Chris og jeg er medlemmer af et konsortium på ti mand, som har lejet jagtretten på ca. 1000 hektar tysk skov og mark ved Dannenberg ca. 100 kilometer sydøst for Hamburg. Imidlertid har vi ikke rigtig gjort brug af medlemskabet. Kun en enkelt gang – forud for skrivende stund – havde jeg været med en konsortiekammerat en tur dernede for at se det hele an. Det var en sommer under bukkebrunsten i starten af august. Jeg skød imidlertid ingen buk. Jeg havde en enkelt buk på kornet, men lod den gå, da den højst var et par år gammel. Udover denne unge buk fik jeg blot et hurtigt glimt af en anden bedre buk i det sene aftenlys, men ellers ingen ældre handyr. Derimod var der masser af råer og lam, og jeg morede mig med at blade råvildtet ind med et buttolo kald, som kan lokke både råer og bukke til. Henover weekenden arbejdede min jagtkammerat ihærdigt på en god buk, der gik i nogle flade enge, men den kom aldrig på skudhold. Alt i alt havde vi en god tur på et par dage, men uden bukkevildt på paraden.
Jeg havde ikke rigtig kunnet finde tiden til at få besøgt reviret i Tyskland igen, og det var efterhånden ved at være halvandet år siden, at jeg havde været på min tyske sommertur. Så i januar 2014 besluttede jeg mig for at gøre noget ved det. Flere af de andre medlemmer havde skudt sommerbukke, efterårsråvildt, vildsvin og rovvildt på reviret. Chris ville gerne med en tur derned, så vi fik hundene vaccineret med de rigtige indsprøjtninger, opdateret hundepassene, og så gik det afsted mod Tyskland, to mand høj, to hunde og to jagtrifler – vi var klar.
Vel ankommet til Dannenberg om eftermiddagen havde vi lige et par lyse timer inden aften. For lige at få kridtet banen op kørte vi en tur rundt på terrænet, som udgøres af to store revirer på hver godt 500 hektar. Med de medbragte kort over terrænerne var vi begge snart med på, hvor jagten skulle sættes ind. Da vi havde fået os indkvarteret i huset, som står til konsortiemedlemmernes rådighed, ringede vi til Wolfgang – den tyske brugsrettighedshaver over revirerne.
Wolfgang har adgang til flere tusinde hektar skov og mark i området og er storvildtjæger om en hals. Hans hus er fyldt med trofæer. Store hjorte og råbukke, mufloner, gemser, moose, elands, afrikanske antiloper og mange andre flotte trofæer pryder væggene i hans og konens hus. Et langt jægerliv, og et godt økonomisk fundament velsagtens, har givet ham mulighed for at forfølge sine jagtlige drømme. Wolfgang kom forbi, og vi snakkede lidt om, hvor der var godt at gå, og hvad der rørte sig på terrænerne. Han fortalte, at det stod sløjt til med vildsvinene, hvilket afskydningsjournalen også vidnede om. Derimod var der masser af råvildt. Wolfgang mente, at det ville være fint, om vi kunne skyde lidt hundyr – og meget gerne i reviret omkring den lille landsby Fliessau, hvor der ikke var skudt meget råvildt i denne sæson. Vildsvin kunne vi selvfølgelig også skyde, men dem havde de som sagt ikke set så meget til på det seneste. Wolfgangs teori gik på, at de forgangne hårde vintre måske havde taget hårdt på smågrisene. Nuvel, der var alligevel halvdårligt vejr og ikke klar nok himmel til, at det kunne svare sig at sidde på ’nattepost’ i et grisetårn. Dertil var natten for sort. Så i stedet blev planen, at vi ville pürsche rundt på terrænerne i morgen- og aftentimerne.
