Trods mange timer anvendt i de tidlige morgener under den danske bukkejagt 2010 var det ikke lykkedes os at få skudt en buk den sommer. Råvildt var set og spottet – også bukken – men det var altså bukken, der hver gang trak det længste strå.
I Sverige dyrkes også sommerjagt på råbukken, omend jagten her ligger i sensommeren fra den 16. august og frem til den 30. september. Chris og jeg besluttede os derfor til ikke helt at opgive ævred som bukkejægere og i stedet forsøge os i det svenske. Vi drog derfor i august en tur til vort svenske broderland.
Vi ankom til Limmared i Sverige en søndag aften og mødtes med jagtudbyderen Christian ved det lokale ICA supermarked. Christian fortalte os lidt om byen og indkøbsmulighederne. Det tog ikke lang tid, da der var ét supermarked, én tankstation og ét spisested, placeret inden for et område på ca. hundrede meter. Så det var ret overskueligt. Vi kørte op til gården for at se faciliteterne an og for at hilse på Dick, Christians far, og kørte derefter ud for at se terrænerne. Først kørte vi gennem det mindste af terrænerne, Limmared-terrænet, som var på ca. 100 ha. Christian viste os den charmerende jagthytte, der lå idyllisk placeret ved en lille sø i den nordlige del af Limmared-terrænet. Hytten skulle være vores udgangspunkt og base for bukkejagterne de næste fire dage. Efter fremvisningen i Limmared kørte vi til Reutersberg. Det var blevet lidt sent, men alligevel nåede vi at få en god gennemgang af Reutersberg-terrænet, inden dagslysets sidste stråler ebbede helt ud.
Under køreturen fik vi en forsmag på herlighederne. I tusmørket fik jeg øje på en elg, som stod i noget buskads tæt ved skovvejen. Vi standsede bilen og fik nu også øje på kalven, der stod og skjulte sig i krattet ved siden af koen. Elgkoen var beskyttende over for sin kalv, så den fortrak ikke sådan uden videre. Derimod stillede den sig, blot et stenkast væk, mellem bilen og kalven. Fra skovvejen kunne vi en stund nyde synet af det store dyr med dens kalv, indtil de begge luntede væk i trav.
Såvel Chris som jeg var nye bukkejægere. Jeg havde skudt en enkelt buk og nogle få rådyr inden turen til Sverige, men Chris havde intet skudt endnu. Det var derfor ikke guldmedaljer, vi var ude efter, men bare gode jagtoplevelser. Vi ville gerne nyde atmosfæren ved en god sommerbukkejagt, pürsche rundt i skov og på eng, stå stille på anstand tidligt om morgenen, hvor alle naturens skønne scenerier udspiller sig for en, opleve bukkefeberen, adrenalinet, og – forhåbentligt – gode velplacerede skud til nogle repræsentative bukke, som vi kunne forlægge og bringe med os hjem til fryseren.
Dette havde vi naturligvis aftalt med Christian, inden vi kastede os ud i jagten. Han var helt med på, at vi var nye jægere og havde meddelt, at vi kunne skyde uden at måle og vurdere opsatser og alder. På de godt 600 hektar, der var til rådighed, var der en del bukke, så vi kunne bare skyde to-tre mere eller mindre tilfældige bukke.
Christian ønskede os ’…. skitjakt …’, den svenske pendant til ’knæk og bræk’, og vi var således klar til bukkejagt på egen hånd. Der var sørget for kort over terrænerne til os, og med udgangspunkt i de mange nummererede tårne på terrænerne, som var plottet ind på kortene, var det ret ligetil at finde rundt på områderne.
Mandag
Den følgende morgen stod vi op ved halvfemtiden. Vejret var blæsende og gråt med småregn. Ikke et vejr, der typisk trækker råvildtet ud i åbent terræn. Chris besluttede sig for at prøve nogle af de tårne, som var placeret langs en dyb slugt i Limmared-terrænet. Jeg valgte at gå på skovpürsch i et andet område i samme terræn
Jeg gik stille og roligt ind i den på visse steder ret tætte skov. Skovbunden var blød af mos, så jeg skulle bare undgå at træde på det kvas, der lå rundt omkring. Den stille pürsch lønnede sig snart. Jeg havde listet stille rundt og nydt morgenskoven, da jeg ud af øjenkrogen pludselig anede en skygge bevæge sig mellem træerne. Jeg ’frøs’ og stod helt stille. Kort tid efter kunne jeg se en stor buk komme patruljerende gennem skoven blot 50-60 meter foran mig. Jeg kunne imidlertid ikke afgive skud til bukken, da skoven var ret tæt. Bukken gik videre i en retning diagonalt væk fra mig. Den blev opslugt af skoven og forsvandt ud af syne for mig. Jeg trykkede et par gange på mit medbragte Buttolo-kald i håb om at lokke bukken til igen. Umiddelbart gav det ikke noget resultat, men så pludselig … Jo minsandten, det lykkedes at kalde den til! Jeg kunne høre en ganske let puslen i skoven forude.
Mit hjerte hamrede, og nu kunne jeg se en meget stor og flot opsat buk bevæge sig mellem træerne i retning mod mig. Jeg stod tæt op ad noget kratbevoksning med omridset af min krop godt sløret. Men jeg havde kun én fornuftig skudretning ned ad et smalt hugstspor, som løb gennem skoven. Hugstsporet var ret foran mig og omtrent 15 meter til venstre for bukken. Og så… 10 meter til venstre for bukken – jeg hævede langsomt riflen, satte kikkerten for øjet og skruede helt ned på 2,5x forstørrelse. Bukken fortsatte: 5 meter, 3 meter, 2 meter, 1 meter …. Men bukken stoppede kun lige med snudeskaftet ude i sporet, blot ca. 20 meter foran mig. Den gamle buk anede nu, at der var ugler i mosen! Den sikrede, vejrede fært og stak så smældende i løb væk fra mig og ind i tykningen.
