Af Christine Husum

Begrebet ’kravlejagt’ er som regel noget, man forbinder med jagt på fisketerritoriet. Men ordet ’kravlejagt’ er som sådan også meget beskrivende for krondyrjagten i det åbne skotske højland. En stor del af jagten foregår i hvert fald kravlende på alle fire og med næsen helt nede i lynghøjde …

Det er sjældent, at Thomas og jeg har mulighed for at tage på en jagtrejse sammen. Så på denne lille smuttur havde vi valgt en 2:1 jagtføring. Derved ville vi kunne dele jagtoplevelserne bedst. Thomas havde tidligere været på jagt i Skotland, men for mit vedkommende var det første tur til denne klassiske jagtdestination. Målet for turen var kronhinder- og kalve, hvilket faldt i god jord hos den nyligt pensionerede skotske stalker, som vi havde en hyggelig snak med på flyet. Han fandt hundyrsjagten mindst lige så interessant og givende, som jagten på det ’største’ hjortegevir. Stalkeren fandt, at udviklingen blandt det han kaldte by-jægere, som gæstede højlandet, gik mere og mere i retningen af, at en hjort hurtigst muligt skulle skydes. Når hjorten var skudt, havde gæstejægeren ikke længere den store interesse til overs for højlandet i øvrigt. Det fandt den gamle højlands stalker en smule ærgerligt, for det skotske højland er jo meget mere end dét … Naturligvis er der hjortene, som det er vældigt spændende at jage i højlandet på årstiden, hvor hjortebrunsten også kan nydes. Men der er også fuglene og det øvrige vildt, højfjeldets rå natur, kulturen, historien, godsernes forvaltning af vildtbestandene og deres jorde, samt – ikke mindst – den lokale befolkning … Det skotske højland er i hele sin atmosfære, en vidunderlig oplevelse …

… I Aberdeen lufthavn fik vi udleveret vores pre-bookede lejebil. Den var, i vores optik, alt andet end velegnet til person- og godstransport rundt i knoklede jagtterræner: lille, by-smart, knaldrød, med lavprofil-dæk og milevidt fra den meget mere jagtpraktiske Toyota Hilux, der til dagligt befordrer os rundt på de hjemlige revirer. Men ’so be it’ og fra Aberdeen vendte vi næsen mod Kinguissie, Perthshire i den vestlige del af Cairngorm National Park. Efter den første halve times obligatoriske stress over venstrekørsel kunne vi begynde at nyde de skotske omgivelser. Scenarier af store whisky-destillerier, keltiske kampestensbygninger og rullende lyngklædte bakker prydede landskaberne, der passerede bilruderne. Ugerne forinden havde vinterens første snefald ligget tykt over højlandet. En markant varmfront havde et par dage inden vores ankomst dog gjort det af med sneen, og landskabet var kraftigt præget heraf. De vandløb og floder, som vi passerede på vores vej, brusede brunt og voldsomt afsted, mens de oversvømmede de omkringliggende arealer og gnavede af vejbanerne. Flere steder lå der mudderskred på tværs af vejen og vi fik (helt korrekt – skulle det vise sig) indtrykket af, at de næste par dage godt kunne gå hen og blive lidt af en våd fornøjelse.

Velankommet til vores destination, blev vi indkvarteret i en gammel smedje af en yderst venlig ældre dame. Smedjen var ombygget til en hyggelig og rustik hytte med åbent ildsted og masser af plads til at hænge vådt og beskidt jagttøj. Den hyggelige hytte havde vi helt for os selv den næste lille uges tid. Efter en provianteringstur til den nærliggende landsbys velassorterede supermarked var vi mere end klar til de kommende dages jagt.

Den første dag skulle vi jage på et revir umiddelbart udenfor Kinguissie. Fra byen gik turen gennem den nærliggende golfbanes velkæmmede terræner og videre ud i den skovklædte dal, indtil vi endte ved nogle at godsets driftsbygninger. Her mødtes vi med Lee, der var i færd med at klargøre ArgoCat og Land Rover til dagens jagt. Mens vi ventede, stod vi og undrede os lidt over fiskekassen fra Thyborøn, der var monteret bag på én af ATV’erne. Med den fremherskende vestenvind plejer vraggods typisk ikke at drive fra Danmark mod Skotland, men nærmere omvendt. Mens vi tilfældigt stod og overværede fodringen af nogle ildere, fik vi dog en mere logisk forklaring på fiskekassen. Godsets fasan- (og ilder-)passer viste sig at være dansk, og havde selvfølgrlig medbragt en del habengut fra Danmark, heraf noget af grejet i førnævnte fiskekasse.

