Af Thomas Ustrup
Tidligere sovjetrepublik, Tour de France cykelholdet team Astana, rumraketter, olie og gas! Havde nogen forud for 2015 spurgt mig om mit kendskab til Kasakhstan, var førnævnte nok omtrent, hvad jeg havde svaret.
Men Kasakhstan er meget mere end det, også mere end hvad jeg skal komme ind på her. Men først og fremmest er landet rimeligt politisk stabilt og i helt overvejende grad befolket af imødekommende og venlige mennesker. Dernæst kan nævnes, at dette kæmpeland er beriget med bjerge og natur, der i skønhed næppe overgås noget andet sted i verden.
Den lille lufthavn i Shymkent, i det sydlige Kasakhstan, var meget overskuelig. Der blev jeg mødt af en mindre horde af kasakher fra jagt-outfitteren, med de karakteristiske asiatiske ansigtstræk, der er kendetegnede for befolkningen i det østlige og sydlige Kasakhstan. Alle var de iklædt overskuds militærtøj samt sorte snørestøvler. Selvom sprogbarrieren øjeblikkeligt viste sig at være stor, var alle meget venligtsindede og hjælpsomme. Riffel og bagage blev udleveret i en ruf, og snart gik det vilde motoriserede ridt mod bjergene. Vi kørte i fuld fart, i den firehjulstrukne, tungt læssede og godt udtjente Lada, spidsrod gennem trafikken, som syntes at være uden egentlige retningslinjer i form af færdselsregler.
Efter godt halvanden times kørsel nåede vi – stadig i god behold – frem til en håndfuld spartanske bygninger, som udgjorde vores base camp, i det nordlige hjørne af Sairam Ugam Nationalpark. Sairam Ugam består af et ca. 100 kilometer langt bjergmassiv, grænsende op til Usbekistan, i den vestlige del af Tian Shan kæden (som er kinesisk for himmelbjergene, eller nok rettere de himmelske bjerge, men under alle omstændigheder en noget mere rammende betegnelse dér, end den er for den beskedne bunke lyngklædt jord, man finder lidt syd for Silkeborg).
Jeg var godt træt efter dagens mange logistiske og praktiske gøremål, men inden jeg krøb til køjs, fik vi lidt aftensmad. Middagen blev indtaget siddende på gulvet rundt om et 30-35 centimeter højt bord. Måltidet var typisk for regionen, hvor man med sin gaffel, ske eller fingre tager for sig af retterne, der er fordelt ud over bordet i ’fælles’ skåle. Til maden blev jeg budt på lidt mælk. Ganske tilforladeligt … tænkte jeg, og tog mig en ordentlig mundfuld af den hvide væske fra skålen. En uvant smag bredte sig i min mundhule. Den var besk, harsk og med en snært af en nærmest brændende fornemmelse. Selv om jeg følte, at det var lidt uhøfligt, kunne jeg simpelthen ikke tvinge skålens indhold i mig. Smagen var bare for aparte!
Efter nærmere forespørgsel fandt jeg ud af, at den ret så afskyelige aperitif ikke stammede fra køer – eller for den sags skyld fra geder, som var mit andet bud. Næ, det var såmænd hestemælk! Nærmere betegnet ’kumis’, hvilket var navnet på den gærede drik. Et øjeblik tænkte jeg, at det da måtte være hingsten de havde malket, for af mælk smagte det i hvert fald ikke! Jeg var naturligvis ikke så ligefrem, at jeg direkte spurgte til hestekønnet, men på min sådan mere diplomatiske forespørgsel overbeviste de øvrige middagsdeltagere mig om, at mælken skam stammede fra en hoppe. Hvorom alting er, mine kasakhstanske værter havde en tradition for at drikke gæret hestemælk, men for vesterlændinge flest er det nu nok på ingen måder en anbefalelsesværdig drik. Jeg tror faktisk, mest af alt, at kasakherne drikker det som en slags livslang manddomsprøve, og i øvrigt er de af den overbevisning, at ’kumis’ har en nærmest mirakuløs virkning på immunforsvaret og hjælper mod alskens sygdomme. Men de skar ansigt, alle som én, når de på skift tog sig en stor helbredende mundfuld af skålen.
