… Hvad ligger der egentlig bag betegnelsen en bjergjagtriffel? Tja … i bund og grund er den riffel man bruger på en bjergjagt jo de facto en bjergjagtriffel. Men det er klart, som med et hvilken som helst andet stykke værktøj, at noget virker bedre til opgaven end andet.

De fleste jægere vil nok pege på særligt to forhold som værende vigtige for en bjergjagtriffel. Nemlig: 1) riflen må ikke være for tung og 2) den skal have en lang effektiv rækkevidde. Jeg er sådan set ikke uenig i ovenstående betragtninger om vægt og effektivitet, om end at begge dele måske ind i mellem tillægges mere betydning end nødvendigt.

Under alle omstændigheder, i det følgende berettes om den riffel, vi bruger til bjergjagt. Ja, sådan set også alle mulige andre slags jagter – men jeg vil prøve at redegøre for, hvorfor vi mener, at den er særligt velegnet til jagten i de alpine miljøer. Riflen er – helt kort fortalt – en rustfri Sako 85 i kaliber 7mm Remington Magnum, hvor vi har forsøgt at undgå, at vægten løber løbsk således, at riflen kan håndteres i en nem vending.

Af det udvalg af riffelkalibre der er til rådighed i Chris’ og min våbengarderobe, er 7mm Rem Mag’en objektivt vurderet vel det mest kompetente til at løse de jagtlige opgaver i bjergene. I hvert fald er det et riffelkaliber, som rigtigt mange jægere vil pege på som værende oplagt hertil.

Men det er selvsagt ikke det eneste ’bjergkaliber’, der findes. Der er mange andre velegnede riffelkalibre, som besidder de samme egenskaber som 7mm Remington Magnum. Nogle kalibre er knapt så hårdtslående, hvorimod andre er en hel del mere voldsomme i energiudladningen. Men kun få kalibre er mærkbart mere velflyvende end et godt projektil fra en 7mm Remington Magnum patron.

… Hvorom alting er, vi traf en beslutning og valget landede på kaliber 7mm Remington Magnum til ’bjergriflen’ …

Kaliberet

7mm Rem Mag har været på banen i seks årtier, og er således efterhånden gennemprøvet og gennemtestet. Remington lancerede det potente riffelkaliber i 1962 samtidig med, at sløret løftedes for af en af de til dato nok mest populære riffelmodeller på markedet, nemlig Remingtons model 700. Såvel kaliberet som riflen fik en flyvende start og begge dele blev voldsomt populære. Der fandtes tilbage i 60’erne lignende magnum kalibre på markedet. Blandt andet røg 7mm Remington Magnum ud i en direkte konkurrence med det af Winchester allerede lancerede 6,5 mm riffelkaliber: .264 Winchester Magnum. Winchesters magnum kaliber – om end en smule mindre diameter (.264’’ vs .284’’) – besidder nogle af de samme egenskaber som Remingtons 7mm Magnum. Men da Remingtons nye kæledægge kom på skinnerne, blev Winchesters 6,5 mm magnum kaliber ret hurtigt udrangeret og parkeret på remissen. Remingtons nye ’super-kaliber’ stjal simpelthen alt opmærksomheden. Selv den dag i dag er 7mm Remington Magnum stadig ét af de mest populære magnum kalibre i verden, hvorimod .264 Winchester Magnum næsten ikke anvendes i rifler af lidt nyere dato. Til gengæld slog Winchester snart igen med den yderst populære .300 Winchester Magnum, og igen i starten af nullerne med sine WSM patroner – (Winchester Short Magnum). WSM kalibrene finder bred anvendelse, særligt på det nordamerikanske marked.

Remingtons formål med 7mm Rem Mag var at lave en hårdtslående og fladtskydende patron til brug for blandt andet jagt på lange distancer. Og det er faktisk lykkedes meget godt. Med 140 grain projektiler (godt 9 gram) opnås mundingshastigheder på omtrent 930-950 m/s, hvilket er en ganske respektabel hastighed for projektiler i den vægtklasse. Til sammenligning sender en typisk 6,5×55 jagtriffel et 140 grain projektil afsted med omtrent 800-810 m/s.

Men ét er at komme hurtigt ud af starthullerne, noget andet er, hvor hurtigt man taber pusten …. Så for at gøre fornuftigt brug af et kaliber som 7mm Rem Mag til jagt, der indbefatter lange skudhold, er det formålstjenstligt, at man anvender projektiler, der opretholder farten godt. Altså projektiler med en høj ballistisk koefficient.