Vores første skotske jagtdag startede med en rekognosceringstur rundt ad de sparsomme hjulspor i bunden af den nærliggende dal. Fra Land Roveren afsøgte vi med vores kikkerter slugter og skråninger for tilstedeværelsen af krondyr, men der var ikke meget aktivitet at få øje på i bakkerne. Vi besluttede at tage en tur længere ind i terrænet til et område, hvor kronvildtet erfaringsmæssig ofte opholdt sig. Vi returnerede til maskinhuset, skiftede køretøj fra Land Rover til ArgoCat og begav os bumpende op i højlandet. Efter en halv times kørsel var vi nået frem til et godt udgangspunkt umiddelbart bagved målet for dagens stalk. Med jakkerne godt snøret sammen påbegyndte vi opstigningen til udsigtspunktet, hvorfra det ville vise sig, om kronvildtet ’var hjemme’.

En kraftig og kold blæst ramte os som en knytnæve, da vi stak hovederne op over kanten. Under os bredte sig et bølgende landskab med lyngklædte bakker og stedvise snedriver, mens store sorte skyer trak hastigt henover hovederne på os. Det skotske højland har en helt særegen rå skønhed over sig, som man ikke kan undgå at lade sig opsluge af. Vi var dog ikke mere opslugte af udsigten, end at en større rudel kronvildt blev spottet i læ af en fjerntliggende bakketop. Det var en blandet rudel bestående af både hjorte, hundyr og kalve. Der var således skudbare dyr iblandt, hvis blot vi kunne komme tæt nok på.

Terrænet mellem dem og os var helt åbent, kun brudt af et fossende vandløb, der skar sig ned igennem landskabet. En slagplan for fremrykningen blev lagt og vi begav os afsted med kroppen lænet op imod den hårde vind. Første etape bestod i at følge bakkekammen rundt til vandløbets udspring. Herefter lod vi os glide ned i vandløbet og fulgte det nedstrøms. Gradvist rejste brinkerne sig omkring os, men vi var ude af krondyrenes synsfelt og bevægede os fremad via glatte vadesten og mudrede brinker. Endeligt vurderede vi at befinde os umiddelbart nedenfor bakkekammen, hvor rudlen sidst var blevet spottet. Vi møvede os op ad den stejle åbrink og i ly af en lille knold i terrænet blev riflen halet ud af foderalet. Med Lee og Thomas som frontfigurer påbegyndte vi kravleturen frem til en brugbar skudposition. Omkring 300 meter fra rudlen kunne vi ikke komme længere ud i terrænet. Med et godt liggende anlæg gjorde Thomas sig klar til skud og afventede, at en hind eller kalv ville bevæge sig fri. Fra de ’billige tilskuerrækker’ længere nede ad skrænten var det kun muligt at se de øverste dyr i rudlen. Efter en rum ventetid udvekslede Thomas og Lee endeligt et hurtigt nik, som straks efterfulgtes af et kontant skud. Thomas havde nedlagt turens første hind. I forvirringen efter skuddet bølgede rudlen langsomt op ad skråningen og en hind stillede sig – nu indenfor mit synsfelt – op i bredsideprofil foran snedriven. Ikke kun jeg havde noteret den for hinden uheldige opstilling, for pludseligt rungede endnu et skud fra Thomas’ riffel mellem dalsiderne …

De ekstra 2 kroppe og 8 ben gjorde det lidt trangt bag i ArgoCat’ens lad, da vi skrumlede tilbage ned gennem dalen. Mens aftenmørket rullede ind over os, hjalp vi til med at hænge dyrene op i kølerummet, ’tagge dem’ samt notere slagtevægt i den tilhørende logbog.

Den nyindkøbte rulle med plastiksække blev herefter halet frem og vores beskidte støvler, gaiters og overtøj blev stuvet sammen i bilens bagagerum i et forsøg på ikke at smøre den fine lejebils interiør helt ind i mudder.

De efterfølgende to dage skulle vi jage på en ny ejendom nær byen Laggan ca. 10-12 km sydvest for vores indkvartering. Da vi næste dag pakkede bilen til dagens jagt, havde himlen for alvor åbnet sine sluser og en tung vedholdende regn faldt ned over os. Et hurtigt opslag på vejrudsigten gav ikke mange forhåbninger om, at det ville blive meget anderledes, og vi smed nogle ekstra pakker lommetørklæder i dagrygsækken til aftørring af optik og patroner.

