På et tidspunkt fik jeg den idé, at jeg måtte have mig en magnum salonriffel. Så nu står der sådan én i våbenskabet derhjemme. Jeg har egentlig ikke rigtig fået brugt den lette riffel til jagt. Den er mest blevet brugt til lidt målskydning på markerne for træningens skyld, men til det formål synes jeg nu, at den larmer lidt for meget. Så meget brugt er den ikke. Jeg har også haft adgang til nogle revirer i det sydvestjyske, hvor harerne trives, og en enkelt hare har jeg da skudt med salonriflen. Det fungerede fint med én dødskudt hare i ét skud og som bonus en haresteg fri for hagl. Trykker harerne lidt hårdt, synes jeg dog, at det er for letkøbt at skyde dem fra 50-60 meters afstand med riffel. Så det blev kun til den ene. Jeg passer lidt på ’mine’ harer. Skyder jeg en enkelt eller to henover sæsonen, er det, når jeg går med hund og haglbøsse, og en hare springer godt til skud. Det finder jeg mere passende end at pürsche på dem med riffel.
Derudover har jeg brugt salonriflen lidt til regulering. Blandt andet fik jeg ram på en mink, der havde hærget vores hønsehus og dueslag lige omkring juletid i 2011. Det kostede dengang 14 høns og 6 tamduer. Men en tidlig morgen, efter at have hørt et vældigt rabalder fra hønsehuset, listede jeg med pandelampen tændt og salonriflen i hænderne ind i hønsehuset. Der fandt jeg med det samme en hovedløs høne liggende lige i indgangen, og det stod mig klart, at det satans krapyl atter havde været på spil.
Selvom jeg egentlig var overbevist om, at morderen var rendt fra gerningsstedet ved min ankomst, lod jeg alligevel lyset fra pandelampen søge rundt i det store skur, som dengang gjorde det ud for vores hønsehus. Til min overraskelse fangede lyskeglen pludseligt et lille, men meget velklædt, rovdyr. Dens sorte pels skinnede i lysets skær, og nysgerrig, som en mink jo er, blev den heldigvis siddende stille lige det øjeblik, der var nødvendigt. Øjeblikket var nok til, at jeg, med lidt held formodes, kunne placere den lille riffelkugle lige mellem øjnene på rovmorderen. Misgerningen var straffet. Øje for øje og tand for tand – der var sat en effektiv stopper for dræberens hærgen, og hævnen var sød. Ligeså var glæden stor hos Chris, som havde haft en bedrøvelig start på juletiden med tabet af de mange fuglekræ.
Lidt erfaringer rigere på kaliber .22 Magnum blev jeg endvidere, da vi senere overtog den gamle gård. Gården var efterladt ubeboet. I hvert fald ubeboet af folk, men derimod ikke af fæ. I den gamle staldbygning boede nemlig et væld af vildkatte.
Inden folk nu forarges over, at jeg valgte at skyde katte, så lad mig understrege, at der var tale om regulære vildkatte. Katte siger mig som sådan ikke noget, men jeg er ikke en jæger af den slags, der ligefrem hader katte. Der ryger helt sikkert en del fugle på bekostning af katte, og man kunne godt ønske, at folk var mere opmærksomme på de vildtskader, deres katte kan forvolde. Men som kæledyr er de til manges fornøjelse, og jeg kunne ikke finde på at skyde en kat i terrænet med den risiko, at en familie ville savne den. Katte findes dog også som vilde individer. Ikke alle er lige betænksomme, når det kommer til katte. Nogle lader kattene rende i parringsintakt tilstand fuldstændigt frit, og i visse tilfælde efterlades katte i sommerhusområder. Nogle mennesker – helt blottet for sund fornuft – efterlader katte på rastepladser eller lignende steder, når de pludselig finder ud af, at deres hjemlige kattehold er vokset dem over hovedet. Derfor forekommer der i Danmark tilfælde af regulære vildkatte. Som vildt dyr skal katten behandles med den samme respekt som alt andet vildt.