Måske var det blot stemningen, der spillede mig et puds, eller skoven, der gav lyden rumklang, men jeg synes aldrig at have hørt en så rungende og dyb smælden fra rådyr før. Jeg bilder mig ind, at jeg var stødt på kongen af reviret: bukken, som ingen af de andre bukke skal have noget klinket med! Kl. var halv ti, bukken var væk, og adrenalinet brusede nu gennem mine årer. Sikken en morgen! Jeg ringede til Chris og fortalte begejstret om mine oplevelser. Chris havde også set råvildt. I løbet af morgenen og formiddagen var hun blevet præsenteret for en del råer med lam og et par smalråer. Men ingen bukke var dukket op.
Efter frokosten kastede vi os atter ud på jagteventyr. Jeg vidste, at en pürsch i skoven ikke ligefrem er den nemmeste måde at få en buk på skudhold, men der er en vidunderlig stemning i skoven, og skulle det lykkes at overliste en buk på relativ tæt afstand under trækronerne, så var det min opfattelse, at det måtte give jagten en særlig dimension. Hvor jeg om morgenen havde forsøgt mig i den sydlige del af terrænet, forsøgte jeg mig nu med en skovpürsch i den nordlige del af terrænet. Chris var mere til anstand denne eftermiddag og valgte et nyt tårn ud, hvor hun ville sætte sig.
Sandelig om ikke jeg også, efter ca. en times tid i skoven, stødte ind i en buk. Eller det var vel rettere sådan, at den stødte ind i mig. Vinden cirklede lidt rundt i skoven, og den unge buk fornemmede, at noget ikke var helt, som det burde være. Den var lettere urolig, men havde ikke set mig og kunne derfor ikke umiddelbart finde ud af, hvad der var galt, eller hvor faren kom fra. Den luntede i et elegant let trav mellem træerne, nærmest i en halvcirkel, sådan en 30-40 meter umiddelbart foran mig. Denne unge buk kom og forsvandt igen relativt hurtigt. Skoven var ikke så tæt, og jeg kunne måske have stoppet bukkens trav ved at ’gø’ højt eller fløjte, hvilket nok kunne have stoppet bukken det øjeblik, der var nødvendigt for at skyde. Men med det blotte øje kunne jeg se, at bukken var en lille gaffelbuk. Jeg undlod derfor at gøre forsøget og nød i stedet synet af den lille buk, der trissede rundt foran mig, indtil den forsvandt. Da riflen aldrig blev hævet, satte den unge buk ikke gang i adrenalinet på samme måde, som den store morgenbuk havde gjort. Men en fin oplevelse var det. Bare at stå der helt stille på det grønne tæppe i skoven, og så pludselig, uden en lyd, dukker et af disse elegante rødbrune skovspøgelser op, som ud af ingenting, og forsvinder let og elegant ud af syne igen.
Nu var jeg mæt af oplevelser og var klar til en lur. Det samme var Chris. Hun havde igen haft en del råvildt for og havde sandelig også set en buk denne gang. Måske på grund af blæsten havde den holdt sig tæt til skovbrynet og var aldrig kommet tættere på end ca. 250 meter. Chris vurderede afstanden i sig selv til at være alt alt for lang til afgivelse af et sikkert skud. Men i særdeleshed i betragtning af det ret blæsende vejr, ville et skud have været forbundet med en betydelig risiko for anskydning. Ja, det ville nærmest have været rent held at placere en god kugle i så lille et dyr fra den afstand, så et sådant forsøg havde hun selvfølgelig klogeligt afstået fra. Tilbage i den hyggelige jagthytte fik vi lidt kaffe og en eftermiddagslur og nød herefter at dase lidt på terrassen midt i skoven.
Om aftenen ville vi prøve lykken på det mere end 500 hektar store revir tilhørende Reutersberg gården. Vi ankom til reviret ved sekstiden. Vejret var klaret noget op, og solen tittede nu og da frem på den delvist overskyede himmel. Vi besluttede at pürsche langs skovbryn og hegn stødende op til diverse enge og græsmarker i håbet om, at råvildtet ville komme længere ud på de åbne områder i det opklarende, men dog stadig noget blæsende, vejr.
Vi valgte hvert vores terræn, og med knæk og bræk-hilsen gik vi hver til sit. Allerede efter en halv times pürsch fornemmede jeg en genkendelig rødbrun farve i alt det grønne. Frem med kikkerten, som blev støttet på skydestokken. Sandelig så, mine sanser havde ikke snydt mig. Der stod et rådyr langt fremme! Det gik i noget spredt hegnsbevoksning omtrent 400 meter væk på den anden side af en knæhøj græsmark. Kikkertens fokushjul blev finjusteret. Jo, det var en buk!
Jeg afventede lidt for at se, hvad bukken havde tænkt sig at gøre. Tilsyneladende ikke ret meget. Den blev tæt ved hegnet, hvor den trissede lidt rundt og essede. Med bukken langt uden for skudhold besluttede jeg at forsøge at pürsche mig frem til den. Der blæste en sidevind, ret på tværs af linjen mellem bukken og mig. Vinden var oven i købet ret kraftig, hvilket ville sløre støj fra min side. Lav i koderne begav jeg mig således ud på en pürsch mod bukken. I starten kunne jeg hurtigt hente nogle meter ind, idet jeg var let skjult af det høje græs. Da jeg kom ind på et par hundrede meters afstand af bukken, satte jeg tempoet ned. Bukken sikrede nogle gange i min retning. Hver gang frøs jeg bomstille og løb an på, at jeg ikke tonede for meget op på den relativ sparsomt bevoksede brakmark. Bukken sikrede indimellem ret længe ad gangen, og efterhånden værkede mine lår. Hver gang måtte jeg ’låse’ mine bevægelser, hvilket satte gang i mælkesyren. Men jeg kom tættere og tættere på, og da jeg mente, at jeg var inde på ca. hundrede meter, tog jeg lige 10 meter mere. Jeg var nu helt sikker på, at afstanden til bukken var fornuftig til et skud fra skydestok. Blæsten taget i betragtning var jeg glad for, at det var den trebenede stok, jeg havde med (som bare er tre grønne blomsterpinde fra Bauhaus, snøret sammen i toppen – hvilket virker fortrinligt!) Bukken bøjede igen hovedet for at esse. Jeg listede forsigtigt skydestokken på plads, lagde riflen i anlæg og trak vejret dybt et par gange. Bukken kiggede op, jeg holdt vejret og klemte på aftrækkeren. Med et sønderrivende brag drønede en 10,1 grams Alaska kugle afsted og ramte bukken, som forendte på stedet.