Den følgende morgen var vi ude ved halv otte tiden, hvor lyset så småt var ved at indfinde sig. Jeg gik i den nordvestlige del af Fliessau terrænet, og Chris gik i den nordøstlige del. Der er en del bebyggelse i området, hvor jeg gik, men jeg tænkte, at det halvdårlige vejr nok holdt folk inde under de varme dyner til langt op ad formiddagen. Jeg listede bare afsted gennem skoven langs med skovbryn og grøfteskel og skuede efter vildt. Jeg konstaterede hurtigt en del fod efter råvildt, så de måtte jo være der et eller andet sted. Efter en halv times tid fik jeg øje på en ung mand med en stor hyrdehund af en slags. De gik ad en skovvej, og selvom hunden var løs, gik den kun på skovvejen og ikke langt fra sin ejer. Jeg tænkte ikke nærmere over det, andet end at det da var en frisk ung mand, der lufter sin hund så tidligt en lørdag morgen. Jeg gik lidt videre i en anden retning og kiggede mig stadig om efter råvildt og tegn på vildtaktivitet. Jeg sad op ad en skrænt og holdt lidt øje med skovbrynet gennem kikkerten, da jeg hørte en velkendt lyd. En stor flok snakkende grågæs trak meget lavt ind over stubmarken lige hen over, hvor jeg sad. Havde jeg da bare siddet med haglbøssen og hundene… Men det gjorde jeg ikke, så jeg måtte nøjes med at nyde synet og lyden af de store fugle.
Klokken var nu omtrent ni, og mens jeg sad der på skrænten, hørte jeg en hund gø skingert. Jeg kiggede mig omkring og så en kvinde i farverigt tøj komme gående gennem skoven. Jeg fik også øje på hendes hund, men det var en stor sort labrador/rottweiler-lignende fyr, som helt sikkert ikke ville lyde som den lille hund, jeg lige havde hørt gø. Jeg blev siddende på skrænten lige ved skovstien. Kvinden valgte at gå til venstre, og det ville sige, at hun var på vej over forbi mig. Hmmmm… jeg afladede min riffel og stillede den åben fra mig på skrænten. Jeg blev bare siddende stille og kunne godt fornemme, at hverken kvinden eller hunden havde set mig. De var nu blot nogle snese meter fra mig, og der var stadig intet tegn på, at de var klar over min tilstedeværelse. ’.. Skal du mon give dig til kende…’ tænkte jeg. ’… Nej skidt, de ser mig vel før eller siden..’ blev jeg enig med mig selv om. Det blev så ’siden’ … Først da hunden var lige ud for mig, og kvinden var 3-4 meter bag hunden, sagde jeg højlydt ’… Gute Morgen …’ Både hunden og kvinden fik et chok. Hunden gøede naturligvis af den mistænkelige mand, som den lige havde fået øje på, og det var en noget mere hul og dyb gøen, end den jeg øjeblikket tidligere havde hørt gjalde ud over skoven. Kvinden tog sig til brystet og trak vejret tungt. ’.. Hold da op – nu får hun vel ikke et hjerteslag ..’ tænkte jeg. Men hendes åndenød svandt, og kvinden fik vejret igen og snakkede noget om, at jeg havde givet hende et chok. Men hun smilede heldigvis og tog det som en oplevelse, kunne jeg fornemme. Hun kunne jo se, at jeg var jæger og ikke overfaldsmand. Hun spurgte, om der var andre jægere i skoven i nærheden, hvilket jeg kunne svare nej til. Hun vendte om og gik den anden vej, men jeg måtte love hende ikke at skyde hendes hund. Jeg lovede, at de trygt kunne gå videre, og at jeg hverken ville skyde hende eller hunden.
Efter at de var gået, kom jeg i tanke om, at jeg var iklædt en kasket med sløringsnet foran ansigtet. Som jeg havde ligget der helt i ro op ad skrænten i mit jagttøj med hænder og ansigt sløret, var jeg simpelthen bare faldet i med omgivelserne. Det var jo sådan set fint nok at få bekræftet, at man ikke bare i forhold til vildtet men også for det menneskelige syn næsten kan forsvinde derude i det grønne, bare man forholder sig helt i ro.
