Hjem

Velkommen til Jægerliv.com

Jægerliv.com er en side fyldt med jagtberetninger, flotte fotos og små videoer om jagt, natur og skydning. Siden fungerer samtidig som platform for et nyt gratis online bogprojekt: Bjergjæger – Før det er for sent.

Siden administreres af Christine (Chris) og Thomas. Gennem de sidste ti år er meget tid gået med jagt i alle mulige afskygninger. Mange forskellige jagtlige discipliner praktiseres og særligt har riffeljagt i højland og bjerge fundet en plads i begge jægerhjerter.

I 2014 udkom Thomas med bogen Jæger – Bedre sent end aldrig, der omhandler jagter og jagtture i al almindelighed, såvel hjemlige fugle, småvildts- og hjortevildtsjagter som mere ekspeditionslignende eventyr som f.eks. elgjagt i den canadiske vildmark. Bogen Jæger – Bedre sent end aldrig har vi valgt at gøre frit tilgængelig her på hjemmesiden Jægerliv.com.

Bjergjæger – Før det er for sent er et nyt bogprojekt fra Thomas’ side. Chris er denne gang med som medforfatter. Den nye online-bog tager læseren med på ture rundt i eksotiske afkroge af verden, hvor vi går på jagt efter svært tilgængeligt bjerg- og højlandsvildt. Følg med i jagternes opture og nedture og bliv inspireret til at leve livet og kaste dig ud i små – eller store – eventyr!

Én gang om måneden vil der blive frigivet et kapitel fra Bjergjæger – Før det er for sent. Kapitlerne frigives i en overvejet, dog lettere tilfældig, rækkefølge, men vil i sidste ende gøre det ud for en jagtbog med skildringer fra jagterne samt overvejelser, der relaterer sig til bjerg- og højlandsjagt. Kapitlerne kan enten læses direkte på hjemmesiden eller downloades som PDF.

Når der er nyt på siden, vil vi gøre opmærksom her på via relevante kanaler på facebook og lignende.

Alt materiale på hjemmesiden er frit tilgængelig til privat brug, ligesom siden holdes fri for reklamebannere, annonceringer, product placements og lignende ‘støj’ på skærmen.

Såvel tekster som fotomateriale er beskyttet af copyright og må således ikke ‘sakses’ og bruges i kommercielle forhold uden forudgående aftale.