Da det efterhånden var et stykke tid siden, at jeg havde set til jagten ved Ribe, besluttede jeg mig for at køre en tur derned for at kigge lidt nærmere på markerne. Der var kun en time eller to tilbage af dagens lyse timer, så i en fart fik jeg kikkerten slynget om halsen, snøret støvlerne og så afsted i et rask tempo.

Allerede da jeg var et godt stykke fra den første majsstub, kunne jeg fra landevejen se, at marken var fuld af fugle. Jeg parkerede i skjul af et hegn og fiskede kikkerten frem. Og den var god nok – det var gæs! De var der i hundredtal. Den godt 10 hektar store mark var stort set fyldt fra kant til kant med store gåsefugle, flot dekoreret af svaner hist og pist. Langt størstedelen af gæssene var bramgæs. Men kikkerten afslørede dog en del af de grå gæs mellem de mange sort-hvide bramgæs. Jeg behøvede ikke at kigge yderligere på resten af reviret. Sagen var klar – denne mark var åbenlyst et hit blandt gæssene. Jeg havde hørt så meget og også set et par film om gåsejagt over lokkere, og hen ad vejen fået fat i lidt grej, som jeg aldrig havde fået brugt sådan på den helt rigtige måde. Men nu måtte jagt over lokkegæs altså prøves.

Lørdag var jeg forhindret i at tage på jagt. Min kusine Sara og hendes veninde skulle hentes og være på besøg hos os. Med to trettenårige tøser i huset var der andre gøremål, som måtte prioriteres højere end jagt. Så mens jeg rent praktisk beskæftigede mig med fremstilling af konfekt og andre af lørdagens hyggejulesysler, var mine tanker imidlertid allerede på marken. Jeg forberedte mig mentalt på opsætning af skjul, forskellige vindretninger, egnede patroner, osv. osv.

Endelig ringede vækkeuret ved femtiden søndag morgen. Freddy (min unge ruhårede hønsehund) havde fået tyndskid lørdag aften og lagde ud med at overskide bryggerset midt under aftenkaffen. Så efter en omgang ufrivillig af-tenrengøring sent lørdag forblev hunde-lemmen til hundegården åben for natten. Søndag morgen var Freddy desværre ikke mange sure sild værd. Den stak-kels hund var hønesyg og helt afkræftet efter nattens næsten utallige tømninger (jeg hørte klappen smække mindst 10-12 gange i løbet af natten). Jeg kunne simpelthen ikke anstændigvis tage ham med. Sikke noget lort, bogstaveligt talt!

En hund måtte jeg imidlertid have med, og jeg smed derfor Chilli, vores Kleiner Münsterländer, i bilen. Hun er dog noget urolig på post. Og da det nu engang er alfa omega på gåsejagt ikke at blive spottet, lod jeg derfor Chilli ligge i bilen. Så måtte jeg hente hende, hvis der skulle søges efter anskudt vildt. Den metode er sådan set lovlig, da den apporterende hund, der efter jagtloven skal medbringes under jagt med haglbøsse efter ikke-klovbærende vildt, ikke behøver at være lige ved siden af skytten. Men metoden er ikke optimal. En anskudt gås kan flyve langt, og bedst er det selvfølgelig, hvis man kan sende hunden afsted efter fuglen øjeblikkeligt. Jeg ville derfor helst have haft en hund ved min side, men valgte den bedste løsning til situationen. Vi har jo heller ikke altid hunde lige ved hånden hos de posterede skytter under efterårets drivjagter. Ofte er det de drivende hunde, der efter drevet fungerer som apportører og ’rydder op’ i såten. Det er heller ikke optimalt. Det optimale vil til enhver tid være at have en apportør til øjeblikkelig rådighed ved hver enkelt skytte, som det indimellem ses på store fasanjagter.

