Jeg ved egentlig ikke lige, hvorfor jeg faldt over en artikel i avisen om dating-personligheder, for jeg er allerede i et (for det meste i hvert fald) velfungerende og lykkeligt parforhold. Men hvorom alting er …. I USA florerer et symptom i dating kredse: ’The Bigger and Better Syndrome’. Eller slet og ret BBS. Betegnelsen dækker nærmere over, at visse subjekter blandt datere ikke kan finde lige nøjagtig det helt perfekte … De bliver aldrig tilfredse, men søger til stadighed efter the bigger and better …

Blandt jægere kan man ind i mellem også støde på lidt en afart af en BBS tilstand. Kaliberen bliver stille og roligt større og større. Nogle tror simpelthen, at deres evner som jægere er direkte proportionel med størrelsen på deres riffelkaliber. Skal sådan en jæger på jagt, efter eksempelvis en højlandshjort, vil minimumkaliberet være noget i omegnen af 338 Win Mag … og endnu bedre vil det være med en 338 Lapua …

Men tro mig … selv en halv-slatten sag som en .308 Winchester rækker til langt det meste … også til højlandshjorten ….

Kaliberet

.308 Winchester er et yderst populært kaliber, der blev udviklet i starten af 50’erne. Den militære udgave (7,62×51 NATO) var færdigudviklet og blev adopteret af NATO-styrkerne i 1952. Om end den civile .308 Winchester og den militære pendant 7,62×51 er umiskendeligt ens, er der ganske små forskelle. 7,62×51 kamre har lidt længere headspace end .308 ligesom patronens hylstervæg er tykkere på 7,62×51. Forskellene beror måske på, at 7,62×51 patroner skal fungere i automatvåben – så som maskingeværer – hvor den mekaniske påvirkning og varmeudviklingen er meget voldsommere end den der foregår i en repeterriffel. Omend det er ganske små forskelle, og det lader sig gøre at anvende 7,62×51 ammunition i en 308’er, så er jeg ultra konservativ på det område. Hvis min riffel er kamret i .308 Win skal der også stå .308 Win i bunden af patronhylstret. Er riflen kamret i kaliber XX skal der stå XX i bunden af hylstret, er den kamret i YY skal der stå …. Ja ja, I har fanget min pointe …   

.308 Winchester er en kort patron, der kan anvendes i en kort lås, hvilket giver mulighed for at sammenstykke en mere kompakt riffel. 308’eren leverer moderate projektilhastigheder og typisk anvendes kuglevægte på mellem godt 9 gram og 11-12 gram.

Det er et kaliber, der er kendt for at have et godt præcisionspotentiale. Det er de færreste ejere af en .308 riffel, der klager over, at de ikke kan finde patroner, som riflen skyder godt med.  Ligeledes er den nem at lade til. Med gode projektiler finder man som regel hurtigt en ladning, der leverer en superpræcis patron til en .308’er riffel. Jagtlig kompetent – som kaliberet er – og med en præcision i top, er det klart, at .308 Winchester er særdeles populært og anvendes meget over hele verden. Til såvel jagt som baneskydning vel og mærke. På grund af populariteten er et meget stort udvalg af såvel fabriksladede patroner som genladnings-komponenter (hylstre, projektiler, die-sets mv.) tilgængelige som hyldevare til .308 Winchester.

Kaliberet er ret slagkraftig. På korte til moderate afstande er anslagsenergien næsten på højde med energien fra en 30.06 Springfield. Det er selvfølgelig lidt forskellig fra riffel til riffel (alt efter hvilke mundingshastigheder man kan opnå), men omtrent 3.000 joule i anslagsenergi på 100 meter med en 10,7 gram kugle vil være normen.  Kaliber .308 har således pondus nok – med de rette kugler – til jagt på stort set alt forekommende vildt lige med undtagelse af store bjørne, tykhudet storvildt og den slags, der kræver det helt tunge skyts …

Nok er kaliberet slagkraftig, men man skal være opmærksom på, at med jagtkugler flest, rækker kaliberet ikke så voldsomt langt. Den effektive jagtlige rækkevidde er begrænset til i omegnen af 300 meter (igen alt afhængig af projektiltype og ladning).