I ’Dansk Jagttidende nr. 20, Januar 1957’ – et gammelt blad jeg fandt henlagt på loftet – læste jeg i en artikel om riffelkugler bl.a. følgende: ’… Projektilets ydre form har stor betydning for dets evne til at overvinde luftens modstand, og det såkaldte ’torpedoformede’ projektil er i ballistisk henseende det mest gunstige. Indenfor de afstande der almindeligvis er tale om på jagt, spiller projektilets ydre form dog ikke alt for stor en rolle…’

Altså; som sådan intet nyt under solen. Måske lige bortset fra, at vi anvender lidt andre termer i dag. For hvad der står skrevet i det gamle blad, er helt rigtigt. Projektilets ydre form – som afgør dets ballistiske koefficient – er stort set uden betydning til bukkejagten, skovjagten efter hjortevildt og andre jagter med korte til moderate skudafstande. Men ét forhold har ændret sig væsentligt for jægeren anno 2018 i forhold til jægeren anno 1957. Vi rejser mere. Flere og flere jægere får øjnene op for alverdens fantastiske jagtmarker, hvor vi kan dyrke vores passion! Nogle elsker jagten på Polens grise eller Sveriges elge, for andre er storvildtsjagten i Nordamerikas vidtstrakte vildmarker eller på Afrikas røde jord det saliggørende og nogle jægere (herunder undertegnede) finder jagtlykken i bjergenes og fjeldenes lette friske luft … Der er mange muligheder, og således mange andre jagtformer end blot de klassiske danske at give sig i kast med. Derfor kan ’projektilets ydre form’ således i dag faktisk godt have en relativ stor betydning. I hvert fald en noget større betydning, end det havde tilbage i 1957. Særligt i forbindelse med bjergjagter er det min klare opfattelse, at dette er tilfældet.

Nu er det så heldigvis sådan, at ’torpedoformede’ projektiler (for nu at blive i 50’er lingo’en) netop er noget 7mm kuglerne excellerer i. Der findes et rigtigt stort udvalg af projektiler og patroner til 7mm Remington Magnum. Særligt det nordamerikanske marked står mere eller mindre som en tro garant for leverancer af velegnet skyts til bjergjægere, der bruger rifler i kaliber 7mm Rem Mag. Til gengæld mener jeg faktisk ikke, at mange af de europæiske patronproducenter altid kan levere det, som bør leveres til et kaliber som 7mm Rem Mag. De fleste fabriksladede jagtpatroner fra europæiske producenter anvender typisk projektiler med ballistisk set utroligt ringe egenskaber. I hvert fald i forhold til hvad der lader sig gøre. Der findes dog enkelte undtagelser. Blandt andet laver tyske Blaser patroner til kaliberet med et velflyvende (amerikansk) Nosler Accubond projektil i spidsen. Det er så til gengæld nok den dyreste patron, jeg har kunnet finde på markedet. Med mere end 50 kr pr. skud, er det ikke lige den, der bruges allermest til træning (20 patroner … 1.000 kr. – – tak for kaffe, siger jeg bare!). Men for eksempel også finske Sako laver fabriks-ladninger med et velflyvende (amerikansk) Swift Scirocco projektil (som er lidt billigere). Efter min opfattelse er det netop projektiler af typer som Scirocco eller Accubond, der bør bruges i en patron som 7mm Rem Mag for, at kaliberet rigtigt kommer til sin ret. Idéen går simpelthen af det at have en højtydende langdistance jagtriffel, hvis man på butikshylderne kun kan finde fabriksammunition ladet med mere vindfølsomme jagtprojektiler med dårlige fartegenskaber.

Som hjemmelader har man imidlertid rigtigt gode muligheder. Og i modsætning til grovere riffelkalibre, som for eksempel kaliber .300 eller .338, skal man ikke engang synderligt højt op i projektilvægt for at finde kugler med helt suveræne ballistiske koefficienter … hvilket betyder, at rekylen er knap så krads i 7mm Rem Mag’en som den er i kaliber .300 magnum eller .338 magnum rifler.

Riffelstigningen er – som altid – afgørende for, hvor tunge og lange projektiler en pibe kan stabilisere. Med 1-9½ tommer stigning, som der er i vores 7mm riffelpibe (en helt typisk stigning for en 7mm Rem Mag), stabiliseres uden problemer projektiler med vægte op til godt 10-11 gram. I denne vægtklasse findes eksempelvis Hornadys ELD-X jagtprojektil på 10,5 gram (162 grain) med en ganske fortrinlig ballistisk koefficient på ca. 0.630 G1 (0.315 G7). Med eksempelvis en skudafstand på 300 meter rammer dette projektil, affyret fra vores 7mm Rem Mag, med en hastighed af 750 m/s og med knap 3.000 joule i anslagsenergi. Med andre ord – projektilet slår rigeligt hårdt!

