Flyveturen fra Billund over Frankfurt var kort, og køreturen fra Salzburg til mit Gasthof i Østrig varede kun halvanden time. Allerede ved frokosttid ankom jeg således til min destination – Gmund i Kärnten. Køreturen fra Salzburg havde gjort forventningerne til alpejagten høje. Vejret var fint, bjergene var store, og den specielle alpestemning vejrede i luften. Jeg var overbevist om, at turen nok skulle byde på gode oplevelser.

Efter en hurtig frokost pakkede jeg grejet ud, og om aftenen mødtes jeg med min jagtguide, Förster Ferdinand Kargl. Tysktimerne var ikke lige mit favorit-fag tilbage i folkeskoletiden, så mit tyske er mildt sagt ret gebrokkent, og jeg tror heller ikke lige, at Ferdinand Kargl var til stede, da de havde engelsk på skemaet tilbage i hans skoletid. Men vi forstod da hinanden, sådan på det overordnede plan, og det var jo tilstrækkeligt. Vi aftalte at mødes allerede kl. halv fem næste morgen.

Jeg var oppe kl. fire, klar til kamp og spændt på dagen. Jeg læssede min riffelkuffert ind bag i Ferdinands lille firehjulstrækker og havde i mørket nær smidt riflen oven på den lille hund, der sad deromme. Eddy, Ferdinands gravhund, lå stille og hvilede i den mørke bil, for den skulle med på alpejagt, hvor vi skulle prøve at få et eksemplar af den lille alpine gedeantilope – gemsen – på paraden.

Efter at have kørt så langt op, som den lille firehjulstrækker ville være med til, fortsatte vi til fods et kvarters tid. Det var blot lige omkring daggry, da vi forlod stien. Vi vandrede stejlt opad i fem minutter og nåede frem til en ansitz. Der sad vi så og holdt øje med vores omgivelser. Umiddelbart blev jeg lidt bekymret for, om dette nu var dét, de kaldte bjergjagt: et kvarters vandring i bjergene og så ansitz resten af dagen! Men sådan skulle de næste par dage nu ikke forløbe …. slet ikke!  Vi havde også kun siddet på anstand en times tid på bjergsiden, uden i øvrigt nogen aktivitet, da vi ved sekstiden forlod pladsen. Vi kørte lidt længere ind i den kæmpestore slugt, som de store bjergmassiver udgjorde. Lyset var efterhånden tiltaget, og undervejs gjorde Ferdinand nogle stop, hvor vi afsøgte bjergsiderne med kikkerterne.

Jeg så den sådan set samtidig med Ferdinand – gemsen! Fra grusvejen afslørede kikkerten turens første gemse. ’Gams’ erklærede vi nærmest i munden på hinanden. Jeg var slet ikke i tvivl om, at gemsen var alt for langt væk til skud, men jeg fiskede alligevel min afstandsmåler frem. Den sagde 477 meter, og vi havde ingen umiddelbare muligheder for at komme frem på skudhold. I et par minutter nød vi synet af gemsen, som Ferdinand vurderede var en flot buk, hvorefter vi kørte videre.

Nu var det definitivt helt slut for firehjulstrækkerens videre fremfærd. Rygsækken røg på ryggen, riflen blev stroppet på skulderen, og Eddy sprang ud af

bilens bagagerum. Endelig var vi vandrende. Ruten, vi fulgte, var stigende, til tider tæt på stejl, men det var nu ikke noget, der kunne afskrække mig. Jeg nød terrænet og turen og muntrede mig over Eddy, som indimellem forlod os i 3-4 minutter for snart at komme halsende tilbage. Den gravhund havde et virkelig godt kontaktgen og vidste hele tiden, hvor Ferdinand befandt sig. Vi krydsede rivende vandløb, smalle broer og stenet stejlt terræn, og den lille hund fulgte bare troskyldigt trop. Den var helt usandsynlig terrængående, de små korte ben taget i betragtning.

