Jagtrifler og genladning er en af mine store passioner. Jeg bruger en del tid ved ladebænken og hygger mig med at nørde med ballistikberegninger og projektilvurderinger, hvilket jeg tror, at de fleste vil se afspejle sig i det følgende. I dette kapitel vil jeg videregive mine erfaringer med hensyn til de forskellige kalibre og projektiltyper, som jeg har anvendt på jagt.

 

Kaliber-grupperinger

De enkelte riffelkalibre kan grupperes. Nogle er mere egnede i ’småtingsafdelingen’, og andre er bedst egnede til storvildtet. Riffelkalibrene kategoriseres i daglig tale i følgende klasser:

Randtændning: Omfatter små kalibre fra .17 til .22 og benævnes ofte som ’salonkalibre’, med den velkendte ’salonriffel’ i 22LR som den mest udbredte. Efterhånden har også de mere potente .22 WMR og senest .17 HMR vundet indpas til småvildtjagt og regulering. Kalibrene er karakteriseret ved, at tænding sker ved, at slagstiften slår i kanten af hylsterbunden, i modsætning til storebrødre-kalibrene med centraltænding, hvor slagstiften slår til en fænghætte placeret centralt i hylsterbunden.

Mini: Minikalibre er nok mest en betegnelse, der anvendes af forretninger og fabrikanter for så vidt angår de mindre standardkalibre, som typisk anvender en kort lås og korte magasiner. Eksempler på sådanne minikalibre med centraltænding er .222 Remington og .223 Remington. Kendetegnende for disse minikalibre er, at de ikke er lovlige eller egnede til jagt på større hjortevildt med videre (klasse 1 vildt). Derimod er de lovlige og egnede til råvildt, og mange jægere ynder at anvende en let og rekylvenlig minikaliber til bukkejagt.

Medium: Også standardkalibre, men i medium størrelse. Mediumkalibre dækker bredt og er kendetegnet ved i en eller anden form at være udtryk for standard i deres kaliberstørrelse. Eksempler er 6,5×55, 308 Winchester, 30.06 og 7×64. Medium standardkalibrene er meget anvendelige til de fleste former for jagt. Overordnet kan man godt sige om medium standardkalibre, at patronerne er lettilgængelige og overkommelige prismæssigt. Standardkalibrene er desuden ret rekylvenlige og således udholdelige i alle skydestillinger og under træning med mange skud. De fleste mediumkalibre kan anvendes til alle klasser af nordisk, europæisk og nordamerikansk vildt. Enkelte af mediumkalibrene vil dog være i underkanten til de allerstørste nordamerikanske vildtarter, såsom moose, bison og særligt til brun bjørn, hvor en kaliber med tilstrækkelig stop-power er at foretrække, hvis der pludselig kommer 450 kilo teddybamse farende imod én!

Magnum: Et magnumkaliber kan defineres som et kaliber, der tager udgangspunkt i et standardkaliber, men med et øget hylstervolumen. Det større og kraftigere hylster giver plads til mere krudt, og kuglen opnår derved højere fart, når patronen afskydes. Således anvender eksempelvis en 7 mm Remington Magnum kugler, der også kan anvendes i et standard kaliber som 7×64, men en 7 mm Remington Magnum sender kuglerne lidt hurtigere afsted. Ligeledes skyder en 30.06 og en 300 Winchester Magnum med ens kugler, men igen er der mere fart på kuglerne fra en 300 Win Mag. Magnum betyder således fart, og magnumkalibrene er derfor velegnede til lange skudhold. Men den store mængde krudt betyder også noget mere rekyl og færre skud, før riffelpiben er ’brændt af’ og må skiftes. Men magnumbetegnelsen kan også snyde lidt. Eksempelvis er en kaliber .22 Winchester Magnum Rimfire (.22 WMR) langt mindre potent end centraltændingspatronen .222 Remington, som hører til i mini kategorien. Magnum betegnelsen i .22WMR relaterer sig nemlig til den lille randtændingskaliber .22 Long Rifle (salonriffel). Men .22 WMR er med sit noget større hylstervolumen en del kraftigere end referencepatronen .22LR – derfor magnumbetegnelsen.

Safari: Safarikalibre er grove kalibre tiltænkt tykhudet storvildt. De mindste af de klassiske safarikalibre er i kaliber .375. Men de fleste øvrige safarikalibre er på .400 og derover med de voldsomste over kaliber .500, som er en halv tomme (metrisk lig 12,7 mm). Der er således tale om et projektil, der svarer til dem, der anvendes i forsvarets 12-7’er tunge maskingevær – det er altså noget af et bolsje! Safarikalibre afleverer en bunke energi og momentum, når kuglen træffer målet, men riflen afleverer også en ret stor portion rekylenergi på skyttens skulder. Safarikalibre er bedst egnede til det, de er lavet til, nemlig storvildtsjagt. Riflerne er dyre og kraftigt bygget med lange låsegange, som er nødvendige for at repetere de store patroner. Det vil nok være de færreste, der ikke er enige i, at safaririfler er alt for voldsomme til alt andet end storvildtsjagt. I øvrigt koster patronerne kassen. Et enkelt skud løber således hurtigt op i 100 kroner eller mere, alt afhængigt af det pågældende kaliber.

Wildcat: Wildcat kalibre er et begreb mest for nørder. Det er kalibre, der hverken er udviklet kommercielt eller militært, men typisk af skydeentusiaster. Et sådant unikt Wildcat kaliber kan så, hvis Wildcat’en viser sig at have gode egenskaber, gå hen at blive populært rundt omkring i skydemiljøer. Bliver kaliberet vældigt populært, kan det ’adopteres’ kommercielt, hvorefter ammunitions- og riffelfabrikanter begynder at masseproducere rifler og ammunition til kaliberet. Eksempler på sådanne ’adopterede’ Wildcats er 22-250 Remington og 6,5-284 Norma. Disse kalibre er ikke udviklet hverken kommercielt eller militært, men af skydeentusiaster, og er så senere ’adopteret’ af henholdsvis Remington og Norma. Et endnu ikke ’adopteret’ Wild Cat kaliber kan sådan set have gode egenskaber, men vil ikke være interessant for den almindelige jæger, da ammunition med videre ikke vil være alment tilgængelig.

Ovennævnte kalibereksempler er kun et lille udpluk af et hav af forskellige riffelkalibre. Man kan selvfølgelig vælge at ’gå total nørd’ og anskaffe sin første riffel i et ’eksotisk’ kaliber – som f.eks. ’7×66 Super Express vom Hofe’- men man kan altså også lade være.

Så er man en ny jæger – eller for den sags skyld rutineret jæger uden helt specialiserede behov – der regner med at komme lidt omkring fra buk over kronvildt og måske til lidt vildsvin osv., vil 6,5×55, .270 Win, 7×64, .308 Win, 30.06 eller noget lignende, være gode ’allround’ valg. (Det førstnævnte kaliber er ikke helt på højde med de øvrige i slagkraft. Man støder indimellem på det synspunkt, at 6,5×55 er lidt på den svage side til eksempelvis større hjortevildt, vildsvin mv. Men det er et faktum, at 6,5×55 er lovlig til klasse 1 vildt, og det er en populær kaliber, som der i Skandinavien gennem tiderne er blevet skudt utroligt meget hjortevildt, herunder elge, med). Hvis man gerne vil træne meget med sin riffel, er en af de tre populære banekalibre 6,5×55, .308 Win eller 30.06 klart at foretrække, da der kan købes træningsammunition til disse alle steder til meget rimelige priser. Mit råd vil således være at holde sig til et af de mere udbredte kalibre på markedet. At vælge et ’standardkaliber’ lyder måske nok lidt kedeligt i nogles ører, men de fleste nye skytter vil gøre sig selv en tjeneste ved at vælge en riffel i et gængs allround kaliber, som det er til at lære at skyde med, og som netop spænder vidt i brugsområdet.

 

Kaliber 6,5×55

6,5×55 er et gammelt nordisk militærkaliber, der blev udviklet helt tilbage i 1891. Kaliberet anvendtes af det norske og svenske forsvar som riffel og maskingeværpatron helt frem til efter 2. Verdenskrig, hvorefter 6,5×55 blev udfaset i forbindelse med, at norsk og svensk forsvar overgik til den NATO-standar-diserede kaliber 7,62×51 (som siden kommercialiseredes af Winchester og nu bruges af mange jægere under betegnelsen .308 Winchester). Udfasningen af kaliber 6,5×55 i forsvaret betød, at en masse Krag Jørgensen og Mauser rifler samt ammunition blev tilgængelig for jægere. Nordiske jægere fandt hurtigt ud af, at kaliberet var velegnet til jagt, og tog det til sig. I dag er 6,5×55 fortsat meget udbredt som jagtkaliber i Skandinavien, og dets popularitet har også bredt sig ud til resten af verden, omend Skandinavien er højborg for 6,5×55. Kaliberet anvendes også til sportsskydning, og i hvert fald i Norden er 6,5×55 et af de mest anvendte banekalibre. De fleste ammunitions- og riffelproducenter har et godt udvalg i patroner og rifler i kaliber 6,5×55. Kaliber 6,5×55 er kendt som et meget velskydende kaliber og er et godt bud på en allround kaliber, der kan det meste.