Jeg hørte igen den hidsige gøen fra en lille hund. Lyden kom nærmere, og pludselig kom en lille Border Collie eller Mini Collie-lignende hund høvlende ud af skoven. ’… Hold da op, det er da vist lige blevet til en drivjagt …’ tænkte jeg, netop da jeg fik øje på en ældre dame, der gik langt væk ved et fjernt skovbryn. Pludselig vendte den lille hund om og sprintede tværs over den åbne eng over mod damen. ’.. Det går ikke, det her ..’, tænkte jeg. Det var weekend, Herr und Frau Deutschland var vågnet, og nu skulle der luftes hunde. Der var derfor alt for meget leben i skoven til, at noget som helst vildt ville vove sig ud af sit skjul. Et skud ville kunne gå an, hvis der var fornødent skudfang; men jeg tænkte nu, at jeg alligevel ikke ville bryde mig om at forskrække folk på deres morgentravetur med et rungende riffelskud i skoven. Da jeg rejste mig for at gå tilbage mod bilen, kom en mand rundt om hjørnet sydfra, også med en lille hund ved sin side. ’…Tschüss…’ sagde jeg til manden, som hilste tilbage med et ’Weidmanns Glück’, hvortil jeg blot svarede ’..danke..’ og tænkte stille ’.. Ja, det får jeg i hvert fald brug for, hvis denne morgenjagt skal kaste noget af sig.’
Vi var i januar måned, og det første lys indfandt sig først op ad morgenen ved halvnitiden. Der var derfor ikke længe ro i de lyse timer, før folk var stået op og indfandt sig i skoven. Jeg havde ikke fundet det problematisk, da jeg havde været der i august; men der var jeg jo også på terrænerne allerede ved halvfemtiden om morgenen og havde således det hele for mig selv i flere timer, før folk stod op. I øvrigt var det dengang også i hverdagene, hvor der som regel ikke er så mange, der vil ud at gå skovtur.
Klokken var halv ti, da jeg var tilbage ved bilen. Jeg sendte en sms til Chris. Hun var sådan set også klar til at blæse jagt forbi. Hun havde hilst på en enkelt lydig korthår ifølge med sin tyske herre. Men ellers havde der været rimelig ro i hendes hjørne af reviret. Alligevel havde hun ikke set vildt udover et væld af skovduer. Inden vi kørte mod huset, vendte vi kareten mod det andet revir godt ti kilometer mod øst. Vi spottede med kikkerter fra bilen efter vildt og så en rå med et lam gå i et større engområde ved en stor skov på området. Tjek .. det blev taget ad notam. Vi kørte videre og spottede et mindre spring råvildt gå i et åbent område i det fjerneste hjørne af det terræn, som kaldes ’hundrede hektaren’. Tjek … også denne observation blev taget ad notam. Derefter gjorde vi ligesom tyskerne og luftede vores hunde på en skovvej, inden vi kørte hjem og lavede frokost.
Om eftermiddagen gjorde vi hver vores forsøg, hvor vi havde noteret os råvildtaktivitet. Chris gik der, hvor vi havde set råen med lam, og jeg forsøgte mig på det åbne område, hvor det mindre spring havde stået. Det var ret dårligt vejr, blæsende med byger, og selvom jeg gjorde mig meget umage, kunne jeg ikke få øje på råvildt. Trods de dårlige odds stillede jeg mig i løbet af aftenen på forskellige strategiske steder og spottede med kikkerten – sådan fortsatte jeg indtil klokken kvart over fire, hvor lyset forsvandt. Men jeg så ikke noget. Blæsten og regnen holdt vildtet godt i læ inde i tykninger og krat.
Chris havde heller ikke set noget vildt derude. Hmmm … hvad skulle vi nu stille op. Efter aftensmaden lagde vi hovederne i blød, undersøgte kortene, tog bestik af vindretningen og diskuterede, hvor vi ville spise morgenmad, hvis vi var råvildt og ikke kunne lide mennesker. Et fjernt hjørne af Fliessau-reviret gav godt læ langs skovbryn, hvad råvildtet godt kan lide, og der var masser af små vintergrønne marker. Og – vigtigst af alt – lå det fjernt fra bebyggelser.
Tidligt søndag morgen befandt vi os derfor i dette fjerne hjørne af Fliessau-terrænet. Chris ville gerne dovne lidt i et højt grisehus opstillet i kanten af en fodermajsmark. Jeg gik en tur gennem skoven ned mod de grønne marker, som burde ligge i læ for blæsten.