Jeg ved godt, at katten er sin egen, det vil enhver kat svare, hvis den bliver spurgt, men vildkattene, der var på gården, var faktuelt helt uden ejere. Det forholdt sig sådan, at det gamle ægtepar, der boede på gården, før vi overtog den, havde trukket en masse vildkatte til ved at lægge mad ud i staldene til kattene.
Efter at det ældre ægtepar havde forladt gården, var naboen fortsat med at stille foder frem i stalden, men derudover var kattene blevet overladt til at passe sig selv. Der var mange katte! Chris og jeg fandt en del døde og indtørrede killinger og småkatte rundt omkring i staldbygningerne. Endvidere var kattene helt uden for rækkevidde. Nærmede man sig dem, blev de nervøse og løb væk, så snart afstanden blev for kort. Nogle af kattene forsvandt endda, så snart de fik øje på et menneske. Vi måtte skaffe os af med kattene.
Vores hunde accepterer heller ikke sådan uden videre katte på deres territorium, men at lade hundene tage kattene eller jage dem på porten, så jeg ingen fornuft i. Jeg kunne så vælge at gøre et stort nummer ud af det og rekvirere nogle folk med fælder og sprøjter og lade dem foretage arbejdet med at fange og aflive kattene. Men reguleringen kunne alt andet lige foretages langt hurtigere og fuldt ud lige så humant ved simpelthen bare at skyde dem. Så det valgte jeg at gøre.
Min simple plan for reguleringen blev derfor, at jeg ville sætte mig på anstand, godt skjult, og så lokke kattene ud i det åbne ved at placere en dåse åben kattemad uden for stalden. Jeg brugte Remingtons varmint patron – Accutip-V – på godt 2 gram til mit drabelige forehavende. Jeg havde i forvejen indskudt riflen på 50 meters afstand ude på marken, og under indskydningen havde jeg konstateret, at det lille projektil var meget præcist – i hvert fald ud til de 50 meter. Så jeg valgte at placere dåsen med kattemad i cirka 25 meters afstand fra mit skjul.
Planen gik som smurt. Kattene kunne slet ikke modstå fristelsen. Den liflige duft trak dem ud som perler på en snor, og .22’eren kom i aktion. Næsten alle kattene blev slået til jorden med et drøn og blev liggende på pletten. Kun to katte, ud af ti, rendte. Den ene dog kun 10 meter, hvorefter den væltede som en træhest og var stendød. Den anden forsvandt, og jeg måtte sætte hunden efter den. Hunden fandt katten død i stalden. Ved nærmere undersøgelse kunne jeg se, at kuglen havde ramt katten for bagligt. Det var således hverken kaliberets eller kuglens skyld, at katten ikke var væltet i knaldet. Derimod – som det typisk viser sig at være tilfældet ved de fleste dårlige skud – lå fejlen bag ved riflens kolbe. To formiddage tog det mig at regulere kattene væk. De første katte var nemme at lokke, men de sidste katte blev – i sagens natur – lidt mistroiske, og der måtte større tålmodighed til fra min side. Men Remington-kuglerne havde opført sig eksemplarisk, og jeg var tilfreds med det arbejde, jeg og den lille riffel havde udført. Jeg må sige, at den lille fis af en kugle gjorde et vældigt – og et værdigt – stykke arbejde. Gården var nu ikke længere belejret af vildkatte.
Efter vildkatte-reguleringen rensede jeg riflen og stillede den fortrøstningsfuld tilbage i skabet i vished om, at jeg til jagt og regulering af småvildt havde et udmærket værktøj i .22éren. Der gik dog et stykke tid, før jeg igen fik luftet riflen. Men en september aften blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville se, om jeg igen kunne få ild i .22’erens løb. Jeg besluttede derfor at støve riflen af og prøve at komme på skudhold af en ræv.
Det var en fin aften. Der var svag vind fra den rigtige retning, så jeg kunne gå på engene langs med skovkanten. Det gjorde jeg og stoppede et par gange undervejs. Mens jeg stod lidt på anstand – på det ’gode hjørne’ på skovengen med den lange slugt – og lod kikkerten afsøge brombærbuske, tuer og kratfod, fangede de skarpe linser pludselig en bevægelse i en busk. Min fokus intensiveredes. Jeg ventede spændt på, hvad der ville dukke ud af den raslende brombærbusk. Var Diana mon med mig i aften? Ville det være den store han-ræv, der var på togt, eller ville det vise sig ’bare’ at være et rådyr?
