Danmark er et meget ’poleret’ land i forhold til mange andre steder på kloden. Måske lige med undtagelse af på vores farvande og søer skal man gøre sig meget umage, hvis man skal komme i problemer i den danske natur. Man kan nærmest ikke fare vild. Uanset hvor i landet man befinder sig, kræver det maksimalt tre kvarters gang i samme retning, før man er ved et sted, hvor der er høj sandsynlighed for, at der kommer mennesker forbi, som kan hjælpe. Og det er kun nødvendigt, hvis mobilen er løbet tør for strøm, ellers er der jo mobildækning stort set overalt i landet. Det er derfor ikke synderligt vigtigt at have styr på, hvordan man klarer sig i naturen med få forhåndenværende hjælpemidler for sikkert at kunne gå på jagt i Danmark.

Men det kan det være mange andre steder i verden: vildmarken, ødemarken, bushen, fjeldet ….. der er masser af steder, hvor man ikke bare sådan lige i løbet af ganske kort tid kan finde hjælp eller ringe efter assistance. Hvert år omkommer mennesker i vildmarken, herunder turister – også jægere, og vi hører indimellem i nyhederne, at en dansker er forsvundet på fjeldet eller i Alperne eller er omkommet på anden vis i vildmarken.

Men det skal nu ikke tage modet fra folk. Risikoen for at komme i nød, til skade eller hvad der er værre, er ikke særlig stor. Det er jo ikke en Mount Everest-ekspedition, jeg snakker om. Det er bare lidt vildmark, og vildmarken er vidunderlig.

Da jeg blev født (1971), var der omkring 3,8 milliarder mennesker på jorden. Nu er den samlede befolkning på mere end 7 milliarder. Befolkningstilvæksten er ganske enkelt eksploderet, og engang imellem kan man jo godt blive træt af al den menneskelarm og trængsel. Men selvom vi mennesker breder os, kan det heldigvis stadig lade sig gøre at finde ro. Roen kan man finde i vildmarken. Og her bruger jeg betegnelsen ’vildmarken’ bredt. Vildmarken kan være store affolkede områder i Namibia, højfjeldet i Norge, tundraen i Sibirien eller bushen i Australien – ja, hvor som helst. Fælles for alle vildmarker er, at det er store øde områder med ro og fred, og at naturen ikke er ødelagt af menneskelig påvirkning.

Mange mennesker har helt glemt, hvordan man begår sig, hvordan man lever og i yderste konsekvens, hvordan man overlever sådanne steder. Mens vi er blevet mere og mere urbaniserede, har vi glemt mange helt basale færdigheder, som for tusinder af år siden var helt naturlige for vores race. I dag er det sådan, at hvis vi kommer ret langt væk fra storbyen med dens mange busser, tog, taxier, butikker og fast food take-away restauranter, så har vi svært ved at begå os. Men mange føler stadig en kraftig tiltrækning til naturen. Det ligger latent i os, tror jeg, at vi gerne vil derud, hvor vi egentlig kommer fra – og der, hvor vi kommer fra, er det stik modsatte af storbyen. Engang var menneskene ’bare’ en art blandt andre dyr, og vi levede fuldt ud på naturens præmisser. I dag er den menneskelige race ret kunstig. Vi har fjernet os fra naturen, i høj grad forsøgt at kontrollere og ’tæmme’ den og i en vis udstrækning simpelthen fjerne den. Verden er blevet fuld af beton, plastic, elektronik og computere. Men selv flere tusinde års udvikling af menneskelige, civiliserede bysamfund kan ikke udviske de kræfter, der stadig trækker i mange til at komme ud og føle sig som det, vi oprindeligt var, nemlig naturlige. Jeg tror, at mange jægere er blevet jægere, netop fordi de har denne trang – måske i mere udpræget grad end mange andre. At være jæger indebærer, at man i større eller mindre omfang befinder sig i naturen og indgår som rovdyr i den naturlige fødekæde.

Mange sætter således stor pris på at komme lidt væk fra storbyens stress og jag. Et fåtal vælger at slå sig ned og leve deres liv i vildmarken, andre tager længere perioder ud af kalenderen og drager ud på langvarige eventyr langt væk fra alfarvej, og endelig er der dem, der i kortere perioder tager afsted for at stresse af, nyde roen og det helt basale friluftsliv, som man kun finder det i guds fri natur – helt derude, hvor intet kunstigt lys spolerer stjernehimlen, men hvor natten funkler så klart, at man virkelig bliver klar over, at man blot er et lille bitte fnug i det helt store perspektiv.

