’Har du nu tøj nok med?…’, spurgte Chris mig. Det var en bidende kold decemberdag, og jeg var på vej ud af døren. I fødselsdagsgave havde Chris købt en plads til mig på en af statens trykjagter i de store plantager ved Feldborg i Vestjylland. ’Det vil jeg tro, jeg har pakket alt det varmeste, jeg har.. nu ikke så meget pyller.. vi ses’, svarede jeg hende, inden jeg begav mig mod Ulfborg i det vestjyske. Men det var velment fra Chris’ side. Tykt og varmt jagttøj skulle vise sig at blive en nødvendighed.

Vel ankommet til Ulfborg skydecenter fik vi en kop kaffe og en intro. I alt 20 jægere skulle indkvarteres, og ankomstdagen skulle bruges på skydebaneanlægget, hvor skydeformen skulle pudses af. Skydningerne var tilrettelagt relevant for morgendagens trykjagt, og hver deltager skulle regne med at afgive 50 skud på banerne. Det var vi selvfølgelig informeret om på forhånd, så alle havde de fornødne antal kugler med sig i bagagen. Skydetræningen blev fint eksekveret. Vi skød fra forskellige tårne og stiger mod stillestående 3D mål, hvor såvel ind- som udgangshul blev tjekket for at se, om skytten havde taget højde for dyrets vinkel. Vi skød på 50 meter duelbanen, hvor målet vipper rundt, bliver stående i nogle sekunder og så forsvinder ved at vippe tilbage igen. Øvelsen gik ud på relativ hurtigt at få leveret en serie dræbende skud til dyrenes træffelter. Selvfølgelig frekventerede vi også hjortebanen, hvor vi fra henholdsvis 80, 60 og 40 meter prøvede kræfter med den løbende hjort.

Alle havde en fin træning på dagen, forud for den kommende jagtdag og havde dermed haft rig lejlighed til at tjekke grejet efter samt lige få styr på evner og ikke mindst begrænsninger. Antagelig på grund af prisen brugte de fleste træningspatroner på skydebanerne. For at gøre træningen så jagtautentisk som muligt havde jeg taget spenderebukserne på og anvendte jagtpatroner af samme slags, som jeg skulle bruge på jagten den efterfølgende dag. Det var selvfølgelig dyrere at skyde med jagtpatroner end med træningspatroner. Det var dog ikke den store økonomiske katastrofe, da jeg få måneder tidligere havde fået ladetilladelse og var begyndt at lade mine riffelpatroner selv. Derved kommer prisen for en god jagtpatron ned på mindre end det halve af, hvad man skal betale i butikkerne. Mit valg var faldet på 30.06 Nosler AccuBond 10,7 gram, som jeg blandt andet havde erfaring med fra Afrika (dér dog et gram tungere), hvor kuglerne havde udført et fremragende arbejde.

Jeg havde imidlertid kun skudt med de ’hjemmerullede’ patroner på skydebanen, hvor de opførte sig eksemplarisk præcist, men jeg havde endnu ikke haft lejlighed til at prøve dem af in real life. Chris havde taget hjemmelader-kurset sammen med mig. Under en ’tøsejagt’ i Tyskland havde hun kort tid forinden fældet det første stykke vildt – en dåkalv – med en hjemmeladet Mega patron. Jeg var derfor lidt spændt på, om også jeg skulle få chancen til at skyde noget vildt med min egen patronproduktion.  Og den chance fik jeg, kan jeg allerede nu afsløre!

Om aftenen, efter skydetræningen, fik vi en meget udførlig parole. Det var ikke sådan en formel parole på gårdspladsen umiddelbart forud for jagten, med hatten af og hænderne foldet bag ryggen. Det var nærmere en grundig briefing om, hvordan jagtdagen var planlagt, og hvordan den enkelte skytte skulle gebærde sig. Vi fik også information om skudtegn, eftersøgninger og så videre. Jo, det her var staten på arbejde, og ikke meget var overladt til tilfældighederne. Det var et stykke professionelt arbejde, der skulle udføres, og det var planlagt til bunds.