Præcis som da jeg skød min første buk, havde jeg ikke bukkefeber, da jeg skulle skyde. Sådan har jeg det heldigvis stadig. Under skydningen er jeg fuldt fokuseret på opgaven, nemlig at placere en god kugle, og der er ikke plads til ret mange andre tanker. Men bagefter kommer adrenalinet. Jeg bliver lidt forfjamsket, vil gerne finde bukken hurtigt, jeg snakker hurtigt, kan ikke lige finde min kniv, min telefon, mine nøgler, mig selv – i det hele taget får stresshormonerne bare lov at regere minutterne umiddelbart efter skuddet. Jeg er glad for, at jeg ikke bliver ’feberramt’ før skuddet, men først efter skuddet. Det gør jo alt andet lige opgaven noget nemmere. Det lyder måske mærkeligt, men det at feberen dog kommer til mig, værdsætter jeg faktisk, for det er jo en speciel oplevelse. Det er spændingen ved jagten, kulminationen, udfaldet, at bringe byttet hjem og alle de andre forhold omkring jagtens hovedtema: selve skuddet, som får en til at fokusere så skarpt på opgaven, at der til sidst frigives en masse adrenalin i kroppen. Og det er jo dejligt. Når jeg har skudt, så gør jeg gerne det – hvis ellers omstændighederne tillader det – at jeg venter et par minutter, inden jeg gør noget som helst. Så får stressniveauet lige lov at dale lidt, og jeg laver ingen ulykker. Jeg er ikke ryger, men hvis jeg var, ville jeg helt sikkert læne mig tilbage og ryge en smøg.
Midt i min svenske bukkefeber sendte jeg en sms fuld af tastefejl til Chris. Hun forstod dog meddelelsen, og et tillykke tikkede straks ind fra hende! Hun havde hørt skuddet, men havde ikke placeret det i min retning. Hun ringede mig op og fortalte, at hun havde set en rå med to lam på den eng, hun gik ved, men ingen bukke. Vi havde kun været ude en times tid, og det var tidligt på aftenen, men Chris var mæt af jagt for dagen. Jeg informerede hende om, hvor jeg befandt mig, og med de gode kort kunne hun let finde en rute at vandre frem til mig. Alt imens studerede jeg bukken nærmere.
Det var en seksender – ikke på nogen måder en medaljebuk, men umiddelbart syntes jeg, at det var en pæn buk. Det var en ældre herre med slidte tænder, kraftige rosenkranse og helt mørke stænger med mange perler. Det viste sig senere, da kraniet var blevet kogt af, at bukken var udstyret med et sæt grandeler (små spidse hjørnetænder). Grandeler på råvildt er lidt en undtagelse, som kun forekommer hos en lille del af dyrene. Grandelerne smykker derfor i dag pladen, hvorpå opsatsen er monteret.
De mange lyserøde klumper af væv viste tydeligt, at bukken var truffet gennem lungerne. Af udgangshullet kunne jeg se, at dele af leveren var skudt med ud. Jeg konstaterede, at bukken var skudt med en lidt høj, noget bagligt placeret kugle, hvilket stemte overens med vindretningen. Jeg havde ikke kompenseret for den ret kraftige sidevind, der blæste hen over den helt åbne græsmark. Vinden havde muligvis trykket kuglen lidt i vindretningen.
Alt imens jeg ræsonnerede lidt over skuddet, som ikke just var en ’ti’er’, men heller ikke på nogen måde var kritisk og jo havde været øjeblikkeligt dræbende, dukkede Chris op. Vi brækkede bukken, hentede pickup’en og kørte tilbage til hytten. Der snakkede vi lidt, men faldt hurtigt i søvn, trætte oven på dagens oplevelser.
Tirsdag
Hjemmefra havde vi besluttet os for, at hvis mulighederne bød sig, ville vi skyde én buk hver. To bukke ville fylde godt op i fryseren derhjemme. Tirsdag morgen var det derfor kun Chris, der tog riflen over skulderen. Jeg tog i stedet mit kamera og gik lidt rundt i terrænet. Chris var helt ny jæger og havde ikke skudt et stykke vildt endnu. Hun var naturligvis på mange måder spændt på turen – både med hensyn til, om hun kunne få en buk på skudhold, men også med hensyn til, hvordan hun ville tackle en eventuel skudchance. Vi boede dengang langt ude på landet i det vestjyske, så Chris havde set masser af råvildt på den frie vildtbane og kendte til deres adfærd. Hendes dengang blot et halvt år gamle Sako 85 jagtriffel i kaliber .308 kunne næsten ikke med rimelighed længere kaldes for ’ny’. De mange gange, hun havde været på skydebanen, havde sat de første brugsspor på riflen. Chris forbereder sig altid grundigt, så der var afgivet mange skud på hundrede meter-banen – skud afgivet liggende, skud fra skydestok, siddende osv. Også 200 meter-banen var blevet besøgt forud for turen. De mange ture til skydebanerne havde givet Chris en god føling med riflen, og hun kendte sine evner, og hvad der er endnu vigtigere, sine begrænsninger med en jagtriffel.