Men har man lyst til at gå på jagt eller bare tage på tur i vildmarken, eventuelt på egen hånd, så er det en rigtig god idé at være lidt forberedt og have styr på, hvordan man begår sig derude. At kende til, og have øvet sig lidt i, færdigheder til at begå sig i vildmarken, kan redde ens liv. Tingene kan pludselig spidse til på jagtturen i fjeldet. Vejret kan blive voldsomt – ja, direkte farligt, man kan komme til skade, man kan blive afskåret fra at gå tilbage til sit udgangspunkt og må navigere en anden vej uden om forhindringen, eller den motorjolle, der har fragtet en 50 kilometer ind i vildmarken, kan havarere. Der er masser af potentielle farer, der lurer i vildmarken. Så er man en udpræget ’city slicker’, bør man nok lige finde spejderhåndbogen frem og lære sig nogle tricks, inden man drager på jagt i Sibirien eller i de New Zealandske alper. Man bliver på ingen måde til ’superspejder’ eller jægersoldat af at læse videre, men i det følgende kommer der lidt tricks, som det kan være nyttigt at kende til, inden man kaster sig ud i et vildmarkseventyr. Men husk: man kan ikke læse sig til at begå sig i vildmarken. Som så meget andet kræver det forberedelse at tage på en jagttur langt væk fra den menneskelige civilisation. Man bør være i nogenlunde form (så på med løbeskoene), og man bør have styr på sit grej. Det nytter ikke noget at suse ind i outdoor-butikken et par dage før afgang og så fylde rygsækken op med grej. Man skal kende sit udstyr og være fortrolig med det.

Så lav et bål i haven, slå teltet op og kryb i posen. Lav mad sammen med ungerne på Trangia stormkøkkenet på terrassen. Når du så har hygget dig med det i sommerferien, så gør det samme igen i efterårsferien og én gang til i vinterferien. Anskaf dig en rygsæk og et par gode fjeldstøvler. Smid rygsækken på nakken og gå lange ture, gerne i kuperet terræn. Det er vigtigt, at både skulderåg og bentøj er stærkt, ellers brænder man ud efter bare få timers vandring i fjeldet. Det er nemt at tænde bål om sommeren med det tørre kvas og pinde, man kan finde alle vegne – men kan du også få gang i bålet om vinteren, når alt er vådt? Hvad gør du, når lighteren pludselig er gået i stykker? Man skal helt ’back to basics’, når man drager ud i vildmarken. Målt på hjernekapacitet er vi mennesker – uden sammenligning – de ubetinget mest intelligente skabninger på kloden, men når det bliver nødvendigt at foretage noget helt basalt, ved vi ikke altid, hvordan vi lige griber tingene an.

 

Basale behov

At leve, eller rettere at overleve, kræver, at følgende behov – i prioriteret rækkefølge – dækkes.

• Ilt
• Korrekt kropstemperatur
• Vand
• Mad

Ovenfor nævnte er de helt grundlæggende behov, som enhver overlevelse er betinget af. Prioriteringen skal man have helt på rygraden, hvis tingene pludselig spidser til. Opgaven består nemlig i at sørge for, at ens behov dækkes i den rækkefølge. Man kender det som ’tre-reglen’, der nærmere beskrevet går ud på, at man sådan omtrent kan overleve:

• Uden ilt i tre minutter
• Hypotermi (ekstrem nedkøling) eller Hypertermi (ekstrem ophedning) i tre timer
• Væskemangel i tre dage
• Fødemangel i tre uger

Det første man skal gøre, når man er faret vild eller render ind i problemer i vildmarken, er altså ikke at skynde sig at gå på jagt efter mad. Lad os antage, at man ikke er ved at drukne eller befinder sig i et ekstremt iltfattigt miljø. I så fald er der som regel luft nok omkring os til, at man kan trække vejret frit og dermed kan koncentrere sig om andet punkt på listen, nemlig at skabe ly/skygge og ild, hvis det er koldt. Og det skal man gøre, mens kroppen stadig er velfungerende. Har man ikke fået skabt ly for den kolde vind og regnen og fået gang i et bål, kan det senere være umuligt at løse den opgave, når først hypotermien har sat ind. Og hypotermi, der ikke bremses, dør man af.

