Om folk bruger betegnelsen gevær eller bøsse, er vel ligegyldigt. For mig er den rette betegnelse imidlertid en haglbøsse. Jeg ved godt, at flere nok kalder det for et haglgevær. Nogle synes måske, det lyder mærkeligt at kalde et jagtvåben for en bøsse. Det har vel et eller andet at gøre med, at ordet i dag har en dobbelt betydning. Men jeg kan godt sondre, og har ikke noget problem med at gå på jagt med en bøsse – hverken i den ene eller den anden forstand – så i mit skab derhjemme står der tre bøsser, som hvert efterår bare venter på at springe ud.

 

Bøssetyper og kalibre

Hjemme hos os hedder haglsprederen altså en ’bøsse’, og er det jagt med kugle, der står for, så bruger vi en ’riffel’. Ligesom riflen kommer også haglbøssen i flere forskellige størrelser – eller rettere sagt kalibre. Dog fås haglbøssen kun i betydeligt færre kalibre end riflen. Den anvendte kaliberbetegnelse er udtryk for det indvendige bøsseløbs diameter. Logikken i kaliberbetegnelsen stammer tilbage fra et gammelt engelsk mål. Det man dengang gjorde var følgende: Man tog et pund bly og støbte 12 præcis lige store kugler. Kuglediameteren på en af de 12 støbte kugler svarede så til huldiameteren i bøsseløbet. På tilsvarende vis støbte man 20, og dermed mindre, kugler af et pund bly, hvor kuglediameteren så svarede til den indvendige løbsdiameter på en kaliber 20 haglbøsse. Sådan går det så bare derud af med kaliber 8, 10, 12, 16, 20 osv., hvor de mindste kaliberbetegnelser således er de kraftigste bøsser. I USA bruger man også de gamle engelske kaliberbetegnelser (10 gauge, 12 gauge osv.). Man har imidlertid også kaliberbetegnelser som eksempelvis en ’.410 shotgun’. 410 betegner også løbsdiameteren, men gør det således som godt fire tiendedele af en tomme. En .410 haglbøsse har således et hul i løbet svarende til for eksempel en kaliber .416 storvildtsriffel. Men hvor en kaliber.416 riffel er en grov elefantkaliber, er kaliber .410 bøssen en klejn haglbøssekaliber, svarende til en engelsk kaliber 36. Mangen en amerikansk knægt har rendt rundt med en .410 bøsse og skudt kaniner og andet småvildt.

I Danmark er de mest anvendte haglbøssekalibre 12 og 20 – primært 12. Derudover anvendes – dog i lidt mindre grad og særligt i kombinationsvåben – kaliber 16. Vi må ikke bruge større kaliber i Danmark end kaliber 12, og i praksis har kalibre mindre end 20 ikke rigtig nogen udbredelse. Men spektret 12 til 20 dækker også bredt og fornuftigt alt tænkeligt dansk jagtbart vildt, som må skydes med haglbøsse, lige fra bekkasin til råvildt. Råvildt må ikke skydes med en haglbøsse mindre end kaliber 20. Skulle man udvikle sig i retning af ’nichejæger’ og således udpræget gå efter lad os sige bekkasiner i engene og skovsnepper i skov og krat, så er der ikke noget i vejen for at lege lidt feinschmecker og finde sig en lækker let kaliber 28 – hvis man altså ikke gider slæbe rundt på en 12’er ’kanon’ til de små fugle.

Haglbøssen er et særdeles farligt våben helt på linje med riflen og skal behandles med respekt og omhu. Dette gælder uanset kaliberen. Der er selvsagt helt andre sikkerhedsafstande at tage højde for med riflen, men selv den mindste kaliber haglbøsse kan forvolde meget voldsomme skader på tæt hold.