Jeg kom til kanten af skoven og undersøgte med kikkerten markerne gennem det bladfri skovbryn. Bingo – Der var vildt hjemme. Der stod et spring råvildt på marken, men der var langt ned til dem. Da det stadig var ret mørkt, tænkte jeg, at min silhuet ville være godt sløret op ad skovbrynet, langs med hvilket der gik et lille hjulspor. I kanten af marken stod et enkeltrækket tyndt læhegn. Jeg valgte derfor at gi’ den lidt gas på hjulsporet mellem skovbrynet og læhegnet. Vinden var god, og jeg vandt hurtigt terræn. Jeg syntes, at tusmørket omsluttede mig, så råvildtet ikke burde kunne se mig. Men pludselig sikrede dyrene mod mig, blev kun stående kort tid, og så tog de ellers benene på nakken. ’.. Det var lige godt.. de så mig sgu…’ Hvordan de fik øje på mig fra 175 meters afstand i det ret dunkle lys, ved jeg ikke, men væk var dyrene i hvert fald. Overbevist om, at der ikke ville komme dyr ud på den mark resten af morgenen, trak jeg mig væk igen og gik mod andre jagtmarker.
Efter 500 meter gennem skoven kom jeg frem til endnu en vintergrøn mark. Lyset var nu fremme, så jeg tog den med ro og sikrede mig ikke at komme i silhuet. Umiddelbart kunne jeg ikke se nogle dyr på marken, men jeg fortsatte fremefter. Den nederste del af marken forsvandt ud af syne i en lavning. Jeg listede langsomt frem for at observere, om der gik dyr i lavningen. Dobbelt Bingo – det gjorde der! Der gik et enligt lille lam.
Afstandsmåleren afslørede, at afstanden var små 250 meter, hvilket var alt for langt at skyde til et lille dyr på 15 kilo. Hvordan kunne jeg komme tættere på? Jeg kunne ikke bare vade ud over vintersædsmarken, for så ville jeg komme for meget til syne, og dyret ville straks spotte mig. Jeg måtte i stedet liste hundrede meter bagud og krydse marken i ly af terrænforskellen. Herefter kunne jeg så i god vind snige mig på skudhold langs med skovbrynet på den anden side af marken lige overfor, hvor dyret stod. Planen blev sat i værk. Snart var jeg på den anden side af marken. Dyret gik stadigt og essede. Jeg listede mig frem og kunne på en afstand af omtrent 200 meter se på dyrets skørt, at der var tale om et rålam. Heldet var med mig. Godt halvtreds meter fremme posede noget tæt krat ud fra skovkanten. Hvis jeg kunne snige mig derned, ville jeg kunne liste skydestokken op i læ af krattet og afgive et skud fra omtrent 125 meter. Jeg begav mig ud på de sidste halvtreds meter af pürschen. De sidste vanskelige meter er altid spændende, og det er netop dér, hvor det hele strammer til, at jeg synes, pürschjagten er mest intens. Min puls hamrede, og mit blik var låst fast på rålammet. Når dyret rejste hovedet, stod jeg bomstille. Når det essede, listede jeg roligt længere frem. Planen lykkedes. Jeg nåede frem til krattet og havde nu ca. 125 meter til dyret. Den sværeste part af planen var vel overstået, og pulsen faldt igen. Stille fik jeg min hjemmelavede firbenede skydestok listet på plads, fik riflen lagt til rette og trak vejret dybt et par gange. Dyret stod lidt skråt, men ikke så meget, at skudvinklen var særlig kritisk. Der var fuldstændig ro i trådkorset, og kikkerten blev skruet helt op på femten gange forstørrelse. Den skrå vinkel taget i betragtning sigtede jeg lidt bagligt på dyret og lod den lodrette stolpe i kikkerten flugte med rålammets fjerneste forben. Der var stadig helt ro i kikkerten, så jeg klemte forsigtigt på aftrækkeren. Med et hult drøn, og i en sky af vinterpels, fejede den voldsomme 30.06’er kugle benene væk under det lille rålam. Klokken var omtrent halv ni, og morgenen havde udover det skudte lam kun budt på råvildt og fugle – og heldigvis ingen mennesker og hunde i min del af skoven. En herlig morgen. En sms tikkede ind fra Chris. Hun befandt sig omtrent 600-700 meter nord for mig og havde naturligvis hørt skuddet. Jeg oplyste hende om, hvad jeg havde skudt, og at jeg ville brække dyret. Da dyret havde været så fræk at falde på pletten, ville jeg slæbe det et stykke gennem skoven, så hundene kunne sættes på et spor.