Når man har fået etableret et lille bål og en plads med ly, så kan man fokusere på den videre overlevelse. Det næste på listen er at skaffe væske, hvilket ikke er voldsomt svært mange af de steder, hvor vi går på jagt på den nordlige halvkugle. Her er der sjældent tørt og goldt. Leder man lidt, finder man for det meste ret hurtigt en bæk eller et vandløb. Er man i tvivl om vandets kvalitet, så kog det – man har jo allerede lavet et bål. Mange steder i de tempererede og nordligere egne er der heller ikke langt mellem regnbygerne, og det er nemt at flikke noget sammen, der kan opsamle regnvandet. Er der birketræer i området, kan man udvinde væske af disse. De fleste har hørt om birkesaft – det er blevet så populært. Skær et dybt snit i en V-form ind i birketræet, snit en tap af træ, stik den ind i bunden af V’et og hæng en feltflaske eller et andet reservoir under tappen og vent et døgns tid. Et birketræ er meget leveringsdygtigt i saft og kan levere op til flere liter i døgnet. Det smager godt og er formentlig også sundt, siden det er blevet så moderne. Og birk er heldigvis et meget udbredt træ i Skandinavien og i øvrigt på den nordlige halvkugle.

Når man så har fået det nogenlunde komfortabelt i sin lille lune overlevelseslejr med tilstrækkelig væske, kan man begynde at bruge kræfter på at lægge en plan for, hvordan man kommer tilbage til civilisationen. Kan man efter et døgn eller to fortsat ikke lige se en vej ud af krisen, kan man begynde at proviantere. Er man jæger, har man formentlig en riffel eller haglbøsse med, og det burde så i sagens natur være muligt at skaffe kød. Skyd helst noget stort, som man kan slagte, tørre og ryge. Ens patronbeholdning er ikke ubegrænset, så det er bedst at begynde at øve sig i at fange dyr eller fugle med snarer og i faldfælder, inden patronerne slipper op. Man kan derudover proviantere bær, rødder og lignende, men man skal være helt klar over, hvad man putter i munden. En forgiftning i vildmarken kan hurtigt blive livstruende. Udover spiselige bær, nødder og mange svampe kan meget andet spises, såsom blandt andet brændenælder, dunhammer, marietidsler, bøgeblade, unge granskud, skvalderkål, ramsløg og mælkebøtter. Om vinteren vil man ligesom vildtet have sværere ved at finde spiseligt grønt, bær og den slags.

De fire opgaver er nu løst i den rigtige rækkefølge: ilt, bål/lejr, væske og mad. Herefter har man nu masser af tid og kan, ligesom en anden Robinson Crusoe, overleve i årevis, om det skulle blive nødvendigt. I hvert fald indtil sygdom, rovdyr eller anden ulykke afslutter det hele.

Risikoen for, at man farer vild i vildmarken eller kommer i knibe på anden vis, er til stede – men opfører man sig fornuftigt, er risikoen nok mindre end mange andre risici, vi løber i det daglige – for eksempel at køre i vores biler. Alligevel vil en grundlæggende viden om udstyr og vildmarksliv være til gavn i mange situationer. I de følgende afsnit vil jeg gennemgå noget vigtigt grej og nogle nyttige færdigheder i forhold til vildmarksliv.

 

Fodtøj

Trætte og våde fødder, vabler og hård hud er alt sammen en del af vildmarksfornøjelsen. Men man kan gøre lidt selv for at behandle fødderne bedst muligt. Det bedste, man kan gøre, for at opretholde en god komfort er at bruge nogle gode støvler.

Støvlerne skal:

• Være tilgåede og komfortable
• Være stive og give god ankelstøtte
• Være robuste
• Have en god stiv sål (med tung rygsæk mv. skal sålen kunne klare lasten)
• Være vandtætte – eller meget vandafvisende.

Disse krav bør man stille til sine støvler, hvis de skal bruges til allround jagt og vandring i vildmarken. Noget vildmarksjagt kan kræve en specifik type fodtøj. Eksempelvis er det fornuftigt at medbringe et par langskaftede gummistøvler, hvis man er på jagt efter bæver i Lapland, da turene mellem bæverboerne foregår i sumpede områder med vand og sjap.  Men til allround-brug dur hverken gummistøvler, kondisko eller meget kortskaftede og lette vandrestøvler. Med uegnet fodtøj vil fødder og ankler flekse alt for meget, fødderne bliver hurtigt trætte, og man risikerer skader.

