I Sydvestjylland er vi (set med jægerøjne) beriget med et stort antal overvintrende gæs, som holder til langs kysten ved det fuglerige Vadehav. Ikke alle landmænd påskønner disse luftens storvildt i samme grad som jægerne, særligt ikke i disse år, hvor ikke bare de jagtbare gåsearter, men også f.eks. de fredede bramgæs er stærkt tiltagende i antal, og i store flokke kan forvolde en del skade på markafgrøderne. Men vestjyske gåsejægere har de seneste år haft kronede dage, og der er blevet skudt mange tusinde, ikke kun grågæs, men også kortnæbbede gæs, hvis primære danske trækområde er langs den jyske vestkyst.
Et stykke tid havde jeg holdt lidt øje med grågæssenes morgen- og aftentrækruter på en strandeng langs med Varde å, tæt ved Ho Bugt, hvor jeg dengang havde jagtretten. Gæs trækker typisk i stort antal til fourageringpladserne om morgenen og tilbage igen fra fourageringsmarkerne hen under aften. Sporadiske træk af gæs kan dog forekomme hele dagen. Gæssene trak ind fra bugten noget sydvest for mit stykke og slog ned på engene længere mod nord. Dette forekom i hvert fald at være tilfældet i klart og stille vejr med høj himmel, hvorimod jeg havde observeret, at de i ruskevejr trak lavt og godt kunne finde på at trække ind over engen. Talrige gåselorte på strandengen var også vidnesbyrd om, at gæssene fra tid til anden slog ned på engstykket for at fouragere og raste. Jeg havde lagt mærke til, at når gæssene trak tilbage mod havet om aftenen, trak de ofte lavt, uanset vejret, og ofte langs med åen, hvilket ville sige lige ind over mit stykke.
Jeg havde besluttet mig for at prøve at få skudt en julegås. Forberedelserne bestod i at købe nogle lokkegæs (hvilket blev nogle neopren gæs, der kan klappes sammen og er lette at transportere), noget sløringsnet samt fire kraftige blomsterpinde fra Bauhaus og så lige at finde en eyeliner på badeværelset (forklaring følger).
Tirsdag kørte jeg ned på engen og satte mit skjul op. De fire blomsterpinde blev stukket i jorden, og nettet spændt op. Jeg knækkede lidt siv og flettede dem ind i nettet. Nu var skjulet på plads. Der kunne jeg fint sidde i skjul, godt sløret til alle sider.
Det blev onsdag morgen, hvor jeg havde en halv fridag. Rent jagtmæssigt var vejret ikke lige det bedste. Det var vindstille, klart og minus 4-5 grader. Men nu var jeg jo stået tidligt op og havde lavet alle forberedelserne, så på med det varme kluns og derefter camouflagetøjet. Og nu til det med eyelineren… Gæs er jo meget sky, og især de jagtbare arter har en meget veludviklet skepsis over for alt, der virker fremmed. I modsætning til bl.a. råvildt, harer og den slags har gæs et ekstremt godt syn, og de bruger det konstant. Får gæs øje på en person eller noget, der virker unaturligt, betragter de det – klogt nok – som en fare og slår af. Derfor må man sløres. Men at iklæde sig camouflagetøj er i sig selv ikke nok. Det er i særdeleshed vigtigt at sløre sit vinterblege ansigt og sine hænder. Gør man ikke det, lyser de op som små sole og kan nemt afsløre ens tilstedeværelse. Jeg bærer briller og har derfor lidt svært ved at have noget hængende ned foran ansigtet. Det irriterer mig, og jeg har erfaring med, at stoffet holder på fugten fra min ånde og får mine briller til at dugge. På jagt, hvor der er behov for sløring, bruger jeg derfor eyeliner til at sløre mit ansigt med. Sådan nogle fede sorte streger ned gennem ansigtet, og så tvære det lidt rundt, bryder ansigtets konturer og lyse flader, og det virker fint. Med makeup-metoden er jeg fri for at føle mig generet af stof, der hænger ned foran ansigtet.