Kundskaber og forudsætninger for en vellykket bukkejagt var derfor til stede for Chris, men hvordan ville hun gribe det an, hvis hun i givet fald skulle skyde et rådyr. Vi holder høns derhjemme, men dem må jeg hugge hovedet af, når den opgave skal udføres. Så jeg var spændt på, hvordan hun ville reagere, hvis skudchancen skulle komme. Chris er selvfølgelig helt på det rene med, at kød ikke fødes i emballagen i frysedisken, og hun har intet problem med, at dyr må slås ihjel for at blive spist. Vi har det begge sådan – ligesom i øvrigt så mange andre jægere – at det vildt, der skydes til fryseren på den frie vildtbane, i modsætning til industrielle slagtedyr, har levet et helt naturligt liv. Derfor anser vi kød, der er ’høstet’ i naturen, som værende så naturligt, organisk og økologisk, som det overhovedet kan blive. Men logikken til trods, rykker det jo alligevel lidt i følelsesregistret, når beslutningen om at dræbe en smuk rødbrun sommer-råbuk skal træffes, i særdeleshed første gang man udfører gerningen. Selvom handlingsforløbet kun er et ganske lille øjeblik, er der masser af tid til, at hormoner frigives, hvilket kan føre til høj puls, hurtig vejtrækning og stærke rystelser. Gennem tiderne har mange jægere med bukkefeberen rasende i blodet pludseligt fundet sig ’blokeret’ i skudøjeblikket.
Bukkene holdt sig imidlertid på behørig afstand af Chris’ riffel, og ingen skud afgik i løbet af morgenen. Vi kørte til Värdshuset i Limmerad for at spise dagens ret. Vi ”holdt fri” om eftermiddagen, hvor vi slappede af på jagthyttens terrasse ved den smukke ørredsø. Henunder aften klarede det op igen. Hvad bedre var, vinden var kraftigt aftagende. Chris gjorde sig klar til at gå på jagt, og vi kørte til Reutersbergs fine revirer med mange enge og lysninger omkranset af skov. Nu var det endelig, efter blæsende gråvejr og småregn, blevet en skøn stille sommeraften. Klokken var omkring syv, og vi vidste begge, at denne fine aften nemt kunne give gode chancer. Chris drog stille afsted mod engene, og jeg kørte op til et højt udsigtspunkt, hvor jeg parkerede pickup’en, drak mig en cola og slumrede lidt i bilsædet.
Klokken var kun omkring halv ni, da Chris ringede. Hun havde haft buk for! Lige da hun var ankommet til engen, hoppede en rå frem. Kort tid efter kom en buk. Hun havde ikke været i tvivl om dyrets køn, da bukken travede hastigt direkte frem til råen for at snuse denne bagi, og råen havde trukket bukken lidt med rundt på engen. Der var dog ikke længere ’besøgstid’, så dyrene gik hurtigt hver til sit. Råen lagde sig på engen i en afstand af omtrent 100 meter fra Chris. Bukken, som var et yngre eksemplar, lagde sig også i græsset på engen og nød den lune sommeraften. Men bukken var små 300 meter fra Chris. Buttolo-kaldet kom i brug, og bukken rejste sig. Efter et kvarters tid havde Chris lokket bukken, en ung ulige seksender, ind på ca. 100 meters afstand, og riflen blev lagt klar. Chris kunne mærke, at der ikke var helt den stabilitet i anlægget, som hun kunne ønske sig. Så kom feberen! Trådkorset i Chris’ sigtekikkert kørte nu rundt på dyrets krop, og Chris kunne mærke sin hurtige puls dunke i tindingen. Nogle dybe vejrtrækninger og det at lukke øjnene et øjeblik, kunne ikke bringe ro i kikkerten, og Chris måtte afbryde. Det var slet ikke forsvarligt at afgive skud til bukken. Alt imens feberen stadig rasede, mistede bukken interessen for buttoloens lokkende sirenesang, og den traskede atter tilbage mod den anden ende af engen og forsvandt ud af syne. Chancen var væk!
Træt, lidt irriteret på sig selv, men også fast overbevist om at have truffet den rette beslutning, kom Chris tilbage til parkeringspladsen ved den lille kirke i Hulared. Vi kørte tilbage til hytten og snakkede lidt om dagens hændelser. Vi besluttede, at vi begge ville gå på jagt den sidste dag, og i givet fald skyde en buk begge to. Hvis vi begge fik jagtheld, kunne vi med lidt oprydning i fryseren derhjemme nok finde plads til tre dyr. Efter den rystende oplevelse på engen ville Chris gerne i et tårn for at få den bedst mulige stabilitet, hvis hun igen skulle få en skudchance til en buk.
Onsdag
Vi var tidligt oppe onsdag morgen. Chris nævnte, at der stod et tårn på engen ved Hulared Kirke, men at tårnet kun dækkede en del af engen. Hun ville i stedet sætte sig i Tårn 8, som stod på toppen af en bakke midt i Limmared-terrænet. Derfra havde hun udsyn over et stort område hele horisonten rundt.
Vi vidste jo, at der var i hvert fald én yngre buk i området ved engene syd for Hulared. Jeg vaklede lidt i beslutningen om enten at prøve at finde et godt sted med åbne arealer i det område, hvor jeg havde set den store buk i skoven den første dag, eller at tage ned til Hulared og se, om jeg kunne finde Chris’ buk på engene syd for kirken. Chris kunne fra sit tårn se mod – og til dels dække – meget af den nordlige tykning af det skovområde, hvor jeg havde haft mit rendezvous med den store gamle buk. Så der var jo en chance for, at den ville komme for hos Chris. Jeg tog derfor til Hulared.
Jeg var på engen klokken kvart i seks og fik med det samme øje på en rå, der gik og essede på engen. Råen ville se mig, hvis jeg fortsatte min færd frem i terrænet. Jeg måtte derfor vente, til hun fortrak, da det ville være meget vanskeligt at forsøge at snige sig forbi. Efter ti minutters tid gik råen ind i skoven, og jeg fortsatte fremefter. Jeg kom til tårnet, som Chris havde fortalt om, og kunne godt se, at man fra tårnet kunne dække den nordlige del af engen. Der var vel et par hundrede meter til skovtykningen mod syd, og ca. 1/3 af engen mod syd kunne ikke ses fra tårnet. Jeg kravlede derop alligevel, satte mig til rette på min klap-rygsæk og hvilede ryggen mod tårnets rækværk. Det var en dejlig stille sommermorgen, og græsset dampede i solens varme.