Støvlerne skal være gået til. På mange – i overvejende grad de fleste – jagtture, går jægere normalt ikke vældig meget. Skal man for eksempel ud på lidt bukkejagt, kan man fint snøre et par spritnye støvler på fødderne, inden man drager ud. Skavrer og klemmer de lidt, så ’overlever’ man nok morgenjagten alligevel. Men befinder man sig derimod et sted omkring den 66. nordlige breddegrad 15 kilometer fra sin vildmarkslejr og gerne skulle nå tilbage, inden det bliver mørkt, så vil ukomfortable støvler være en pine og plage, som kan mishandle fødderne grusomt, inden man når tilbage til lejren. Det kan endda være, at fødderne pines så meget, at man simpelthen lider skade. At være ’ukampdygtig’ i vildmarken er ikke godt, så pas på dine fødder. Gå vildmarksstøvlerne til hjemmefra og find ud af, om du kan holde ud at gå langt i dem. Lad være med at rejse til Alaska, eller til alle mulige andre vildmarker, med et par spritnye støvler i bagagen.

Selvom lette støvler er dejlige og komfortable på traveturen med hunden eller på gangstien rundt om søen derhjemme, så dur de ikke til hårdt brug. Vildmarksstøvler skal være stive og støttende – og så meget desto mere skal de gås til. Men god støtte er vigtigt. Er man på vej ned ad en stenet bjergside i et par lette bukkejagtstøvler med 40 kilo slagtet bjergged i rygsækken, så kan man nemt risikere at vride rundt på anklen, og det siger ’KNÆK’. Brug derfor altid stive og støttende vandrestøvler i vildmarken.

Støvlen skal også være robust og af høj kvalitet. Det nytter ikke noget, hvis man har ofret mange penge på sit livs tur til Alaska, at støvlerne så bryder sammen på anden-dagen. Gode støvler af kvalitetsmærker, som er designet til hårdt brug, vil oftest være mere kostbare end lettere byggede støvler. Men fødderne vil sætte pris på, at der er ofret lidt ekstra på støvlerne. Kraftigt læder er dyrere end kanvas, lærred eller syntetiske materialer. Men kernelæder er også meget hårdført og beskytter endvidere foden rigtigt godt mod slag fra sten og klipper.

Løbesko skal helst være fjerlette og fleksible og sålen eftergivende og luftig. Vi springer afsted, lette som gazeller synes vi, og kondiskoene er udviklet til optimal let løb ad vej og sti. Når man vandrer i uvejsomt terræn med tung oppakning, stilles der andre krav til sålerne. Vandrestøvlerne skal selvfølgelig være stødabsorberende, men lige så vigtigt skal de stabilisere og aflaste fod og ankel, så vrid og skader undgås, og støvlerne skal kunne klare lasten. Mon ikke de fleste har holdt ved siden af en lastbil i et kryds og tænkt lidt over, at ’sutterne’ på sådan en hænger egentlig er temmelig solide, og så derefter undret sig over, at sådanne voldsomme dæk og slidbaner ofte ligger og er helt rykket i stykker i kanten af motorvejen? Tung last udsætter dækkene for et enormt pres. Det samme gør sig gældende for vildmarksstøvlerne – de skal derfor være lavet sådan, at sålerne ikke bryder sammen, men kan holde til det store pres. Mange klassiske fjeldstøvler har dobbeltsyede sømme til at holde de stive såler fast på støvlerne.

At vildmarksstøvlerne skal være stive er ikke det samme, som at de skal være ukomfortable. Det skal de ikke være! De skal sidde behageligt og må ikke skave og trykke. Når de er gået til, skal man kunne gå kilometer efter kilometer, uden at støvlerne irriterer og klemmer. Men naturligvis er det rart at få de stive støvler sparket af og få fødderne sluppet ud i det fri, når man sidder ved bålet om aftenen efter en hel dag på fjeldet.

Mine støvler er oftest uden Gore-tex. Gore-tex er fantastisk i for eksempel skaltøj, og der ville jeg helst ikke undvære det. Men min erfaring er, at membranen ikke holder ret længe i vandrestøvler. Fodtøjet bliver udsat for voldsomme belastninger i form af kraftige knæk og vrid, og jeg synes næsten altid, at mine ’vandtætte’ Gore-tex støvler er utætte efter godt et års tid. Jeg bruger derfor gerne støvler i kraftigt læder og uden membran. Jeg synes også, at ikke-forede skalstøvler uden membran tørrer meget hurtigere end membranstøvler, hvis de skulle være blevet våde indvendigt. Men støvletørring er nu ikke ofte på agendaen, da kvalitetslæderstøvler er ret vandtætte. De skal bare have et godt lag læderfedt indimellem, smurt ind i alle revner og sprækker, så holder de fint vandet ude. Men om man er til membran, eller om man helst er foruden, er ikke så afgørende, bare smør membranstøvlerne godt ind i læderfedt – for alle omstændigheders skyld. Der er masser af gode støvler på markedet.