På listen over jagtbart vildt var de større kronhjorte på mindst ulige 10 ender, hinder og kalve. Med hensyn til hinderne skulle vi undgå at skyde førerhinden i flokken. Af øvrigt vildt måtte der skydes råvildt, ræv og mårhund. Hvis vi skød til kronvildt, som ikke lå synligt forendt, måtte vi af hensyn til eftersøgninger ikke skyde til yderligere kronvildt i såten. Vi måtte dog gerne skyde ræv, råvildt og mårhund. Derudover gjorde jagtlederen opmærksom på, at kronvildt ofte løber videre efter at være blevet ramt af selv velplacerede kugler. Man kunne ikke regne med, at kronvildtet ville tegne synligt for skuddet, ligesom råvildt lidt mere har det for vane at gøre. Oven på en aften med udførlig instruktion, og god mad fra det vestjyske køkken, gik jeg til køjs spændt på, hvad morgendagen ville bringe.

 

Noget af det første, dagen bragte, var isnende kulde, som skar helt ind til knoglerne, da jeg kun iført kondisko, jens lyner underhylere og undertrøje ved sekstiden gik ud til bilen for at hente mine jagtstøvler. Minus ti-tolv grader, høj sne og klar stjernehimmel. Det tegnede til at blive en fin dag, men bidende kold. Støvlerne blev stillet op ad radiatoren, mens jeg spiste morgenmad, da de efter natten i bilen var blevet tæt på bundfrosne.

De fleste var forberedt på, at denne vinter viste sig fra sin hårde side. Flere gange denne december havde Kong Vinter sendt termometrets kviksølvsøjle langt ned i kælderen. Folk var iklædt alt det varmeste forede tøj, man med rimelighed kunne forestille sig. Så der sad vi nu en lille flok grønne michelinmænd på ladet af en grøn pick-up. Med handskeklædte hænder dækkede vi vores ansigter mod den snefygning, som bilen frembragte, da vi susede ud ad de sneklædte hjulspor i skoven. Vi havde forinden trukket lod om pladserne. Til formiddagens jagt havde jeg trukket post 10. Jagtlederen satte mig af og meddelte mig, at det var en god post, hvorfra jeg havde frit skud til alle sider, og at der under den sidste trykjagt var skudt ikke mindre end 3 stykker kronvildt fra posten. Med den melding klatrede jeg op og satte mig i den 3 meter høje stige. Stigen stod ved en lille lysning i skoven, hvor de store graner var fældet, og ny-væksten var ved at få tag i skovbunden.

Meget lidt machoagtig havde jeg om livet valgt at stroppe en foret siddepude, som Chris så ’pylrende’ havde pakket i min bagage. Selv om den var lavet meget mandigt i realtree camouflagemønster, var det nu stadigvæk en siddepude og derfor jo i sagens natur lidt bedstefar-agtig. Men lidt magelig har man vel lov at være. Jeg fodrede riffelmagasinet med fem af de ’hjemmerullede’ og var klar. Nu kunne de bare starte drevet og sende dyrene frem til mig!

Jeg havde ikke siddet længe, før jeg så det første kronvildt. Det var nogle enkelte individer, som jeg så på den anden side af lysningen, langt ude gennem noget lysåben skov. Det kunne jeg ikke gøre noget ved, men synet af hjortevildtet skærpede mine sanser. ’Kniirk.. kniirk ..kniirk’, hørte jeg svagt, men jeg kunne ikke umiddelbart se noget. Så kom det igen – ’kniirk.. knirk.. kniirk’. Jeg fik retningsbestemt lyden og vendte mig. Det var da ligegodt utroligt. Derinde i skoven, vel 60 meter skråt bag mig, kunne jeg se en rudel kronvildt liste afsted nærmest som en flok foroverbøjede indianere. Det var utroligt, at op imod 20 individer af det relativt store hjortevildt kunne liste så stille gennem den sneklædte skov. Rudlen befandt sig i en dårlig vinkel for mig, og skoven var lidt tæt, hvor de gik. Jeg prøvede at dreje mig rundt for at komme i en god skydestilling, men ene mand knirkede jeg betydeligt mere, end hvad de 20 stykker kronvildt havde præsteret. Hjortevildtet blev alarmeret, satte fart på og var hurtigt væk.

