Tiden var omsider kommet. Det var sidst på efteråret, vinteren stod for døren, og jeg havde glædet mig som et lille barn. Nu sad jeg endelig i det tomotorede bushfly, og vi fløj lavt hen over den tætte bush ud mod campen, sydvest over fra air strippen i den lille flække i British Columbia, Canada. Der var intet herude, noterede jeg mig: ikke en bygning, ikke en vej, ikke noget som helst menneskeskabt. Vores flyvetid var en god ½ time, og vores hastighed var 130 knob. Det vil sige, at vi når vi landede, ville vi være omtrent 100 kilometer ude i absolut vildmark – ’in the middle of nowhere’ – som man siger ’over there’.

 Området, vi skulle jage i, var på 1,6 millioner hektarer canadisk bush! Så der var plads nok at boltre sig på. Der foregik ikke længere skovning i området. De fleste af områdets savværker var krakket i forbindelse med finanskrisen. Derimod var der inden for de seneste år lavet en del ’cut lines’ gennem den tætte bush. Området er et af verdens rigeste på naturgasreserver, og de store gasfirmaer havde, til brug for de seismiske undersøgelser, lavet ’hand cut lines’ på ca. 4 meters bredde og ’seismic lines’ med dozere på ca. 6 meters bredde på kryds og tværs gennem området. Disse lines var vores adgang til bushen.

Vores transportmidler var ATV’ere eller ’quads’, som canadierne kalder dem. Det er små 500 kubikcentimeter firehjulede køretøjer. De er firehjulstrukne, med reduktionsgearing og kan komme frem i selv det mest ufarbare terræn.  På gården i Danmark har jeg selv en af disse små ’mini-traktorer’, som jeg bruger til alt muligt forefaldende arbejde i skoven, ved køerne osv. Det viste sig, at den quad, jeg fik stillet til rådighed, var en Honda Rubicon og fuldstændig magen til den, jeg bruger derhjemme. Så jeg var allerede inden turen ret erfaren med brugen af sådan en quad-maskine.

Vi ankom til campen ved to-tiden om eftermiddagen. Der er ingen jagt samme dag, som man flyver ind – en canadisk regel, der er til for at undgå usportslig jagt ved, at vildtet spottes fra luften. Dette gav imidlertid god tid til at finde sig til rette i campen og få snakket lidt med min jagtguide James og Lloyd, den skovhugger der var taget med ud for at rydde lidt op på air strippen og på nogle af sporene i bushen.

James var en rolig mand, tæt på de 50 år, helikoptermekaniker af profession, jæger og ’trapper’ (pelsjæger med fælder) af hjerte. Han var velovervejet, venlig og imødekommende og i stand til at fikse al mekanik. Jeg var helt tryg ved, at James og jeg skulle følges på jagt de næste mange dage. Jeg havde det klare indtryk, at James vidste, hvad han havde med at gøre. Når man befinder sig langt fra civilisationen, hospitaler, læger, skadestuer mv., er det betryggende at have en god mavefornemmelse og at føle, at man kan stole på den person, som skal være ens følgeskab.

Lloyd var, hvad man kan kalde en skovnings-roughneck. Hans denimjakke hang i laser. Der var utrolig meget …’fuck this’.. og ..’fuck that’.., når han forklarede og snakkede. Han var meget talende og en mand, der havde været hård ved sig selv. Han var 56 år, og i de sidste 25 år havde en motorsav været en nærmest permanent forlængelse af hans arme. Lloyds hænder havde lidt rysteskader, og han betragtede sig selv som alkoholiker. Han gik da sandt at sige heller ikke langt på literen. Men han var meget venlig og hjælpsom og ønskede kun én det bedste. Et af Lloyds første påfund var at lægge noget sammenrullet toiletpapir og en lighter, pakket i en zipbag, på min køje sammen med en seddel, hvorpå der stod, at jeg skulle putte det i lommen. Som han sagde  .. ‘You never know when you have to take a shit or make a fire … now you’re covered both ways’….

James, Lloyd og jeg var de eneste på stedet. Efter at have fundet mig selv til rette i campen og sludret med selskabet, studerede jeg det store kort, der hang på væggen. Den lille flække, vi fløj ud fra, befandt sig en ret god distance mod nordøst – umulig at ramme og en ørkesløs lang vandring borte, hvis man skal prøve at finde frem dertil i en nødsituation, tænkte jeg. Derimod så jeg, at der gik en større highway fra syd mod nord ca. 15 kilometer øst for vores jagtområde. Det måtte være løsningen, ’if shit was to hit the fan’, og jeg måtte vandre ud af bushen. En god dags vandring eller to, stik østover gennem bushen, på en eller anden måde krydse floden, som gennemskar terrænet, og jeg ville derefter ramme landevejen, hvor der højst sandsynligt flere gange i døgnet ville komme nogen kørende. Billund – Amsterdam – Vancouver – hotelovernatning – indenrigsflyvning – mellemlanding – bushfly ud til campen. Det havde været en lang rejse! Jeg var træt og fandt min køje tidligt.

Næste dags morgen sparkede James gang i dieselgeneratoren, og lyset tændtes klokken halv seks. Der var let frost og en stille klar himmel. Vi fik en gang ikke særlig sund typisk nordamerikansk morgenmad med masser af sukker og sirup og den slags og sadlede derefter vores quads op. Rygsække med grej blev stroppet på forreste bagagebærer, riffel i foderal blev stroppet på bagsmækken, og afsted gik det. Det var ikke et racerløb. Vi tøffede blot afsted med 10-15 kilometer i timen ud ad de lines, der var i terrænet. En quad er ikke hidsig i lyden som en 2 takts motocrosser, men har en 4 takts motor og bedre lyddæmpning. Så med beskeden fart pludrede vi bare afsted – stille og roligt.

