Både Chris og jeg er vokset op med hunde i familien. Som ret nyslåede jægere følte vi det derfor naturligt at anskaffe os en jagthund.
Chilli er vores første – nu gamle – hund. Hun er en papirløs Kleiner Münsterländer, som vi overtog fra en familie, der ikke rigtigt magtede hende. Hun var næsten fire år, og jeg vidste ikke bedre end ’hun skal vel bare afrettes lidt’. Men jeg blev nu klogere. Det kan godt lade sig gøre at få noget ud af en utrænet voksen hund, og jeg kom også et stykke vej, men det er aldrig blevet helt godt. Det kræver en dygtig og erfaren hundemand, der er villig til at bruge rigtig meget tid på at lave en utrænet voksen hund med masser af unoder om til en god og brugbar jagthund. Jeg havde som førstegangs-jagthundeejer ikke tilstrækkelig erfaring og fornødne kompetencer til at få den øvelse til at lykkes.
Så lad det være en advarsel – det kan være problematisk at overtage en voksen utrænet hund! Og utrænede hunde på jagt gør ofte mere skade end gavn. Tro ikke, at racen er afgørende, omend nogle racer nok er nemmere at have med at gøre end andre. Enhver jagthunderace med unoder kan være en pine og plage på jagt. Chilli er ikke repræsentativ for sin race. Jeg kender – og går ofte på jagt med – mange rigtig gode Kleiner Münsterländer jagthunde. Münsterländeren er en super allround jagthunderace, når den er trænet rigtigt. Omvendt vil alle jagthunderacer typisk fungere dårligt, hvis hunden er utrænet.
Chilli er alt for selvstændig til at fungere som en god allround jagthund. Chris bruger hende som apportør på egne andejagter og på små fællesjagter, hvor ingen bliver irriterede, hvis hunden laver lidt rav i den. Men vi har heldigvis fundet Chilli’s stærke side. Hun er rigtig god til sporudredning, og Chris sportræner meget med hende. Chilli er som sagt ikke verdens bedste jagthund. Det kan ingen bebrejde hende, da hun startede meget sent i skole – men hun er vores hund og et fuldgyldigt familiemedlem, som vi bliver kede af at sige farvel til, når den tid kommer.
At jeg så ikke valgte en münsterländer, men en ruhåret hønsehund – Freddy – som vores anden jagthund, var mest en tilfældighed, da jeg blev opmærksom på, at der var en hvalp efter gode linjer tilgængelig. Men de to hunderacer minder meget om hinanden i brugsegenskaber og dressurbarhed. Racerne konkurrerer også mod hinanden på diverse prøver – sammen med de øvrige racer af kontinentale stående hunde.
Som jagthund er Freddy faldet noget heldigere ud end Chilli. Det er i sagens natur, fordi vi har haft ham fra hvalp, og at hunden derfor lever og ånder for det jagtfællesskab, som vi har etableret. Men der har da været masser af hurdles, som Freddy og jeg måtte over: harehetz, prelning på opfløj – you name it! De, der påstår, at træningen med deres jagthund kører helt planmæssigt efter en snor, er enten 1) meget erfarne hundefolk eller 2) fulde af løgn. For der kommer uforudsete momenter under hundetræningen og på jagt, hvor man ikke har kunnet forudse virkning og udfald af givne eller tilfældige omstændigheder. Men udfordringer er jo en del af det at træne en jagthund – og det gør, at det ikke går hen og bliver kedeligt. Giv ikke op! Efterhånden som hunden modnes, og I fortsætter jeres fællesskab og den givtige træning, så falder tingene i hak. Øvelserne begynder at lykkes, du vil se bedre og bedre resultater, og slutteligt ender du med en hund, der gør stor gavn på din jagt.
I dag er Freddy godt fire år. Jeg kan ikke lige komme på noget, jeg sætter mere pris på end en dag på marken sammen med ham. Måske tager han stand for en trykkende hare og forholder sig spontant rolig, når haren springer. Herefter går vi så videre ud over marken. Freddy slår et par velanlagte slag i et flot krydssøg op i vinden, og pludselig fryser han i en stand og nagler en fugl fast på pletten. Måske har jeg så held til at ramme den hurtige fugl, når den bringes på vingerne. Sådan en tur på marken kan redde ikke bare en dårlig dag – den redder nemt en dårlig uge. En dag, hvor alt lykkes, og hvor hunden opfører sig som et skoleeksempel på racens fortræffeligheder – ja, der glemmer man simpelthen bare alle fortidens unoder og de mange eder og forbandelser, man har slynget om sig i frustration over ’den tumpede hund’.
