Nyjægerjagt på Lønborg Hede

En dag i efteråret 2009 lå der et brev i postkassen. Som nyjæger var jeg inviteret med på jagt sammen med Naturstyrelsen på Lønborg Hede ved Tarm.

Jeg takkede naturligvis ja med det samme. At deltage i en jagt på så naturskønt et område, som jeg vidste, at Lønborg Hede er, så jeg meget frem til.

November-dagen oprandt, og veloplagt kørte jeg mod Lønborg. På samlingspladsen var det ret tydeligt, hvem der var nyjæger, og hvem der var der i statsligt anliggende. Nyjægerne var spændte, lidt forvirrede, og mange var ret stille. For nogle af jægerne var det første gang, at de deltog i en fællesjagt. For andre var det første gang, de var på jagt overhovedet. Så alle var selvsagt forventningsfulde!

Jeg boede dengang tæt ved en flugtskydebane, hvor jeg havde meldt mig ind i foreningen, samtidig med at jeg begyndte på jagttegnsundervisningen. Der skød jeg jævnligt. Jeg var langt fra verdensmester med en haglbøsse, men skød efterhånden nogenlunde hæderligt på trap og jagtbanerne. Forud for nyjægerjagten havde jeg været på jagt enkelte gange. Om sommeren havde jeg været på riffeljagt efter råbuk, hvor jagtens gudinde endda havde tilsmilet mig, og jeg havde skudt mit første stykke vildt. Derudover havde jeg et par gange i løbet af oktober været med som gæst i det jagtkonsortium på Silkeborg-egnen, som en af mine onkler var medlem af. Så jeg syntes egentligt, at jeg jagtligt var kommet godt i gang, men alligevel var jeg ret spændt.

Det var tydeligt, at den officielle personage, der var til stede, ønskede at give os en god og lærerig jagtoplevelse denne dag. Alle gav hånd, og der blev snakket lidt i krogene.

Jagtlederen kaldte sammen til parole. Klart og forståeligt gjorde han rede for, hvad der måtte skydes, hvilket var alt, der efter jagtloven var jagtbart med hagl, men vi skulle undgå at skyde råerne fra lammene. Han orienterede endvidere om, hvordan jagt og skydning skulle forløbe og foregå. Dernæst introducerede han – akkompagneret af en ivrig hønsehund, som næsten var oppe at ramme det høje C – hundeførerne og skyttelederne.

Alt imens parolen stod på, blev der pludselig lidt uro i geledderne. Nogle strakte hals, og enkelte trådte et skridt ud af kredsen, mens de kastede lange blikke ned ad grusvejen. Jagtlederens nysgerrighed fik overtaget, og han vendte sig for at se, hvad der dog var så interessant. Han fik snart forståelse for de nye jægeres manglende opmærksomhed, da det gik op for ham, at en kronhind traskede rundt i kanten af grusvejen omtrent 150 meter fra, hvor parolen afholdtes. Hinden forsvandt i et elegant spring ind i krattet, da uroen i jægerforsamlingen blev for stor, og hun blev opmærksom på den faretruende store forekomst af bevæbnede mænd i grønt tøj.

Jagtlederens tidligere indskærpede forsigtighed omkring afgivelse af skud til råvildt var kraftigt blevet understreget. Alle havde nu fået syn for sagen, og der kunne jo tydeligvis forekomme kronvildt på jagten. Der måtte naturligvis kun afgives skud til vildt, hvis skytten var helt klar over, hvad han skød til.

Opstemte af mødet med kronhinden drog vi alle afsted til første såt. Vi blev postet af omkring et lille moseområde. Jeg lettede på hatten, da jagtlederen tildelte mig min plads, og jeg hilste pænt på mine naboposter. Vi var klar. Straks efter gjaldede hornet, og hundene blev sluppet. Vi havde ikke stået længe, da en hønsehund pludselig kom springende ud af buskadset. Den vendte hurtigt omkring og tonsede så tilbage i det tætte krat. Sekundet efter råbtes der højt inde fra mosen.. ’TIRO!!’ … I næste nu strøg en sneppe i raketfart ud mellem to af mine naboposter.