Her er et par eksempler på forskellige gennemtestede støvler, som jeg bruger:

 

 

 

 

Beklædning

Når man klæder sig på til en tur i vildmarken, bør man tage udgangspunkt i det gode gamle lag-på-lag princip, der er som følger:

• Inderst – sved-transporterende undertøj
• Et isolerende mellemlag som oftest af uld eller fleece og med tykkelse alt efter vejr og temperatur
• Yderst skaltøj

Jeg anvender oftest vandrebukser uden membran. Jeg vil gerne kunne ventilere godt og bruger derfor vandrebukser i Fjällrävens G1000 materiale eller lignende. Det har min termostat det rigtigt godt med, for jeg synes, at jeg hurtigt bliver våd af sved, hvis jeg er pakket ind i membrantøj og arbejder bare moderat. Vandrebukser i f.eks. G1000 er i øvrigt delvis vandafvisende, og det skal virkelig regne kraftigt, før jeg synes, at det er et problem ikke at have membran i bukserne. Skulle vandrebukserne endelig gå hen og blive våde, tørrer de meget hurtigt igen.

Som overdel ynder jeg for tiden at bruge en anorak med membran. Anorakken er behagelig, da den har meget gode ventilationsmuligheder, så det er let at ’dampe af’. Dertil kommer, at anorakken er lang og går helt ned til midt på lårene, så man kan sætte sig uden at en få våd bagdel. Den har desuden en stor god hætte, der kan snøres tæt, hvis der virkelig åbnes for sluserne fra oven.

Det er vigtigt, at man kan ventilere og lukke dampen ud. Det nytter ingenting at tage vandtæt tøj på for at holde vandet ude, hvis man bliver sjaskvåd af sved indefra. Så svedtransporterende, åndbart, ventilerende, vandafvisende/vandtæt og hurtigttørrende tøj er vejen frem.

Med rygsækken på kan man hurtigt proppe tøj i og hente tøj frem, alt efter vejrets beskaffenhed og kroppens temperatur. Og det er sådan set lag-på-lag princippet i en nøddeskal!

Hvis man synes, at det kan være fornuftigt at få lidt nyt jagttøj forud for en tur til vildmarken, så er et godt råd at gå ind i en hvilken som helst outdoor-butik. Gør ekspedienten opmærksom på, at der skal ekviperes til fjeldvandring. Butikspersonalet i outdoor-butikker ved indimellem mere om den rette beklædning til fjeld og vildmark, end ekspedienterne gør i en jagtforretning. Det behøver selvfølgelig ikke altid at være tilfældet, men i en jagtforretning kan man godt risikere at blive ekviperet uhensigtsmæssigt varmt og tungt med forede jagtjakker eller lignende.

Som jæger bør man være opmærksom på at anvende noget tøj i farver, som falder i med omgivelserne i naturen. Det ved de godt i en jagtforretning, men det vil en outdoor-ekspedient måske ikke lige tænke over. Beklædning til fjeldvandring er ofte i nogle skrappe farver, hvilket kan være yderst fornuftigt, hvis man bliver væk i fjeldet og skal eftersøges fra helikopter eller lignende, men det dur ikke på jagt. Vildtets syn er typisk anderledes skruet sammen end menneskers. Noget vildt ser ikke særlig godt, mens andet vildt har et endda virkelig godt syn og straks vil få øje på en, hvis farvesammensætningen på tøjet står i skarp kontrast til nuancerne i terrænet. Men meget outdoor lag-på-lag beklædning fra Fjällräven, Haglöfs, Lundhags, osv. fås i naturfarver, der passer fint til jagt.

 

Rygsækken

Når jeg er på tur langt væk fra civilisationen, har jeg ofte en rygsæk på ryggen. Min nuværende er en 45 liters rygsæk, som ikke er meget større, end at den stadig kan gå under kategorien ’day pack’. Men udover lidt proviant og tøj, som jeg stopper i den alt efter humør og årstid, indeholder den noget standard grej, der altid er i sækken. Det er grej, der helt udelukkende er tænkt som hjælp til at løse opgaverne med at dække de fire livsvigtige behov samt lidt udstyr, der kan løse andre umiddelbare væsentlige opgaver såsom navigation og førstehjælp.