Godt svedig i lidt for mange lag tøj, var jeg blevet færdig med at slæbe det lille rådyr i bugter og knæk 500 meter gennem skoven og var kommet ud i det modsatte hjørne af skoven til en lille lysning med skrub og brak. Det er hårdt at lave spor med nyskudte dyr, fordi det kun lige er hovedet, jeg lader slæbe over skovbunden og ikke hele dyrets krop – det ville være for nemt for hunden. Men det indebærer også, at dyret nærmest må bæres og ikke bare gribes i et ben og slæbes af sted. Jeg hentede Freddy i bilen og satte ham på sporet, som han udredte til UG med kryds og bolle.
Klokken var nu tæt ved at være ti om formiddagen, og jeg fik et opkald fra en bandende Chris. En rå var blevet sendt i fuldt firspring ud af krattet af en hundelufter, som lod sin hund løbe på marken. ’.. Han lod sgu hunden spæne rundt 200 meter ude på roemarken.. Det fik et rådyr til at springe i fuld galop mindre end 100 meter fra mit tårn..’, bandede Chris lettere irriteret over den forspildte mulige chance. ’..Nu hvor hundefolket er vågnet, så kan du vel lige så godt trække et spor til Chilli og lade hende søge rålammet. Jeg har lige ladet Freddy gå spor på det..’ .
Den var hun med på, og jeg hentede hende ved tårnet. Nu måtte Chris så svede med lammet 500 meter gennem et skovstykke, hvorefter vi fik afviklet sporudredningen med Chilli i lige så flot stil, som Freddy netop havde udført sit sporsøg. Efter sportræning med hundene stod den på frokost og oprydning i huset, så vi kunne køre hjem umiddelbart efter eftermiddagens sidste jagt.
Vi drøftede lidt, hvad der mest sandsynligt kunne give mere vildt på paraden. Der skulle gå råvildt på stykket ude på ’hundrede hektaren’. Det råvildt, som vi dagen før havde set stå derude, havde helt sikkert ikke stået der tilfældigt. Lørdag aften havde jeg imidlertid ikke spottet råvildtet, men det tilskrev jeg det dårlige vejr. I stedet havde jeg fået et godt indblik i pürsch-mulighederne ude på ’hundrede hektaren’, og de var ikke gode! Terrænet er ret fladt, men stigende svagt mod vest. Kunne man komme på tæt skudhold, ville det være forsvarligt at afgive skud stående fra skydestok, hvis man skød mod vest. Vi kunne selvfølgelig bare sætte os i et tårn og krydse fingre for, at noget kom på skudhold, men Chris ville give pürschen en chance. Vinden var i vest, og jeg meddelte Chris, hvor hun kunne stå og observere området nogenlunde i skjul, og at der var en lang afvandingskanal, som hun kunne krybe i, hvis hun skulle uset midt gennem terrænet. ’.. Men det kan blive svært… hvis en pürsch lykkes for dig der, tager jeg hatten af for dig …’, sagde jeg lidt gammelklog og løftede øjenbrynene. ’… Vi får se ..’, svarede Chris optimistisk ’… jeg prøver..’
Efter min vellykkede pürsch om morgenen, var mit jagtbehov ikke så stort. Jeg kørte til et stort skovstykke tættere på bebyggelser og luftede hundene lidt. Efter luftningen kom hundene tilbage i bilen. Jeg smed riflen over skulderen og gik lidt i skoven. Jeg kom frem til en lille firkantet fodermark et stykke inde i skoven. Majsmarken var vel en halv tønde stor, eller noget i den retning, og var omkranset af tætte smågraner i et bælte mod højskoven. I kanten af fodermarken var opstillet et – hvad der fremstod som et meget komfortabelt – grisehus på et fem meter højt tårn. Jeg besluttede at tilbringe dagens sidste lyse timer i grisehuset. I huset var der madraspolstrede bænke, og det ville være fristende lige at tage en skraber. ’… Sæt nu en stor keiler kigger forbi, og du så bare ligger og snorker…’, tænkte jeg. Nej, jeg måtte hellere få åbnet skydelågerne. Det gjorde jeg så hele vejen rundt og holdt øjnene åbne og rettet ud mod det omgivende terræn.