Men hvad var nu det for en maskerade! Pludselig tonede et bredt sortstribet fjæs frem. Den lange snude vejrede højt efter fært, men grævlingen fornemmede ingen fare og luskede derfor ud på engen. Det kan godt være, at den pyntede sig med fartstriber – det flotte dyr – men at skynde sig så den i hvert fald ikke nogen grund til. Den travede, lidt tungt, tværs over engen og gav sig god tid til at undersøge de små tuer og buske, som det kompakte dyr nærmest faldt over på sin vej tværs over engen. Men endelig nåede den over på den anden side og vendte nu sin færden langs med skovbrynet ned mod mig.
Pludselig var den væk. Var den rendt i skoven? Havde den mon fået øje på mig? Jeg ventede, måske ti-femten minutter, og hørte så noget løbe i skoven bag mig. For let og for hurtigt til at være grævlingen… det må være ræven! var min første indskydelse. Jeg forsøgte at spotte en bevægelse i de små åbninger, der var i den tætte skov. Der var den! – jeg synes, at jeg så et glimt af hr. Rød.
Men det var vist noget skravl af en ræv! Det var i hvert fald ikke den store han-ræv, som jeg lige havde forestillet mig. Sviisj – kritte kritte krit… Nu susede den bette ræv den anden vej tilbage igen, kunne jeg høre. Pludselig standsede den alt for lille og langstrakte ræv (kunne jeg nu tydeligt se) midt på en bar plet i underskoven. Kikkerten afslørede hurtigt, at ræven var en mår! Det lille kræ stod ikke stille ret længe ad gangen, men det til trods lykkedes det mig at se dyrets kridhvide brystplet, og jeg kunne konstatere, at der var tale om en husmår.
Min lette riffel var det helt rette værktøj, så ville jeg få chancen? At jage en mår af en brændestabel og gi’ den et skrald hagl i flugtforsøget, har jeg aldrig prøvet, men jeg har hørt, at det er spændende jagt. Men at skyde en mår på pürsch i skoven, kunne det mon lade sig gøre? Det troede jeg ikke, at det kunne. Den lille livlige dræber for nu rundt i underskoven og begyndte at udstøde et nærmest knirkende kald. Måske et alarmkald, tænkte jeg, og kom så i tanke om grævlingen. Ti-øren faldt. Mårens livlige aktivitet skyldtes formentlig, at grævlingen var trådt ind på mårens enemærker. Måren var sikkert utryg ved pludselig at være konfronteret med Danmarks største vilde rovdyr (eller næststørste er det vel, nu hvor vi har ulve i landet). Havde det været en domesticeret tamkat, ville måren, trods sin beskedne kampvægt på 1-1½ kilo, helt sikkert have jaget katten på porten. Og katten ville – hvis den var klog – have taget benene på nakken. 4 kilo huskat er ingen match for en mår, da måren er en vild satan, når det kommer til det at slås. Men 10-15 kilo grævling var tilsyneladende nok til at give måren sved på panden, urolig var den i hvert fald. Jeg kunne ikke længere se hverken mår eller grævling, og troede da heller ikke helt selv på, at mit påtænkte forehavende ville lykkes.
Kritte kritte krit – knarr knarr knarr… hørte jeg pludselig måren larme igen, cirka 50 meter til min højre side. I skygge og skjult af skovtykningen listede jeg nu 20 meter til siden, hvor jeg, let dækket, havde frit syn ind i skoven. I de få glimt jeg havde set måren, var den i bevægelse. Kun i ganske korte øjeblikke stod den stille. I tillæg hertil udgjorde træffeltet på dyret vel noget i omegnen af fem centimeter i diameter. Alligevel listede jeg min skydestok op, bare sådan for det tilfældes skyld, at chancen skulle byde sig.
