arme, ben og torso i stykker på den uheldige kriger!? Under alle omstændigheder – set ud fra en lidt kynisk krigslogik – er det jo lige meget, om en fjende dør langsomt, dør hurtigt eller blot bliver invalideret eller såret. Fjenden skal blot ’pilles ud’ af kampen – altså neutraliseres. Og mit bedste bud er: bliver man ramt af en .223’er i nærkamp, selv om det er med spidsskarp, og uanset hvor man rammes, så skal man være en ret sej Rambo banan for at fortsætte kampen.

Men jagtligt er det overhovedet ikke lige meget, hvordan et dyr dør … heldigvis! Vildt, der skydes af en jæger, skal helst dø hurtigt og effektivt. For at være rimelig sikker på, at det sker (i hvert fald hvis vildtet træffes ordentligt) er det besluttet ved lov, at klasse 1 vildt (f.eks. hjortevildt eller vildsvin), ikke må skydes med små kalibre såsom en riffel i .223 Remington. Råvildt (som er i vildtklasse 2) er maksimum for kaliberets kapacitet- i hvert fald inden for Danmarks grænser. Råvildt må lovformeligt skydes med et projektil, der vejer mindst 3,2 gram (50 grain) og har en anslagsenergi på mindst 800 joule på 100 meter.

Klasse 2 grænseværdier overholder man fint med en .223’er. Men man vil aldrig kunne nå kravene til klasse 1 vildtet: mindst et 9 grams projektil med mindst 2.700 joule på 100 meter, eller minimum 2000 joule for kugler på 10 gram eller mere.  Blandt nordamerikanske jægere (hvor der ikke findes småt hjortevildt som det danske råvildt) har .223’eren traditionelt set været anvendt som varmint-kaliber. Altså til jagt/regulering på skadevoldende vildt, så som sjakaler, præriehunde og den slags.    Derfor har man typisk anvendt tyndkappede, meget lette og meget hurtige kugler på mellem 2,5-3,5 gram. Sådanne varmint-kugler reagerer eksplosivt ved træf og forvolder voldsomme sårskader i vildt af beskeden størrelse, og typisk også øjeblikkelig død.

Lette kugler af varmint-typen stabiliseres godt af en lidt langsom stigning, hvorfor mange .223’er rifler – i hvert fald for nogle årtier tilbage – gerne havde løbsstigninger på 1-12 tommer. Kaliber .223 fik derfor en overgang et lidt blakket ry som jagtkaliber i Europa, herunder også i Danmark, på lidt større vildt (som for eksempel råvildt). Det gjorde den at den simple årsag, at de lette eksplosive kugler ofte kun forvoldte overfladiske, men ganske invaliderende, sårtraumer på råvildtet. For mange bukke blev anskudt og overladt til nogle smertefulde og kummerlige sidste timer eller dage, inden de før eller siden døde af skaderne.

Man bør jo – i alle livets forhold – skele til tidligere tiders ulykker og kedelige omstændigheder og forsøge at undgå at gentage fejltagelserne. Det gælder også inden for jagt, og når nu andre allerede har været fiaskoerne igennem med jagt på råvildt med lette eksplosive kugler i .223’er rifler, behøver vi andre jo ikke gentage fejlen. Men det er der heller ingen grund til nu om dage, for en .223’er er nemlig et rigtig effektivt værktøj til vildt i råbukke-størrelse. Men der skal nogle ordentlige projektiler til. Vores .223 riffel har et løb med en lidt hurtigere stigning på 1-9 tommer. Løbet stabiliserer projektiler på 4,5 gram (69 grain). Og sådanne lidt tungere kugler, med en tykkere kappe, har en effektiv dybdevirkning. Ved træf forårsages et tilstrækkeligt dybt og massivt sårtraume, som sikrer at råvildt forender øjeblikkeligt.