Til højre herfor ses et foto af en klassisk ’morfar-kugle’ (til højre) – en tung Norma Alaska på 10,1 gram. Med den kugle må man skyde alt vildt op til og med elg. Selvom kuglekonstruktionen er mere end hundrede år gammel, er det sådan set fortsat en udmærket kugle til mange formål. Men med de muligheder, man har til rådighed i dag, ville jeg dog personligt nok vælge en kugle med bedre sammenholdskraft og dybdevirkning til de største hjortearter, såsom kronvildt og elg.

Til større hjortevildt og lignende bør man bruge en relativt tung kugle, som kan holde godt sammen på sig selv, eksempelvis en Swift A-frame, der både er med ekspansionsstop i form af en indre mellemvæg og samtidig er bonded. Det er en gennemprøvet kugle, der er udviklet til storvildtsjagt, og den er meget solid. Kuglen vil ikke gå i stykker, selvom den rammer kraftige knogler, men vil ekspandere kontrolleret, uanset hvad den rammer. Desværre laves A-frame kuglen til kaliber 6,5mm ikke i den helt tunge version på ca. 10 gram, men kun op til 9,1 grams versionen. Det kan være lidt problematisk at overholde lovens krav om anslagsenergi til klasse 1 vildt med 9,1 grams kugler i 6,5×55’eren, da det ikke er et særlig hurtigt kaliber.  Men også andre tunge bondede kugler med kontrolleret kugleekspansion og opretholdelse af høj restvægt vil være velegnede til 6,5’eren, hvis man skal jage større vildt med dette kaliber. Eksempelvis vil Normas 10,1 grams oryx kugle være et godt bud på en kugle til storvildtsjagt med 6,5’eren. Homogene blyfri kugler til 6,5’eren kan det være svært at finde i en tilstrækkelig høj vægtklasse til, at man kan overholde lovens krav om minimum 9 grams kuglevægt til klasse 1 vildt.

Man skal være opmærksom på, at selvom 6,5×55’eren godt kan sende lette kugler afsted med ret høj hastighed, så er kaliberet ikke nogen hurtigløber med de tungere kugler. Derfor vil 6,5×55’eren ikke være velegnet til stort og skudstærkt vildt på meget lange skudafstande med hårde bondede eller homogene kugler, da den beskedne hastighed på langt hold vil medføre en træg kugleekspansion. En træg kugleekspansion vil skabe en alt for moderat sårkanal i det trufne vildt, og det kan betyde en langsom død, hvilket naturligvis ikke er ønskværdigt. Vi stræber efter en katastrofal ødelæggelse af vildtets vitale organer, således at dyret omkommer øjeblikkeligt eller meget hurtigt, når kuglen træffer. Tjek derfor ammunitionsproducentens information om egnede kuglehastigheder. Den gammeldags blykugle kan godt vise sig at være et bedre valg på 250 meter til 6,5’eren end en topmoderne hård kugle på samme afstand. Men på de mere typiske skudafstande omkring 100 meter vil ’morfar’-udgaven være mere tilbøjelig til ukontrolleret ekspansion eller kollaps, hvilket vil kompromittere dybdevirkningen. Ja, man må jo hele tiden tage stilling i livet…. og det bør vi selvfølgelig også gøre, når vi går på jagt.

Kuglen til venstre på fotoet længere oppe er en hjemmeladet, meget strømlinet og præcis Nosler Ballistic Tip i kaliber 6,5×55 på 9,1 gram. Med mine typiske ladninger har kuglen lige netop ikke tilstrækkelig anslagsenergi til at være lovlig til klasse 1 vildt. Selvom den nok kan lades op til lovlig standard, vil jeg alligevel ikke skyde eksempelvis en elg eller en stor kronhjort med Ballistic Tip kuglen. Dertil er den ikke egnet, da den ikke har tilstrækkelig dybdevirkning på grund af voldsom hurtig ekspansion. Derimod er den efter min mening god til råvildt, og særlig i de lettere udgaver – på 7,8 gram og 6,5 gram – er Ballistic Tip tæt på perfekt til ræv. Men til vildt, der skal spises, skal man være opmærksom på, at en let, hurtigtekspanderende og fragmenterende kugle kan forurene kødet. Det kan derfor ved forlægningen være nødvendigt at skære godt uden om skudsåret for ikke at indtage bly. Vil man slet ikke høre tale om bare risikoen for indtagelse af bly, skal man vælge en bonded kugle eller en homogen kobberkugle. De slår såmænd også småvildt ihjel, men ofte ikke så prompte som de lidt ’hidsigere’ Ballistic Tip kugler, Hornady SST og lignende hurtigtekspanderende jagtkugler.

De bondede og homogene kugler er oftest tiltænkt større vildt og er konstrueret med henblik på en god dybdevirkning. Kuglerne når derfor ikke nødvendigvis at ekspandere fuldt ud på deres vej gennem en lille råvildtkrop, og sårkanalen kan blive beskeden. Man vil så undre sig over, hvorfor den råbuk på 25 kilo, man skyder i maj, kan løbe 150 meter med en god bladkugle, når det krondyr på 100 kilo, man skød den forgangne vinter med en tilsvarende kugle, blot stavrede 5 meter på usikre ben og derefter væltede stendød omkuld. Årsagen er simpelthen, at den hårde kugle har forvoldt store ødelæggelser i den store kronvildtkrop, men er zippet lige igennem rådyret uden øjeblikkelig dødelig skade til følge.

De relativt lette Ballistic Tip kugler og deslige er som nævnt gode til råvildt og ræv. Men skal man have tyndet ud i rævebestanden på revirerne og udelukkende går efter ræve, kan man med fordel anvende nogle deciderede varmint kugler (det engelske ord varmint = skadedyr). Eksempelvis Hornadys V-Max på lige godt 6 gram, eller en Sierra Varmint kugle på kun 5,5 gram. Derved vil man få en patron til 6,5’eren, som fungerer på højde med kalibre, der ofte anvendes til varmint rifler, som f.eks. kaliber 22-250 Remington. Som sidegevinst får man med 6,5’eren en højere BC (bedre vindstabilitet) på grund af lidt tungere kuglevægt, end de fleste varmint-kalibre kan håndtere. Med disse lette varmint kugler til 6,5’eren kan hastigheden komme op over 1000 m/s. En så lynhurtig og tyndkappet varmint kugle vil kræve helt frit skud, da kuglen nærmest vil eksplodere ved træf med bare den mindste lille kvist. Varmint kuglerne er superhurtige kugler, der er konstrueret til eksplosiv ekspansion ved træf. Så man skal holde sig fri fra at skyde til råvildt, eller det der er større, med disse kugler. Varmint kugler er alene tiltænkt anvendt på mindre vildt og har meget ringe dybdevirkning! Endvidere fragmenterer blykernen så voldsomt, at blystumper vil forurene en alt for stor kødandel, hvis varmint kugler anvendes til ædelvildt. Men med de lette og nærmest eksplosive kugler er 6,5’eren en perfekt varmint riffel. Rekylen er beskeden, hvilket medfører rimelig ro i sigtekikkerten ved skudafgivelse, og rævene går ud som et lys, når de rammes. Varmint kuglen er samtidig ret sikker, da den sprænges fuldstændigt i stykker ved træf, hvilket nedsætter rikochetteringsrisikoen betragteligt.

Så 6,5×55’eren er alt i alt et alsidigt kaliber med et høj SD (sectional density – tværsnitsarealet i forhold til kuglevægten) for de tunge 10 grams kugler.

Konklusionen er, at 6,5×55’eren er meget behagelig at skyde med. Som følge af den høje SD kan den med de rette tunge kugler opnå en rigtig god dybdevirkning i det større vildt, med de lidt lettere og mere konventionelle blykugler sørger den for en god sårkanal i det mindre råvildt og med de meget lette varmint kugler kan den nå rasende høje hastigheder og eksplosiv kugleekspansion, som effektivt slår rovvildt ned.

