Jeg og nogle af de øvrige medlemmer af familien havde besluttet os for at tage en tur til Sydafrika. Min fætter René på dengang 12 år og min kusine Sara på 13 år skulle med. De bor begge hos min mor. Det har de gjort i ti år, siden min onkel omkom i en bådulykke. Også min mor og min faster, der begge var midt i 60’erne, skulle med på turen.

Det var første gang, at jeg skulle på jagt på det afrikanske kontinent. Jeg havde været lidt loren ved at tage på jagt i Sydafrika, da langt det meste jagt dér foregår under hegn. Der er stor forskel på jagtkvalitet, jagtmetoder og etik hos de mange sydafrikanske jagtudbydere, der findes. Det er et kommercielt marked, men det har nu vist sig ikke at være så skidt endda. For der er ingen tvivl om, at den populære kommercielle sydafrikanske jagt har været en afgørende faktor for, at Sydafrika i dag betragtes som et af de afrikanske lande med den største vildttæthed. Grunden er ganske enkelt, at vildtet har fået stor værdi. Ud fra et økonomisk synspunkt er vildtets tilstedeværelse derfor fornuftigt for jordbesidderne og for landet som helhed.

I Sydafrika holdes jagtkoncessionerne som nævnt oftest under hegn. Årsagerne hertil er mange. Under hegn er det naturligvis lettere at forvalte vildtet, men også vildtskader på landbruget holdes på et minimum, ligesom uønskede konfrontationer med mennesker i vid udstrækning undgås. Jagtkoncessioner findes i mange størrelser og varianter. Nogle er efter afrikanske forhold beskedne i størrelse på måske tusind hektar. Andre indhegninger er enorme med mange tusind hektarer revir, svarende i areal til større danske øer.

Mine præmisser for turen til Sydafrika var, at jagten skulle foregå i store områder, hvor vildtet havde helt naturlig levevis og flugtmuligheder, at jagten var bæredygtig – det vil sige, at bestandene af det vildt, vi jagtede, var på et fornuftigt niveau og reproducerede sig selv uden tilførsel udefra, og at vi ikke jagtede fra bil eller ved foderpladser. Der gik lidt tid med research, men vi fandt frem til et valg, som jeg fandt tilfredsstillende, og som også opfyldte de øvrige rejsedeltageres ønsker om ’ferieluksus’ og seværdigheder. Kvalitet hænger indimellem sammen med prisen, hvorfor det langt fra var det billigste sted i Sydafrika, vi endte op med at vælge. Men rejsen blev bestilt, og der var så ikke andet at gøre end at vente og finde ud af, om stedet nu også levede op til sit meget gode ry.

Ankomst

Vores ben var tunge, og vi var alle trætte, da vi steg ud af det store passagerfly i Johannesburg lufthavn. Det havde været en lang flyrejse, men nu var vi endelig ankommet, og jeg var spændt på, om min riffel var dukket op. Jeg blev ført op til South African Police Service kontoret (S.A.P.S.), hvor riflen skulle udleveres.  Riflen var der og blev uden problemer udleveret. Fantastisk! Jeg havde været lidt stresset omkring riffelproceduren, da jeg aldrig før havde fløjet med jagtvåben.

Vi skulle videre til den nordlige Limpopo Province, hvor det var arrangeret, at jeg skulle gå på jagt. Planen var, at den øvrige del af familien skulle hygge sig med diverse safariudflugter. Sara er ikke synderligt interesseret i jagt, og da slet ikke i at skyde dyr. René derimod har længe udvist stor interesse for jagt og natur, hvorfor det også var min plan at introducere ham lidt mere til jagtens glæder.  I Sydafrika kan alle gå på jagt, uanset alder og erfaring. Der skal dog være en Professional Hunter (PH’er) med på jagten. Ansvaret for din jagt er PH’erens. Derfor er det eneste krav, der stilles til gæstejægeren, at PH’eren har godkendt dig. En sådan godkendelse opnås i praksis ved, at man aflægger en ganske uformel skydeprøve i PH’erens overværelse.

Da vi var ankommet til Johannesburg, var rejsen dog langt fra ovre endnu. Vi havde stadig en 6-7 timers køretur til vores endelige destination Maremani reservatet (som i øvrigt ejes af danske Aage V. Jensens Naturfond) i det nordlige Limpopo. Jagtkoncessionen dér er på svimlende 55.000 hektar (jagtområdet svarer således i størrelse godt og vel til øen Falster). Dertil kommer, at reservatet ligger på grænsen til Zimbabwe og med flere af Limpopo flodens bifloder løbende gennem terrænet. Var jeg spændt? Ja, det tror jeg nok, jeg var.

Efter godt 27 timers samlet rejsetid ankom vi godt trætte til lodgen. Det var fantastisk at stige ud af bilen i det lave aftenlys og kaste blikket på den smukke lodge, hvor det sporadiske bløde lys flakkede på plæner og verandaer.

Lodgen var som en oase omkranset af bush og med Limpopos biflod Njelele scenisk rindende lige uden for de hytter, hvor vi skulle bo. Limpopo River View Lodge har kun 8 dobbeltværelser, og de kommende 14 dage var vi de eneste gæster.

 

 

Kontrolskydning

Selvom jeg var træt og trængte til at få en god nats søvn, ville jeg gerne have kontrolskudt min riffel, så det var overstået, inden jagten næste morgen. Så allerede på ankomstaftenen blev dette iværksat. Min PH’er Andrew dukkede op med sine folk: spotteren Edward, trackeren Elifiaf og Andrews korthårede hønsehund Ruger (efter den kendte riffelfabrikant af samme navn), som nogenlunde lystrede kælenavet Rugi. Vi fik hilst på hinanden, og jeg fornemmede straks, at det var behagelige folk og en god hund, jeg havde med at gøre. Jeg så frem til den kommende uges jagt sammen med dette fine lille team.

Det var ret dunkelt, da vi kørte op til skydebanen, men vi fik placeret bilen sådan, at bilens lygter uden problemer lyste skydebane og målskive op. Inden afgang til skydebanen havde jeg monteret 30.06’er løbet og min kikkert på riflen. Vi fik rettet an med nogle sandsække på bordet, og jeg fik hurtigt en kugle i kammeret. Med et drøn sendte jeg kuglen afsted, og en sky af rødt støv dukkede op bag målskiven. Kuglen prikkede et fint lille rundt hul lige i midten af den sorte firkant på 1×1 tomme. Andrew var tilfreds med kontrolskydningen og behøvede ikke at se mere.

 Første jagt

Da vi tidligt næste morgen bumlede ud ad de hullede veje, sad jeg spændt som et lille barn på passagersædet ved siden af Andrew. Vi skulle jage ’plains game’, en kategori som i bund og grund dækker over alt hårvildt med undtagelse af ’big game’ (de store kattedyr, bøflerne og de andre store tykhuder).

I Afrika er det trofæer, der tæller. Det er trofæerne, der har værdi for jagtudbyderne, og det er – i hvert fald i altovervejende grad – trofæjagt, der sælges. Man jager derfor fra toppen, det vil sige, at man skåner de unge hanner og skyder de gamle store trofæbærende dyr. Denne forvaltning lader sig gøre, netop fordi jagterne bliver professionelt forvaltet. En sådan afskydningspolitik medfører, at vildtbestandene er store, og at der er et væld af unge dyr og hundyr iblandt de færre trofæbærende dyr. Af og til foretages der deciderede reguleringsjagter. En del sydafrikanske jagtkoncessioner udbyder således også muligheden for at købe deltagelse i sådanne reguleringsjagter, hvor hundyr og dårligt opsatte hanner afskydes.

Men jeg var på trofæjagt, og jeg havde kuduen højt på ønskelisten. Jeg synes, at det er en fantastisk flot antilope, og at de store kudutyre virkelig udgør et trofæ, der vil noget.

Jeg fandt hurtigt ud af, at vildttætheden i Afrika er noget højere end på mine vanlige danske jagtmarker. Indimellem sprang impalaer over vejen, og jeg så bavianer og aber løbe lettere forskrækket væk, når bilen drønede forbi. Vel ude af lodge-området sagtnede vi farten og kørte stille rundt på udkig efter vildt. Inden længe fik vi – det vil sige Andrew og vores spotter Edward – øje på en flok zebraer. For at have nogenlunde styr på økonomien havde jeg hjemmefra lavet en ’afskydningsplan’. Denne plan omfattede alene hornbærende dyr og eventuelt et vortesvin, hvis chancen bød sig. Zebraer var således ikke en del af planen for vores jagt. Men vi stoppede og beundrede de flotte dyr en stund, inden vi bumlede afsted igen. Efter et stykke tid var der igen vildtkontakt, denne gang til en flok blue wildebeests (gnuer). De var på min liste, og spændingen steg.

På jagtområdet er det politikken, at man ikke skyder fra biler, men alene anvender en bil til transport rundt i områderne. Firehjulstrækkeren er et nødvendigt værktøj til at komme rundt i det kæmpestore revir. Observeres der skudbart vildt fra bilen, springer man af bilens lad og jager fra jorden. Man skyder i en afstand af mindst 500 meter fra bilen (samme afstandskrav gælder i øvrigt også til vandhuller). Den politik var helt i overensstemmelse med mine intentioner, da jeg var kommet for at gå på jagt, og jeg ville finde det lidt for fesent at skyde fra bilen. Vi kørte derfor bilen et godt stykke ud ad vejen, inden vi stoppede.

Spændt hoppede jeg ud af bilen og fik fat i min riffel. Vi begav os ud på mit livs første afrikanske ’stalk’. Da vi nærmede os flokken, kunne jeg gennem den tætte bush høre dyrene stå og fnyse. Vi var helt nede i lavt tempo, da vi stille nærmede os og forsøgte at komme på godt hold gennem krattet. Flere medlemmer af dyreflokken fornemmede fare og sikrede i retning mod os, da en stor tyr pludselig begyndte at vandre fri af buskadset. Tyren gik i en fornuftig retning til et godt skud. Skydestokken kom op, og jeg fik riflen på plads og lagt kinden til skæftet.

Andrew og jeg kommunikerede ganske sagte, og jeg var helt med på, hvilket dyr der skulle skydes til. Jeg trak vejret dybt, da tyren var tæt på at komme ud af krattet. Dyret stoppede op kun lige med snudeskaftet fri – ’Kom nu, kom nu bare lige en god meter til’. Men nej, tyren kastede et hurtigt blik i vores retning, hvorefter han prustende forlod pladsen i løb væk fra os og trak resten af flokken med sig. Afstanden var blot 70-80 meter, og jorden gungrede, som var der jordskælv. Jeg slugte alle indtryk af denne min første afrikanske ’stalk’. Til trods for at det var en stor tyr, var jeg overhovedet ikke træt af, at missionen var mislykkedes. Det her var spændende!

