Jeg har været i såvel Skotland som England tidligere, men aldrig på jagt.  Men lige siden jeg begyndte at gå på jagt – ja, faktisk før jeg begyndte at gå på jagt – har jeg drømt om en jagttur til det skotske højland. Sådan en rigtig jagt, hvor man arbejder for sagen og for et par dage indgår som skytte og hjælper til med revirets forvaltning af kronvildtbestandene.

Den majestætiske kronhjort er nærmest at betragte som et skotsk ikon – den skotske ’Hill Stag’. Kronvildtet i Skotland har levet i bakkerne i tusinder af år. Det har ingen naturlige prædatorer udover menneskene, som har gået på jagt efter kronvildt lige siden stenalderen. I dag er det ikke stenaldermænd, men de skotske ’game keepere’, der står for forvaltningen af hjortevildtet. Med en estimeret bestand på ca. 300.000-400.000 individer er kronvildtet mangfoldigt i Skotland. Selvom den skotske kronhjort er en relativ stor hjort, kan dyrene i størrelse (hverken af krop eller gevir) måle sig med sine kontinentale europæiske fætre i de store skove og plantager – blandt andet i Danmark, Tyskland, Polen og Ungarn. De største skotske hjorte kan veje op til 100-120 kilo i levende vægt, de allerstørste endda op til 150 kilo. De største kontinentale hjorte kan veje helt op til 250 kilo, hvor normen mere ligger i omegnen af 150-180 kilo.

Højlandsjagten skulle prøves. Så i efterårsferien 2013 fløj René og jeg en tur til Aberdeen, hvorfra vi i en lejet bil kørte ind til hjertet af det kæmpestore Cairngorm naturreservat. Cairngorm reservatet udgøres af en massiv bjergkæde, hvor man finder fem ud af de seks højeste bjerge i Skotland. Et af disse hedder Cairn Gorm og har således lagt navn til området. Udover de fem høje bjerge findes et væld af mindre bjerge, bakker, dale, elve og vandløb – et klassisk højland. Bjergene er bjerge i geologisk forstand, men i sammenligning med eksempelvis Alperne er det små bjerge. De højeste er lige under femtenhundrede meter høje, og skotterne selv kalder ikke bjergene for bjerge, men derimod for bakker. Vi skulle jage højlandshjorte i det vidunderligt flotte Royal Deeside område, som ikke ligger langt væk fra den hyggelige landsby Braemar.

De første fem minutter svedte jeg fælt med hænderne knuget om rattet i den lejede bil. Vejen ud af Aberdeen var ikke sjov, da det var første gang, jeg kastede mig ud i venstresidekørsel. Men jeg tog den med ro og forsøgte at abstrahere fra, at andre billister måske irriteredes over min ’bedstefar-kørsel’. Efter forbløffende kort tid fandt jeg det egentlig ikke så svært, det der med venstrekørsel, og efter små to timer gav GPS’en meldingen ’ankomst om hundrede meter’. Og der midt i den lille by Braemar dukkede et bombastisk udseende hotel med et ligeså bombastisk navn ’Fife Arms Hotel’ op rundt om hjørnet. Hotellet havde spir, svære kæder med morgenstjerner og tunge døre, og jeg var sådan set ikke blevet forbavset, hvis en blåhovedet og kiltklædt Mel Gibson var blevet smidt ind i puljen. Atmosfæren var så skotsk og højlandsk, som noget kunne være – og det passede jo bare rigtig godt til en gang jagt på skotske højlandshjorte.

Næste morgen var vi efter en solid omgang morgenmad klar til at prøve kræfter med bakkerne. Jeg havde over telefonen aftalt med revirets head keeper, at jeg skulle mødes med et par af hans game keepere, Collin og David, klokken lidt i ni om formiddagen ved keeperens gård et par mil nede ad landevejen. Som aftalt så gjort. Vi fik alle hilst på hinanden og fyret lidt small talk af – og så startede jagten.

