Jeg er vel stadig nyjæger. Jeg ved faktisk ikke, hvor længe man er det, men nu er jeg i hvert fald jæger på sjette sæson. Jeg er ret overbevist om, at der altid vil være nyt for mig at lære ud i jagtens udøvelse, også om 20 år, når jeg ikke længere med rimelighed kan kalde mig selv for nyjæger. Den mangfoldige vifte af muligheder, som jagten rummer, er noget, som jeg sætter stor pris på og finder meget dragende. Lige fra en dag i skjulet efter krager eller jagt på hjorte i højlandet til de vildtplejetiltag, der foretages med udfodring i efterår og vinter, såning af vildtagre og slåning af spor i forårs- og sommermånederne. Har man lyst, rummer jagt næsten uanede muligheder for at holde sig travlt beskæftiget året rundt.

Da jeg tog jagttegnet, var jeg midt i trediverne, hvilket er ret almindeligt for nyjægeren i dag. Jagttegnet erhvervede jeg efter at have fulgt jagtlære på aftenskole i 2008. Samme år købte jeg en haglbøsse og en riffel. Jeg trænede op til riffelprøven, som jeg bestod i juni 2009.

Jeg er født og opvokset på landet i det midtjyske og er sådan set ud af en jægerfamilie. Min far er vel at mærke ikke jæger, men mine fire onkler på min mors side er jægere. De tog mig lidt med på jagt, da jeg var dreng. Men det blev nu kun til et par gange. Jeg fulgte også jagttegnsundervisning, mens jeg gik i 1.G på gymnasiet. Men da det blev besluttet, at jeg skulle et års tid til San Fransisco på High School, fyldte dette lille eventyr pludselig meget i mine tanker, og jeg fik ikke taget jagtprøven, inden jeg drog mod vest.

Efter afsluttet almen uddannelse stod den på universitetet i Aarhus. Under studierne fik jeg afløb for det at komme ud at opleve og nyde naturen ved at begynde at dykke. Jeg blev bidt af en gal dykker og tjente lidt penge som dykkerinstruktør ved byens dykkerskole. Jeg brugte så alle pengene, og lidt til, på dykning. Min dykkerentusiasme medførte nok, at studiet tog lidt – bare lidt – mere end de normerede fem år. Siden stod den så på job som fuldmægtig på et advokatkontor og siden ansættelse som ung advokat. Jeg havde som ung mange gøremål og fik derfor ikke taget hul på jagten dengang.

I 2006 havde min kæreste Christine (Chris) og jeg jobs i det sydvestjyske. Vi købte et lille hus langt ude på landet, tæt ved marker og hegn og med et kæmpestort naturskønt moseområde lige bag ejendommen. Pludselig var jeg ude af byen og tilbage i ’barndommen’ – tilbage på landet og i naturen. Når vi gik en tur i mosen, var vi næsten altid heldige at se råvildt, harer, fasaner eller endda snepper. Det slog mig, at der var flere rådyr, end jeg huskede fra mine barneår på landet. De var der da dengang i 70’erne og 80’erne, men det var lidt særligt at se et rådyr dengang, husker jeg.

Efterhånden begyndte udtrykket at ’gå i mosen’ at vinde indpas i vores lille hjem. Jeg ’gik i mosen’ ikke bare for at få frisk luft eller for motionens skyld, men simpelthen for at kigge mig omkring, opleve og nyde naturen deromme. Jeg så råer med lam, ræven tage en fasankylling på brakmarken og en anden gang jagte en hare gennem krattet, bukken beslå råen, forårssnepperne lette fra hegnene langs med hjulsporene og mange andre dejlige naturscenerier.

En helt særlig oplevelse står stadig lysende klar for mig. Det var en frysende kold tidlig søndag vintermorgen, hvor Chris og jeg gik en tur. Pludselig lettede 7 moseugler lige om ørerne på os, i to buketter, ud fra en grantykning. Uglerne fløj lavt ud lige forbi os og kredsede rundt i cirkler, før de med seje vingetag fløj tilbage op over granerne og ud af syne. De mange ’ugler i mosen’ i det sneklædte landskab efterlod et indtryk, der stadig står meget skarpt i min erindring. Det var på en eller anden måde en af de smukkeste naturoplevelser, jeg nogensinde har haft.