Af fordele opnår man med det lille kaliber et let riffel-setup med meget beskeden rekyl. Dertil vil kødjægeren nok også sætte pris på, at med velegnet ammunition vil der være minimal blodudtrækning og et begrænset kødspild.

Uden for Danmarks grænser … måske særligt interessant i relation til bjerg- og højlandsjagt … kan vi mange steder lovligt, og forsvarligt, bruge riflen til jagt på gemser (da den håndterer for kaliberet lidt tungere projektiler). Men anvendes et lille kaliber, såsom .223’eren, til jagt på gemse, skal man imidlertid gøre sig klart, at effekten falder drastisk efterhånden som skudafstanden øges. Et par hundrede meter bør sættes som en maksimum skudafstand. Længere end det vil grænse til det uforsvarlige. Ikke fordi man ikke kan ramme på længere afstande med en .223’er, men alt efter projektilvalget vil anslagsenergien på 200 meter være omtrent 800 – 900 joule og anslagsfarten omtrent 600 m/s. Det vil være tilstrækkeligt effektivt til gemser, men nærmer sig minimumsgrænsen.

Vi bruger altid de lidt tungere kugler til .223’eren. Med tungere projektiler er den beregnede rekyl en snert større, men det er ikke noget, der kan mærkes. Uanset projektilvalget – let eller tung – er rekylen meget beskeden i en .223 Remington riffel.

De tungere projektiler er derimod langt mere velegnede til længere skudafstande. På lidt lange skudhold flyver lette varmint-kugler på 2,5-3,5 gram populært sagt ’som vinden blæser’. Til feltskydning bruger Chris derfor Lapua Scenar projektiler på 4,5 gram (69 grain). Scenar projektilerne har en fornuftig ballistisk koefficient, hvilket gør, at Chris på rimelig kontrolleret vis, kan styre kuglerne også på halvlange 300-400 meter skud. Skal hun længere ud end det, skal det helst ikke blæse for meget.

Til jagt på ræve og råvildt bruger vi Normas SP projektiler på 4 gram (62 grain). Disse projektiler har eksemplarisk terminal ballistisk effekt i vildt af en sådan beskeden størrelse. Men de er også betydeligt mere påvirkede af vinden end Scenar projektilerne.  Men det betyder ikke så meget på dansk jagt, da vi jo ikke skyder ræve og råvildt på hverken 300 eller 400 meters afstand …

Pibe og dæmpning

Riflen er en kort Remingon 700 med et 50 cm langt og ret svært løb. Piben er den originale SPS Remington pibe. I første ombæring fandt vi den lidt svær at få til at skyde sådan rigtig præcis. 3-4 cm kunne den godt holde sig på – og jagtligt på moderate afstande er det jo sådan set godt nok – men til feltskydningskonkurrencer er en sådan spredning lige i overkanten. Vi fandt ud af, at skæftet, som vi havde byttet om til, var udformet med et såkaldt trykpunkt – altså et lille punkt, som trykkede let på piben. Dette har muligvis fungeret med den oprindelige lange varmint pibe, men det fungerede ikke for godt med den korte SPS pibe. Trykpunktet blev derfor slebet væk, så piben kunne svinge frit i pibekanalen, og systemet blev bedded i skæftet, og viola … Efter denne procedure snævrede grupperne ind til respektable ½-3/4 MOA (15mm-20mm på 100 meter).

Løbet har en svær profil med en diameter på 22mm ved mundingen. Piben er ikke rustfri og kræver derfor lidt mere vedligehold end de rustfrie piber, der er på vores øvrige rifler. Men vedligeholdet består såmænd blot i at sørge for at tørre riflen over med en klud, hvis den er blevet våd og beskidt. Derudover ryger en filtprop med en dråbe olie på gennem løbet, og så en tur eller to med rensebørsten, en filtprop på ny og så trække piben tør med en bore-snake. Men det skal man så til gengæld også huske at gøre, hver gang man har brugt riflen. Ellers risikerer man, at der kommer rust.