Jeg ankom til marken kl. ca. seks. Bilen røg i 4-hjulstræk og reduktionsgear. Hilux’en trak det bedste, den kunne, men marken var blød og tung. Selvom alle hjul trak med brede og grove dæk, lav gearing og alt, hvad låses kunne af diverse spær, begyndte hjulene alligevel at spinne mere og mere og sendte faner af mudret jord op på ruder og motorhjelm. Godt 150 meter ude på mar-ken fandt dækkene heldigvis fastere grund, og jeg stoppede. Fanden stå i at sætte bilen fast og være nødt til at få fat i Svend Erik, mælkebonden, og hans traktor og derved måske forspilde chancen for gæs. Jeg læssede derfor udstyret af bilen og traskede flere gange frem og tilbage mellem bil og opsætningsstedet. Pick-up’en måtte væk fra marken, så der var ingen vej udenom. Jeg måtte fyre op under kedlen, finde det rigtige momentum og så få bilen kørt ud gennem pløret igen. Men heldigvis lod også udkørslen fra marken sig gøre, omend ikke helt uden besvær.

Lettere svedig i mine waders fik jeg endelig afsluttet arbejdet, og efter en halv time var jeg klar til jagt. Ca. tyve gåseskaller og seks neoprenlokkere var nu sat op efter alle kunstens regler. Jeg havde flikket et lille ryglæn sammen, som jeg havde sat op ti meter fra de nærmeste gåselokkere. Iklædt camouflage outfit fra top til tå smed jeg mig nu på marken. Klokken var kvart over syv. Det var ruskevejr, og indimellem rasede en hidsig byge hen over marken. Stadig godt varm efter morgenens arbejde sad jeg med ryggen til vinden og bare nød morgenens vilde vejr.

Så kom de første ænder. De trak langs kanalerne og slog ind over de store vandhuller, der havde samlet sig på marken i løbet af efteråret. Jeg beundrede den flotte luftakrobatik, som de højt skræppende ænder udførte i den gryende dag. Det var som om, de ville gøre opmærksom på, at ruskevejret bekom dem rigtig godt. Men med hunden uden for nær rækkevidde undlod jeg at skyde til ænderne – selvom flere af dem kom godt til skud. Det var nærmest, som om gåselokkerne trak dem ind over området. Lyset tog nu til, og ændernes morgentræk aftog stille og roligt. Klokken var ved at være otte, og jeg mærkede, at jeg simpelthen ikke havde fået klædt mig varmt nok på. Min krops termostat er sat sådan, at jeg ofte sveder, bare temperaturen kryber lidt opad, men til gengæld fryser jeg sjældent. Men denne gang havde jeg nu alligevel undervurderet kulden fra den næsten frosne jord og var allerede inden solopgang blevet små-frossen af at ligge direkte på marken i mine neoprenwaders.

Men så kom lyden endelig – skræppende gæs! Nu var de i luften, og mine sanser blev straks skærpet. Enhver tanke om frosne fingre og kolde tæer forsvandt øjeblikkeligt. Der gik kun få minutter, fra jeg hørte den første skræppen, til jeg så de første gæs kredse over marken. Det var en lille flok på fire gæs. Jeg tog det som et godt tegn, at det var en lille flok. På denne årstid samler de grå gæs sig nemlig ofte i mindre familie-flokke. Alligevel skal man nu se sig for. Flokstørrelsen er jo ikke nogen ende-gyldig naturlov, og det kan sagtens vise sig at være bramgæs, der kommer i små flokke. Uden en lyd gled de fire gæs lavt ind over marken, vendte op i vinden og kom nu på stive vinger ind mod lokker-ne. Jeg kunne nu tydeligt se, at det ikke var sorte gæs. Helt perfekt. At det var nogle af de grå gæs, var alt, hvad jeg skulle sikre mig. Gæssene gled – i hvad næsten føltes som slow motion – tættere og tættere på, og de kom ind præcis dér, hvor jeg i mine tanker havde fore-stillet mig det. Indtil videre klappede planen perfekt, og spændingen var intens!