Mine lidt bange anelser om, hvorvidt det afrikanske vildt nu også var rigtigt vildt, blev med wildebeest-episoden gjort til skamme. Vildtet var i høj grad vildt, i hvert fald i dette område. Vildttætheden er stor, terrænet enormt, og derfor bydes man i sagens natur her på flere chancer end i lille Dannevang, hvor vildttætheden mange steder er relativt lav og revirerne betydeligt mindre. Men den sydafrikanske jagt indeholder fuldstændig de samme jagtlige momenter og stiller de samme krav til jægeren som alle andre steder, hvor det er vilde dyr, der jages. Ja, kravene, der stilles for en succesfuld jagt, kan faktisk vise sig ret store, vil jeg vove at påstå. Men det vender jeg tilbage til.

Andrew og jeg snakkede lidt, mens vi ventede på bilen, der var kaldt over radioen, og som snart kom og samlede os op ude ved hulvejen. Vi så mange impalaer. Der er impalaer i hobetal på jagtområdet. Vi besluttede os for at forsøge at spotte et flot eksemplar og gå efter den. Som sagt, så gjort. Snart gik vi gennem det høje gule græs i halen på en enlig impalahan, som blev ved med at vandre roligt væk fra os. Efter omtrent 5 minutter faldt impalaen dog til ro og gik stille rundt og essede. Vi fik listet os ind i en god placering og fik stok og riffel på plads. Snart tog impalaen det, for dyret, forkerte skridt og blottede bladet. Lige der midt på bladet var krydset i min sigtekikkert stabilt placeret. Skydetilladelsen fra Andrew kom med det samme, og øjeblikket efter var kuglen på vej mod dyret.

Jeg så ingen skudtegn, men hørte en del støj fra grene og kvas, der knasede og brast under impalaens flugt i det tætte krat. Den altid nagende tvivl udeblev heller ikke, og da slet ikke, da Andrews kommentar var noget i retning af ’… Hmm, didn’t really notice anything, lets go see…’.’…For fanden da også…’ tænkte jeg ’.. Det kan da ikke passe. Jeg kan da bare ikke have bommet et relativt simpelt skud fra ca. 100 meter til mit første afrikanske stykke vildt..’.. Samtidig med at disse tanker for gennem mit hoved, strøg Rugi hurtigt forbi mig direkte hen mod skudstedet. Få sekunder efter hørtes den velsignede lyd af hundeglam. Vi løb allesammen direkte mod lyden og fandt til min store lettelse en stendød impala. Lettelsen blev endnu større, da jeg så, at impalaen blødte fra et lille hul lige midt på bladet, hvor kuglen var gået ind.

Min afrikanske safari var begyndt godt! Jeg tog impalaen i nærmere øjesyn. Det var en flot mindre antilope, i størrelse et sted mellem en råbuk og en dåhjort, og en moden herre, hvilket kunne ses på den rødbrune farve, som hornene får, efterhånden som impalaerne bliver ældre. De yngre impalaers horn er noget mørkere. Efter at have læsset impalaen på bilen satte vi videre jagt på pause og vendte tilbage til lodgen for at få os noget frokost.

Storvildt

Jeg var i rigtig godt humør under frokosten, men jeg var utålmodig og kunne næsten ikke vente til kl. 15, hvor Andrew og jeg havde aftalt at drage ud igen. Formiddagens jagt havde i den grad tændt gnisten i mig. … Endelig … Klokken var blevet hen ad 16.30, vi var på jagt og havde set en del impalaer. Vi besluttede at pürsche lidt rundt i et område, hvor der var en del mindre klippehøjdedrag – de såkaldte kopjes – spredt rundt i terrænet. Vi klatrede op på flere af disse for at skaffe os overblik. Jeg fandt hurtigt ud af, at min kondi ikke var helt ringe, men at der dog var plads til nogen forbedring. På vej til at bestige endnu en af disse kopjes så vi pludselig to nyala-tyre. Andrew tog dem i nærmere øjesyn, og den ene blev vurderet til at være et flot eksemplar. Jagten kunne begynde. Vi forsøgte at skære tyrenes rute af ved hurtigt at gå mod en kopje. Planen var at klatre op på toppen og derfra få nyalaen på skudhold. Imidlertid skulle det vise sig, at den plan ikke lykkedes.

Vi nærmede os kopjen, men under opstigningen stødte vi pludselig på en mindre flok impalaer. Impalaerne rendte i høj fart over stok og sten. Vi klatrede hurtigst muligt op til toppen, hvor vi – lettere ærgerlige – langt ude kunne se to nyalaer småluntende lige i halen på en flok impalaer på vej mod tæt bush.

Vi pausede, jeg fik vejret igen, og vi stod alle og nød udsigten ud over bushen. Mens jeg gennem kikkerten stod og iagttog impalaflokken, nu godt 500 meter ude, hviskede Edward pludselig, lettere ophidset – ’Kudu, big kudu…’. Min puls steg straks. Andrew fik også hurtigt øje på den.

Jeg kiggede det bedste, jeg havde lært, både med kikkert og med det blotte øje, men jeg kunne bare ikke få øje på nogen kudu, hvilket jeg følte var frygtelig irriterende! Men Andrew hviskede tålmodigt til mig, hvor de kunne se kuduen, og i hvilken retning den gik. Pludselig fik jeg øje på et sæt kæmpestore horn, der kom svajende rundt om noget buskads 230-240 meter borte. Ved et tilfælde ændrede vores jagt på nyala sig således til at blive en jagt på Afrikas største antilopetrofæ, min favorit: kuduen. Skydestokken kom op og kuduen fortsatte i en retning, der højst sandsynligt ville give en skudchance ude omkring 200 meter. Jeg havde ingen erfaring med afrikanske trofæer, men at det var et stort dyr med enorme horn, kunne jeg nu sagtens se – i sigtekikkerten forekom hornene mig gigantiske. Det blæste lidt, men jeg havde god ro på kikkertkrydset. Andrew gav mig en måling på 200 meter og gav mig samtidig skudtilladelsen. Jeg havde hjemmefra besluttet at stille min kikkerts ballistiske tårn på 150 meter som ’default’. Det giver et overslag på 3 centimeter på 100 meter og et fald på 6-7 centimeter på 200 meter. Men nu, hvor situationen efter omstændighederne var rolig, og der var god tid, valgte jeg at stille tårnet til 200 meter.

’Lidt langt at skyde fra en tobenet skydestok..’, tænkte jeg. Jeg havde aldrig forsøgt mig med skydning på så lang afstand til råvildt – kun dem af papir. Men dette dyr var stort, betydeligt større end et lille rådyr, så jeg trak vejret dybt et par gange og fandt ro i kikkerten. Med kikkertkrydset midt på bladet klemte jeg på aftrækkeren. Kugleslaget var højt og tydeligt, som et dumpt klask fra en hård lussing, og det store dyr sprang voldsomt, da det blev ramt. Kuduen flygtede, dødeligt såret, og faldt til jorden efter blot et par sekunders flugt. De sidste krampetrækninger fortog sig med et par kraftige spark, og kuduen lå snart bomstille.

Jeg var som i himlen. En kudu er teknisk set ’plains game’ og således i afrikansk optik ikke ’big game’, men for mig er en kudu i høj grad storvildt. Et kæmpetrofæ lå nu godt 200 meter ude foran mig. Aldrig har jeg bevæget mig så let og smidigt ned ad en klippeskrænt som denne aften. I hvad der forekom mig som et næsten svævende trav, kom jeg hurtigt frem til kuduen. Ja, undskyld jeg bander, men hold da kæft, hvor var det et fantastisk syn, der mødte mig. Foran mine fødder lå et bjerg af et dyr med horn så tykke som hegnspæle, der strakte sig mod himlen i en næsten endeløs spiral. Skuddet var gået ind lidt fremme på kuduens højre skulder og ud igen lige bag skulderen på dyrets venstre side.

Hvad der startede med en jagt på nyala, endte med et kudutrofæ på, hvad der senere opmåltes til, 51 tommer. Ja, som det mange gange gør sig gældende ved jagt, må man handle, når chancen byder sig!

Det klassiske trofæfoto skulle tages, så der var ingen vej udenom: dyret skulle vendes. En fuldvoksen kudutyr, som den jeg skød, vejer ind med en kampvægt på omtrent 300 kilo og måler ca. 160 centimeter over skulderen. Så der måtte tages godt fat for at få dyret lagt ordentligt an til fotosessionen. Det lykkedes at få taget nogle gode fotos, ligesom det lykkedes at få Landcruiseren kørt frem gennem bushen, så vi ved hjælp af el-spil og taljeblokke kunne få bakset kuduen op på bilens lad.

Havde jeg været glad under dagens frokost, så var jeg nærmest lykkelig under aftenens middag. René og min mor havde aflagt skydeprøve om eftermiddagen. Det var gået fint, og nu ville de begge gerne på jagt! Jeg havde ikke umiddelbart troet, at min mor, som trods alt efterhånden er oppe i årene, ville kaste sig ud i sådanne nye eventyr, men omvendt havde jeg nu heller ikke udelukket det. Jeg kender hende jo og ved, at hun sjældent nøjes med bare at se på kampen fra tilskuerpladserne.

Natten igennem drømte jeg om jagt, kudujagt nærmere bestemt. Jeg husker ikke hoved og hale i mine drømme, men jeg vågnede lettere omtåget og vidste ikke, hvad der faktisk var sket, og hvad jeg havde drømt? Jeg var lidt rundt på gulvet, men under morgenmaden forsikrede de andre mig om, at det ikke bare var en drøm, men en del af det virkelige liv, at jeg aftenen forinden havde skudt en kæmpestor kudu.

Debutanterne

Med knæk og bræk-hilsner drog vi næste morgen hver især på jagt. Jeg tog med Andrew, og René og min mor tog med deres PH’er Mias. Jeg tror, at jeg var ligeså spændt på, hvordan deres jagtdag ville udforme sig, som de selv var.

Sammen med vores lille jagtteam ville Andrew og jeg jage waterbuck. Det er et stort og kompakt dyr, der af kropsbygning og pels egentlig ligner et dyr, der kunne være europæisk – lige bortset fra de store krumme antilopehorn, som ikke minder det fjerneste om gevirerne på europæisk hjortevildt. Waterbuck er ikke en hjort, men en antilope, som i vægtklasse ligger på højde med, eller måske endda lidt over, de største europæiske kronhjorte. Jeg havde fået at vide, at de var beriget med mange gode waterbucks på terrænet. Vi spottede faktisk flere i løbet af morgenen, men Andrew dømte dem ude som værende for unge.

Vi stoppede bilen og begav os til fods ind over en åben slette i retning mod en bunke klipper. Bag disse klipper fandtes en lavning i terrænet, hvor Andrew og Edward havde erfaring med, at der skulle gå en stor tyr. Vi klatrede roligt op ad klipperne. Klokken var omtrent ti om formiddagen, og det var varmt. Sveden perlede frem på panden af mig, da vi nærmede os toppen. Stille og roligt, let krybende, kom vi over klippetoppen. Der var de! En stor flok waterbucks stod ganske rigtigt i lavningen ca. 150 meter ude – tyren var der også! Vi var i god vind, og fra 25 meters højde havde vi et godt overblik og fin skudmulighed.