Jeg tror faktisk, at jeg blundede lidt, da noget rødbrunt pludseligt smøg sig ind på mit venstre øjes nethinde. Kikkerten kom frem. En buk! En ung seksender så det ud til at være. Det måtte være Chris’ buk fra aftenen før! Den trissede roligt tværs over den sydlige del af engen. Skudretningen var god for mig, dog var bukken lidt langt ude: sådan ca. 125-150 meter, skønnede jeg.
Forud for turen havde også jeg skudt mange skud på 200 meter-bane. Det var gået fint liggende med rygsæk, med alle skudserier rimeligt fint grupperet i 20 centimeter-skiven. Stående med en tobenet skydestok, på 200 meter banen, var der naturligvis tendens til noget større spredning. Kuglerne blev indimellem placeret uden for 20 centimeter-skiven og dermed med anskydninger af det stakkels papdyr til følge.
Afstandsbedømmelse kan godt være lidt tricky, når erfaringen ikke er så stor. Især ud over åbent terræn kan afstandsvurderingen nemt snyde. Vi havde kun én afstandsmåler, og den havde Chris med sig. Jeg vurderede atter afstanden og følte mig ret overbevist om, at bukken i hvert fald ikke var længere væk end 150 meter. Nærmede man sig de 200 meter, ville kuglefaldet begynde at blive kritisk med den tunge 6,5’er kugle, og så skulle der sjusses overhold, vindtryk osv. Men ud til de 150 m var kuglefaldet beskedent. Det var nærmest vindstille, og da jeg følte mig overbevist om den sjussede max-afstands ringe indflydelse på sigtet, besluttede jeg mig for at skyde bukken, hvor den stod. På 150 meter ville mit kuglefald være blot ca. 5 centimeter.
Klokken var omkring halvsyv onsdag morgen, da jeg lagde riflen an på skydetårnets rækværk. Jeg fik sat mig i en fin og meget stabil skydestilling med for-skæftet på det forreste rækværk, kolben tæt til kinden og min højre albue hvilende på tårnets side-rækværk. Jeg fandt bukken i kikkerten og tjekkede stabiliteten. Bukkefeber var der vanen tro ikke noget af – endnu. Jeg kunne holde trådkorset fastlåst på bukkens øje. Trods det lidt lange skudhold følte jeg mig sikker med den rigtig gode stabilitet, jeg havde i riflen.
Jeg sigtede derfor på bladet, lidt højt, men ikke meget, og afsikrede riflen. Bukken rejste hovedet, kiggede i min retning, og jeg klemte på aftrækkeren. Braget hang rungende i luften som et kontant tordenskrald. Jeg så, at bukken øjeblikkeligt sank 15-20 centimeter i knæ, snurrede 180 grader rundt og flygtede i retning mod skoven, hvorfra den var kommet. Bukken flygtede mod den del af engen, som ikke kunne ses fra tårnet, og forsvandt ud af mit synsfelt. Hvad nu? Jeg havde en god fornemmelse af skuddet, men alligevel fór tanker om anskydning, eftersøgning osv. gennem mit hoved. Peter, lodsejeren, havde en veltrænet sporhund, og vi havde aftalt at ringe til ham, hvis der skulle eftersøges.
Jeg havde ikke tålmodighed til at vente mere end tre-fire minutter. Klokken var nu 06.35, og jeg måtte bare ned og se, hvad jeg kunne finde. Græsset på engen var næsten knæhøjt. Jeg gik frem mod stedet, som bukken var løbet fra. Jeg kunne ikke umiddelbart se noget, og min i forvejen hurtige puls blev hurtigere. ’Ingen panikhandlinger nu’, måtte jeg lige minde mig selv om. Jeg pejlede op mod tårnet, som jeg havde skudt fra, og jeg vurderede, at jeg måtte være nogenlunde på rette sted. Jeg tænkte så logisk, som jeg kunne. Min tid som vragdykker under den glade studietid poppede pludseligt ind i hovedet på mig. Først afviste jeg mine egne tanker som værende febervildelse, men efterhånden fandt logikken indpas, og jeg valgte at lytte lidt til mine egne overvejelser. Jeg ville forsøge mig med et søgemønster, som vi dengang indimellem anvendte ved vragsøgninger – et såkaldt udvidende kassemønster: altså et par meter frem, drej 90 grader, et par meter frem, drej 90 grader, 4 meter frem, drej 90 grader osv.
Det virkede – der var noget blod! Og dér – mere schweiss. Men ingen buk i syne. Jeg var nu roligere og mere fattet. Jeg trykkede min trebenede skydestok godt i jorden og bandt orange markeringsbånd i toppen af stokken. Nu kunne vi let finde stedet igen, hvis det blev nødvendigt med en hund. Jeg søgte videre, og nu fandt jeg masser af blod: blodrødt schweiss blandet med masser af lyserødt boblende væv. Et lungeskud. Perfekt! Hvilken lettelse. Nu vidste jeg, at dyret var dødskudt. Jeg kunne let følge schweiss-sporet, og ca. 40-50 meter fra skudstedet spottede jeg dyret liggende dødt i det høje græs.
Det var en ung ulige seksender – næsten kun en gaffelbuk, men med en antydning af en tredje tak på venstre stang, hvilket, i min fagre nye jagtlige verden, gjorde den til en lille ulige seksender. Jeg vendte bukken for at se, hvor skuddet sad. En perfekt bladkugle! Lige midt i ’ti’eren’. Jeg lovpriste i mit stille sind de danske Otterup riffelpiber og svor for mig selv aldrig at sælge min 6.5×55 Schultz & Larsen jagtriffel, der hang over min skulder. I det samme trak en stor flok skræppende grågæs i en perfekt v-formation lavt over trætoppene og fortsatte lige hen over mig og den døde råbuk. Klokken var nu ca. kvart i syv, og det var en fantastisk morgen! Da jeg havde brækket bukken og gik tilbage for at hente pickup’en, skridtede jeg afstanden af. Med jævnt store skridt, går jeg ret præcist 1 meter pr. skridt. Jeg talte 144 lange skridt op til foden af tårnet fra stedet, hvor jeg – ud fra schweiss’en – antog, at bukken stod, da den blev skudt.