Makeup-fremgangsmåden har dog to ulemper. For det første vækker man opsigt. Folk kigger undrende, hvis man kommer til at holde ved siden af dem i et lyskryds om morgenen på vej på jagt. Og hvis man så glemmer at tørre det af ansigtet, inden man kører fra jagten og tropper op hos bageren med fjæset smurt ind i eyeliner, ja, så tenderer det faktisk at være pinligt!
En anden ulempe er, at jeg ikke har stor forstand på makeup, og jeg ved ikke, at en Chanel eyeliner ’….faktisk er pisse dyr …’ – (citat Chris), og at der tilsyneladende går ’…næsten en kvart eyeliner-blyant til, når jeg skal smøre mit store fjæs ind i makeup’ (også citat fra Chris, der nu var småsur). Den slags argumentation preller som regel lidt af på mig, men jeg fangede dog i Chris’ ordstrøm noget om, at hun ville købe en billig ’jagt-eyeliner’ til mig i Kvickly. Så må jeg da håbe, at jeg kan kende forskel på de to. Men måske er en jagt-eyeliner grøn?
Med makeup’en på plads kørte jeg og hunden nu afsted på jagt. Chilli, min ældste hund, er ikke skolet til at forholde sig så roligt, som nødvendigt er på en gåsejagt. Hun er en ørn til at finde vildt, men hun kan ikke sidde stille ude i guds fri natur i mere end højst fem minutter i træk. Jeg blev derfor enig med mig selv om, at det ville give den største chance for succes at holde styr på hende ved at lade hende ligge i nogle varme tæpper i et lille transportabelt hundebur, som jeg camouflerede med siv og rør.
Da jeg var ankommet til mit skjul, var klokken ca. kvart i otte, og solopgang var lidt i ni. Så da jeg havde fået sat mig til rette, var det faktisk skydetid for ænder og gæs. Det var dog stadig ret mørkt, og jeg ventede med at lade kanonen, indtil solen gav morgenen lidt mere lys. Jeg skænkede mig i stedet en kop kaffe.
I den gryende og flotte frostklare vinterdag med uendeligt højt til loftet smagte denne kop sort termokaffe mig som den bedste kop kaffe nogensinde. Da der kom lidt mere lys, proppede jeg to af de tungt ladede gåsepatroner i haglbøssen og ventede.
Der gik ikke mere end et par minutter, før jeg spottede to små ænder ude over åen – krikænder! De små fjerklædte jagere lagde kursen hen mod mig, og inden for et splitsekund for de tværs over vinterhimlen en 25-30 meter foran mig. I mit forvildede forsøg på at smide bøssen hurtigt til kinden smed jeg et par deciliter lunken kaffe i ansigtet på mig selv, og skød med to hurtige brag et par fine huller i luften flere meter bag ved ænderne.
Jeg kunne næsten høre ænderne skræppe ’…krv’ amatør, krv’ amatør, krv’ amatør … ’, mens de med omtrent 100 kilometer i timen forlod gerningsstedet. Med morgenkaffe og halvt opløst makeup silende ned ad ansigtet, må jeg bekende, at der kom et par eder.
Jeg har således endnu til gode at skyde en krikand. Hvordan hulen garvede andejægere gang på gang rammer de små ænder, fatter jeg ikke. De flyver jo djævelsk hurtigt! Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at de store tunge men få hagl, der er i gåsepatronerne, nok bar en del af skylden for utilstrækkeligheden. Men jeg hoppede nu ikke rigtigt på min egen søforklaring.
Der kom efterhånden mere liv, og gåsetrækkene begyndte at komme ind ude fra havet. Det er fantastisk flot – både i lyd og billede – når store flokke af gæs trækker mod land og slår sig ned for at fouragere på marker og enge. Det lille dusin gåselokkere, som jeg havde sat op, havde nu ikke nogen synderlig effekt, og gæssene holdt sig i behørig afstand af mit skjul. Klokken var nu blevet hen ad ni, og morgentrækkene ebbede ud.