Den kontinentale allround stående jagt-hund tiltaler mig, og jeg synes, at den besidder nogle egenskaber, som jeg kan gøre brug af. Den er god på mark og i drev, den kan apportere, den er skarp over for hårvildt og rovvildt, og den er sporfast. Ja, den kan faktisk det hele bortset fra at gå i grav. Om det så er korthår, kleiner, ruhår, langhår eller noget helt andet er nok ikke så afgørende for mig.
Ligesom hvad angår riflen, er ’allround’ således også mit foretrukne valg, når det kommer til hunde. Men vi er jo alle forskellige, også som jægere, og derfor bør enhver jæger tænke over, hvad han eller hun vil bruge sin jagthund til og så vælge derudfra. Spaniels, retrievere, engelske stående hunde, kontinentale stående hunde, terriere og så videre er alle fine hunde med hver deres styrker. Hvis du skal ha’ dig en jagthund, så gør dig selv en tjeneste – vær grundig i dine overvejelser forud for dit valg.
En meget vigtig faktor, som man må have for øje, er, at bliver man mæt af jagten, eller må man af andre årsager indstille jagten, kan man altid hænge bøssen på hylden. Hunden kan man derimod ikke bare placere på en knag ved siden af bøssen. Den er et levende væsen, som har knyttet sig til dig, og den kan meget vel være blevet nærmest afhængig af jævnlige jagtlige aktiviteter. Det kan derfor være næsten synd for en jagthund pludselig at tage jagten fra den. En omplacering til en anden og fortsat aktiv jæger kan derfor være den eneste mulige løsning, men det er ikke altid, at det ender succesfuldt. Vi er ikke fuldt ud herre over, hvad der rammer os dagen i morgen, men grundlæggende bør man nøje overveje, om man har den fornødne tid, behov og lyst, før man anskaffer sig en jagthund.
Denne bog handler om de erfaringer, jeg har gjort mig som ny ud i jagtens mange glæder – herunder med jagthunde. Det er som sådan ikke en fagbog om jagthunde, og jeg har derfor valgt – med mine små hundehistorier – blot at anskueliggøre de mange anvendelsesmuligheder, som de forskellige jagthunderacer besidder. Man bør vælge en jagthund ud fra en vurdering af, hvilke behov man mener at have eller senere få. De følgende beskrivelser af jagthundetyperne kan måske hjælpe med til, at man får stillet rigtigt ind og får valgt den rigtige hunderace til netop den type jagt, man dyrker mest eller forventer at dyrke. Der er også jægere, der holder flere hunde og vælger racer, der kan supplere hinanden. Men vil du have en jagthund, så beslut dig for en race, start med én hvalp og tag den derfra. Du kan altid udvide hundeholdet, hvis du får blod på tanden.
Retrieverne:
Retrieverne er de rendyrkede apportører, hvis robuste eksteriør gør dem hårdføre og meget velegnede til vandarbejde. De arbejder hårdt for at finde for eksempel den svært tilgængelige and, som er faldet i rørskoven, og de vil elske at udføre arbejdet, også selvom vandtemperaturen ikke ligefrem opfordrer til ’badeferie’.
Retrievere bruges også ganske ofte som kortsøgende drivere på efterårets fællesjagter. Endelig er retrievere sporfaste, og i dag finder man en del retrievere i Schweiss-registret.