Buttede, rundnæsede, flat base kugler af typer som eksempelvis Norma Alaska eller Norma Oryx, fungerer rigtig godt på typiske skandinaviske eller nordeuropæiske jagter på vildsvin, råvildt og hjortevildt med moderate skudafstande. Men personligt vil jeg ikke anvende den type projektiler meget længere ud end maksimum et par hundrede meter. Projektiler i stil med eksempelvis Hornady’s ELD serie anvender jeg derimod uden tøven ud til afstande på omtrent 300 meter. Hvorfor? Fordi på 300 meter flyver et Hornady ELD X projektil, affyret fra min kortløbede 308’er, med en hastighed på 590 m/s, hvorimod en Norma Alaska kugle på samme afstand, tøffer afsted med meget mere beskedne 445 m/s … Vel og mærke selv om begge kugler forlader mundingen med samme hastighed.

Anslagshastigheden er altafgørende for hvorledes projektilet fungerer rent terminal ballistisk. Farten må hverken være alt for voldsom høj – således at kuglen ikke kan tåle anslaget og smadrer i tusinde stykker – ligesom farten ikke må være for lav, hvorved projektilet ikke ekspanderer optimalt. I førnævnte eksempel vil Hornady ELD projektilet ramme med såvel mere fart og energi, og derfor ekspandere tilfredsstillende og kort sagt præstere fint rent terminal ballistisk. Alaska projektilet vil derimod – med ’lunte-tempoet’ på 445 m/s – ikke have tilstrækkelig med anslagsfart til med sikkerhed at fungere optimalt rent terminal ballistisk.

Nogen vil måske tænke. Hvorfor så ikke bare afskrive .308 Winchester’en til fordel for hurtigere .30 kalibre, eksempelvis riffelkalibre som 300 Winchester Magnum? – Svaret må være: Fordi .308 Winchester som nævnt rækker … Det rækker simpelthen så rigeligt til rigtigt mange tænkelige jagtscenarier – og så er det oveni købet et præcist kaliber, som det for de fleste skytter og hjemmeladere er relativt nemt at få til at skyde super præcist. Dertil kommer at .308’eren har et par væsentlige fordele i forhold til de kraftige magnumkalibre: beskeden rekyl og rimelige priser på fabrikspatroner.

I øvrigt vil jeg postulere, at hvis vi holder vi os til middelstort vildt, med skudafstande ud til omtrent 275 meter og kuglevægte på op til 12 gram, så vil en .308 Winchester ikke være mærkbart mindre effektiv end en 300 Win Mag.

For eksempel følger det af Normas egne data, at en 11,7 grams Norma Oryx fra en .308 Winchester rammer med 600 m/s på 250 meters afstand, contra 670 m/s fra en 300 Win Mag (henholdsvis 2.100 joule og 2.675 joule). Det gør ikke nogen større praktisk terminal ballistisk forskel. Kronhjorten dør, i begge tilfælde, lige godt, så at sige.

På distancen efter 250-275 meter begynder .308 Winchester’en dog at tabe terræn, og 300 Win Mag’en vil hurtigt efterlade 308’er kuglen i slipstrømmen.

Men står man som jæger overfor at skulle købe en ny riffel, og pønser på en lidt grov en af slagsen i kaliber .30, så er det meget relevant at stille sig selv spørgsmålet .. ’har jeg egentlig behov for en riffel med jagtlig langdistance kapacitet?’.. Og her mener jeg langdistance som i temmelig langt. Skyder man aldrig – eller sjældent – længere end ud til omtrent to – tre hundrede meter på jagt, så er svaret vel egentlig nej.