Jeg forlod skjulet for at strække mig lidt og gik ned til åen. Måske ville en lettere gumpetung gråand – hvis fart jeg må erkende passer mit sving i bøssen bedre end de små hurtige krikænders – komme på vingerne. Det gjorde der ikke, men der var nu masser af aktivitet. Som ud af ingenting kom der en lille flok på fire store skalleslugere susende. De kom så pludseligt og så hurtigt, at de snart var alt for langt ude til, at jeg forsvarligt kunne sende hagl efter de skudstærke fugle. Der kom også flere flokke af majestætiske svaner truttende op langs åen, og et par små lappedykkere svømmede rundt i den iskolde å.
Mens jeg stod der i sivene ved åbrinken, hørte jeg pludselig en vældig skræppen længere oppe ad åen. Jeg kiggede op og så en stor flok grågæs gå på vingerne. Flokken samlede sig, og til min undren, det tidlige tidspunkt taget i betragtning, så jeg, at de satte kursen vestpå mod havet, hvilket betød, at kursen var i retning af mig. Gæssene fløj lavt og fortsatte direkte mod mig. …’Så for høvlede, hvad nu?’… Jeg kunne ikke nå at stavre de godt 50 meter tilbage til skjulet inden gæssenes forventede ankomst over mig. Så i stedet krøb jeg ned på hug, trak jakkehætten over hovedet og gjorde mig umage med at ligne et siv. Tro flytter jo som bekendt bjerge, og uanset hvad jeg lignede, virkede det tilsyneladende. Gæssene så mig i hvert fald ikke, og de slog ikke af, men forsatte ufortrødent deres kurs i lav højde direkte mod mig. Ud af øjenkrogen udpegede jeg mig ofret. Nummer seks fra højre – tror jeg det var – som fløj i en god afstand til de andre gæs. Jeg besluttede, at den måtte blive den uheldigt udvalgte, som øjeblikket efter skulle blive genstand for lidt jord-til-luft artilleri.
Da nummer seks var inden for behørig skudafstand, skuldrede jeg bøssen, pegede gåsen ud, trak igennem og trykkede af. Gåsen klappede sammen og faldt brat ned fra himlen. Hvilken succes… Julegåsen var i hus! Og så var det oven i købet den første gås, jeg har skudt.
Jeg hentede Chilli og lod hende søge gåsen i sivene. Hun fandt den hurtigt, og stolt samlede jeg mit første nedlagte fugle-storvildt op.
Jeg kan godt lige hilse og sige, at den er pænt stor, når man får den i hånden, sådan en krabat – ja, altså gåsen! Den vejer omtrentligt 3-4 kilo og er af gæs – i hvert fald i den danske fauna – størrelsesmæssigt kun overgået af den canadiske gås. Canada-gåsen forekommer imidlertid kun sporadisk i det vestjyske, mens de på Sydsjælland og i Skåne er beriget med store forekomster af Canada-gæs.
Vi skulle være seks personer juleaften. Traditionen tro skulle vi (udover gås) også have noget flæskesteg og medister med fed sovs, risalamande og alt mulig anden sund julemad, som bekommer os velnærede danskere så godt. Jeg var efterhånden også blevet lidt kold og godt sulten. Så jeg vurderede, at én grågås måtte være nok og besluttede at ‘blæse jagt forbi’ for dagen.
Jeg pakkede derfor sammen for at køre til bageren efter morgenbrød. ’..Husk nu makeup’en.. husk nu makeup’en…’, messede jeg kortvarigt som et mantra for mig selv. Men det havde jeg naturligvis glemt igen, inden jeg nåede op til bilen. Jeg tror faktisk også, at bagerpigen efterhånden har affundet sig med, at det ikke er en Peter Lundin type, men bare en fredelig lidt mærkelig mand – som er helt utrolig dårlig til at lægge makeup – der engang imellem kommer og køber morgenbrød.