Vi skulle netop til at tage bukken i nærmere øjesyn, da en vældig skramlen i den stenede jord afslørede et hundyr, som pludselig løb hastigt bort. Vi var afsløret! Hunnen havde stået i skyggen for foden af klipperne, uden at vi havde set den. Dyret må have hørt os, selvom vi hviskede, og derfor var det nu i løb på vej væk fra lavningen. Det skabte selvfølgelig uro, og hele flokken fortrak hastigt væk fra pladsen. Dyrene fortsatte og forsvandt ud af syne i bushen. Vi måtte droppe vores forehavende.

Endnu en chance

Vandet sprøjtede ud over mig, da koordinationen fra flaske til mund blev særdeles vanskeliggjort af den udskridning bilen foretog, idet Andrew huggede bremserne i. Mens bilen hastigt blev bakket 20 meter bagud, hørte jeg ordene fra Andrew....’Big buck..’. Der var et hul i alt det tætte, og derigennem havde han ud af øjenkrogen under kørslen spottet en waterbuck. Ganske rigtigt – kikkerten afslørede, at der stod et stort enligt dyr langt inde i bushen.

’It’s very big’, var ordene fra Andrew, og videre …’lets go get it’. Okay – der blev jeg i hvert fald klar. Vi kørte bilen nogle hun-drede meter frem og hoppede ud. Riffelkikkerten blev skruet ned på 5x forstørrelse. Bushen var tæt, vinden var svag og ikke optimal, og det var særdeles vanskeligt at gå stille i det tætte krat og på den stenede jord. Lidt støj var uundgåeligt fra det lille jagtensemble, der nu bevægede sig langsomt gennem den afrikanske bush. Indimellem stoppede vi op, lyttede og ændrede måske lidt retning. Jeg vidste ikke længere, hvad der var højre og venstre, frem og tilbage… jeg fulgte bare trop.

Med et sæt stoppede Andrew op og hævede sin strakte håndflade. I næste øjeblik kom lyden – det lød mest af alt som en skovningsmaskine, der buldrede gennem krattet, og lyden kom nærmere. ’Get ready, get ready’ … kom det fra Andrew. Jeg flåede riflen af skulderen og Andrew stak mig skydestokken. Lyden afslørede, at waterbucken rendte lidt til venstre for os og i retning op ad en bakke. Pludselig kom den fri af den tætte bush, og tilfældet ville, at dyret stoppede hårdt op i en sky af rødt støv netop da det kom fri af buskadset. ’Shoot it..’, hviskede Andrew kontant. Meldingen kunne man ikke tage fejl af. Der var ikke tid til at fumle med skydestokken, men i sin ikke-udslåede form gav skydestokken mig fornøden støtte på dets ene ben.

Skudchancen var opstået pludseligt. Fra dyret kom fri af bushen, til skuddet gik, og den store waterbuck med et hult drøn faldt til jorden, var der gået vel max. tre-fire sekunder. Dyret var slået ned, men kunne ikke umiddelbart ses fra det sted, hvor vi stod.

Støvet, der fortsat blev hvirvlet rundt i luften, hang imidlertid som et røgsignal blot 70-80 meter oppe ad bakken og afslørede, hvor dyret befandt sig. Vi hastede derop, og undervejs skruede jeg min kikkert ned til den mindste forstørrelsesgrad. Da vi få sekunder efter nåede waterbucken, kørte forbenene stadig kraftigt på dyret. ’Shall I shoot again’.., spurgte jeg Andrew. ’Yes .. give it one between the shoulder blades’…’But look out for the horns’… Denne sidste instruks var nu helt unødvendig. Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt, for ikke at ødelægge det prægtige trofæ. Fra 10 meters afstand gav en afsluttende riffelkugle dyret endelig hvile.

Vi kunne nu uden fare nærme os den prægtige waterbuck og tage det i nærmere øjesyn. Det var et muskuløst og bastant dyr med lange kraftige horn med sorte spidser. Adrenalinet pumpede stadig lidt i kroppen på mig, da Andrew meddelte mig: ’This is a big one, Thomas…’ Det var mildt sagt. Trofæet blev senere opmålt til 32½ tommer, som efter sigende rækker så rigeligt til en guldmedalje. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal formulere det, men det var simpelt hen for vildt. Denne jagtsafari blev bare bedre og bedre. Simple skud, lange skud, hastige skud, fantastisk terræn, dejlige mennesker og ikke mindst flotte dyr med imponerende trofæer. Det var en intens og rigtig god jagt!

Waterbucken var ramt af en høj bladkugle, som havde knust skulderbladet og slået dyret i jorden med et brag. Der var ikke gennemskud, men kuglen havde gjort, hvad den skulle. Den havde sendt waterbucken til tælling og derved leveret et prægtigt trofæ. Nu er jeg jo sådan lidt af en grejnørd, så jeg bad om at få kuglen, hvis skinneren kunne finde den under slagtningen. Men det vender jeg tilbage til. Det var svært at få bilen de sidste 30 meter frem til dyret. Alt imens vi stod og drak en kold øl og overvejede, hvad der ville være nemmest: at få dyret til bilen eller at få bilen til dyret, hørte jeg i det fjerne hjulstøj i gruset. Vi fik øje på Landcruiseren og kunne se, at det var René og min mors lille jagtteam, der var på vej tilbage fra morgenens jagt. Med høje pift og viftende arme fik vi gjort opmærksom på vores tilstedeværelse, og de stoppede oppe på grusvejen.

Spørg lige, om jeg var stolt. Ja, mit eget høstede stjernetrofæ var da fantastisk, men det var nu René, jeg var stolt af. For dér i deres bil lå en fin warthog. Det var ikke verdens største, men drengen var bare 12 år og havde aldrig før skudt et stykke vildt. Vi havde øvet og øvet med min .22 WMR salonriffel derhjemme på marken. Jeg vidste derfor, at drengen skyder godt. Men alligevel blev jeg pavestolt på Renés vegne over at se det røde blod rende ud af grisen midt på skulderen, hvor den lette kaliber .222 riffel havde lavet gennemskud på ornen.

De kom aldrig ned i noget, der mindede om et vandret plan. Nej, Renés mundvige buede krumt opad under hele frokosten!

Change of plans

Vi ledte efter blue wildebeest, men kunne ikke finde dem. Der var dog masser af vildt i området: impalaer i hobetal, giraffer, zebraer og meget andet. Mens jeg lidt dovent nød turen, spekulerede jeg over, at jægere i Afrika faktisk er ret forkælede. Vildtrigdommen er enorm. Jeg tror faktisk, at det ville være lidt kedeligt for en afrikansk PH’er at sidde i et dansk tårn i fire timer, hvor man i den tid måske får øje på en hare eller to, og hvor morgenens højdepunkt kan være en rå, der træder ind på scenen. Altså en typisk morgen i den danske bukkejagt. Det ’waiting game’, som vi ofte udøver i Skandinavien på anstandsjagt, tror jeg slet ikke ligger til det afrikanske temperament. I Afrika er der meget vildt og en stor artsrigdom. Der jagter jægerne vildtet. Vildtet ’stalkes’, det vil sige, at det forfølges, og ofte forfølges det hårdt og hastigt. Jægernes jagt på det afrikanske ’plains game’ følger nogenlunde de samme principper og metoder, som bushens øvrige rovdyr gør brug af.

Vi havde gået lidt og kørt en del, men havde stadig ikke fået øje på wildebeest. Vi kørte derfor mod lodgen i det efterhånden noget aftagende lys. Et stykke nede ad vejen stoppede Andrew roligt bilen og spurgte på syngende sydafrikansk – ‘ I just saw a pretty good warthog back there, you wanna change plans?’ Mit afslappede og lidt dovne legeme, der havde indstillet sig på, at eftermiddagens jagt var blæst forbi, rejste sig straks rank i sædet. ’Lets go… ’, hørte jeg mig selv sige.

Riflen røg af bilen. Jeg satte lysprikken i kikkerten på lavt blus, og vi gik tilbage langs grusvejen. Pludselig hørte jeg støj inde fra krattet. ’There it is, can you get it?..’, spurgte Andrew højt uden at hviske. Ornen havde stået tæt på grusvejen og var nu løbet cirka 40 meter ind i krattet til en lille lysning, hvor den stod og gloede direkte på os. Riflen røg instinktivt til kinden, og kikkertens røde prik fandt hurtigt en placering lige mellem øjnene på ornen. Intet skud lød – min første ’fejl 40’ på denne tur: jeg havde ikke fået en kugle i kammeret. ’Satans ’, hørte jeg mig selv mumle, mens jeg tog ladegreb på riflen. Den metalliske larm, da bundstykket trykkede en kugle i kammeret, forekom mig aldrig at have lydt så højt. Spektaklet og uroen fik naturligvis også sendt dyret i løb, og jeg kunne ikke umiddelbart skyde.

’It’s getting clear right between these bushes there – – – shoot it…’, kom det nu næsten råbende fra Andrew. Den røde prik i kikkerten fulgte den mørke skygge inde mellem alt krattet. Som forudsagt af Andrew løb grisen fri til et perfekt sideskud i en åbning i alt det tætte krat omtrent 40 meter fremme. Kikkertens lysprik hentede lynhurtigt ind på ornen, og i det splitsekund prikken passerede stedet, hvor hals bliver til krop, gik skuddet. Dyret væltede øjeblikkeligt på snuden og slog en kolbøtte i et spektakulært sceneri af støv og støj. Jeg havde fældet den flygtende orne.

I næste nu kom Rugi farende gøende som besat. Den havde set og hørt postyret fra bilens lad længere nede ad grusvejen og var strøget fra Elifiaf. Rugi havde stålfast sat kursen direkte mod grisen, der stadig lå og sparkede vildt. Jeg tog ladegreb og løb nu hastigt op mod wart-hogen. Jeg fornemmede hurtigt, at situationen ikke var god, hvilket blev bekræftet af Andrews lettere ophidsede forsøg på at stoppe hunden.

Hunden stoppede heldigvis – vildt galpende – op i en afstand af 3 meter fra grisen, og Elifiaf fik igen tag i Rugis halsbånd. Et såret afrikansk vortesvin er lige så farligt for hunde, som vores europæiske vildsvin er. Under en af vore mange snakke havde Andrew fortalt mig, at vortesvin to gange tidligere i løbet af Rugis seksårige liv havde sendt hunden på dyrehospitalet. Men ikke blot vortesvin udgjorde en fare. Én gang havde en stor såret bavianhan næsten taget livet af hunden, da den sårede abe havde grebet fat i Rugis ører og bidt sig fast i halsen på den. Dette førte til, at hunden næsten forblødte, og endnu en gang måtte lappes sammen på dyreklinikken. Måske havde hunden efterhånden lært lektien! I hvert fald holdt Rugi sig i behørig afstand af den i øvrigt ukampdygtige orne.