Undtagelsen kan være, hvis det man jager er f.eks. store bjørne eller andet storvildt, hvor magnum kalibre – med tungere premium-kugler end hvad 308’eren magter – klart rummer sine fordele. Eller hvis man er helt vild med at skyde regulær langdistance-skydning, hvor .308 Winchester’en kommer lidt til kort i forhold til de mere strømlinede kalibre. Men med alle de fordele, der i øvrigt følger med et kaliber i mellemklassen, vil en riffel i eksempelvis .308 til fulde opfylde i hvert fald langt de fleste jægeres behov.

Nogle vil måske finde, at det er lidt uopfindsomt at bruge et riffelkaliber, som rigtigt mange andre også skyder med. Men med populariteten følger tilgængelighed og rimelige priser, hvilket jo alt andet lige har sine fordele.

Om end .308 Winchester ikke er super optimal til regulær langdistanceskydning, så når man til baneskydning alligevel en hel del længere ud, end til den forsvarlige jagtlige skudafstand som omtalt ovenfor. Med low drag matchprojektiler vil man på afstande af op til ca. 800 meter typisk kunne opnå en høj træfprocent (under forudsætning af at man øver sig, naturligvis). Omtrent 800 meter (lidt +/-) vil sådan rundt regnet være grænsen for, hvornår et matchprojektil fra en .308’er ’rammer’ den transsoniske zone (fartområdet lige omkring lydens hastighed). Det transsoniske område kan volde problemer for projektilers stabilitet, hvorfor man som tommelfingerregel siger, at en .308’er har en stabil rækkevidde ud til ca. 800 meter.  Med min kortløbede .308’er skal denne tommelfingerregel (ifølge ballistik softwaren) modificeres til ca. 750 meter. Det stemmer nok egentlig meget godt overens med virkeligheden. Nogle projektiler håndterer det transoniske område bedre end andre, ligesom også projektilets ’spinrate’ (som afhænger af riffelløbets stigning) har betydning. Det længste jeg med rimeligt konsekvente træf har skudt med min .308’er, er ca. 850 meter. Det var imidlertid med en længere pibe end den nuværende.

Kaliber 30 projektiler har et lille handicap i forhold til andre moderate kalibre som f.eks. 6,5mm og 7mm. Man skal typisk meget højt op i projektilvægt (13-15 gram) for at opnå meget høje ballistiske koefficienter, som er tæt på eller højere end 0.600. I 6,5 – 7mm segmentet kan man ret nemt finde projektiler i et moderate vægtinterval på 9-10 gram med ballistiske koefficienter på 0.600 eller mere.

Mange problemer begynder at melde sig, hvis man skal lade patroner med tunge .308 low drag projektiler på 14-15 grams. Ud over at det med den begrænsede hylsterkapacitet kan være svært at få plads til både projektil og krudt, kommer derudover, at mange .308 magasiner også får pladsproblemer. Lykkes det – trods alt – at lade en patron med tunge projektiler, kan det dernæst vise sig svært at stabilisere dem. Mange .308 Winchester løb er ikke lavet med en tilstrækkelig hurtig stigning (twist rate) til at stabilisere så lange projektiler. Men går hele kabalen endelig op, og man har ladet en forsvarlig og brugbar patron med en tung og lang low drag kugle til sin .308 Winchester, melder det sidste problem sig på banen: projektilfarten bliver ret beskeden! Når projektilfarten allerede ved mundingen er ret lav, forsvinder også langdistancefordelene ved en given kugles høje ballistiske koefficient.

Som tommelfingerregel kan man nogenlunde gå ud fra, at .308 Winchester’ens praktiske muligheder topper med projektiler omkring de 12 gram både med hensyn til stabilitet, plads og velegnet fart.

En .308 Winchester er og bliver en .308 Winchester: altså, et godt kaliber som dækker rigtigt meget af, hvad vi rent jagtligt kan tænke os til. Men en .308 Winchester vil aldrig i regulær langdistance-henseende – hverken til målskydning eller rent jagtligt – kunne ’presses’ til at kunne det samme som f.eks. en 300 Win Mag.