Efterhånden som tiden gik, fik jeg en ubændig trang til at komme tættere på. En trang til at forlade markvej og sti, at begive mig helt ud på markerne og helt ind i krattet for at komme tæt på alting. Jeg fik også den tanke, at der jo alt andet lige måtte kunne høstes af det vildt-overskud, jeg jo kunne se blev produceret. Jeg fandt snart ud af, at der var andre, som havde samme overbevisning. For der blev drevet jagt i mosen, og der blev vel at mærke – i min optik – drevet ordentlig jagt i mosen.

Jeg havde godt lagt mærke til den stationcar, der indimellem kørte om i mosen. Jeg havde også lagt mærke til, at både fører og passager var ret grønne i deres tøjstil. Så en dag hvor bilen holdt på et traktorspor, gik jeg hen og fik mig en snak. De var blot et par stykker, nogle modne herrer langt over den unge alder, hvor der ikke er langt fra tanke til handling, og hvor beslutninger mange gange kan være ret impulsive. De havde, som de eneste, adgang til mosens meget store vildtrige arealer. De var stille og rolige vestjyder – og jægere nærmest fra barnsben, vil jeg tro. De havde begge et indgående kendskab til mosen og til mosens vildt, og jeg fandt deres jagtlige verden vældig dragende. Beslutningen blev truffet: jagttegnet måtte tages.

Det gjorde jeg så. Med jagttegn, bestået riffelprøve, nyindkøbt haglbøsse og riffel i hus, var jeg i starten af 2009 således klar til at kaste mig ud i jagtens lyksaligheder.

Lidt atypisk var mit første nedlagte vildt en sommerbuk, selvom det i dag, hvor riffeljagten er i høj kurs, ikke er nær så ualmindeligt, som det var tidligere. Under alle omstændigheder – nogen ’pralebuk’ var det ikke. Mit første nedlagte vildt blev en etårs spidsbuk med et par små ’pinde’ på måske 4-5 centimeter hver. Men hvilken spidsbuk det var! For mig var det så absolut den flotteste lille buk, jeg nogensinde havde set. Dyret blev ikke skudt fra tårn eller stige, men derimod på en gedigen pürsch i et større midtjysk skovområde. Det var fantastisk, og hvad mere var: dyret var mit. Hele dyret vel at mærke, og ikke bare den beskedne opsats. Det var berigende at bringe sit første skudte vildt hjem til husholdningen. Værsgo, 15 kilo vildtkød! Jeg hængte bukken de foreskrevne 40 graddage, og med instruktion fra internettet fik jeg flået, forlagt og parteret dyret. Hele forløbet, lige fra forberedelsen af jagten, gennemførelsen af jagten, nedlæggelsen af bukken, forlægningen af dyret og sidst at kunne stege en dyreryg og pakke resten af kødet i fryseren, var en totaloplevelse, som for alvor tændte gnisten i mig.

Min begejstring og glæde over jagten smittede. Så nu er jeg i den heldige situation, at Chris også har taget jagttegn, hvilket giver en fælles forståelse for, hvad det egentlig er, der er så fantastisk ved det der jagthalløj.

Af natur er jeg nok mere jæger end samler. I hvert fald er det primære for mig jagternes indhold og ikke antallet, eller størrelsen, af trofæer hjemme i stuen. Inden jeg begyndte at gå på jagt, syntes jeg faktisk, at det var lidt fjollet, at jægere hænger opsatser og gevirer op på væggen. Jeg fandt de obligatoriske fotos, hvor den stolte jæger knæler ved siden af et skudt dyr – og helst et dyr med nogle store horn på hovedet – lidt platte og en snert bizarre at se på. Men nu, som jæger, forstår jeg godt disse fotos og trofæerne på væggen. Jeg forstår det rigtigt godt endda. Jægerens trofæer og trofæbillederne er ikke ’pokaler’, der skal stive jægerens macho-image af. De er noget så såre simpelt som forevigelser af minder fra gode jagter, som jægeren mange år efter jagterne, ved et hurtigt kig på trofæet eller billedet, krystalklart kan kalde frem i tankerne og genopleve.

Man må dog nok som jæger forstå, at sådanne minder er jægerens alene. Kun jægeren ved, hvad der ligger bag fotoet eller gevirerne på væggen. Andre end jægeren ser bare et dødt dyr, og mange vil undres. Nogle vil endda forarges over jægerens glæde ved at smykke sit hjem med nedlagte dyr. Men det er fordi, de ikke kender historien bag trofæet.