Livet ebbede stille ud af vortesvinet, som var ramt af en dødelig kugle på bladet. En fangstkugle var ikke nødvendig. Jeg afladede riflen og slappede af. Jeg følte mig opstemt, men også noget mat i koderne. Den hurtige vekslen i sindsstemning fra rolig dovenskab i bilens kabine til vild action i den afrikanske bush havde næsten drænet mig for energi. Jeg havde skudt min warthog, som var et udmærket eksemplar af slagsen, dog uden at være prangende.

På hjemturen blev en tvivl af mine bragt til skamme. Inden jagterne var begyndt, havde vi underskrevet en ansvarsfraskrivelse – en såkaldt ’waiver’ – hvor jagtudbyderen fraskrev sig ansvar i tilfælde af skade og/eller død som følge af angreb fra dyr. Under vores intro havde jeg fået at vide, at det farligste vildt, der fandtes i reservatet, var dels bøflerne, men i særdeleshed de sorte næsehorn. Altså ikke de hvide næsehorn, som også var der, men de sorte af slagsen, som kunne finde på at optræde meget aggressivt. Fik vi kontakt med et sort næsehorn, skulle vi forholde os i ro, medmindre næsehornet lagde an til angreb. I det tilfælde skulle vi søge op i et solidt træ. ’You cannot outrun it…’, var beskeden. ’Tak, den er fin..’, havde jeg tænkt. ’Den får vist lige lidt på action-tangenterne der …’

Men der i tusmørket under køreturen på vej hjem til lodgen, hvor jeg sidder på ladet sammen med Edward, Elifiaf og Rugi, fornemmer jeg pludselig en stor mørk skygge bevæge sig ud for min venstre side. Edward klapper ivrigt på Landcruiserens tag, og Andrew tager langsomt farten af bilen.

 ’Black Rhino…’, hviskede Elifiaf til mig. ’BLACK RHINO?… Jamen for fanden da, så kør dog menneske! Næsehornet er jo kun 15 meter fra bilen’, tænkte jeg. ’Der er ikke et solidt træ i nærheden, kun noget sølle buskads! Hvor skal jeg klatre op, hvis eller – som jeg nok allerede havde set det i ånden – når  rhinoen går amok?’.

Næsehornet angreb heldigvis ikke, men satte i løb væk gennem bushen. Det blev da helt tydeligt for mig, at det ikke ville være muligt at løbe fra et næsehorn. I hvert fald ikke i en lige linje. Det vældige dyr holdt en stabil kurs og fart gennem bushen, stort set uanset hvilken grad af bevoksning det stødte på undervejs. Dyret bevægede sig væsentligt hurtigere gennem terrænet, end jeg nogensinde ville være i stand til. Det havde altså ikke bare været for at krydre eventyret lidt, at vi havde fået info om de sorte næsehorn. De var der, og de var der sammen med os, også når vi var på jorden for at gå på jagt.

 ’They usually don’t go for the cars…’, lød det fra Edward, hvilket jeg jo mente, at de burde have fortalt mig lidt tidligere i forløbet, så det ikke havde været nødvendig for mig at skifte underbukser. Det grinede vi lidt af deroppe på ladet, mens vi bumlede hjemover. At dette ikke skulle blive mit sidste rendezvous med sorte næsehorn, vidste jeg ikke noget om, som vi sad der og jokede lidt om episoden.

 En hurtig morgen

Jeg var stadig opsat på at få skudt en blue wildebeest. Den store fnysende tyr, der havde snydt os den første morgen, og den frugtesløse søgen efter et eksemplar af slagsen dagen i forvejen havde blot forstærket mit ønske om at få et sådant trofæ på væggen. På tredje jagtdag forlod vores lille jagtteam lodgen tidligt om morgenen. Det var en kølig morgen, og det blæste. Vi begav os mod det område, hvor vi havde haft kontakt med wildebeests på vores første jagt.

Klokken blev omkring halv otte, og dér var de! Flokken af de prægtige, kompakte og efter sigende meget hårdføre wildebeests var nu på scenen. Inden længe blev også tyrens tilstedeværelse bekræftet via Andrews kikkert. De stod langt inde på sletten. Blæsten var til vores fordel, for den ville sløre eventuel larm under vores fremrykning i terrænet. Nu skulle vi bare holde lav profil og i god vind komme frem til en fornuftig skudposition. Vi kørte Landcruiseren de obligatoriske ca. 500 meter frem, også for at komme rundt i god vind, og sprang af ladet. Vi vandt hurtigt terræn. Den kraftige vind var direkte imod os, og lidt støj var ikke et stort problem. I skjul af bushen kom vi ret hurtigt ind på en afstand af omtrent 130 meter til dyrene. Vi stillede os let i skjul af nogle småklipper og noget buskads, og i ro og mag kom riflen på skydestokken. Tyren blev udpeget. Den stod med fronten direkte til os. Flokken ænsede ikke vores tilstedeværelse, så vi forholdt os afventende i stedet for at tage en chance med et lidt krævende skud ind i bringen på tyren. Vores venten bar frugt. Inden længe gik tyren lidt frem og stillede sig an til et lærebogseksempel på et sideskud. Braget hang, mod sædvanen, ikke rungende i luften over bushen. Blæsten rev lyden fra hinanden, og mundingsbraget lød næsten som et halvkvalt haglbøsseskud under en dansk andejagt i blæsevejr. Men effekten var den sædvanlige for et bladskud fra en jagtriffel. Det store dyr sprang kraftigt frem, da kuglen ramte, og få sekunders løb blev hurtigt afløst af en vaklende stavren, hvorefter dyrets ben gav efter, og wildebeesten segnede død om.

Det var en smule ironisk, at denne tyr, der nu lå stendød derude, havde været turens nemmeste jagt, når nu disse wildebeests havde givet os så megen sved på panden under vores tidligere jagter på arten.  Men sådan er det jo – nogle gange springer fiskene næsten op i båden af sig selv, andre gange løber de linen ud på fiskehjulet. 

Fremme ved tyren konstaterede vi, at wildebeests sandt at sige er hårdføre dyr. AccuBond-kuglen er – som navnet antyder – en moderne ’bonded’ blykugle. Kuglen ekspanderer villigt, men den kemiske bonding binder blyet til kappen, således at kuglen ikke går fuldstændig i stykker, når den rammer. Der var ikke gennemskud, men vi var ikke i tvivl om, at kuglen havde forvoldt voldsomme skader i dyrets krop. Projektilets ødelæggende effekt havde været enorm. Der var knuste ribben i indgangssiden, og der hvor vi fandt dyret, så vi, at det havde hostet store mængder af en svær grød op, som bestod af stort set lige dele lunge- og hjertevæv og blod. Kuglen sad lige under skindet på udgangssiden. Det var imponerende, at det store dyr havde kunnet tage bare et eneste skridt med så voldsomme indre ødelæggelser. At den havde været i stand til at tilbagelægge omkring 50-60 meter, efter at være ramt, var mere end utroligt. Afrikansk vildt er i sandhed råstærkt.

Klokken var blot 08.20, da vi begav os hjem mod lodgen for at få formiddagskaffe. Det havde været en hurtig morgenjagt.

Succes

Til trods for at morgenen havde været nem, var jeg træt og ville hvile mig lidt. Jeg holder ikke meget af at solbade – ja, jeg kan faktisk ikke holde det ud – men denne formiddag var det lettere overskyet, og der blæste en forfriskende kølig vind. Jeg fandt derfor en bog og smed mig i solsengen på verandaen. René og min mor var også taget ud på jagt denne morgen, og jeg ventede dem spændt tilbage til frokost.

Jeg var ikke i tvivl om deres ankomst, da der lød et vældigt hurlumhej oppe fra parkeringspladserne. Jeg skyndte mig derop og fandt to jægere (en ung og en ældre), der med vældige fagter og talende i munden på hinanden berettede om deres jagtlige eskapader til forsamlingen af staff, der stod smågrinende og lyttede. Jeg vidste øjeblikkeligt, at i hvert fald én af dem måtte have haft held i sprøjten. Min overbevisning blev bekræftet, da mit blik faldt i Landcruiserens lad, hvor der lå to fine impalaer.

Ud af brudstykkerne i de vældige talestrømme lykkedes det mig at konkludere, at de hver havde skudt sig en impala. Fantastisk, tænkte jeg, at ikke bare René, som er vældig interesseret i jagt og ofte er med mig på jagt hjemme i Danmark, men også min 65-årige mor, havde skudt sig en impala. Det var Renés andet stykke vildt i Afrika – ja, andet stykke vildt overhovedet, og min mors første vildt. Alle mine mors fire brødre er eller var (to er døde) jægere.

Så hun ved da lidt om jagt, eftersom snakken om jagt selvfølgelig er gået lystigt ind imellem til familiesammenkomsterne. Men hendes eneste praktiske erfaring med jagt består i tilberedning af vildt til middagsbordet. Hun var ikke til at skyde igennem, og jeg kunne tydeligt mærke, at hun havde fået blod på tanden.

Det havde været en stor succes. René havde skudt med den lille .222 riffel. Min spinkelt byggede mor på 167 centimeter, som på skydebanen havde skudt med .222’eren, havde anvendt en 7 mm Remington Magnum. Da jeg spurgte hende om, hvordan det havde været at skyde med riflen, svarede hun ’No problem’ og spurgte mig samtidig ’Er det da en kraftig en?…’ – ’Alt er relativt..’, svarede jeg hende velvidende, at det jo ikke som sådan er en safari-kanon, men alligevel et kaliber, der leverer et lidt hidsigt rekyl omtrent i den højere ende af 30.06 klassen. Men da man sjældent ænser rekylen under jagt, fortsatte jeg – ’Brug du bare den fremover …’. Jeg havde nemlig en kraftig fornemmelse af, at jagtsafarien ikke var ovre, hverken for min mor eller for René.

’Close call’

Som jeg havde regnet med, ville René afsted på jagt igen, og minsandten om ikke også min mors indre jæger var vågnet. Jeg ville gerne have René med mig, og han ville gerne med mig. Min mor ville derfor tage min faster og Sara med sig og – som hun sagde – se, om hun kunne skyde sig en stor ’hjort’.

René var tændt på impalajagt. De mindede ham om det danske råvildt, og det forekom mig, at han et eller andet sted fandt en vis jagtlig tryghed herved. Sammen med mit sædvanlige jagtteam drog vi afsted efter et par store impalaer.

Vi var ikke kørt langt uden for den jagtfri zone, før der var kontakt med nogle af de allestedsnærværende impalaer. ’Only the big ones..’, råbte jeg til Andrew, som kørte videre. I den næste flok var bukken til gengæld stor, og vi parkerede bilen. Sammen drog René og jeg på jagt, ikke for første gang, men for første gang medbragte vi begge en riffel.