Selv en riffel med mindre centraltændings patroner, som en .223’er, brager selvfølgeligt noget. Men riflen er nu meget behersket i såvel rekyl som gastryk. Projektilet er lille og let og flytter ikke så meget luft. Derfor har Chris valgt at undlade at montere en dæmper på riflen. Kombinationen mellem det lange varmint-skæfte og den korte svære pibe giver riflen en noget nær optimal balance. Og den balance ønsker Chris ikke at kompromittere – forståeligt nok – ved at skrue en næsetung dæmper på riflen. Så derfor er denne riffel som den eneste af vores rifler uden en ’tønde’ for enden af løbet … endnu.

Men i det tilfælde, at vi alligevel skulle finde på at skrue en dæmper på løbet – hvilket jeg lidt har forsøgt at overtale Chris til – vil der kunne fjernes rigtig meget af den i forvejen beskedne rekyl. Til f.eks. regulering og jagt, fra stationære positioner, kunne det godt være en god idé med en dæmper, da skudbilledet derved vil blive helt fuldstændigt roligt og stabilt!

Skæftet

Systemet er lagt i et epoxy lamineret ’Boyd-style’ Remington Varmint skæfte i stedet for det originale SPS skæfte. Varmint-skæftet er meget stift, hvilket det originale ikke var. Det lange ventilerede skæfte har en bred ’beaver tail’ profil, og det egner sig godt til anlæg på for eksempel rygsække og lignende. Det fungerer sådan også fint med støtteben, men det er ikke rigtig noget vi bruger til lige netop denne riffel. Skæftet er et såkaldt thumbhole-skæfte, altså et ret skæfte med udfræsning til tommelfingeren og et stejlt pistolgreb. Det korte, kompakte og buttede riffelsystem ser lidt aparte ud (i nogles øjne) i det lange og tunge thumbhole-skæfte. Jeg er tilbøjelig til at give medhold i dette synspunkt. Det er ikke det smukkeste mash-up af en riffel jeg har set. Til gengæld skyder den rigtig godt, og balancen er som sagt tæt på perfekt.

Skæftet er ikke justerbart, men det udelukker jo ikke en tilpasning af riflen. Med et silikone materiale – ’Sugru’ – har Chris støbt en kindpude, så kindkontakten er blevet optimeret. Chris bruger riflen til feltskydning, og den skal derfor passe hende perfekt. Ulempen ved sådanne mere eller mindre permanente tilpasninger er, at riflen derved er tilpasset til én person og kan ikke sådan uden videre – som justerbare riffelskæfter kan – tilpasses andre behov. Chris’ og min hovedform er dog tilsyneladende ikke milevidt fra hinanden … skæftet passer i hvert fald også mig ret godt. Det epoxymættede laminat, der anvendes til fremstilling af denne type skæfter, er modstandsdygtig over for fugt og regn, og tåler i øvrigt knubs og en lidt hårdhændet behandling ret godt. Riflen, herunder skæftet, har selvfølgeligt fået lidt ridser og skrammer hen ad vejen, men lidt patina er jo blot udtryk for, at riflen faktisk bruges og ikke blot er til pynt …

Skæftet har et hængslet magasin med plads til fem patroner. Der findes så meget aftermarket-halløj til Remingtons model 700 rifler, at man kan modificere dem næsten i det uendelige, alt efter behov og lyster. Man kan også godt modificere riflen med en ny magasinbrønd til løse magasiner. Det kunne vi måske godt finde på. Til jagtlig brug fungerer det hængslede magasin ganske upåklageligt (og der er ikke risiko for, at man taber magasinet i skovbunden). Men til skydekonkurrencer, særligt PRS skydninger, kan det være en stor fordel med to eller flere magasiner. Det koster dyrebar tid – på en skydepost – med en begrænset magasinkapacitet. Når de første fem skud er løsnet, er det meget hurtigere bare at knalde et nyt fyldt magasin op i riflen. Det kan man ikke på en riffel med hængslet magasin, men må i stedet lade riffelmagasinet op fra toppen. I øvrigt har jeg ladet mig fortælle, at også inkarnerede drivjagtsjægere foretrækker udtagelige magasiner. Sådanne jægere har også flere fyldte magasiner linet op, således at de altid er klar. Det er jo træls at stå og ’fedte med’ at lade magasinet op, netop som en rotte af vildsvin kommer forbi posten … Riflen skal være klar til action, hele tiden …