En dejlig morgen ved Vadehavet:
.. Jægeren sidder i grøften iklædt sine vaders. Det er tidlig morgen efter en oktobernat med et voldsomt uvejr. Blæsten har trykket vandet ind på engene, som nu er oversvømmede med store bassiner og sjappytter overalt. Vinden er stadig frisk – med andre ord: det er et perfekt ’andevejr’. Den sorte labrador sidder i grøftekanten ved siden af jægeren med vandet perlende af sin blanke pels. Jægeren napper en bid af sit rundstykke, som han giver til hunden. I samme nu kommer en flok brunnakker tumlende ind over diget … Den rutinerede jæger sender med to hurtige skud et par af de hurtige ænder i en lang bue ud af himlen. Den ene and falder dødskudt og lander med et dumpt plask i sjapvandet. Den anden brunnakke rammes desværre dårligt. Et vingeskud brækker andens ene vinge. Hunden har markeret, og allerede inden den vingeskudte and rammer jorden, har jægeren sendt sin apportør af sted. Labradoren arbejder ihærdigt, men anden har søgt tilflugt i en tilgroet afvandingskanal. Både hund og and er ude af jægerens syne de næste par minutter… Pludselig ser jægeren hunden komme langt ude fra engene. I fuld galop styrer den sorte hund, med sjapvandet sprøjtende om sig, direkte tilbage til jægeren. Hunden afleverer den stadig levende pibeand. Jægeren knækker hurtigt nakken på anden og giver labradoren endnu en bid af det rundstykke, som de ikke fik spist færdig, før ænderne kom. Han klapper sin hund let på bringen, inden han sender den ud for at hente den sidste and, der flyder stendød i det ankeldybe vand, godt et halvt hundrede meter til højre for makkerparret…
Jo, din jagthund kan hurtigt gå hen og blive din bedste jagtkammerat!
Engelske stående hunde:
Har man én gang set for eksempel en pointer eller en setter på marken, forstår man, hvad der menes med ’æstetisk hundearbejde’. Den fart og stil, en velgående engelsk hund lægger for dagen, er en nydelse for øjet, som jeg har hørt selv ikke-jægere kommentere beundrende.
Hundetypen anvendes ikke kun på markerne, men ses også ofte anvendt som sneppehunde i skoven. Selvom det ikke er deres speciale, anvendes de indimellem også som apportører på store selskabsjagter. Men det er som højt specialiserede fuglehunde, at de virkelig kommer til deres ret. Selv den hurtigste FT-labrador skal have et kæmpe forspring for at gøre sig forhåbninger om at vinde over en engelsk stående hund, hvis de fandt på at løbe om kap. Forestil dig følgende:
.. En setter og en pointer er sat i søg på en stubmark… Hundene suser over stubben med 40 kilometer i timen i velanlagte krydssøg. Pludselig fanger setteren hønsefært, og i ét nu springer den rundt og lander i en dirrende stram kastestand. Hønsene, der er overrumplede af den fart, hvormed hunden kom, finder enhver flugt utænkelig og trykker i stedet hårdt til jorden. Stenstøtten af en hund nagler hønseflokken til jorden og holder fuglene fastlåst på pletten. Pointeren ser nu sin makkerhund stående i den faste stand. Øjeblikkeligt standser pointeren sit søg og sekunderer i en ligeså stram stand, pegende mod makkerhunden. Jægeren befinder sig godt 100 meter fra setteren. Han ved, at hønsene er fuldstændig paralyserede af den stivnede hund, hvis stålsatte blik gennemborer fuglene. Jægeren når roligt frem bag hunden, imens han undervejs finder et par patroner frem, som han putter i bøssen. På kommando eksploderer setteren ud af sin forstenede tilstand frem mod fugleflokken, som sendes brusende i luften. Hunden standser prompte, jægeren skyder til en fugl i kanten af flokken, fuglen falder, og på kommando apporterer setteren den skudte agerhøne og afleverer den til jægeren…
Mere elegant og klassisk kan jagt næsten ikke blive! Der er tale om fart og stil af højeste karat.
Spaniels:
Her har vi at gøre med utrættelige jagtmaskiner – i ordets bedste forstand. Intet stopper en spaniel. Brombær, tjørn og andet krat er ingen hindring, og en spaniel vil søge som besat efter vildtet. En velgående spaniel vil anlægge et kort søg foran jægeren og vil støde vildtet, der som følge af hundens korte søg sandsynligvis vil komme for inden for rækkevidden af et haglskud. Mange jægere sætter pris på en spaniels korte søg, dens utrættelige arbejdsiver og dens livsglæde. En spaniel elsker intet andet højere end at arbejde for sin fører, og den er oftest meget kontaktsøgende og modtagelig for læring.