Quad’en er et ganske behageligt transportmiddel. Man behøver ikke at være en anden Arnold Schwarzenegger for at køre sådan en, men det kræver dog en vis styrke at føre en quad i bushen. Det er uvejsomt terræn. Der er ingen servostyring, og man kastes grundigt rundt i sadlen og må holde godt fast. James havde tidligere haft et modent slovensk ægtepar, tæt på de 70 år, med sig på jagt. Ægtemanden kørte med sin kone bagpå. Selvom manden efter James’ overbevisning var i god form, kunne han efter to dage ikke længere køre sin quad. Hans skulder var blevet overbelastet og havde givet op. Løsningen blev, at konen røg bag på James’ sæde, og den slovenske ægtemand røg bag på en anden quad.

Vi stoppede jævnligt op ved ’junctions’ (kryds) i sporene, hvor vi havde godt udsyn. James kaldte det karakteristiske nasale langtrukne elgkald. Vi fik imidlertid ikke rigtig noget svar på kaldene, men at der var elge i bushen, var helt sikkert.  Der var fald og aftryk af de store klove allevegne. Første dag gik ikke kun med ’quading’ og lokkekald, for hvor vi fandt friske spor fra elgaktivitet, tog vi lange afstikkere ind i terrænet til fods. Elgene sætter sig for at hvile om dagen (ligesom det meste hjortevildt gør). Kun ved brunst udviser elgene stor aktivitet døgnet rundt, hvor tyrene forsvarer deres territorier, kalder og parrer sig.

Det var umuligt at pürsche stille. Området bestod af tæt krat, vindfældere, grene hulter til bulter samt den forræderiske sump, som canadierne har deres helt eget indianske ord for: Muskeg!  Vores ekskursioner til fods ud i terrænet var med det formål at få siddende elge til at rejse sig. Elge er ofte ikke særlig nervøse i bushen. Jagttrykket er lavt, og især tyrene er meget store dyr, der evner at forsvare sig mod de fleste trusler. Hører de grene knække, vil de oftest rejse sig og nysgerrigt undersøge, hvorfra støjen stammer. Men elgenes lugtesans er god, som den er hos hjortevildt generelt, og får de fært af mennesker, vil de hastigt fortrække, da det er en fært, som de udviser en almindelig sund skepsis overfor.

Vi havde imidlertid ikke held til at finde elgene på vores første jagtdag og vendte med uforrettet sag hjem mod campen. Aftensmad: Macaroni and cheese med tilbehør af noget færdigproduceret pose-kartoffelstads krydret til de amerikanske ganer med kunstige smagsstoffer, salt og ketchup. Jeg vænnede mig hurtigt til, at det meste mad smagte af ost, barbecue- krydderier, ketchup eller sukker. Ja, meget godt kan siges om Nordamerika, men deres fastfood-kultur vinder ingen priser hos mig. James, Lloyd og James’ kone Linda var alle i fin form. Men at nordamerikanerne, amerikanere såvel som canadiere, belastes af, hvad de selv betragter som en fedmeepidemi, kan næppe overraske nogen. Jeg har været i Nordamerika (USA) mange gange, første gang som 17-årig. Madkulturen er støt gået én vej: nedad!

Maden var dog fuldstændig ligegyldig for mit vedkommende. Jeg skulle bare have noget brændstof indenbords. Vi brugte godt med energi ude i felten. De lange traveture løb op på 6-10 kilometer dagligt i et terræn, der fordrede gentagne høje knæløft over væltede stammer, og med støvler, der jævnligt sugede sig fast i muskeg og med kraft måtte trækkes fri med et ’svup’, rifler og kikkerter, der måtte slæbes med over skulderen og indimellem skovarbejde med at save og fjerne væltede træer fra stierne. Vi var godt trætte om aftenen og gik som regel ikke senere til køjs end kl. 22.00. Det er ikke i bushen, man tager på – uanset fastfood som foder.

De næste par dage gik på samme måde: masser af søgen, kalden og stalking – men elgene ville ikke lege med. Vi så dem ikke. Vi hørte dem ikke. Sporene efter dem var der, og vi søgte ihærdigt -men hvor var de?

James var lidt frustreret over vejret. Normalt ville der være frost og snefald på denne tid af året. Men vi havde mildt vejr, omkring 4-5 grader, og indimellem decideret T-shirt vejr med næsten 10 grader og solskin, hvilket var helt uhørt. Det var ikke et vejr, som elgene forbinder med brunst. Som Lloyd udtrykte det: – … ’Usually it’s so cold that if you have to take a piss, you must stick your thumb in the ass and grab it when it pops its head out’…. Ja, specielt kultiveret kan man ikke kalde Lloyd, men han var da ligefrem og nem at forstå. Til gengæld var vejret jo tilforladeligt for os, og vi skulle ikke – oven i alle andre forhindringer – slås med store mængder af snefald, som nemt kunne stoppe vores fremfærd.

På tredjedagen vandrede vi igen rundt i bushen. Det var over middag, og vi nåede frem til en stor bæverdam. I området var der mange af de driftige bævere, som med deres utrættelige skovning og opdæmning af vandløb oversvømmer kæmpestore områder i bushen. Da der ikke foregik skovdrift, eller nogen egentlig menneskelig aktivitet overhovedet i området, betragtedes bæverne ikke som skadedyr i samme omfang, som de gør andre steder, hvor de store oversvømmelser, som bæverne forvolder, kan kollidere med menneskelige interesser. Men bævernes skind betragtes som meget fin pels. Vi har ikke rigtig nogen egentlig ’trapping’ (pelsjæger) tradition i Danmark. Men det har de i Canada, hvor pels fra mange forskellige pelsbærende dyr handles vidt og bredt. Trapping er selvfølgelig stramt reguleret af de canadiske myndigheder. Man fanger og pelser ikke bare hvad som helst, men kun de pelsdyr, der er klassificeret som legal fangst. Jeg havde i campen studeret Halfords Trapping Catalogue og konstateret, at trapperne fanger bævere. Pelsen fra en bæver er temmelig kostbar: helt op til 200 $ for et stort skind.