Med rundt om bordet sad en kvinde. Mit gæt er, at hun var i omegnen af 35 år. Hun var faktisk en smuk kvinde, lidt vel fyldig, men med meget smukke træk. Imidlertid manglede hun tænderne i overmunden, og det var selvfølgelig lidt af en passivpost i skønhedsregnskabet. Jeg havde naturligvis pli nok til ikke at spørge nærmere ind til det manglende tandsæt, men nu hvor snakken rundt om det lave bord pludseligt drejede sig om hestemælk, kom de bramfri kasakhere selv ind på årsagen til kvindens manglende gebis. Hun havde været uopmærksom under en hoppemalkning, og pludselig … SMAK! Den utilfredse hoppe havde givet sit besyv med ved for fuld kraft at losse en hov lige op i ansigtet på kvinden. Det er der ikke mange tandsæt, der kan holde til! Det kunne kvindens heller ikke, og hun var nu uden tænder i overmunden. Alle rundt om det lave bord lo højt af beretningen – selv kvinden – og jeg lo høfligt med. Men jeg tænkte nu, at det da var en skam, at den ellers kønne kvinde nu hver dag måtte døje med nedsat ’tandstyrke’, og som de fleste kvinder rundt omkring på kloden, er kasakhstanske kvinder vel også forfængelige til en vis grad. Og så alt sammen bare fordi, at hun havde malket noget så – efter min mening – usmageligt som hestemælk!
Dagen efter stod vi tidligt op. Formiddagen blev brugt på at indfange heste og klargøre grejet. Sidst på eftermiddagen tog vi en lille udstikker rundt i terrænet i det skovklædte lavland. Vi kiggede efter råbukke, som jo på denne egn er af den store sibirske slags.
Vi havde dog ikke held i sprøjten, men det gjorde i virkeligheden ikke så meget, da mit fokus var sat ind på bjergene, og jeg derfor havde lidt svært ved at ’hidse mig op til’ en lavlands-bukkejagt. Men det var under alle omstændigheder skønne omgivelser, og udmærket at få varmet benene lidt op ved at traske rundt i det nogenlunde lettilgængelige terræn under de 1.700 meter.
Jeg var parat til ibexjagten. Så dagen efter, i morgenens første lys, pakkede vi det fornødne habengut på hestene. Vi red langs med en flod, der snoede sig i bunden af den brede bjergkløft. Timerne gik, og efterhånden blev bjergene højere og stejlere. Området var utroligt smukt, og selvom det var en nationalpark, og jeg egentlig havde ventet en vis grad af menneskelig aktivitet, var der ikke et øje. Jeg så ikke et menneske hele ugen, ud over lige medlemmerne i vores eget lille ensemble naturligvis. Efter fire timers ridt, ca. 15-20 kilometer ind i nationalparken, slog vi lejr ved floden. Bjergene tårnede sig op omkring os. En bjergjagt foregår ikke i huj og hast. Mange såkaldt ’resultatorienterede’ vesterlændinge kan godt have det lidt svært med den lidt ‘tilbagelænede’ attitude, som man ofte støder på rundt omkring på verdens jagtmarker. Men det har jeg efterhånden lært at nyde. Også bjergjagter afvikles stille og roligt, og det er egentlig ganske opløftende, fordi man har masser af tid til bare at nyde tilværelsen. Man skynder sig ikke i bjergene, men tager sig den tid, som jagten nu tager. I Danmark, og generelt i den vestlige del af verden, hænger vi hele tiden i en klokkestreng. Vi tidsregistrerer vores arbejde og fører time-sags-regnskaber, vi har givet tiden i sig selv værdi – tid er penge! Sådan tænker man slet ikke mange andre steder på jorden. Begrebet ’at skynde sig’ er, om ikke ukendt, så noget man i hvert fald ikke går synderligt højt op i. Dagen gik således stille og roligt. Vi simrede lidt mad i gryderne i et par timer, mens vi med håndkikkerter afsøgte bjergsiderne.
En enkelt flok ibex blev spottet langt inde i dalen, hvor de gik ret højt på et snedækket plateau. Der var en buk blandt flokkens medlemmer, og den var stor! Selv om der var omtrent et par kilometer til plateauet, tillod dyrets skarpe kontrast til den hvide sne mig tydeligt at se dets flotte svungne horn i kikkerten.
Hornene stod i en flot lang halvbue ned over skulder og ryg på det kompakte dyr. Synet tændte et jagtbegær i mig, som siden skulle vise sig at blive en væsentlig drivkraft.
Der var desværre for langt at nå ind til den spottede ibex-flok denne dag. Men om eftermiddagen skulle der nu alligevel prøves kræfter med bjergene. Vi lagde ud ved 15-tiden. Stille og roligt steg terrænet, og efterhånden perlede sveden frem på min pande. Stenbukkene går over trægrænsen, og ofte findes de på de snedækkede plateauer, hvor de ved at gumle lidt sne får dækket deres væskebehov, eller også går de i kantzonerne mellem de bare klipper og den spredte vækst af buske og græs, hvor dyrene kan finde føde.