Kaliber 30.06

Dette er endnu et godt eksempel på et medium standardkalibers vidtrækkende muligheder. Ligesom det skandinaviske 6,5×55 kaliber er også 30.06 et militært kaliber (udviklet af det amerikanske forsvar). Kaliberstørrelsen er på 0,30 tomme (helt præcist 0,308 tomme), som derfor benævnes som kaliber 30. Det blev introduceret i det amerikanske forsvar i 1906 (deraf navnet – 30.06). Kaliberet blev udfaset i 70’erne efter at have aftjent sin værnepligt i godt 60 år som riffel- og maskingeværkaliber. Trods udfasningen af 30.06 i forsvaret er kaliberet stadig et af de mest anvendte jagtkalibre i verden. Og det med god grund, da det er et virkelig alsidigt kaliber.

På fotoet ses til venstre en 30.06 Ballistic Tip på 11,7 gram. Den er hårdtslående nok og lovlig til stort set alt vildt – i hvert fald i Europa og Amerika. Ballistic Tip kuglen ekspanderer som tidligere nævnt ret voldsomt, hvor fragmenter slås af kuglen og skaber mange sekundære sårkanaler, der sammen med den primære sårkanal medfører, at dyret hurtigt forbløder og forender.  Når jeg har behov for større dybdevirkning til større vildtarter, bruger jeg gerne Noslers bondede udgave af kuglen: Nosler Accubond, eller noget tilsvarende som for eksempel Hornady Interbond. Af udseende er Accubond’en faktisk identisk med Ballistic Tip, men som navnet antyder, er Accubond’en et af de mere moderne bondede projektiler, hvor blykernen er kemisk fastgjort til projektilkappen. Dette gør, at Accubond kuglen holder godt sammen på sig selv, hvilket igen sikrer en bedre dybdevirkning, da kuglen opretholder en højere kuglevægt på sin vej gennem dyrekroppen. Accubond på 11,7 gram i 30.06 har jeg kun gode erfaringer med fra råvildt og op til og med en 300 kilo kudutyr. De 11,7 gram (180 grain) er den anbefalede mindste kuglevægt til storvildt i kaliber 30.06; men man kan gå helt op på godt 14 gram i 30.06’eren, hvilket giver kuglen en meget høj SD (Sectional Density) og dermed stor dybdevirkning. Med den høje vægt taber kuglen dog noget på fartsiden, og kuglebanen bliver krum.

Til højre på fotoet ses en Barnes TTSX. Denne kugle er meget præcis i min riffel. Med kun 8,4 gram er den let og rekylsvag for 30.06 kaliberet selv med en udgangshastighed på omtrent 950 m/s. Kuglen er fladtskydende og rammer omtrent lige så hårdt som en 7 mm Rem Mag kugle, hvilket er rigelig hårdt til det meste middelstore vildt. På trods af sin homogene og blyfri konstruktion, ekspanderer kuglen hurtigt ved at åbne sig i fire skarpe flige. Barnes TTSX kuglen opretholder stort set altid meget tæt på 100 % restvægt. På grund af den solide konstruktion har kuglen, trods den relativt lave vægt, en høj dybdevirkning med en god sandsynlighed for gennemskud på alt hjortevildt. For at fungere bedst skal der helst lidt fart på kuglen. At få fart på TTSX kuglen i 30.06 kaliberet er imidlertid ikke noget problem. Da kuglen opretholder al sin vægt ved træf i målet, kan man fint gå en vægtklasse eller to ned i forhold til den kuglevægt, som man ville anvende med en mere konventionel blykugle. Derved opnår man høj hastighed, ultraflad kuglebane, hurtig og effektiv ekspansion og en stor dybdevirkning.

Den lette 130 grain (8,4 gram) TTSX kugle til kaliber 30.06 er ikke lovlig til klasse 1 vildt i blandt andet Danmark. Hvis vi – teoretisk – ser bort fra lovligheden og alene vurderer på egnetheden, vil en Barnes TTSX kugle på 8,4 gram i kaliber 30.06 til eksempelvis jagt på hjortevildt, nok være fuldt ud lige så egnet som for eksempel en gammeldags, men lovlig 6,5×55 blykugle på 10 gram. Men sådan er lovgivning. Det vil jo altid være en tilnærmelse, da alt andet vil være svært at administrere.

Kaliber 30.06 er altid blevet betragtet som et alsidigt kaliber. Med moderne krudt, og ikke mindst med moderne projektiler, kommer kaliberets alsidighed virkelig frem i lyset. I den norske ’Ladeboken’ 7. udgave kan man f.eks. læse følgende under afsnittet om 7 mm Remington Magnum, som populært regnes for en meget fladtskydende bjergkaliber:

’…Selv om 7 mm Rem Mag er en højhastighedspatron skal man være klar over, at det i mange rifler kan være vanskeligt at opnå samme hastigheder som patronfabrikanterne og andre kilder lover. Særligt med kortere pibelængder, men selv med testriflens 65 cm pibe var det ikke muligt at få lange moderne jagtkugler, med vægt på 150 grain og derover, ud med hastigheder over 900 m/s. ………. Så man kan diskutere om 7 mm Rem Mag er en bedre jagtpatron end 30.06, .280 Rem. Eller 7×64 for den sags skyld…….’

Den holdning kan jeg sådan set godt følge. Efter min – og rigtig mange andres – mening har de moderne homogene og bondede kugler ført til, at man med sindsro kan gå ned i kuglevægt, også til mellemstort vildt. Jeg har skudt kronvildt med 9,7-10,7 grams bondede kugler i 30.06’eren, og det fungerede upåklageligt med fint gennemskud på alle dyr. Med projektilvægte omkring 9-10 gram får man med de moderne jagtkugler en rigtig velskydende patron til 30.06’eren, der faktisk udretter nogenlunde det samme, som en 7 mm Rem Mag kan udrette. Kaliber 30.06 kan således gøres særdeles velegnet til eksempelvis bjergjagt på mindre til mellemstort vildt med kuglevægte i mellem-området. Men til elge, eland-antiloper og lignende storvildt, bør man gå op i højere vægtklasser til 30.06’eren. Derved opnås høj vægt i forhold til kuglens tværsnitsareal og dermed bedre dybdevirkning. Dette er væsentligt til storvildt, fordi en riffelkugles vandring gennem ’maskinrummet’ på for eksempel en elg eller en eland er lang og sej.

Ret skal dog være ret, og det skal nævnes, at ved en sammenligning af kugler med samme vægt vil 7 mm kuglen på grund af det mindre tværsnitsareal have højere SD end de for kaliberet lette 30.06’er projektiler, der bør anvendes, hvis 30.06’eren skal producere noget fart over feltet. Oversat til praksis bør det medføre en bedre dybdevirkning for en 7mm kugle på f.eks. 9,7 gram end for en tilsvarende 30.06’er kugle med samme vægt – hvis kuglen vel at mærke er stærk og kan holde til den øgede belastning, som den lidt højere hastighed forårsager. Ligeledes vil et 7mm projektil med samme vægt som et tilsvarende kaliber 30 projektil oftest have en lidt højere ballistisk koefficient. 7mm projektilet vil derfor holde hastigheden bedre og være mindre påvirket af vinden.

Men det er ikke store forskelle, der kan læses ud af tallene, og det er nu nok mere af teoretisk interesse end af egentlig praktisk betydning. Men sat på spidsen vil 7 mm Rem Mag’en vinde en konkurrence mod 30.06’eren, hvis kampen angår optimal kuglebane og anslagsenergi på distancen. Til gengæld opvejer 30.06’eren placeringen som nr. 2 i ovennævnte konkurrence ved at levere lidt mindre rekyl samt have billigere og lettere tilgængelige patroner. Om det så er købmandsbutikken i Grønland, en drugstore i Louisiana eller en fjern outpost i Nepal – de ligger alle, næsten med statsgaranti, inde med en æske patroner til 30.06’eren. Dertil kommer, at der er tusindvis flere skud i 30.06’er piben, end der er i en 7 mm Rem Mag pibe, før den er brændt af – magnumpiber brænder nemlig relativt hurtigt ud.

I hvert fald i Danmark er der på jagt ikke rigtigt nogen grund til at skyde lange skud. I Danmark er det derfor ikke som sådan nødvendigt at anvende projektiler med en flad kuglebane og høj ballistisk koefficient (BC). På de mere almindelige skudafstande vil en flad kuglebane og høj BC i praksis være uden betydning. Forskellen mellem en let strømlinet kugle og en tung fladnæset kugle er blot nogle få centimeter ud til ca. 160-165 meter, hvilket på jagt i Danmark betragtes som et langt skudhold. Kuglebaneforskellen er således ret ubetydelig, når vi snakker riffeljagt under almindelige forhold, sådan som vi dyrker jagten i blandt andet Danmark, Sverige og Tyskland. Men jagt i udlandet på de lidt mere eksotiske arter, eksempelvis bjergjagt på vildgeder, indebærer ofte lange skudhold. På disse skudafstande, på op mod 300 meter eller måske mere, kan en flad og vindstabil kuglebane være af afgørende betydning.