Vi satte os på anstand på en bakketop med udsyn over bæverdammen og fik snart øje på en bevægelse i skovkanten. Jeg tænkte umiddelbart ’Bjørn!’, men så dog snart, at det var en bæver. Det kompakte dyr hentede birkegrene i skoven, som den bragte til boet til vinterforråd. Vi sad og hviskede lavmælt om bævere. Jeg forklarede James, at bæverjagt faktisk er en ret yndet beskæftigelse blandt skandinaviske jægere på grund af jagtens udfordringer: deres sky natur, at man skal tænke over, hvor man skyder bæveren, så den falder på pletten og ikke søger tilflugt i vandet, det lille træffelt, der stiller krav til skyttens evner, og de mange andre jagtlige udfordringer, der gør bæverjagt spændende. Da bæveren for fjerde gang vandrede mod skoven efter forråd, spurgte James, om jeg kunne tænke mig at skyde den. Det var en ret stor bæver, havde jeg noteret mig. Den ville udgøre et fint minde om bushen, og den canadiske bæver er jo lidt et ’naturbrand’, som canadierne bruger på alverdens turist-merchandise.

Jeg tog imod tilbuddet. Vi vidste, at bæveren snart ville komme tilbage fra skoven med gabet fuld af birk. Jeg gjorde mig klar og målte et par afstande ud med afstandsmåleren. Der var 120 meter til vandkanten, hvor bæveren på sine tidligere ture havde valgt at stoppe et kort sekund, inden den plaskede i vandet. Riflens forstørrelse blev skruet op, og jeg fandt et stabilt skydeleje siddende med albuerne støttet på mine knæ. Efter kort tid kom bæveren som forventet luskende tilbage mod dammen, hvor den stoppede op kort før vandkanten. Den grove 9,3’er bragede en (i forhold til det beskedne dyrs kropsstørrelse) alt for tung kugle afsted. Men i modsætning til min klare forventning faldt bæveren ikke på stedet. Den plaskede derimod i vandet. ’Pis! Nu synker den sgu’, tænkte jeg. Bæveren måtte være truffet, men halvdårligt, for den sank ikke, men svømmede rundt i cirkler, helt sikkert såret. Bæveren kunne ikke koordinere sine bevægelser, og så snart den dunkede hovedkulds ind i bredden, fik jeg atter hold på bæveren i sigtekikkerten. Endnu en knap 19 grams kugle blev øjeblikkelig sendt mod bæveren. Denne gang var kugleslaget tydeligt, og alt liv i bæverkroppen ophørte øjeblikkeligt. Heldigvis sank dyret ikke, men lå livløst i det lave vand ved bredden af bæverdammen.

Er du da vimmer mand for en bæver! Jeg havde på afstand ikke vurderet dyret til at være så stort, men da jeg først fik det trukket fri af vandkanten, mærkede jeg tyngden i den kompakte krop.

Vi var ved middagstid sejlet over søen i en lille jolle for at undersøge området ved søen nærmere. Nu stod jeg så med en tung bæver næsten 2 kilometer fra jollen. James tog min riffel over skulderen, og jeg smed den døde bæver over nakken. Jeg var godt syret til, da vi endelig nåede søbredden. Vi havde ingen vægt, men min klare antagelse var, at bæveren var lige så tung som et voksent rådyr og vejede noget på den anden side af 20 kilo.

Tilbage i campen gik jeg i gang med at pelse bæveren. Til min undren kunne jeg ingen skudhuller finde. Bæveren blødte fra mund og næse, men ellers var der ikke lige umiddelbart nogen større synlige tegn på, at den var blevet skudt. Fint nok, da skindet så var helt og flot uden store skudhuller; men en smule besynderligt fandt jeg det dog – den kraftige beskydning taget i betragtning! Nuvel, bæveren var i hvert fald godt og grundigt død, og den var næppe død af skræk, så alt andet lige måtte den jo være blevet ramt.

De følgende par dage forsøgte vi os i områderne langs med Cheves Creek. Turen til Cheves var relativt lang. Pilekrattet i de lines, vi kørte ad, var efterhånden godt groet til. Selvom vi kørte behersket, fik jeg konstant pisk i ansigtet og over nallerne af de skide ’willows’. En kort stund overvejede jeg, hvad der egentlig får én til det: rejse i det meste af tre dage, bo i en meget rustik kold camp uden luksus af nogen art (hvor sovehytten om natten er som en sauna de første to timer, når man lige har fyret op i ovnen, to timer midt på natten er der rimeligt behagelig tempereret, og de sidste timer, inden man står op, er temperaturen lige omkring frysepunktet), ikke tage bad i ni dage, skide i et skur med et hul i jorden, som i øvrigt stod skævt, da en bjørn havde forsøgt at vælte det, få pisk på en ATV’er, vandre i sumpet tæt bush hele dagen, så man udkørt finder soveposen og falder i søvn allerede ved 21-tiden? Og så betaler man endda for det! Hvorfor?

Da piskeslagene endelig stoppede for en stund, nåede jeg i tankerne frem til, at det jo er eventyret, der trækker. Det er eventyrlysten, der får én til at vælge den canadiske bush frem for eksempelvis en strandferie på Gran Canaria. Gran Canaria er ret forudsigelig. Der er rigtig gode chancer for masser af solskin med drinks i hånden, spisning på restaurant om aftenen og bare slappe af, bade og dase. Alt sammen meget godt, hvis det er en dase-ferie, man trænger til, hvilket der jo ikke er noget forkert i.

Den canadiske bush er så afgjort ingen dase-ferie. Bushen er ret uforudsigelig. Vejret og terrænnets beskaffenhed bestemmer fremfærden. Man ved ikke, hvad der dukker op: i bedste fald er det måske bare pisk i ansigtet, men i værste fald kan det være, at man støder ind i en sur horribel bjørn (ursus arctos horribilis), bedre kendt som grizzlybjørnen. Mulighederne åbner sig for én, og man må gribe chancerne, efterhånden som de opstår, og det er netop det, der tiltrækker mig: uforudsigeligheden i naturen og uforudsigeligheden i jagten. Hvad bliver man udsat for af prøvelser? Og hvilke muligheder viser sig? Netop deri består det spændende – for alt kan ske! Det er derfor, at jeg til enhver tid vil foretrække Canadas bush frem for Gran Canarias strande.