Sigtekikkerten

Kikkerten er en ældre Zeiss Conquest 6,5-20×50. Kikkerten har ballistiktårne til justering for såvel kuglefald som vindafdrift. Der er ikke decideret nulstop på kikkerten og den kan således klikkes længere ned end til indskydningsafstanden. Men der er selvfølgelig indikationer på tårnet ved nul MOA samt en horisontal streg, som indikerer, om man er ved sit udgangspunkt. Men man kan ikke bare lige i en rask vending klikke tårnet tilbage, til man møder stop ved ’nul’. Man må lige kaste et blik på kikkerten for at tjekke, om alle stregerne nu er linet rigtigt op. I modsætning til alle vores andre sigtekikkerter fungerer denne kikkert i MOA (Minutes Of Angle). De andre kikkerter vi bruger er alle i MIL (Milliradian).

For hvert klik på Conquest kikkertens tårne, justeres sigtemidlet ¼ MOA (0,7cm på 100 meter). Vores øvrige kikkerter justeres 1/10 milliradian (1 cm på 100 meter) for hvert klik. Helt åbenbart er det selvfølgelig en ulempe, at det uniforme brugsmønster vores kikkerter i mellem er fraværende. Endvidere forholder det sig kort fortalt sådan, at det er lidt lettere at forholde sig til MIL, hvis man er vant til det metriske system. Én miliradian svarer præcist til 10 centimeter på 100 meter. 1/10 milliradian, eller ét klik, er således nøjagtig 1 cm på 100 meter. Kan man, groft sagt, ti tabellen er det nemt at håndtere en MIL sigtekikkert. Som danskere – og i øvrigt europæere flest, med metriske mindset – synes man ligesom ikke rigtigt, at MOA som sådan går op i noget brugbart. 1 MOA kan nemlig ikke relateres direkte til det metriske system, idet én MOA svarer til ca. 2,9 centimeter på 100 meter. ¼ MOA, eller ét klik, er således lige godt 0,72 mm på 100 meter. Der skal altså lidt mere hjernegymnastik til, når den faktor man opererer med pr. klik er ca. 0,7.

Når det så er sagt: Hvis man går helt væk fra det med forholde sig til det metriske, og sporer tankegangen ind på alene at tænke i MIL eller MOA (alt efter hvilken kikkert, der bruges), så er det egentlig lige meget hvilken system, der anvendes! Såvel MIL som MOA er enheder der bl.a. anvendes til at måle vinkler med, og dermed justere for eventuelle korrektioner af vinklen. Når man anvender sine kliktårn, må man således forestille sig to fiktive cirkler, begge med skytten som centrum i cirklen. Den ene cirkel befinder sig i det vandrette plan med en radius fra centrum (skytten) og ud til målet, den anden befinder sig i det lodrette plan med en radius fra centrum (skytten) og ud til målet. Uanset om kikkerten er i MIL eller i MOA, er det disse to cirkler vi hele korrigerer vinklerne i med kliktårnene. MIL og MOA kliktårne/kikkerter er således begge ’værktøjer’, vi bruger til foretage nødvendige vinkelkorrektioner på cirklerne, men altså med forskellige værdier.