7mm ELD-X projektilet er altså et meget strømlinet jagtprojektil, med hvilket man kan drage fordel af 7mm Rem Mag’ens høje mundingshastighed. ELD-X projektilet, og lignende strømlinede projektiler, holder farten langt ud over stepperne, og derved strækkes den effektive rækkevidde betragteligt. Som tommelfingerregel skal et jagtprojektil helst have en anslagsfart på minimum ca. 550 m/s for at fungere tilstrækkeligt rent terminal ballistisk. Der er naturligvis forskel på projektiler, men holder man sig til mindst 550 m/s, går man ikke helt galt i byen. ELD-X projektilet affyret fra en 7mm Rem Mag falder først til under 550 m/s ude på den anden side af ca. 650-680 meter (til sammenligning falder farten for en Norma Oryx kugle på 10,1 gram fra 7mm Rem Mag’en, til under 550 m/s allerede fra 380 meter!). Men med den rette kugle i spidsen af en 7mm Rem Mag patron, burde man ikke komme i bekneb med hensyn til kuglernes virkning i vildtet. Selv ikke ved meget lange skud.

I bjergene er det ret fordelagtigt med en lang effektiv rækkevidde, særligt i forbindelse med eventuelle opfølgende skud, f.eks ved en anskydning. I sådanne tilfælde har man en stor margin at arbejde med. Er et dyr anskudt, bør man gøre, hvad der gøres kan, for at få dyret aflivet. Men anskudt vildt kan ikke altid sådan bare lige opspores i bjergterræner. Heller ikke selv om man eventuelt kan se, hvor dyret har sat sig. Muligheden for at sende en effektivt dræbende kugle afsted over en lang afstand kan være gavnlig i tilfælde, hvor et fangstskud må afgives.

Med betragtningerne ovenfor argumenterer jeg ikke for at udelukke mere moderate kalibre (som eksempelvis det meget populære .308 Winchester) til bjergjagt. Sådanne kalibre kan godt bruges … jeg har selv været på bjerg- og højlandsjagt flere gange med en .308 Winchester … Pointen er blot, at kalibre som 7mm Remington Magnum er særligt velegnede til formålet. Tager man afsted på bjergtur med sin gode gamle .308’er stroppet på rygsækken, er det blot så meget desto mere vigtigt, at man tænker over patronvalget (projektilet). Og i øvrigt, at man begrænser sig til kun at skyde på rimeligt moderate afstande.

 Skæftet

Det originale syntetiske Finnlight-skæfte, som Sako riflen oprindeligt lå i, er skiftet ud med et lidt tungere epoxylamineret finérskæfte. Lidt paradoksalt vil mange nok mene. Sako har med Finnlight riflen i sin standardform – herunder i det lette polymerskæfte – netop holdt riffelvægten nede, fordi Finnlight’en er møntet på fysisk hårde jagtformer som eksempelvis bjergjagt. Vi har da også brugt riflen – i sin helt originale lette konfiguration – en del i bjerge og højland, bl.a. på gemsejagter i Østrig og Rumænien, stenbukkejagt i Kasakhstan og jagt på bjergzebra i Namibias højland.

Men i forbindelse med træning med riflen, under hjemlige himmelstrøg, fandt vi ikke skæftet særligt kompatibel med skydning fra støtteben, ligesom jeg ikke er synderligt begejstret for Finnlight skæftets flade vinkel på pistolgrebet. Finnlighten er derfor blevet lagt i et KKC laminatskæfte. KKC skæftet er lidt bredere, fladere, meget stivere og bærer riflen fint på støtteben. Præcisionen i det originale polymer skæfte var tilstrækkelig god, men at præcisionen (riflens formåen) faktisk forbedredes, da riflen blev glasfiber-bedded i det stive laminat skæfte, var naturligvis et plus. Men hvad var endnu vigtigere blev også nøjagtigheden (riflens formåen kombineret med skyttens formåen) også markant bedre. KKC skæftet og jeg er langt bedre ’venner’, end jeg var med Finnlight skæftet. Også Chris finder sig rigtigt godt til rette med KKC skæftets udformning.  Vægtforøgelsen – i forhold til det originale skæfte – er omtrent 350-400 gram. Det er en pris, som vi gerne betaler for at finde os veltilpasse med håndteringen af riflen.