Skæftet

.308’er riflen er monteret i et GRS Sporter skæfte. De populære norske GRS skæfter er – ikke uden grund – ret så udbredte på feltskydningerne rundt omkring i det ganske land. GRS skæfterne er af generel høj kvalitet, og de epoxylaminerede skæfter har masser af stivhed. Hvis man glasfiber-bedder sin riffels låsestol i skæftet, og spænder til korrekt moment, vil man få et rigtigt godt udgangspunkt for et riffel-setup med høj præcision.

Til jagt er et GRS Sporter skæfte lidt stort og tungt, men til bjerg- og højlandsjagt fungerer det egentlig alligevel ret godt. Under sådanne jagter skyder man oftest ét enkelt, eller ganske få, skud. Typisk skydes der på lang afstand og ofte liggende eller i en anden statisk stabil skydestilling, der står mål med skudafstanden. I sådanne tilfælde virker GRS skæftet som skabt til opgaven. Tilmed er det modstandsdygtigt overfor dårligt vejr og tåler også lidt knubs.  GRS skæftet er fuldt justerbart med hensyn til både kolbelængden/LOP (length of pull) og kolberyggens højde (via en justerbar kindpude). Endvidere har jeg eftermonteret en bagkappe, som kan justeres op og ned. Skæftet kan således justeres optimalt til enhver situation.

Skæftets pistolgreb har finger-udfræsninger og er vinklet 6 grader til siden for et mere ergonomisk greb. Indimellem er jeg under skydekonkurrencer (særligt PRS skydninger) stødt på poster, hvor riflen skal betjenes omvendt, altså f.eks. lægges til venstre kind i stedet for højre. Såvel pistolgrebets som kindpudens udformning gør dette ret besværligt … for nu at sige det mildt. Så på sådanne skydeposter bommer jeg typisk fælt. Men altså i jagt-praktisk henseende, vil man jo aldrig skyde ’omvendt’. GRS laver ’spejlvendte’ links-skæfter, så er man den ’venstreorienterede’ type, skal man selvfølgelig sørge for at få et skæfte i en links-udgave.

Pistolgrebet er rimeligt fyldigt, og for mange skytter kræver det lidt tilvænning … særligt hvis man kommer direkte fra et klassisk jagtriffelskæfte. Pistolgrebet passer fint til gennemsnitlige mandehænder i str. 9-10 eller større. Er man af lidt mindre statur, med hænder i str. 7-8, kan man med fordel vælge et GRS skæfte i en ’decima’ udgave. GRS Decima-modellerne er fuldstændig magen til de øvrige modeller, de er blot nedskalerede 10 %.

På forskæftet, lige foran bundstykket, har jeg en lille holder til tre patroner. Det er ikke for, at det skal se ’sniper-agtigt’ ud med bling-bling patroner hængende der. Det er fordi, at Sako-magasinet kun rummer 5 patroner. Ofte skydes der til konkurrencer 2×4 skud på de enkelte poster, altså 8 skud i alt. Med tre ekstra patroner lige ved hånden, behøver jeg således ikke rykke mig meget ud af min skydeposition for at afgive i alt 8 skud.

Sigtekikkerten

Da .308 riflen ikke blot anvendes anvendes til jagt, men også til feltskydninger og lignede skydninger, er der monteret en sigtekikkert på riflen, der er velegnet til det formål. Schmidt og Bender PMII 5-25 sigtekikkerten er en oplagt kikkert til den type skydninger. Ofte – særligt for så vidt gælder PRS skydninger – skydes der langt. PMII kikkerten har med sine eksterne ballistiktårne, mulighed for at justere med op til 2,6 meter i det lodrette plan på 100 meter (26 MIL) og 60 centimeter på 100 meter (6 MIL) til siderne i det vandrette plan. Det er rigeligt, og rækker (for dette pågældende kaliber og hvis ellers projektilerne vil være med til det) til afstande ud til omtrent 1.200 meter med en indskydningsafstand (nulstop) på 100 meter.