’Øv, der røg den chance!’ , tænkte jeg ærgerligt, netop som en enlig rå kom til syne små hundrede meter ude. Da jeg mente, at mine chancer til kronvildt var spolerede, fandt jeg hurtigt råen i sigtekikkertens kryds, og straks var en af Accubond-kuglerne på vej mod dyret. Benene blev nærmest fejet væk under råen, da kuglen traf, og efter et par spark i luften lå dyret bomstille. ’Fantastisk’, tænkte jeg. Det var ikke kronvildt, men dog mit første stykke vildt nedlagt med egen kugle. Jeg vil tro, at det for jægeren er nogenlunde, som det er for lystfiskeren at fange sin første ørred på en hjemmebundet flue. Og kuglen virkede i hvert fald fortrinligt på råvildt.

Mens jeg sad der og var helt tilfreds med mine kugler (hov.. det lød lidt forkert, men det var jeg nu engang) og livet generelt, fik jeg øje på .. ja, gæt bare: kronvildt! Der kom en flok kronvildt, ligesom tidligere i ’indianergang’, hvor de forsøgte at liste sig væk fra de forstyrrelser, som drevet, og jeg selv, havde sat i gang. Da dyrene kom fri af skoven, skete det i en stor pærevælling, og de stod i vejen for hinanden, så jeg ikke kunne skyde frit. De mange krondyr listede lige hen forbi den døde rå, stoppede lidt undrende op i samlet flok, hvorefter de stadig i samlet flok fortsatte i let trav ind på et smalt vekselspor. Jeg kunne se, at sporet gik forbi ikke langt skråt bag mig. Jeg fik roligt vendt mig om i sædet, og denne gang heldigvis uden at larme.  Jeg ville få en skudmulighed cirka 25 meter skråt bagude, hvor der var en åbning i krattet. Der var ingen hjorte i flokken, kun hinder og kalve. Jeg listede riflen til skulderen. Kikkerten var skruet ned på lavt blus og stod på 2,5 x forstørrelse.

Førerhinden kom fri, men den måtte jeg ikke skyde. De næste individer i rækken var ikke fri af hinanden, men jeg øjnende en voksen hind, der gik frit midt i rækken af dyr. Jeg fulgte hinden i kikkerten, og da den trådte frem i åbningen, lod jeg skuddet gå. Hinden fortsatte i løb sammen med resten af flokken. Jeg repeterede hurtigt, fik vendt mig helt om og sendte atter en kugle afsted mod det løbende dyr. Det stoppede den heller ikke! Jeg syntes slet ikke, at hinden tegnede for nogen af skuddene. Hvad i alverden skete der lige der? Jeg kan da umuligt have ramt forbi på en afstand af maks. 25 meter! Jeg var noget rundt på gulvet og prøvede at berolige mig selv med, hvad jagtlederen havde fortalt aftenen forinden, nemlig. … ’Det er langt fra altid, at krondyr tegner særlig meget for skuddet. Mange gange løber de langt selv for en velplaceret kugle..’, havde vi fået at vide. Man kan fortryde et afgivet skud, men aldrig annullere det. Men det var nu ikke, fordi jeg havde været usikker, da jeg afgav første skud. Mit andet skud havde været lidt mere besværet og sjusket, men det var også afgivet ud fra den overbevisning, at dyret måtte være truffet i første skud. Jeg kunne imidlertid ikke gøre andet end at vente på, at såten blev blæst af.

Jagtlederen deltog selv i drevet, og tilfældigvis troppede han pludselig op og kom i min retning. ’..Har du skudt noget?..’, spurgte han mig, og jeg fortalte om rådyret og hinden. ’..Det er sikkert at gå derover, kom lige ned og vis mig mere nøjagtigt, hvor du skød den..’, sagde han. Der var ikke noget schweiss at se på det sted, hvor dyret burde være truffet. Og der var vel at mærke sne, hvilket alt andet lige ville gøre det nemmere at få øje på blod. ’Det var lige godt satans … ’, var det eneste, jeg kunne sige. ’Den må være ramt..’, fortsatte jeg. Skovfogeden spurgte nærmere ind til, hvilken vej den var løbet, og hvor den var, da andet skud blev afgivet. Jeg forklarede, og fogeden sagde. ’..OK, vi får en hundefører ned at kigge på det efter såten. Kravl bare tilbage i stigen. Jeg driver lige den vej igennem tykningen, som dyret rendte. Hvis jeg ser noget, råber jeg højt..’, sagde han og fortsatte sit drev.