Det norske KKC skæfte er fuldt justerbar, men har dog ikke trykknapper til hurtig justering (som eksempelvis et GRS skæfte har). Det kræver en unbrakonøgle, men så kan man også justere alt: højden på kolbekammen, skæftelængden (LOP) samt højden på bagkolbens hæl og tå. KKC har med deres ’Standard’-skæfte lavet sådan lidt af en hybrid mellem et ergonomisk baneskæfte og et jagtskæfte. Der er tydeligvis skelet til mere klassiske baneriflers linjer, men samtidig har KKC haft for øje at lave et slankt skæfte, som er meget anvendelig til praktisk jagt.

Piben

Til riflen har vi to 7mm Rem Mag piber. Den ene er en svær og ret lang rustfri Lothar Walther matchpibe. Den er der lige netop plads til i KKC skæftets pibekanal (den vil ikke kunne være i det originale Finnlight-skæfte). LW piben bruger vi, hvis der er lagt op til en skydeweekend med lidt bane- og feltskydning på de helt lange distancer (+ 800 meter). Men ellers står riflen typisk klar til jagt i våbenskabet med den originale Finnlight pibe skruet i riflen. Lothar Walther piben er nemlig betydeligt tungere, og noget længere, end den tyndere, lidt kortere og flutede originale pibe. Den originale Finnlight pibe holder faktisk også en ganske udmærket – og til jagt så rigelig tilstrækkelig – præcision. Nok har den ikke Lothar Walther matchpibens pibens meget høje præcisionsmæssige potentiale, men det kan man helt ærligt heller ikke forvente sig af en meget let, og ovenikøbet fluted, jagtpibe. Den fornuftige præcision med jagtpiben kan formentlig til dels tilskrives, at riflens låsestol er glasfiber-bedded i skæftet. Bedding eliminerer risikoen for store tolerancer, og kan derved øge præcisionen. Det er i hvert fald sjældent – om nogensinde – at en bedding skader en riffels præcision.

Ved at anvende den tyndere flutede jagtpibe på riflen, barberes omtrent et kilo af vægten i forhold til, når riflen er klædt i sit ’langdistance-outfit’ med den lange og svære LW pibe og en tungere langdistancekikkert. Den er også mere handy, da jagtpiben ikke blot er lettere, men også lidt kortere. Jeg kunne godt tænke mig, at jagtpiben var endnu kortere – sådan omtrent 50-55 cm passer mig rigtigt fint til en let håndterbar jagtriffel. Men det fungerer ikke alt for godt med så kort en pibe til magnum kalibre som 7mm Remington Magnum. Så den lille ulempe, som den originale 62 cm lange pibe medfører, må vi finde os i …

Ved skudsessioner af mange hurtigt på hinanden følgende skud, kan skuddene godt varme pibe og kammer gevaldigt op. Jo mindre gods der er i piben, jo hurtigere varmer den op. Et glohedt kammer og løb kan få skuddene til at vandre en smule, ligesom mange på hinanden følgende hurtige skud også er ret hård kost for et riffelløb. I særdeleshed for de såkaldte ’barrel burners’ som man i engelsktalende lande kalder rifler i kalibre, der er særligt hårde ved løbene. 7mm Rem Mag er sådan lidt af en ’barrel burner’, og man skal være godt tilfreds, hvis riflen holder en god præcision, også efter et par tusinde skud gennem piben. Måske endda færre hvis man har været hård ved løbet (alt afhængig af mærke, materiale og kontur). Skyder man meget felt- og baneskydning samt træning i øvrigt, kan man nemt brænde en 7mm Rem Mag pibe af på et par år eller mindre.  En ompibning af en riffel koster typisk i omegnen af 5.000 -8.000 kr. Så til den type skydning er en riffel i 7mm Rem Mag, og lignende kalibre, typisk ikke førstevalget …

Ved skydetræning med 7mm Rem Mag riflen skyder vi derfor skånsomt, hvilket vil sige, at piben ikke skydes brandvarm. Tommelfingerreglen er, at riflen ikke skydes varmere, end at man med bare hænder kan holde om piben uden at brænde fingrene – og det samme gælder lyddæmperen.