Konklusionen på det hele er, at kaliber 30.06 er et meget alsidigt kaliber, der fint kan anvendes til såvel råvildtjagt som bjergjagt og storvildtsjagt, og som jeg – ligesom rigtig mange andre jægere og hjemmeladere – har forelsket mig i. Enkelte synes, at det er et lidt kedeligt kaliber, netop fordi det er så populært, men … it will get the job done! Kedelig eller ej.

 

Kaliber 7 mm Remington Magnum

Også kaldet 7 mm Rem Mag er en yngre kommerciel kaliber. Den blev skabt tilbage i 1962 af Remington, som navnet jo antyder. Kaliberet blev lanceret samtidig med, at Remington kom med sin umådeligt populære Remington model 700 repeterriffel. Både Remingtons riffel model 700 og kaliber 7 mm Remington Magnum er blevet en af jagtvåbenindu-striens største succeser. Begge vandt øjeblikkeligt meget stor popularitet. Den dag i dag er Remington 700, med mere end 5.000.000 solgte eksemplarer, en af de mest anvendte jagtrifler i verden! Og 7mm Remington Magnum er et af de mest anvendte magnum kalibre i verden. Så mon ikke der var et par våbeningeniører i Remingtons stald, der fik sig en klækkelig lønforhøjelse dér tilbage i tresserne. Året efter – i 1963 – kom Winchester med en anden af historiens helt store sællerter: kaliber 300 Winchester Magnum. Der opstod næsten et magnum ’hype’ i Nordamerika, hvor mange jægere pludselig indtog den holdning, at riffeljagt – om det så var efter små pronghorn antiloper eller de mindre white-tail deer – skulle foregå med de nye superhurtige magnum kalibre. Det var selvfølgelig lettere hysterisk, som sådanne trends jo har det med at blive det, men et faktum er det, at kaliber 7 mm Rem Mag alt andet lige har høj fart, gode ballistiske egenskaber og slår hårdt selv på lange hold.

Med det om kaliber 30.06 ovenfor skrevne for øje, kan man nok undre sig over min seneste erhvervelse, nemlig en riffel i lige netop kaliber 7 mm Remington Magnum. Hvorfor?, kan man jo spørge, når jeg nu lige har lovprist 30.06 til skyerne. Jo, altså min første og bedste argumentation, som jeg nøje overvejede, inden idéen om anskaffelse af en ny riffel skulle sælges til Chris, var egentlig ikke kaliberafhængig. Det var derimod, at mine rifler var for tunge. Jeg havde en tur til Alperne på bedding, og den letteste af mine rifler vejede 5,4 kilo. Den tungeste 5,8 kilo. Jeg elsker mine rifler, træner tit med dem og har ingen problemer med, at de er nogle robuste drenge. De skyder godt, falder godt til skulder og kind og har en god balance – så alt i alt: ingen umiddelbare klager. På bukkejagter, drivjagter, rævejagter og så videre gør det mig ikke det fjerneste, at riflerne er lidt til den overvægtige side. Men det er simpelthen for tungt at slæbe sådanne ’jernbanesveller’ med sig over skulderen på flere dages bjergjagt. Chris’ riffel i kaliber .308 Win har jeg også våbentilladelse til, og den er let, så den opfyldte sådan set vægtkriteriet til en bjergriffel. Men den er med kort løb og har svært ved at sætte høj fart på kuglerne. Den holder slet ikke den fart, som der opgives i patronproducenternes tabeller. Med en indskydningsafstand på 100 meter falder en 9,7 grams kugle fra Chris’ riffel omtrent 60 cm på 300 meter (hvilket betyder, at farten ved mundingen er omkring 800 m/s og ikke de 850 m/s som opgivet af producenten). Det har Chris lært at skyde med – rigtig godt endda – men det kan jeg altså ikke finde ud af. Kuglerne til min 30.06’er er ikke overladet, men typisk ladet et halvt til et helt grain under ladetabellernes maks. Men med lidt mere krudt i hylsteret på 30.06’eren, og med mit 60 centimeter løb kontra Chris’ 51 centimeter løb, betyder det, at den ballistik, jeg har vænnet mig til på lange skudhold, er noget fladere. ’Jeg ville derfor aldrig kunne finde ud af at skyde med den krumme .308’er på lange hold’, forsøgte jeg ihærdigt at supplere mine mange argumenter med, da forslaget om anskaffelse af en bjergriffel var til forhandling ved køkkenbordet.

Chris var heldigvis forstående og var ret hurtigt med på idéen. Så der blev bevilget midler til indkøb af en let bjergriffel, da hun måske selv kunne gå hen og få brug for lidt mere pondus, end hvad hendes .308’er kan levere. Og Chris er vild med sin Sako – så at vælge endnu en Sako var jo nærliggende. Valget faldt derfor ud til fordel for en Sako 85 Finnlight, som er stort set lig Chris’ Sako 85 Synthetic Stainless – bare ikke i kaliber .308 med kort løb, men i kaliber 7 mm Remington Magnum med et langt fluted løb på 65 centimeter. Inklusiv kikkert og montage vejer Finnlighten ind med en kampvægt på godt 3,7 kilo.

Så langt, så godt – der blev med indkøb af Finnlighten barberet næsten to kilo af den last, der ellers skulle fragtes op i bjergene. Det er jo fint nok med en meget let riffel til bjergvandring. Men hvorfor så lige det her magnum kaliber? Jeg har jo skrevet ovenfor – og citeret erfarne skytter og hjemmeladere for – at 30.06’eren med moderne kugler fint kan lades til at nærme sig 7 mm Rem Mag’ens egenskaber? Svaret er: Fordi jeg allerede har en 30.06’er stående i skabet. Selvom jeg sådan set er temmelig praktisk og pragmatisk indrettet og mener, at 30.06 er noget nær en ideel allround kaliber, synes jeg simpelthen, at det ville være for kedeligt at have to rifler i samme kaliber. Derfor valgte jeg 7 mm Rem Mag’en.

Ok – det kan mange nok godt følge mig i – det er halvkedeligt at have to rifler i samme kaliber i det tilgængelige riffelbatteri. Men havde det ikke været bedre med en .270 Winchester eller en lignende mere moderat kaliber? Er det ikke dumt med en meget let riffel i et magnumkaliber? Tja, det havde det nok været, hvis jeg ikke allerede havde skudt rigtig mange skud med diverse standardkalibre, herunder 30.06 og 9,3×62. Rekylpåvirkning har jeg derfor vænnet mig til. Hvis det var min eneste og eventuelt første riffel, jeg skulle vælge, var det ikke endt med et magnumkaliber, og da slet ikke i en meget let riffel på grund af risikoen for at udvikle rekylskræk. For jo, der er da rimeligt smæk på en 7 mm Rem Mag. Men på den anden side, så afleverer den faktisk ikke så voldsomme mængder rekylenergi, som mange tror. Med vanlige kuglevægte på 9-10 gram er 7 mm Rem Mag, efter de tørre tal og sådan lidt billedligt talt, ligesom en lettere tunet 30.06’er, eller modsat betragtet, som en neddroslet .300 Win Mag. Igen betragtet ud fra tørre talfacts er en 9,3×62 faktisk noget heftigere i rekyl – og 9,3×62 har jeg ikke noget imod at skyde en serie eller tre med liggende. Dertil kommer, at jeg var bekendt med Sako 85 riflernes gode rekyloptag, da jeg har skudt en del med Chris’ .308’er.

Så rekylpåvirkningen bekymrede mig ikke – trods riflens lette konstruktion. Det viste sig også på skydebanen, at riflen selvfølgelig er lidt frisk med jagtammunition, men at rekylen er til at håndtere, og at der er tilstrækkelig øjeafstand til kikkerten, så jeg undgår flækkede øjenbryn. En let riffel med rimeligt kraftig rekyl og med en tung kikkert ’på nakken’ kræver en god kikkertmontage. Jeg er løbet an på Sakos egen Optilock montagesystem. Det holder tilsyneladende fint fast på kikkerten.

Noget andet jeg tjekker, når jeg har anskaffet en riffel, er riflens kroning. Kroningen er det alleryderste af riffelgangen. Den skal være helt ren og fri for ridser og hak. Meget kan få en riffel til at skyde upræcist: dårlige kikkertmontager, skæfter der klemmer, projektiler som riflen bare ikke kan forenes med, osv. Men især kroningen er vigtig. Er den ikke i orden, skyder riflen ikke præcist, og der skal derfor laves en ny kroning, eller løbet skal skiftes. Man kan se, om kroningen er i orden ved at studere mønstret fra krudtgasserne. Dannes der et fint symmetrisk mønster, er det tegn på en fin og ren kroning.