Udover at anlægge et kort og ivrigt søg vil en godt trænet spaniel også være en dygtig apportør. En spaniel vil kunne lære alle apport-disciplinerne, herunder apportering på land og i vand og dirigering på afstand. Visse af spanielracerne er ret små hunde, og det er klart, at det ikke må forventes, at en lille Cocker Spaniel kan apportere eksempelvis en stor ræv. Et klassisk scenarie:
.. Det er midt i oktober og gråvejr. To jægere trasker gennem skrubben i skovlysningen, hvor efterårsdisen hænger tungt i luften. Jægerne fører hver deres spaniel inden for et haglskuds afstand af sig. Hundene er plaskvåde. Burrer og frø klæber sig fast til pelsen, og de små hunde kaster sig ihærdigt fra tue til tue, alt imens jægerne roligt går og holder øje med hundenes ivrige jagtsøg. Selvom det ikke synes at kunne lade sig gøre, øger den ene Cocker pludselig jagtintensiteten ved kanten af nogle brombær for straks helt at forsvinde hovedkulds ind i krattet. En kok bruser op og skrukker som besat, vældig irriteret over at være blevet forstyrret på sit gemmested. I samme nu stopper de små jagtmaskiner øjeblikkeligt deres jagtsøg og kigger efter den nu luftbårne kok. Jægeren venter lige et sekund, for han vil jo ikke plukskyde fuglen. Den store fugl når ud på 20-25 meter, før bøssen brager, og kokken falder dødskudt til jorden med et bump. Den lille spaniel, som har markeret fuglens fald, kigger nu ivrigt på sin fører. Der lyder et sagte ’apport’ fra jægeren. Hunden springer ud, fatter med et fast greb hønsefuglen og bringer den flotte kok hjem. Hunden afleverer den langhalede kok og er ubeskriveligt glad, da jægeren roser den. Cockeren snurrer et par gange rundt om sig selv af bare lykke, inden den med et vink fra jægeren igen fortsætter sit utrættelige arbejde.
Se, det er jagt og livsglæde i en skøn forening!
Terriere og gravhunde:
Dette er helt unikke hunde. Som de eneste vil gravhundene og terrierne kunne gå i grav. Det er en specialiseret jagtform, som udøves af en skare af jægere, der værdsætter spændingen ved gravjagten. Udover at blive brugt til den specialiserede jagtform, som gravjagten er, bruges de kortbenede hunde også jævnligt som drevhunde. Mange ejere af gravhunde og terriere – og deres jagtkammerater – sætter pris på den relativt lave hastighed, som hundene driver med gennem såterne. Den lave hastighed vil mange gange trykke vildtet roligere frem til de posterede skytter, som dermed kan få vildtet (især råvildt og hjortevildt) for i et mere behersket tempo, end hvis en hurtigtgående langbenet hund har sendt dyrene afsted i en vild flugt med hunden lige i haserne.
Gravhunde og terriere kan selvfølgelig gøres lydige. Men de små hunde er meget selvstændige af natur, og man skal nok ikke forvente, at eksempelvis en gravhund er lige så ’dressurbar’ som for eksempel en labrador. Men det er også to vidt forskellige måder, man bruger nævnte jagthunderacer på. Hundearbejdet med gravhunde og terriere beror på en udpræget selvstændig hund, der – indimellem i lang tid – egenhændigt og frygtløst kan og vil løse de opgaver, den står overfor dernede i det underjordiske mørke.
Hundene er beskedne i størrelse, men tag ikke fejl. Deres selvsikkerhed er oftest meget større, end deres beskedne ydre umiddelbart skulle lade en tro:
.. Det er sidst i december og Jack Russel terrieren er sendt i graven. Kommer der mon larm fra det underjordiske? De tre jægere har stillet sig, så de dækker de flest tænkelige af rævens flugtveje. De venter spændte… Pludselig er der ballade dernede, og hunden glammer ivrigt. Spændingen stiger, for ræven er tydeligvis hjemme. Der høres støj fra gangen… Kommer ræven mon nu? … Med ét kommer hunden susende ud af gravens ene gang. Men der er ingen fare, da det er fornuftige jægere, der står for, som alle sikrer sig, hvad der skydes efter, inden der skydes! Hunden spurter rundt til en anden indgang og stryger hurtigt under jorden igen for at finde en anden angrebsvinkel til ræven. Langt om længe har ræven fået nok af den vedholdende udsmiders skældud, og endelig lykkes det. Den røde streg forlader kedlen og springer af graven. Jægeren, som står klar udenfor, sikrer sig, at hunden ikke hænger lige i halen af ræven, og får sendt hr. Rød til tælling med et velplaceret haglskud, der får ræven til at trille i den hvide sne...