Bjergvandring er hårdt arbejde. Med riffel og rygsæk løber godsvægten hurtigt op på 10-12 kilo. Og tro mig – det kan mærkes. Det er selvsagt betydeligt nemmere at vandre uden oppakning end med. Men nødvendigt habengut som riffel, kikkerter, vandtæt jakke, drikkevand, chokoladestænger, førstehjælpskit mv. er man jo nødt til at slæbe med sig. Man skal vandre/klatre i sit eget tempo og ikke lade sig psykisk påvirke af, at ens form pludselig forekommer knap så god, som man troede. På næsten daglig basis klatrer bjergguiderne op og ned ad bjergene, så de, og deres muskler, er vant til terrænerne. Fysiologisk har de lokale bjergguider derfor en vanvittig god iltoptagelse. Man kan ikke ’løbe fra’ de lokale guider – heller ikke selv om man synes, man er i rigtig god form! Det er der i øvrigt heller ingen grund til at prøve på.
Eftermiddagens bjergvandring var hård. Efter at have nydt turen op i bjergene i godt et par timer, uden at have spottet vildt, var vi, omtrent ved halv seks tiden, nået op i 2.750 meters højde. Og pludselig var heldet med os. Da vi stille stak ansigterne op over en kam for at spotte ud over en kløft, så vi to stenbukke, der gik og essede på en stejl bjergside. Den nederste af de to bukke så umiddelbart rimeligt lovende ud.
Forpustet lagde jeg mig til rette, så godt jeg kunne, men fandt det relativt svært at finde et stabilt leje på de knoklede klipper. En måling fastslog, at afstanden var 321 meter. Dyrene gik lige over for os. Jeg fik pusten, skruede kikkerttårnet op til den målte afstand og åndede tungt et par gange.
Dyret tog imod kuglen, sprang 20-30 meter, mistede fodfæstet og trillede lidt ned ad bjergsiden. Stenbukken var død, og forløsningen stor. Det er og bliver simpelthen bare noget ganske særligt at nedlægge et bytte, som man har måtte arbejde slidsomt for at komme på skudhold af.
Min guide i bjergene, Usjan var en let bygget ung gut vel omtrent sidst i 20’erne – først i 30’erne. Han var opvokset i området, faktisk lige midt i den ellers noget affolkede nationalpark, og siden barndommen havde han vogtet heste og køer i bjergene og i øvrigt hjulpet til på den fædrene gård. Han røg og drak ikke, var bomstærk, og han havde en fysik, som de fleste Team Danmark atleter formentlig ville misunde ham. Straks efter at det dødbringende skud var afgivet, stak han i løb over kløften til det nedlagte dyr. Da jeg nogen tid efter gjorde ham selskab, var han imidlertid lidt betuttet. Det var ikke verdens største stenbuk, vi havde nedlagt. Hornene var omkring 80 centimeter lange, og dyret var omtrent seks år gammelt. Jeg ved ikke, om det var fordi, at Usjan forventede en mindre reprimande fra mig – trofæjægeren – at han virkede lidt beklemt. Jeg opmuntrede ham derfor med, at det selvfølgelig var ærgerligt, hvis vi havde skudt en lidt for ung buk, der kunne have gavnet avlen nogle år endnu, men at det for mit vedkommende ikke var så relevant med hornstørrelser. For mig var det jagterne, der talte, og indtil videre havde det været en rigtig god jagt! Det muntrede Usjan lidt op. Og vi gjorde klar til næste opgave: at fragte trofæ og kød ned ad bjerget, tilbage til lejren.
Det var hårdt arbejde. Vi havde brækket bukken og parteret den i kvarte, men alligevel var det vanvittigt tungt at slæbe byttet ned. Vi havde over en håndholdt radio tilkaldt Eskjin, vores kok og hestepasser i lejren.
Eskjin ventede med en hest, sådan omtrent 300 højdemeter fra lejren. Men til trods for stærke hestekræfter det sidste stykke hjem til teltlejren, nåede vi dog først pladsen ved halv ni tiden i bælgravende mørke. Jeg havde medbragt en pandelampe, men selv i dennes skær måtte jeg se mig rigtigt godt for. Jeg undrede mig noget over, hvordan hesten kunne manøvrere i den kulsorte aften i det ret så kuperede terræn. Men det kunne den, og uden at træde ét skridt forkert fik den arbejdsomme hingst fragtet vores bytte ned til teltene.
I lyset fra lejrbålet blev dyret skinnet og parteret, og hurtigt kom en gryde i kog med grøntsager og kød fra den knap nok kolde bjergged. Det blev ret sen aften, inden vi sad rundt om bålet og på traditionel kasakh-manerer nippede for os af retterne fra de mange skåle, der var bredt ud på et tæppe. I øvrigt kan jeg nævne, at langtidssimret gedebuk – i hvert fald den af ibex slagsen – smager ganske udmærket. Vi slappede af, hyggede, fortalte røverhistorier, fik en enkelt vodka og så godnat. Sjældent har jeg sovet så tungt i min sovepose. Jeg tror ikke, at der gik to sekunder fra jeg lukkede øjnene til jeg snorkboblede.