Det var da næsten også for frækt, sådan at udsætte os novicer for noget så sagnomspundet som troldfuglen, og så endda som det første vildt, vi blev præsenteret for. Den første skytte skød i zig, hvor han nok burde have skudt i zag, og den anden skytte brillierede ligeså med to helt præcise forbiere. På trods af det kraftige artilleri fløj fuglen uanfægtet videre. Sneppen havde nægtet at lade sig fælde af sådanne to grønskollinger. Med røg fra løbene i de knækkede haglbøsser, og med let bøjede hoveder, fandt de to skytter dog hurtigt nye patroner i lommerne og var snart klar til flere mulige nederlag.

Der skete ikke meget mere i denne såt. En enkelt fasankok røg ud af mosen til den modsatte side af det sted, hvor sneppen var strøget ud. Den gik højt, men slet ikke for højt. Alligevel undlod skytten, for hvem fuglen kom for, at skyde. Måske var modet taget fra ham af den lidt tidligere i såten så frugtesløse kanonade, eller måske så han slet ikke kokken. Jeg ved det ikke. Ingen spurgte ham, og ingen bebrejdede ham at have sparet patronen. I et hvilket som helst typisk dansk jagtkonsortium var der nok faldet en bemærkning eller to, hvis man sådan bare lader ’direktør-kokken’ flyve blank forbi uden at åbne ild. Havde man til gengæld formastet sig til skud, og ulykkeligvis skudt forbi til ’direktøren’, ville man utvivlsomt også skulle lægge ryg til en god omgang venligt mente drillerier.

Sådan er det og sådan skal det vel også være i et dansk jagtlag. Men det her var en nyjægerjagt, og folk kendte jo ikke rigtigt hinanden, så der blev holdt lidt igen på røgen.

Vi fik sluttet såten og begav os mod den næste. Her blev vi postet af rundt om noget smågran og tæt krat, som gjorde det ud for en fin remise langt ude på heden. Drevet havde næppe kørt mere end nogle få minutter, da en rå kom ud af såten mellem mig og min nabo. Den fandt hurtigt det kvikke gear og strøg op forbi naboskytten. Selv om råen kom på skudhold, undlod naboskytten – i tråd med parolen – at skyde, da råen kunne være med lam.

Og ganske rigtigt …. et kort øjeblik efter spurtede et lam ud af såten omtrent 10 meter til venstre for mig. Det gik lynhurtigt, men min meget beskedne jagterfaring til trods føltes det som pr. refleks, at jeg øjeblikkelig skuldrede bøssen og lod det første skud gå. Min hjerne registrerede, at dyret blev ramt, men det væltede ikke, så jeg svingende godt frem og trykkede bøssens bageste løb af.

Da der var rådyr på parolen, havde jeg valgt at anvende et par hurtige 36 grams 2’er haglpatroner, og det andet skud fældede dyret, da de store hagl slog ind i dets forpart. Rålammet styrtede dramatisk og trillede et par gange. Det var dødeligt ramt og lå nu på pletten omtrent 20 meter fra mig. Lettelsen strøg gennem min adrenalinramte krop.

Men dyret rørte stadig på sig. Det lå på siden og forsøgte at rejse hovedet. Hoved og hals faldt drøjt mod jorden for snart igen, i et sejt træk, forsøgt rejst påny. Jeg tænkte bare på at få dyret helt affanget hurtigst muligt. Jeg fik kontakt til mine naboer, som jo havde overværet seancen. Jeg råbte dem an og meddelte, at jeg ville gå frem til dyret. Naboerne nikkede tilbage. Faktisk er det mod reglerne (af sikkerhedsmæssige hensyn må man selvfølgelig ikke forlade sin post, før såten er blæst af), men jeg var lidt adrenalinramt, og dyret lå ikke langt ude. Jeg gik derfor de 20 meter frem til dyret og havde haglbøssen klar, hvis det skulle springe – hvad jeg dog var ret overbevist om, at det ikke ville gøre.

De mange tunge hagl, der var skudt gennem dyrets lunger, havde tydeligvis såret det dødeligt. Men der var stadig liv i øjnene, og dyret lå og blinkede lidt med de lange øjenvipper. Aldrig i mit liv havde jeg set så smukke mørke øjne. Jeg knækkede bøssen og tog patronerne ud, og knælende ved dyrets side stak jeg min jagtkniv i dets hjerte. Da knivens stål skar sig vej mod hjertet, udstødte dyret et lille halvkvalt skrig, der ramte mig helt ind i det inderste af min sjæl. Få sekunder efter ebbede de sidste rester af liv ud af lammet, og jeg gik hurtigt tilbage til min plads.