Et særligt godt eksempel herpå kan man finde ved at tage en tur tilbage i historien. Vel nærmest så længe der har været mennesker til, har der også været psykopater på denne jord. Det var der også tilbage i 1957. Dengang tog den 19-årige Charles Starkweather og hans blot 14-årige kæreste Caril Fugate på et grumt og morderisk togt gennem staterne Nebraska og Wyoming i USA. Gennem to måneder mishandlede og myrdede det blodige par 10 mennesker.  Til brug for disse drabelige forbrydelser anvendte Charles Starkweather blandt andet en oversavet kaliber .410 haglbøsse. Det er et kaliber, som nærmest betragtes som en ærtebøsse, men som i hænderne på en psykopat tilsyneladende nemt kan blæse et hul gennem hovedet på et menneske. Måske var Starkweather ikke psykopat i klinisk forstand. Han blev i hvert fald erklæret strafbar, dømt og siden henrettet i 1959. Caril Fugate undgik denne skæbne, men modtog i stedet en livstidsdom. Hun blev imidlertid benådet og løsladt i 1976 efter 17 år bag tremmer.

Bruce Springsteens meget kendte sang ’Nebraska’ (fra et af mine favoritalbums med samme titel) handler i øvrigt om det unge morderiske par. Selvom mange tror det, er sangen overhovedet ikke en hyldesthymne til staten Nebraska.  Jeg har – til en smule undren, må jeg indrømme – set/hørt sangen anvendt lidt skævt, blandt andet som indledningsmelodi til en – i øvrigt rigtig god – film om jagt i USA. Et af sangens vers lyder:

… ‘Me and her went for a ride sir, and ten innocent people died… From the town of Lincoln Nebraska with a sawed-off .410 on my lap, through the badlands of Wyoming I killed everything in my path’ ….. 

Det kan godt være, at sangtitlen ‘Nebraska’ som sådan passer fint til en film om jagt på prærien i USA, men sangens tekst sælger emnet på en lidt skæv facon.

Nuvel, det var jo lidt et sidespring at komme omkring her i forbindelse med en gennemgang af haglbøsser. Lad os straks komme tilbage på sporet og se lidt på de forskellige tilgængelige modeller af haglbøsser:

Knækbøsserne kommer primært i to forskellige former, nemlig som ’Over and Under’ og som ’Side by Side’. En ’Over and Under’, eller slet og ret en OU’er, er karakteriseret ved, at haglbøssens to løb ligger over og under hinanden i lodret plan.  OU’eren er efterhånden den mest almindelige af knækbøsserene, eller rettere blandt haglbøsserne generelt. En OU’er kan fås i alle gængse kalibre. Det samme kan en ’Side by Side’ (SS’er), som er karakteriseret ved, at løbene ligger ved siden af hinanden i vandret plan. ’Side by Side’ bøssen virker generelt lidt lettere i konstruktionen, idet forskæftet er noget mindre end på OU’erne. Men konstruktionsmæssigt har de to typer omtrent samme styrke. Sigtebilledet er imidlertid forskelligt, da man på SS’eren kigger hen over to løb med en sigteskinne i midten, mens man på OU’eren kun ser det øverste løb med en skinne på midten af løbet. Ordet ’sigtebillede’ er nok lidt misvisende, da man populært siger, at man peger med en haglbøsse og sigter med en riffel.  Men peger man så da med en SS’er, vil øjet opfatte, at man peger med en lidt tykkere ’pegepind’, end når man peger med en OU’er.

Det ene valg kan være lige så godt som det andet. Når man klemmer på aftrækkeren, giver bøsserne et ordentligt skrald og sender haglene ud i den rigtige ende af løbene – forhåbentligt da! Det har således alene noget at gøre med personlig præference, om man vælger OU’er eller SS’er. De fleste finder det nok lettest at lære at skyde med en OU’er. Men her gør det sig gældende – som ved riflerne – at man bør prøve at skyde med lidt forskelligt, inden man træffer sit valg.

Ud over knækbøsser har man også mulighed for halvautomatiske haglbøsser og de såkaldte pumpguns. Disse har kun ét løb, men bøsserne er konstrueret med patronmagasin under forskæftet. Halvautomaten genlader ved brug af energien fra enten gastrykket ved skydning eller simpelthen fra rekylens inerti under skydning. Begge genlademekanismer har i øvrigt den fordel, at en del af energien fra skuddet går til at få det fjederpåvirkede bundstykke til at presse en ny patron ind i kammeret. Halvautomaternes rekyloptag er derfor oftest vældigt godt, og rekylens påvirkning af skyttens skulder bliver derved begrænset.