Øjnene blev først åbnet igen, da armbåndsuret begyndte at vibrere på mit håndled klokken 08.00. Eskjin var allerede oppe og i gang med at lave kaffe og koge lidt ged.
Det var godt vejr og en dejlig morgen. Når man sådan en morgenstund sidder foran sit telt, midt i Tian Shan bjergene, lettere søvndrukken med en kop dampende varm kaffe og kigger ud over et farvestrålende landskab med forrevne stejle bjerge, sneklædte toppe og ørne kredsende højt til vejrs i den gryende dag – så skal man virkelig være seriøst deprimeret, hvis man ikke bliver i godt humør.
I løbet af morgenen fik vi pakket lejren ned, og formiddagen gik med at ride længere ind i dalen. Jeg har det fint med håndtering af store dyr og finder mig egentlig godt tilpas på ryggen af en hest. Nuvel, jeg er ikke just nogen cowboy, men jeg synes, at heste er meget hyggelige, og vel nok et af de mest velegnede transportmidler i vanskeligt terræn. Efterhånden som timerne og dagene går på ryggen af hesten, finder man stille og roligt ud af dyrets temperament, og hvordan man sammen med hesten bedst får løst de logistiske udfordringer.
Af og til blev terrænet så stenet, trædestien så smal eller skrænterne så lodrette, at vi steg af og trak – for vore egne og hestenes sikkerheds skyld. Men alligevel, de små stærke heste var ekstremt terrænduelige!
Dalen føltes bare at fortsætte i det uendelige. Som scenerne i et Tolkien eventyr åbnede landskab på landskab sig op, med den ene mere pompøse bjergside efter den anden. Omkring frokost nåede vi frem til en kæmpestor åben slette. Det var som om et gigantisk strygejern lige havde kørt en tur gennem dalen og glattet granitfolderne ud for at skabe en oplagt plads at slå lejr. Vi fik campen etableret og hurtigt fandt jeg ud af, at en af de højest prioriterede lejropgaver var kogeriet. Straks vi slog lejr, blev et bål fyret op og gryderne hængt over ilden.
Frokosten var lidt et deja vu, og jeg kan sådan set godt indrømme, at selvom det første måltid med gedebuk – som jeg havde spist aftenen i forvejen – egentlig bekom mig udmærket, blev jeg, efterhånden som turen gik, mere og mere træt af kødet fra det langskæggede bjergvildt. Egentlig ikke fordi det smagte grimt, eller på nogen måde var uappetitligt, egentlig mere fordi: Det bliver sgu’ bare sådan jævnt træls at æde ged morgen, middag og aften mange dage i træk!
Dagen gik, og tiden blev brugt på at skue efter vildt i kikkerterne. Efter flere timers observation fik vi endelig øje på en stor flok ibex, der kom frem på et snedækket plateau højt over lejrpladsen. Der gik en fin buk i flokken. Længe sad jeg bare og studerede dyrenes bevægelser, landskabet og topografien i området, hvor gederne befandt sig, og allerede da tænkte jeg for mig selv: ‘… du bliver nok lidt presset på fysikken, hvis vi skal derop …’
Og det var netop lige nøjagtigt, hvad vi skulle. Omkring lejrbålet blev en plan strikket sammen, og uden større kompleksitet blev den således bare: … Følgende dags tidlig morgen drager Usjan og jeg afsted. Vi begiver os op ad bjerget ved at følge en slugt, ad hvilken det umiddelbart ser ud til, at vi kan nå frem til plateauet, hvor flokken går…
Næste morgen kl. 04.00 stod jeg derfor kampklar og skuttede mig lidt i kulden foran mit telt. Inden længe, i pandelampernes skær, startede vi opstigningen. Ved sekstiden var vi nået omtrent 300 højdemeter op og slukkede lamperne for det tilfældes skyld, at vi allerede her kunne støde på stenbukke. Det gjorde vi nu ikke, og vi måtte fortsætte vores vandring. Terrænet var forræderisk i den forstand, at stigningen ved dalen ikke var voldsomt stejl, men efterhånden som højden øgedes, blev bjerget gradvist stejlere. Så hvor jeg tidligt om morgenen havde tænkt ’… nåh ja, det er da ikke så hårdt endda …’ begyndte jeg efterhånden at tænkte mere i retning af ’… okay, nu behøver det ikke ligefrem at blive hårdere …’
Men det gjorde det, nærmest selvfølgelig fristes jeg til at sige. Og der var stadig et godt stykke endnu, til vi var ved vores destination: plateauet, hvor ibex-flokken var spottet. Inden længe var det ikke bare stejlt, men underlaget blev også mere løst med småsten, der rullede under støvlesålerne. Opstigningen fik efterhånden mere karakter af bjergklatring end af bjergvandring. Fremdriften føltes næsten taktfast at være to skridt frem og et tilbage. Sveden piblede frem alle vegne, jeg trak vejret hvæsende tungt, og hvert eneste skridt brændte let i lårene.