Jeg indskød riflen med nogle fabrikspatroner på 10 gram (Geco Express) til min forestående gemsejagt. Riflen holdt en fin egenspredning på mellem 2 og 3 centimeter på 100 meter (< 1MOA) med den kugle. Jeg forsøgte mig også med et af mine foretrukne projektiler Hornady Interbond i en fabriksladning. Men den kunne ikke samle ordentligt. Så jeg må ’lege med’ Interbond-projektilet senere ved ladebænken. For det er nu engang en af favoritterne.

Patronerne til magnumkalibre er dyre. Dette er endnu en årsag til, at kaliberet ikke ville komme i spil som den første eller eneste riffel, for deltagelsen i en enkelt feltskydning med 50 skud ville med træningsammunition af høj kvalitet koste næsten kr. 1.000. Med dyr kvalitetsjagtammunition ville en feltskydning koste tæt på kr. 2.000 i fabrikspatroner. Så det er ret pebret at fyre en magnumkanon af. Men som hjemmelader kan jeg holde patronomkostningerne nede på et meget mere overkommeligt prisniveau. Dertil kommer, at min jævnlige skydetræning foregår med vores rifler i standardkalibre, som det koster betydeligt mindre at skyde med. Derfor holder jeg simpelthen magnum-patronforbruget på nogle få hundrede styks årligt, bare for at være bekendt med ballistikken og for at være tryg ved riflens funktionsduelighed, når det tæller på jagterne. Derved holder piben også mange år, før den når de 1500-2000 skud, som den formentlig maksimalt kan holde til. Feltskydning skal den således ikke anvendes til. En varm sommerdags heftig feltskydning vil nok også gøre livet surt for en relativt tynd 7 mm Remington Magnum jagtpibe. Den vil blive tæt på glohed. Så den slags skydninger vil riflen nok ikke blive udsat for.

Chris’ riffelsystem og aftræk er det samme på hendes 308’er (dog med den eneste forskel, at låsegangen er kort på 308’eren) som på den nye 7 mm Rem Mag, da vi har stillet dem ens i aftrækket (1000 gram). Chris og jeg har derfor allerede erfaring med Sako’ens aftræk og system og kan bibeholde denne erfaring ved løbende træning med den prisbillige .308’er træningsammunition. At de to rifler opfører sig ret ens, var en vægtig grund til, at Sako’en blev valgt som bjergriffel. Jeg havde skelet lidt til andre riffelmærker; men pragmatikken fik overtaget, og nu står der noget så kedeligt som to næsten ens rifler i skabet derhjemme. Men altså, Chris har jo også ret – det er altså bare kram, de der Sako rifler.

Jeg kan sagtens se, at et højkvalitetstræskæfte er flot. Der er endda riffelfabrikanter, der laver læderbetrukne skæfter – som var det en anden tysk luksusbil – og flot ser det da ud. Ærligt talt er syntetiske skæfter ikke en fryd for øjet, ligesom rustfrie rifler og piber i min optik heller ikke er det kønneste. Men det virker – både de syntetiske skæfter og de vedligeholdelseslette rustfrie materialer. Jeg er nået til den erkendelse, at udstyret bliver brugt, og at riflerne er værktøj. Jeg går heller ikke ret højt op i, hvordan en topnøgle ser ud, bare den virker, når jeg har brug for den. Jeg ville faktisk nok være lidt ked af, hvis jeg var den lykkelige ejer af en riffel med guld, graveringer og grade 6 skæfte i højglanspoleret valnøddetræ, og den så blev trukket gennem sølet i det skotske højland eller skøjtede rundt på ladet af en pickup i den afrikanske bush. Riflen er for mig et værktøj, der skal behandles ordentligt og sikkert, men som under den jagtlige brug uundgåeligt vil få lidt tæsk. Derfor vælger jeg rifler, som jeg mener bedst holder til de knubs, de får. Syntetiske skæfter slår sig ikke i fugtigt vejr eller ’arbejder’ alt efter temperatur og luftfugtighed, som et træskæfte kan gøre, og det skal heller ikke have skæfteolie. Rustfrie riffeldele, såsom låsestol og løb, er langt bedre beskyttet mod vejrlig og rust end rifler af almindeligt stål med selv den bedste brunering. Objektivt set er det svært at argumentere for, at der er noget særligt æstetisk ved sådan en ’plastik-riffel’. Men det afhænger lidt af øjnene, der ser, og hvilken kontekst man holder sig til. Efterhånden er mit syn på kunststofriflerne blevet ændret lidt sådan, at jeg stadig synes, de er ret uskønne at se på, men at jeg betragter dem som de bedst egnede til det hårde arbejde. I mine øjne giver det ’plastik-riflerne’ en vis offensiv charme, lidt lige som en klassisk Toyota Land Cruiser model 70 PickUp. Man kan lovprise Porsche Cayenne og Audi Q7 aldrig så meget i brochurerne: jeg ved godt, hvilket af de tre nævnte køretøjer jeg ville vælge, hvis jeg skulle køre en tur på tværs af det afrikanske kontinent!

Så alt i alt er den nye Sako i 7 mm Rem Mag riffel budt velkommen i flokken, men hvordan virker den så i praksis? Jo, den giver i hvert fald et ordentligt brag, når man klemmer på aftrækkeren. Og det er faktisk ikke bare sagt for at være lidt sjov, men jeg nævner det, fordi man aldrig bør trykke en jagtriffel (uden lyddæmpning) af uden beskyttelse af sin hørelse. Det gør sig i særdeleshed gældende ved magnumkalibre. Magnumrifler giver altså bare et brag, der siger spar to. Så selv lige det der enkelte skud på jagten, hvor man tænker ’..det går nok med det ene skud…’, kan meget vel skabe permanente høreskader. Så på med høreværnet eller i med propperne, før der klemmes på aftrækkeren – også når skuddet går oppe fra hochsitzen.

 

Kaliber 9,3×62

I den lidt tungere ende kan man finde det tyske kaliber 9,3×62, der i 1905 blev skabt af bøssemageren Otto Bock og designet til datidens populære Mauser 98 rifler. Et 9,3×62 patronhylster ligner egentlig bare et 30.06 hylster, som er ændret i halsen til det store 9,3 mm projektil. Med en mediumstørrelse på hylstret bruges den kraftige 9,3×62 patron i rifler med en mediumstørrelse låsegang. Det var væsentligt dengang i starten af det 20. århundrede, hvor kaliberet blev skabt, da de tyske afrikakolonister derved nemt og billigt kunne få lavet deres standardrifler om til at kunne skyde med det tunge 9,3×62 kaliber – derved fik man en velegnet Afrika-riffel.

9,3×62 hylsterdiameteren er ganske lidt tykkere end 30.06 diameteren (så lidt, at det er usynligt for det blotte øje), det har en kortere hals og skarpere vinkel på hylstrets skuldre. Hylsterkonstruktionen giver krudtplads nok til, at der kan skabes tilstrækkeligt tryk til at sende de tunge kugler afsted med en rimelig hastighed. På fotoet ses en for kaliberet relativt let Norma Vulkan kugle på 15 gram (den til højre). Med den når man en moderat udgangshastighed på ca. 800 m/s. Kuglen til venstre er en RWS Evolution – en tung bonded sag på små 19 gram og med god dybdevirkning. Med den vægt falder mundingshastigheden til omkring 730 m/s, og kuglebanen bliver ret krum.

Ud til omtrent 150 meter har kuglebanens krumning ingen praktisk betydning, men bevæger man sig derimod ud på godt 200 meter, 300 meter eller endnu længere – ja, så får det altså en betydning. Ikke bare bliver kuglebanen meget krum, men kuglens hurtigt aftagende hastighed reducerer faktisk også slagkraften, efterhånden som hastigheden falder drastisk ude på distancen. Enkelte projektiler til 9,3×62 er konstrueret med en høj ballistisk koefficient, men ofte er kaliber 9,3×62 kuglers anslagsenergi ret hurtigt faldende som følge af de buttede kuglers typisk beskedne ballistiske koefficienter. Den i forvejen ret beskedne mundingshastighed vil hastigt aftage, efterhånden som kuglen når ud på de store afstande. Sagt på en anden måde: ud til omtrent 100-150 meter slår 9,3’eren vældigt hårdt, men på 300 meter er slagkraften mere moderat. På 300 meter vil slagkraften fra de tunge 9,3’er kugler være på højde med en god 30.06’er kugle på samme afstand. Men til forskel derfra vil 30.06’er kuglen imidlertid være faldet omtrent 45 centimeter, mens 9,3’er kuglen vil være faldet ca. 70 centimeter (forudsat en indskydningsafstand for begge på 100 meter).