 

Vi havde nu vandret en times tid, og vejret var blevet lunere. Jeg var ved at proppe min fleecetrøje i rygsækken, da Ferdinand vinkede mig hen. ’Rehbock’ hviskede han og pegede op ad bjergsiden. Ganske rigtigt: godt 100 meter oppe ad den bløde græsklædte bjergside trak en rå rundt med en buk. Kikkerten afslørede, at det var en høj spidsbuk. Dyrene løb lidt i cirkler. Ferdinand spurgte, om jeg ville skyde bukken. Situationen var faktisk fin, så jeg tog imod tilbuddet og rakte ud efter Ferdinands vandrestav. Jeg stillede mig an og fandt stabilitet i riffelkikkerten med anlæg på vandrestaven. I samme øjeblik sprang bukken på råen og blottede bladet. De er jo ikke verdens mest udholdende ’Don Juan´er’, sådanne råbukke, så jeg ventede de få sekunder, jeg vidste parringen ville tage, og lige da bukken hoppede ned fra råens ryg, gik skuddet. Bukken forendte på stedet, spjættede lidt med benene og trillede så 30 meter ned ad græsset.

Jagten var i gang! Det var en god oplevelse med rådyrene i fuld brunst. Råen stod lidt forvirret og kiggede sig omkring. Hun undrede sig nok lidt over, hvorfor hendes udkårne havde bidt i græsset, men sprang så videre – netop beslået. Ferdinand gav mig en Weidmanns hilsen, roste det lidt svære skud fra vandrestokken, og vi begav os op mod bukken. Eddy var helt med på, hvad som netop var hændt, og han røg straks ind i terrænet.

Da vi nåede frem, stod Eddy stolt og tronede oven på bukken. Det var ikke nogen prægtig trofæbuk, men det var en ’alpebuk’ – og hvor tit falder man lige over sådan én og får muligheden for brunstbukke-jagt i 1500 meters højde? Det var skønne omgivelser, og at gemsejagten for en stund var blevet til brunstjagt på råbuk, gjorde ikke spor. Vi slæbte bukken ned til elven, der løb tæt ved, og fik den brækket. Vi sundede os lidt og lod bukken ligge for så at samle den op på vejen hjem. Vi tog atter vores grej på ryggen og fortsatte så jagten – længere ind i slugten og længere op i bjergene.

Resten af formiddagen fik vi vandret en del og nydt naturen, men uden yderligere store jagtbegivenheder. Vi gik op til en autentisk lille alpehytte, hvor vi fik lidt frokost. Meget passende bestod frokosten af minestrone-suppe, solidt landbrød og gemsesylte – som i øvrigt smagte fantastisk godt!

Jeg lå lidt på langs i hytten, da Ferdinand pludselig kom farende ind og hastigt snørede sine støvler på fødderne. Jeg skulle skynde mig at fatte riflen og finde mit øvrige grej. Han havde set en gemse ikke langt fra hytten. Vi kom hurtigt ned til stedet, hvor gemsen var spottet. Jeg kunne overhovedet ikke få øje på nogen gemse. ’Den ligger deroppe og hviler’, forklarede Ferdinand på tysk-østrigsk/tegn-sprog og pegede langt op i bjergene.

Det tog lang tid, før jeg fik øje på gemsen, som på 347 meters afstand befandt sig på den lige lovligt lange side til, at skydekompetencerne rakte, og som vi i øvrigt ikke kunne komme til at skyde, da den ville være umulig at bjærge. Men vi ventede – længe – for at se, om gemsen eventelt ville flytte sig til et bedre område. Det gjorde den ikke. I stedet fik den besøg af en geis gemse med et kid. Vi nød synet af gemserne en stund, inden vi måtte konstatere, at de ikke havde tænkt sig at forlade området.