Dæmperen

Lyddæmperen til riflen er en Schultz & Larsen MC44 Superdome. Den dæmper lyden rimeligt godt (nok til at vi tydeligt kan høre kugleslag, når vi bruger den til jagt) og dæmperen tager samtidig en hel del af rekylen. Der er tale om en såkaldt teleskop-dæmper, hvor man kan tage et eller flere moduler af dæmperen, hvis man ønsker at begrænse vægten eller totallængden. Dæmperens bagkammer skrues ned over piben og maks. pibediameter er 21 mm. Den vejer 350 gram, har en diameter på 44 mm og forøger riflens længde med 11 centimeter. Den har således en lidt mindre diameter end Hausken JM 224 dæmperen (se forrige afsnit om 270 Winchester), og øger totallængden knap så meget. Begge dele er fordelagtigt, da 7mm Rem Mag jagtpiben er rimelig lang og sigtekikkerten kan skrues helt ned på 2,5x forstørrelse. På mindste forstørrelse bliver dæmperen tydeligt synlig i sigtebilledet, men dog ikke så meget, at det obstruerer krydset.

Dæmperens ’indmad’ er af stål og røret er af aluminium.  Den holder til rimeligt meget, herunder (behersket) skydning på banerne. Jeg vil nok ikke sætte min lid til, at Schultz & Larsen dæmperen tåler en vanvittig høj skudfrekvens med et magnum kaliber. Vi har ikke testet det – og kommer nok heller ikke til det – men sådan helt generelt for alu/stål dæmpere, bør man tage den lidt med ro, hvis der skydes med kraftigt skyts …

Sigtekikkerten

På riflen er der monteret en Swarovski Z6i 2,5-15×56 sigtekikkert. Den har siddet på et par af vores rifler efterhånden og har omtrent 10 år på bagen. Men selvom den ikke er den nyeste af de nye, er kikkerten uden tvivl i den høje ende af skalaen for optisk kvalitet. Også ved sammenligning med helt nye high end sigtekikkerter på markedet. Swarovski har lavet en ny serie af sigtekikkerter: Z8. Disse har et forstørrelsesspænd på 8x mod 6x i den gamle Z6 serie. Ønsker man sig den nye Z8 series brugsmæssige pendant til kikkerten beskrevet her og i det følgende, så skal man gå efter modellen Z8i 2,3-18×56.

Det ballistiske tårn på Z6i kikkerten har 5 MIL (50 klik á 0,1 MIL) til rådighed vertikalt. Kikkerten har ikke eksternt tårn til justering for vindafdrift. Man kan selvfølgelig skrue cap’en af og justere for vind, men det er ikke hensigten, at sidejusteringsskruen skal bruges til løbende afdriftsjusteringer. Meningen er, at man indskyder sin sigtekikkert, skruer cap’en på og … that’s it. Så skal man ikke pille mere ved sidejustering. Korrektionsskruen er også sådan lidt ’flimsy’ i det, og i øvrigt er jeg ikke sikker på, at mekanikken holder alt for godt til at være eksponeret for regn mv. uden cap’en på. I praksis må man således lade dækslet sidde på kikkerten og i stedet justere for afdrift ved at ’holde’ op i vinden. Den nye Z8 serie giver mulighed montering af eksterne kliktårne såvel i det horisontale som i det vertikale plan. Swarovski’s nye tårne går under modelbetegnelsen Ballistic Turret Flex (BTF). De nye Swarovski-tårne er lavet som et kliksystem, hvor man kan klikke tårnene på sigtekikkerten efter behov. De fylder lidt mere end kliktårnet på de gamle Z6 sigtekikkerter, men giver også mulighed for mere justering (7 MIL mod Z6’s 5 MIL). Et smart kliksystem til de nye Z8 jagtsigtekikkerter er det helt sikkert, men det er også dyrt …

Det ’gammeldags’ Z6 kliktårn er både vandtæt og virker mekanisk helt efter hensigten. I forhold til mere taktiske kliktårne, er fornemmelsen af klikkene på Swarovski kikkerten lidt mere spage i det. Men det virker som sagt upåklageligt og udføres en kliktest (hvor man klikker hjørnerne rundt i en firkant), så rammer man hjørnerne og når tilbage til sit udgangspunkt ved indskydningen. Så funktionelt er der ikke noget at udsætte på kikkerten. Med en indskydningsafstand på 100 meter giver 5 MIL vertikal justeringsmulighed på tårnet mulighed for at korrigere for kuglefald ud til omtrent 650-700 meter for det på gældende kaliber 7mm RM. Det vil være noget mindre med kalibre som f.eks. .308 Winchester. Det er ikke nok til egentlig langdistanceskydning, og giver man sig i kast med denne disciplin, vil man hurtigt blive træt af at ’løbe tør’ for klik. Men det er som udgangspunkt mere end nok til jagt – også til bjergjagt.