Da højdemåleren stod på 2.800 meter, var solen oppe, og udsigten ud over dalsænkningen i det lave morgenlys var fantastisk. Det er i små stunder som disse, hvor man står og suger indtryk til sig et sted i Langtbortistan, at H.C. Andersens kendte ord: ”at rejse er at leve” pludselig giver mening. Den danske bøgeskov er jo smuk, vore kyster vidunderlige, og ikke meget slår en dejlig dansk sommermorgen under bukkejagten. Men først når man i ny og næ oplever et lille drys eksotisk fremmed himmelstrøg et sted på kloden, hvor naturen har frit spillerum og uendelige horisonter, så ved man, at det er lodret forkert, når vi indimellem, i en fejlslagen følelse af omnipotens, formaster os til at sige, at verden er lille. Det passer ikke – verden er intet mindre end storslået!
Opløftet af glæden ved at føle mig privilegeret over at være der, hvor jeg var – og nok også på grund af sukkeret fra den Yankiebar, som hurtigt blev inhaleret – fandt jeg ligesom fornyet energi. Inden længe nåede jeg frem til toppen af plateauet. Højdemåleren stod nu på 3.056 meter, hvor den om morgenen havde stået på knap 2.300. Små 800 højdemeter på en formiddag, i det ret vanskelige terræn, havde trukket tænder ud – jeg var ganske simpelt udmattet ….
Efter at have spejdet et kort øjeblik ud over terrænet, fik vi i kikkerterne snart øje på en lille flok ibex i de løse sten neden for plateauet. Afstandsmåleren sagde knap 500 meter, men der var ingen bukke at se. Vi sad en stund og holdt øje med, om andre individer stødte til eller stod godt skjult i periferien af flokken op mod bjergsiderne. Men der var ikke andre. Måske var det ikke den flok med den fine buk, som vi dagen før havde spottet fra dalen.
Der gik en lille times tid, hvorefter vi blev enige om, at bukken ikke var i nærheden. Vi forlod pladsen og begyndte en vandring på tværs af bjergmassivet, hvor bjergkam på bjergkam spåede om åbne områder med godt udsyn og gode muligheder for rent faktisk at stalke sig på nogenlunde skudhold af eventuelle stenbukke, der måtte åbenbare sig.
At gå på tværs af bjergsiderne var ikke tilnærmelsesvis lige så hårdt som at bestige dem, men indimellem måtte vi opad for at komme uden om terræner, der simpelthen ikke kunne forceres den lige vej tværsover. Men stille og roligt hentede vi meter efter meter hjem og kunne nu og da kaste et vue ud over lovende terræner. Og så var de der pludselig. En flok geder på 10-12 individer var i syne. De var ret tæt på – desværre! Desværre fordi, at selvom afstanden på blot 120-140 meter jo ville have udgjort et ret nemt skud, så var vi også i syne for bjerggederne. De stak af med det samme, men jeg nåede at se et par store krumme horn forsvinde i virvaret. Vi traf hurtigt beslutningen om at prøve at følge dem i den retning, de var løbet. Måske ville de ikke fortrække mere end nogle få hundrede meter.
Men det gjorde de! Vi havde efterhånden fulgt den formodede flugtretning flere hundrede meter over bjergsiden og kom til et stort åbent plateau. Kikkerterne afslørede hurtigt, at vi nu havde genfundet ibex-flokken. Dyrene stod ret på den anden side af plateauet op mod en stejl bjergside. Gode råd var nu dyre, for umiddelbart var der ingen muligheder for at komme uset meget tættere på flokken. Vi fandt et godt sted på bjergsiden at lægge os, og i kikkerterne så vi dyrene nærmere an. Der var tre bukke i flokken, og den ene så ud til at være et ret præsentabelt eksemplar med en hornlængde på omkring de 100 centimeter. Jeg måtte træffe en beslutning: ville jeg skyde fra pladsen, hvor jeg havde målt afstanden til bukken ud til 433 meter, eller skulle vi lade chancen forpasse. Jeg skruede kikkerten op til fuld forstørrelse og justerede parallaksen, så sigtebilledet stod knivskarpt. Stenbukken var stor, flot og statelig. Vinden var meget svag, og jeg kunne holde sigtekrydset helt roligt i det stabile skydeleje, jeg havde fundet mig på klipperne. Jeg besluttede mig for at skyde bukken, klikkede ballistiktårnet op til afstanden, nikkede til Usjan og gjorde mig klar. Da bukken vendte siden til, åndede jeg roligt ud, og med krydset stabilt på dyrets blad klemte jeg på aftrækkeren…
… Trods riflens kontante rekyl stod billedet helt klart for mig, da jeg et halvt sekund efter braget så dyret tage imod kuglen og kvittere med at ryge direkte til jorden. YES YES – Whuuhuu!! hørte jeg øjeblikkeligt Usjan hyle.