Gravjagt er intens jagt tilsat et stort skvæt action og adrenalin!
Kontinentale stående hunde:
De kontinentale hunde omfatter en bred vifte af kontinentale europæiske racer, som spænder vidt lige fra de velkendte hønsehunde og münsterländere over de lidt mindre kendte ungarske vizla’er og tyske weimaranere til de i Danmark ikke særligt udbredte italienske bracco’er.
De kontinentale jagthunderacer er alsidige. En veltrænet kontinental hund kan så at sige det hele. Skal der knyttes et ’allround’ til en jagthunderace, vil det nok bedst kunne knyttes til de stående racer i den kontinentale gruppe.
Den kontinentale stående hund søger marken af med det velkendte krydssøg og tager fast stand for trykkende vildt. Den apporterer stort set alt vildt på land og i vand. Den er sporfast. Den driver såter af under fællesjagterne, hvor den bevarer kontakten til føreren. Den er ofte nådesløs skarp over for anskudt rovvildt og hårvildt, og den fungerer samtidig som en omgængelig og trofast familiehund.
De kontinentale racer spænder i udseende vidt fra eksempelvis de middelstore Kleiner Münsterländere med kampvægte fra knap 20 kilo til store langbenede hønsehunde og Bracco’er på op mod 35 kilo. Lille eller stor – hvid, brun, sort, grå og alskens farveblandinger, korthåret, langhåret eller ruhåret – der er masser af valgmuligheder med hensyn til hundenes eksteriør. Men alle er de atletisk byggede og hurtige hunde.
Et fællestræk for hundenes psyke og temperament er deres fine modtagelighed for samarbejde og læring samt oftest en meget stor jagtlyst. Får hundeføreren smeltet disse egenskaber sammen i en skøn forening, får han/hun en alsidig jagtkammerat til stor glæde og gavn. Omvendt vil en utrænet kontinental stående hund – som måske sjældent bliver brugt og aldrig trænet – ikke være en nydelse på jagten. Men det gælder nu typisk for de fleste jagthunde uanset race.
… Vi er i november. Jægeren går med en kok i vildtgalgen og glædes stadig over den fine situation, han havde haft for sin korthår ved det levende hegn mellem de to marker.
Hunden havde arbejdet godt og var gået i en flot stand 40 meter fra hegnet. Kokken forsøgte at undslippe, men hønsehunden trak fuglen an og fik låst den fast ved kanten af hegnet. På jægerens kommando rejste korthåren kontant kokken og apporterede efterfølgende flot den dødskudte fugl.
Jægeren går nu hjemad langs en grøft, mens han sender hunden i søg ind over brakmarken. Pludselig springer en ræv af grøften ikke langt foran jægeren. Haglbøssen brager. Første skud rammer tydeligvis ræven, men træffer bagligt. Andet skud får jorden til at sprøjte op lige bag ved rævepelsen. Korthåren reagerer på skuddene og er straks på pletten. Den dårligt ramte hønsetyv lunter hårdt såret for halv kraft ud over marken. Med et vink sender jægeren hunden i retning efter ræven. Hønsehunden får øje på ræven, strækker ud i fuld galop og vinder hurtigt ind på det anskudte rovdyr. Med en kontant tackling brager korthåren ind i den 7-8 kilo tunge ræv, som tumler flere meter til siden. Ræven hyler og bider ud efter hunden det bedste, den kan. Men det er en håbløs kamp. Korthåren kaster sig nådesløst over ræven og bider sig fast i nakken på dyret. Efter få sekunders rusken er balladen ovre, og ræven er livløs. Korthåren får godt greb i den nu døde rævs ryg og bringer den hjem til jægeren. Jægeren roser sin hund, stryger den let over hovedet og siger stille; ’tak min tøs, tak fordi du reddede skavanken’.
Historierne om de forskellige jagt-hunderacer er stykket sammen ud fra brudstykker af mine egne oplevelser. De små beskrivelser er skrevet i den hensigt at illustrere typiske jagtsituationer for de forskellige jagthundetyper. Jeg har alene beskrevet de mest almindelige hundetyper, der anvendes til jagt i Danmark. Der findes andre mindre udbredte typer af jagthunde, som jeg har valgt ikke at beskrive.