Så tag og fortæl historien, og de fleste folk vil nok forstå.

Nu gør jeg det selv, altså laver de obligatoriske trofæopsatser og tager de klassiske trofæfotos. Jeg gør det af den samme grund som de fleste andre jægere, nemlig den at trofæerne og billederne er mine dejlige minder fra nogle gode jagter. Så jeg forstår jægeren, som dyrker trofæjagt intensivt.

Jeg sætter selv pris på at opleve andet end min egen lille andedam, og derfor drager jeg indimellem ud i verden for at opleve jagten der. Jeg bringer naturligvis trofæerne med mig hjem, hvis jeg skyder trofæbærende dyr. Jeg ser også det grandiose og majestætiske i et stort trofæ fra et flot gammelt handyr. Men jeg betragter som sådan ikke hjorten, bukken eller andre handyr med store opsatser som ophøjede dyr af større værdi end hundyr og unge dyr. Jagtens indhold er det vigtigste for mig. Eksempelvis er trækjagt på gæs, eller en pürsch efter efterårs-råvildt, mindst lige så spændende og oplevelsesrig som trofæjagten på sommerbukken. Jeg glædes over og værdsætter de oplevelser, jagterne giver mig, og jeg sætter stor pris på alt det vildt, jeg skyder.

Nogle af de største oplevelser, jagt har givet mig, er fra stunder, hvor vildtudbyttet har været ret beskedent eller helt er udeblevet. Som for eksempel den tidlige morgenstund i sivene på andejagt, hvor en odder nysgerigt listede forbi mig inden for blot et kosteskafts længde og vist undrede sig over, hvad jeg var for en mærkelig plante. Eller den dag hvor jeg stille gik hjem fra en bukkejagt, og grævlingemoren sad uden for graven med sine legende grævlingegrise omkring sig. Den slags oplevelser beriger sjælen, man bliver glad, og man føler sig privilegeret over at få lov til at overvære naturens skønne stunder.

Jeg holder af at fotografere. Jeg tager også fotos fra mine jagter, herunder trofæbilleder. Men jeg forsøger at ’skyde’ fotos af situationer, som jeg føler fanger den stemning, der kan relateres til jagten. Det er jagten i det brede perspektiv, oplevelserne og atmosfæren, der er berigende. For mig har det – ja, det er nok store ord, men – en næsten meditativ effekt at befinde sig i og føle sig i pagt med naturen, især når man så har den helt igennem fantastiske mulighed at kunne tolde lidt af overskuddet af vildtet. Jeg tror ikke, at denne følelse er en nyjæger-ting. Sådan vil jeg formentlig altid have det.

Foruden glæden ved at opholde sig i og bruge naturen, bidrager jagten med ingredienser til lækre middagsretter. Vildtkød er delikat, og jeg finder det opløftende at tilberede vildt, som jeg eller Chris selv har leveret, og som har levet frit og naturligt indtil den dag, det blev skudt. Indtil videre har vi lavet måltider ud af alt det vildt, vi har haft held og snilde til at skyde (dog det meste rovvildt undtaget). Alle måltider har vel at mærke – uden undtagelse – smagt rigtig godt. Vi har endda serveret marineret kragebryst for gæsterne til en konfirmation. Det var ikke den eneste ret på menuen, men nærmest ment som et kuriosum, som alle imidlertid spiste med velbehag! Jeg har tilberedt flere måltider af store skalleslugere, og ærligt talt forstår jeg faktisk ikke, hvorfor nogle væmmes ved tanken om at spise en skallesluger eller andre dykænder for den sags skyld. Jeg har såmænd læst indlæg fra jægere, der skyder, men ikke spiser canadagæs – og det er da ærgerligt! Mig bekom skalleslugerne rigtig godt, og jeg finder, at skalleslugeren er en delikat spisefugl. Men man skal selvfølgelig gøre sig umage, forberede fuglen ordentligt og tilberede den med omtanke. Smider man sådan uden de store overvejelser en plukket skallesluger i ovnen, kan jeg da nemt forestille mig, at smagsoplevelsen vil falde ud til den mindre heldige side.