På en pumpgun genlader man selv fra magasinet ved at trække forskæftet tilbage og skubbe det frem igen, som vi kender det fra actionfilm i biografen og TV, da Hollywood jo har taget pumpgun’en til sig som sin darling. Mange halvautomater og pumpguns er fra producenternes side lavet med store magasinkapaciteter. Men i Danmark er det ulovligt at gå på jagt med en haglbøsse, der har større kapacitet end to skud. Man skal derfor huske at sikre sig, at bøssens magasin er plomberet således, at man kun kan have en patron i kammeret og en patron i magasinet på sin halvautomat eller pumpgun. Mange er glade for halvautomaternes og måske særligt pumpgunens pålidelighed. De er oftest vældigt driftsikre, også selvom de bliver sølet til i vand og snavs. Dertil kommer, at de er nemme at vedligeholde, da de uden besvær hurtigt kan skilles helt ad, renses og hurtigt samles igen.

 

Nogle jægere er ikke så glade for halvautomater og pumpguns. Dels foretrækker mange simpelthen bare den velkendte knækbøsse, andre bryder sig ikke om det ’gangster image’, som actionfilm nok er lidt skyld i, at bøsserne har fået, og endelig er mange utrygge ved, at det kan være vanskeligt fra afstand at se, om våbnet er afladt og sikkert. Man kan fra lang afstand se, om knækbøssen er knækket og dermed ufarlig. Man skal noget tættere på – og stå på den rigtige side – for at kunne se, om en halvautomat eller en pumpgun er sikker.

Til gengæld har jeg også været på en jagt, hvor en jæger kiggede lidt for dybt i lommelærken og blev småsnalret. Han stillede sin lukkede og – viste det sig – ladte knækbøsse op ad en bil. Bøssen gled, væltede, og stadig ladt lå den nu pludselig og pegede med løbene lige i retning af en flok jægere, som nemt kunne have fået skudt hul i gummistøvlerne – eller det, der var værre. Den pågældende jæger deltog i resten af jagtdagen – men uden bøsse, da den blev lagt i bilen. Sikkerhed er 99 procent et spørgsmål om personen bag våbnet! Den sidste ene procent kan våbenkonstruktørerne så beskæftige sig med.

 

Skydefærdigheder

For haglbøssens vedkommende gør det sig gældende – ligesom for riflen – at man bør lære sig at skyde med den. Men det er også sådan for langt de fleste, at jo ældre man bliver, jo sværere er det at lære noget nyt. Om vi vil det eller ej, så bliver vi stivere og mere kantede. Krop og hjerne har indrettet sig på både at bevæge sig og tænke i rimeligt faste rutiner. Den unge nye skytte lærer ofte lettere. Haglbøssen bliver hurtigt en forlængelse af de øvrige lemmer, og det vil snart falde den ivrige unge skytte helt naturligt at skyde med en haglbøsse eller med en riffel. Det er fuldstændigt ligesom de unge, der lynhurtigt lærer at suse afsted på et skateboard, på ski, BMX cykler, eller hvad ved jeg. Er du nået til omkring de fyrre år eller derover, så prøv engang at finde et skateboard og gå så ud og tril dig en tur med knægtene på gaden. Tro mig, du gamle, du vil formentlig aldrig lære at ’kick flippe’, og skulle du forsøge dig med et ’grind’ på trappegelænderet ved busterminalen, kan du nok lige så godt booke en tid på skadestuen på forhånd! Men uanset alder vil langt de fleste kunne oplære tilstrækkelige skydefærdigheder.