Vi kiggede forsigtigt frem, da vi nåede toppen af klipperne, nedenfor hvilke flokken af impalaer skulle gå, hvis kalkulationerne ellers holdt stik. Nu skulle det pludselig gå stærkt! Flokken var ved at bevæge sig væk, og Andrew gjorde skydestokken klar til René. ’De er ved at være langt væk’, nåede jeg at tænke, da Andrew fornuftigt droppede forehavendet.  ’It’s a good one, Thomas. Can you take it quick?…’, spurgte Andrew mig. Jeg kastede hastigt et blik på René, og jeg kunne tydeligt se på ham, at den pludselige lidt hektiske aktivitet var mere, end han rent jagtligt kunne kapere. Jeg så også tydeligt, at han havde forstået Andrews information og forespørgsel og var helt indforstået med, at vi ikke kunne lade en så flot impala forsvinde ind i bushen.

Hurtigt satte jeg mig knælende til rette på klippetoppen, lod venstre albue finde støtte på låret og fandt den store impalahan i sigtekikkerten. Dyret gik omtrent hundrede meter ude i en let skrå vinkel væk fra os. Andrew piftede højt, men det stoppede nu ikke impalaen. Dyret bevægede sig blot i rolig ganghastighed, og skydetilladelsen var givet. Jeg fandt, at jeg havde stabilitet i sigtet, og straks efter var kuglen i luften. I kikkerten så jeg impalaens ben kollapse under den.

Vi sprang hurtigt ned fra klipperne og gik hastigt hen til det smukke dyr. Det var en flot og stor gammel han. Jeg var lidt ærgerlig over, at René ikke havde skudt den, men han var bare ellevild og oprigtigt glad for, at vi lige nåede at skyde den, inden den forsvandt.

Vi måtte videre for at finde en impala til René. Vi pürschede op i vinden gennem noget halvtæt bush. Vinden var frisk og slørede støjen fra det halvstore jagthold bestående af Andrew, Edward, René og mig selv.

Som vi gik der stille og roligt, skete der ikke umiddelbart noget den første halve times tid. Alt hvad vi fik, var en meget spinkel chance til en duiker. Duikeren var dog hurtigt af banen, inden vi overhovedet nåede at få skydestokken på plads.

Jeg gik i mine egne tanker og fulgte egentlig bare trop, da jeg pludselig, igennem noget buskads, så en meget stor skygge, ikke mere end 10-15 meter foran mig. Skyggen bevægede sig rundt om krattet og direkte frem mod os. ´RUN RUN RUN …´, brølede Andrew. Der herskede et splitsekunds forvirring i mit hoved, inden ti-øren faldt, og alvoren gik op for mig. ’Shit….’ var vel egentlig det eneste, jeg nåede at tænke, inden jeg højlydt hvæsede: ’LØB RENÉ!…’. Min instruks til drengen var stik modsat alle de instrukser, vi havde fået i lejren, men til gengæld fuldt i overensstemmelse med Andrews opfordring, som ikke havde været til at tage fejl af.

Med den ene hånd på riflen sprang jeg over stok og sten, mens jeg ud af øjenkrogen så René i fuldt firspring baldre direkte ind i et træ. Jeg stoppede straks, og det samme gjorde de andre. Vi lyttede: støjen fra det sorte næsehorn og dens kalv efterlod os ikke i tvivl om, i hvilken retning dyrene bevægede sig. Det var heldigvis væk fra os!

Jeg gik hen til René, der sundede sig lidt over sin rugby-tackling med et træ (som træet vandt), og jeg spurgte, om han var OK. ’Ja ja..’, svarede han, ’men hvorfor løb vi?…’, spurgte han. ’Det var et sort næsehorn med sin kalv..’.. ’og der er ingen klatretræer i nærheden….’,  svarede jeg.

Vi begav os mod grusvejen og kaldte bilen over radioen. Vi måtte lige have en drink at sunde os på. Drengen nuppede en cola, og jeg fik en kold øl. ’Why didn’t we climb a tree?…’, spurgte jeg Andrew lidt drillende. ’It only works in theory…’, drillede han tilbage, og fortsatte ..’That was a close call, ehh?’. Ja, tak for kaffe, siger jeg bare, men nu har drengen da noget at skrive en feriestil om.

’The show must go on’

Sådan et skinangreb fra et sort næsehorn med kalv er nu ikke noget, der kan holde en rask dreng fra at gå på jagt. Så René var selvfølgelig klar til at fortsætte missionen. Vi raslede derfor hurtigt atter afsted i ladet på bilen, og pludselig var der igen kontakt. En gammel impala-han var spottet gennem buskadset sammen med sine hunner. Den gode vind og det tilforladelige terræn førte os hurtigt hen til dyrene. Flokken forholdt sig roligt, og René fandt, næsten rutineret, et godt anlæg til riflen i en forgrening på et træ. Edward og jeg overværede seancen fra en busk omtrent 30 meter bag René og Andrew. Jeg kunne ikke rigtigt se impalaflokken, men pludselig smældede det højt fra den lette riffel, og vi sprang frem for at se tingene nærmere an. Impalaerne for afsted – også den store han.

Edward mente, at han så dyret blive ramt. René var sikker i sin sag. ’Jeg skød den lige på skulderen’, sagde han og var ikke tynget af nagende tvivl, som vi voksne ofte er det uden grund. ’Fint fint, så finder vi den..’, sagde jeg. Inden længe fandt Andrew lyserødt lungeschweiss, men ikke meget. Vi søgte i et minuts tid i den retning, dyrene var løbet, og skulle lige til at kalde på tracker og hund, da jeg lidt længere fremme mellem nogle småtræer spottede, hvad der lignede en dyrekrop.

Der lå Renés anden impala og tredje stykke vildt fra denne jagtsafari. Endnu havde drengen ikke sat en kugle forkert, og dette var ingen undtagelse. Dyret var skudt perfekt på skulderen i indgangssiden og med gennemskud lige bag skulderen på udgangssiden. Efter en veloverstået fotoseance talte vi på hjemturen ivrigt sammen om vores fælles jagtoplevelser og den vældige nærdødsoplevelse, der havde været inkluderet i pakken.

Tilbage i lodgen var min mor og hendes jagtensemble også ankommet. Hun modtog os med armene højt hævet over hovedet, uden den mindste antydning af at skjule sin begejstring. Udbyttet af hendes jagt lå stadig i ladet på bilen, og jeg forstod hendes begejstring. Hendes jagtfører Mias havde spottet en kæmpe waterbuck, som min mor behændigt havde skudt med sin trofaste følgesvend: 7 mm Rem Mag Blaser riflen. ’Jeg er jo nødt til at skyde noget, der kan matche de bukke, I render og skyder derhjemme …’, sagde hun. Og det havde hun i sandhed gjort. Der var tale om en waterbuck med hornlængde på 31 tommer.

Jeg gad egentlig nok vide, hvor mange 40-årige jægere, der har været på en jagtsafari med deres 65-årige mødre, hvor begge har skudt waterbuck i guldmedaljestørrelsen?

Mashatu

Halvvejs gennem vores ophold stod den på fotosafari. Vi skulle overnatte i en teltlejr i det 70.000 acres store Mashatu reservat i Tuli Block, Botswana. Meldingen om ingen jagt de næste par dage skulle der tygges lidt på, inden den helt kunne sluges af René. Men han fandt sig dog i idéen. Vi kørte fra Sydafrika om formiddagen og blev hentet i en åben Landcruiser omkring middagstid ved grænseovergangen mellem Botswana og Sydafrika.  Derfra havde vi omkring en times kørsel frem til teltlejren. Vel ankommet til lejren blev vi hurtigt indkvarteret i de luksuriøse telte. Vi fik en let frokost og kørte derefter ud i reservatet. Jeg havde medbragt mit spejlrefleks-kamera og et teleobjektiv og var nu på jagt efter et par gode motiver. Vi hyggede os, snakkede sagte i bilen og nød en sundowner til synet af solnedgangen over den afrikanske savanne. Tilbage i lejren fik vi en lækker aftenbuffet i bomaen, hvorefter vi trætte gik tidligt til køjs, da næste dags game drive skulle starte i den helt tidlige morgenstund.

Dyrene i Tuli Block virkede næsten tamme i forhold til vildtet i Maremani. I hvert fald så længe vi blev i bilerne, og det var den helt ufravigelige regel, medmindre andet udtrykkeligt blev tilladt af rangeren. At vildtet ikke var særlig sky, gjorde det meget velegnet som modeller til en fotosafari, hvorimod vildtet hos Limpopo Safaris i Maremani er ’vildt’ og derfor egnet til jagtsafari. Så i den henseende passede pengene perfekt. Efter 3-4 timers game drive om morgenen havde vi set det meste. Det eneste, vi ikke fandt, var løverne. Dem må vi så have til gode.

Tilbage i teltlejren fik vi en solid og delikat brunch, inden vi greb vores rygsække. Via Botswanas vejsystem som stort set udelukkende består af rødsandede hulveje fragtede den åbne Landcruiser os tilbage til grænseovergangen mellem Botswana og Sydafrika.

Ustoppelig

Tilbage i lodgen i Sydafrika var der ikke meget andet René ville end at gå på jagt. Jeg aftalte med Andrew, at vi kunne køre ud sidst på eftermiddagen og se, om vi kunne finde en bushbuck, som er en flot antilope i impala-størrelse.

Vi gik langs flodlejet, hvor det var tydeligt, at det vrimlede med vildt. I det røde sand var der fod overalt, og fald fra vildtet lå alle vegne i store bunker. Ikke alt vildt måtte jages her. Det var bl.a. udelukket at jage waterbuck og kudu langs med floden. Kun udvalgte vildtarter måtte jages. Bushbuck og duiker var to af de jagtbare arter og dem, vi umiddelbart gik efter. Det skulle dog vise sig, at også andre racer var jagtbare.

Vi så to store kudutyre inde i sivskoven. De mægtige horn duvede frejdigt, mens de store dyr gik og passede sig selv. Kudu-antilopen er bare et prægtigt dyr med enorme og vel egentlig vældigt upraktiske horn. Sin næsten overdrevne størrelse til trods, kan kuduen stå bomstille i krattet og være ganske vanskelig at få øje på. Kuduens kælenavn – ’Afrikas grå spøgelse’ – er helt sikkert ikke opstået ud af ingenting.

Bushbucks så vi ingen af. Men som vi gik der, fik vi pludselig øje på konturerne af en fin lille antilope på den modsatte side af flodlejet. Der var duikeren! Og det var oveni købet en ældre herre, konstaterede Andrew. Ja, jeg behøvede jo ikke at spørge, for René var bare jagttændt. Duiker eller bushbuck – det gjorde ikke den store forskel for ham. Skydestokken kom op, og afstanden var vel omtrent 60 meter, hvilket var ca. samme afstand, som han tidligere havde skudt på under turen.