Og som så mange gange før i historien flyttede tro bjerge. En bevægelse fangede snart mit øje, og til mit forbandede held sprang den fine mår nu op på et træstød, fri af underskoven, sådan omtrent 35 meter inde i skoven. Der blev den siddende lige et øjeblik for længe, og oven i købet blottede den sit flotte hvide bryst, som nærmest tilfældigt – ved bare at flytte trådkorset få centimeter til venstre – udgjorde et perfekt ’bulls eye’. Der skulle handles hurtigt, og det gjorde jeg.
I modsætning til mine efterhånden mange riffeljagter med mere ’voksne’ rifler, udeblev rekylen, da jeg splitsekundet efter klemte på aftrækkeren. Der var derfor ingen hoppen og dansen i kikkerten, hvis klare billede tydeligt fortalte mig, at måren faldt i skuddet. Det var lige godt utroligt… Det lykkedes!
Jeg var glad, da jeg samlede den fine mår op fra skovbunden. Ét hurtigt skud havde sendt det lille rovdyr direkte i døden. I samme nu blev jeg imidlertid lidt overvældet af blandede følelser. Hvorfor havde jeg egentlig skudt den lille fyr. Måren – husmåren – er jo jagtbar, men alligevel følte jeg det lidt som en ugerning. Det var jo ræv, jeg var gået efter – jeg ved ikke rigtigt, hvorfor jeg et øjeblik fandt det mere rigtigt at skyde ræv end mår. Jeg forsøgte at fortælle mig selv, at jeg havde gjort skovens fugle, fasanerne og harekillingerne en tjeneste ved at fjerne dræberen, hvilket formentlig ikke var nogen løgn. Jeg ved, hvad sådanne mårdyr kan udrette af skade i en hønsegård, og havde den hærget vores hønsegård, ville jeg, hvis jeg kunne, have dræbt den uden at blinke.. men hvorfor herude i skoven…? Først da jeg efter en stund havde tygget lidt drøv på mit tankespind, kom glæden over jagtudbyttet tilbage til mig.
Det forholder sig sådan her: jeg nyder skoven, jeg nyder naturen, jeg respekterer det jagtbare vildt og i øvrigt alle dyr og fugle i skov og på enge. Jeg sætter sådan set lige så stor pris på synet af en sortspætte, der løber på en granstamme, når jeg er i skoven, eller på storspovens træk i marsken, som jeg gør på jagt efter råvildt i morgendisen eller gåsejagt i det tidlige morgengry. Den jagt, jeg udøver, er efter min fulde overbevisning bæredygtig og reel. Jeg kan sætte pris på et godt trofæ, men for mig er det primære jagtens spænding, og jeg er nok af praksis og natur egentlig mere kødjæger end trofæjæger. Ét ved jeg hundrede procent sikkert, og det er, at jeg ikke skyder mere, end terrænerne kan bære. Jeg har adgang til meget god, forskellig jagt på omkring tohundrede hektarer, hvor kun Chris og jeg går på jagt. Vi kan derfor gå meget på jagt, selvom vi i øvrigt udøver jagt efter devisen.. skyd ikke i blinde, skyd aldrig i flok, og husk på, at lidt vildt er nok.
Men hvorfor så måren? Det simple svar er: fordi jeg er jæger! Til trods for mårens beskedne fysiske størrelse, var der her tale om en styrkeprøve. Den lille toptunede jæger af skovens nåde: måren, mod amatøren: mig. Og jeg vandt. Min tålmodighed, min intuition, hurtige beslutninger, snilde og sidst men ikke mindst et lille drys held, havde båret frugt. At have leveret et perfekt skud med den beskedne salonriffel til et så omkringfarende og lille et mål som måren, føltes faktisk som lidt af en bedrift. De lidt mørke skyer fortrak stille fra mit sind og afløstes snart af en forløsende glæde over at være en god jæger og en dygtig skytte og derved – uden brug af fælder eller andre ’billige tricks’ – at have vundet den vanskelige match mod måren.