Jeg fik en sms fra Chris. Hun skrev, at der var meget råvildt-aktivitet omkring hendes tårn, og at hun havde spottet en buk. Bukken var gået lidt ind og ud af skoven i området hos hende. Jeg måtte jo svare tilbage og bekende over for Chris, at jeg havde skudt, hvad jeg ville tro var hendes buk fra aftenen før. Jeg fik hurtigt en sms tilbage, der i en let skjult kærlig tone, men alligevel bestemt, betroede mig, hvilken sjuft jeg var, sådan at skyde hendes buk.
Der blev ved med at være sporadisk aktivitet ved Chris’ tårn, men op ad formiddagen blev der stille på bakken. Jeg havde været nede for at hænge morgenbukken i køleskabet og snakke lidt med Dick, Christians far. Jeg sad og nød livet ved jagthytten, da Chris dukkede op omkring kl. 10.00. Hun var lidt øm i bagdelen af at sidde på post så længe. For at Chris kunne strække sin krop lidt ud – efter at hun havde siddet sammenbøjet i skydetårnet i mere end fire stive timer – drog vi efter frokost begge ned på gården for at partere de to bukke, der hang i køleskabet. En slagter ville sandsynligvis have korset sig over vores fedten rundt med skarpe knive og kødsave. Men til trods for vores ret sparsomme erfaring med partering af råvildt, fik vi forlagt bukkene forholdsvis pænt – synes vi da selv – i hals, slag, ryg, bove og køller.
Chris er en vedholdende kvinde. Hun havde i løbet af formiddagen set en buk, som hun vurderede var en seksender. Så hun ville gerne tilbage til tårnet. Aftensmaden bestod derfor blot af et par hurtige klemmer med spegepølse, og så afsted med hende igen.
Det var en dejlig aften. Uden riffel gik jeg mig en tur i den nordligste del af Limmared-terrænet, hvor jeg ikke havde været endnu. Der gik et spor gennem en tæt nåleskov, hvor markante aftryk fra meget store klove afslørede, at der for nylig havde været elge på disse kanter. Efter små fem minutters gang åbnede skoven sig op med mere spredt bevoksning af store skovfyr og tæt underskov, som stod helt ud til skovbrynet inden de åbne marker. Og lige derinde i underskoven mellem de lange skygger gik et rådyr i det lave lys.
I mit forsøg på at komme lidt tættere på, trådte jeg på en kvist, som larmende knækkede. Dyret løb øjeblikkeligt smældende nordover ud af reviret. ’Godt, at jeg var langt fra Chris’ tårn’, tænkte jeg og begav mig hjemover.
Tilbage ved hytten satte jeg mig på terrassen i den dejlige aftensol og drak en kold øl. Et par traner trak med deres karakteristiske trompetskrig hen over hovedet af mig, mens jeg sad og læste i en svensk krimi-roman om politikommissær Kurt Wallander. Pludselig, netop som Wallander var ved at grave tre lig op fra en skovbund et sted i nærheden af Trelleborg, flængende et brag gennem skoven. ’Shit’, jeg spildte øl ned ad mig selv. Chris skulle jo befinde sig i Tårn 8, ca. en halv kilometers penge i lige linje sydøst for hytten. Det passede bestemt med lyden af skuddet.
Jeg var ikke i tvivl om, at lige netop denne skønne svenske august aften, kl. 20.15, havde Chris med sin Sako riffel sendt en Lapua Mega 9.7 grams kugle afsted mod en råbuk.
Jeg var spændt og ringede med det samme. En fattet Chris svarede:
’Det er Chris’
’Heldigt, det var jo lige dig, jeg sku’ snakke med. Det var dig, der skød, var det ikke?’
’Jo’
’Gik det godt?’
Chris – nu lidt mere hektisk – svarede:
’Ja – det tror jeg! Den stod fint – jeg huskede mit eftersigte og … og.. afstanden var ca. 120 meter… Men den løb… 50 meter eller sådan…. faldt …. ja altså … en ordentlig saltomortale ind i en busk …. men der ligger den vist endnu’, sluttede hun sin talestrøm
’Perfekt – jeg kommer med det samme’
Jeg hoppede direkte i bilen og kørte mod Tårn 8 få hundrede meter fra den skovvej, som går gennem terrænet op til jagthytten. Jeg parkerede bilen og gik i rask trav op til tårnet. Jeg mødte Chris på vej ned ad stigen fra tårnet. Vi snakkede lidt om begivenheden.
Chris fortalte, hvordan bukken var kommet ud af skoven og var gået op ad bakken mod tårnet. Hun kunne se, at hvis den fortsatte nogenlunde i samme retning, ville den enten gå foran nogle spredte grupper af mindre fyrretræer eller gå bag om træerne. Hun havde satset på det første, altså foran træerne, hvor hun havde målt afstanden ud til ca. 100 meter. Bukken valgte imidlertid at gå bag om fyrretræerne, hvilket medførte, at den kun var på skudhold, når den viste sig i åbningerne mellem træerne. Derudover ville den være lidt længere væk, men blot en smule. Chris havde haft riflen klar, da bukken viste sig i den første åbning. Der var ro i riflen, og Chris kunne holde trådkorset stabilt. Hun tøvede dog lidt for længe, og bukken fortsatte frem og gik atter i skjul af træer. Chris måtte tale med store bogstaver til sig selv! Hvis hun ville skyde sit livs første buk på denne tur, havde hun én chance til, og det var, når bukken trådte frem i næste åbning! Bukkens hoved kom frem i åbningen. Chris tog et par dybe vejrtrækninger og gjorde sig klar. Bukken trådte helt ud i åbningen, blottede bladet og kiggede op en sidste gang… Bukkens liv endte der, en sommeraften midt på bakken, i det smukke terræn ved skovene i Limmared.