Vi har bestræbt os på et uniformt brugsmæssigt tilsnit i forhold til andre kikkerter og rifler, vi bruger. Langt hen ad vejen fungerer kikkerten ligesom PMII 3-27 kikkerten (som omtalt i det tidligere kapitel), men der er visse forskelle. Sigtekikkerten er derfor også i milliradian (MIL) og sigtemidlet er medforstørrende med ’mil-markeringer’ i et P4L fein sigte (se det foregående .260 Rem kapitel for nærmere beskrivelse).

Selv om kikkert-modellen har mange år på bagen, er den optisk og mekanisk af en meget høj kvalitet, og det er stadig en reference, som mange andre sigtekikkerter måler sig med. Men på et punkt virker mekanikken lidt forældet, hvilket jeg også var lidt inde på i det foregående kapitel. I spændet fra 7-8 stykker og ned til 5 gange forstørrelse bliver dét man ser i billedet godt nok mindre, men det gør synsfeltet også – i samme forhold vel og mærke. Derfor er der egentlig ingen grund til at bruge kikkerten på mindre forstørrelse end 7-8 gange forstørrelse. Det eneste, man opnår ved at skrue kikkerten helt ned, er et udpræget tunnelsyn.

Jeg ved faktisk ikke om denne tunnelsyn-problematik er ’fikset’ på nyere generationer af PMII 5-25’eren, men jeg betragter i praksis kikkerten som værende med fra ca. 8 til 25 gange forstørrelse. Men det rækker også fint til behovet: Feltskydning og riffeljagt på pürsch og stillestående vildt. Også til bjergjagt er det en rigtig fin kikkert. Kikkerten er derimod langt fra optimal til eksempelvis bevægelsesjagter og drivjagter, hvor lavere forstørrelse, og ikke mindst et meget større synsfelt, klart vil være at foretrække.

Ligesom flere af PMII modellerne kan også 5-25’eren fokusere helt tæt på. Parrelaksen kan justeres ned til 10 meters afstand. Jeg har hørt, at nogle skytter klager en smule over, at sigtepunktet flytter sig lidt (ca. ½-1 centimeter) ved justering af parrelaksen i den nedre ende (fra omtrent 20 meter og ned til 10 meter).  Jeg har aldrig skudt med kikkerten på så kort afstand, så jeg tør ikke sige, om det har noget på sig. Men min praktiske erfaring – på afstande fra omtrent 35-40 meter og ud til ca. 800 meter – er, at kikkerten fungerer ét hundrede procent. Jeg har ikke oplevet noget målbart skift i sigtet eller andre underlige skift i træfpunkt (den skamfulde ære for utilsigtede skift i træfpunktet har jeg – desværre – altid måtte tilskrive mig selv).

Tårnene på kikkerten er Schmidt & Benders double turn tårne. De kan ikke låses. Men jeg har ikke haft problemer med utilsigtet ’skruen rundt’ på tårnene, selv om de faktisk rager lidt ud i landskabet. Kliktårnene fungerer rigtigt godt og er lette at betjene. De ’kører’ hverken for stramt eller for slapt, og man har en god fornemmelse af de helt tydelige klik. Når tårnet har snurret rundt til anden omgang – fra 14 milliradian til 26 milliradian – skifter nogle indikator-felter på toppen af tårnet farve fra sort til gulgrøn. Den gulgrønne farve svarer til farven på 2. runde milliradian markeringerne på tårnet. Det fungerer fint, og man ser hurtigt, om tårnet er på første eller anden omgang. Endvidere er der nulstop således, at man altid kan finde tilbage til indskydningsafstanden i en fart.

Sigtekikkerten er spændt op i en solid montage. En Near MFG picatinny rail og tyske MAK ringe med en bred anlægsflade har ’godt fat’ i kikkerten. Jeg stoler trygt på, at intet giver sig trods lidt knubs nu og da. Det eneste, der mangler (efter at have skiftet til MAK ringe) er en lille libelle. Det har vi på vores øvrige kikkerter, og jeg har vænnet mig til, at en sådan skal være på et kikkert-setup … så det savner jeg lidt og vil råde bod herpå, så snart jeg finder en påspændings-libelle (ikke så frækt som det lyder), der passer til et 34mm rør.