Slukøret klatrede jeg op i stigen og havde kun lige plantet mig i sædet, da jeg hørte skovfogeden råbe højt inde fra sitka-granerne. ’..Der er schweiss herinde… Jeg kalder lige en hundefører..’.  Den melding lettede lidt på humøret, men kun lidt. Dyret var ramt, men havde jeg ramt det ordenligt? Mens jeg sad og ventede den sidste halve time, kom der selvfølgelig påny en rudel hjortevildt. Denne gang luskede rudlen lige ind foran mig på lysningen blot fyrre, måske halvtreds meter fra stigen. Der var hinder, kalve og en enkelt spidshjort i rudlen. Det havde været nemt at skyde til en af kalvene, som gik lige foran mig, men jeg overholdt selvfølgelig parolen og undlod at skyde. I stedet nød jeg synet af flokken, der stille gik over lysningen og forsvandt ind i skoven.

Såten blev blæst af, og sikken en såt det havde været! Aldrig har jeg set så meget kronvildt på så lille et sted, som post 10 jo reelt var. Skovfogeden havde så sandelig haft ret i, at det var en god post. Nu var spørgsmålet bare, om jeg så havde kvajet mig.  En schweisshundefører kom samtidig med pick-up’en, der skulle fragte mig hjem til frokost og videre til den næste såt. Jeg hentede den skudte rå og tjekkede kuglens placering. Kuglen havde ramt blankt i ti’eren, og jeg kunne derved konstatere, at riflen i hvert fald ikke fejlede noget. Jeg forklarede schweisshundeføreren skudforløbet, og sammen kiggede vi lidt ved skudstedet, men fandt ikke noget. Hundeføreren fulgte den rute, som jeg havde set hinden løbe, før den forsvandt ind i sitkagranerne. ’..Her er der lidt..’, sagde han pludselig. Der var blodstænk, hvor dyret var sprunget ind i skoven. Stedet blev mærket op, og schweisshundeføreren ville hente sin hund. Jeg skulle bare køre med de andre til frokost og videre til næste såt.

Under frokosten kredsede mine tanker om det skudte dyr, og jeg krydsede fingre for, at eftersøgningen ville få et heldigt udfald. Flere af de mere rutinerede vestjyder med mange krondyr i jagtjournalen forsikrede mig om, at jeg ikke skulle miste modet for hurtigt. Dyrene var efterårsfede og i tyk vinterpels. Det var helt typisk, at de ikke blødte særlig meget de første adskillige meter, meddelte de mig. Det var rart at kunne tale med nogle rutinerede folk, da jeg jo ikke selv havde en dyt forstand på kronvildt.

Vi kørte videre til næste såt, hvor jeg havde trukket post 7. Det var en bagpost, hvor et tårn var sat op i kanten af et bredt brandbælte. Jeg slog tankerne om den påskudte hind ud af hovedet og koncentrerede mig om den forestående såt. Der skete nu ikke så meget den første times tid. Højdepunktet var en enkelt hare, der kom hoppende. Jeg havde udlæst et par målinger med afstandsmåleren, så banen var kridtet op. Men udover haren skete der ikke rigtigt mere.

Bedst som jeg sad der og mere eller mindre havde overbevist mig selv om, at der ikke ville ske noget i denne såt, så jeg pludselig et krondyr stå mellem 100 meter busken og 150 meter busken. Der kom en hind mere. Nu stod der to kronhinder omtrent 120 meter nede ad brandbæltet mod højre. Alle bekymringer og tanker om formiddagens måske tvivlsomme skydning var som blæst væk, og min jagtsjæl tændtes øjeblikkeligt. Jeg skruede hurtigt kikkerten op på fuld forstørrelse, fandt hastigt stabil støtte på tårnets rækværk, placerede kikkertkrydset midt på bladet af den bagerste hind og sendte en kugle afsted. Dyret blev truffet. Det sprang højt, bukkede en gang og forsvandt ud af syne. ’Pyyyh…’, tænkte jeg, mens mine pulsslag dalede til noget, der mindede om normale takter. Her var jeg ikke i tvivl. Dyret var ramt, og med overvejende sandsynlighed var det ramt godt. Jeg kunne imidlertid ikke se det fra mit tårn, heller ikke med håndkikkerten. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme frem og se tingene nærmere an.