Trods ihærdig søgen bød resten af eftermiddagen ikke på yderligere gemser. Hen under aften var vi vandret til en ansitz-plads, hvor vi tilbragte tiden frem mod solnedgang. Men heller ikke dér kom der gemser på scenen – til gengæld blev pladsen besøgt af et par råer, der gik lavt på bjergsiden og blev der, helt indtil vi besluttede at indstille jagten for dagen. Tre gemser og et gemsekid var, hvad vi havde set i løbet af dagen, dertil fire rådyr, hvoraf det ene – bukken – nu hang til modning. Det ikke ligefrem væltede med gemser, men at der skulle arbejdes for sagen, gjorde nu slet ingenting. Og ’arbejde for sagen’ skulle der vise sig at komme meget mere af!

Næste dag gryede, og allerede fra morgenkvisten var vi veloplagte på pletten. Igen brugte vi tiden lige omkring daggry på ansitz. Et rådyr, som formentlig havde fanget vind af os, larmede pludseligt højlydt smældende tæt ved. Ferdinand mente, at alt vildt i området nu var alarmeret, og vi forlod derfor pladsen. Vi begav os mod nye terræner og spejdede bjergsiderne tynde med vores kikkerter. Vi satte os til rette ved elven i et område, hvor Ferdinand havde erfaring med, at gemserne gerne ville være.

Pludselig var den der! Ferdinand blev lidt hektisk. Han havde set en gammel geis gemse uden kid – pendanten til en dansk gold rå. Han fik travlt med at fortælle mig, hvor den befandt sig på bjerget, og jeg fik snart øje på den. Trods den lidt hektiske aktivitet havde jeg dog omtanke nok til at måle afstanden ud – 235 meter var Leupoldens melding. Vinklen taget i betragtning tog jeg sigte som på 200 meter, hvilket ville sige 5 klik på tårnet. Jeg havde ikke optimalt anlæg, vinklen var stejl, og jeg måtte nærmest krybe ind under riflen. Jeg forsøgte at abstrahere fra Ferdinands velmente gentagne opfordring til ’schiessen’ og gjorde mig umage med at få bedst muligt hold på dyret. Da jeg følte, at holdet var der, klemte jeg på aftrækkeren. Træf! Men dyret faldt ikke. Det stod i stedet lidt på stive ben og svajede let. Jeg repeterede. Sekunderne tikkede … Dyret trådte atter fri, og jeg skød igen. Det andet skud fik dyret til at kollapse på stedet, og sendte det på en vild rutsjetur ned ad bjerget.

Gemsen var fældet!  Der var lykønskninger og omfavnelser. Da vi faldt lidt ned igen, gik det op for os, at bjærgningen ville blive problematisk. Gemsen var landet i noget buskads midt i en meget stejl ravine.

Ferdinand viste vejen. Det kræver faktisk mange års erfaring ikke at miste orienteringen, når vildtet skal findes. Når man skyder et relativt langt skud op ad en bevokset bjergside og senere befinder sig oppe på det pågældende bjerg for at finde det nedlagte vildt, kan det være svært at holde rede på, hvor man er i forhold til skudretning og afstand. Man går jo ikke i en lige linje op ad et stejlt bjerg, men zig-zagger nærmere. De 235 meter blev således til betydeligt mere, inden vi nåede til skudområdet.

Det var noget skidt. Terrænet var stejlt. Vi vidste fra vores observationer, at gemsen var faldet ved et stort dødt grantræ, der lå væltet ned ad bjergskråningen. Vi kunne se det væltede træ ved ravinen, men vi kunne ikke se gemsen.

Vi gik lidt rundt på bjerget. Ligesom katten om den varme grød cirklede vi rundt om den ravine, hvor gemsen måtte være. Ferdinand var en moden herre og erfaren jagtguide. Min egen gøren og laden var mit ansvar, men jeg kunne ikke rimeligvis forlange af Ferdinand, at han skulle risikere liv og lemmer for at bjærge den skudte gemse. Han meddelte mig, hvor han var ret sikker på, at gemsen lå forendt. Jeg besluttede mig for at forsøge mig med en (for mig) ganske udfordrende bjergklatring.