Men det var for tidligt at glæde sig, blot et par sekunder efter at være tumlet omkuld, tog fanden pludselig ved dyret. Det rejste sig og sprang med stor kraft afsted i retning mod resten af flokken, som var rendt længere op ad bjergsiden. Dyret fortsatte i løb et godt stykke, inden det stoppede op. Jeg havde ikke mange andre tanker i hovedet end hurtigst muligt at gøre mit bedste for at stoppe dyrets videre flugt. Tårnet blev sjusset op til omtrent femhundrede meter. Indrømmet, pulsen var nu røget noget i vejret, og roen i kikkerten var det lidt sværere at finde, men i det splitsekund jeg fornemmede, at sigtekrydset fandt ro på ibexbukkens skulder, lod jeg skuddet gå. Igen var fornemmelsen af kuglens lange flyvetid meget tydelig, og da gedebukken tog imod kuglen, sank tungt sammen på bjergsiden og livløst påbegyndte de spektakulære rulninger ned ad den stejle bjergside, åndede jeg meget lettet op. Usjan var fyr og flamme, imponeret over skuddet blev han ved med at huje SNIPER, SNIPER … hvilket faktisk irriterede mig lidt.
400 meter var det, jeg hjemmefra havde trukket som grænse for, hvor højt barren skulle sættes i relation til skudafstand. I og med at jeg havde skudt dyret på 433 meter havde jeg presset citronen lidt. Det havde overrasket mig, hvilken kraft dyret havde haft til at flygte fra skudstedet på trods af at være hårdt ramt.
Jeg målte afstanden ud til, hvor dyret havde stået, da det tog imod den sidste øjeblikkeligt dræbende kugle – 511 meter!
Når man inden en jagttur, hjemme i sofaen, forbereder sig, overvejer sin egen kunnen og sætter sine begrænsninger, både med hensyn til egne skydeevner, fysiske evner og projektilernes og riflens effektivitet, er sådanne overvejelser gjort i ’fredstid’ så at sige. Alt ånder fred og ro, ingen spænding, ingen udmattelse og ingen stress. Oftest har jeg tænkt mig igennem så mange fiktive situationer, at jeg holder mig til vilkårene for de indre forhandlinger, som jeg forud for turen har ført med mig selv.
I dette tilfælde – hvilket formentlig også sker ganske ofte for mange andre jægere rundt omkring i verden – blev mine vilkår dog gradbøjet lidt. Vi er kun mennesker, og de fleste af os påvirkes af de situationer, vi befinder os i. Man har jagtet dyret længe, man er træt, man vil hjertens gerne nå det primære mål for jagten – at nedlægge dyret. Mine tanker var derfor noget i retning af: ‘ 400 meter eller 433 meter – nå ja, det gør vel ikke den store forskel, du kender ballistikken – det går an – det skal nok lykkes fint’. På den måde fik jeg udvidet rammerne for det indre regelsæt, som jeg havde stillet op forud for jagten. Det sker for os alle indimellem, selv de mest disciplinerede af os, at vi ikke er helt tro mod os selv.
I jagtlig henseende kan det imidlertid være risikabelt. For derved kan man komme ud på et plan, hvor man ikke har megen kontrol og ikke længere er helt med på, hvad konsekvenserne af ens handling bliver. Ballistisk var jeg med på, at der var rigeligt med energi på 433 meter til effektivt at slå stenbukken ihjel. Jeg var også ret overbevist om, at jeg – den meget stabile skydestilling taget i betragtning – nok skulle kunne ramme fornuftigt. Det jeg glemte at tage højde for var, at når jeg i første skud var så langt ude på distancen, så kunne et eventuelt opfølgende skud blive på et endnu længere hold. Og det var præcist, hvad det blev. På den anden side af femhundrede meter var jeg ikke længere synderligt forberedt. Ingen særlig praktisk erfaring, jeg var ikke længere bekendt med kuglens effektivitet hverken i hastighed eller energi, kendte ikke ballistikken helt nøjagtigt, men måtte sjusse, osv, osv. Jeg havde ikke haft sådanne afstande i betragtning hjemmefra og var ganske enkelt uforberedt. Stille og roligt mister man kontrollen.