Men man kan kun – med fornuft og uden forvirring – lære at ’tænke’ MOA eller MIL, hvis ens sigtemiddel er i overensstemmelse med det kliksystem, der anvendes i kikkerten. Altså et MOA sigtemiddel i en MOA kikkert, og et MIL sigtemiddel i en MIL kikkert. Man skulle tro, at det er løgn, men der er set kikkerter, der blander MIL og MOA i én og samme enhed! Kan man godt lide at skyde i par (hvilket er normen ved langdistanceskydning, fordi skytten har stor gavn af en spotter), bør spotterens kikkert have indikatorer, der svarer til skyttens.

Problemer kan opstå, hvis for eksempel skyttens opsætning er i MOA, og spotterens er i MIL. Når MOA skytten rammer forbi .. sådan en sjat til højre for målet .. og spotteren i sit setup ser kuglen misse med omtrent en MIL , melder spotter:  ”… Giv den 10 klik til venstre …” Se, så går det galt, fordi der ikke anvendes det samme system. Og jo længere afstand der er til målet, jo større vil diskrepansen blive, hvis MOA skytten uden videre følger spotterens meldinger. Bruger begge (såvel skytte som spotter) derimod det samme system, så ser de også det samme og taler det samme sprog. Anvendte også spotteren – i eksemplet ovenfor – et MOA setup, ville denne nærmere have givet give en melding noget i stil med: ”MISS… klik 3 ½ MOA til venstre …” (1 MIL er ca. 3,4 MOA).

I nogle tilfælde, vil spotteren slet ikke have MIL eller MOA indikatorer i sin kikkert. Det mest fordelagtige er, at spotteren anvender et godt og knivskarp spotting-scope med stor forstørrelse og synsfelt. Sådanne fås såvel med MIL eller MOA markeringer, men også uden. Anvender spotteren en kikkert uden nogen former for MIL eller MOA markeringer i billedet, kan jeg næsten garantere for, at spotteren – i hvert fald hvis denne er dansk – vil give meldinger i overensstemmelse med sin metriske tankegang. Og det kan godt være lidt udfordrende, hvis man som skytte ligger bag en MOA sigtekikkert.

Et eksempel: Lad os sige, at man skyder på 500 meters afstand og meldingen lyder på: ’MISS … 40 cm til venstre …’ Så vil man som MIL skytte relativt hurtigt kunne omsætte meldingen til noget nogenlunde let hovedregning (5 cm op i 40 cm) og så nå frem til 8 klik (ellers skal man forlange sine skolepenge tilbage).

Skyder man derimod med ¼ MOA kikkert, og får ovennævnte metriske melding serveret, bliver hovedregningen lidt mere kompliceret: 0,7×5 = 3,5cm pr. klik på 500 meter. 3,5 cm op i 40 = 11,4 klik.

I dag er vi så vant til at bruge MIL systemet, at vi nok fremover vil holde os til dette system – især jeg, som altid har brugt MIL kikkerter, men til dels er Chris også efterhånden konverteret …

Men … når det så er sagt … hvis man én gang har fået verificeret sig nogle klikdata og udarbejdet en pålidelig kliktabel, så er alle MOA-regnestykkerne ikke længere så relevante, rent jagtligt i hvert fald. Man skal sådan set bare holde sig til sin kliktabel, og eventuelle justeringer håndteres enten på gefühl eller ved lidt syvtabels hovedregning.

Zeiss 6,5-20×50 Conquest kikkerten har rigeligt med justeringsmuligheder. I alt 45 MOA (godt 11 MIL) for kuglefald og 30 MOA (godt 7 MIL) for vindafdrift.

Sigtemidlet et helt almindeligt slank kryds som er meget tyndt ’tegnet op’ i midten af krydset. Sigtemidlet vises i 2. billedplan. Det vil sige, at krydset ikke er medforstørrende, men vises i samme størrelse uanset hvilken forstørrelse man justerer kikkerten til.