Det var en oprivende oplevelse. Jeg ved faktisk ikke, om der ellers kom noget vildt for på min post. Jeg stod bare og ventede på, at såten ville blive blæst af, alt imens tusinde tanker for gennem mit hoved. Mit første rådyr havde jeg skudt et halvt års tid tidligere. Det var med riffel, og jeg havde været i den situation, at råbukken faldt til jorden i skuddet og var stendød, da jeg kom frem til den. Denne situation var dog en helt anden. Her var jeg helt tæt på. Det var ikke noget med sigtekikkerter og lange præcise riffelskud. Dette drab var fra første parket, det var voldsomt, og det var dramatisk. Rålammet var – af hundeglam og uro i såten – blevet drevet ud fra sit gemmested. Lammets grundlæggende flugtinstinkt havde fået det til at løbe ud af skjul, og i det samme var det blevet fældet og ankret til jorden af de dødbringende skud, for hurtigt derefter at blive aflivet af en kniv i hjertet. Alle indtrykkene var meget intense og nærværende. Men havde det været rimeligt?

Tænk engang på fisken, som lystfiskeren lander. Jeg har selv fisket meget som barn og helt ung. Dengang stod vi tit ved åen og hev indimellem aborrer i land. Med lidt held fik vi en lidt stridslysten ørred på krogen. Når sådan en fisk bed på, kæmpede den det bedste, den havde lært, alt imens vi drenge nød ’fighten’, indtil vi fik landet fisken. Derefter slog vi den sprællende fisk ihjel med vores fiskekniv og bragte den med os hjem. Vi gjorde det, som vores fædre, onkler osv. havde vist os at gøre. Hverken mere eller mindre. Vi spekulerede som sådan ikke på, hvad fisken tænkte, eller om den overhovedet gjorde sig nogle tanker. Vi hyggede os bare og nød det frie liv ved åen, alt imens vi fangede fisk.

Er der forskel på fisk og rådyr? Ja, det er der selvfølgelig i fysisk forstand, men er det rimeligt at fange, dræbe og spise det ene, men ikke det andet? Egentlig ikke – hvis vi bruger vores logik – men alligevel er vi mennesker tilbøjelige til at have flere følelser for dyr, som vi synes er kønne og nuttede, end vi har for dyr, som er skællede, slimede eller i øvrigt efter menneskelige standarder ikke fremtræder som kære og søde. Ligeså er vi tilbøjelige til at lægge flere følelser i vores overvejelser, hvis det er større dyr, vi fanger og dræber, da dette ofte rummer mere dramatik, larm, blod og så videre, end hvis det er mindre dyr, der jages og dræbes.

Et godt eksempel på den menneskelige måde at ræsonnere over, hvilke dyr der gerne må lide, og hvilke der ikke må, kan findes i de overvejelser, der må ligge til grund for bekendtgørelse om bekæmpelse af vildtskader.

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse giver enhver ret til at bekæmpe, fange og dræbe muldvarpe året rundt. Denne ret er i øvrigt uden hensyntagen til køn, yngel eller som sådan metode. Muldvarpen bekæmpes året rundt og endda ved brug af saksefælder. Bestemmelserne grunder nok i, at muldvarpen er et ret uanseligt dyr, der endda lever sit liv skjult under jorden, men også i, at det i menneskelig forstand betragtes som et skadedyr, der underminerer vores flotte græsplæner. Når sådanne forhold gør sig gældende, må dyret jages som en ’lovløs bandit’, og det må sådan set slås ihjel, uden at vi gør os særlige overvejelser om, hvordan det dør. Sakser man en hunmuldvarp i yngelsæsonen, så giver det vel sig selv, at ungerne vil dø af sult. Men i lovgivers – og dermed i samfundets – forstand er dette altså ikke relevant, når det drejer sig om muldvarpe.

Jeg havde netop ladet mine følelser spille mig et puds. Set med menneskenes optik var rålammet, modsat muldvarpen, et meget elegant og smukt dyr, som ikke gjorde nogen skade derude på heden. Lammet gik bare fredeligt rundt med råen og passede sig selv. Jeg havde ladet mig følelsesmæssigt besnære af de blanke sorte øjne og havde haft en klump i halsen, da jeg med min kniv aflivede det smukke lille dyr.