Inden jeg kørte, ringede jeg til Chris, som arbejdede hjemmefra denne dag. Jeg berettede oplagt om min store succes som gåsejæger, men undlod – i sagens natur – at fortælle om min fiasko med krikænderne. Hun var naturligvis stolt af sin dygtige jægersmand og ville lige smutte forbi med et kamera for at forevige min første gås.
Mens jeg ventede, blev jeg enig med mig selv om at forsøge mig med endnu en kop termokaffe, som jeg denne gang ville prøve at undgå at hælde i hovedet på mig selv. Ikke helt overraskende smagte denne kop lige så skønt, som morgenens første kaffe havde gjort! Oven i hatten blev denne også en betydelig mere tør fornemmelse.
Chris troppede op og fik taget et par fotos. Efter afsluttet fotosession undlod hun – ikke helt uventet og med fuldt overlæg, vil jeg tro – at minde mig om make-up’en, inden jeg kørte til bageren. Alt i alt var det en super dejlig morgen ved åen og en rigtig god urmenneske-fornemmelse – hvis man da lige ser bort fra, at urmennesket formentlig ikke fejrede jul – at høste sin egen jule-vildgås. Mere naturligt kan det vel næppe blive.
Lidt om skjul
På trækjagt – uanset om det så er efter ænder, gæs, duer eller krager – må man være opmærksom på særligt ét forhold, nemlig at vilde fugle har et godt syn. Fuglene har fra luften naturligvis et rigtigt godt overblik, og de ser alt. Derfor er det vigtigt, at man på en trækjagt sørger for at skjule sig bedst muligt.
Man kan selvfølgelig anvende naturlige skjul i form af grøfter og lignende. Sidder man stille og roligt i en grøft, med hænder og ansigt godt sløret, kan man sådan set falde udmærket i med omgivelserne og være mere eller mindre ’usynlig’ for fuglene. Problemet kan imidlertid være, at det er ret anstrengende at sidde musestille i timevis, og måske bliver hunden også lidt urolig, hvis der ikke sker noget i et stykke tid. Det er sikkert, at uanset hvor perfekt camouflagetøjet er, vil fuglene spotte bevægelser. Så man må enten være meget god til at sidde stille og have en rolig hund, hvis man vil sidde relativt åbent på trækjagt, eller også må man vælge at gøre lidt mere ud af sit skjul, så man har noget at gemme sig bag.
Jeg har prøvet lidt af hvert. Som i beretningen ’Julegåsen’ har jeg indimellem haft held uden brug af kunstige skjul. Men det er helt klart vanskeligere at undgå fuglenes skarpe blik, end når jeg har gemt mig i (eller bag) et kunstigt skjul. Jeg har også bygget mere eller mindre permanente skjul på strategiske steder, hvor trækjagten udøves flere gange henover sæsonen. Sådan et permanent skjul øger komforten, da man trygt kan sidde og hygge sig med termokaffe og madpakke uden risiko for at blive opdaget i utide.
En fiks lille løsning, som jeg ofte anvender, er et sløringsnet på fem teleskopstænger. Det kan man hurtigt stille op, hvor man mener, at der er gode trækjagtmuligheder. Det fylder og vejer ikke meget og er til at slæbe med sig til og fra jagtstedet. Det eneste minus er, at det ikke er særligt nemt at håndtere i blæst, da teleskopstængerne ikke går så langt i jorden. Sløringsnettet virker som et sejl og rykker teleskopstængerne omkuld. Så i kraftig blæst bør man supplere skjulet med barduner for at holde det på plads. Sløringsnet i 3D mønster fungerer ofte rigtigt godt uden videre; men vil man gøre lidt ekstra ud af det, kan man flette lidt af den stedlige vegetation ind i sløringsnettet for at opnå helt optimal sløring.
Prøv dig frem, men uanset hvilken løsning du vælger, så er det helt sikkert, at jo bedre du er sløret, desto bedre er dine chancer under trækjagten.