Landskabet på vejen ind til Laggan var markant anderledes end området nær Kinguissie. Området var præget af talrige vandløb og langstrakte dale. På de flade marker i bunden af dalene strejfede et større antal kronhjorte omkring side om side med fåreflokkene.

Vi havde hjemmefra meddelt rejseagenten, at vi ikke havde noget imod at arbejde for sagen, sagt med andre ord: vi ønskede ikke at køre mere rundt i jagtrevirerne end absolut nødvendigt. Præsenteret for dagens stalker begyndte jeg dog at overveje det kloge i denne udmelding. Andrew var kun halvt så gammel som os og letbenet af statur. Der var lagt i kakkelovnen til en seriøs omgang pusten i bakkerne.

Med regnen silende tungt over os begav vi os ind i terrænet. Vi havde ikke passeret mere end to bakkedrag førend dagens første jagtbare kronvildt viste sig. Efter en hurtig kravletur kunne vi i ly af en lille knold lægge an til skud. Et kvikt skud og hinden var nedlagt, lynhurtig ekspedition … jeg søgte straks efter endnu en hind eller kalv i kikkerten, men de øvrige dyr fortsatte op over kammen og riffeloptikken var allerede sølet til igen. Det var ikke nemme forhold, men min første skotske kronhind kunne føres i journalen …

Da Andrew for guderne må vide hvilken gang tørrede linserne på sin kikkert af, kunne han med et skævt grin ikke lade være med at bemærke, at ’We must be the only ones crazy enough to be on the hill today’!  Skørt eller ej … Forholdene var i hvert fald vanskelige og ét er sikkert, når man går på jagt i det skotske højland, må man ikke regne med, at det bliver ’a walk in the park’. Der skal arbejdes for sagen, og med kun 3 dage til rådighed, kunne vi ikke gøre andet end at klø på.

I et par timer fulgte vi lige i hælene af en større rudel kronvildt og var flere gange i færd med den afsluttende kravletur i den drivvåde lyng, men hver gang trak vi nitten. Som dagen gik på hæld måtte vi bare erkende at forholdene var svære, og vildtet ikke lod sig besejre. Vi begav os nedover mod et muligt opsamlingspunkt for Land Roveren.

Men som bekendt er forestillingen jo ikke ovre før den fede dame har sunget … På vejen tilbage i bilen passerede vi igen flere grupper af kronhjorte, der vanen tro opholdt sig i bunden af dalen. Én af disse hjortegrupper stod ganske tæt ved grusvejen og da vi kørte forbi, kom vi tilfældigt til at se – gennem de duggede bilruder – at der var enkelte hundyr i flokken. Andrew fortsatte, uden at slå farten af bilen hen om det næste sving i skjul bag et klippefremspring, hvor han resolut gennede mig ud af bilen. I den silende regn lod vi os glide ned i grøften langs vejen og begyndte at krabbe fremad i en positur, der for ikke-indviede ville have synet yderst komisk.

Da vi var omtrent ud for dyrene, mavede vi op på grusvejen og ålede os langsomt på tværs af den. Afstanden til de nærmeste dyr var kun ca. 20 meter, så det var med uendelig forsigtighed, at jeg til sidst fik riflen lagt an til skud. De tre hundyr stod lidt til højre i flokken og var alle fri til skud. Udfordringen var dog, at det nu øsregnede så meget, at jeg absolut intet kunne se i riffelkikkerten. Planen blev, at Andrew skulle tørre linsen af, hvorefter jeg lige ville have et sekund eller to til at afgive skud, inden linsen igen blev tilsløret. Jeg lagde mig klar og pegede riflen i den omtrentlige retning af hundyret yderst i flokken. Efterhånden som Andrew gjorde sit arbejde med pudsekluden, dukkede omgivelserne i sigtebilledet op for mine øjne. Jeg orienterede mig hurtigt om dyrenes placering samt kuglefang, og lod skuddet gå. Hinden faldt øjeblikkeligt til jorden, og jeg forsøgte at danne mig et overblik over, hvor de øvrige hundyr var, men atter engang var linsen lynhurtigt regnet til igen. Der var slet ingen chance for, at Andrew kunne nå at agere ’vinduesvisker’, før flokken af hjortevildt var ude af syne. Men dagens anden hind var dog en realitet og vi kunne med svuppende skridt trække den frem til grusvejen. Vel tilbage ved driftsbygningerne blev rullen med plastiksække endnu en gang fundet frem. Denne gang ikke kun for at skåne lejebilens bagagerum for mudder, men også for at skåne de sarte sæder fra de store mængder regnvand, der drev fra både Thomas og mig.