Da gæssene på stive vinger lagde an til landing lige mellem mine lokkere, satte jeg mig op så hurtigt, som mine mavemuskler ville være med til. Lige så snart jeg satte gang i bevægelsen, slog gæssene med hastige vingeslag væk og trak ud mod den højre flanke. Jeg fik ’låst mig fast’ på den bagerste gås, svingede med, skød, og gåsen pakkede sammen i luften. Alt var klappet, og alle forberedelser, overvejelser og anstrengelser havde båret frugt. Det var bare jagt, når det er bedst! Jeg skyndte mig at få fat i gåsen.

Året forinden havde jeg været så heldig at skyde en grågås, som trak lavt langs Varde Å. Det var alt, hvad jeg havde af erfaringer med gåsejagt, men det var nok til, at jeg med det samme, jeg fik fat i gåsen kunne mærke, at den var lidt klejn i forhold til sidste års grågås. Det var tydeligvis en af de grå – hvilket jeg da også var overbevist om, inden jeg skød – men en grågås var det i hvert fald ikke. Ved nærmere øjesyn kunne jeg konstatere, at det var en blisgås. Ja, minsandten om ikke den første gås, jeg fik skudt over lokkere, blev noget så – omend ikke sjældent, men alligevel lidt særligt – som en blisgås. Dem skydes der ifølge afskydningstallene kun nogle hundrede stykker af om året i modsætning til de omtrent tyvetusinde grågæs, der nedlægges.

Jeg lagde gåsen fladt på maven med hovedet op i vinden. Så kunne den døde gås hjælpe lidt til med at lokke flere fugle ind. Flere gæs kom da også ind, og næste flok fulgte samme procedure, som den tidligere flok havde fulgt. Gæssene kredsede lidt over marken, vendte rundt og gled op i vinden og ind til landing. Problemet var bare, at denne flok var stor. Meget stor! Jeg anslog, at der var omkring 50-60 gæs i flokken. De så målrettede ud, og spændingen steg atter. Jeg kunne snart konstatere, at det i overvejende grad var bramgæs. Jeg syntes dog også, at jeg kunne høre grågæs i flokken, men kunne ikke lige skelne dem fra resten. Gæssene lagde an til landing, og en del af flokken landede på snurrende vinger omtrent 50 meter fra mig, mens andre på stive vinger trak ind mod lokkerne. Jeg rejste mig hastigt og havde geværet skuldret, men uden rigtig at få sigtet stillet ind på en gås. Igen slog de mange gæs øjeblikkeligt af. I ét nu var der fugle til højre og venstre, oppe og nede, skræppen og vingebrus, og jeg var bogstavelig talt ved at blive fløjet ned af en panisk bramgås. Forvirringen var total, og adrenalinpumperne kørte på højtryk. I al den ståhej spottede jeg et par grågæs. Men ak, de var for langt ude til min højre side, og jeg undlod at skyde. Så mange gæs og så tæt på, at jeg næsten kunne have ramt dem ved at kaste med geværet – men ikke ét skud blev løsnet! Men det gjorde det nu ikke mindre spændende.

Jeg fik pulsen ned på mere normale taktslag igen efter alt den hurlumhej, og der gik ikke lang tid, før der atter var gåseskræppen i luften. Denne gang kredsede et par mindre flokke rundt om marken. Fuglene trak ind i to fine buketter på 7-8 fugle i hver flok. Gæssene i den første buket landede et stykke foran min opstilling af lokkere, men den næste flok trak indover og lagde an til landing lige til venstre for mine lokkere. Til min store tilfredshed kunne jeg se, at denne flok var grå gæs, og umiddelbart antog jeg, at det var kortnæbbede gæs, som der er mange af på lokaliteten.