Men en duiker er et lille dyr, omtrent på størrelse med et efterårs-rålam. Så jeg ventede spændt på resultatet, da Andrew og René lagde an til skud. Det hidsige smæld fra riflen kom pludseligt og som lidt af en overraskelse for mig. Der var ingen tvivl om, at dyret blev truffet. Det sprang lodret højt op i luften, og jeg var sikker på, at det havde fået en god kugle. Jeg sprang op sammen med Edward, og vi klappede René på skulderen med lykønskninger. Men noget virkede unormalt. Dyret blev bare stående ret op og kiggede sig desorienteret omkring. Jeg greb min riffel og tog ladegreb, i samme nu som Andrew tog ladegreb på .222’eren og kaldte på René. ’Shoot it again René..’, sagde han roligt, og René fandt hurtigt et fast anlæg op ad et træ. I mellemtiden havde jeg sat mig på bagen, afsikret min riffel og sad nu på jorden med mine albuer støttende på mine knæ, riffelkolben til kinden og fingeren på aftrækkeren. Jeg havde hold på duikeren og var klar til et opfølgende skud. Det blev ikke nødvendigt, for .222’eren smældede på ny, og dyret faldt til jorden som en sten. Jeg rejste mig, afladede min riffel og gav René et klem. ’Flot klaret.. et opfølgende skud for at færdiggøre arbejdet, sådan skal det gøres!..’ Jeg var glad for, at Andrew havde holdt hovedet koldt og havde fået René til selv at sende den afsluttende kugle afsted.

Det viste sig, at det første skud havde været fint. Det sad lidt under midten på bladet og må være gået gennem hjertet på dyret og var således helt sikkert dræbende. Duikeren havde blot stået forvirret i flodlejet, med den første kugle gået gennem sig, ude af stand til at flygte og med livet langsomt forsvindende ud af kroppen. Det opfølgende skud sad stort set lige så godt, bare med indgang fra den anden side, da dyret i sit vældige rejehop havde vendt sig 180 grader. Det andet skud havde været mere, end hvad det lille dyr kunne modstå, og det havde øjeblikkeligt slået den sidste rest af liv ud af duikeren. René studerede det fine lille dyr og havde lidt svært ved at forstå, at så lille et dyr kunne stå op og umiddelbart fremtræde ret upåvirket, efter at det første skud havde ramt den i hjertet.

Undervejs tilbage mod lodgen skete det så! Jeg blev klar over, at drengens jagtlyst nu var ustoppelig! Vi spottede en stor nyala nogle hundrede meter fremme. Andrew sendte et blik, som René straks fangede. ’Må jeg skyde den?…’, spurgte han først mig og kiggede derefter på Andrew. ’Can he shoot a nyala with a .222 rifle, and can he shoot it here?…’, spurgte jeg Andrew. ‘Yes to both…’,  var svaret .

Jeg tyggede lidt på den. Derhjemme ville vi aldrig skyde et 100-110 kilos dyr med en kaliber .222 riffel med lette kugler på godt 3 gram. Alt var gået strygende for René, og jeg ville ikke presse jagtheldet til det yderste og derved risikere en dårlig oplevelse. På diverse netforums har mange en forudfattet holdning til, hvad man kan, og hvad man ikke kan, men det kan sjældent rigtigt bruges til noget. Jeg ved blot, at den danske jagtlovgivning ikke åbner mulighed for at skyde eksempelvis dåvildt med en .222’er, men om det på fornuftig vis kan lade sig gøre, har jeg ingen praktisk erfaring med.

I stedet for at læne mig op ad den typiske ’det – kan – man – da – ikke – uden – at – jeg – ved – et – pløk – herom’-holdning, lod jeg erfaringsgrundlaget råde. Andrew havde selv skudt og set mere vildt blive skudt, end langt de fleste danske jægere nogensinde drømmer om at komme til. Og det indbefatter alt lige fra duiker til elefant. Manden havde det, man i videnskaben vist kalder, et empirisk grundlag at vurdere ud fra. Med andre ord: han havde prøvet det, og han havde prøvet det mange gange.

’If the bullet is placed right – it will die quickly..’, garanterede han mig. Jeg valgte at tro på Renés, indtil videre, ret gode evner som skytte og lod min irriterende voksne tvivl komme situationen til gode. ’All right but only if you can get him into a good close shooting position …’. 

 Det var næsten uvirkeligt at overvære den 12-årige dreng og den voksne PH’er sammen indlede jagten på en af Afrikas mest efterstræbte vildtarter: den prægtige nyala – antilopernes påfugl, om man vil. Med sin hvide mankestribe og sine karrygule ben ser den sådan lidt overpyntet ud. Jeg ved ikke rigtig, om jeg overhovedet trak vejret. Det gjorde jeg nu nok, og efter ca. 5 minutter lød det karakteristiske hidsige smæld. Spændte på udfaldet hastede vi frem. Vi ledte lidt planløst rundt, men fandt ikke noget. ’Ramte du den godt…’, spurgte jeg. Der var igen ikke skyggen af tvivl hos den unge skytte. Han var sikker i sin sag. Jeg konfererede med Andrew, som oplyste, at nyalaen havde stået blot ca. 50-60 meter fremme til et perfekt sideskud. Den havde dog ikke tegnet voldsomt, hvis overhovedet.  Vi ledte videre frem i terrænet i den retning, som dyret var løbet. Stadig uden held. ’Pis…’, tænkte jeg. ’Jeg vidste, at vi kørte for hårdt på. Den lille riffel har garanteret anskudt dyret, der nu er rendt af h……. til’…. Elifiaf og Rugi var hurtigt til stede. Jeg befandt mig lidt længere fremme i terrænet, da Elifiaf indledte sit sporarbejde, samtidig med at hunden blev sluppet.

Nu har jeg efterhånden overværet en del hunde på jagtarbejde i Danmark, og jeg var ikke i tvivl om, at Rugi var på sporet af noget. Med snuden dybt i jorden traskede den fremad og mindede mest af alt om en støvsuger i let trav. Da den nåede omtrent til det sted, hvor jeg befandt mig, begyndte den at ringe vildt rundt og forsvandt ned mod flodlejet. Jeg piftede højt. ’Rugi ran this way..’, råbte jeg. Andrew troppede op og forsvandt i retning efter hunden. Der lød et højt stigende pift fra flodlejet. Piftet blev omgående besvaret med et højt faldende pift fra Elifiaf, som er den tracker, Andrew altid bruger. Elifiaf dukkede straks op, og kort tid efter hørte jeg de befriende ord: ’… It’s down here…’.

Og der lå den prægtige nyalatyr ganske rigtigt stendød. Drengen havde igen haft ret. Dyret var godt ramt. René havde sat en dræbende kugle i dyret, som var løbet vel godt 150 meter, inden det faldt om. Der var ikke gennemskud, men skulderpartiet på udgangssiden var svampet og knasede à la bobleplast, når man trykkede på det. Men trods den lille riffels ret imponerende slagkraft var nyalaen nu nok grænsen for det lette kalibers kompetencer.

Jeg gav René et stort klem og lykønskede ham med hans – i hvert fald for en 12-årig dreng – første flotte stykke storvildt.

Jeg – og René – havde efterhånden skudt mere, end vi havde drømt om, og havde dermed også fyldt budgettets rammer ud. Men jeg kunne alligevel ikke lade være, og den sidste jagtdag ville jeg ikke bare lade passere ubrugt. De andre ville sove længe, men ikke mig. I stedet aftalte jeg med Andrew, at vi skulle forsøge at jagte en af de fantastisk flotte oryx antiloper. Vi havde tidligere set dem langt oppe fra en ca. 50 meter høj klippeafsats. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at nyde de vidunderlige afrikanske morgener en sidste gang. Klippeafsatsen, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over jagtområdet, og den tætte bush-veld var det perfekte sted at gå en afsluttende jagttur.

Early birds ..

Ved seks-tiden søndag morgen bakkede vi for sidste gang på denne tur Landcruiseren ud fra P-pladsen for at tage på jagt. Undervejs sprang vildtet for bilen, giraffer svajede i bushen, og flere store antiloper sås flygtigt ud af Landcruiserens revnede ruder. Der var et fantastisk lys, og det var, som om bushen var vågnet ekstra tidligt denne morgen. Scenerierne, vi passerede på vores vej til den lange ’ridge’, var utrolige.

Vi kørte så langt op mod klippeafsatsen i Landcruiseren, som vi rimeligvis kunne, og fortsatte derefter til fods. Udsigten var intet mindre end bjergtagende. Der var ikke en vind, og langt under os kunne vi se vildt af forskellig art bevæge sig rundt på deres morgenvandringer.

Men der var ikke nogen oryx antiloper i sigte. Vi vandrede stille og roligt langs med afsatsen og lavede indimellem en afstikker ud til kanten for det store overbliks skyld. Det var en dejlig gåtur, og jeg tænkte, at jeg nødvendigvis måtte lave en opsparingskonto, når jeg kom hjem, så jeg kan forkæle mig selv med så vidunderlig en jagttur igen på et senere tidspunkt.  Vi havde vel blot vandret i omtrent 20 minutter, da Andrew igen lavede en afstikker ud til kanten. Hans kropssprog satte straks min krop i beredskab. Han dukkede sig hurtig og stak en strakt håndflade i vejret. Han vendte sig og hviskede ’…Oryx..’ … Vi havde fundet flokken!

Der var ingen tyre i flokken, men hunnerne er også hornbærende. Vi havde talt om oryx antiloper tidligere. Andrew havde fortalt mig, at også hunnerne skydes som trofæer, omend de fleste trofæjægere nok helst vil skyde tyrene. Men som sådan gør man ingen forskel på kønnene, blot hunnens unger ikke er afhængige af moderdyret. Det samme gør sig gældende for zebraer, der som bekendt ikke er hornbærende, men hvor begge køn afskydes som trofædyr. Forskellen på oryx-kønnenes trofæer består i, at et godt hun-trofæ bærer meget lange horn (oftest længere end hannernes), mens et godt han-trofæ har kraftige horn med tykke baser.

Jeg listede ud på klippeafsatsen i så lav profil som muligt for at forhindre min silhuet i at tone alarmerende frem op mod den åbne himmel. Forsigtigt lagde jeg mig ud til kanten. Andrew og jeg konfererede stille og roligt om situationen. Det var et relativt langt skud på ca. 200 meter. Endvidere var vi omtrent 45 meter over oryx-flokken. Jeg tjekkede det ballistiske tårn på kikkerten. Skudvinklen skulle tages i betragtning, og som følge af højdeforskellen lod jeg tårnet stå på 150 meter.

Vi fandt en god hun med flotte lange horn. Jeg lagde mig til rette på klippen og gav mig god tid. Dyrene var ikke klar over vores tilstedeværelse og gik roligt og græssede. Jeg var komplet rolig, da dyret stillede sig til et godt sideskud. Min forespørgsel kom: ’…Can I shoot?…’. Andrew, med kikkerten for øjnene, svarede roligt, ’…Yes, … shoot it…’.