Sigtemidlet fungerer godt til jagt og også til jagtfeltskydning. Men man kommer lidt til kort i forbindelse med diverse langdistance discipliner, hvor jeg tror de fleste foretrækker en eller anden form for markeringer samt medforstørrende sigtemidler, altså et sigtemiddel i 1. billedplan – hvorved proportionerne bibeholdes uanset forstørrelsesgraden. I 1. plan, vil afstanden – uanset forstørrelsesgraden – mellem to marks altid være den samme. Er sigtemidlet i 2. billedplan, vil afstanden mellem eventuelle marks være variabel, alt efter hvilken forstørrelse kikkerten er sat til.

Men vigtigst af alt for en sigtekikkert – uanset hvilke typer af jagt eller skydning den anvendes til – er den optiske kvalitet, altså at billedet står knivskarpt og farveægte. Og den optiske kvalitet er faktisk rigtig god i den gamle Zeiss Conquest kikkert.

Kikkerten er meget velegnet til bjerg- og højlandsjagt. Forstørrelsesspændet på 6-20 gange er ideelt til selv de længst tænkelige jagtlige skud i bjergene. Og som sagt lader den optiske kvalitet ej heller noget at ønske. Den egner sig godt til at fange alle detaljer, når man eksempelvis skal studere den østrigske gemsebuk inden endelig beslutning om skud træffes.

Montagen er én lettere én af slagsen med Leupold QR baser og ringe. Riflen har skudt på den gode side af 2.500 skud, og intet har givet sig så meget som en mikrometer. Ringene er aftagelige via vingemøtrikker, og riflen holder indskydningen ved af- og påmontering. Ikke blot MOA justeringerne, men også kikkertrørets diameter på 1 tomme, afslører at markedet for denne model var møntet på amerikanske jægere. Men bortset fra, at et 1’’ (2,54 mm) rør ser lidt klejn ud efter nutidens standarder, hvor 30-36mm efterhånden er standarden, gør det ikke nogen nævneværdig forskel. Det kan måske være lidt svært at finde nogle af de helt trendy og tacticool montager til et 1’’ rør, men der er nu alligevel masser af gode muligheder for at montere kikkerten ordentligt. Hvis man bare er interesseret i en god montage der holder godt fast på kikkerten, og ikke går så meget op i, om man nu også møder op på banen, eller på jagten, med det sidste nye grej, så er det slet ikke noget problem …

Generelt

Konklusionen må være, at det er en fornøjelse at skyde med den rekyl-lette Remington .223’er. Men heller ikke denne riffel er en allround riffel. Kaliberet er mere for feinschmeckere, som gerne vil sætte en lille kugle lige præcis dér, hvor det tæller!   Vi har overvejet at bruge riflen lidt til gemsejagter, da det er en handy, kompakt og pålidelig riffel, som let stroppes på en rygsæk. Men det er imidlertid blevet ved tanken. På gemsejagter har vi ind til videre valgt mere sikre løsninger med nogle hårdtslående og længere-rækkende kalibre. Jeg har skudt gemser på skudafstande af henholdsvis 240 meter i Østrig og 285 meter i Rumænien .. 265 meter for Chris’ ved-kommende. Det er lidt i overkanten for en .223’er. Men netop dét at komme lidt tættere på gemsebukkene, kunne jo så passende være en del af den jagtlige udfordring … Så hvem ved? … Vi kunne da godt se os selv – en gang i en ikke for fjern fremtid – klatre rundt i bjergene igen på jagt efter gemsebukke … måske med den lille pålidelige .223’er som følgesvend.

 

Riffel-data

System:

• Remington 700 SPS

Skæfte:

• Remington Varmint Thumbhole

Løb:

• Remington SPS Heavy Contour
• Ø22 mm ved munding.
• 51 cm lang
• Stigning 1 snoning pr. 9’’ (1-9)

Kaliber:

• .223 Remington

Optik:

• Zeiss Conquest 6,5-20×50

Montage:

• Leupold QR

Bipod:

• Ingen

Længder:

• Riffel længde 100 cm

Vægte:

• Riffel egenvægt   4,9 kg