Vær opmærksom på, at eksempelvis en terrier, der kun bruges i grav, ikke nødvendigvis vil være en god hund i drevet, men formentlig en super hund til rævejagt. En ruhår, der kun bruges til sporudredning på såret vildt, vil muligvis fungere dårligt på marken, men være en super sporhund – og så fremdeles. Det forholder sig nemlig sådan, at det, man primært bruger sin hund til, vil den som regel blive god til. Omvendt vil hunden jo ikke kunne gætte sig til, hvordan den skal gebærde sig i discipliner, den kun sjældent eller aldrig deltager i.
Hundetræning
Helt bevidst har jeg undladt at komme meget ind på træningsmetoder, dressur og så videre. Jeg er ret ny med jagthunde, så derfor vil jeg ikke kaste mig ud i for meget halvstuderet snak herom.
Omkring træning af hunden vil mine velmenende råd dog være følgende:
Når man har besluttet sig for, hvilken type hund der dækker de behov, man forventer at få, og man beslutter at anskaffe sig et sådant kræ, så hav en plan for, hvad du vil med hunden. Søg kontakt til nogen, der har erfaring med de pågældende hundetyper, f.eks. nogle personer og klubber, hvis træningsmetoder går i spænd med din egen sunde fornuft – og vær så i øvrigt konsekvent. Inkonsekvent og vægelsindet træning vil forvirre enhver hund. Husk samtidig, at der vil være gode dage og dårlige dage. Det vil indimellem føles at være to skridt frem og ét tilbage – men det vil sjældent være ét skridt frem og to tilbage – så fremad skal du og din hund nok komme!
Det er efter min mening rigtig meget værd for førstehundskøberen at kontakte de mange jagthundeklubber inden valg af hunderace. Tag ud og besøg klubberne – de vil meget gerne vise nye hundeejere, hvad de dygtige hunde kan. Tag eventuelt også med på prøvedage og til træningsaftenerne. Se hundene arbejde og få dig en snak med hundeførerne. Vi har i Danmark en god tradition for jagthundetræning, og der er mange dygtige hunde og mange erfaringer derude i det ganske danske land, som man kan drage nytte af som ny jagthundeejer. Når så hunden er anskaffet – jamen, så bliv dog endelig medlem af klubben eller foreningen og deltag i de forskellige træningsarrangementer.
Vær opmærksom på, at alle jagthunde bør trænes og bruges. Kun ved træning og brug kan man være nogenlunde sikker på, at hunden vil udvikle de fornødne jagtlige kompetencer. Dette gælder ikke kun for de storgående stående hunderacer. Hvis man vil udnytte det fulde potentiale af de jagthunderacer, som ofte betragtes som ’nemme’, såsom eksempelvis labradors, gælder det også for disse, at kun gennem træning og brug kan hunden nå et højt og stabilt niveau.
Man bør derfor som ny hundeejer, uanset hvilken jagthunderace man vælger, have den fornødne tid og lyst til at træne med sin hund. Man kan finde masser af litteratur om jagthunde i bøger og på nettet, som man kan læse, hvis trangen til at anskaffe en jagthund melder sig, og man gerne på forhånd vil studere, hvad man er i færd med at kaste sig ud i. Man skal selvfølgelig være lidt kritisk. Der er mange moderne metoder til træning af jagthunde, som er rigtig gode, men man kan også støde på noget lidt for moderne ’hokus pokus’, som man måske gør klogt i ikke at føle behov for at pionere ud i. Omvendt findes i den ældre litteratur beskrivelser af alt for hårdhændede dressurmetoder, som vi i dag ikke anvender – endda metoder, som efter dagens standarder nok betragtes som mishandlende og uetiske.