Braget – hvis ’epicenter’ udsprang 45 meter over den afrikanske bushveld – flængede stilheden og hang provokerende længe i luften. Det store dyr sprang kraftfuldt, da kuglen ramte, og accelererede derefter voldsomt. Jeg genladede hurtigt og fulgte dyret i sigtekikkerten. Oryxen løb stik væk fra det sted, hvor vi lå, og fortsatte med at løbe spidsrod mellem træer og krat, samtidig med at den udstødte et brøl, der lød som om det kom fra en anden verden. Dyret fortsatte hurtigt og langt, og jeg havde blot en meget spinkel chance for at ramme med et opfølgende skud. Jeg ventede derfor, og endelig standsede oryxen op og vaklede let på benene. Jeg hørte Andrew sige noget, men jeg hørte ikke, hvad han sagde. Jeg var 100 % fokuseret på de billeder, der sendtes til min nethinde gennem sigtekikkerten. Der var nu meget langt ud til oryxen, som jeg kunne se var ramt, men ikke umiddelbart, hvordan den var ramt. Det var et halvlangt skud til at begynde med, men nu var det et næsten håbløst langt opfølgningsskud til et dyr, der ikke stod stille, men derimod vaklede såret rundt på usikre ben. Jeg forsøgte at få nogenlunde styr på målet i sigtekikkerten og holdt krydset lige i dyrets ryglinje over skulderen. Jeg klemte på aftrækkeren. I samme splitsekund væltede oryxen bagover, og jeg så kuglen hamre i jorden foran dyret. ’.…It’s going down, don’t shoot again…don’t shoot again…’, hørte jeg Andrew sige, mens jeg i riflens kikkert, bevæget, overværede det tydeligvis hårdt sårede dyr opgive sin kamp, udånde og dø.

Oryxen var nedlagt. Nu måtte vi bare finde en vej derned, hvilket ikke var så vanskelig endda. Vi tog bare den lige linje ned over klipperne og frem til dyret. ’Piece of cake’. Sværere blev det at få bilen frem til området, som var tæt bevokset og lå langt fra grusveje og hjulspor. Men ved hjælp af Edwards og Elifiafs hårde indsats med macheter og økser lykkedes det.

Klokken var ikke mere end ti minutter i otte, da vi nåede frem til dyret. Jeg konstaterede, at kuglen havde ramt lige midt på bladet på indgangssiden og, som følge af den skrå vinkel, var gået ud lavere på skulderen i udgangssiden. Det var et skud lige efter bogen. Det var også der, jeg havde tiltænkt, at kuglen skulle ramme, og jeg var selvfølgelig glad for, at det var lykkedes. Oryxkoen havde prægtigt lange horn, og jeg syntes, at det var et fantastisk flot trofæ at afslutte min afrikanske safari med.

’The early birds catch the biggest fish…’, kom det pludselig uopfordret fra Edward. Det er der nok nogen sandhed i. Det var en fantastisk smuk morgen, og stilheden havde atter sænket sig over bushvelden.

Som jeg sad der og funderede lidt over jagten, slog det mig, hvor utroligt det egentlig var, at oryxen havde kunnet løbe på den anden side af 100 meter gennem bushen. Kuglen havde ramt som tiltænkt, og det var tankevækkende, at dyret med den kugleplacering havde været i stand til at udvise så megen kraft og holde sig på benene så længe. Når vi tog AccuBond projektilets tidligere skadegørende effekt i wildebeestens krop i betragtning, fandt vi, at skuddet til oryxen alt andet lige måtte have forvoldt voldsomme ødelæggelser, da kuglen var gået midt gennem dyrets lunger og hjerte. Alligevel havde oryxen holdt sig oprejst – og udvist voldsomme kraftanstrengelser – i et halvt til et helt minuts tid efter at have taget imod kuglen.

Bilen kom endelig frem, og ved fælles hjælp fik vi det godt 200 kilo tunge dyr bakset op på ladet. Vejen ud af bushen var nemmere, da der nu var ryddet et spor, og inden længe sendte Landcruiseren en to-trehundrede meter lang støvfane i luften, da vi i god fart raslede hjemover mod lodgen på de støvede hulveje.

Turen rundes af

Resten af dagen slappede vi alle af. Det havde været en vidunderlig tur. Turens sidste middag indtog vi på et højdedrag i det fri, med en fantastisk udsigt ud over det terræn, hvor vi den seneste uge havde gået på jagt. Der blev hygget og snakket, mens alle nød den sidste aften i det obligatoriske lejrbåls skær.

---

Dette grej brugte jeg

Lidt overvejelser:

En jagtrejse er en ultimativ ’field test’ af udstyr, idet man går intensivt på jagt i op til 7-8 timer om dagen og tilmed mange dage i træk.  Udstyret anvendes i uvante rammer og håndteres måske indimellem af folk, der ikke tager med fløjlshandsker på det. Jeg har derfor brugt anledningen til at reflektere lidt over min tilfredshed, eller mangel på samme, med diverse anvendt jagtudstyr fra turen.

Kuglevalg – AccuBond:

Ligesom dyr alle andre steder i verden er også afrikanske dyr af kød og blod. Derfor dør de naturligvis også, hvis en riffelkugle ødelægger vitale organer. Jeg tror alligevel, især nu efter vores afrikatur, at myten om det afrikanske vildts særlige råstyrke har noget på sig. Jeg ved dog ikke, om det som sådan har meget at gøre med dyrenes anatomi. Nærmere tror jeg, at det har noget at gøre med videregivelsen af mange generationers stærke vilje til at overleve og til at kæmpe til sidste blodsdråbe. Et sådant overlevelsesinstinkt er for mig at se en absolut nødvendighed, hvis man er planteæder i en verden, der vrimler med store dyr, som gerne vil æde dig, og som hver dag ihærdigt forsøger på det.

Derfor behøver man – efter min logik, som jeg i øvrigt fandt at være i overensstemmelse med de afrikanske PH’eres opfattelse – ikke at skyde afrikansk plains game med kanoner. Rammer man ordentligt med en god kugle fra en medium kaliber riffel, så er der rigeligt med dødelig slagkraft i de gængse, lidt tungere kalibre, som vi normalt bruger i Europa til for eksempel kronvildt, vildsvin og elge. Årsagen til at netop tunge, og knap så hurtige, kugler foretrækkes af mange afrikanske PH’ere – i hvert fald i bushen – er ikke, at tunge kugler dræber bedre, selvom tunge kugler i sagens natur har stor dybdevirkning. Nok så vigtigt er det, at tunge kugler ikke sådan lige uden videre bøjer af. De fortsætter i en lige kurs, også hvis der skal skydes gennem noget krat, og det kan nemt komme på tale i bushen.

I Afrika – selv på en antilopejagt – kan man blive præsenteret for store, kraftige og skudstærke vildtarter. Jeg valgte derfor min riffel i kaliber 30.06 frem for min 6,5×55’er og besluttede mig også for at anvende ret tunge projektiler på 11,7 gram. Mit valg faldt på fabriksladede Norma patroner med AccuBond projektiler, der (som navnet antyder) er en bonded kugle. Min vurdering er, at de fungerede rigtigt godt. Alle skuddene var bladkugler, og derfor ved jeg ikke, hvordan dyrenes reaktion havde været ved en dårligt placeret kugle. Men min opfattelse er, at AccuBonden ekspanderer villigt, og det finder jeg er at foretrække, også ved et dårligt placeret skud. Med en velekspanderende kugle – for eksempel i waiden – bliver skaden forholdsvis stor, dyret vil hurtigere lægge sig i et sårleje og vil hurtigere forende, end hvis hullet i maven er blyantstyndt. En anden vigtig kvalitet er tilstrækkelig penetration. Kuglen må ikke gå fuldstændig i stykker, men skal ekspandere kontrolleret, opretholde en høj vægt og helst gennemskyde dyret eller som minimum trænge dybt ind og sønderrive dyrets vitale organer. Det kan AccuBonden.

Én impala, waterbucken og vortesvinet gik ned i skuddet. De øvrige løb mellem 30 og 50 meter, med undtagelse af oryxen, som løb godt på den anden side af 100 meter, inden den forendte. AccuBond-kuglen lavede gennemskud på vildtet med undtagelse af waterbuck og wildebeest. Af de store antiloper var disse to dem, der blev skudt på kortest afstand. Oryx og kudu var der gennemskud på. De blev begge skudt på afstande omkring 170-200 meter. Der var – næsten selvfølgeligt – gennemskud på impalaer og vortesvin, der i Afrika-sammenhæng er mindre dyr. Jeg var nok også blevet overrasket, hvis ikke der havde været gennemskud på disse.

Kuglerne, der blev taget ud af waterbuck og wildebeest, var fint opsvampede og opfyldte fabrikantens oplysning om opretholdelse af restvægt på omkring 70 procent. Der er naturligvis andre kugler, som også vil fungere godt til jagt på ’plains game’. Men man bør gøre sig nogle overvejelser omkring kuglevalg, inden man bare smider en æske af morfars gamle blynæsede i kufferten, når man drager til Afrika. Får en kugle kun ødelagt lungen i den ene side af dyret, er jeg overbevist om, at en hvilken som helst af de afrikanske antiloper (måske særligt dem med flokmentalitet, som vil forsøge at følge flokken, så længe de kan) kan løbe langt, endda rigtigt langt, med én intakt lunge i behold. Jeg kan kun være fuldt ud tilfreds med, at mine overvejelser omkring kuglevalg faldt ud til fordel for AccuBonden.

Riffel – Mauser M03, syntetisk skæfte:

Den virker bare! Riflen virker i Danmark, og den virker i Afrika. Man mærker med det samme, man tager fat i den, at det er kram: riflen har ikke fejlet det mindste.

Da jeg ankom til lodgen, monterede jeg løb og kikkert, og vi tog på skydebanen for at kontrolskyde. Den første (og eneste) kugle, jeg sendte afsted mod skydeskiven, sad lige præcis midt i ’bullseye’. Den skyder bare godt, har super aftræk med mulighed for at stikke et snelleaftræk (som jeg dog ikke anvendte på jagterne), og der er en rigtig god balance i riflen.

Sikringen – som nok er det, jeg har hørt og læst flest anker over angående M03 riflen – har jeg slet ingen problemer med. (’Så hold nu op – så stram er den altså heller ikke...’). Efter ganske lidt tilvænning kommer brugen af sikringen til at sidde på rygraden. Dertil kommer, at sikringssystemet, sammen med Blasers og andre rifler med lignende systemer, vel er noget af det sikreste, man overhovedet kan få. Utilsigtet skudafgang kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvis riflen er sikret, og slagstiften således ikke er spændt. Det kunne i hvert fald min PH’er godt lide, når vi stalkede rundt i bushen, jeg bag ham med en kugle i kammeret.

Riflen er rimelig tung. Det kan være en fordel, hvis man skyder med grovere kalibre. Rekylen fra 30.06 er eksempelvis slet ikke noget at snakke om, og den føles stort set, som når jeg skyder med Chris’ lettere .308 Win. Jeg har også en 9,3×62 vekselpibe til riflen. ’Og ja, jeg havde den med til Afrika! Men nej, jeg fik aldrig anvendt den´. Men jeg har skudt meget med 9,3’eren på hjortebanen herhjemme, og den følte rekyl fra den er ikke kraftigere, end at langt de fleste vil kunne skyde med den.  Når det så er sagt, er høj vægt i sagens natur ikke optimal, når man skal gå meget og klatre op og ned ad klipper. Indimellem fik jeg sved på panden. Et bedre bæresystem end den konventionelle bærerem ville have været godt.