Riflen (og jeg) skulle først lige kontrolleres. Vi kørte ad et hjulspor ind til bakkerne. Den næsten 80-årige David viste mig et stykke karton, hvorpå der var tegnet en sort prik i midten af en fed sort cirkel med en diameter på en seks- syv centimeter.   ’… Now let me see you put a hole right in the dot…’, sagde den gamle mand henkastet til mig og sendte mig samtidig et smil. ’… I’ll do my best…’, svarede jeg venligt. Gamle David traskede derefter ca. 100 meter ud i bakkerne, hvor han placerede den hjemmetegnede målskive på nogle pallebrædder, som helt sikkert flere gange havde været anvendt til netop samme formål. Derefter gik han 35-40 meter til siden og standsede. ´…Is he out of the way,.. there?.. ’, spurgte jeg Collin, ‘…He’s old as a turtle, so it’ll be no big loss – go ahead and shoot..’, svarede Collin i en god skotsk blanding af humor og ironi, som jeg straks faldt for.  Skotter er jo ikke kendt for at være nogle tøsedrenge. David var tilsyneladende så sikker på, at jeg ikke ville skyde 35 meter ved siden af skiven, at han turde stå der – og det var jo hans beslutning. Jeg var nu også ret overbevist om, at jeg ikke ville skyde 35 meter skævt. Jeg lagde mig derfor til rette, placerede riflen med støtte på rygsækken, proppede en hjemmerullet 9,7 grams Hornady Interbond 30.06 i kammeret på Mauseren og sendte en kugle mod skiven. ’Perfect’ meldte Collin, som stod og observerede med sin håndkikkert – ’Right in the circle’. ’Perfect’ efterabede jeg.

Men David var tilsyneladende ikke tilfreds. Han kom tilbage med skiven i hånden og viste mig, hvor mit skudhul sad – hvilket var ca. én centimeter ret til venstre for prikken i midten af cirklen. ‘… I told you to make the hole in the dot  …’ sagde han hovedrystende til mig og trak så straks på smilebåndet. ’… Come on let’s go  -get in the Land Rover and let’s hit the hills …’, fortsatte han dog hurtigt og efterlod mig ikke i tvivl om, at ikke bare Collin, men også gamle David, var tilfreds med både riflen og min skydning.

Vi nåede ikke langt ned ad landevejen, før en melding kom ind over radioen. ’..There’s a beast caught in the fence by Chine .. ’. De to keepere var på arbejde – René og jeg var sådan set bare med – så forholdene omkring det fastsiddende krondyr måtte tjekkes nærmere. Vi nåede ud til Chine Water hegnet og fik Argocat’en kørt af traileren. (En Argocat er et terrænkøretøj, som mest af alt minder om et badekar med otte trækkende hjul. Den er grim som bare pokker – helt sikkert ikke italiensk designet – men den virker og kan komme frem stort set overalt). Collin bad mig medbringe riflen for det tilfældes skyld, at en aflivning kom på tale. Vi steg ombord i badekarret og rullede over den våde eng hen mod hegnet, hvor dyret sad fast. Netop da vi var hoppet ud af Argocat’en og begav os til fods op mod kreaturhegnet, så vi en ung kronhjort springe blot tyve meter foran os. Under vores fremrykning hen over engen havde dyret fundet de sidste kraftreserver frem og havde selv vristet sig fri. Dyret virkede uskadt, og vi lod det være i fred. Vi kravlede i stedet op i Argo’en og trillede tilbage til Land Roveren.

Vi forlod den snørklede asfaltvej og kørte ind i dalen. Bakkerne rejste sig blødt på begge sider af hjulsporet, og en elv snoede sig gennem terrænet midt i dalen. Det var et fantastisk flot område. Landskabet var som taget ud af en reklame for skotsk whisky.

Et stykke inde i dalen stoppede David Land Roveren, og både han og Collin fandt kikkerterne frem. Det var blevet tid for ’glassing the hills’, hvilket simpelthen vil sige, at man fra foden af bakkerne, med håndkikkerter og kraftige spotting scopes, tjekker, hvad der rører sig – eller hviler sig – på bakkerne. Når man har undersøgt sagen nærmere, kører man videre, hvis der er dødt, eller også lægger man en slagplan, hvis der er spottet skudbart vildt.

Der blev brugt god tid på at undersøge bakkerne med kikkert og at lægge en plan. Collin havde spottet tre hjorte, som gik rundt for sig selv i bakkerne, og vi besluttede at gå efter dem. René og jeg greb hver vores rygsæk, og Collin tog foderalet med riflen over skulderen. Vores ’stalk’ kunne endelig begynde. Vi krydsede elven ved et vadested og fulgte et vandløb op ad bakken.

Forud for turen til Skotland havde jeg fundet et par stejle stigninger ved en af Silkeborgsøerne. Disse bakker havde jeg så kravlet lidt op og ned ad. Jeg havde umiddelbart fundet, at bentøjet nok skulle kunne holde til et par dages vandring i det skotske. Men ærlig talt havde jeg ikke lagt mig ret meget i selen for at styrke formen forud for turen, og jeg fandt hurtigt ud af, at det midtjyske søhøjland langt fra kunne måle sig med det skotske højland.