Man skal virkelig lægge bånd på sig selv under lokkejagt på gæs. Det virker som om, det tager fuglene en evighed at glide helt ind til landing, men jeg ventede tålmodigt – som en artig dreng juleaftensdag – og først da gæssene stod stille i luften på snurrende vinger, rejste jeg mig. Jeg ved godt, at det efterhånden er nogle år siden, at jeg har lavet mavebøjninger for træningens skyld, men jeg syntes egentlig, at jeg efter omstændighederne kunne rejse mig rimeligt hurtigt og adræt. Alligevel blev jeg endnu en gang forbløffet over, hvor hurtigt de store fugle kunne trække væk, lige så snart de øjnede den mindste bevægelse. Det gjorde de også denne gang. Men bare ikke hurtigt nok. Jeg havde låst mit blik fast på en af gæssene, som pakkede livløs sammen i braget fra det halvautomatiske haglgevær. En halv trangboring skruet i geværet og patroner ladet med 36 gram to’er hagl i kammeret virkede tilsyneladende upåklageligt. Gæssene døde i hvert fald øjeblikkeligt, når de blev skudt på ca. 20 meters afstand.

Da jeg rakte ud for at samle den døde kortnæbbede gås op fra marken, blev jeg mindet om min forfrosne tilstand. Jeg blev opmærksom på, at mine fingre var helt følelsesløse. Bevidstheden begyndte også at kredse om mine tæer, der dunkede af kulde, og jeg fornemmede i øvrigt, at jeg skælvede lidt. Øv, frosten havde fået overtaget, og spændingen kunne ikke længere holde kulden stangen. Jeg var nødt til at pakke sammen. Gæssene havde trukket i tre kvarters tid, og jeg havde nu i den korte tid, der var gået fra kl. ca. syv, hvor jeg smed mig på marken, til kl. ca. kvart i ni, haft fornøjelsen af at nyde akrobatiske pibeænder i ruskevejr, skyde et par fine grå gæs, der gled ind over lokkerne fuldstændig efter min plan, og jeg var næsten blevet Danmarks første offer for en kamikaze-bramgås. Det havde absolut været en fin morgen.

Først på vej mod bilen med de to gæs i hånden, blev jeg opmærksom på, at den kortnæbbede gås, som burde have nærmest lyserøde ben og fødder, havde helt orange ben og fødder. Næbbet var også på den store side til at gå under betegnelsen ‘kortnæbbet’. Det var ikke en kortnæbbet gås, jeg havde skudt! Det var en sædgås. De to arter ligner jo hinanden, lige bortset fra farven på fødderne og næbbets udformning. Det er noget, vi fremover skal kigge godt efter, nu hvor sædgåsen er lokalfredet – særligt i det vestjyske, hvor der er en stor forekomst af kortnæbbede gæs, men altså tilsyneladende også individer af sædgåsen. Den jeg skød – lokaliteten taget i betragtning – har formentlig været en Tundra sædgås, som der findes en relativ stor og stabil bestand af, og ikke en Tajga sædgås, hvis bestandnedgang på visse lokaliteter er årsag til den nu indførte fredning af sædgæs. Tundra eller Tajga – jeg glædede mig egentlig bare over, at jeg på min første rigtige gåsejagt over lokkere havde skudt et eksemplar af såvel en blisgås som en sædgås.

Kuldeforkommen, men storsmilende, vendte jeg allerede ved ni-tiden bilen hjemefter, hvor Chris og pigerne havde lune rundstykker og varm kaffe parat. Som dagens mand i skysovs kunne jeg stolt overrække et par flotte julegæs til pigerne derhjemme. Lidt men godt. Jeg kunne måske have skudt flere gæs, hvis jeg havde udstået kulden og var blevet liggende, men pyt. Det havde været en dejlig morgen – og det var helt sikkert ikke sidste gang, at jeg skulle forsøge mig med gåsejagt over lokkere!