Endelig blæstes såten af, og pick-up’en dukkede op. Jeg vinkede bilen ind ad brandbæltet og fortalte, at jeg havde skudt til en kronhind. ’Vis os vejen..’, sagde chaufføren og satte i gear. Jeg traskede i sneen op ad brandbæltet foran bilen frem til stedet, hvor hinden var blevet skudt. ’..Hva’ i hede hule h…’ , jeg var lige ved at gå ud af mit gode skind. Den hvide sne var kridhvid! Det var da selvfølgelig flot, men jeg havde foretrukket, at sneen havde været dekoreret af røde og lyserøde stænk. Det var den ikke!

’… Jeg har ramt! …’, sagde jeg til chaufføren overbevist om det sande i mit udsagn. Han kaldte straks en hundefører. Hundeføreren var lige rundt om hjørnet og ville være på pletten i løbet af 2 minutter. I mellemtiden kiggede jeg og en anden skytte lidt videre efter spor i sneen. ’..Her..’ ..’Masser af blod..’ råbte jægerkollegaen. Det var en befriende melding at modtage, og jeg stormede derhen. Der var et bredt blodrødt spor i sneen, og jeg syntes straks – nok lidt aparte – at det var et af de smukkeste syn, jeg længe havde set. Jeg skulle lige til at vade hovedkulds ind i det tætte krat, hvor blodsporet førte ind, da chaufføren råbte mig an. ’..Vent lige lidt ..lad os lige vente på hunden..’ sagde han. Selvfølgelig skulle vi det. Jeg væbnede mig med tålmodighed, og hundeføreren dukkede op efter kort tid.

De er omhyggelige, sådanne schweissfolk. Men som man jo så rigtigt siger: et godt resultat afhænger af en grundig forberedelse. Han lyttede til min beskrivelse, undersøgte skudstedet for snithår og knoglestykker og undersøgte blodsporet. ’..Det er vist ikke helt skidt det her..’, sagde han så. Jeg har boet i Vestjylland i 10 år, og jeg vidste derfor godt, at det betød nogenlunde det samme som ’..Den er hjemme’. Han fortsatte høfligt: ’..Kør I bare tilbage til middagen, så ordner jeg arbejdet her..’. Igen vidste jeg godt, at det oversat fra vestjysk betød noget i retning af ’..Fis I nu af, jeg vil helst have arbejdsro..’, hvilket jeg selvfølgelig både ville og skulle respektere. Jeg kørte derfor med de andre tilbage til plantørboligen.

I ladet af pick-up’en lå et rådyr. Det var nærmest skudt midt over. ’..Hvad i alverden er det dyr skudt med.. en haubitser?..’,  spurgte jeg. ’..Tæt på.. en .375’er..’, svarede skytten. ’..Tak for kaffe.. det rådyr løb vist ingen steder.’ Jeg ved ikke, hvilken slags kugle dyret var skudt med, for en grov kaliber laver ikke nødvendigvis mere skade i småvildt, end en lettere og hurtigere kaliber vil gøre. Kalibre som 9,3×62 og .375 H&H er faktisk ved at vinde indpas på kontinental-europæiske og skandinaviske riffeljagter. Det er gode kalibre til de store hjorte og i særdeleshed til de store vildsvin. De tunge kugler opfører sig fortrinligt som bushveld kalibre, hvor der kan komme krat i vejen mellem riffelmundingen og vildtet. Nuvel, rådyret var i hvert fald død af de 19 gram bly, som .375’eren af en eller anden årsag desværre nærmest havde spoleret dyret med.

Tilbage ved plantørboligen lå der nu en del af det indsamlede vildt på paradepladsen. Jeg skyndte mig frem til hinderne. Den, der lå først i rækken, bar mærkatet F10 (formiddag, post 10). ’.. Halleluja ..’. Hvilken lykke. Min kronhind fra formiddagens såt var fundet. Hundeføreren oplyste, at hunden havde trukket ham et par hundrede meter gennem granerne, hvor de havde fundet den døde hind.

 

Jeg undersøgte den brækkede hind. Den havde smadrede ribben, men nærmest helt nede under bugen. Jeg havde ramt dyret lavt i venstre side. På grund af den kraftige vinkel, da dyret passerede tæt om min stige, var kuglen gået meget skråt gennem lungeregionen og ud næsten helt under bugen. Min anden kugle havde formentlig ikke truffet dyret. Men den første kugle havde ødelagt en lunge i den ene side af dyret, men desværre ikke hjertet, hvorfor hinden var rendt langt, inden den var faldet om af blodtab og døde. Men jeg var lettet! Vel var det ikke verdens mest effektive skud, jeg havde leveret, men dyret var dødt, og det var hurtigt blevet fundet af hundeføreren og hans hund.