Men tilbage i hytten kunne jeg faktisk konstatere, at mit jagttøj havde holdt imponerende godt til strabadserne. Trods adskillige ture med kommando-kravl i 10 cm vand, og en hel dag under åben himmel i øsende regnvejr, var jeg stadig tør på fødderne og det meste af kroppen. Jeg var dog blevet våd på underarme og albuer, idet vandet var løbet ind fra håndleddene i dagens løb, men alt i alt ganske imponerende tør. Det gør en verden til forskel. Man nyder jagten mere, og udøver den meget bedre under svære betingelser, når jagttøjet – og grejet generelt – virker efter hensigten. Var vi blevet drivvåde til skindet, sjoskende rundt i våde støvler, kolde og misfornøjede, havde vi næppe holdt ud fra morgen til aften i silende heldagsregn.

Akkompagneret af lyden af jagttøj, der dryppede af, fik vi tændt op i pejsen og faldt om i sofaen med hver en stor skudefuld varm suppe. Efter sådan en dag var der ikke kræfter til at læse mange sider i de medbragte bøger, inden dynernes varme favntag hurtigt lullede os til drømmeland …

I løbet af natten var vejret atter skiftet, og vi vågnede op til et fint snepudret landskab. Da vi drejede af hovedvejen for at køre ind i dalen til mødestedet for dagens jagt, blev vi endnu en gang bekræftet i, at den udleverede lejebil ikke var det mest velegnede køretøj til en jagttur i det skotske højland. På én af de mange små bakker meldte lejebilens dæk pas i den nyfaldne sne, og vi måtte lade os glide baglæns tilbage til foden af bakken igen. Efter lang tids bøvlen, en del skældsord fra Thomas og adskillige tilløb lykkedes det endeligt at få zig-zagget bilen op over den lange stigning, og vi kunne efter yderligere et kvarters kørsel parkere på den opkørte gårdsplads mellem maskinhuse, kølerum og staldbygninger. Hurtigt fik vi læsset vores grej over i Land Roveren og hoppede ind på bagsædet.

Dagens mål var en langstrakt dal, som vi til fods skulle arbejde os op igennem. Efter en ganske kort køretur blev vi sat af og dagens strabadser kunne begynde. Det første stykke vej gik gennem den sumpede dalbund. Flere steder omkring os gik rudler af hjorte, der blot fortrak en smule, når vi nærmede os. Ingen steder kunne vi dog se hverken hundyr eller kalve. Langsomt arbejdede vi os op i terrænet. Det nylige snefald kombineret med gårsdagens mudderbad gjorde underlaget voldsomt glat og konditionen blev sat gevaldig på prøve, da det evindelige glide frem og rutsje tilbage var svært anstrengende …

Men i løbet af et par timer fik vi arbejdet os gradvist længere og længere ind i terrænet, mens vi med kikkerterne flittigt afsøgte arealerne foran os. Iklædt vores jagttøj, i typiske mørkegrønne-brunlige efterårsfarver, var vi i noget skarp kontrast til de efterhånden meget snehvide omgivelser. Hver gang vi nærmede os en svag stigning i terrænet måtte vi derfor ned på maven i sneen og langsomt arbejde os frem til det næste udsigtspunkt for ikke ved et uheld at støde kronvildt. Vi havde dagen forinden talt om Andrews uundværlige camouflage-overtræks-regnbuksers fortræffeligheder. På én af de længere ’orme-ture’ gennem den tunge sne viste der sig dog én åbenlys ulempe ved overtræksbukserne … eller mere konkret ved buksernes elastik-linning. Langsomt, men sikkert, blev de trukket ned og hang til slut som et snefyldt slæbe-anker omkring Andrews ankler. Det var svært at tage situationen helt seriøst – det var faktisk ret komisk. Men det var ikke muligt at stoppe op midt i det åbne terræn for at fikse problemet, for krondyr var blevet spottet, så Andrew at måtte orme sig videre så godt som han nu kunne, med anklerne snøret sammen af bukserne. Endeligt nåede vi hen til en lille forhøjning i terrænet og lagde riflen til rette. Omkring 200 meter foran os ’puttede’ en gruppe vindblæste træer sig i en langstrakt lavning midt på bakkesiden. Mellem de nøgne grene og større klippestykker lå der hist og pist et krondyr og skærmede sig for vinden.