Et eksempel til illustration: 9,3×62 Norma Vulkan 15 gram vs. 6,5×55 Norma Partition 9,1 gram. De lette 9,3×62’er 15 grams kuglers slagkraft er typisk omtrent 2000 joule højere på tæt hold end kuglen fra en strømlinet 6,5×55’er – med ca. 5000 joule contra 3000 joule. På tæt hold er det således noget af et ’smæk’, 9,3’eren leverer. Men hvad der kommer bag på mange er, at 9,3’erens anslagsenergi med lette 15 grams kugler på 300 meter er på højde med energien fra en strømlinet kugle fra det moderate kaliber 6,5×55 – på den samme afstand vel at mærke! Dette strider jo lidt mod opfattelsen af, at 9,3×62’eren er et voldsomt potent kaliber, og at 6,5×55’eren ligger lidt bag feltet af de øvrige standardkalibre i slagkraft. Men på 300 meter leverer kuglerne i de to kalibre altså begge omtrent 1900 joule – 9,3’eren lidt mere, 6,5’eren lidt mindre. Det har at gøre med, at den til sammenligningen valgte 6,5’er kugle er en slank og strømlinet kugle med en meget høj ballistisk koefficient, hvilket giver et lavt fald i kuglens hastighed henover distancen. Derimod har de lette 9,3×62 projektiler en moderat mundingshastighed, og samtidig er de typisk med en lav ballistisk koefficient. Den lave ballistiske koefficient medfører, at kuglen hurtigt vil reducere sin i forvejen moderate hastighed.  (Den ballistiske koefficient er udtryk for kuglens evne til at modstå luftmodstanden). Derfor rammer den lille 6,5’er kugle i eksemplet med en væsentlig højere hastighed end 9,3’er kuglen, når kuglerne kommer helt ud på 300 meter. Og anslagsenergien (hvor anslagsenergien = ½ x projektilets masse x anslagshastigheden i anden potens) vil derfor være næsten den samme for de to kugler i eksemplet.

Det lader sig dog gøre at få projektiler med en relativt lav vægt og tilmed høj BC til 9,3×62’eren. Noslers Accubond på 16,2 gram er et godt eksempel herpå. Med en høj BC på .494 og med den relativt lave vægt på godt 16 gram, er det muligt at lade en patron med Accubond projektilet, som giver 9,3×62’eren udmærkede ballistiske egenskaber. Men med den overvejende del af tilgængelige patroner (projektiler) er 9,3×62’eren ikke ligefrem en langdistanceskyder. Det har i øvrigt aldrig været intentionen med kaliber 9,3×62 rifler, at de skal anvendes til langdistanceskydning.

Jeg vil lige – efter alt det taltrylleri – skynde mig at sige, at de forskellige tal-parametre, som for eksempel anslagsenergien, alene giver et fingerpeg om en kugles evne til at slå effektivt ihjel. En 9,3×62 kugle er et ordentligt bolsje med et stort tværsnitareal, så den giver selvfølgelig noget af en ’lussing’ og laver en solid sårkanal, næsten uanset ekspansion. Dertil kommer, at de tunge 9,3’er kugler på 18,5 gram og derover har et meget højt SD (sectional density) på over 300, hvilket er højt og helt på linje med (faktisk en snert højere end) kaliber .375 H&H Magnum 19,4 grams kugler. Omsat til praksis bør det betyde, at de tunge 9,3’er kugler har en meget god dybdevirkning, hvilket har været ønskværdigt til 9,3’erens oprindelige formål som ’bushveld’ kaliber. De tyske kolonister i Afrika kunne drage nytte af den relativt langsomme tunge kugles momentum, da kuglen – anvendt på moderate skudafstande – vil brage som et godstog i en lige linje gennem krat og buske og træffe målet så hårdt som en forhammer! Krat og buske er der meget af ikke bare i den afrikanske bush, men som bekendt også i de europæiske skove. Kaliberet er således også blevet populært til europæiske driv- og trykjagter, hvor det med ofte korte skudhold leverer effektiv skudvirkning på skudstærkt vildt. Mange inkarnerede vildsvinejægere, og efterhånden også flere og flere elgjægere, bruger således den tunge 9,3×62 til jagterne i skoven.

Med kaliber 9,3×62 bevæger man sig nok lidt uden for, hvad man med rimelighed kan kalde et allround kaliber. Kaliberet har ikke rigtigt et bredt spekter af mulige løsninger, men befinder sig mest af alt i kategorien ’tung og grov’. Råvildt kan man såmænd godt skyde med 9,3×62, også uden store kødødelæggelser til følge, men rekylen begynder at blive lidt krads og er langt over, hvad man behøver at tåle for at skyde et lille rådyr. Endvidere er den leverede energi meget mere end det nødvendige og omtrent fem gange mere end det lovpligtige minimum for at skyde råvildt. Og til ræv vil den leverede energi være omtrent 22 gange det foreskrevne minimum. Ordsproget ’at skyde gråspurve med kanoner’ vil være ret dækkende for rævejagt med kaliber 9,3×62.

På jagt kan de fleste fint håndtere rekylen fra en 9,3×62’er. På skydebanen kan man derimod godt blive lidt ør i hovedet efter en fem-seks hurtige skudserier à 5 skud med jagtammunition – især ved liggende skydning. Og det er bare vanskeligere at blive habil med sin riffel, hvis man starter sin skydekarriere med en riffel, der afleverer en masse rekyl, end det er at blive en dygtig skytte med en riffel, der er behagelig at skyde med. Man risikerer at tillægge sig dårlige vaner såsom at ’rykke’ skuddet af på grund af spændinger i kroppen i forventningen om det voldsomme ’skrald’, der kommer. Sådanne tillærte uvaner kan det være svært at lægge fra sig igen.  En anden ting man skal have for øje er, at ikke alle skydebaner tillader skydning med de grovere riffelkalibre.

Jeg har selv en 9,3×62 pibe til min Mauser M03. Jeg må dog indrømme, at jeg faktisk sjældent bruger den. Jeg træner mere med min 6,5×55’er og 30.06’er. Det er således dem, jeg kender bedst, og derfor også dem, jeg anvender mest på jagt. Det har også lidt at gøre med, at den riffeljagt, jeg dyrker mest, dækkes rigtigt godt ind af de to nævnte kalibre. En enkelt fantastisk tur til Canada er det blevet til, og dér anvendtes 9,3’eren med succes. Skulle turen i fremtiden gå til Canada eller Alaska i vildmarken efter bjørn eller moose, eller – hvis man nu drømmer lidt – måske en jagt efter kæmpe eland-antilope i Cameroun, bliver 9,3×62’er løbet igen skruet på riflen inden afgang.

 

Rekylenergi

Selvom vi ikke snakker elefantrifler, producerer rifler fra kaliber 30.06 og opefter immervæk en god portion rekylenergi, særligt når der skydes med tungere jagtammunition. Nogle mennesker er mere påvirkede af rekyl end andre, og det værste, der kan ske for en riffelskytte, er at få rekylskræk, som uundgåeligt vil føre til dårlig skydning. Selv skytter med mange år på bagen kan faktisk være, måske ikke ligefrem rekylforskrækkede, men lad os så sige: rekylpåvirkede. De ved det måske ikke engang selv. Men faktum er, at jo større det brag, gastryk fra mundingen og spark, der kommer fra riflen, er, jo større er risikoen for, at man helt ubevidst fysisk værger sig mod skraldet og derved kan udvikle en uheldig skydeteknik. Dette kan f.eks. være at rykke hovedet et splitsekund, før skuddet går, eller at mukke skuddet ved at rykke aftrækket for hårdt. Men heldigvis kan man vænne sig til meget, og køber man træningspatroner nok, skal man såmænd nok lære at skyde – selv med grove kalibre. Men det er nu at foretrække, at man ikke lige tillægger sig en voldsom rekylskræk og uheldige uvaner fra dag ét på skydebanen.

Man bør derfor prøve at skyde med forskellige rifler og kalibre, inden man bare farer ud og køber den første og den bedste riffel, man falder over. Føler man ubehag ved skydningen, kan man gå lidt ned i kaliber eller finde en riffel med bedre rekyloptag. Riflens konstruktion er nemlig meget afgørende for den følte rekyl, hvor som en hovedregel lette rifler ’sparker’ mere end de tunge, og de rette riffelskæfter skubber energien lige bagud, hvor de mere svungne kolber kan have tendens til at få riffelpiben til at hoppe ved skudafgivelse. Men det er alt sammen kun tommelfingerregler. Der er kun én sikker løsning, og det er at prøve sig frem. Vi prøvekører som regel også vores biler, inden vi køber dem, for at være sikre på, at vi finder os godt til rette bag rattet i vores nye køretøj.