Digterpræsten og jægeren Kaj Munk har i sin humoristiske fortælling ’Hun skød som en djævel’ en fin lille beskrivelse af måren. Det er en historie, hvor Munk beretter om sin ærgrelse over, at direktøren har inviteret sin nye kone med på jagt. Munk har ikke høje tanker om jagt og kvinder i kombination, og Munks irritation bliver ikke mindre af, at han får fruen som nabopost. Endvidere stjæler kvindemennesket også æren for henholdsvis en nedlagt ræv og en sneppe, som hun skyder på, eller rettere skyder efter. Dyrenes banemand er imidlertid Munk, som leverer de dræbende skud til de to højt skattede vildtarter. Trods det at Munk er lettere pikeret over situationen, har han dog pli nok til ikke at afsløre de rette jagtlige forhold, men lader i stedet direktørfruen stjæle æren. Munks irritation fuldendes, da fruen – ved rent held forstås – slutter dagen af med at nedlægge en mår.
Munk skriver:
’..Da skete det. Noget ufatteligt noget. Et glimt af låddent og lyst og mørkt skar forbi os hen over jorden, op i et træ. Huscht gennem luften – var det en fugl, eller var det et stykke troldtøj? Bøssepiberne for op rundt omkring mig, og min egen med, men der lød kun ét skud, Fruens. Og der lå måren, stendød midt i sit stolte spring.. Hans Hosianna (direktøren) var uden grænser. Han var stolthed fra hoved til hale. En ræv, en sneppe og nu en mår! Ja, var det ikke som han sagde, hans kone skød som en djævel .. ’
Da jeg, med mit jagtbytte i bæltet, stille gik hjemover og i mine tanker morede mig lidt over Munks lille historie, trådte tre unge lømler pludselig ud fra brakmarken blot ti-tolv meter foran mig. Det var en lille bande halvvoksne grævlinger fra forårets kuld. De nævnte ikke noget om det, men jeg er sikker på, at de var på vej ud for at lave ballade i natten. Vi udvekslede kort blikke, og jeg følte næsten, at de ligesom sagde til mig: ’Det er helt OK. Vi så det godt. Du vandt – fair and square’, inden de skramlede tilbage ind i den brakmark, hvorfra de var trådt ud.
Min rævepürsch – som var blevet til noget nærmest for lige at lufte ærtebøssen lidt – havde ikke resulteret i ræv på paraden, men derimod i nogle fantastiske naturoplevelser: en grævling på aftentogt, en opfarende mår, der øjeblikkeligt endte sine dage ved at træde op på den forkerte stub og slutteligt øjenkontakt med tre store sortstribede grævlingegrise, der moslende forsvandt sammen med dagens sidste lys.
Inden jeg nåede hjem, var beslutningen truffet. Denne mår skulle ikke ende som dummy til hundetræning, graves ned eller på forbrændingen. Jeg måtte vise måren ære og smutte en tur forbi konservatoren.
Nu pryder den udstoppede lille jæger min skænk derhjemme. Der står den blandt bukkeopsatser, gevirer fra højlandshjorte, store afrikanske kuduer og andre antiloper, som allesammen er minder og trofæer fra fine jagter. Men hver gang jeg kigger på netop denne lille fyr på skænken, tænker jeg tilbage på en meget stor jagt og naturoplevelse i en lille dansk skov.
Rovvildt og små kalibre
Ifølge DMU indberettes der årligt ca. 4.000 husmår på udbyttelisterne. De fleste husmår lader livet ved fældefangst på lofter, i udhuse og hønsehuse. Højst 15 % af de nedlagte mår nedlægges med skydevåben, og langt størsteparten af de husmår, der skydes, bliver skudt i nærheden af bygninger og dyrehold.
Kun en meget lille del af det samlede udbytte af mår er således udtryk for regulær jagt. Mit umiddelbare gæt er, at kun en ubetydelig lille del af de indberettede husmår er skudt med riffel i skoven. Der er således ikke mange jægere, som går på jagt efter mår. Der findes enkelte, der målrettet jager det lille rovdyr enten på sporjagt i sne eller med små hunde, der driver måren ud af brændestabler og kvasbunker.