Vi befandt os neden for ravinen, og jeg fandt, hvad jeg (uden klatreerfaring) vurderede måtte være en nogenlunde tilforladelig klatrerute. Langsomt vandt jeg højde. Jeg kastede lange blikke mod venstre for at prøve at spotte det nedlagte bytte. Men uden held. Jeg kunne ikke komme sideværts – det var for stejlt.

Efter et stykke tid var jeg igen oven for ravinen. Jeg runderede og fandt en rute ned tæt ved ravinen – nu på den anden side. Det var vanskeligt det her, og jeg var ved at opgive. Skulle jeg finde et par unge bjergklatrere i byen og betale dem for bjærgningsopgaven, eller skulle det her bare være det? Oplevelsen, nedlæggelsen af gemsen – men med uforettet sag uden leveret gemsevildt? Jeg holdt en pause, fik pusten og grundede lidt over omstændighederne. Nærmest tilfældigt spejdede jeg lidt op gennem ravinen. Noget flødebrunt fangede mit øje. Farven og omridset stak lidt ud og virkede ikke helt rigtigt i omgivelserne. Jeg fandt mit lille lommekamera frem (den eneste bagage, jeg havde taget med mig på bjerget). Jeg zoomede helt ind, tog et foto, afspillede fotoet på kameraets skærm og zoomede helt ind på skærmen. Det var ikke en klippe eller noget buskads, så det måtte være gemsen! Det var som at få en vitaminindsprøjtning. Nu var dyret endelig lokaliseret.

Fornyet håb og energi bredte sig i min krop. Gemsen lå omtrent 25-30 meter fra mig, men alligevel var vejen til målet så utilgængelig. Jeg klatrede og forsøgte, om jeg kunne komme i tanke om lidt klatreinstrukser, jeg måske havde fanget på TV eller andetsteds. Det var noget med tre holdepunkter: ’Aldrig slippe grebet med mere end én hånd eller én fod ad gangen’. Sådan klatrede jeg samtidig med, at jeg holdt min kropsvægt så langt inde mod bjergsiden som muligt. Jeg vandt stille og roligt terræn og var nu ret ud for gemsen. Den hang i noget buskads i toppen af den 20 meter høje, næsten lodrette ravine. Det var et skønt syn! Jeg fik fisket mit lille kamera frem og tog et snapshot af gemsen.

Det næste jeg gjorde var åndsvagt. Intet nedlagt trofæ er værd at risikere førligheden for, men jeg klatrede alligevel derud og overskred derved vist en anden af bjergklatrernes tommelfingerregler: ’Løb ikke an på vegetation som holdepunkt’. Men der var ikke rigtig andet end buskads at klamre sig til – mine lår brændte fra klatringen, og jeg svedte tran, da jeg hægtede mig fat i grene og buske.

Jeg var nu ved min gemse, men jeg var meget lidt tryg ved at forsøge at hive den fri. Hvis gemsen faldt ned over mig, ville den vælte mig ned ad bjergsiden. Jeg tog et fast greb i gemsens rygskind og krængede dyret i retningen væk fra mig, fri af de omfavnende grene. Dens frie fald – og landingen med et højlydt dump KLASK! – gjorde mig det begribeligt, at et sådant fald ville jeg ikke kunne rejse mig fra ved egen hjælp. Jeg skulle bare ud af den her lortesituation, og det skulle være nu.

Jeg mønstrede alle kræfter for at hænge fast og overvejede grundigt placeringen af mine fødder og hænder. Skridt for skridt kom jeg langsomt ned mod fladere terræn. En glædesrus strømmede gennem mig, da jeg stod ved gemsen neden for den djævelske ravine. Herfra var der bare fysisk arbejde tilbage, men det var som sådan en smal sag, der ikke krævede andet end lidt muskelkraft. Ti minutter senere befandt jeg mig for foden af bjergsiden. Jeg piftede og kaldte, og mine kald blev besvaret af Ferdinand.  Øvelsen var lykkedes, og gemsen var bjærget. Ferdinand var glad og ærede mig efter østrigsk skik med lykønskninger og grankviste. Men han sagde også, at det var farligt, det jeg havde gjort. Jeg skød gemsen kl. 7, og klokken var over 10, før jeg var nede af bjerget. I godt en time havde Ferdinand holdt øje med mig i sin kikkert, mens jeg kredsede rundt om gemsen og sluttelig endte med at lege Spiderman ved at klatre i ravinen. ’Sehr gefährlich’ … gentog han. Og han havde nok ret!