Med sine korte skudafstande og brede haglsværm er haglbøssen ikke et præcisionsværktøj i samme grad som riflen. At blive dygtig med et haglgevær kræver, at man øver sig en del på skydebanen. Skydning med haglgevær er meget et spørgsmål om at have et godt boldøje – lidt ligesom den dygtige håndboldspiller, der spiller bolden langt ud til en fløjspiller, som kommer spurtende op ad banen. Håndboldspilleren på midtbanen kaster bolden, så fløjspilleren ikke skal stoppe for at gribe bolden, men derimod kan fortsætte sit løb og gribe bolden, når den kommer frem til ham. Den gribende fløjspiller løber så at sige nærmest ind i den kastede bold. Det er faktisk samme princip, man skal gøre brug af for at skyde godt med en haglbøsse. Vi skyder lidt foran målet, så målet flyver eller løber ind i haglsværmen. Udover det gode boldøje er det væsentligt, at bøssen passer til skytten, så den falder rigtigt og ens, hver gang den skuldres. Det skal en riffel sådan set også, men i mange jagtlige situationer med riflen har vi noget bedre tid til at lægge riflen til rette på kinden. Ved skydning med haglbøssen har vi knap så god tid. Haglbøssen skal derfor falde helt naturligt – ellers bommer man!

Jeg mener ikke, at man behøver at være en superhelt med en haglbøsse – eller en riffel for den sags skyld – for at gå på jagt. Men man bør være en habil skytte, og vigtigst af alt bør man kende sine begrænsninger. Faktisk er det sådan, at jagt ofte indeholder meget lidt skydning. I min optik kan der slet ikke sættes lighedstegn mellem det at være en god skytte og det at være en god jæger. En god skytte kan godt være en dårlig jæger. Men en god jæger må i udgangspunktet som minimum være en habil skytte. Hvis ikke, vil jagtens kulmination – at nedlægge vildtet – gå fløjten og måske alt for ofte resultere i anskydninger. I så fald pilles glansen af selv de bedste øvrige jagtfærdigheder.

I England har man valgt at sondre mellem begreberne ’hunt’ og ’shoot’. På f.eks. en ’pheasant shoot’ skydes der rigtig meget i løbet af en dag, og ind imellem afgives der også nogle vanskelige skud. At mestre skydningens kunst er derfor en afgørende faktor hos den enkelte deltager. At finde fasanerne og få dem på vingerne skal skytten ikke bekymre sig om. Hertil er der en flok ’beaters’, eventuelt med hunde, og opsamlingen af skudt vildt udføres af retrievere, som dirigeres af hundeførere, der måske arbejder for det gods, hvor det pågældende ’shoot’ afholdes. En jagtleder styrer hele showet på dagen. Han kender terrænet og hønsefuglenes vaner, tager højde for vejrforhold, sørger for, at fasanerne kommer for ved skytterne, og at dagen afvikles tilfredsstilende. På en vellykket dags ’shoot’ bliver der skudt mange skud.

Hvis man derimod er ’on a hunt’, eller ’out hunting’, vil skydningen ofte udgøre en meget lille del af jagtdagens samlede tidsforløb. På et ’hunt’ er det jagtkundskaberne, der er succeskriteriet. Er der tale om en købt jagt med ’stalker’, er det primært stalkerens jagtlige kunnen, der er den væsentlige faktor. Men den deltagende jæger begiver sig ud i jagten sammen med stalkeren og er derfor nødt til selv at besidde en vis jagtlig kunnen eller nøje følge stalkerens anvisninger. Der kan selvfølgelig blive tale om afgivelse af et krævende skud, men ofte vil selve skuddet – for eksempel til en stillestående buk eller hjort 100 meter ude på en åben eng – objektivt vurderet ikke falde ind under kategorien vanskelig skydning.

I Danmark sondrer vi imidlertid egentlig ikke, som de gør i England, mellem ’jagt’ og ’skydning’. Her tager vi eksempelvis på fasanjagt, selvom vi ikke rigtigt deltager i jagten, men retteligt fungerer som skytter, hvis opgave for dagen nærmere burde betegnes som ’skydning’.

Misforstå mig ikke – jeg mener ikke, at man kun er berettiget til at kalde sig jæger, hvis man som en anden Crocodile Dundee er 100 procent i pagt med naturen, kan kommunikere med dyr og fugle og spore en vandbøffel 28 kilometer gennem en sump, hvorefter man nedlægger bøflen med en sten fra en slangebøsse. Jeg nævner såmænd bare sondringen, fordi jeg mener, at den er relevant. Der kan selvfølgelig ligge noget politisk i, at vi vælger at kalde det for eksempelvis ’fasanjagt’ fremfor ’fasanskydning’, som nok vil klinge lidt skidt i mange danske ører. Objektivt og generelt set er fasanjagterne jo også jagter, uanset hvilken rolle den enkelte deltager så spiller på dagen.