På kliktårnet har vi eftermonteret afstandsringe (danske ZnikiZ ringe) i stedet for de farveprikker, kikkerten kom med. ZnikiZ afstandsmarkeringerne er meterangivelser, og en pil for hver halve hundrede meter. Det fungerer virkeligt godt til praktisk jagt, og har man én gang fået verificeret sine patroners ballistik og indstillet ringene på kikkerten, er man er aldrig i tvivl om, hvor kikkerttårnet skal stå. Man tager blot en måling af afstanden, og indstiller tårnet til de antal meter, som afstandsmåleren viser, at der er ud til målet. Det er nemt! Og man skal sådan set kun koncentrere sig om at skyde. Ikke noget med at huske på … hvad var det nu lige grøn, gul eller rød prik betød?

Tydelige afstandsangivelser muliggør en lynhurtig justering til skudafstanden. En hjemmeflikket tape-strimmel med tusch-angivelser på tårnet gør sådan set det samme (en low-tech løsning som vi ind imellem anvender på andre sigtekikkerter), men Nikis ringe komplementerer alt andet lige den fine jagtsigtekikkert på en langt mere nydelig og æstestisk vis end en tarvelig tape-strimmel gør. Og så er man også sikker på, at afstandsangivelserne ikke falder af eller bliver tværet ud i regnen.

Sigtekikkertens forstørrelse på op til 15 gange rækker fint til alle tænkelige jagtlige situationer ud til 300-400 meter. Til langdistance- og præcisionsskydning er 15 gange forstørrelse nok lidt i den lave ende. Er målet for eksempel af golfboldstørrelse og på 300 meters skudafstand, kan det være formålstjenstligt at få lidt mere power på forstørrelsen. Men faktisk er jeg af den opfattelse, at en alt for stor forstørrelse ikke nødvendigvis er af det gode – i hvert fald ikke i forbindelse med jagt. Man gør ikke nødvendigvis sig selv en tjeneste ved at vænne sig til at skrue sigtekikkerten op på 20-30 gange forstørrelse ved skydning til relativt store mål på moderate afstande (eksempelvis en bukkeskive eller en griseskive på 100, 200 eller 300 meters afstand).

Riflens rekyl gør det svært at fastholde billedet, hvis kikkerten er skruet helt vildt op i forstørrelsen, og man ser simpelthen ikke, hvad der sker ved skudafgivelsen. Det gør det betydeligt sværere, i en jagtlig situation, at finde – og eventuelt følge – dyret i sigtekikkerten igen. Sekunderne er dyrebare lige efter en skudafgivelse til et stykke vildt. Mister man sigtebilledet, og fumler rundt med sin riffel og kikkert for på ny at kunne tage sigte, er risikoen for, at man mister et anskudt dyr rimelig stor. Selv om mange af tidens sigtekikkerter (også jagtsigtekikkerter) kan skrues meget op i forstørrelsen, så kan det anbefales at øve sig i at skyde med moderate forstørrelser. Omtrent 8-10 gange forstørrelse passer efter min mening rigtig fint til et skud under en typisk bukkejagt, hvor bukken befinder sig ca. 100 meter fra jægeren. Det er rigeligt til at sætte skuddet præcist, men ikke for meget til at sigtebilledet ikke kan fastholdes – selv ved rifler med rimelig kraftig rekyl.  Så skru bare lidt ned for kikkertforstørrelsen på jagt … så bevarer du overblikket, og du kan holde kolben til kinden, og øjet ved okularet, helt indtil du er sikker på, at opgaven er løst.

Efter min mening er 15 gange forstørrelse rigeligt til skudafgivelse under alle jagtformer – også bjergjagt – hvor skudafstande trods alt sjældent overstiger 350-400 meter. Tilfælde, hvor en større forstørrelse kunne være til gavn – også i et jagtligt perspektiv, er sådan set ikke i forbindelse med skudafgivelsen, men derimod i forbindelse med observation. Mange gange ser man dyret grundigt an, inden et eventuelt skud afgives. Man skal være sikker på, at det er det rette individ, man agter at skyde. I sådanne tilfælde kan det være en fordel med en meget stor forstørrelse, hvorved man kan zoome helt ind og studere dyrets detaljer nærmere gennem sin sigtekikkert. Med selv med relativt beskedne 15 gange forstørrelse, når man et stykke vej rent observationsmæssigt. Men man kan selvfølgelig ikke se de samme detaljer i sigtekikkerten, som man kan gennem et kvalitets spotting scope med 50 gange forstørrelse eller mere.