Første skud ville have dræbt dyret. Selvom skuddet var lidt bagligt, var vitale blodrige organer skudt i stykker, så inden for få minutter ville bukken være segnet om under alle omstændigheder. Men det vidste jeg jo ikke. Ud fra dyrets reaktion frygtede jeg, at det var tapskudt i første skud. Og det stresser. Øgede adrenalinmængder begynder at suse rundt i systemet, samtidig med at man bevæger sig ud til grænserne af sine evner.
Det er en dårlig opskrift, og risikoen for, at noget går i fisk, er betragteligt større, end hvis man har kontrol over sit stressniveau og situationen generelt.
Men ved et trods alt rimeligt kvalificeret gætværk lykkedes det i denne situation med det opfølgende skud at placere en øjeblikkeligt dødbringende kugle på stenbukken. Det blev ikke et regulært bladskud, skuddet traf fremme foran skulderen, hvor krop bliver til hals, hvilket dog straks slukkede livet for bukken.
Dyret var forendt – helt sikkert! Vi kunne i kikkerterne tydeligt se, at det lå dødt slængt hen over en bunke store sten.
Klokken var på den anden side af frokost. Godt og vel otte timer havde vi været i gang. Usjan var nok ikke synderligt mærket af strabadserne – men jeg var i hvert fald. Vi tog os tid til at spise en bid brød og drikke lidt kaffe, inden vi begav os over for at tage dyret i nærmere åsyn.
Hvilket dyr det var, måtte jeg sande, da vi langt om længe nåede frem. Et stort, muskuløst dyr på mere end 100 kilo med diabolske gule øjne og et lang sort skæg under det kraftige hoved, som bar de massive og svungne horn. Tilbage var nu ’blot’ arbejdet med at skinne og partere dyret for derefter at fragte kød og trofæ ned ad bjerget.
Men det lyder nu en del lettere, end det faktisk er: Skindet fra hovedet og ned til lige efter forbenene skæres fri og bringes, sammen med kranie og horn, ned til campen. Dette skal siden sendes til konservatoren, som kan lave en montering af trofæet. Indvolde, bortset fra hjerte og lever, kasseres – altså efterlades på bjerget til ådselædere. Bagskindet, som ikke skal bruges, efterlades også til rovdyr og fugle. Køller, bove, slag, ryg og hals pakkes i sække og fragtes med. Når man kun er to mand, er det en betragtelig byrde at bære. Et voksent eksemplar af en stenbuk vejer godt 100 kilo i levende live. Efter partering og frasortering er der i hvert fald 70 kilo tilbage. Usjan proppede omtrent 40 kilo i sin rygsæk og jeg 30 kilo oven i det, jeg i forvejen slæbte på af riffel mv.
Selvom det går nedad, er en oppakning på 40 kilo tung at have på ryggen. Særdeles tung endda! Det er hårdt arbejde at få fragtet vildtet hjem. Man skal sætte sine skridt med omhu, for der lurer en potentiel stor fare for at pådrage sig en betragtelig skade, hvis man vrider om med så tung en byrde på ryggen. Tyngden presser især led som knæ og ankler.
Men det lykkedes, og da øvelsen var overstået, og vi selv og vores gods var tilbage ved campen ved floden, var det blevet ud på eftermiddagen. De fysiske anstrengelser med bjergvandringen samt de afsluttende anstrengelser med at fragte den parterede ged ned af bjerget havde tæret på kræfterne. Jeg var flad – fuldstændig drænet for energi!
Det var skønt vejr, og jeg fandt i en fart mit liggeunderlag, hev det ud af teltet og smed mig på ryggen med næsen i sky og bjergtinderne i perifersynet. De små hvide vatskyer gled roligt henover himlen, og lige inden jeg døsede over i søvnen, hørte jeg svagt Eksjin proklamere ”- .. in two hours we ride .. – ”
Og ganske rigtigt, godt to timer senere sad jeg – stadig dødtræt – i sadlen og vuggede. Det var en stjerneklar aften, og jeg nød landskaberne, som vi i tusmørket red igennem. I rolig skridtgang henover en åben slette fornemmede jeg mørke skygger i bevægelse. Skyggerne blev flere og kom nærmere. Pludselig befandt vi os midt iblandt en flok vilde heste, som i mørket var kommet hastigt ind fra flanken for at tjekke deres artsfæller ud. De holdt lidt afstand. Ikke aggressivt, men undersøgende og prustende, travede de nysgerrigt rundt om os, så støvet hvirvlede op i måneskæret, indtil de – efter det korte rendevouz – hastigt galopperede væk igen, ud af syne. Det var en smuk oplevelse i den sene aften, og en fantastisk salut at tage med sig hjem fra bjergene.