Vi moderne mennesker i den vestlige verden lever jo lidt i en ’osteklokke’. Mange har indtaget den holdning, at det er brutalt og bestialsk at slå et dyr ihjel. Efter min mening er det naturligvis ikke rigtigt. Engang var det at slå dyr ihjel en hel naturlig del af hverdagen for rigtig mange mennesker, men i dag er denne gerning forbeholdt de få. Men faktum er jo, at mennesket altid har slået dyr ihjel. I særdeleshed det moderne menneske har med sin vestlige levevis utroligt mange dyreliv på samvittigheden. Men ’drabene’ foregår enten indirekte som følge af menneskelige aktiviteter, eller de foregår ved, at andre foretager drabene for os, således at vores mad kan lande fint og indpakket i supermarkedernes kølediske. Ja, selv vegetarer skal se sig meget godt for, hvis de ikke skal have uskyldige dyreliv på samvittigheden. For i forbindelse med afgrødedyrkning reguleres utallige dyr bort – direkte og indirekte, for at afgrøden kan få de bedste vækstbetingelser. Således konfronteres vi ikke med de utallige ’drab’, vi som civiliserede mennesker hver eneste dag begår på dyr af alskens racer, både som følge af kødproduktion og som følge af konsekvenserne af vores levevis. Derfor er det også noget letkøbt, når lidt for frelste urbaniserede mennesker kalder det for brutalt, primitivt og bestialsk at være jæger. I dag er det ikke nødvendigt for vores overlevelse at jage dyr – vi kan i stedet ’dyrke’ vores kød, eller vi kan købe kød, som andre har ’dyrket’ for os. Men vi jægere befinder os midt i naturen og i kulturlandskaberne, og vi har så at sige fingeren på pulsen. Vi går på jagt, fordi vi finder det naturligt og rigtigt, og vi kunne ikke drømme om at skade naturen og dets dyreliv. Jagt er ikke en ond gerning, men derimod en aktivitet, der giver indsigt og føling med livet omkring os. Det drejer sig ikke om penge, vækst, markedsmekanismer mv., men derimod om noget så banalt som det helt naturlige liv, vi ellers har fjernet os så langt fra.

I dag er Chris og jeg nået dertil, at vi til vores husholdning ikke køber konsumkød. Vi spiser kun kød nedlagt på vores jagter, og derudover (dels da vi ikke helt kan holde os ved kød alene fra jagt og dels da oksebøffer, svinekoteletter og bacon jo smager fremragende) også kød af egen produktion. Vi er så heldige at have jord til vores ejendom, herunder en eng, hvor der går lidt skotske kvier og en stud rundt og hygger sig. De naturplejer engen, og vi får bøffer på bordet – en fin lille symbiose. Vi har også høns i haven til æg og slagtning samt et par frilandsgrise, der går og øffer og graver bag ved gården. Så sådan mere eller mindre efter et godt gammeldags husmandskoncept, skyder og producerer vi nu alt kød til eget forbrug. Sådan har vi valgt, at det skal være. Vi ved, at vores egne husdyr ikke er fyldt med antibiotika og har det så godt, som husdyr kan have det, og at vildtet, vi skyder, skydes bæredygtigt og har levet helt naturligt. Indimellem spiser vi ude – vi bliver måske inviteret til middag, mærkedag eller til fest. Og der spiser vi selvfølgelig, hvad der bliver serveret. Vi ’prædiker’ ikke, men hygger os og spiser de grillede revelsben, pølser, kyllinger eller hvad der nu end serveres. Vi er ikke ’hellige’, men vi har bare mulighed for og lyst til at gøre, som vi gør. Og ved I hvad? Det er ikke kun ’Bonderøven’ Frank Erichsen fra TV, som et stykke hen ad vejen lever efter gamle husmandsprincipper (om end han er rigtig dygtig og en god formidler af budskabet til det brede publikum). Herude på landet, hvor Chris og jeg bor, er der masser af folk, der har køer, grise, høns og andre husdyr gående på friland til egen husholdning, hvoraf mange derudover supplerer med vildtudbytter fra jagt.