Pibe og dæmper

Lothar Walther er vores foretrukne mærke og derfor er piben på denne riffel naturligvis også en rustfri Lothar Walther pibe. Piben, som er skruet på et rustfri Sako 85-system, har en meget svær matchprofil på godt Ø23mm ved mundingen. En sådan pibe er tung, men da løbet er ret kort (51cm) er balancen god, og riflen føles ikke næsetung. Den største del af riffelvægten holdes rimeligt tæt ved kroppen. Inden man eventuelt bestiller en så svær pibe, skal man lige være opmærksom på, om der er plads i skæftets løbskanal. Meget kan fikses med sandpapir og slibning, men er piben for svær kan det vise sig umuligt at få plads. I GRS skæftet (som anvendes til denne riffel) er der rigelig plads til selv meget tykke piber. En så kraftig matchpibe reducerer pibesvingningerne til et minimum, og præcisionen er derfor rigtig god. ’Hul i hul’ … ’trekløver-skud’… ’nøglehuls-grupper’… kært barn har mange navne … Sådanne grupper er mere eller mindre normen med en så svær .308’er match-pibe, under forudsætning af, at setup’et i øvrigt ikke lider af dårligdomme.

Én dårligdom kan være, at et givent riffelsystem ikke lige passer som ’fod i hose’ i et givent skæfte. For at være sikker på, at denne risiko er fjernet, er denne .308’er derfor glasfiber-bedded i GRS skæftet. Glasfiberbedding er en procedure, vi som regel altid udfører på en ny riffel eller et nyt skæfte … også selv om vi har fået fat i en riffel taget lige ned fra butikshylden og som skyder meget præcist. En glasfiberbedding har aldrig fået vores rifler til at skyde dårligere, og mange har haft gavn – præcisionsmæssigt – af en omgang bedding.

.308 Winchester er en af de kalibre, man typisk anser som egnede til kortere piber. Det rimeligt hurtigt brændende krudt, der anvendes i patronerne, forbrænder typisk i ret korte løb, uden at der står en halv meter lang stikflamme ud af mundingen. Men man mister nu lidt fart alligevel. Fartforskellen på det 60 cm lange originale Sako-løb og det nuværende knap 10 centimer kortere og mere handy Lothar Walther løb, er omtrent 30 m/s. Var riflen primært møntet på langdistanceskydning, ville det naturligvis være en ulempe med farttabet. Men da riflen langt overvejende anvendes på jagt og til jagt-feltskydning, hvor skuddene typisk ikke er meget længere end 300 meter, er balancen og den lettere håndtering af riflen væsentligere end en smule højere projektilfart.

Lidt atypisk for kaliberet er piben med en hurtig 1-8 tommer stigning (en mere typisk stigning for .308 Winchester er mellem 1-10 og 1-12 tommer). Det er lidt noget nørderi fra min side, og et forsøg på at se, om en super-stabilisering af projektiler rummer nogle fordele (som er noget af det seneste balli-snik-snak, der nørdes i blandt de proffe over there i guds eget land).

Referencevægten for projektiler i .308 Winchester er et 168 grain (10,9 gram) projektil, og et sådan stabiliseres rigtigt godt med de normale stigninger mellem 1-10 og 1-12. Også lettere projektiler stabiliseres fint med sådanne stigninger. Min erfaring med Lothar Walther pibens hurtige stigning er, at den håndterer projektilvægte fra 168 grain og op særdeles godt, men skyder til gengæld middelmådigt med lettere projektiler. Endvidere håndterer Lothar Walther pibens hurtige stigning blyfri homogene projektiler – med lav massefylde – godt, da sådanne har en lang bæreflade i forhold til vægten. Men der hvor en super-stabilisering skulle trumfe, er ved projektilhastigheder lige omkring overlydsfarten (det såkaldte transsoniske område). Guru’erne inden for langdistance-nørderi prædiker som sagt lige for tiden om overstabilisering (super-stabilization) for bedst muligt at overkomme de problemer, der opstår i det transsoniske område. Det var nu nok lidt optimistisk, og over mit niveau, at tro at jeg sådan for alvor, på mere empirisk videnskabelig vis, kunne be- eller afkræfte teserne. Men på mere lavpraktisk vis, har jeg da i hvert fald kunnet konstatere, at de henholdsvis 10,7 gram (167 grain) og 11,7 gram (178 grain) projektiler, som jeg bruger, er meget stabile ud til omtrent 600-800 meter, som jeg ind i mellem når ud på med denne riffel.