 

---

Gås på gaflen

Der er efterhånden kommet nogle gæs igennem køkkenet herhjemme. Vi har også konstateret, at helstegt gås som regel ikke er et projekt, man har tid til på en almindelig hverdagsaften. Desuden kan gåsesteg godt blive en sej og tør fornøjelse. I vores husholdning bliver gæs derfor oftest parteret, inden de kommer i fryseren. Det er nemt at finde på opskrifter til bryststykkerne, da det er nogle dejlige stykker reelt kød. Men pludselig står man med en masse gåselår og -skrog i fryseren. Det kan også være, at man har skudt en gammel gås, der forventes at være lidt sejere end gennemsnittet. Vores løsning på dette er gåserillette, der tillige er en favorit på frokostbordet.

Ingredienser:

• 1 hel gås eller 6 gåselår + eventuelle skrog (der skal så meget fedt og skind med som muligt – du kan IKKE bruge en flået gås)
• Salt (ca. 1 håndfuld)
• 1 stor kvist frisk timian (eller 1 tsk tørret)
• 2 laurbærblade
• 10 sorte peberkorn
• 5 knuste enebær
• 1 løg i kvarte
• 1 gulerod i grove stykker
• 2 stilke bladselleri i grove stykker
• 1 helt hvidløg delt op i fed, men stadig med skallen på.

Sådan gør du:

Først skal gåsen sprænges let. Hvis du bruger en hel gås, så del den først i mindre stykker. Stykkerne lægges i en skål og gnides med salt, timian, peberkorn, laurbærblade og enebær. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet 12-24 timer. Rør evt. lidt rundt et par gange. Hvis du har en vakuum-pakker, så pak det hele i en stor pose.

Skyl herefter gåsestykkerne under den kolde vandhane, så salt og krydderier fjernes. Tag en gryde, der kan gå i ovnen, og læg gåsestykkerne heri. Tilføj løg, gulerod, bladselleri og hvidløg. Husk at hvidløgsfeddene IKKE skal pilles for skaldele. Dæk det hele med vand, bring gryden i kog og sæt den herefter i ovnen ved 160 ^oC. Lad retten simre i ovnen i 3-5 timer, indtil kødet falder af benene. Hold øje med, at der hele tiden er væske nok (kødet skal lige være dækket). Når kødet er helt mørt, tages gryden ud af ovnen. Kødstykkerne tages forsigtigt op og lægges til afkøling. Væsken sies og sættes til afkøling, så fedtet kan størkne. Hvidløgsfeddene pilles op af sien og lægges til side. De øvrige grøntsager smides ud.

Pillearbejdet starter, når kødet er afkølet tilstrækkeligt til, at man ikke brænder fingrene. Det er nemmest at gøre dette, når kødet er halvlunkent og ikke er helt køleskabskoldt. Fjern skindet (smid det ud) og pil kødet af benene. Kødet må gerne trevles i småstykker, efterhånden som man piller det af. Tag herefter hvidløgsfeddene og klem hvidløg ud af skallerne oveni kødet. Sæt skålen med kød og hvidløg på køl.

Når fedtet på væsken er størknet, er det tid til sidste skridt. Tag fedtet og put det i en gryde, så det kan smelte. Hæld fonden (nu uden fedtlag) i en anden gryde og varm den op. Put kød/hvidløg op i en stor skål, som giver god plads til at røre/piske. Tilsæt herefter det smeltede fedt lidt efter lidt, mens du rører ihærdigt med en gaffel eller grydeske. Når alt fedtet er brugt, tilsættes varm fond lidt efter lidt, indtil det bliver en blød og cremet masse, hvor kødet er i helt fine trevler. Massen skal have konsistens som blød havregrød, idet den bliver væsentligt fastere, når fedtet størkner igen. Smag til med salt/peber (ofte behøves der ikke ret meget) og hæld på glas. Hvis du vil forøge holdbarheden, så dæk med et lag smeltet fedt på toppen.

Servér gåserillette til knækbrød, ristet brød eller groft rugbrød sammen med noget surt og et glas ø. Perfekt til jagtfrokosten. God appetit!