Sigtekikkerten har et meget stort synsfelt på de mindre forstørrelser, samt en lysprik i center, der kan skrues op i lysstyrke, så den kan ses selv i skarpt dagslys. Omvendt kan lyset skrues så langt ned, at den også kan bruges til skumringsjagt. Endvidere er der en ’dag-og-nat funktion’. Kikkerten husker to pre-indstillede lysstyrker, og man kan skifte mellem dags- eller natlys ved at skubbe en lille knap ved kikkertens okular henholdsvis til højre eller venstre.

Sigtemidlet i kikkerten er et ret simpelt og rimelig tyndt kryds. Til jagt foretrækker vi et simpelt sigtemiddel uden for mange ’forstyrrelser’. Der er ikke mil-dots eller lignende i kikkertens sigtebillede. Vi skyder ikke med overhold på jagt, men bruger kliktårnet, og i tilfælde af, at der må kompenseres for vind, er det altid mindre hold, der klares uden dots. Vind er noget, vi er påpasselige med i jagtlige situationer. Der afstås simpelthen fra at skyde halvlange skud, hvis det blæser bare det mindste. Sådan er det … man bør ikke gamble, hvis de ydre omstændigheder fører til, at sandsynligheden for træf mindskes forholdsvist for meget. På 100 meter eller mindre skal der faktisk være rigtigt godt sus i skørterne, før det får nogen form for jagtlig relevans. Men på lidt længere afstande 200-300 meter, eller mere, kan selv en mindre fejlvurdering af en frisk sidevind virkeligt få negative konsekvenser.

Swarovski kikkerten er en rigtig god og knivskarp jagtkikkert uden alt for mange dikkedarer, og da 7mm Rem Mag riflens helt primære anvendelsesformål er jagt, er det helt unødvendig med en kæmpestor finskyttekikkert på riflen. Til jagt vil det simpelthen være en overdrivelse med forstørrelser på 25-30 gange, tårne med 200-300 klik og MIL-sigtemidler i synsfeltet til at ’forstyrre’ billedet. De mange finesser koster jo på vægten og næsten ½ kilo unødvendig ’finskytte-vægt’ er der ingen grund til at montere på ryggen af en riffel, der er dedikeret til jagt.

Swarovski kikkertens egenvægt er lige godt 650 gram. Lige foran forstørrelsesskruen har jeg monteret en boblelibelle. Når libellen er i vater, holdes riflen lige. Det er særligt vigtigt ved afgivelse af skud på lange afstande, hvor selv en forholdsvis lille krængning af riflen kan føre til, at man ikke rammer målet. Libeller er måske noget, som mange synes er lidt for nørdet. Men jeg har brugt libeller i lang tid, og de er monteret på de fleste af vores kikkertmontager. Jeg betragter dem lidt som speedometeret i min bil … jeg ved godt, hvor hurtigt jeg kører – sådan omtrent i hvert fald – men hvis jeg vil være helt sikker på min hastighed, kaster jeg lige et blik på speedometeret.

Swarovski-kikkerten er monteret på en Near rail i ringe fra SIG Sauer. Det er ikke den allerletteste montage, men det er et stærkt og simpelt montage-setup. Med kikkerten på en picatinny-rail har man også muligheden for en hurtig af- og påmontering, hvilket er fordelagtigt i forbindelse med rejser. Har kikkerten været afmonteret, holder den erfaringsmæssigt indskydningen indenfor maks. 1-1,5 cm når den skrues på igen.

Støtteben (bipod)