Chris udpegede nogle buske, som hun var ret sikker på, at bukken var tumlet ind i og ikke var kommet ud fra igen. Det var nu godt og vel 10 minutter siden, at skuddet var gået. Vi valgte alligevel først at gå hen til stedet, hvor bukken var blevet skudt. Der fandt vi hurtigt rødt blod med masser af lyserødt lungevæv. Vi kunne følge schweiss-sporet omtrent 40 meter ned til den gruppe af buske, hvor Chris havde set bukken lande i en dramatisk saltomortale, som jo meget passende, frit oversat fra italiensk, betyder ’dødsspring’. Og der lå den! Stendød. En fin seksender. Vi fik trukket bukken fri af buskadset og kunne konstatere, at Chris’ timer på skydebanen havde givet pote. Hun havde leveret et perfekt bladskud til bukken. Jeg gav Chris et kram og ønskede hende tillykke med den fine buk! Chris faldt i søvn ret tidligt denne onsdag aften, mens jeg i sengelampens skær fik læst min krimi færdig.
Torsdag
Vi skulle køre fra Limmared ved tolvtiden om torsdagen for at nå færgen fra Gøteborg kl. 15.00. Vi sov længe, spiste morgenmad og fik kaffe, hvorefter vi lige havde en opgave med at partere Chris’ buk og få kødet fra alle tre bukke pakket ned i nogle medbragte frysekasser. Vi fik 40 kilo kød, i slagtet vægt, proppet i frysekasserne. Vi lastede kød og alt andet grej i pickup’en, sagde farvel til Dick med en æske chokolade og vin som tak for stor hjælpsomhed med frysere, vand, slagtebord osv. under vores ophold. Vi kunne også lige nå at smutte forbi og sige farvel til Christian, der arbejdede i en nærliggende jagtforretning (torsbohandels.com). Forretningen er et mekka for jagtentusiaster med købetrang. Christian viste os rundt i den meget velassorterede jagtforretning, som havde alt det lækre grej, man kan forestille sig. Chris var lidt lun på at købe en Beretta haglbøsse, og i forretningen havde de samtlige Berettas modeller stående. Så efter at have beundret de mange flotte modeller, og efter at Chris havde kastet et par af bøsserne til kinden, måtte vi skynde os at vende snuden mod Danmark, inden det blev for dyrt at blive!
Lidt tanker om pürsch, anstand og camouflage
Ved både pürsch og anstand er der større chance for både store naturoplevelser og jagtlig succes, hvis man gør sig nogle overvejelser omkring, hvordan man klæder sig og bevæger sig i terrænet.
I forhold til tøjvalget må man have de fire B’er for øje for at skjule sig godt: Baggrund, Bevoksning, Belysning og Bevægelse. Det nytter ikke meget at iføre sig selv det smarteste 3D camouflage-outfit, hvis man vandrer rundt på en åben mark. Der skal være baggrund eller omgivelser, som man kan falde i med. For at falde ordentligt i med omgivelserne må man tage højde for bevoksningen i det omgivende miljø. Hvis man skal skjule sig midt på en sneklædt stubmark, er det således ikke en god ide at iføre sig jagttøjet fra bukkejagten i løvgrønne farver. Til vintertrækjagten vil en hvid engangs-overtræksmalerdragt, som eventuelt pløres lidt til på stubmarken inden brug, således være meget bedre (dog kun hvis stoffet ikke udstråler ultraviolet lys, idet nogen har forsket i, at dette har en betydning, da flere vildtarter er i stand til at se ultraviolet udstråling).
Kan man forholde sig i ro med en god baggrund og i god vind, er man godt kørende. Vil man virkelig køre ’stealth’-stilen, kan man iføre sig noget tøj i camouflagemønster. Hvis det skal være helt gennemført, så skal tøjet være i henholdsvis sommer-, efterårs- eller vintercamouflage alt efter på hvilken årstid, man ønsker at sløre sig. Med den rette camouflage kan man næsten gå i ét med omgivelserne og helt forsvinde. Men ét jagtsæt, i grønne eller brunlige nuancer, er sådan set nok. Hænder og ansigt er faktisk noget af det væsentligste at sløre, hvis man er på jagt efter nogle af de mere årvågne vildtarter.
Endvidere vil det trods god baggrund forøge risikoen for at blive spottet, hvis man står badet i sollys. Hvis det passer med vejr og vind, er det derfor bedst at skjule sig i skyggesiden af hegn og skovbryn.
Det sidste B – Bevægelse – giver jo sig selv: forhold dig mest muligt i ro, og når du er nødt til at bevæge dig, så gør det stille og roligt.
De fire B’er er det godt at have for øje generelt, men særligt ved pürsch-jagt og ved jagt fra skjul er det meget afgørende for succes. Man skal i øvrigt huske, at det ikke er lovligt at jage pattedyr fra kunstige skjul på jorden. Det vil sige, at man ikke må tage et af de lette og transportable due- og krageskjul, som kan sættes op i en ruf, med sig på riffeljagt på pattedyr. Vil man dyrke anstandsjagt på råvildt, ræv mv. fra jorden, er der ingen vej udenom: man må man sløres bedst muligt og så i øvrigt forholde sig så roligt som muligt.
Udover de fire B’er spiller vinden også ind. Mange vildtarter har meget gode lugtesanser. Er man på en pürsch, skal man derfor helst have vinden mod sig. Stiller man sig godt skjult ved en skovlysning, skal man således helst have vinden mod ansigtet. Med vindretningen mod dig, vil du nemlig sende fært bagud fra, hvor du står, og vildtet vil kun få fært af dig, hvis det går bagom. Men da vi ikke har øjne i nakken, er det som hovedregel at foretrække ikke at sende fært ud over det område, som vi står og observerer. Der kan være nogle undtagelser, for eksempel ved lokkejagt på ræv, hvor det i visse tilfælde kan være en fordel at lokke i medvind. Lokker man ræv i modvind, vil ræven nemlig søge bagom for at fange fært af det potentielle bytte, og man ser den måske aldrig. For før eller siden kommer den tæt nok på til, at den fanger fært af den jæger, som sidder og kigger ud på engen og ’trutter’ i hareskriget. Ræven vil i så fald straks vide, at den forsøges narret, og den vil springe hurtigt væk.