Jeg mener, at vi jægere, nye som gamle, bør værdsætte jagten på ’rigtigt’ vildt: vildænderne, bekkasinerne, gæssene, kragerne, duerne, råvildtet, rævene osv. Jeg har slet ikke noget imod, at man udsætter fasaner, agerhøns og gråænder, hvis det vel at mærke foregår under de rette former. Udsætning kan være et stort bidrag til højnelse af naturen, men under de forkerte former har udsætning derimod ingen effekt og egentlig naturværdi. Så snyd ikke dig selv for jagten på det ’rigtige’ og ’vilde’ vildt. Kun hvis vi er nok jægere, der opretholder de gamle jagtformer på vildtet, ved vi, hvad vi taler om og vil stå stærkt over for kræfter, som gerne ser jagten voldsomt indsnævret.

I skrivende stund er jagten på skalleslugerne forsvundet. Det synes jeg personligt er ærgerligt. Det var en af de første vildænder, jeg skød, og derfor vil en udfarvet stor skallesluger-andrik altid stå for mig som den smukkeste vildand overhovedet. Men det har sikkert været let – i vildtforvaltningsrådet – at forhandle skalleslugeren ud af listen over jagtbart vildt. Der er nemlig ikke mange, der driver jagt på den. Afskydningstallene lå kun på små 1.000 fugle årligt, og samtidig har der dannet sig den mening, at den flotte dykand ikke er værd at spise – hvilket som sagt er noget vrøvl. Alle de store måger er nu også fredede ud fra et argument om, at de skydes ’for sjov’, og på grund af en forvekslingsrisiko med den lille stormmåge, som man, undskyld mig, skal være plørefuld for at forveksle med en stor sølvmåge, sildemåge eller svartbag. Og hvem skyder måger ’for sjov’? Ja, alt hvad vi skyder, skyder vi jo, fordi vi holder af at gå på jagt. Det at sætte et afgørende og godt skud ind mod vildtet er således jagtens kulmination og rummer naturligvis en særlig tilfredsstillelse for jægeren. Men mågerne skydes primært, fordi de tolder voldsomt på blandt andet edderfuglene og andre havfugles unger. Derudover er der mange måger, og de udgør i nogle egne en plage, og mågerne – særligt de unge – kan sagtens spises med velbehag, hvilket mange gør/gjorde. Vi skyder dem således ikke bare ’for sjov’ – selv om vi nyder jagten på dem. Det samme gør vi jo med kragerne. Bliver kragerne de næste, der fredes – selvom der er (for) mange på markerne – fordi vi skyder dem ’for sjov’?

Tænk engang – for hver måge, krage eller skallesluger, der skydes og spises, spares der måske en industrikylling! Så prøv at tilberede vildtarter, som ikke almindeligvis betragtes som ædelvildt. Det smager fint og er såmænd sundt og nærende. Dertil kommer, at vildtet ikke, i modsætning til ’lørdagskyllinger’, har levet et unaturligt og kort liv i en stor hal tæt pakket med 15 kyllinger pr. kvadratmeter.

I skrivende stund er også husmår og dobbeltbekkasiner på vildtforvaltningsrådets observationsliste. Jeg har skudt begge vildtarter i mit korte jægerliv. Husmåren var lidt et kuriosum (man kan læse historien herom i denne bog), som gav mig en meget stor jagtoplevelse. Men især bekkasintramp i engene og på de våde efterårsmarker nyder jeg i fulde drag. For denne gamle klassiske jagtform: dét er jagt! Glem alt om sammenligninger med gumpetunge gråænder eller fasaner i opfløj. Jagt på bekkasiner kræver, at man arbejder for sagen, at man er meget vaks ved havelågen og fornuftigt skydende. Som bonus smager bekkasiner fantastisk.