Rygsækken er en god og stærk rygsæk med indbygget letvægtsramme i aluminium. Den har et komfortabelt og ergonomisk gennemtænkt bæresystem, og jeg kan bære rundt på den i flere timer, uden at det bliver ukomfortabelt.

Den er todelt med et stort pakrum til tøj mv. fra toppen og et mindre pakrum i bunden, som jeg bruger til kogegrej og det hårde og kantede grej. Derudover er der to sidelommer med god plads, hvor jeg har foldesav, telt-presenning, pløkker, orange barduner, en solid kniv til allround brug og førstehjælpsudstyr. I topflappen er der et mindre pakrum, hvor jeg har en feltflaske og lidt småting.

I rygsækken har jeg derudover et meget handy foldbart komfur, spisegrej, en gryde, desinficerende gelé, et kompas, 30 meter faldskærmsline, en LED lommelygte, 3 meter elastiksnor og en lille handy knivsliber til at holde knivene superskarpe, hvilket er helt essentielt, da man ikke kan bruge en sløv kniv til ret meget. Den lille kniv er lavet i carbon-stål og udover at være pivskarp, fungerer den derfor også fint som stryger til ildstålet.

Gryden er stuvet med følgende grej:

Et grydehåndtag, en pudseklud, en juicebrik, hvis jeg går sukkerkold (det kunne lige så godt være en såkaldt energibar – hvis man har trang til at føle sig sporty – men jeg kan godt lide æblejuice, og juice gør det samme som en energibar, plus at det slukker tørsten), myggenet og vildtnet, en pålidelig stormlighter og et ildstål, der altid dur, også når den pålidelige lighter svigter, derudover en god portion sammenrullet birkebark og fire totter bomuldsvat mættet i vaseline og pakket i stanniol, en dåse vaseline og endelig en vildtgalge – jeg er jo på jagt, og det kunne være, at jeg fik skudt noget.

Sammenrullet birkebark? Hvorfor det?, er der nok nogle, der tænker. Forklaringen er, at det er usandsynligt godt at tænde op med. Birk er bare ’vildmandens’ yndlingstræ. Man kan nærmest hælde vand ud af et birketræ, yderbarken er som papir, og den kraftigere underliggende bark indeholder olier, så barken brænder næsten som en sprittablet. Det er nemt at tage bark af en birk i et sammenhængende stykke, og barken kan bruges til at lave vandtætte beholdere af. Birk betragtes af de fleste skovfogeder nærmest som ukrudt og bruges stort set udelukkende som amme-træer i plantagerne, hvor det hurtigt fældes, når de træer, som birken har beskyttet, kan klare sig uden den skærmende birk. Birketræerne fældes, fordi de er meget dygtige til at brede sig, hvis træerne bliver store og kønsmodne med tusinder af rakler, der sender birkepollen ud i hele skoven. (Ja, et træ bliver først kønsmodent, når det er ’voksent’ – og jo, jeg skal nok springe den der over, som vi lærte i skolen, med bierne og blomsterne.) Men birken er et træ, der har rigtig mange gode kvaliteter til vildmarkslivet. De sammenrullede stykker birkebark i min rygsæk er derfor beregnet til hurtigt at kunne få gang i et bål. Lige så snart barken er brugt, skærer jeg en ny strimmel, så jeg altid har en birkebarkstrimmel i sækken.

Den samme hensigt har vaseline-vattotterne. En vattot mættet i vaseline tænder med enkelte gnister fra strygestålet. Og på grund af vaselinen brænder vattotten i et godt stykke tid. Så vaseline-vattotter, birkebark, stormlighter og strygestål er til brug for hurtigt at kunne sikre mig varme. Det er grundlaget for hurtigt at skabe fornøden ild til at antænde det brændstof, som vildmarken i øvrigt kan bidrage med.

Vaseline er et rigtigt godt naturmateriale! Vaseline er faktisk petroleum, og på engelsk hedder det ’petroleum jelly’. Men vær opmærksom på, at det kun er ægte vaseline, der er godt. Mange læbepomader er vandbaserede og har ikke noget med vaseline at gøre. Men den kendte gule Chesebrough Kløver Vaseline fra Brugsen – det er den ægte petroleum jelly. Vaseline har flere gode egenskaber, der kan komme til gavn i vildmarken. De fleste ved, at vaseline har sårlindrende (og muligvis sårhelende) egenskaber. Man kan med fordel smøre det på sprukne og vejrbidte læber og andre udsatte sår. (Man skal derimod ikke smøre sine læber og sår med en hvilken som helst læbepomade i vildmarken. Mange læbepomader er vandbaserede og er mest af alt møntet på, at teenagepiger kan smøre det i ansigtet hver tiende minut for at rende rundt med fugtige læber og forsøge at se godt ud. Smører man sådan noget stads i fjæset i minus 18 graders modvind i Grønland, så kan man da være sikker på, at læberne revner). Men ’Kløver’ – den dur.