Endelig nåede vi frem til Cheves Creek og gik først et godt stykke langs med bredden, til vi ikke kunne komme længere. En bæver havde gjort videre fremfærd vestover langs åen umulig. Vi vendte om og gik østover.  Vores håb var at spotte elge eller bjørne i det åbne område langs med åen. Men også ulvene vandrede regelmæssigt langs med vandløbet. Jeg måtte være hurtig, hvis en ulv eller flere skulle vise sig. De er vanskelige at komme til at skyde, da de altid er på farten og er et af de absolut mest sky dyr i vildmarken. Oftest skydes de om vinteren i hård frost, hvor de bevæger sig ud i åbent terræn på frosne søer og lignende og kan skydes på oftest lange hold.

Mange canadiere er i øvrigt ikke synderligt begejstrede for hverken ulve eller bjørne. I Danmark har ulvens indtog jo delt landet lidt i to lejre: nogle er for, og andre er imod. James brød sig ikke om ulve. Han havde fra luften overværet, hvordan de, som han udtrykte det, splittede elge ad. De var ’purebred killing machines’ i hans øjne og bidrog som sådan ikke med noget egentlig positivt. Ligeså var frygten for bjørne til stede. En outfitter længere nordpå havde haft gentagne konfrontationer med grizzlyer. Han brugte heste, både til befordring og oppakning, og et par gange var pakhestene blevet overfaldet og væltet omkuld af grizzlybjørne. Overfaldene fik al provianten til at ryge ud på jorden, hvorefter bjørnene kastede sig over de gratis måltider. Bjørnene har sikkert kunnet lugte madvarerne og havde derfor slået til mod pakhestene. Gentagne konfrontationer af den slags indgyder selvfølgelig en vis respekt for store rovdyr, da sådanne hændelser alt andet lige bringer éns liv og førlighed i fare. Det er vel svært at bebrejde folk, som bliver udsat for bjørneoverfald eller lignende, at deres syn på rovdyr til tider kan være en smule anstrengt.

Det samme gjaldt James’ kone, som jeg senere fik lejlighed til at snakke med. Hun var decideret bange for bjørne, også de mindre sortbjørne. Ind imellem vandrede de op til 120 kilo store sortbjørne rundt bag ved deres hus, hvor der gik en lille sti. Hendes værste skrækscenarie, da deres drenge var små, havde været, at børnene ville løbe ind i en bjørn i baghaven og komme til skade, eller det der var værre.

Jeg kan sagtens følge det. Vi har i Danmark gennem hundreder af år været skånet for konfrontationer med store rovdyr og har derfor et måske lidt fjernt forhold til disse store dyr, som jo alt andet lige fra naturens side er indrettet til kontant og effektivt at slå ihjel. I Danmark er vi skånet for det, men uheldige sammenstød med rovdyr foregår rundt omkring på kloden, og indimellem går det grueligt galt. Og det sker desværre ikke så sjældent, som vi nok bilder os ind.

Det seneste, jeg hørte til bjørne, var under min hjemrejse på hotelværelset i Vancouver. Nyhederne meddelte, at en grizzlybjørn havde overfaldet en jæger i bushen. Den pågældende jæger havde fået gevaldig bøllebank og var slemt medtaget blevet overført til hospitalet i Vancouver. Han var dog uden for livsfare. Han ville nok få mén i en eller anden grad, men han overlevede bjørneoverfaldet. Man kan ikke forvente andet, end at jægeren efter sådan en tur i maskinen sikkert ikke bryder sig specielt meget om bjørne. Bjørneoverfaldet lavede overskrifter i aviserne i British Columbia, men herhjemme havde ingen hørt om det, fandt jeg ud af, da jeg kom hjem.

Fritlevende ulve i Danmark er jo en spændende nyhed. Om ulvene kommer til at volde os problemer i fremtiden, og måske skabe frygt, må vi jo lade tiden vise.

Vi så sporene efter ulve langs med Cheves Creek, hvor de havde patruljeret op og ned ad bredden. Nogle af sporene havde en absolut betydelig størrelse, og jeg gik lidt i mit stille sind og håbede på at få et glimt af, eller endnu bedre en skudchance til, en af de store vilde grå vovser. Men vi så ikke selve ulvene, desværre. Det eneste, vi så langs åen, var en stor hornugle, der roligt fløj fra træ til træ og hele tiden holdt os under observation med en mindsteafstand til os på omtrent 50 meter.

Derimod havde jeg et rovdyr-rendezvous et par dage senere, hvor vi også havde vores første rigtige møde med en elg. Jeg gik roligt op ad en bakke i et område, hvor vi havde fundet en del spor efter elgaktivitet. Der var fald, fejninger og mange klovaftryk: alle friske og gode indikationer på, at en elgtyr rumsterede i området. Bedst som jeg stille gik og ledte efter tegn på aktivitet, fornemmede jeg en bevægelse ud af øjenkrogen. Jeg standsede og kiggede mellem grene og træer gennem bushen. Elg! Der var den. Jeg kunne se en massiv skikkelse bevæge sig omtrent 60-70 meter inde i bushen. Elgen havde også set os. Den var urolig – var det en tyr? Riflen røg af skulderen, og med sigtekikkerten på lav forstørrelse forsøgte jeg at få bedre syn for sagen. Elgen travede nu væk fra os. Skovle kom til syne – det var en tyr! Tyren satte farten op. Det var umuligt at få forsvarligt hold på dyret, og inden for få sekunder bragede skoven af knækkende grene, da tyren forsvandt.

Vi stod og sundede os lidt oven på hændelsen og drøftede en eventuel slagplan. Tyren var, efter hvad vi kunne høre, løbet et godt stykke ind i bushen, og muligvis var den fortsat langt. Det var svært at eftersætte den i det ufremkommelige terræn. Inden vi nåede frem til en endelig plan, skimtede jeg atter noget ud af øjenkrogen. Jeg vendte mig om og så en los stå 50 meter fremme. Min riffel røg instinktivt til kinden, og den røde kikkertprik fastlåstes på lossens blad. Også James’ riffel røg til kinden. Lossen drejede hovedet og kiggede direkte på os: ’Shoot!’