Men ’angstens sved’ var ovre og erstattet af helt normal sved som følge af hårdt fysisk arbejde. Jeg studerede den fine gemse, som jeg havde måttet kæmpe så hårdt for at få på paraden. En gammel geis gemse – meddelte Ferdinand – med et smukt skind med fine aftegninger. Den var skudt dårligt, måtte jeg erkende. Første skud var bagligt, hvilket var årsagen til, at gemsen havde stavret rundt på stive ben. Andet skud sad højt i lungeregionen, og kuglen havde på grund af den stejle skudvinkel skudt rygsøjlen itu på dyret og forårsaget et stort hul i skindet på gemsens ryg. Men geisen var øjeblikkeligt død i andet skud, og på grund af rygsøjlens kollaps var dyret faldet omkuld som slået ned med en boltpistol.

Jeg havde ikke overskud til selvbebrejdelser omkring mine lidt for dårligt placerede skud, men havde alene viljen til at nyde øjeblikket i bjergene, siddende i solen ved siden af mit nedlagte jagtbytte. Jeg fiskede en halv liter vand frem af rygsækken og tømte nærmest flasken i én slurk.

Udgangshullet i ryggen sad tilstrækkeligt langt tilbage til, at Ferdinand kunne skære nok intakt skind af, så en skuldermontering kan foretages. Sådan blev det, og nu venter jeg spændt som et lille barn på, at min skuldermonterede gemse kommer hjem. Jeg er næsten sikker på, at uanset hvor glemsom og dement jeg end må ende med at blive, så vil jagten på min østrigske gemse – og særligt de efterfølgende strabadser – aldrig glide i glemmebogen, men stå knivskarpt i mine erindringer, hver gang blikket måtte falde på gemsen i den flødebrune sommerdragt.

 

---

Gode råd og vink

 

Fysisk form:

Da jeg tilbage i 2013 vejede 97 kilo, syntes jeg, at jeg var i OK form. Jeg hverken ryger eller drikker (ud over en kold øl eller et glas vin i ny og næ), jeg havde hverken åndenød, ’bildæk’ om maven, dobbelthage eller ’mandepatter’ og var egentlig ikke tyk at se på, da de ekstra kilo sad sådan rimeligt pænt jævnt fordelt på kroppen. Men nu hvor jeg vejer 82 kilo, ved jeg, at jeg slæbte rundt på masser af ’overflødig bagage’, og at jeg ikke var i OK form – det var jeg langt fra!

Efter turen til Skotland blev jeg ret hooked på at kombinere både den fysiske og den jagtlige udfordring med storslåede naturscenerier. Jeg blev så hooked, at jeg knap nok var landet i Esbjerg med flyveren fra Skotland, før jeg bookede en tur til de Østrigske Alper, helt dernede ved grænsen til Slovenien, hvor jagten skulle gå efter de små vævre bjerggemser. Turen blev booket til august 2014, vel vidende, at gemserne om sommeren går noget højere i bjergene end om vinteren. Sommerjagten kræver derfor lidt mere bjergvandring for at komme på skudhold af de eftertragtede alpegemser.