Derimod er der flere jægere, der går på jagt efter ræv. Rævejagten kan antage flere former. Den nok mest effektive er gravjagten, hvor jægerne med deres kendskab til gravene på terrænet (kunstige eller naturlige) opsøger disse udstyret med små gravgående hunde og haglbøsser.
Rævejagten kan også foregå som drivjagt eller trykjagt, hvor et jagtselskab omringer en mose eller andet revir, hvor spor, efterladenskaber og eventuelt observationer bestyrker troen på, at en ræv eller flere opholder sig. Når skytterne stille er listet på post, sættes drevet i gang. Måske render ræven ud for en af posterne – – ofte snyder den dog imidlertid hele forsamlingen! Udtrykket ’snu som en ræv’ er ikke opstået ud af ingenting.
Efterhånden er flere begyndt at dyrke riffeljagt på ræv. Rævens sanser er meget skærpede, og der er i min optik ingen tvivl om, at det er betydeligt sværere at jage en ræv på pürsch end at jage råvildt på pürsch. Råvildt kan godt være lidt sløset for nu at udtrykke det sådan. Råvildtet ’sikrer’ i retning mod den opdagede mulige fare, men kan sagtens falde til ro igen efter et par minutter og blive på stedet. Denne sløsethed har kostet mange rådyr livet. Det vil sjældent opleves med ræve. Ræven springer straks ved den mindste tvivl om fare på færde! Men netop rævens store agtpågivenhed er jo det, der gør jagten på den så spændende. Jeg vil vove den påstand, at jeg til enhver tid kan gå ud og skyde et efterårsrådyr (på revirerne med en god råvildtbestand) – i hvert fald er sandsynligheden for succes stor. Det kan jeg ikke bare gøre med ræve. Derfor er netop denne jagtform blevet noget, jeg værdsætter. Jeg har ikke skudt mange ræve, blot en lille håndfuld. Dem, jeg har skudt, har krævet min fulde koncentration, en smule held samt koncentration både med hensyn til bestik af vind og vejr, fornuftig sløring og sidst, men ikke mindst, god skydning. Så mine ’rævetrofæer’ er nogle, jeg sætter stor pris på.
Ræven har alle dage været et noget udskældt dyr. Den tager høns i hønsegården, den kan være smittebærer af f.eks. rabies og parasitsygdomme, og den roder i skraldespande og udhuse og forvolder andre ulykker. Så menneskene har altid været efter ræven. Men de fleste jægere har dog stor respekt for ræven og ynder at se den flotte røde vinterræv på reviret. Det har nok at gøre med, at vi mennesker, som jægere, faktisk ikke når ræven til sokkeholderne. Ræven er udspekuleret og opportunistisk, den kan veksle mellem at springe efter mus på engen, tage høns i hønsegården, jagte harer og agerhøns på marken, tage nyfødte rålam eller rydde op i skoven ved at fortære dødt faldvildt. Den er meget snarrådig og alsidig i sin stræben efter bytte. Vi jægere føler derfor nok et eller andet sted et respektfuldt fællesskab med den snu røde jæger.
Jeg har set en ræv tage et helt nyfødt rålam fra en rå. Det var et ret voldsomt scenarie, som jeg overværede under en bukkejagt. Den fortvivlede rå rendte ’gøende’ rundt om ræven og forsøgte ihærdigt at genne ræven væk og få den til at slippe lammet. Men det var forgæves, ræven havde sat sig opgaven for og havde lukket kæberne om lammets nakke. Lammet peb skingert, indtil ræven havde fået klemt livet ud af det lille dyr. Som en anden apporterende jagthund fattede ræven herefter et godt greb i det døde lam og travede væk fra skovbrynet med sit bytte i gabet.
Det er naturens orden – og naturen er langt fra altid et glansbillede af fred og harmoni. Ofte er naturen usandsynlig nådesløs og barsk. Mennesker har et meget veludviklet følelsesregister, så vi kan føle sorg, glæde, eufori, sympati, vrede og meget andet. At overvære den slags scenarier, som menneske, vækker derfor følelser. Men jeg følte ikke vrede rettet mod ræven – ræven gjorde ingen ond gerning, og den havde ikke onde hensigter. Ondskab er noget, kun mennesker formår at dyrke. Ræven sørgede bare for at skaffe mad til sig selv og sine hvalpe i graven.