Lossen nåede aldrig at finde ud af, hvad den netop havde fået øje på. Den tunge riffelkugle slog lossen i jorden på stedet. Det er et utroligt flot dyr, sådan en los. Jeg var ikke klar over, at de er så store, som de faktisk er. Jeg troede egentlig, at de var på størrelse med en lidt stor huskat. Men lossen var nu noget af en missekat. Den anslåede vægt var mindst 15 kilo. Lossen havde lange ben, og højden over ryggen var omtrent som på en mellemstor hund, sådan ca. 55 centimeter. Poterne er på størrelse med en voksen mands hånd, hvilket giver det letbyggede dyr en fantastisk bæreevne i sne. Den kan løbe let og elegant – og jagte sneharer, som er dens foretrukne bytte – i selv det tykkeste puddersne. Endnu en eminent toptunet jæger i dyreriget. Men rovdyret havde mødt sin banemand. Lossen var tilfældigt stødt ind i os, og som historien så mange gange har vist, kan selv de vildeste rovdyr sjældent matche menneskets evne til at slå ihjel. Jeg havde med et hurtigt og øjeblikkeligt dræbende skud taget livet af lossen.

James forklarede, at de sjældent fik mulighed for at skyde los. Oftest fanges de i fælder (hvilket også er mere værd for en pelsjæger, da skindet så ikke bliver hullet). Lossen er meget agtpågivende og lader sig stort set aldrig overraske af jægere. Skydes der en los, er det som regel – ligesom med ulvene – hvis den bevæger sig ud på frosne søer, hvor dyret uforvarende risikerer at blotte sig for et langt riffelskud.

Jeg nød det flotte dyr en stund: dens haleløse krop med lange ben, det fine ansigt med syleskarpe tænder, frynserne på ørene og dens flotte tætte pels, som er årsagen til, at den efterstræbes som jagtobjekt af mennesker. Det er bestemt et smukt og elegant dyr, og for mig var der ingen tvivl: den var – ligesom bæveren i øvrigt – et perfekt minde om den canadiske bush – ja, nærmest et ikonisk varetegn for den nordlige vildmark.

James’ kone Linda var netop kommet ud til campen. Hun havde et par fridage og trængte til at slappe lidt af. Hun blev fløjet ind i helikopter og havde medbragt noget hjemmelavet lækker mad, som bekom os rigtig godt efter længere tid med diverse dåse- og posemad. Endvidere havde hun medbragt en .22’er salonriffel. Et par egern (som var rigeligt repræsenteret i bushen) var gået i gang med at vandalisere førstesalen i madhytten. Idéen var, at de små kræ måtte lade livet for salonriflens kugler for derved at få sat en stopper for deres hærværk. Et projekt, der i øvrigt skulle vise sig at give Lloyd grå hår i hovedet. Han kunne ikke ramme de små dyr, og de drev samtidig godt og grundigt gæk med ham. Da det endelig – efter flere dages ’jagt’ – lykkedes Lloyd at skyde det ene egern, var han så stolt af sin bedrift, at han næsten på europæisk manér lagde egernet til parade på verandaen. Jeg sagde til ham, at jeg da gerne truttede ’egernets død’ for ham, og at jeg i øvrigt mente, at han burde få det lille dyr fuldmonteret som et evigt minde om sine jagtanstrengelser i bushen.

Jeg vidste sådan set godt, at salonriflen var lidt en prøvelse at beskæftige sig med. En eftermiddag havde jeg haft i tankerne at søge lidt adspredelse med en omgang rypejagt (både for oplevelsen, men også som et supplement til dåsemaden). Vi så ofte de små hønsefugle på sporene. Fuglene virkede ikke synderlig sky, og jeg fandt, at det burde være muligt at komme på skudhold og få et par stykker på tasken ved en rask lille jagt.

Min jagtriffel var uanvendelig til formålet (meningen var jo at spise fuglene), og der var ingen haglbøsser i campen, så jeg tænkte, at den lille .22’er måtte være fint egnet til formålet. Så jeg testede lige riflen en gang. Den var, hvad man godt kan tillade sig at kalde, en skrabet udgave. Der var ingen sigtekikkert: kun korn og kærv. Aftrækkeren slæbte gevaldigt og knirkede som et gammelt dørhængsel. De første to gange, jeg klemte på aftrækkeren, skete der ingenting. Først tredje gang slagstiften slog til patronen, gav den lille riffel et smæld. Den to liters plasticflaske, der stod 20 meter foran mig, og som jeg havde sigtet efter med anlæg på verandaens rækværk, stod stadig rank oprejst uden huller og grinede flabet tilbage til mig.

Da jeg ikke kunne få den gamle salonriffel til at makke ret, droppede jeg grousejagten, men det slidte grej stoppede altså ikke Lloyd i hans bestræbelser på at komme egern-vandalerne til livs. Med det rette skydegrej og eventuelt en stående hund er den canadiske bush, især i området vi var i med de mange spor, helt sikkert et oplagt sted at gå på jagt efter de canadiske ryper – Ruffed Grouse.

Turen var efterhånden ved at være ovre, og bushflyet ville hente os ved middagstid næste dag. Sidste aften inden afhentningsdagen tog vi nu alligevel jollen ud. Vores plan var at lægge til ved søbredden over for campen og kigge lidt nærmere på det område, hvor jeg skød lossen. Der havde vi jo haft nærkontakt med en elgtyr.

Vi havde nærmest lige lettet anker og var blot sejlet 100 meter ud i søen, da jeg fornemmede en mørk skygge, som stak lidt forkert ud ved søbredden en kilometers penge mod syd. Jeg ved ikke, hvorfor jeg på den afstand fornemmede, at konturerne var forkerte. Jeg tjekkede skyggen nærmere med min afstandsmåler, som forstørrer 6 gange. Der var den sgu! Elgtyren stod et par meter ude i søen og drak. …’There’s a bull!! …By the lakeshore … down there!’, fik jeg hurtigt meddelt James. Gode råd var nu dyre. Det var praktisk talt umuligt at pürsche langs søbredden, som var fuld af siv og pilekrat.