Mauseren har taget nogle tæsk på turen. Den har hængt bag på Landcruiserens kabine flere hundrede kilometer, når vi har skramlet ud ad grusveje og hjulspor. Ja, ’grusveje’ er nok et forkert udtryk: ’bumpede, stenede hulveje, som ville taget af livet af enhver Ford Mondeo inden for de første få hundrede meter’, beskriver det nok bedre. Mauseren er også indimellem – uundgåeligt – blevet stødt let mod klipperne under vores små ’bjergbestigninger’.

Riflen har taget det i stiv arm. Den er bare blevet snavset og har fået et lille brugs-ar eller to, men skyder stadig som en drøm. All in all – jeg er vild med min Mauser.

Sigtekikkert:

Jeg kunne måske lige så godt bare lægge ud med at sige det samme her: jeg er vild med Swarovski. Jeg har en Swarovski sigtekikkert 2.5-15×56 med ballistisk tårn monteret på ryggen af riflen. Jeg er faktisk så glad for Swarovski sigtekikkerter, at jeg har en næsten magen til, bare i 3-18×50, men også med ballistisk tårn og lys, monteret på min anden riffel.

Skarpheden er perfekt, og kikkerten har et tyndt trådkors i andet plan. Det vil sige, at korset ikke er medforstørrende. På lange afstande kan jeg derfor skrue helt op for forstørrelsen, uden at trådkorset fylder mere end ganske lidt på målet, og kuglen kan derfor sættes meget præcist. Dertil kommer, at justeringsringen til forstørrelsen er stor og gummibelagt og lynhurtig at få tag om. Forstørrelsen kan således justeres i en ruf.

Jeg brugte stor forstørrelse på de lange afstande og mindre forstørrelse på omtrent 6x, når vi gik i bushen. Kudu og oryx er skudt med 15x forstørrelse, wildebeesten og den første impala med omkring 10x forstørrelse. Waterbuck, vortesvin og den anden impala, som alle var hurtige og relativt korte skud, blev skudt på mellem 40 og ud til omtrent 100 meters afstand med 6x forstørrelse.

Derudover har sigtekikkerten belyst ’Red Dot’. Lysprikken er også i andet plan og fylder ganske lidt på målet, men er alligevel tydelig og klar. Der er dag- og nat-indstilling med hukommelse. Det vil sige, at man kan indstille belysningen til en given intensitet. Så husker kikkerten det. Man kan herefter skifte mellem dag og nat eller slukke helt for lyset alt efter behov. Jeg brugte lysprikken konsekvent. I skarpt dagslys stod den på dagsindstilling, og i det tidlige morgenlys og det sene aftenlys stod den på natindstilling. Jeg føler, at det virkede perfekt. Det er nok en smagssag, men for mig hjælper lysprikken med til, at jeg fastlåser fokus på det mål, som lysprikken sigter på.

Det ballistiske tårn brugte jeg ganske lidt, kun en enkelt gang justerede jeg på det. Det var ved mit skud til kuduen, som stod omtrent på 200 meter. Jeg justerede tårnet til 200 meter, holdt lige på, og kuduen tog en kugle på bladet og forendte efter 30 meter.  Ballistiksystemet virker. Det ved jeg – og ikke blot fra min jagttur til Afrika. Jeg har skudt mange skud med ballistiksystemet, både på skydebanen i Vingsted, hvor jeg veksler frem og tilbage mellem 100, 200 og 300 meter skydning, og på jagtfeltskydninger, hvor jeg også anvender ballistiksystemet på de varierende skudafstande.

Systemet er simpelt og overskueligt. I bund og grund flytter man jo bare riflens indskydningsafstand (eller ’zero’, hvis vi skal være lidt internationale) efter behov – fra en grundposition (med drejestop) på 100 meter (eller hvad man nu vælger at indskyde riflen til på grundpositionen) til 150, 200 og 250 meter, eller hvilken afstand målet nu befinder sig på. Swarovskis ballistikprogram, som kan downloades, giver udførlig anvisning i, hvorledes tårnet skal indstilles. Farvede prikker på tårnets aluminiumsringe, henholdsvis grøn, gul og rød, bruges som hurtige synlige indikatorer for, hvilken afstand man har skruet kikkerten ud til.

Selvom det er et simpelt og overskueligt system, kræver det dog, at man øver sig i at bruge det. Men træner man med systemet, bliver det hurtigt en rutine at lade øjet fange tårnet. Næsten instinktivt, eller ubevidst, registrerer ens hjerne farveindikationerne på tårnet. Man bliver mere og mere glad for systemet, efterhånden som man bruger det, og man slipper så for at lave gisninger omkring overhold på de lange skud.

Jeg havde, som tidligere nævnt, indstillet tårnet som default til 150 meter. Der blev det, medmindre jeg selv drejede på tårnet. Tårnet går tilpas stramt, men det kan ikke udelukkes, at man utilsigtet får drejet på det. Blandt andet derfor skal og bør man øve sig i at skyde med ballistiksystemet. Gør man det, bliver det som sagt hurtigt en rutine, at man instinktivt tjekker, at riflens ’zero’ er korrekt. Min 3-18×56 sigtekikkert på den anden riffel er en senere model. På den kan tårnet låses, så man ikke utilsigtet kommer til at dreje dette. Men det har jeg som sagt ikke haft praktiske problemer med.

Butler Creek Flip Open Cap:

Jeg har – eller rettere havde – en sådan cap på objektivet af min sigtekikkert. Ideen er god, men konstruktionen er ikke så stærk. Den knækkede på den første jagtdag i Afrika. At det er en relativt stor 56 mm cap, der bruges til min sigtekikkert, gør den selvfølgelig mere udsat. Under alle omstændigheder: hængslet er noget plastic-halløj, som ikke holder til alt for store kampe på slagmarken.

Håndkikkerten:

Min håndkikkert er også en Swarovski, nærmere bestemt en 10×42 Swarovision. Der er ikke så meget at sige om funktionaliteten. Den virker i bund og grund som alle andre kikkerter.

Dog er der to væsentlige forskelle, i hvert fald i forhold til flere af de billige kikkerter, jeg har haft og anvendt. Swarovski håndkikkerten er for det første skarp, superskarp! Dernæst er den af gummibelagt letmetal og meget robust. Efter at jeg har anskaffet mig en Swarovski håndkikkert, har jeg fundet ud af, at de andre kikkerter, jeg før har brugt, var uskarpe. Det er ikke noget, jeg egentlig tænkte over tidligere, for som man siger: ’Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af …’. Men det vil være vanskeligt for mig fremover at undvære en god skarp kvalitetshåndkikkert.

Det er afgørende, at en jagtkikkert er robust. Desværre er der rigtig mange kikkerter på markedet, der ikke opfylder det krav. Jeg har ’dræbt’ flere kikkerter, og det er bare møgirriterende at være taget afsted på bukkejagt, eller en anden kikkertafhængig aktivitet, og så falder eksempelvis okularet, eller en anden vital del, af kikkerten. Det sker næppe med Swarovski kikkerten. Den skvattede ned fra bilens tag og landede med et drøn på dørken omme i ladet af Landcruiseren i Afrika – ingen problemer. Jeg har kravlet rundt med den igennem sjappede marker i Danmark under bukkejagt, og den har sølet i blankt vand i min klaprygsæk under en andejagt, indtil jeg fandt ud af, at vandstanden i åen var steget, og jeg sad i 40 centimeter vand – ingen problemer. Swarovski kikkerten tåler mosten. Den bliver bare skyllet under den lunkne hane og tørret af, så er den som ny igen.

Der er dog én ting, som irriterer mig lidt ved kikkerten, eller rettere ved tilbehøret til kikkerten. De ’dust caps’, som kikkerten kommer med, er blot noget blødt gummi, der presses ned over objektivet. Men de falder af. Jeg har rykket én af på bukkejagt i Danmark ved at kravle under en pürsch, og jeg mistede én i Afrika. Man kan selvfølgelig bare købe en ny cap, men det er et par hundrede kroner hver gang, og det er irriterende at rende og svine med plastic caps rundt omkring sig på jagtarealerne. Så det bør laves om. Når man betaler mange tusinde kroner for sin håndkikkert, forventer man, at kikkertens dust caps sidder bare nogenlunde godt fast.

Beklædning:

Under Afrika-turen anvendte jeg Härkila og Fjällräven beklædning i bomuld eller i bomuld/syntetisk (G1000). Ikke noget beklædning med Gore-tex eller anden membran, da regn ville være ret usandsynlig. Der er ikke så meget at sige til det. Jeg kan godt lide Fjällrävens friluftstøj og har længe brugt deres produkter. Tøjet er skruet godt sammen til friluftsaktiviteter og er meget slidstærkt. Jeg er stort set lige så vild med Härkilas produkter, som jeg først har stiftet bekendtskab med i forbindelse min nye tilværelse som jæger. Både Fjällräven og Härkila laver kvalitetsbeklædning, som er slidstærk og velfungerende.

Fodtøj:

Jeg købte et par nye Timberland støvler et stykke tid før, jeg tog til Sydafrika. De var meget komfortable og ovenikøbet ret overkommelige i pris. Efter ca. 50 timers jagt i Sydafrika og en fotosafari i Botswana, var de dog ikke nye længere. Men de holdt fint og er stadig i intakt og god brugbar stand. 

Jeg gik ganske lidt i dem, inden vi rejste. De har fra første dag været behagelige, og ligesom mange moderne lette vandrestøvler var de hurtigt gået til. De er lette, sidder godt og yder tilstrækkelig ankelstøtte til let vandring. De yder fornuftig beskyttelse mod skrab og slag fra sten og klipper. Lidt større stabilitet i støvlen kunne have været ønskværdig under de mest krævende klippeture. Der er ingen tvivl om, at mine 12” Lundhags fjeldstøvler giver mange gange mere ankelstøtte og stabilitet, men det havde været en helt unødvendig stiv og tung støvle til det – i langt overvejende grad – ganske lette ’trekking’, vi udøvede i Afrika.  Det blev et spørgsmål om at vælge en komfortabel all round  løsning.

Timberland støvlerne er dels i skind, dels i kunststof og – som min eneste beklædningsgenstand på Afrikaturen – med Gore-tex membran. Vi havde ingen regn under vores ophold. Membranen kom mig blot til gode en enkelt gang, hvor jeg mistede fodfæstet på en trædesten over et vandløb. Der var det selvfølgelig meget rart, at fødderne forblev tørre, men ellers – i hvert fald uden for regnsæsonen – er membranfodtøj ikke nødvendigt. Faktisk vil det nok øge komforten at anvende en let læderstøvle uden membran. Gore-tex er godt, og jeg sætter enormt stor pris på det under eksempelvis andejagten. Men amerikanske W. L. Gore & Associates har endnu ikke helt formået at overbevise mig om, at åndbarheden af deres Gore-tex membran er på niveau med beklædning uden membran.