Denne viden gjorde, at jeg inden turen smed 15 kilo. Jeg tænkte (tænker) over, hvad jeg spiste (spiser): masser af kød (vildtkød), masser af grøntsager, ikke så meget sukker og stivelse såsom pasta og kartofler, og ingen snacks mellem måltiderne. Jeg arbejdede i skoven med oprydning efter stormene hele vinteren, jeg huggede brænde, såede vildtagre og plantede pilestiklinger ved håndkraft i foråret, jeg slog jævnligt ukrudt med kratrydderen under godt en kilometer strømtråd rundt om engen, hvor kvierne og studen går og græsser, jeg gik mange ture med hundene, og i det hele taget brugte jeg enhver given lejlighed til at kombinere de daglige gøremål med givtig fysisk træning. Bor man på en gammel bondegård, er der absolut ingen grund til at betale i dyre domme for Crossfit træning eller anden nymodens gymnastik. Der er rigeligt med fysisk arbejde på gården at tage fat på – (i øvrigt kunne ti vilde heste ikke trække mig til at betale for at kaste med bildæk eller slå med en mukkert til ingen verdens nytte). Men udover de daglige gavnlige gøremål vandrede jeg nu også en del med rygsæk for at komme i ’vandreform’. Det var jeg blevet anbefalet, fordi en god vandreform kan forhindre, at bjergjagten suger livet ud af én.

En rigtigt god idé, i forbindelse med vandretræningen, er at vandre opad såvel som nedad. Det midtjyske Søhøjland er derfor et topegnet sted at komme i god vandreform. Der er mange smukke vandreruter i de store sammenhængende skove mellem Ry og Silkeborg. Særlig i området mellem Himmelbjerget og Slåensø er det let at finde meget bakkede vandreruter, som godt kan presse én på fysikken. Hvis man så holder meget af skoven, som jeg gør, ja, så gør det jo ikke noget, at der er masser af den der, hvor man kommer i form. Og når man er så heldig at have de store midtjyske statsskove lige rundt om hjørnet, så er det jo en oplagt træningsplads. På mine (og vores) ture i Søhøjlandet er vi stødt på både kronvildt og snepper udover – jeg havde nær sagt selvfølgelig – råvildt. Så vandreturene var ikke surt motionsslid, de var tværtimod kærkomne afbræk et par gange eller tre om ugen.

Omstående flotte herreben tilhører undertegnede. Det lange ar på mit knæ stammer fra en gammel ’krigsskade’, jeg pådrog mig tilbage i mine vilde yngre år. Jeg flækkede menisken og rev mit korsbånd over. Kirurgerne fik filet menisken til og klippet den ren i kanten, og de lavede et nyt korsbånd af nogle ’reservedele’, som de skar ud af knæskalshinden. Alt imens holdt jeg på monitorskærmen øje med, om de gjorde arbejdet ordentligt. Det gjorde de, og jeg var hurtigt kørende igen. Men det er nu næsten 20 år siden, og i dag kan jeg godt mærke, at det gamle mishandlede knæ er lidt slidt. De par skruer, som stadig sidder inde i knæet, og som skulle holde mit nye korsbånd på plads, værker lidt en gang imellem. Knæet virker rent mekanisk, men det er lidt ømt efter hård belastning. Men sådan er det… man går jo ikke gennem livet uden at få lidt skrammer.

Men alt for dårligt bentøj og bjergjagt kan godt være en skidt kombination. De smukke bjerge kræver noget af landingsstellet, og især stejle nedstigninger er ikke rare for lidt for løse knæ. Så er ben og led lidt slidte, skal man få testet, om mekanikken nu også holder til strabadserne, inden man booker en bjergjagt.

 

Den fladtskydende bjergriffel:

Til jagt i bjergene er en hurtig kugle at foretrække. Mit riffelvalg til Alperne blev derfor min nyligt indkøbte Sako 7 mm Rem Mag. Denne kaliber har alt rigeligt slagkraft til (de af krop beskedne) gemser. Det var nu heller ikke slagkraften, der var afgørende for kalibervalget, men derimod kaliberets ballistiske egenskaber. Riflen blev fodret med ’Geco Express’ med en kuglevægt på 10 gram. Inden jeg drog af sted, skød jeg omtrent 80-100 skud med denne patron. Riflen samlede rigtig godt med Express-projektilet, og både på 200 og 300 meter var projektilet velflyvende.