De kræfter i vores samfund, der dårligt tolererer jagten, siger, at vi kan forveksle dobbeltbekkasinen med enkeltbekkasinen. Det er en noget unuanceret påstand, mener jeg. Jo, de to fugle ligner da hinanden, og den, der ikke tilbringer meget tid i engene og måske kun sjældent ser bekkasiner, kan naturligvis komme i tvivl. Men der er forskel både i fuglenes udseende og opførsel. Går man meget i engene – hvad bekkasinjægere gør – konfronteres man med et utal af bekkasiner i træktiden, og man lærer lynhurtigt at kende forskel på de to fugle. Og det forholder sig sådan, at vi kun skyder, hvis vi ved, hvad vi skyder efter. Dobbeltbekkasinen fylder omtrent (det giver jo næsten sig selv) det dobbelte af enkeltbekkasinen. I øvrigt afgiver dobbeltbekkasinen et hæst skrig i opfløjet og zigzagger typisk i flugten – begge dele afstår enkeltbekkasinen fra. Så hvis jagtmodstandere har svært ved at se forskel på bekkasinarterne, ja, så må det jo være, fordi vi jægere er bedre til vildtkending, end de er, i hvert fald for så vidt angår det vildt, vi jager – et synspunkt, som jeg synes, det er værd at hæfte sig ved. Vi behøver ikke at kunne Lademanns Naturfører udenad fra ende til anden. Det skader ikke, hvis vi kan, men vi skal – uden tvivl i sinde – kunne kende det, vi skyder efter. Andet behøves sådan set ikke, men er derimod også et ufravigeligt krav. Så selvom nogle har styr på langt flere og mere eksotiske fuglearter end mig, og selvom bekkasinarterne minder om hinanden, vil min påstand være, at jeg på et splitsekund kan kende en bekkasin eller en sneppe mindst lige så hurtigt og sikkert som selv den bedste ornitolog, og at enkeltbekkasiner, og for den sags skyld tredækkere (måtte de mod forventning indfinde sig på reviret), ikke på nogen måde er i fare dér hvor jeg går på jagt.

’Bekkasinen er ikke værd at skyde, da der næsten ikke er noget kød på fuglen’ – hører vi modstanderne sige. ’Der er heller ikke meget kød på det dyr, vi kalder en østers’, svarer jeg tilbage. En dags jagt på bekkasiner kan alligevel, ligesom en dejlig dags høst efter vadehavs-østers, bidrage med kød nok til et eksklusivt og fantastisk velsmagende festmåltid. Begge arter er talrige, og som en delikat og eksklusiv spise er det ene dyr vel ikke mere forkert at slå ihjel end det andet.

Jeg har al respekt for, at jagt til tider må indstilles, hvis jagten fører til en nedgang for en vildtart, som er trængt, altså med andre ord, hvis jagten ikke kan udføres bæredygtigt. Andre argumenter kan komme på banen, hvoraf nogle er mere velovervejede end andre, men vi skal passe på med at lade os spise af med argumenter, der ikke holder vand.

Min opfordring er derfor følgende: dyrk de gamle jagtformer, tramp bekkasinerne, skyd nogle vildænder, krager og duer og – med fare for repressalier – så skyd da også lidt harer og agerhøns, hvis de er på reviret og i øvrigt har det godt. ’Men skal vi ikke passe på det trængte markvildt?..’. Jo, vi skal, og derfor også skrevet: skyd kun – og kun i beskedne antal – hvis du har dem på dit revir, og du i øvrigt ved, at de har det godt på egnen. Hvis du værdsætter markjagten, vil du helt naturligt lægge dig i selen for, at markvildtet får gode livsbetingelser, og det er netop denne hjælpende hånd, der er tiltrængt!

Jo flere vi er, der sætter pris på de klassiske jagtformer og jagten på det ’vilde vildt’, jo tungere vægter vores ord – lad ikke argumenter om forvekslingsrisiko, eller at vi tillader os at synes, det er underholdende at gå på jagt, vinde plads i forhandlingerne. Vi skal kunne – hvilket vi kan – kende de vildtarter, vi skyder. Hvis vi er det mindste i tvivl, skyder vi ikke. Og ja, vi elsker at gå på jagt – og hvad så? Jeg er slet ikke i tvivl: Jo flere jægere, jo mere vildt og natur!

Det ligger vel i tidens ånd, at vi aldrig rigtig tager os tid til at koble fra hverdagens ræs. Mange har så travlt i deres tip-top tunede og skemalagte hverdag, at fritiden – og i værste fald livet generelt – går hen og bliver en hastesag. Fritiden til jagt er sparsom for nogle, og det bliver måske kun til tre, fire eller fem jagter henover en sæson. Jagtdagene bruges sammen med ligesindede kammerater, hvor der spenderes en fem-seks dejlige timer en søndag. Man skyder eventuelt til nogle velflyvende fasaner på en dagsjagt. Og så skal der altså helst falde nogle fasaner, når man nu bruger sin sparsomme fritid på det! Ofte vil fasanerne være udsatte, og de vil være mange i antal. De nedlagte fasaner slipper nogle helst for at tage med sig hjem. Det er jo besværligt, og det tager tid at rengøre og forberede sådanne fugle til gryden. Højst sandsynligt er jægeren en mand (hvad jo fortsat er mest almindeligt forekommende), og måske er jægersmandens evner i køkkenet beskedne (hvilket til en vis grad også er ret almindeligt). Hustruen eller kæresten, som så står for det der med mad derhjemme, ser sig nok helst fri for, at jægersmanden slæber døde dyr med sig hjem fra jagt. Men hvad er jagten så reduceret til?