…’Can you shoot it from here?’, spurgte James, som jeg lige umiddelbart tænkte måtte have forvekslet mig, som jæger, med en slags militær finskytte! Jeg satte min afstandsmåler (som registrerer afstande ud til 800 meter, og som jeg flere gange har testet i praksis med målinger ud til godt 750 meter) for øjet. Afstandsmåleren meldte ’pas’ til afstanden. ..’Way too far’, meldte jeg tilbage, hvilket jeg nu ikke havde behøvet min afstandsmåler for at konkludere. Jeg kom på en plan. Jeg mente, at vi kunne forsøge at nærme os elgen, ligesom en pramjæger ville kravle til ænder i sin kravlepram. Vi havde lyset lidt i ryggen, og jeg forklarede James min plan: at slukke motoren og bruge årerne til stille og roligt at padle i en direkte linje lige mod elgtyren, indtil vi var på skudhold. Simpelt og ligetil .. men ville det lykkes? James mente, at tyren nu nok ville fornemme fare og stikke af. Men vi havde ikke rigtig nogen alternativer og satte derfor gang i den drøftede plan.

Det var ikke nemt at holde den brede fladbundede jolle, uden køl, på en lige kurs. Vi gjorde vores bedste, men var lidt på slingrekurs ind imellem. 500 meter meldte afstandsmåleren efter et par minutters padlen. Tyren stod stadig i vandet. Jeg begyndte at mærke spændingens varme i kroppen. Skulle det virkelig lykkes? Vi padlede videre, og kort efter fik jeg en måling på lige godt 300 meter. ’..Just a bit more..’, sagde jeg til James. Men nu kiggede tyren på os. Den havde set, at noget var under opsejling – bogstaveligt talt. Snart bukkede den dog atter hovedet for at drikke. Jeg kravlede stille ned i bunden af jollen og lagde mig til rette med ryggen op ad en tofte, smed begge ben ud over rælingen og fandt på en eller anden måde frem til en højst aparte, men ret stabil, skydestilling. James padlede lidt videre og standsede åretagene. ’..Can you shoot it? …’  En sidste melding fra afstandsmåleren viste 238 meter, så jeg klikkede 16 klik på tårnet. ’.. I’ll shoot..’, meldte jeg. Tyren stod stor som en minivan, og jeg holdt krydset lige på bladet og klemte på aftrækkeren.

I skuddet sprang det massive dyr kraftfuldt frem. Godt træf – var jeg sikker på. Elgen travede op af vandet og nåede omtrent 30 meter langs søbredden, før den væltede omkuld. Sidste aften, sidste time – missionen var lykkedes. Den canadiske elgtyr var fældet!

Vi fik manøvreret jollen hen i nærheden af elgen og sprang fra borde. Hold nu da k…, hvor er det et stort dyr, sådan en elgtyr! Dyret var væltet ud over søbredden og lå med det meste af kroppen i vandet. Stor som en strandet hval lå det urokkeligt i vandkanten. James sejlede tilbage til campen for at hente et spil samt noget grej til at slagte dyret med og Lloyd med saven, så vi kunne få lavet lidt plads til at arbejde på. Vi måtte slagte dyret på stedet og fragte udskæringerne tilbage til campen med jollen. James var væk en god halv times tid. Mens han var væk, sad jeg ved siden af elgen og tænkte, som jeg så ofte gør under jagt, på alting og ingenting på samme tid. Det var dejligt vejr, stille og klart. Ænderne var begyndt på deres aftentræk, og et par bisamrotter kom nysgerrigt svømmende hen for at se nærmere på den store døde elg i vandet – de lugtede formentlig blod. Jeg nød bare nuet og tog imod, indtil James og Lloyd dukkede op, og vi gik i gang med arbejdet.

Vi fik med møje og besvær det lidt underdimensionerede spil til at makke ret og fik elgen trukket fri af vandet. Efter et par timer var elgen parteret, og vi kunne fragte mange hundrede kilo kød og et elggevir hjem til lejren. Vi var fuldstændig baldrede, da vi var færdige med alle vores gøremål. Men vi fejrede på behørig vis nedlæggelsen af elgen med et par solide drinks i madhytten. Lloyd var tilfreds. Han skulle have kødet. Han er gift med en ’first nation’ (indianer), som i vid udstrækning anvender vildtkød på familiens middagsbord. For at få et udgangspas havde han lovet hende at komme hjem med kød fra elgjagten. Han mente, at hvis hun havde måttet nøjes med en bæver og et egern, ville han nok være blevet upopulær. Nu slap han for flere ugers ægteskabelige repressalier.

De sidste ti dage havde stået på jagt i vildmarken afskåret fra civilisationen og kun med kontakt til omverdenen via en satellittelefon. Det havde været en jagt helt på naturens præmisser. Tilbage var kun den lange rejse hjem til det midtjyske. Det havde været en fantastisk oplevelse. Og ét er sikkert: jeg er langt fra færdig med jagt i vildmarken!

---

Gode råd

Landet:

Canada er kæmpestort. Målt på areal er det verdens andetstørste land, kun overgået af Rusland. Fra øst til vest er der 5.500 kilometer, hvor landet er bredest. Den længste distance i en lige linje fra syd til nord er 4.600 kilometer. Landet er ganske enkelt enormt! Canada har betydeligt færre indbyggere end verdens største land Rusland – med 35 millioner mod Ruslands omtrent 150 millioner. Den relativt beskedne befolkningsmasse gør Canada til et af de mindst befolkede landarealer i verden. Langt de fleste canadiere er bosat relativt tæt ved grænsen til USA. Jo længere nordpå man kommer, jo længere bliver der mellem byer og huse. De tre nordligste stater (Yukon, Northwest Territories og Nunavut) er så godt som affolkede. Der findes kun få byer, og der bor ganske få mennesker i disse stater. Nunavut blev i 1999 overdraget til Canadas oprindelige befolkningsgruppe ’first nations’.