Efter sigende skulle en hurtig stigning også fungere godt med subsonisk ammunition (ammunition med underlydshastighed) i en .308’er. Jeg har ikke selv fiflet med sådan ammunition, men det lyder plausibelt da subsonisk .308 Win ammunition anvender tunge projektiler.

En ting, som man skal være opmærksom på ved en atypisk hurtige stigning er, at kammertrykket kan bygge op til et højt niveau noget hurtigere end normalt. Det gør sig i hvert fald gældende i min riffel. Jeg lader med en del mindre krudt i hylstret til .308’er Lothar Walter piben, end jeg gjorde, da riflen stadig bar sin originale .308 Sako pibe med 1-11 tommer stigning …

Efter at lyddæmpning er blevet en option i Danmark, er vi gået den vej og har faktisk ikke rigtigt set os tilbage. Lyddæmpning rummer bl.a. den fordel, at man ikke så hurtigt bliver skydetræt. Man skåner ørerne, skulderen og naboerne. Men en lyddæmper flytter i sagens natur en riffels balance, og mange vil finde, at dét er en ulempe. Alt afhængig af dæmperens vægt og udformning medfører montering af en dæmper nemlig ofte, at riflen bliver lidt rigelig næsetung.

Korte piber fungerer derfor ret godt med lyddæmpere, da dæmperens vægt ikke flyttes helt så langt væk fra skyttens lodrette centerlinje. Balancen forskydes dermed ikke i ligeså høj grad, som den gør på rifler med længere piber.

Derfor kan man også ’tillade sig’ at montere tungere, og mere effektive, dæmpere på en kortpibet riffel uden, at man må bøde herfor med en forholdsvis stor ubalance.

Det er netop, hvad vi har gjort. På den kortpibede .308’er bruger vi en finsk ASE UTRA SL7 dæmper. Dæmperen er i ren stål hele vejen i gennem. Der er ingen aluminium i den. Det er klart, at en sådan ståldæmper er tungere end dæmpere, der fremstillet helt eller delvist i letvægtsmaterialer. Til gengæld tåler ASE UTRA dæmperen en meget høj skudkadence. Faktisk så høj, at den kan holde til montering på en automatriffel. Det er der, mig bekendt, ikke mange andre dæmpere på markedet – hvis nogen overhovedet – der kan holde til. I forhold til feltskydningskonkurrencer er jeg ikke i tvivl om, at ASE UTRA dæmperen kan holde til den til tider lidt hårdhændede behandling, den udsættes for under sommerens feltskydninger. Dæmperen er frontmonteret og har ikke et bagkammer, der går ned over piben. Den rager i sin fulde længde 15 cm ud foran løbet. ASE UTRA SL7 dæmper lyden virkeligt godt og reducerer rekylen ganske betragteligt. Til trods for dæmperens ret høje vægt på 480 gram, er balancen som sagt rimeligt OK på den ret korte pibe, og vægten har faktisk den sidegevinst, at der ikke er pibespring ved skudafgivelse. Alt rekylenergien sendes i en lige linje bagud i skulderen … Det er en kæmpe fordel. Jo mere rekylbevægelsen befinder sig i riflens mediale centerlinje, jo bedre håndterer skytten rekylen. Pibe-opspring og generel dårligt rekyloptag får man decideret pip i låget af … Jeg gør i hvert fald.