Der kom nu hverken keiler eller råvildt. I stedet sad jeg og betragtede de mange skovduer, som gerne ville besøge den lille majsmark. Duehøgen nød også indirekte godt af fodermarken. Den kom pludselig susende med hundrede kilometer i timen over trætoppene, og i et rasende hurtigt dyk slog den på en af duerne. Det gik så hurtigt, at mine øjne næsten ikke kunne nå at registrere detaljerne. Men jeg tror ikke, at høgens forehavende lykkedes, for lige så hurtigt som den var kommet, forsvandt den igen mellem træerne. Udover luftakrobatikken blev jeg ikke rigtigt underholdt af vildt på scenen denne eftermiddag. Klokken var ved at være fire, solen gik snart ned, og det ville blive mørkt i løbet af en halv times tid. Netop som jeg sad og tænkte, at det ikke var mange hundyr, vi havde fået nedbragt bestanden med, hørte jeg et fjernt riffelskud. ’… Gad vide om ikke ….’, tænkte jeg. Minuttet efter ringede telefonen, hvilket bekræftede min umiddelbare antagelse. ’… Så kan du godt lette på hatten …’, meddelte en glad Chris mig i den anden ende af røret.
Jeg pakkede hurtigt mit grej, smed riflen over skulderen, småluntede ned til bilen og kørte mod ’hundrede hektaren’.
Chris havde set råvildtet sidde på stykket, allerede da hun var ankommet på terrænet. Det var ved to-tiden om eftermiddagen, og nu var klokken fire. Hun havde så – siden hun spottede råvildtet – kravlet gennem kanalen, pürschet og møvet sig frem i det flade terræn. Efter små to timer havde hun endelig fået bragt sig uset frem til springet på fire dyr. Hun havde fra grøften fået sig op i en god stående skudposition, og på tæt skudhold af kun 75 meter havde hun fældet en rå på pletten. Det var sgu flot jagt, måtte jeg medgive hende og løftede som lovet på hatten. Jeg ønskede hende stort tillykke med den gode jagtoplevelse og den fine rå. Vi fik brækket dyret og snakkede lidt, alt imens hundene trissede lidt rundt om os. 
Pludselig spottede jeg ud af øjenkrogen en velkendt positur. Freddy stod med halestumpen dirrende i en stram stand ind mod noget brombærkrat. ’… Hov, hvad er nu det … ’, sagde jeg og listede pr. refleks hundefløjten, som nærmest permanent hænger om halsen på mig, fri af skjortekraven. Jeg gik over mod Freddy, og ansporet af et højtlydt ’… JA, kom så med den…’, kastede Freddy sig hovedkulds i krattet. En højt skogrende fasankok kom på vingerne, trillefløjten lød og standsede Freddy. Både Freddy og jeg kastede meget lange blikke efter den langhalede flotte kok, der velflyvende forsvandt ud af syne i det sidste aftenlys. ’.. Havde jeg dog bare stået med haglbøssen, så havde vi formentlig haft en flot vinterkok på paraden …’, tænkte jeg. Men pyt! Hvorom alting var – det var i hvert fald dejligt at slutte hundyrsjagten med en perfekt fuglesituation for én af hundene.
Vi læssede råen i bilen, kørte forbi Wolfgangs hus, fik sagt pænt farvel og vendte bilen mod Danmark. En fin lille weekends riffeljagt i det tyske var forbi.
Lidt om schweiss-arbejde
Frisk vildt er bare et hit, hvis man træner sporsøgning med sin jagthund. Er hunden ved at køre lidt træt i alt det kedelige okseblod, så prøv engang med nyskudt råvildt, der schweisser bare en smule. Lad være med at trække et meterbredt blodspor, for det er der ingen træning i. Man skal bare nøjes med en smule blod fra dyrets mund/næse og så trække det varme dyrehoved hen over skovbunden. Sådan et slæb tænder hundens sporvilje helt utroligt meget.