Lettet gik jeg ind til middagen, hvor vi alle hyggede og snakkede. Middagen sluttede af med, at vi én for én kort fortalte om vores oplevelser på dagen. Jeg var glad for at kunne fortælle om min begivenhedsrige dag, og især var jeg glad for at kunne meddele, at hinden fra morgenens såt nu lå på paradepladsen, og at jeg var ret overbevist om, at hinden fra eftermiddagens såt også var på vej dertil. ’..Den ligger der allerede..’, indskød den vestjyske schweisshundefører, der var kommet tilbage fra sit arbejde, uden at jeg havde lagt mærke til det. ’.. Dejligt  at høre – tak for godt arbejde.. og tak for et par gode dage til alle..’, endte jeg min korte beretning.

Vi sluttede dagen af med en flot parade, hvor skovfogeden kort i tal opsummerede dagens forløb for os. Af eftersøgninger med hund havde der været otte, hvoraf de syv var positive. Det lyder måske som mange eftersøgninger, men dertil skal siges, at alt vildt, der ikke lå synligt forendt, men som var løbet fra skudstedet, blev eftersøgt med hund. Det har man valgt at gøre, fordi det erfaringsmæssigt giver den største succesrate at foretage professionelle eftersøgninger på alt, fremfor at tilfældige jægere bare leder rundt på må og få og derved risikerer at støde anskudt vildt langt væk. Derfor står et stort hold registrerede schweisshunde og hundeførere standby under statsjagterne. Og de kan altså bare deres kram. Schweissregistret er en enestående dansk service bestående af utrolig dygtige folk og højt specialiserede hunde, som vi jægere virkelig bør sætte pris på at have til rådighed.

 

En hjort – den eneste hjort, der var skudt til – havde hunden sporet sig frem til. Den hang i naboens carport. Naboen mente ikke, at hjorten var synderlig skadet, da naboen selv havde afgivet et skud til den. Hvorom alting var, hjorten var faldet på naboens jord, og den var dermed hans.

Der var afgivet 28 skud, og der blev nedlagt 21 stykker vildt fordelt på 1 ræv, 7 kronhinder, 7 kronkalve og 6 rådyr. Skovfogeden sluttede med at takke de mange hjælpere, der havde deltaget i jagten, og endelig skytterne for at have optrådt ansvarligt og udvist god skydning.

Jeg købte hinden mærket E7 (eftermiddag, post 7), som var den mindste af de hinder, jeg havde skudt og derfor, antog jeg, den yngste og kødmæssigt bedste af de to. Endvidere købte jeg rådyret fra formiddagens post. Da vi læssede dyrene i ladet på min pick-up, bemærkede jeg, at hinden var blevet ramt af en god bladkugle midt på skulderen, hvilket ikke gjorde glæden over dyret mindre.

Da jeg var kommet hjem, dukkede der pludselig en ikke-overvejet problemstilling op. Hvad skulle jeg gøre af hinden? Rådyr plejede jeg bare at slynge over en tagbjælke i hallen, men det ville jeg ikke løbe an på med 100 kilo kronhind.

Heldigvis havde Chris endnu engang vist sig mægtig snarrådig og havde flikket et åg sammen af nogle bjælker og en bølgeplade med en taljeblok i toppen.  Vi surrede åget fast til væggen og hejste dyret op, så det kunne hænge et par dage (det var frostvejr). Efter hængningen kørte jeg på slagtehuset med hinden, hvor de fik lavet nogle lækre udskæringer, 20 spegepølser og delikate fintskårne stykker af den ene kølle, som slagteren havde røget. Fryseren bugnede nu af lækkert kronvildtkød.

Det havde været en rigtig god og spændende jagt. Hele arrangementet var både lærerigt og virkelig professionelt tilrettelagt. Det var forhåbentlig ikke den sidste gang, at jeg deltager på statens kronvildtjagter.