Jeg har skudt fra tårn og stige ind imellem, men jeg har skudt en god del mere fra jorden. Personligt synes jeg, at det er mere givende, og alt andet lige mere krævende, at jage fra jorden. Men jeg har intet imod, at man skyder fra tårn, og føler heller ikke, at det ene er mere ’rigtigt’ end det andet. Det drejer sig bare om personlige præferencer. Når jeg smider riflen over skulderen og går en tur for mig selv, så pürscher jeg oftest bare stille rundt og stiller mig nu og da på anstand ved lysninger mv., hvor der er gode chancer for at se vildt, og hvor der er fornuftigt kuglefang.
Hvis man er god til at forholde sig helt rolig, kan vildtet komme stille og helt ustresset ganske tæt forbi en. De gamle råer er lige så vågne som bukkene, og hvis du gerne vil øve dig i at pürsche, så kan du fint øve dig på råerne – og ikke nødvendigvis for at skyde dem. Pürsch dig ind på skudafstand, ca. 100 meter, og når du får lidt erfaring, kan du forsøge at komme nærmere end det. Er forholdene gode, kan du liste dig ret tæt på – men husk at pürsche dig uopdaget væk igen, så får du mest for pengene og lader dyrene stå uforstyrret. Det er blandt andet dét, jeg værdsætter ved pürschjagten, nemlig den rimeligt beskedne forstyrrende effekt som den jagtform har. Men tag ikke fejl: hvis du pürscher det samme mindre revir tyndt morgen og aften hver dag i bukkejagten, så skal du ikke undre dig, hvis du sjældent ser vildt. Selv pürschjagt vil virke forstyrrende, hvis revirerne gennemtraves konstant. Som bekendt – alt med måde!
Både ved pürsch- og anstandsjagt skal man selvfølgelig altid være opmærksom på sikkerheden. Det er klart, at det på f.eks. trykjagter (hvor der er mange skytter på terrænet, hvor skytterne ikke altid er stedkendte, og hvor der er drivere på jorden) kan være formålstjenstligt at befinde sig i et tårn.
Én enkelt gang, hvor jeg sad i et tårn, fik jeg mig noget af en forskrækkelse. Jeg sad med riflen på en privat afsides liggende skovejendom og kiggede efter ræve, der tidligere var observeret på skovengen. Der skete imidlertid ikke så meget. Men pludselig puslede det i skovbrynet ud mod engen. Jeg lagde riflen an på tårnets rækværk og holdt gennem sigtekikkerten skarpt øje med området, spændt på hvad der kom ud på engen – var det mon ræven eller måske endda mit livs kapitale hjort?
Selvom der var meget langt til skovsti og skovvej, hoppede der pludselig en forpustet kondiløber ud af det tætte krat. Mit hjerte hoppede lige en gang! Det var meget ubehageligt at have peget en ladt jagtriffel i retning mod et andet menneske. Nok havde jeg bare observeret gennem sigtekikkerten, riflen var sikret, og min pegefinger var langt fra aftrækkeren, men riflen havde alligevel peget i retning mod kondiløberen. Jeg blev ærligt talt vred – ikke over, at der nu i hvert fald ikke ville komme vildt ud på engen, men derimod over, at en person ganske uforsvarligt og uretmæssigt, da det var en privat ejendom, og det var langt fra skovsti og vej, havde bragt mig i den situation, at jeg uforvarende havde overtrådt sikkerhedsforskrift nummer ét: ’peg aldrig et våben, og da slet ikke et ladt våben, mod personer’. Jeg hoppede ned fra stigen og råbte manden an. Jeg må indrømme, at jeg ikke var helt så diplomatisk og venlig, som jeg måske burde have været. Jeg gjorde ham det klart, at han ikke kunne være bekendt at optræde så uforsigtigt at luske rundt i krat og skovbryn lige omkring solnedgang i en privat skov midt i jagtsæsonen, og at det i øvrigt heller ikke var lovligt at gå i en privat skov uden for skovspor og veje. Jeg viste ham ud af skoven og bad ham afstå fra den uansvarlige adfærd fremover. Jeg var ikke ubehøvlet, for det bør vi jægere aldrig være over for den øvrige del af befolkningen. Men jeg var dog rimelig kontant og havde lidt svært ved at skjule min irritation. Det var jo vigtigt, at kondiløberen forstod, at den adfærd går sgu’ ikke – det kan simpelthen være møghamrende farligt.
Episoden er et vidnesbyrd om, at vi altid skal være forsigtige. Selv hvor vi er overbeviste om, at der er sikkert skud, kan der pludselig befinde sig en ’kratlusker’ i skudlinjen. Endvidere var hændelsen en påmindelse om, at man altid bør medbringe en håndkikkert til observation og ikke benytte sigtekikkerten på riflen til dette.
Nuvel, jeg har øvet mig i at stå stille og kan nu stå roligt på anstand i en times tid til halvanden. Så bliver jeg rastløs, får sværere ved at forholde mig stille og må gå lidt videre. Denne fremgangsmåde har givet mig store oplevelser og nu og da jagtligt udbytte.
Hvis man står eller sidder uroligt, lige skal ryge sig en smøg eller sende en sms, skramler lidt med termoflasken, mens man spiser sig en rullepølsemad og laver anden uro, forringes chancerne betragteligt for at få vildt for. Er man urolig, og har man behov for diverse stimulanser, mens man er på jagt, bør man nok finde et tårn (gerne med faste sider) at sidde i, for på jorden vil alle skovens dyr hurtigt vide, hvor man er.