Vi jægere har som regel et ret praktisk, pragmatisk og respektfuldt forhold til naturen. Vi hverken hader ræven eller synes, at den er et udyr. Vi respekterer den som et toprovdyr i den danske natur. Men alligevel skyder vi ræve indimellem. Der kan være mange ræve på visse revirer. Og det er klart – så effektive jægere som ræve er – at de vil gøre et vist indhug i vildtbestandene på reviret, hvis man ikke forsøger at begrænse antallet af ræve. Omvendt skal man ikke gå i panik, hvis man har ræve på sit revir. Det er jo udtryk for, at der er en god vildttæthed, ellers ville rævene ikke være der. Hold blot øje med rævene og gå så på jagt efter en efterårs- eller vinterræv nu og da. Det er spændende jagt, og mange gange trækker ræven det længste strå.
Ser man flere ræve på sine revirer, end godt er, kan man gå videre end bare at jagte den røde vinterræv. Lovgivningen åbner op for muligheden for at regulere ræven, hvis den gør skade på den øvrige fauna. Reguleringen kan ske helt hen til og med februar måned, ligesom rævehvalpene kan reguleres fra den første juni og frem.
Du kan læse nærmere om reguleringsbestemmelserne på Naturstyrelsens hjemmeside.
Jeg har, som det fremgår af beretningen, en riffel i kaliber .22 WMR (.22 Winchester Magnum Rimfire er kaliberets helt rette navn – men i daglig tale går den bare under navnet ’.22 Magnum’). Der findes efterhånden en del af de små salonriffelkalibre med randtænding. Kaliber .22 Magnum er en af de kraftigste, hvis ikke den kraftigste, af randtændingskalibrene. Den er på niveau med den nyere lette og hurtige kaliber .17 HMR (.17 Hornady Magnum Rimfire).
Kaliber .17 HMR og .22 WMR er de eneste salonkalibre med slagkraft nok til at være lovlige og effektive til jagt på ræv. Tidligere var energikravet 200 joule på 100 meter, hvilket kun opfyldtes af .22 Magnum kaliberet. Praksis fra andre lande viste imidlertid, at det nye kaliber .17 HMR var meget effektiv til mindre rovvildt. Energikravet blev således nedsat til 175 joule på 100 meter, hvilket har ført til, at kaliber .17 HMR nu også lovligt kan anvendes til vildt i klasse 3 (ræv, vaskebjørn, mårhund, sumpbæver, hare, fiskehejre, skarv og gæs) samt det mindre vildt i klasserne 4 og 5.
Med et sådant lille kaliber kan man således gå på jagt efter rovvildtet. En stor fordel, efter min mening, ved de beskedne kalibre er den begrænsede støj. De brager ikke specielt højt. Støjen kan man i dag selvfølgelig også undgå ved at skrue en lyddæmper på jagtriflen. Men de små randtændingsrifler er endvidere lette og meget handy at slæbe med sig på en rævepürsch. Dertil kommer, at det et eller andet sted forekommer mig mere rigtigt at skyde et dyr på 6-8 kilo med et lille og rekylsvagt kaliber, end det gør med en potent storvildtsriffel, for eksempel i kaliber 30.06.
Ulemperne ved salonkalibrene er, at man ikke får helt den samme rækkevidde i skuddene. Jeg vil betakke mig for at prøve at skyde en ræv med .22’eren på længere hold end 70-80 meter – især hvis det blæser lidt. Med 6,5×55’eren, som er den kaliber, jeg har skudt flest ræve med, kan jeg nå en hel del længere ud. Men det rummer stor spænding og udfordring at skulle ind på kort afstand af vildtet – specielt når det er rævene, det lykkes at komme tæt på. Så en stor del af fornøjelsen ved jagt med de småkalibrede rifler til rovvildtet er nok lidt henad i samme boldgade, som hvad gælder for buejagt: at komme tæt på!