I et moderne jægerhjem skal hunden også fungere som familiehund. Freddy er en udpræget énmandshund – går vi en tur i skoven, og Chris tager Freddys line, fordi jeg for eksempel lige skal rende tilbage til bilen og hente en glemt telefon eller noget andet, stopper Freddy og kigger efter mig. Gåturen kan så fortsætte, når jeg er tilbage. Han er beskyttende og vagtsom, hvilket jeg egentlig ikke føler at have behov for, eller har forsøgt at fremelske hos ham, men sådan er hans natur. Jeg skal derfor være opmærksom, hvis der kommer fremmede på besøg i vores hjem, da han ikke sådan uden videre bare lader dem komme ind i huset. Går en fremmed bare ind, bider han ikke, men han gør dybt og puffer hårdt til dem med snuden, indtil jeg kommer og inviterer den fremmede indenfor. Hanhunde kan være vældig flok- og territoriebeskyttende. Jeg kunne godt have ønsket, at jeg havde arbejdet mere med Freddys socialisering over for fremmede i huset. På gaden og på jagt er der ingenting, men huset er flokkens territorium, og dér lukker Freddy ikke bare fremmede ind uden et ’adgangspas´ – især ikke mænd. Men jeg kan ret let kontrollere det, og efter få minutter snakker Freddy – med logrende hale – gerne med den fremmede.
Kendte ansigter og børn er der intet med. René og Sara kan komme på besøg med kammerater og veninder når som helst. Freddy opfatter slet ikke børn som værende en mulig invaderende trussel på territoriet. Han er nærmest ligeglad med børn, medmindre de vil give ham godbidder – så bliver de pludselig interessante! Chilli gør også opmærksom på, at der kommer fremmede. Hun gør ivrigt, men hun stiller sig ikke an. Hendes gøen går hurtigt over i en glæde over, at der nu kommer nogle, der vil klappe hende.
Hunde har forskellige temperamenter og må behandles og håndteres derefter. Det optimale er, at hunden kan veksle mellem det at være en skarp og nådesløs jagthund i såten om formiddagen for så om eftermiddagen at være en kærlig og hengiven familiehund. Dette stiller store krav til, at vores dressur- og træningsmetoder opfylder begge behov, og at det ene karaktertræk ikke kompromitterer det andet. Gennem træning og daglig omgang skal hunden finde ud af, hvem der er flokføreren, og når dette forhold er etableret, kan man kontrollere en hund, ganske simpelt fordi hunden gør, hvad flokføreren mener, der skal gøres.
Træning skal foregå – og flokførerrollen skal etableres – ved, at man arbejder og samarbejder med hunden. Hunden skal egentlig selv erkende, at du er en god og fornuftig flokfører, og at den derfor bør følge dig og dine anvisninger. Selvfølgelig kan man over for sin hund markere, at man ikke er tilfreds med dens handling, hvis hunden har trådt ved siden af. Man skal bare time sin ’skæld ud’ ret præcist. Det nytter ikke at skælde en hund ud fem minutter efter, at den har begået fejlen. Du kan ikke forklare en hund, at det, du skælder den ud over, er noget, der er sket for et stykke tid siden. Hunden lever i nuet, og den tror derfor, at den gør noget forkert på den tid og det sted, hvor den modtager skideballen.
Et godt redskab er, hvis man ret hurtigt i hundens liv lærer den betydningen af ’ja’ og ’nej’. Hvis hunden under jagten, træningen eller bare i dagligdagen er ved at begive sig ud i noget uønsket, kan man med et skarpt ’NEJ’ sagt lige præcis på det tidspunkt, hvor hunden er ved at gøre noget, den ikke må, markere over for hunden, at den er ved at gå i gang med noget, du ikke vil have. Men bare at skælde sin hund ud, hver gang den gør noget forkert, er langt fra nok til at få en velfungerende hund. 98 % af jeres sammenhold skal opbygges gennem fælles positive gode oplevelser, træning og jagter, hvor hunden lærer at samarbejde med dig, hvor den bliver jagtlig klog og finder ud af, hvordan du gerne vil have, at den gebærder sig. Hunden vil da inden længe betragte dig som verdens bedste ’chef’.
Hunden skal følge dig og dine anvisninger, fordi det betaler sig, og fordi det som oftest er fornuftigt og lønsomt at lytte til dig. Hunden skal ikke gøre, hvad du beder den om, af frygt for konsekvenserne, hvis den ikke adlyder. Det giver en upålidelig hund. Enhver form for vold og brutalitet er udelukket i forbindelse med træning og dressur af hunde. Det var der nok mere af for år tilbage, men i dag er det helt udelukket, fordi det for det første er helt forkasteligt at banke sin hund på plads, og dernæst fordi det ødelægger hundens mentalitet og kan gøre den utilregnelig og farlig.