Til riflen anvender vi oftest en Neopod bipod. Støttebenene er fremstillet af et superstærkt polymer materiale. De er lette … ultralette! De vejer blot 80 gram! Endvidere kan de klikkes af og på i en ruf, hvilket er fordelagtigt, da vi derved kun behøver at klikke dem på forskæftet, hvis der er behov for det. Under jagten – op til en eventuel skudafvikling – bærer jeg støttebenene i en lårlomme på bukserne, hvorfra jeg lynhurtigt kan fiske dem frem og montere dem på riflen. Neopods støtteben er ærligt talt ret dyre, men de er super velegnede til jagtlig brug. Neopod har forbedret de nye modeller, der umiskendeligt ligner den første version, som Chris og jeg har anskaffet os. Den nye model har dog en trinløs spændeskrue til krængningen. Det er klart en forbedring. Til tider har vi kunnet ønske os at kunne spænde bipoden fast i et efter forholdene fordelagtigt plan. De andre lidt mere heavy duty bipods, som vi i øvrigt bruger – primært til langdistanceskydning – (Harris style og Atlas), kan alle spændes trinløst. Denne praktiske mulighed mangler som sagt på 1. generation af Neopod’en, og er egentlig det eneste minus, jeg lige kan komme på, da Neppod’en føles lidt vakkelvorn i krængningen. Jeg forstår godt, at Neopod på den nye generation har fjernet denne ulempe. Benene skydes ud fjederpåvirket ved et hurtigt tryk på en knap og højden justeres trinvist.

Konklusion

Med en egenvægt på 4,4 kg er denne riffel ikke den letteste af alle bjergjagtrifler. Skæfte, sigtekikkert og montage presser vægten for det samlede setup lidt op, ligesom riflens lange låsestol, og det lidt længere løb (begge dele er nødvendiggjort af kaliberet) også vejer lidt mere i forhold til en kort stol og et kortere løb. Men vi er dog ikke oppe i det røde felt på vægten. Jeg ’slæber’ gerne ½ kilo ekstra riffel med på tur, da ultralette rifler ikke lige er min kop te (jeg skyder simpelthen ikke lige så godt med en superlet riffel, som jeg gør med en lidt mere vægtig én af slagsen). På bjergjagter og des lige, benytter vi ikke altid lyddæmperen, og derved skærer vi jo faktisk næsten 400 gram af totalvægten. Mange lande tillader i øvrigt ikke anvendelse af lyddæmper … så det ene eller de få skud i bjergene må ofte afgives uden dæmper. Præcisionsmæssigt gør det ikke nogen nævneværdig forskel, men rekylen er kraftigere, hvorfor sigtebilledet er lidt mere urolig i skuddet (så meget desto mere, er det vigtigt ikke at skyde med for høj forstørrelse.)

Kaliberet har pondus nok til effektivt at ombringe stort set alle forekommende vildttyper (med de rette kugler). Så riflen kan betragtes som lidt af en all-rounder, dog med fokus på stor rækkevidde og høj energi. Men lidt alsidighed er jo fint nok … for det er trods alt ikke mere end maksimalt et par gange om året, at vi befinder os i højderne eller på fjeldet på jagt. Så riflen har faktisk betydeligt flere rådyr og ræve på samvittigheden, end stenbukke og gemser.

Slutbemærkningen må være, at riflen generelt er af en god kvalitet, og med en høj grad af pålidelighed, som følge af den simple mekaniske konstruktion.

Derudover er det jo ikke helt uden betydning, at riflen i udseende fremstår harmonisk med de slanke men markante linjer og den velproportionerede sigtekikkert.

Vi finder os begge godt til rette med denne riffel. Den har nu tjent os godt på jagtture over en årrække, og vi regner med, at denne riffel kommer til at følge os i bjergene og på fjeldet de næste mange år fremover.

Næste tur på dagsordenen er med destinationen Grønland … Og hvis ellers vi kan finde storbukken, og i øvrigt gør hvad der kræves af godt jægerhåndværk, så er jeg sikker på, at riflen nok skal leve op til forventningerne.

Hvordan jagten på vildrener i de grønlandske fjelde kommer til at spænde af, ser vi frem til at finde ud af … men mere om det i et senere kapitel …

Riffel-data

System:

• Sako 85
• Rustfri
• Lang lås

Skæfte:

• KKC – model ’Standard’

Løb:

• Sako Finnlight
• Fluted
• 16 mm ved munding
• 62,5 cm lang
• Stigning 1 snoning pr. 9,5’’ (1-9,5)

Kaliber:

• 7 mm Remington Magnum

Optik:

• Swarovski Z6i 2,5-15×56 (Generation 1)

Montage:

• Near Rail
• SIG Sauer ringe

Bipod:

• Neopod
• Letvægt

Dæmper:

• Schultz & Larsen MC44 Superdome

Længder:

• Riffel længde – 114 cm
• Dæmper længde – 23 cm
• Riffel totallængde (inkl. dæmper) – 125 cm

Vægte:

• Riffel egenvægt (inkl. kikkert) – 4,4 kg
• Dæmper egenvægt – 0,35 kg
• Bipod egenvægt – 0,08 kg
• Totalvægt (inkl. dæmper og bipod) – 4,83 kg