Haglbøsseskydning har været mit eget smertensbarn. Mine evner med haglbøssen var ikke noget, der vakte begejstring, når jeg frekventerede skydebanerne. Men jeg blev ved med at komme på banerne, og jeg købte timer hos en dygtig skydeinstruktør (begge dele gør jeg stadigvæk). Efterhånden kunne jeg se resultater. Jeg øvede mig på trapbanen, på jagtbanerne og til sidst på compak sporting banerne. Og det blev sjovere og sjovere, efterhånden som lerduerne oftere og oftere blev skudt i stykker. Nogle nye skytter er begavede med et godt ’boldøje’ og fanger hurtigt fidusen, men langt de fleste skytter skal lære det ved gentagen træning. Mange nye skytter må endog arbejde en hel del for at lære haglskydningens kunst. I dag betragter jeg mig selv som en okay haglskytte, men nogen verdensmester er jeg langt fra. Og selvfølgelig bommer jeg da på jagt, men jeg har ikke længere så mange bomskud til vildtet, som jeg havde i starten. Jeg skyder nu mere alsidigt og ind imellem afgiver jeg lidt svære skud til vildt – skud, som jeg ikke ville have forsøgt mig med i den spæde start af jagtkarrieren. Det vigtigste er, at vi nogenlunde kender grænserne for vores evner. Når jeg står eller ligger i skjulet på jagt efter gæs, ænder, krager eller duer, synes jeg, at timerne på skydebanerne har givet mig en god føling med, hvilke skud jeg kan afgive med god sandsynlighed for succes, og hvilke skud som vil resultere i bomskud, og som jeg derfor afstår fra at eksekvere. Jeg sætter lokkere op, så jeg har en reference til fornuftige skudafstande, og holder mig til det, jeg med rimelighed magter. De muligheder, som jeg oftest bommer på, er de pludselige chancer – mange gange fordi jeg i min iver ’river’ et hurtigt skud eller to af, og så bliver det bare en omgang sjusk. Rolige skud fungerer bedre, og efterhånden har jeg også fået mere ro på skydningen. Men jagt indebærer indimellem, at der ikke nødvendigvis er tid til overvejelser, som for eksempel når dobbeltbekkasinen med sit hæse skrig letter fra engen. Der gælder det i særdeleshed om at låse blikket fast på fuglen og skyde instinktivt. Men det er jo så netop med til at gøre jagten udfordrende og spændende.

Jeg ved godt, at man opererer med anbefalede maksimum skudafstande på henholdsvis 30, 25 og 20 meter, alt efter vildtarten. Disse anbefalinger er da helt klart også fornuftige retningslinjer. Hurtige små mål – eksempelvis en agerhøne, en due eller en bekkasin – på 30 meter er for mig, og sikkert også for mange andre, et vanskeligt skud. Omvendt har jeg set en internet-udsendelse med britiske George Digweed, som skød duer fra et dueskjul. For dem, der ikke lige ved, hvem George Digweed er, skal nævnes, at han er op til flere gange verdensmester i forskellige flugtskydningsdiscipliner. Mr. Digweed skød de hurtige duer, så der til sidst lå en bunke i skjulet, der talte duer i hundredvis. Duerne blev skudt på afstande fra 15 meter og ud til 60 meter. Det kan man så godt rynke panden over, men faktum er, at George Digweeds patronforbrug kun lå ganske lidt over én patron pr. due. Når det er tilfældet – ja, så er der jo ikke noget forkert eller forkasteligt i hans skydning. Det eneste man kan stille spørgsmål ved er, om ikke det kan have uheldige pædagogiske konsekvenser, at nye uerfarne skytter ser dygtige skytter skyde fuglene på så ekstreme afstande? Men jeg mener nu nok, at alle jægere, unge som gamle, må være modne nok og have selverkendelse nok til at forstå, at vi almindeligt dødelige jægere jo ikke er fødte verdensmestre med en haglbøsse og derfor bør afstå fra at forsøge at gøre den gode mr. Digweed kunsten efter!