En haglbøsse med jagtpatroner producerer faktisk mere rekyl end de fleste jagtrifler i de mere almindelige kalibre. Men i forhold til skydning med haglbøsse påvirkes vi ved skydning med riffel ofte mere af den følte rekyl. Med riflen skyder vi ofte til stillestående mål, med stabilt anlæg og med rimelig god tid til at afgive skuddet. Men især liggende skydning med riffel kan være ubehagelig – i hvert fald med de kraftige rifler – da hverken krop eller ansigt flytter sig nævneværdigt ved skudafgivelse, og riffelkikkerten derfor kommer susende tæt ind mod øjet. Bliver en uerfaren skytte én gang ’kysset’ lidt for hårdt af sigtekikkerten – måske endda med et flækket øjenbryn til følge – kan episoden godt sætte sig og give ufrivillige nervøse trækninger ved efterfølgende skudafgivelser.   Da riflen er et præcisionsværktøj, vil enhver form for ’nøkken’ ved skudafgivelse mærkbart komme til udtryk i form af upræcise skud, måske ligefrem forbiere.

 

Rekylenergi – for nørder

Rekylenergien for et skydevåben kan relativt let beregnes. En af fysikkens love siger noget i retning af: ’.. at et legeme, der udsætter et andet legeme for en kraft, påvirkes selv af en tilsvarende modsatrettet kraft..’ Overført til skydning betyder det, at når man lader skuddet gå, påvirkes skydevåbnet af en kraft, der modsvarer den kraft, som kuglen påvirkes med – bare den modsatte vej. Det vil på dansk sige, at kuglen flyver fremad, mens riflen flyver bagud. Nu er det imidlertid sådan, at riflen jo er betydeligt tungere end kuglen, hvorfor hastigheden langt fra er den samme for riflen som for kuglen – heldigvis da!

I det følgende ser vi bort fra de konstruktionsmæssige forhold, der kan spille ind på rekylpåvirkning, herunder skæfteform og tekniske tiltag for rekyldæmpning, såsom mundingsbremser, lyddæmpere mv. Det enkelte skydevåbens konstruktion har en stor betydning for rekylpåvirkningen, men da der er så mange små faktorer, der er forskellige fra våben til våben, vælger man ved beregningsgrundlaget for en sammenligning af rekylenergi alene at holde sig til følgende parametre: kuglevægt, krudtvægt (krudtet vejes med, da også denne masse forsvinder ud af løbet under affyring – ved haglbøsser vejes også forladning og haglskål med), våbenvægt og mundingshastighed.

Formlerne ser sådan ud …

Riflens hastighed = ((kuglevægt i gram + ladningsvægt i gram)/våbenvægt i gram)* mundingshastighed i m/s

Når riflens hastighed kendes, kan man beregne rekylenergien i joule, som giver et bedre sammenligningsgrundlag.  Formlen for rekylenergi ser således ud:

Rekylenergi = ½ * våbenvægt i kilo * (riflens hastighed i m/s)²

 

Eksempel 1: En meget let varmint-riffel i kaliber .223R

Riflens vægt 3 kg. Projektil 3,2 gram. Mundingshastighed 990 m/s. Krudtvægt 1,5 gram.

Riflens hastighed = ((3,2 gram + 1,5 gram)/3000 gram) * 990 m/s = 1,55 m/s

Riflens rekylenergi = ½ * 3 kg * (1,55 m/s)² = 3,6 joule

 

Eksempel 2: En let riffel i kaliber .308 Win

Riflens vægt 3,5 kg. Projektil 9,7 gram. Mundingshastighed 850 m/s. Krudtvægt 3 gram.

Riflens hastighed = ((9,7 gram + 3 gram)/3500 gram) * 850 m/s = 3,01 m/s

Riflens rekylenergi = ½ * 3,5 kg * (3,01 m/s)² = 15,86 joule

 

Eksempel 3: En tung riffel i kaliber 9,3×62

Riflens vægt 5 kg. Projektil 18,5 gram. Mundingshastighed 730 m/s. Krudtvægt 3,8 gram.

Riflens hastighed = ((18,5 gram + 3,8 gram)/5000 gram) * 730 m/s = 3,26 m/s

Riflens rekylenergi = ½ * 5 kg * (3,26 m/s)² = 26,57 joule

 

Valg af projektiler

Når man har låst sig fast på et kaliber, er man ikke færdig med at træffe beslutninger. Man kan bruge lang, og godt brugt, tid på skydebanerne på at finde den optimale kugle i den optimale kuglevægt. Mulighederne er her omtrent lige så mange som ved valg af kaliber. Hvilken kugle skal man dog vælge?

I særdeleshed til de populære standard kalibre kan man nu om dage få et hav af forskellige fabriksladede patroner. Standardkalibrene dækker derfor et bredt spektrum af forskellige muligheder. Især hvis man selv lader eller får nogle med forstand herpå til at lade for sig (der findes professionelle på markedet, der gerne lader på bestilling), er mulighederne næsten uanede med en standard kaliber. Som Jens Perto skriver i ’Håndbog i håndladning’: ’… som håndlader kan samme våben gøres ideelt til jagt på arter så forskellige som afrikansk Klipspringer på 13 kg og Eland antilope på 900 kg…’. Dette er ganske rigtigt, da det langt hen ad vejen ikke er kaliberet, men derimod kuglens konstruktion, vægt og hastighed, der er afgørende for virkningen af skuddet.

På fotoet ses fem forskellige patroner – alle i kaliber 30.06 og alle med kuglevægte på 9,7 gram. De forlader derfor alle riflen med stort set den samme hastighed, men det til trods opfører de sig meget forskelligt.

Lapua Mega, en ret konventionel og prisbillig, men velfungerende blyspidskugle til allround brug. Nosler Ballistic Tip, en meget strømlinet blyholdig kugle med plasticspids, kuglen er hurtigt ekspanderende og fragmenterer ret voldsomt. Hornady Interbond, ligeledes en meget strømlinet blyholdig kugle med plasticspids, hurtigt ekspanderende men bonded således, at den ikke fragmenterer synderligt meget og derfor opretholder en høj restvægt. Nosler Accubond fungerer stort set som Interbond, men er konstrueret til at fragmentere lidt voldsommere fra spidsen, hvilket kan give en vældig god terminal effekt. Barnes TTSX, en homogen blyfri kugle med plasticspids, kuglen består kun af kobber, den ekspanderer hurtigt i fire skarpe flige og har meget stor dybdevirkning, da den ikke fragmenterer, men derimod opretholder 100 % restvægt.

Førnævnte er blot et ganske lille udpluk af forskellige projektiltyper. Så jo, der er masser af muligheder for at nørde med ballistik og skudvirkning, selv hvis man holder sig til et standardkaliber.

Men det er nu ikke strengt nødvendigt med så mange forskellige projektiler. Til almindelig forekommende jagt på råvildt, vildsvin og hjortevildt mv. kan man fint finde sig en favoritkugle til sin medium standard riffel og holde sig til den.

For eksempel er Chris ikke nær så nørdet som mig. Hun har holdt sig til én riffel, og det er hendes Sako 85 i kaliber .308 Winchester med en Zeiss 2.5-10 kikkert på toppen, og til jagt bruger hun udelukkende Lapuas Mega kugle på 9,7 gram. (Okay, jeg er så mere nørdet, hvad angår rifler og kugler, men til gengæld køber jeg ikke nær så mange sko som hende). Chris har stort set aldrig skudt med andet end netop ovennævnte kombination, lige fra bæver til hjortevildt – og tro mig, hun skyder godt med sin Sako, måske netop fordi hun aldrig har skudt med andet. Et gammelt ‘cowboy ordsprog’ udtrykker det nok ret præcist:

‘Beware of the [wo]man with only one gun – [s]he will most likely know how to use it…’

Efter flere tusinde skud er tiden efterhånden nok kommet for en udskiftning af løbet – for Chris vil med garanti ikke have en ny riffel! Det kan bestemt have store fordele at kende sin riffel og riffelkuglers ballistik. Chris kender sit værktøj så godt og er blevet så ferm til at bruge det, at hun i 2014 hev guldmedaljen hjem i damerækken til Danmarks Jægerforbunds mesterskaber i jagtfeltskydning – og vel at mærke med en ganske almindelig let jagtriffel med et regulært jagtskæfte, 15mm løb og en jævnt ’kedelig’ jagtsigtekikkert i 2,5-10 gange forstørrelse. Det er flot og viser bare, at man med træning kan blive endda meget godt skydende med standard grej.

 

Sigtekikkerter

Kikkerten er af mindst lige så stor betydning som riflen. Mange mener, at det er mere relevant med en dyr kikkert end en dyr riffel. Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men ét er sikkert: hverken kikkert eller riffel behøver at koste kr. 20.000 stykket, for at sættet skyder godt.