Støtteben

Denne riffel bruger jeg mest uden støtteben. Når jeg går på jagt, har jeg sjældent støtteben på riflerne, og derfor øver jeg stort set alt skydning med denne riffel i dens ’jagt-outfit’. Derved vænner jeg mig til ikke at ty til den nemme løsning – at slå støttebenene ud og smide mig på jorden! Jeg må i stedet finde alternative løsninger til at etablere en stabil skydestilling.

Kun når jeg bruger riflen til regulær langdistance-skydning, bruger jeg støtteben. I sådanne tilfælde skruer jeg en Harris, eller en Harris-style, bipod på forskæftet. Det fungerer sådan set udmærket.

Det er rimeligt hurtigt og nemt, og en Harris er af god kvalitet og svær at ødelægge (med mindre det er en billig Kina-kopi). Bipod’en giver god støtte og føles mere rigid, end mange andre typer bipods. Det er der nogen, der synes om. Andre mener, at det kan være lidt vanskeligt at dosere trykket i en Harris, da benene bare glider på underlaget. Får man ikke doseret et ordentligt tryk i bipod’en, risikerer man at riflen hopper lidt ved afgivelse af skud (alt efter hvor kraftigt riffel-kaliberet er og hvor tung riffel-setup’et er) … Pibeopspring og anden dårligt rekyloptag nedsætter effektiviteten (skudkadencen) betragteligt.

Med andre lettere og kraftigere rifler har jeg jævnligt ligget og bandet over irriterende hoppen og dansen rundt på stive støtteben. Men med det rimeligt tunge .308’er setup, er rekyloptaget rigtigt godt med en Harris under forskæftet. Trykket kommer lige direkte bagud i skulderen, og efter skuddet er man hurtigt på målet igen. Den Harris model, som vi typisk bruger (S-BRM), kan justeres i højder fra 6-9 tommer (ca. 15 – 23cm). Højden fungerer fint i de fleste tilfælde: liggende på relativ flad grund, skydning fra barrierer og knælende bagved volde eller lignende. Til gengæld kan man komme lidt til kort, hvis terrænet man ligger på, er nedad skrånende, eller hvis piben (og sigtekikkerten) skal højt op for at komme fri af vækster eller andre forhindringer. Riflen kan krænges i en Harris-bipod (S-BRM), men man kan ikke panorere med riflen.

Generelt

Vi har haft denne riffel længe og har skiftet pibe én enkelt gang, da den typisk skyder mere end 1.000 skud om året (første pibe blev skiftet efter godt 5.000 skud). Jeg skyder jagt-feltskydning med riflen, og den anvendes også på jagt. Rimelig kort og kompakt som den er – og med en vægt, der er til at holde ud at løfte rundt på –  er riflen nogenlunde handy og alsidig. Den fungerer fint til bukke-pürsch, på anstand, fra skydetårne, og sågar også til bjerg- og højlandsjagt … Om end der er et aber dabei for så vidt angår bjergene. Hvis terrænet forventes meget fysisk udfordrende, eller afstandene meget lange, så ryger en mere dedikeret bjergriffel på oppakningen, men mere om det senere i riffel serien …

 

Riffel-data

System:

• Sako 85
• Rustfri

Skæfte:

• GRS Sporter
• Two way adjustable bagkappe

Løb:

• Lothar Walter svær rustfri pibe (Contour #2500: BR Heavy Varmint)
• Ø23 mm ved munding.
• 51 cm lang
• Stigning 1 snoning pr. 8’’ (1-8)

Kaliber:

• .308 Winchester

Optik:

• Schmidt & Bender PMII 5-25×56

Montage:

• Near Picatinny Rail (0 MOA)
• MAK ringe (front and rear)

Bipod:

• Harris S-BRM

Dæmper:

• Ase Utra SL7

Længder:

• Riffel længde  – 103,5 cm
• Dæmper længde – 15,0 cm
• Riffel totallængde (incl. dæmper) – 118,5 cm

Vægte:

• Riffel egenvægt (incl. kikkert) – 5,3 kg
• Dæmper egenvægt – 0,48 kg
• Bipod egenvægt – 0,37 kg
• Riffel totalvægt (incl. kikkert, dæmper og bipod) – 6,15 kg