Det blev til et langt ridt ned til basecamp, hvor vi først ankom ved halv tolv tiden om aftenen. Jagten var veloverstået og endegyldigt blæst forbi. Det havde været fantastisk jagt i fantastiske omgivelser. Anstrengende, både mentalt og fysisk krævende, men uden tvivl fantastisk.
Mid Asian Ibex
Den store Mid Asian Ibex tilhører den gruppe af pattedyr, der falder under familien af vildgeder, på latin Capra familien. Til familien af vildgeder hører, udover Mid Asian Ibex, også den mellemøstlige Bezoarged, som findes i Tyrkiet og Iran (og som regnes for stamfaderen til de europæiske tamgeder), Alpestenbukken, den Kaukasiske Tur, de spanske stenbukke og endelig de majestætiske Markhor (skruehornsgeder), som befinder sig højt oppe i de Pakistanske og Afghanske bjerge. Den centralasiatiske Ibex, Mid Asian Ibex, er den tungeste af vildgederne og overgås kun af Markhor geden i skulderhøjde.
Vægten på en voksen Mid Asian Ibex stenbuk når oftest godt over 100 kilo, og meget store individer kan veje helt op til omtrent 140 kilo. En voksen buk er mere end dobbelt så stor som en voksen hun. Fuldvoksne bukkes horn kan nå længder på over en meter. De største trofæer nedlagt i Kasakhstan har været med hornlængder på omtrent 140 centimeter. De flotte store horn er højt svungne og bæres i en jævn bue henover dyrets nakke og ryg. Hornene er tykke med tværgående fyldige ribber på hornenes forside. Udover at de vældige horn er flotte at se på (måske også for en hun, der skal finde sig en mage), bruger bukkene ivrigt hornene, når de slås om hunnerne. I brunsten kæmper bukkene, så det brager, og kun sejrherren parrer sig med hunnerne. Selvom en stenbuk er kønsmoden som 3-årig, tager det op mod 6-8 år, før en stenbuk har fylde og styrke nok til for alvor at turde slås og således få chancen for at vinde brunstkampene og dermed retten til at beslå hunnerne.
En fuldvoksen Mid Asian Ibex stenbuk når typisk en alder på 9-11 år. Hunnerne bliver noget ældre. Hunnerne får som regel kun ét kid, i få tilfælde to, efter omtrent et halvt års drægtighed.
Af naturlige fjender er det især ulve, som har gederne på menuen. Det hænder også, at store ørne nupper sig et gedekid, og i egne, hvor man er så heldig at være beriget med den smukke sneleopard (som det er tilfældet i Sairam Ugam), kan også disse tage kid og unge ibex individer. Imidlertid er sneleoparden ikke tilnærmelsesvis lige så udbredt som ulvene, og sneleoparden jager solitært i modsætning til ulvene, som også jager i flok. Men ibex gederne er svære at jage, for mennesker såvel som for andre rovdyr, da de er særdeles adrætte og stærke. De tager meget hurtigt flugten op over klipperne i et så højt tempo, at de umuligt kan indhentes.
Som alle vilde geder er også Mid Asian Ibex en bjergged. Ibexens klove er skabt til klatring på klipper, og det er et robust og hårdfør dyr, der let klarer de særdeles voldsomme frostgrader og de stormende vinde, som er helt typiske for højtliggende bjergegne om vinteren. Fra helt stillestående kan en voksen ibex springe 2 meter lige lodret op, måske til et spinkelt klippefremspring på en næsten lodret klippevæg, hvor den, trods sin ikke ubetydelige masse, på helt ubegribelig let og elegant vis straks kan finde et sikkert fodfæste.
I modsætning til eksempelvis råvildt ser de også vældigt godt. Gedernes syn er helt på højde med mange fugles – altså knivskarpt. De ser alt! Derudover har de vilde geder, ligesom vores hjemlige råvildt og hjortevildt, også veludviklede høre- og lugtesanser.
Ibex geder er i sandhed bemærkelsesværdige og imponerende dyr!
Udbredelsesområdet er – som navnet antyder – den centralasiatiske region. Mid Asian Ibex findes i bjergene i et bælte strækkende sig fra det vestlige Kina og de mindre tidligere sovjetstater Usbekistan og Kirgisistan, op over det østlige Kasakhstan og Sibirien helt over til Mongoliet.
Bestandene af Mid Asian Ibex er relativt store, og arten er klassificeret som LC (least concern) i IUCN. Det er den samme klassificering som for eksempel råvildt. Trofæjagten på de store ibexbukke anses for bæredygtig. Jagten er kvotebaseret og foregår ved udstedelse af licenser.