Uanset hvilke jagtformer man er til – om det læner sig op ad jagt, eller om det mere er skydning eller måske spænder vidt henover begge dele – så bør grænserne for ens evner med skydevåben findes på en skydebane. Der findes compak sporting baner, almindelige jagtbaner og riffelbaner jævnt fordelt rundt i landet. Så bare trop op – med bøssen eller riflen i foderalet – og deltag i skydningen. Det er sjovt og lærerigt.

 

Rekyl og patronvalg

Alle haglbøsser vil afgive rekyl i større eller mindre omfang. Faktisk afgiver en riffel i et standardkaliber betydeligt mindre rekylenergi end en kaliber 12 haglbøsse med en tung haglpatron. Men når vi skyder med en haglbøsse, afgiver vi skud til bevægelige og oftest ret hurtige mål. Vi svinger med i det korte øjeblik, hvor det flyvende eller løbende mål er inden for skudhold, og så brager haglskuddet. Vores hjerne har på det øjeblik, der er til rådighed i skudsituationen, ikke tid til at beskæftige sig med, om haglbøssen ’sparker’ eller ej. Vores fokus er på målet. Vi står som regel op og skyder, hvilket i sig selv giver de bedste muligheder for at optage rekylen. Kroppen ’giver efter’ for stødet og vil fungere næsten som en støddæmper. Som regel vil vi derfor ikke rigtigt bemærke haglbøssens relativt kraftige rekyl.

Til eksempel: De kraftigste haglpatroner, jeg bruger – til blandt andet gåsejagt – afgiver en rekylenergi på ca. 55 joule. Det er meget og svarer faktisk til rekylen fra en kaliber .416 Rigby ’elefantriffel’. En kaliber 30.06 jagtriffel med en tung jagtkugle producerer omkring 20 joule i rekylenergi og er således vand ved siden af haglbøssen med de tungeste ladninger. Men jeg ænser overhovedet ikke den voldsomme rekyl, når gæssene slår på lokkerne. Min fokus er 100 % på gæssene, og jeg koncentrer mig kun om at få ram på en gås. Men det er vigtigt, at haglbøssen passer til en og ’falder’ rigtigt til skulder og kind – ellers får man en på sinkadusen, når man trykker sådanne kraftige ladninger af!

Jeg vil lige bemærke, at man sagtens kan skyde gæs eller andre af de større vildtarter, der skydes med hagl, med 70 eller 76 millimeter haglpatroner, som er mere rekylvenlige end de tunge 89 millimeter patroner. Uanset hvilke patroner man anvender, er alfa og omega: fornuftige skudhold og rimeligt store hagl! Jeg bruger selv de kraftige patroner ud fra en personlig præference og simpelthen, fordi mine haglbøsser er kamret til dem. En gås er en stor fugl med en kompakt og tyk fjerdragt, og den er særdeles skudstærk. De gæs, jeg skyder til, er altid ret tæt på, og med de tunge haglpatroner falder de som oftest dødskudte ned – så jeg holder mig til de grove patronladninger. Jeg har skudt én gås med en almindelig størrelse fem stålpatron. Af en årsag, jeg ikke husker, gik jeg med Chris’ haglbøsse, som ikke er kamret til mine 12/89 favoritpatroner. Det var en dag i starten af oktober, hvor jeg havde sat hunden i søg på marken i håbet om, at han kunne finde nogle høns. Vi fik en enkelt hare, men hunden fandt ingen høns den dag. I stedet kom en ung kortnæbbet gås ind over mig. Den kom fint og var højst godt tyve meter ude. Jeg skød, og fuglen faldt for et velplaceret skud – er jeg ret overbevist om. Men gåsen var ikke død, hunden rendte den op, og jeg måtte affange gåsen ved at knække nakken på den. Det endte godt i situationen, men medmindre man rammer fuglen i hjernen eller halshvirvlerne, skal en gås være tæt på for at dø i knaldet fra en almindelig patron med hagl i små størrelser.