Men rålammet var blevet slået så hurtigt og effektivt ihjel, som situationen tillod. Fra skuddene fældede dyret, og til det var endeligt dødt, var der gået under ét minut. Efterhånden som tankerne fandt deres plads, blev min konklusion, at jeg fandt det rimeligt at skyde råvildt – også med hagl – så længe jagtetikken overholdes for så vidt angår skudafstand, haglstørrelse, ordentligt hold på dyret og hurtig aflivning om nødvendigt. Derfor har jeg også efterfølgende valgt at skyde råvildt med hagl.

Langt om længe blev såten blæst af, og det var tid til frokost. Der var ikke blevet leveret andet i såten. Der var skudt et par skud til, udover de to skud, jeg havde afgivet, men det havde været forbiere til en skovdue.

Vi var ret langt ude på heden, og der var kun én vej hjem og kun én måde at få det skudte lam med os hjem på. Det var den hårde måde, nemlig to mand fat om hver et par ben, og så afsted. For mit vedkommende – som den ene af bærerne – var jeg glad, og vel egentlig også lidt stolt, så byrden var derfor let at bære.

Under frokosten blev der givet lykønskninger med rålammet, og jægerne tog det lille dyr i nærmere øjesyn. Efter maden greb skovfogeden muligheden og viste, hvordan man brækker råvildt. Det så nemt ud, og han var en hel del hurtigere, end jeg selv havde været, da jeg stod og bøvlede lidt med min sommerbuk et halvt år tidligere. Men skovfogeden havde jo erfaring fra hundredevis af rådyr, og for ham var det ren rutine at brække et dyr. Han var god til at vise og fortælle. Jeg gjorde mig umage med at følge grundigt med i, hvordan han lod kniven arbejde og med nogle snuptag fik mave, tarme og de øvrige indre organer ud af dyret. Slagteaffaldet kom i en pose og blev bragt væk, og vi efterlod pladsen ryddet, kun plettet af blod.

Fra officielt hold stod en schweisshundefører med hund til rådighed på jagtdagen. Han var der, dels hvis vi skulle få brug for en schweisshund i forbindelse med jagten, men dels også for at informere om det arbejde, som schweisshundene og deres førere udøver. Vi overværede hunden udrede et udlagt spor med wiedergang og hele molevitten, alt imens vi blev orienteret om, hvad der foregik. Efter at have fulgt sporet en 400-500 meter blev hunden sluttelig sluppet til hetz på en stakkels statist, som var trasket ud over heden med blodige hjorteklove fæstnet til støvlerne og et gammelt skind i favnen. At han turde! Ca. 80 kg mand i gummistøvler kan altså bare ikke rende fra en stålsat hannoveransk sporhund, uanset hvor meget han prøver. Hunden fik ham da også hurtigt indhentet. Hannoveraneren nøjedes heldigvis med at hugge ud efter skindet, men sjovt så det ud, da statisten blev overrumplet af hundens fart og måtte smide sig på langs i lyngen.

Efter hundeshowet var vi klar til dagens sidste såt. Såten var langt ude på heden, uden mulighed for at køre dertil, og igen måtte vi finde de gode gåben frem. Risikoen ved at vente med at tage sit jagttegn, til man ikke længere er helt ung, er jo, at den gode fysiske form kan være gået lidt fløjten. Den lange gåtur i det vanskelige terræn førte til, at en jæger på omtrent fyrre år og lidt rigelig overvægtig meddelte, at hans knæ ikke var for gode, og at han havde vanskeligt ved at finde den fornødne fysik frem. Men han ville med, og han holdt turen ud. Jægeren fik naturligvis den førstkommende post. Han takkede og satte sig på sin taburet og pustede ud. Formentlig gruede han for den lange hjemtur, der ventede ham.