Vi lå længe i sneen og betragtede de rastende krondyr. Næsten alle dyrene indenfor synsvidde var skudbare, dvs. smaldyr, kalve eller hinder. Der var dog også enkelte spidshjorte i blandt. Men dyrene lå alle ned og vi kunne ikke komme tættere på. Der var intet andet at gøre, end at væbne sig med tålmodighed og vente på, at der opstod aktivitet i flokken. Jeg fik grønt lys til på eget initiativ at afgive skud, hvis der opstod mulighed til en hind eller en kalv. Mens vi ventede, begyndte tunge snefnug endnu en gang at hvirvle omkring os. Endeligt skete der noget, og kulden blev for en stund skubbet bagerst i bevidstheden. En hind rejste sig og stillede sig med bagpartiet mod os. Langsomt bevægede hun sig væk fra os, mens jeg tavst opfordrede hende til at vende sig. Det blev dog et andet dyr, som jeg kort tid efter kunne hvile sigtekorset på, idet hinden stødte et smaldyr op fra sin læplads bag et væltet træ. Efter en hurtig justering af kliktårnet rungede skuddet gennem slugten. Smaldyret kollapsede øjeblikkeligt, samtidigt med at alle de øvrige dyr hurtigt kom på benene. ’Take another one, if you can’ opfordrede Andrew, og jeg kvitterede ved at levere endnu et smaldyr, der i samme øjeblik trådte frem fra en klippeblok. Resten af dyrene forsvandt derefter hurtigt ud af syne.

Let bævrende af kulde, og med synlig lettelse fik Andrew sig frigjort fra sin snefyldte ankellænke og vi begav os over mod de to nedlagte dyr. De var begge gledet et par meter ned af den stejle skråning og havde kilet sig fast mellem klippeblokkene. Med lidt hiv og træk fik vi dem halet fri, så vi kunne gå i gang med at brække dyrene – som jeg på engelsk omtalte som ’field dressing’, hvilket blot efterlod Andrew som ét stort spørgsmålstegn. Thomas har slået sine folder i Skotland tidligere og gjorde mig opmærksom på, at i Skotland omtales brækning af vildt med det gamle gæliske ord: ’gralloching’. Misforståelsen blev derfor hurtigt ryddet af vejen og vi fik et godt grin, da det gik op for Andrew, at jeg ikke stod midt i højlandet og vrøvlede om ’Thousand Island’ eller andre salatdressinger.

Langt ude i terrænet kunne vi se ArgoCat’en kæmpe for at krydse vandmasserne neden for os. Forsøget blev dog klogelig opgivet, da strømmen hurtigt begyndte at presse ’badekarret’ mere sidelæns end fremad. ArgoCat’en røg tilbage på traileren efter Land Roveren, som begav sig ud på en længere omvej for at nå frem os. Da han endeligt nåede frem, havde vi for længst trukket dyrene ned for foden af skråningen og havde begivet os længere ind i dalen.

Som vi havde kunnet konstatere allerede fra morgenstunden, var vejrguderne beslutsomt ude på at udfordre os – også denne dag. Som perler på en snor hvirvlede snebygerne gennem dalen. Gang på gang måtte vi simpelthen stoppe op og som en flok køer stille os med ryggen mod vinden, indtil sigtbarheden vendte tilbage. Som dagen gik på hæld, var vi nået langt igennem dalen og sneg os endnu en gang langsomt op over en ny bakkekam. Efter mange timer uden kronvildt i sigte kunne vi på den anden side af lavningen ane en bevægelse mellem klipperne omtrent 150 meter ude. Snart var vi i position til skud og lå endnu en gang afventende på maven i sneen.

’Below, below… quick, quick’  hviskede Andrew pludseligt og vendte min opmærksomhed mod hinden, der i samme nu trådte frem fra sit skjul bag en klippeblok tæt under os. Jeg fulgte straks opfordringen, vippede løbet nedad mod hinden og klemte på aftrækkeren … og en lille sky af sne dalede ned over os. Med stor præcision havde jeg nedlagt snedriven, som riffelløbet ved nærmere eftersyn pegede lige ind i, men som ikke havde været synlig i sigtekikkerten. Forstyrrelsen havde fået kronvildtet til at tage benene på nakken, også hinden lige nedenfor. Det var ikke helt den planlagte afslutning på turen, men det var nu … Game over!

Vores lille uge i Skotland, med tre dage i højlandet, havde jagtligt budt på nogle vejrmæssige udfordringer: én blæsende gråvejrsdag, én dag med øsende regn og én dag med mangfoldige snebyger. Næste gang turen går til Skotland, må vi booke fire dages jagt, så får vi måske en stille dag med solskin med i pakken … For en næste gang bliver der helt sikkert!