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvordan folk mener at bruge deres sparsomme fritid bedst. Jeg kan godt acceptere og anerkende kommerciel jagt som en del af vores jagtlige muligheders univers. Jeg gør selv til tider brug af den kommercielle jagt. Men den kommercielle jagt må være bæredygtig og bør bidrage til bredt at gavne vildtet og naturen samt måske endda bidrage med jobs og styrke økonomien i lokalområder. Lidt ærgerligt er det imidlertid, hvis jagt for nogle bare går hen og bliver ’tivoliskydning’. Jeg kan have mine bange anelser om, at den type kommercielle jagter, som man tidligere har omtalt lidet flatterende som ’industrijagter’, ikke nødvendigvis bidrager til større forståelse for jagt blandt den ikke-jagende del af befolkningen. Kun hvis udbyderne af de kommercielle jagter til stadighed gør sig umage med at pille det ’industrielle’ ud af jagterne og lægger sig i selen for at sikre, at de etiske aspekter i jagterne bibeholdes, og endvidere sørger for en bred, åben og ærlig information – også til ikke-jægere – om jagternes udøvelse, om diverse vildtplejetiltag og om det brede perspektiv generelt, vil de kommercielle jagter kunne gavne jagtens fremtid. Men i så fald vil de omvendt også kunne bidrage positivt hertil.

Hvis man så deltager i en dags veltilrettelagt fasanjagt og får skudt nogle flotte høje fasaner, så tag dog nogle stykker med hjem! Som jæger kan man jo hurtigt rengøre fire-fem fasaner, ellers er det med at få det lært. Gør fuglene i stand og spis så lidt selv. Resten af de istandgjorte og velsmagende fugle giver du til dine rare naboer. Ser du, så betragtes du nemlig ikke bare som en ’lystmorder’, men fungerer derimod som en god ambassadør for jagten i Danmark.

Den nu afdøde pioner inden for ruhårs-avl i Danmark, Hans Israelsen, har efter sigende forfattet følgende velkendte digt, som på lyrisk vis præsenterer os for flere af de væsentligste ingredienser for en ordentlig jagtudøvelse:

Vil jæger du være
til gammen og gavn
hold vildtet i ære
og hjælp det i savn

Skyd aldrig i blinde
skyd aldrig i flok
og læg dig på sinde

at lidt bytte er nok

Men gik du i blund
sad dit skud ej som tanken
så hold dig en hund
som kan redde skavanken

Som så rigtigt skrevet af Israelsen, handler jagt i bund og grund om respekt for vildtet, implicit heri handler jagt også om hunde – i dag ikke bare af lyst og behov, men også fordi det simpelthen er et lovkrav at medbringe en egnet apporterende hund ved udøvelsen af jagt på ikke-klovbærende vildt med hagl på landjord. Skudt vildt skal findes og hjembringes. Det skal ikke ligge og ’flyde’ i naturen. Til at finde det skudte vildt er vores hunde det helt rette værktøj. Endvidere skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse anskydninger. Men uheld sker, og når det sker, har vores hunde igen evner, som langt overstiger menneskenes, til at opspore, finde og eventuelt aflive anskudt og bortløbet vildt. Chris og jeg holder os to styks af slagsen: en kleiner tæve, Chilli, og en ruhårs han, Freddy. De er søde og dejlige allround jagthunde. Hundene fungerer til hvert sit og er – for det meste i hvert fald – rimeligt lydige. Men vigtigst af alt er de et par hyggelige og loyale firbenede jagtkammerater, som jeg kun nødigt vil undvære.

På de kommende sider tager jeg udgangspunkt i nogle af de jagter, som jeg har bedrevet i mit relativt korte aktive jægerliv. Bogen er kronologisk opbygget. Hvert kapitel er en beretning fra en enkelt dags jagt eller fra en jagttur over flere dage. Der berettes om jagter både i og uden for Danmark.