Canada er et ungt land. Først i 1818, efter den amerikanske uafhængighed-skrig, indgår USA en fredspagt med Storbritannien, og de første grænsestreger slås på kortet. Grænsen drages langs med den 49. breddegrad, men først i 1849 føres grænsen det sidste stykke helt mod vest ud til Stillehavet. I 1982 får Canada formelt fuld parlamentarisk uafhængighed af Storbritannien. Dronning Elisabeth II er dog fortsat landets formelle overhoved, men i praksis fungerer landet uden indblanding fra Storbritannien.

Canada – kan man godt sige uden at fornærme nogen – har altid befundet sig lidt i en identitetskrise. I øst findes et meget fransk-inspireret samfund, hvor der tales canadisk-fransk. Gader og bybilleder i eksempelvis Montreal og Quebec City kunne være taget ud af franske byer som Paris og Lyon. Længst mod vest finder man byer som Vancouver, der er meget amerikansk-inspirerede. Vancouver kunne nemt give sig ud for at være en storby langs den amerikanske vestkyst i stil med Seattle eller San Fransisco. Midt i landet findes ’cowboy’-staterne Alberta, Saskatchewan og Manitoba. En mand iført Wrangler jeans, hvid Stetson hat og cowboystøvler, som stiger ud af en kæmpe pickuptruck i byen Calgary i Alberta, er ikke nødvendigvis storfarmer. Han kan lige så vel være tandlæge eller revisor.

Udover de kulturelle forskelligheder, der er at finde blandt Canadas nyere befolkningsgrupper, findes også en større gruppe af landets ældste indbyg-gere: ’First Nations’ – indianerne. First Nations er inddelt i forskellige gruppe-ringer, lige fra Cree, Chippewa og mange andre indianerstammer til Inuitterne langt mod nordøst i det arktiske Canada. Ligesom stort set alle andre steder i verden, hvor europæerne er rykket frem, blev også de oprindelige indianske nomade- og stammesamfund trådt under fode. Samfundene blev splittet, indianernes børn blev skilt fra deres familier og sendt på kristne kostskoler – altsammen i et europæisk forsøg på at omvende indianerne til vestlig tankegang og levevis. Det lykkedes dog ikke. De indianske samfund, kulturer og tankegange lå så fjernt fra de europæiske, at øvelsen blot endte i splittelse, rodløs-hed og apati blandt indianerne og – desværre – en placering af indianerne nederst på det canadiske samfunds sociale rangstige.

Den moderne canadier er bevidst om fortidens synder, hvor der udøvedes samfundsmæssig social vold mod de oprindelige samfundsgrupper. Man fortryder den europæiske arrogance, der fandt sted. Man har de seneste årtier forsøgt at råde bod på skaden, blandt andet ved i 1999 at overdrage det kæmpestore landområde Nunavut tilbage til det oprindelige folk. Der er således forbrødring i luften, og de indianske samfund er ved at vinde indpas højere oppe på den sociale rangstige. De skaber sig tilværelser, som tilgodeser og forener deres åndelige og kulturelle tilknytning til de prægtige naturområder med det moderne pengesamfund, som first nations har måttet indse, at de ikke kan holde sig fri af.

Alt i alt er Canada et spændende land at rejse i. Særlig bemærkelsesværdig er den store gæstfrihed og de imøde-kommende og venlige mennesker, man møder på sin vej rundt i Canada.

 

Lang rejse:

En rejse til vestkysten af Canada er lang. Rejsen til Vancouver er dog overkommelig. Det tager omtrent 10 timer at flyve fra Amsterdam. Men skal man videre nordpå ud i det tyndtbefolkede Canada, tager det tid. De sidste omtrent fem timer fra Vancouver foregik med et to-motorers propel rutefly med mellemlanding for optankning, inden vi fortsatte videre mod den endelige destination. Derfra skulle al oppakningen fragtes videre fra den lille lufthavns ankomstterminal ned til det fjerneste hjørne, hvor de små bushfly holdt linet op. Når man har fået stuvet alt habenguttet ombord, klatrer man ind i den lille maskine, tager hovedtelefonerne på ørerne og så går det afsted i lav højde ud over vildmarken.

Man er godt træt, når man kommer frem, og et godt råd er at få sig en god og tidlig nats søvn, inden de jagtlige eskapader skal starte op næste dag. Man er som sagt træt efter den lange rejse, men jetlag er man typisk ikke plaget voldsomt af ved en rejse fra Europa til Nordamerika, hvor man har vundet tid. Jetlag kan være noget mere generende, når man rejser østover hjem igen, og dermed taber tid.

 

Riffel og kugler:

En elg er et stort dyr. Yukon- og Alaska- elge kan endda være særdeles store og veje helt op mod 800 kilo eller – i sjældnere tilfælde – mere! En elgtyr skal der-for helst falde hurtigt omkuld, når man skyder den. Hvis ikke, kan den rende langt og være svær at finde. Man risikerer, at den løber ud i muskeg eller tæt krat og kollapser. Da elge er særdeles store og tunge, kan de være vanskelige at bjærge ud af sumpen til et sted, hvor elgen enten kan slagtes eller fragtes videre til campen.

Efter min simple logik gælder følgende: En elg er et stort dyr med stor kropsmasse og mange liter blod til rådighed. For at sikre dyret en human, hurtig (og for jægeren praktisk) død, må opskriften være at vælge en kugle og et kaliber, der kan lave en stor og dyb sårkanal ved træf i lunge/hjerteregionen. Derved sikrer man kontant og katastrofal blodtrykssænkning i dyret med et hurtigt kollaps til følge.