Der er dog plads til alle, og ingen kræver, at man skal være topatlet for at gå på jagt. Men jagt kan godt indebære, at man må slide lidt for sagen. Taler vi om højlandsjagt eller decideret bjergjagt, må man ofte vandre meget, indimellem op ad stejlt terræn, for at komme til skudchancer – og det kræver en fornuftig fysik. Taler vi om trækjagt over lokkere, kan det også godt være et slid at få hele cirkusset slæbt frem og tilbage, stillet an og pakket væk igen. Langt fra alle jagter indebærer, at man fragtes rundt i bil eller på vogn og postes af i terrænet, for så at blive hentet igen, når såten er blæst af. Man skal selvfølgelig tage sin fysiske form i betragtning, inden man for eksempel bestiller en jagtrejse efter stenbukke i Mongoliet, eller takker ja til at deltage i en hel formiddags bekkasintramp rundt i sjappede marskenge. Men det her var en jagt for alle, omend lidt hård for nogle.

Nuvel, sammen med en yngre medjæger fik jeg den ene af to bagposter. Det var skovfogeden, der tildelte os posterne. Inden han sammen med de andre hundeførere satte drevet i gang, meddelte han os, at der ofte kom ræv eller råvildt listende bagud af såten, og at det således var sandsynligt, at vi ville få en af de nævnte arter for på vores poster. Jeg havde smidt et par 5’er patroner i bøssen, da jeg faktisk havde besluttet mig for kun at skyde til fuglevildt, nu hvor jeg jo havde skudt et rålam. Men med skovfogedens besked ændrede jeg mening og skiftede patronerne ud med et par patroner i haglstørrelse 2.

Drevet havde kun været i gang et kort øjeblik, da en enlig rå pludselig stod foran mig. Hvor i alverden kom den fra? Jeg havde ikke set den løbe ud af såten, men nu stod den pludselig omtrent fyrre meter foran mig. Den stod lidt tættere på min nabo. Vi stod i en runding i kratkanten, og dyret var vel godt og vel tredive meter ude for ham. Råen stod stille og kiggede sig omkring usikker på, hvad det var for en larm, der var længere inde i såten. I det næste øjeblik så jeg min nabo hæve haglbøssen til kinden. Jeg nåede lige at tænke ’..det er for langt et skud..’, da braget lød, og råen flygtede hastigt fra stedet. Vi befandt os i udkanten af hedeområdet, og jeg kunne følge dyrets flugt et godt stykke langs med et markskel, inden den forsvandt ud af syne. Jeg syntes ikke, at dyret havde tegnet synderligt i skuddet, ligesom det ikke umiddelbart så skadet ud under sin flugt.

Man skal være ekstra påpasselig vedrørende skudafstand, når rådyret er iklædt sin tykke vinterpels.

Skytten havde afgivet ét skud til dyret. Han råbte til mig og spurgte, om jeg kunne se dyret. Jeg svarede, at det var rendt langt væk, og at han måske ikke havde ramt. Ligesom skytten formentlig godt selv vidste, var jeg også klar over, at det med en haglbøsse næsten er umuligt at ramme forbi et stillestående rådyr på en afstand af 35 meter. Jeg vidste også godt, at uanset haglstørrelse ville et skud hagl næppe fælde et rådyr på dén afstand. Men jeg undlod kommentarer om det. Såten blev blæst af, og en af driverne kom for at hente os. Han spurgte, hvad der var skudt til, og skytten måtte meddele, at han uden umiddelbart held havde skudt til et rådyr. Jeg fortalte, at jeg havde set dyret, tilsyneladende upåvirket, løbe langt langs markskellet, før det var forsvundet ud af syne. Der faldt ingen bebrejdende ord eller skideballer til den unge jæger.

Men det næste, der skete, var sikkert også nok til, at den unge mand forstod, at råvildt skal være helt tæt på, førend haglbøssen er et tiltrækkeligt jagtvåben at anvende til denne vildtart. For vi måtte have fat i schweisshundeføreren. Han blev kaldt over radioen og var på pletten med sin hannoveraner efter cirka 15 minutter. Han undersøgte skudstedet, og uden som sådan at være bebrejdende konstaterede han blot faktuelt, at skuddet vist havde været noget på den lange side af det fornuftige. Der fandtes ikke schweiss, men kun lidt hår på stedet. Schweisshundeførerens årelange erfaring sagde ham, at en eftersøgning ikke ville bære frugt. Dyret var alt andet lige ramt, men slet ikke ramt hårdt nok til, at en eftersøgning med rimelig sandsynlighed ville resultere i et positivt udfald.