Haglbøssen kan der sådan set skrives meget mere om, blandt andet om trangboringer/chokes (den yderste indsnævrende del af det indvendige løb, som kan være faste eller udskiftelige), løbslængder, skæftetilpasning, mesterøje (det øje, højre eller venstre, som dominerer synet), mv.

Man kan ret nemt finde ud af, hvilket øje (højre eller venstre), der er ens mesterøje. Hold begge øjne åbne og peg på noget med strakt arm lige foran ansigtet. Bliv ved med at pege samme sted og knib venstre øje i. Hvis man stadig peger samme sted, er mesterøjet ens højre øje. Fornemmer man derimod, at pegefingeren rykker til siden, er ens mesterøje det venstre øje. Man har nemmest ved at lære at skyde, hvis man naturligt lægger haglbøssen til kinden på den side af ansigtet, som harmonerer med ens mesterøje. Men man må finde ud af, hvordan man er skruet sammen, og så øve sig. Det kan være meget fornuftigt at få en kompetent instruktørs hjælp til at finde gode løsninger, hvis ens syn og naturlige geværanlæg ikke er umiddelbart kompatible.

En god instruktør, eller bøssemager, kan også hjælpe en med at finde ud af, om skæftet eventuelt skal tilrettes. Det kan være, at et kortere eller længere skæfte – måske cast on eller cast off (hvilket vil sige, at skæftet vrides udad eller indad) – eller måske en justering af kolbens drop (op eller ned) vil være gavnligt. Der er mange muligheder for at få et perfekt tilrettet skæfte. Hvis man er helt ny jæger, og haglbøssen passer en nogenlunde, så skal man bare træne med den, som den er, indtil man bliver mere erfaren og finder det helt naturlige skydeanlæg. Når man så har skudt nogle tusinde skud, kan man eventuelt få rettet bøssen til, så den bare føles helt perfekt.

I det hele taget er det meget vigtigt ved haglbøsseskydning, at alle parametre spiller fint sammen. Haglbøssen skal (efter lidt træning) falde let og helt natuligt for øjet, når man skyder. Hvis der er ’skævheder’ i anlægget, bommer man for ofte.

Haglbøssen er for mig ’bare’ et jagtinstrument. Jeg bruger min Browning haglbøsse, som jeg har haft, siden jeg startede med at gå på jagt. Mekanisk fungerer den altid (7-9-13), og jeg har ikke foretaget skæftetilpasninger, da vi altid har været rimeligt gode venner, mig og haglbøssen (ikke at jeg er nogen mesterskytte, men haglbøssen falder rigtigt for mig og rammer, hvor jeg peger – så er det bare op til mig at pege og svinge det rette sted, når vildtet kommer susende).

Jeg har ikke skiftet chokes i løbene – som er ½ boring i første løb og ¾ boring i sidste løb (hvilket vil sige, at mit sidste løb – det øverste – samler haglene lidt mere end det første løb). Jeg skifter som sagt ikke chokes i min bøsse, uanset hvad jeg går på jagt efter. Men det kan man jo nørde lidt rundt med, som det passer én.  Har man lyst til at gå i lære som eksempelvis en hårdhudet havjæger, bør man tænke på, at disse ganske ofte skyder med stramme boringer, der samler haglsværmen godt. Tænker man mere noget i retning af inkarneret sneppejæger i skoven, er der nok en del mere fornuft i en åben boring i bøssen, som giver god spredning på de små sneppehagl.

Haglbøssejagt dyrker jeg med glæde. Men haglbøssen som jagtvåben er ikke blevet så stor en passion, eller interesse, for mig, som jagtriflerne er – hvor jeg grænser til det nørdede (spørger man Chris, er nørdgrænsen for længst krydset). Haglbøssen er ’blot’ et instrument til brug for min jagt.

Jeg vil slutte dette kapitel med et par hurtige gode råd, som har hjulpet mig i min haglbøsseskydning sådan, at jeg holder en skudstatistik, som jeg godt kan være bekendt. Rådene er: altid at tilpasse skudafstand og anvendt haglstørrelse efter forholdene og de forventede vildtarter samt at træne, træne og atter træne.