 

---

Kronvildtjagter med Naturstyrelsen

Naturstyrelsens kronvildtjagter er meget eftertragtede. Hvert år udbyder styrelsen kronvildtjagterne i de store statsskove i Vestjylland. Pladsen er begrænset, og efterspørgslen er stor. Så man skal være lidt vaks ved havelågen, hvis man skal nå at få en plads. Du kan læse nærmere om riffeljagterne med staten på Naturstyrelsens hjemmeside.

Er man heldig at få en plads, venter en fantastisk god oplevelse. Jagterne er veltilrettelagte, og der er meget vildt i skovene. Der er selvfølgelig ingen garantier for, at man får skudt hverken kronvildt eller andet vildt, men chancen er god. Dertil kommer, at hvis der er hjort på parolen, er chancen til stede for at skyde en stor dansk hjort på den frie vildtbane uden at skulle betale en formue i trofæafgifter.

Vildtet kan købes med hjem til helt fair priser, der svarer til markedsprisen for den anslåede slagtevægt af dyret.

Når man deltager i en trykjagt med riffel, er det selvfølgelig absolut afgørende, at sikkerheden sættes i højsædet. Der er drivere og hunde i skoven, ligesom riffelskytter står på post rundt omkring. Styrelsen selv (instruktørerne og jagtlederne) gør sig meget umage med, at alle deltagere til stadighed er helt med på sikkerhedsforskrifterne. Alvorlige, eller gentagne, brud på sikkerheden vil medføre bortvisning fra jagten, hvilket kun kan billiges. Men folk opfører sig fornuftigt, og der er sjældent problemer med lidt for skydegale deltagere eller andre problematiske jægere.

Et skud med en jagtriffel, der uheldigvis rammer en person eller hund, forretter altid alvorlig skade og ender ofte med dødelig udgang. Så på selskabsjagter med riffel skal sikkerheden sættes over alt. Dette gælder uanset om man er på riffeljagt med staten, eller om man afholder en privat riffeljagt med konsortiet. Jagtlederen fortæller, hvornår man kan skyde, hvilken retning man kan skyde i, og hvornår man skal aflade – og disse instrukser følger man.

Jagterne i statsskovene foregår ved, at vildtet sættes i bevægelse. Kronvildtet går ofte i rudler, altså flokke af større eller mindre omfang. Det kan derfor godt vise sig vanskeligt at få forsvarligt skud til et krondyr, da dyrene kan stille sig i vejen for hinanden. Man skyder naturligvis kun til dyr, der står fri af flokken.

Fordi dyrene er sat i bevægelse af drevet, og derfor er vagtsomme, da de jo fornemmer uroen i skoven, er de beredte på flugt. Kamp- og stresshormonerne suser lidt rundt i kroppen på dyrene. Dertil kommer, at et dyr, der følger en flok, vil gøre sig store kraftanstrengelser for at blive ved flokken. Det vil den også gøre, selvom den er blevet skudt. Dyret vil følge flokken, indtil det simpelthen ikke kan længere. Derfor skal man ikke regne med, at kronvildtet bare falder forendt på stedet ved et skud.

Indimellem kan det være ganske vanskeligt at se, om der er træf – både fordi udsynet i skudøjeblikket forstyrres af riflens rekyl, og fordi hjortevildtet ikke nødvendigvis tegner for skuddet. Så lad være med at konkludere noget på forhånd. Er der skudt til vildt, skal der foretages en eftersøgning, også selvom man mener, at det var en forbier.

Lovkravene til det anvendte grej er ligetil. De kugler, man bruger, skal pr. 2014 overholde følgende minimumsangivelser for henholdsvis vægt og anslagsenergi:

• Fra 9 gram op til 10 gram – med mindst 2.700 joule på 100 meter.
•  Fra og med 10 gram og derover – med mindst 2.000 joule på 100 meter.

 I praksis vil det sådan rundt regnet sige, at hjortevildtet kan skydes med rifler fra kaliber 6,5×55 (eller lignende) og opefter. Man skal dog være opmærksom på, at 6,5’eren med typiske 9,1 grams kugler (140 grain) sjældent overholder energikravet på 2.700 joule. Men med 10,1 grams kugler (156 grain) i 6,5’eren er der ingen problemer med at overholde lovkravene.

En kraftigt forstørrende sigtekikkert til lange skudhold er ikke særlig velegnet til skovjagter. Bedre er det med en sigtekikkert, der kan skrues ned på 2-3 gange forstørrelse og har et stort synsfelt.