Bogen rummer beretninger fra klassiske jagter lige fra de typiske tryk- og drivjagter med hagl og riffel over de efterhånden udbredte jagtrejser og til den mere kuriøse småkalibrede feinschmecker jagt.

Det tager som bekendt tid at udvikle kompetencer, det gør det også at udvikle sig som jæger. Ved læsning af denne bog vil man kunne følge min udvikling fra helt grøn til en efterhånden – ja, udlært bliver man vel egentlig aldrig, men så til i hvert fald – mere erfaren jæger.

Jeg er ikke anderledes end mange andre. Nogle går meget på jagt, andre ikke så meget. Jeg er en af den slags, der går en del på jagt – alle mulige former for jagter. Den udvikling, man undergår, når man med ildhu dyrker jagten og suger viden og erfaring til sig fra jagtens og naturens mange facetter, har fascineret mig. De tanker, jeg har gjort mig undervejs, har jeg forsøgt at inddrage i mine beretninger. Jeg har bestræbt mig på blot at beskrive mine ræsonnementer og tanker uden brug af løftede pegefingre – men selvfølgelig vil mine holdninger skinne igennem her og der. Jeg har bestræbt mig på ikke at give udtryk for, at jeg har patentløsningen på, hvordan ’rigtig jagt’ foregår. Denne bog er slet ikke ment som en taburet, hvorpå jeg stiller mig op og udbreder mig om, hvorledes jagt skal foregå, og hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert – det har jeg sådan set slet ikke erfaring nok til at udtale mig skråsikkert om. Mine løsninger, holdninger og valg er således ikke udtryk for sandhedsåbenbaringer, det er bare mine personlige erfaringer og indtryk. Nogle jægere vil være enige med mig, andre vil måske finde mine valg og løsninger mindre optimale eller ligefrem dårlige, men derved opnås sådan set også det ønskelige, nemlig at jægere tænker over, hvordan de udøver jagten, og at de handler derudfra. Hvis vi alle tænker os om i det, vi gør, vil vores efterkommere også kunne nyde det privilegium, det er at kunne gå på jagt.

En del af det grej, jeg bruger, er jeg blevet glad for og omtaler det nogle steder i bogen. Der er ingen, der har betalt mig for at nævne deres produkter – det garanterer jeg for. Derfor kan jeg også, helt uden at krænke nogle sponsorvilkår, allerede her indledningsvis næsten garantere, at der findes produkter, som jeg ikke anvender eller nævner, der er fuldt ud lige så gode som dem, jeg bruger og omtaler. Igen er det et spørgsmål om personlig præference og et spørgsmål om de krav og forventninger, man stiller til grejet.

Jeg har gode muligheder for at dyrke jagten og flere revirer at jage på. Idet min bedre halvdel har samme interesse som jeg, er vi ret enige om at bruge vores fritid på denne passion. Den fælles forståelse og interesse for jagten gør også, at tid og penge brugt på jagt bliver en investering i fællesskabet. Vi er for længst blevet enige om, at vi befinder os bedst i landlige omgivelser, og i 2013 solgte vi vores lille hus på landet i det sydvestjyske, og i stedet købte vi en gammel landejendom tæt på vores respektive fødeegne i det midtjyske. Til gården hører skønne 40 hektar skov og enge, hvor vi indimellem giver os i kast med jagtens prøvelser og muligheder.

Foruden jagtberetningerne har jeg i bogen indflettet nogle praktiske oplysninger og erfaringer, som jeg har gjort mig og har suget til mig fra hid og did. Der er lidt om jagtmetoder, jagtvåben, kalibre, hunde, grej mv.

Jeg håber, at denne bog kan medvirke til, at nye jægere får fyret op under lysten til at komme i gang med dette helt nye kapitel i deres liv: jagten! Endvidere tror jeg, at erfarne jægere, der måtte læse bogen, med et smil på læben vil kunne huske, hvordan det var, dengang det hele var nyt, spændende og muligvis lidt svært. Måske bogen kan give de erfarne jægere blod på tanden til at komme ud og prøve noget nyt. For jeg vil godt se den – selv meget erfarne – jæger, som uden at blinke vil påstå, at han eller hun har prøvet alt, hvad der er at prøve udi jagtens mangfoldigheder.