Der fås mange rifler i god kvalitet til nypriser mellem kr. 5.000 og kr. 10.000. Ligeledes findes der mange gode sigtekikkerter i dette prislag. Man kan få rifler og kikkerter, der koster meget mere end det, men det er såmænd ikke nødvendigvis sådan, at driftssikkerheden og præcisionen derved bliver bedre. Men selvfølgelig, hvis man vil have rigtig god optik, med superskarpe linser, sigtelys og ballistiktårn på ryggen af en rettrækker-riffel med tyk matchriffelpibe, som er glasfiber-beddet i et customskæfte, så kommer man til altså at betale prisen for grisen – og den kan godt være høj for sådan et sæt!

De fleste kikkerter, der sælges i dag, har variabel forstørrelse. Et godt allround spænd på forstørrelsen ligger omkring 2,5-10 gange forstørrelse. Det dækker bredt og er anvendeligt på alt fra drivjagter på lav forstørrelse til pürschjagter (eller sågar bjergjagter) på stor forstørrelse. Bliver man ramt af vildsvinefeberen eller bidt af en gal bjergjæger, kan man selvfølgelig specialisere sit grej med henholdsvis en drivjagtskikkert med ingen eller meget lav forstørrelse og meget stort synsfelt, eller en meget kraftigt forstørrende pivskarp sigtekikkert på 25 eller 30 gange forstørrelse med et ultrafint trådkors. Men så har man også pludselig specialiseret riflen. Man kan ikke bruge en sigtekikkert med 25 gange forstørrelse til noget som helst på en polsk drivjagt efter vildsvin, ligesom en sigtekikkert med 1,4 gange forstørrelse vil være ganske ubrugelig, når bjerggeden befinder sig på en klippeafsats 278 meter væk. Så medmindre man vil træne ihærdigt på at slå drivjagts-ekvilibristen – med det royale mundrette navn Prins Franz Albrecht Alois Christian Ferdinand Maria Notger, af vildsvinetronen – så vent med drivjagtskikkerten (eller andre specialiserede kikkerter). Køb en allround kikkert med ca. 2-10 gange forstørrelse. Den kan du bruge til alt.

Et sted, hvor man absolut ikke bør spare, er på montagen. En dyr montage koster ikke meget mere end en billig. Men der er stor forskel på kvaliteten af en god kikkertmontage i stål versus en billig aluminiumsmontage. Bliv ikke overrasket, hvis den billige montage ikke kan holde fast på sigtekikkerten efter 50-60 skud med 30.06’eren!

 

Indskydning og kikkertjustering

Uanset hvilken kikkert man vælger, så skal riflen indskydes, når kikkerten er monteret.  Nogle våbensmede indskyder riflen efter kikkertmontagen, andre grovjusterer kikkerten ind ved hjælp af en ’laser bore sighter’, atter andre centrerer blot kikkertens justeringsskruer, og endelig er der nogle, der slet ingenting gør udover at montere kikkerten på riflen. Uanset hvad bør man altid kontrolskyde og (hvis nødvendigt) indskyde riflen, når en kikkert er blevet monteret. De fleste sigtekikkerter justeres med 1 cm på 100 meter pr. klik. Det vil sige, at trådkorset flyttes det, der i sigtebilledet svarer til 1 cm på 100 meter enten til højre, venstre, op eller ned. Sigtekikkerter er oftest lavet brugervenlige således, at hvis man skyder for eksempel langt til venstre, skal man justere kikkerten med klik mod R (for Right), eller skyder man eksempelvis for lavt, skal man justere med klik mod U (for Up). Simpelt og ligetil. Justering (indskydning) af de fleste kikkerter tager altså udgangspunkt i 100 meter. Så hvis man indskyder riflen på en 100 meter bane, er det nemt at have med at gøre.

Nogle sigtekikkerter justeres i MOA (især amerikanske kikkerter).  MOA står for Minute of Angle og er nærmest at forstå som en kursangivelse. Forestiller man sig en cirkel, der inddeles i grader, så ved vi, at cirklen rundt består af 360 grader. Et minut – inden for kursangivelse – er en 1/60 af en grad. Det vil sige, at vi justerer MOA-kikkerten med dele af grader af henholdsvis det vandrette plan og det lodrette plan. 1 MOA giver en ’kursændring’, som svarer til ca. 2,9 centimeter på ca. 100 meter. De fleste MOA kikkerter justeres med 0,25 MOA pr. klik, hvilket vil sige, at man flytter sigtepunktet omkring 0,72 centimeter pr. klik på 100 meter.

MOA er faktisk en meget præcis angivelse af afvigelser og korrektioner, da den er afstandsuafhængig. Derfor er det også lidt noget sludder, når man jævnligt ser folk angive deres fine skudgrupper med eksempelvis ’..1 MOA på 200 meter … ’. Spredningen er som sagt 1 MOA punktum – eller også er den mere, eller den er mindre. Er den 1 MOA (eller 2, 4, 7 eller noget andet) på 200 meter, vil den altså også være 1 MOA (eller 2, 4, 7 eller noget andet) på samtlige andre afstande. Så hvis den pågældende skytte mener, at hans skudgruppe på ’… 1 MOA på 200 meter …’ svarer til ’ … 0,5 MOA på 100 meter …’, så har han ikke forstået MOA. 1 MOA er som sagt 1 MOA, uanset om det er på 100 meter, 200 meter, 700 meter eller 10 meter.  MOA er simpelthen bare en angivelse af kursafvigelsen, når vi taler skudgrupper, og den er den samme, uanset hvor langt ude man udmåler skudgruppen.

Årsagen til forvirringen er, at mange bruger tommelfingerreglen om, at 1 MOA svarer til en afstandsafvigelse på en tomme (2,54 cm) på 100 yards. Når så den pågældende måler skudhullerne ud i sin skudgruppe på 200 meter, og afstanden mellem hullerne er ca. en tomme, så poster den pågældende på nettet, at hans riffel skyder 1 MOA på 200 meter. Derved blander skytten en afstandsafvigelse (centimeter) sammen med en kursafvigelse (MOA) – og så sammenligner han pludselig æbler med pærer. Og det bliver som bekendt noget vrøvl. Faktisk er skyttens riffel meget velskydende og har en spredning på ca. 0,5 MOA – og det er altså uanset afstanden.

Når man skal indskyde riflen, sætter man sig godt til rette ved en skydebænk, hvor riflen er stabiliseret, så den påvirkes minimalt af aftræksfejl mv. Man afgiver så roligt tre skud, hvor man stille klemmer aftrækkeren, indtil skuddet går. Ved hvert skud sigter man lige midt i ’bulls eye’, uanset hvor skuddene rammer. Man skal tage sig god tid mellem skuddenne for ikke at risikere ’vandring’ på grund af ekstrem ophedning af riffelløbet. Når man har skudt de tre skud, findes centrum af skudgruppen. Det er dette centrum, man skal have justeret til ’bulls eye’.

I viste tilfælde ligger skudgruppen for højt og for langt til venstre. Skudgruppen skal altså flyttes nedad og til højre. På de fleste indskydningsskiver er der centimeter-markeringer, så man præcist ved, hvor langt fra centrum man er. Lad os sige i eksemplet, at man skyder ind på 100 meter og ligger 7 centimeter for højt og 9 centimeter for langt til venstre. Nogle gør så det, at de justerer først højde og derefter sideværts. Det gør jeg nu ikke. Jeg justerer både højde og sideretning på én og samme gang. I eksemplet vil jeg således justere min europæiske kikkert 7 cm ned og 9 cm til højre. Var kikkerten amerikansk med 0,25 MOA justering (0,72 cm på 100 meter), skulle den have ca. 10 klik ned og 13 klik til højre. Herefter vil jeg kontrollere min kikkertjustering med tre nye skud mod skiven. Sidder gruppen da som på den nederste skive i eksemplet, er riflen indskudt.

Husk på, at meget få rifler – særligt jagtrifler – skyder ’hul i hul’. En sådan præcision kan man ikke forlange af en jagtriffel. Der skal grove tunge skæfter og tykke matchløb til for bare at gøre sig forhåbninger om en så ekstrem riffelpræcision. Men jagtriflen skal dog være rimeligt præcis. Sidder skuddene op til godt tre centimeter fra hinanden, må det betragtes som værende fint til jagtbrug. Igen kommer det an på, hvad man går på jagt efter. Er det kafferbøfler i Afrika, har det absolut ingen betydning, hvis riflen åbner 5-6 centimeter mellem skuddene. Er det derimod ræve på 150 meter, man skal jage, så er træffeltet meget lille, og en noget højere præcision er derfor påkrævet. Men som sagt: til allround europæisk jagt er omtrent 3 centimeters spredning på 100 meter meget fint.