Den unge jæger så lidt slukøret ud. Hans måske første jagt var endt med, at han muligvis havde anskudt et stykke vildt. Om dyret ville få varige mén af skuddet, måske endda dø som følge deraf, ville han aldrig finde ud af, og den uvished måtte den unge jæger bare leve med. Jeg er sikker på, at hvis den pågældende jæger fremover vælger at skyde til råvildt med hagl, så vil dyret være tæt på.

Tilbage ved paradepladsen fandt vi ud af, at ikke bare en hare var fældet i den sidste såt, men også den tidligere så drilske troldfugl (ja, det var næppe den samme fugl, men i hvert fald den samme af slagsen). Tænk sig, at en af de deltagende nyjægere havde været så heldig – eller måske rettere dygtig – at nedlægge en sneppe som sit første stykke vildt. Der var lykønskninger til de to skytter, og selvfølgelig blev i særdeleshed sneppen beundret.

Vi afrundede jagten med parade, hvor sneppens, rådyrets og harens død blev blæst, og slutteligt lød der jagt forbi fra de blankpolerede Fürst Pless jagthorn.

Dagen havde været begivenhedsfuld og lærerig og med masser af frisk luft. Jeg var glad for at have takket ja til invitationen. Jeg købte mit rålam for kr. 300,- og kunne – for anden gang i mit ret korte jægerliv – stolt begive mig hjemad med et rådyr til fryseren.


Kom godt i gang med jagt

Formålet med Naturstyrelsens nyjæger-jagter er at indføre nye jægere i den praktiske jagt. Det er spændende og lærerigt at læse om jagt i bøger og blade, men det lagrer sig nu rigtigt godt hos en ’jæger in spe’, når man under en praktisk jagt bliver informeret lidt om de regler, skrevne som uskrevne, som vi jægere bør følge, når vi begiver os ud på Dianas stier. På sådan en nyjægerjagt hører man lidt om almindelig pli på en jagt, om sikkerhed og forsvarlig opførsel og også noget om vildtbehandlingen og andre eventuelt nødvendige tiltag efter skuddet.

I dag er en typisk nyjæger ikke nødvendigvis fra landet. Vedkommende er langt fra altid 16-17 år gammel, når jagttegnet erhverves, og den nye jæger har ikke nødvendigvis en far eller onkel, der er jæger eller landmand. Ofte er en ny jæger i dag en mand eller kvinde (om end færre kvinder end mænd) i 30’erne. Børnene er blevet halvstore, og karrieren er nået op på et fornuftigt niveau. Mange nye jægere i dag bor og har boet i byen hele (eller det meste af) livet. Men det til trods har naturen og jagtens sjæl disse nye jægeres interesse – så nu skal det være. Jagttegnet tages, haglbøsse og gummistøvler erhverves, og så står man dér og ved måske ikke så meget om, hvordan man rent praktisk gebærder sig og kommer i gang med det der jagt. Det er netop her, at nyjægerjagterne virkelig kommer til deres ret.

Men det er heldigvis ikke kun Naturstyrelsen, der gerne vil have de nye jægere godt i gang.

Langt de fleste jagtforeninger har f.eks. både jagter og aftener med skydetræning, der er specielt målrettet nyjægere. Også hav- og strandjægerne har de seneste år gjort en indsats for at få nye jægere i gang på vandet ved at tilbyde muligheder for f.eks. prøveudlåning af jagtpramme.

Endnu en mulighed er at få plads i et jagtkonsortium. De fleste jægere vil hellere end gerne øse ud af deres erfaring og tager godt imod nye jægere. Hvis du viser dig som en ansvarsfuld og interesseret nyjæger, vil der med tiden sikkert også drysse invitationer af til andre jagter.

Hvis du har, eller har tænkt dig at få, en hund, så vil du via hundetræning i f.eks. special-klubberne også få bekendtskaber, der kan føre til jagtinvitationer til både dig og din hund.

På diverse jagt-forums er der ofte jægere, der udbyder overskydende gæstepladser til fællesjagter, og da mange erfarne jægere sætter pris på at få unge og nye jægere godt i gang, bliver nyjægere også ofte foretrukket her. Endelig kan nævnes, at man jo også kan vælge at deltage i nogle af de kursuslignende jagter eller jagtrejser, der engang imellem udbydes.