Men man bør nu heller ikke helt afvise den ældre litteratur – der findes masser af guldkorn beskrevet af gamle hundefolk. Alt andet lige havde mange jægere for en håndfuld årtier tilbage en meget pragmatisk og funktionel tilgang til emnet. Blandt andet skriver Hofjægermester Greve Ahlefeldt-Laurvig-Bille i Dansk Jagtleksikon årgang 1944, 1. Bind, følgende om de kontinentale hunde under emnet ’Hundedressur’;
… ’Racen kræver omgang med og tillid til dressøren samt tålmodighed af ham, dressøren bør dagligt i hundens første to år anskueliggøre for hunden, hvad der kræves af den. Gives hunden helt frie tøjler, og gives den lov til at drive omkring på egen hånd uden kontrol, bliver den snart en sand moradør .. [et gammelt ord for en ubrugelig soldat, der deserterer og strejfer om for at røve og plyndre] ..’
Nu ved jeg godt, at det er en hulens gammel bog at citere fra, og at yngre generationer i øvrigt oftest mener sig vældigt meget dygtigere end de tidligere generationer (hvilket naturligvis langt fra altid er sandt). Vel er det nye tider, og vel anvendtes dengang som sagt uden tvivl dressurmetoder, som vi tager afstand fra i dag, men jægere og hundefolk havde utvivlsomt også gode hunde tilbage i 1940’erne – ikke alle bankede deres hunde. Bare tænk på grisehandler Larsen fra TV-serien Matador – omend fiktion – men ville han banke Kvik? … Vel ville han ej! Ligeså står spyttet også lidt højt i halsen, når man kommer til afsnittet, hvor Johannes Vig fortæller om Pigro’s – hans elskede Gordon Setters – endeligt i Kaj Munks ’Løgneren’. Jægere elskede naturligvis også deres hunde tilbage i 30’erne, 40’erne, 50’erne osv. osv. Sådan har det altid været – simpelthen fordi man får en helt unik samhørighed med sin jagthund, der meget hurtigt går hen og bliver ens bedste jagtkammerat. Jeg støver selv rundt i både den gamle og den nye litteratur og forholder mig kritisk, både hvad angår det nye og det gamle. Jeg finder, at der er masser af brugbart stof at hente begge steder. Bl.a. det citerede afsnit ovenfor fra det gamle jagtleksikon, som uden tvivl rummer rigtig megen sandhed – for en hvilken som helst jagthunderace.
Hundeprøver
Hundearbejde bliver for mange jægere ligefrem en konkurrencesport, hvor de både forår og efterår deltager i hundeprøver.
Jeg har sammen med Freddy også snust lidt til både markprøver og schweissprøver, da han var ung. Det har været sjovt at være med, men jeg er aldrig helt blevet grebet af konkurrenceånden i det. Jeg bruger det meste af fritiden på jagt sammen med hunden. Det kan være kragejagt, duejagt, andejagt eller en lille ’bondejagt’. Nogle gange er det bare hunden og mig, andre gange tager vi afsted et par stykker eller tre med hver vores hund og lader hundene søge markerne af. Lige nu er det således jagterne, der trækker mest, men jeg skal slet ikke afvise, at jeg vil involvere mig mere i prøver fremover.
For der er nemlig ingen tvivl om, at hundene elsker markprøverne. Hundene, der deltager på markprøver og andre prøver, er generelt gode hunde. Det er de jo, fordi de hundeførere, der deltager sammen med deres hunde, naturligvis forbereder sig. Det vil sige, de bruger meget tid sammen med hundene. Hundene bliver simpelthen trænet og brugt – derfor bliver de gode. Nogle bruger meget tid på deres hunde, og de får gode hunde, andre bruger rigtigt meget tid på deres hunde, og de får rigtigt gode hunde. Sådan hænger det nogenlunde sammen. Det er ret interessant at være med på prøverne og snakke med hundeførere, der er gamle rotter i faget. Det er fascinerende, hvordan de dygtige og erfarne hundeførere ret hurtigt kan se, om en hund rummer gode kvaliteter. En erfaren hundefører kan spotte en god unghund, ligesom en dygtig journalist spotter en god nyhedshistorie.