En hurtig kugle er fladere end en langsom kugle. Det er klart en fordel i bjergene, hvor lange skud mere er reglen end undtagelsen. Men hvorfor er det egentlig lige, at en hurtig kugle er fladere end en langsom? Tyngdekraften er årsagen. Uanset hvad man skyder med, kan tyngdekraften ikke sættes ud af spil. Tyngdekraften har afgørende betydning for kuglebanens krumning. Følgende kan illustrere det: Man tager tre identiske kugler og lader den ene i en .308 Win og den anden i den noget hurtigere .300 Win Mag. Så skyder man de to kugler afsted fuldstændig samtidigt og helt vandret hen over en ligeledes helt vandret flade. Præcis samtidig med at de to kugler forlader riffelmundingen, slippes den tredje kugle til frit fald fra mundingshøjden. Tyngdekraften vil virke ens på de tre kugler, som derfor alle vil ramme jorden på nøjagtigt samme tidspunkt. Men .300 Win Mag-kuglen vil pga. den højere hastighed være fløjet længere end .308 Win-kuglen i den tid, der er til rådighed, inden kuglen rammer jorden. Derfor vil .300 Win Mag-kuglens bane være fladere end .308 Win-kuglens bane.

Geco-projektilets skudvirkning på gemsen var fornuftig. Dyret blev truffet dårligt i første skud, men det hurtigt ekspanderende blyprojektil forvoldte så voldsomt et traume i dyrets waid-region, at dyret blev stående på skudstedet, for dårligt til at flygte. Andet skud ramte ryggen og rev et stort hul i skindet. Hullet var imidlertid tilstrækkeligt langt tilbage på dyrets krop til, at det ingen indvirkning havde på præparationen af skindet. Kuglens hurtigt ekspanderende egenskaber kan have været årsagen til udgangshullets betydelige størrelse. Kuglen var ekspanderet ved at skyde rygsøjlen over. Dette ville formentlig have fået en hvilken som helst kugle til at ekspandere voldsomt – medmindre der da lige havde været tale om en hård kugle til brug for decideret storvildtssafari.

 

Præcision:

Bjergjagt involverer meget ofte lange skudhold. Man skal gøre sig klart, at lange skudhold medfører betydelig større spredning, end hvad man kan præstere på mere normale hjemlige skudhold på typisk omkring 100 meter. Man bør derfor træne med sin riffel og frekventere baner med lange hold for at prøve formen af og forsikre sig om, at ballistikberegningerne holder i praksis. Har man ’kun’ 100 meter baner til rådighed til den vanlige træning, drejer det sig om at få skudgrupperne så tætte som muligt.

Mange skud under en bjergjagt vil blive afgivet med et godt stabilt anlæg og ofte liggende. Så træn dette inden bjergjagten, men træn også forskellige andre skydestillinger. Er det jagt efter for eksempel bjerggeder, og du agter at skyde på lange hold, hvilket kan vise sig nødvendigt for at nedlægge en sådan, så vil en målsætning kunne være at holde skudgrupperne omkring 1 MOA (minute of angle). En god jagtriffels egenspredning ligger faktisk omkring 1 MOA, hvilket på 100 meter svarer til en spredning på ca. 2,9 cm. Så der er ikke plads til mange brugerfejl ved langholdsskydning til relativt små mål.

Præcis skydning drejer sig om at gøre det samme hver gang, dvs. at kinden skal ligge det samme sted på kolben, aftrækket skal foretages ens, osv. Træn skydestillinger, aftrækskontrol og vejrtrækning mv. og forsøg at gøre din skydning så konsistent som muligt i de forskellige skydestillinger. På de to fotos nedenfor har jeg forsøgt at illustrere, hvilken forskel der er på 100 meter og 300 meter, ved henholdsvis en ret præcis skydning med en spredning på 1,2 MOA og ved en mere gennemsnitlig skydning med en spredning på 2,8 MOA. Nu er det ikke skydebænk-skydning, jeg taler om, men dog ret stabil liggende skydning med anlæg på f.eks. en rygsæk. Men selv med godt anlæg er det ikke nemt at skyde på lange hold. Det må man ikke tro. Der er selvfølgelig nogle, der har flair for at skyde med en riffel; men som udgangspunkt kræver det megen træning, hvis man rimeligt konsekvent skal kunne ramme relativt små mål på lang afstand. Og læg så der oveni vindpåvirkningen af kuglen på de lange hold – og skyttens evne til at estimere denne vindpåvirkning. Dertil kommer, at man kan være stakåndet som følge af strabadserne. Vindtryk og åndenød er ikke kalkuleret ind i illustrationerne!