 

Jeg bragte min 9,3×62 riffel med mig til Canada og havde ladet en stak patroner med Normas Oryx projektil på 286 grain (18,5 gram). Kuglen er en tung sag med et højt SD på 305. Det svarer til SD for en 300 grain (19,4 gram) kugle til en .375 H&H magnum. Med andre ord har den tunge 9,3’er Oryx kugle en rigtig god dybdevirkning. 9,3’eren er imidlertid noget langsommere end .375 H&H mag-num. Netop derfor besluttede jeg mig for at anvende Oryx-kuglen, som ekspanderer villigt. Med den beherskede fart – en udgangshastighed på ca. 720 m/s – var jeg ikke meget for at vælge en alt for hård kugle med fare for beskeden eller ingen kugleekspansion. Oryx-kuglens ekspansionsvillighed passede fint til 9,3’erens moderate fart. På 238 meter (som var skudafstanden til elgen) holdtes omtrent en fart på 530 m/s på Oryx kuglen. Den tunge kugle røg tværs igennem ribbenskassen på tyren og lavede fint gennemskud. Elgtyren faldt om inden for 10 sekunder efter træf. Den tunge Norma Oryx kugle gjorde et rigtigt godt arbejde som storvildtskugle til canadisk elg. Jeg vil ikke tøve med at anvende netop denne kombination af kugle og kaliber en anden gang til tyndhudet storvildt.

Jeg kan godt følge canadiernes egne anbefalinger om at anvende kalibre fra 30.06 (med tunge kugler) og opefter til elgjagt.

 

Beklædning og fodtøj:

Godt regntøj er en fordel. Gore-tex er din ven i den canadiske bush, i hvert fald først på efteråret. Det tidlige efterår er oftest vådt og fugtigt, mens der sidst på efteråret som regel er frost og sne. Jeg brugte et uforet skalsæt med Gore-tex membran. Derunder iklædte jeg mig lag alt efter temperatur. Vejret var mildt for årstiden, så når det blev varmt og tørt op ad dagen, røg Gore-tex jakken i rygsækken. De dage, hvor det fra morgenstunden tegnede til at blive en tør, klar og lunere dag, nøjedes jeg med et par lettere vandrebukser uden membran. Men jeg pakkede dog mit regntøj i rygsækken, bare for tilfældets skyld.

Jeg foretrækker til enhver tid gode og solide vandrestøvler frem for gummistøvler, hvis jeg skal gå bare det mindste. Vandrestøvler behandler fødderne meget bedre end gummistøvler, hvis terrænet er kuperet og knoklet. Støvlerne skal være vandtætte. Muskeg er en våd affære, og er støvlerne ikke vandtætte, bliver det hurtigt en klam og træls fornøjelse at være på jagt i den canadiske vildmark.

Endvidere bør støvlerne være langskaftede. Jeg brugte et par 12’’ Lundhags vandrestøvler. (Se evt. nærmere i kapitlet Tips til vildmarken). Der fås efter min mening ingen vandrestøvler, der i kvalitet overgår en god Lundhags støvle. De er håndsyede i Sverige, virkelig kvalitets-støvlehåndværk, og de er solide som de gamle Volvo herregårdsvogne. Eneste minus er, at støvlerne knirker lidt (også lidt ligesom de gamle Volvo herregårdsvogne – sådan vil de åbenbart have det, de svenskere).

 

Øvrigt grej:

En rygsæk er et must. Man må have et sted at opmagasinere det tøj og de effekter, man slæber med sig på dagsturene. Jeg brugte en 45 liters rygsæk. Rygsækken var lige netop beskeden nok i størrelse til, at denne kunne gå som håndbagage på flyrejsen. Jeg havde lidt af hvert i rygsækken: en varm sweater, tørre handsker, lidt proviant og drikke, til tider min kikkert, en kniv, en af-standsmåler og lidt andet nyttigt grej. Jeg bar sjældent rygsækken på ryggen. Som oftest var den stroppet fast på min quads bagagebærer. Kun når vi tog ud på længere vandringer, hvor vi kom langt væk fra vores quads, smed jeg rygsækken på ryggen.

Endvidere skal man bruge en god solid og skarp kniv. Det forventes måske ikke, at man deltager i brækning, skinning og slagtning. Men det bør man da gøre! Det gør jeg i hvert fald. Jagten er jo en helhedsoplevelse. Det er alle disse ind-tryk, der er med til at gøre oplevelsen fantastisk og udvikle én til en god jæger med så megen erfaring som muligt i ba-gagen. Fornemmelsen af den seje bæver, som er betydeligt sværere at pelse end et rådyr – de kæmpe køller og bove fra elgen, hvor det ikke nytter noget at stå og fedte med en lille foldekniv – opsatsen, som vi savede af med en motorsav! Jeg holder meget af selv at tage del i alle de opgaver, der omspænder jagterne. Så husk en god solid jagtkniv.

I mit tilfælde kom afstandsmåleren i brug flere gange. Hvor langt er der lige, når man sidder på toppen af en bakke og skal vurdere afstanden til kanten af en bæverdam. Jeg er ikke vant til at vurdere afstande ud fra størrelsen på en bæver, og finder det betryggende lige at tage en hurtig måling, inden skuddet går. Mange forbiskud eller anskydninger sker på grund af fejlvurdering af afstanden. Hvis situationen tillader det (hvad den ofte – men ikke altid – gør), bruger jeg en afstandsmåler.

Elgen blev, lidt atypisk for området, skudt på relativ lang afstand. Og i særdeleshed ved lange skud (især med en ’kartoffelkaster’ som kaliber 9,3×62) kan det være problematisk, hvis man gætter på eksempelvis 170 meter, og afstanden i virkeligheden er 250 meter. En elgtyr er stor, og man kan godt foranlediges til at tro, at den er tættere på, end den faktisk er.

En god håndkikkert – vandtæt og mekanisk i orden – bør man også medbringe. Ikke bare i forbindelse med jagtlige situationer er kikkerten væsentlig. De mange timer, man tilbringer i naturen, byder på meget, som man kan sidde og studere i sin kikkert: eksotisk udseende ænder, ugler, egern, bisamrotter – ja, alt muligt forskelligt dyreliv. For mig er en kikkert en uundværlig del af en jagttur.