Endvidere besidder vaseline den egenskab, som jeg allerede har været lidt inde på, nemlig at den er god til optænding. Det er ikke vaselinen i fast form, der brænder; men vaseline har et lavt smeltepunkt, og vaseline i gasform kan brænde. Den egenskab kan udnyttes i samspil med letantændelige materialer som for eksempel en tot vat. Bomuldsvat er meget letantændeligt. Man rykker lige de vaselinemættede vatfibre lidt fra hinanden et par gange og sender gnister fra tændstålet ned i totten. Så tænder vattet, vaselinen smelter, og gasserne begynder at brænde. Det er simpelt og fikst. Vattotterne fylder og vejer ingenting, de smuldrer ikke, men kan tåle at blive trykket sammen, mast og komprimeret.

Er man faret vild sammen med sin ruhårede hønsehund – det er måske ligefrem den, der er årsagen til, at man er faret vild – kan man jo også tænde op med hunden. Min brænder i hvert fald fint, hvis jeg smører den ind i vaseline. Freddy trænger altid til at blive trimmet, og jeg har fundet ud af, at jeg i løbet af få sekunder kan plukke en nævefuld pels af ham. Mætter jeg den plukkede pels med vaseline, tænder det lige så fint som vattotterne. Se, der var der endnu en god grund til at skifte korthåren ud med en ruhår (det var bare pjat – jeg ved da godt, at det næsten er farligere at joke med jagthunderacer end at joke med religioner).

Har man en spaniel, eller en anden jagthund med en ivrig lang hale, med sig, når man farer vild, kan vaselinen også bruges til at smøre hundehalen med for at undgå alt for mange sår og rifter på ’propellen’. Derudover er vaseline en udmærket rustbeskytter. Når man nu alligevel er faret vild, så kan tiden jo lige så godt bruges til at smøre riflen lidt ind i petroleum, så den ikke er rusten, når man engang finder hjem.

 

Find vej

På et eller andet tidspunkt begynder man nok at savne familien og kontoret derhjemme. Så er det tid til at forsøge at finde hjem igen. Man har etableret en fin lejrplads, hvor man nemt kan opretholde livet. Så når man begynder at lede efter en vej hjem, så skal man jo for hulen da ikke fare vild en gang til. Det vil sige at når man navigerer ud fra lejrpladsen denne gang – ja, så skal man altså kunne finde tilbage til pladsen igen. Det er jo ikke sikkert, at man finder vejen hjem i første forsøg. Et godt udgangspunkt for at kunne finde vej er nogenlunde at vide, hvilken vej man går. For at kunne vide det, er det en fordel at følge en kurs. For at kunne følge en overvejet kurs er det en stor hjælp at have styr på, hvor man finder nord, syd, øst og vest. Det kan også være, at man har en idé om, at hjælpen findes i en bestemt retning, i hvilket tilfælde det vil være endnu mere gavnligt at vide, hvilken vej man da skal gå.

Har man ikke lige et kompas med sig, kan det fint lade sig gøre at stedfæste verdenshjørnerne alligevel. De fleste antager, som et helt ufravigeligt faktum, at solen står op i øst og går ned i vest – og at det gør den også i morgen. Når jeg nu siger: ’Njaaa, gør den nu også det?’, vil mange nok tro, at nu rabler det da for mig.

Men det er faktisk sådan, at solen ikke stiger og sætter på det samme punkt på horisonten hver dag. Tværtimod, så stiger og sætter den faktisk et forskelligt sted hver dag. Det er ganske rigtigt, som vi synger, at ’.. i østen stiger solen op…’.  Den gør det i østen, men den gør det ikke i stik øst hver dag. Solen vil stige længere mod syd i vinterhalvåret og længere mod nord om sommeren. Men uanset hvornår på året vi skal finde vej, og uanset hvornår på dagen, kan vi, hvis vi har et retvisende ur med visere, hurtigt finde syd (nord) – bare solen er til at få øje på. Metoden ses af de to fotos nedenfor. I sommerperioden (når uret er stillet til sommertid) er det fuldstændig den samme procedure, her er det bare ikke kl. 12, der er fikspunkt, men kl. 13.