Men lad være med at sætte din eller kammeratens hund i søg efter klovvildt, der render fra skudstedet, hvis du er det mindste i tvivl om skuddet. Er der bare den mindste risiko for, at der kan være tale om en anskydning, bør man, hvis jagten har fundet sted i Danmark, i stedet rekvirere en registreret schweisshund. Det har man faktisk pligt til, hvis ikke dyret er fundet inden for seks timer efter skuddet.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv har gjort det en enkelt gang. Det var en chance til min fjerde buk. Jeg sad i en stige i et hegn på en stor strandeng. Bukken kom frem, og det store åbne område gjorde, at jeg fejlvurderede afstanden – bukken var noget længere væk, end jeg troede – og i øvrigt var der en jævn sidevind. Dertil kom at jeg stressede skuddet lidt, da jeg havde ventet på bukken i mange dage og timer, og nu var den der endelig. Jeg skød med Chris’ riffel, som jeg ikke kendte så godt som min egen, men jeg brugte den, da min egen var indskudt til træningsammunition. De mange faktorer gjorde, at skuddet simpelthen ramte blankt forbi, formentlig under bukken.
Det var i hvert fald mit eget gæt, da dyret flygtede i skuddet tilsyneladende ganske upåvirket, men stoppede op og kiggede sig omkring, hvorefter det løb videre ind i skovtykningen. Jeg ringede til en schweisshundefører, som hurtigt kom forbi og foretog en kontrolsøgning. Kontrolsøgningen kunne konkludere, at der var tale om en forbier.
Det kan være meget svært, selv for erfarne riffeljægere, at se, om det er et rent forbiskud eller et træf, alene ved en vurdering af vildtets skudtegn. Man bør uanset hvad kontakte en schweisshundefører, som i så fald kan foretage en kontrol af skudstedet. Det er hændt rigtigt mange gange, at jægerens ’forbiskud’ har vist sig at være et dødeligt træf til bukken. Og det er ingen skam at få brug for en schweisshund – de er der for at blive brugt. Derimod kan vi jægere ikke være bekendt at lade stå til i tilfælde af anskydninger og mulige anskydninger. Vi skal gøre, hvad der står i vores magt for at rydde op i redeligheden, hvis vi har lavet noget rod.
Den sommeraften i stigen var det altså kun min stolthed, der led overlast – man har fejlet, uanset om det er et forbiskud eller en anskydning. Det er selvfølgelig rigtigt, at et forbiskud er det bedste for dyret, da det ikke lider overlast, men det beror jo på en ren tilfældighed. Forbi-skuddet kunne ligeså vel være blevet til en anskydning. Så stoltheden lider selvfølgelig lidt et knæk, når man gerne vil være en god jæger, men alligevel fejler i det øjeblik, hvor det virkelig tæller.
Men selvom det var en træls oplevelse, var det på mange fronter en meget lærerig sommeraften. Ikke mindst det at snakke med hundeføreren og se ham og hunden i aktion åbenbarede en masse nyt for mig. Så husk, at selvom ens egen hund eller kammeratens er rigtig god, er de registrerede hunde og hundeførere bare bedre at bruge, når det er alvor, simpelthen fordi de har meget stor erfaring med sporudredning og nærmest ikke laver andet. Dertil kommer, at de lovligt kan eftersøge alle steder, også når dyret er rendt ind på naboens terræn. Men har man en hund, som man sportræner med, og har man efterhånden fået lidt erfaring med nogle dyr på tasken, så kan man godt – det gør jeg i hvert fald – lade egne hunde hjælpe med eftersøgningen. Men jeg gør det kun, når dyret er skudt godt, når jeg har set gode skudtegn, når jeg har en meget sikker fornemmelse af, at skuddet var godt samt (hvilket er altafgørende), når den gode fornemmelse bekræftes af masser af lungeschweiss på skudstedet. Jo, så mener jeg godt, at man kan lade sin egen hund finde dyret. Hunden synes, at det er spændende, og har man en god hund, vil den være en super hjælp til hurtigt at få dyret fundet.