Så står du over for en bjergjagt, er det med at få startet op med skydetræningen, hvilken jo i øvrigt også er meget gavnlig i forhold til al anden riffeljagt. Cirklen på de to fotos på næste side er 20 centimeter, svarende til træffeltet på den traditionelle bukkeskive. Hvis du skal være helt ærlig, hvordan så bukkeskiven ud til riffelprøven (hvor de fleste skytter skyder liggende med stabilt anlæg på en rygsæk)? Mindede skiven mest om 1,2 MOA præcisionen, eller var den tættere på de 2,8 MOA? Til riffelprøven præsterer de fleste skytter skudgrupper, der minder om gruppen på det nederste foto til venstre.

 

Skudvinkler:

En anden faktor, man skal have for øje ved bjergjagt, er skud i kraftige vinkler. Også i denne ligning spiller tyngdekraften ind. Det forholder sig nemlig sådan, at tyngekraften kun påvirker kuglen henover kuglens horisontale afstand til målet. Det vil sige, at hvis bjerggeden står meget højere, eller meget lavere, end hvorfra der skydes, så er den faktiske afstand til målet noget længere end den horisontale afstand. Men det er den horisontale afstand, der er afgørende for, om der eventuelt skal klikkes på tårnet (eller holdes over) – ikke den faktiske afstand.

Det vil sige, at man ved skud i kraftige vinkler skal forholde sig til ballistikken med det ’in mente’, at man skal skyde som om holdet er kortere end den faktiske afstand: jo kraftigere vinkel, desto mere skal der ’trækkes fra’ ved ballistikvurderingen.

Vi lever i en teknologisk tidsalder, så naturligvis har optikproducenterne nu fundet løsninger, så vi jægere er fri for at bryde hjernen med Pythagoras hovedregning, når vi er på bjergjagt. I dag fås der kikkerter og afstandsmålere, der tager højde for vinklen til et udlæst mål og således kan give os de korrigerede afstands- og ballistikinformationer. Jeg medbragte et sådant teknisk vidunder til Alperne – en Leupold TBR afstandsmåler (TBR – True Ballistic Range). Men som sagt har de fleste større optikproducenter nogle produkter, der kan løse opgaven. Leupold’en løser opgaven fint: ét klik på knappen og jeg får øjeblikkeligt den horisontale afstand oplyst.

 

Beklædning:

Gode støvler er et must. Jeg brugte mine alltime favoritstøvler, som er nogle helt klassiske Hanwag Grünten vandrestøvler. Jeg var ikke i tvivl om, at de ville klare opgaven uden besvær, og det gjorde de også. De var faktisk så oplagt et valg, at Ferdinand under frokosten efter gemse-strabadserne, ud af det blå, kommenterede mine støvler. Han mente, at de var det perfekte valg – han brugte selv nogle Meindl støvler skåret nogenlunde over samme læst. Ferdinand havde gennem årene set alt for mange jægere komme til Alperne med for dårligt fodtøj – det sætter store begrænsninger for ens muligheder i terrænet.

Fødderne var godt beskyttet i de solide støvler, men underbenene tog nogle tæsk og lignede noget fra en ishockeykamp, hvor man har glemt sine benskinner. Men det var nu lidt selvforskyldt, og man kan jo naturligvis ikke iklæde sig en rustning, når man tager på gemsejagt!

Tøjvalget var vandrebukser i hurtigttørrende G1000 stof, en svedtransporterende t-shirt og en let hurtigttørrende fleece trøje. På ryggen bar jeg en 25 liters rygsæk, hvor mit kamera, vandflaske og en regnjakke var pakket ned.