Hvis der derimod er overskyet, hvad gør man så? Hvis der er helt overskyet, så må man vente, men hvis sollyset kan kaste en skygge, hvad der ofte er tilfældet, selvom der er lidt skydække – så stik en lang pind lodret i jorden. Pindens skygge vil vise retningen direkte mod solen, og ved hjælp af skyggen kan man nu pege timeviseren direkte mod solen. På den sydlige halvkugle kan uret også bruges som kompas: samme fremgangsmåde, dog med den forskel, at man der liner kl. 12 (eller kl. 13 ved sommertid) op med solens retning – ikke timeviseren.

Ligesom solen ikke nødvendigvis stiger præcis i øst, er den heller ikke nødvendigvis præcis i syd klokken henholdsvis 12 og 13. Men den er tilnærmelsesvis tæt nok i syd til, at ovennævnte navigationsmetode virker ret præcis.

.. ’Jeg har ikke noget armbåndsur – jeg bruger min mobil ’…, vil nogle nok sige. ’Hvad i alverden skal du med en mobil i vildmarken … Der er formentlig ingen dækning, og den løber alligevel tør for strøm i løbet et halvt døgns tid’ …, vil nok være min umiddelbare kommentar, men nok om det. Har man valgt at slæbe overflødigt grej med sig, når man render rundt og farer vild, så må man jo gå endnu mere back to basics ….. Det er også sjovt nok, men lidt mere omstændeligt.

De ur-løse kan gøre følgende: Stik en pind lodret i jorden og læg en sten for enden af pindens skygge. Vent et kvarter (det kan selvfølgeligt være svært, når man ikke har et ur…. men sådan ca. et kvarters tid, så!). Læg herefter en ny sten for enden af skyggen der, hvor skyggen nu befinder sig. Retningen mellem de to sten peger nu øst/vest, med vest værende i retning mod den første sten, uanset hvad tid på dagen det er. På denne måde kan man finde vej om dagen, hvis der er lidt lys. Eller man kan i hvert fald finde verdenshjørnerne.

Om natten er det nok bedst at sove, men når man sidder ved sit lejrbål om aftenen og savner sin kone, som stadig ikke har sendt et eftersøgningshold ud for at finde en, så kan man jo lige se, om Nordstjernen stadig hænger på sin plads. Og det gør den med garanti, ellers er der noget rigtig galt, fordi Nordstjernen hænger altid i nord – året rundt. Set fra jorden flytter Nordstjernen sig ikke. De andre stjerner på himlen snurrer derimod underdanigt rundt om Nordstjernen.

Hvordan finder man så Nordstjernen? Det gør man ved først at finde stjernebilledet Store Bjørn – bedre kendt som Karlsvognen. Så finder man den forreste nederste stjerne i Karlsvognens vogn, trækker en tænkt direkte linje op mod den forreste øverste stjerne i Karlsvognens vogn og fortsætter 4 gange så langt i den samme lige linje. Dér dukker der en klar og funklende stjerne frem, som vil være meget tydelig på en kulsort vildmarkshimmel. Det er den smukke blinkende Nordstjerne ’Stella Polaris’, som i øvrigt udgør den sidste stjerne i ’håndtaget’ i stjernebilledet Lille Bjørn. Der har man nord, og endda så præcist at man med sindsro kunne kalibrere sit kompas derefter, hvis man da bare lige havde husket at få kompasset med i rygsækken.

Man kan selvfølgelig også bare vågne op her i det 21. århundrede og så købe sig et GPS-ur. Dette Garmin ur har: GPS, sat track nav, back-tracking, quick waypoint marking, point and track, 3D fluxgate magnetisk kompas, højdemåler, termometer, barometer, osv. Ja, og så kan det faktisk også vise, hvad klokken er – hvor som helst i verden for den sags skyld – selv i ZULU-tid, hvis man skulle føle behov for at koordinere sin jagt med en verdensomspændende NATO-mission. Det kan ikke tørre én bagi, når man har været på lokum, men ellers kan uret næsten hjælpe med alt, hvad man har brug for derude. Det er den fagre nye verden, og underviser man sig selv lidt i brugen af GPS-uret, kan det altid guide en hjem ….. Men altså, det er jo næsten snyd, og uret kan jo, modsat et mekanisk analogt ur, løbe tør for strøm!