I starten gik det meget godt. Terrænet var ikke synderligt stejlt, og jeg fandt egentlig ikke vandringen så anstrengende som forventet. Men jeg blev snart klogere, for langsomt begyndte terrænet at stige, og kroppen blev varm. Jeg tog kasketten af for i bogstavelig forstand at dampe lidt af. Da vi nærmede os området, hvor de unge hjorte burde stå, var jeg både svedig og forpustet. Lige da Collin bad mig og René blive nede i fordybningen, mens han ville kravle op og skue ud over bakken, sprang en stor flok hinder. Der var vel en 35 stykker, som bølgede op ad bakken. Vi var afsløret! Krondyrene har et godt syn, og der er rigtig mange øjne, der holder udkig efter farer på deres terræn. Vi stod stille og lod dyrene rende. ’…Det var da ligegodt utroligt, så hurtigt de kan tilbagelægge 300 meter lige op ad bakken…’, stod jeg stordampende og forpustet og tænkte, mens jeg ræsonnerede lidt over min egen max ’klatrehastighed’, som vel lå i omegnen af 3-4 km/t.

Pludselig sprang også de tre hjorte. De havde stået ikke ret langt fra os lige på den anden side af skrænten. Havde hinderne ikke sat sig i bevægelse, var hjortene også blevet i området. Men så let skulle det altså ikke være, og inden for et halvt minuts tid havde hjortene sluttet sig til hinderne. Hele flokken stod nu og skuede i vores retning. Det var nytteløst! Nu ville vi ikke have en chance for at komme på skudhold. ’… Arh well, let’s walk down again, and see if we can find some other beasts …’, sagde Collin positivt. Som sagt så gjort, og vi fulgte vandløbet tilbage til hjulsporet ved foden af bakkerne. Efter godt halvanden times vandring, først op og siden ned igen, var vi tilbage ved Land Roveren. Klokken var blevet hen ad middagstid, og vi nuppede lidt frokost. Efter en hurtig bid brød – og ca. en liter vand, som jeg hurtigt fik hældt indenbords – kørte vi længere ind i dalen.

Snart spottedes en ny flok krondyr, og i flokken befandt der sig en skudbar hjort. Vi lagde en plan, som stort set var ligesom den foregående, hvilket ville sige: klatre op ad bakken i god vind til dyrene, forsøge at finde området, hvor de står, spotte dem, før de spotter os, og så komme på skudhold af hjorten. Til at hjælpe os med vores forehavende på bakken havde vi David. Nok havde han arme og hænder, der var stærke som en chimpanses, og muligvis var han i bedre kondition end mig, men han var trods alt 80 år, og han fik derfor den komfortable del af arbejdet. Dette arbejde bestod i fra Land Roveren at holde øje med bakken og via radio informere Collin om flokkens bevægelser og om eventuelle andre dyr, der måtte dukke op.

Vi fik atter læsset riffel og rygsække på skuldrene, sat benene i ’klatregear’, og så gik det af sted. Efter en god halv times tid var vi ved at være der. Collin bad over radioen David om en status og fik tilbagemelding om status quo. Rudlen stod altså stadig, hvor den stod, da vi var startet på vores vandretur. Det tegnede godt! Vi skulle bare lige omtrent hundrede meter længere op, kravle stille frem og så skyde hjorten. Det lød jo nemt.

Men det var det ikke. Da vi kom frem og var ved at snige os op ad skrænten, fra toppen af hvilken vi ville have godt skudhold, mærkede vi et vindpust i nakken. Vinden svøbte! ’…Arhhhh…’  hørte jeg Collin sukke og fik samtidig øje på en hel flok hinder og en hjort, der nu alle stod og sikrede i vores retning. ’..Get ready, get ready ..’, hviskede han. Jeg lagde hurtigt rygsækken på plads som underlag, mens Collin fiskede riflen ud af foderalet. Men rudlen havde fornemmet fare og satte i bevægelse, ’… See if you can get a shot at him, if he stands still…’,  sagde Collin, alt imens han lagde riflen an på ryg-sækken. Jeg skubbede hastigt kasketskyggen op i panden og kravlede, så hurtigt jeg kunne, ind bag riflen. Men jeg havde ikke frit skud, for riffelløbet pegede ind i lyngen. Jeg måtte derfor skubbe hele molevitten længere frem for at få en fornuftig skudvinkel. Al min rumsteren rundt blev imidlertid for meget for flokken, og sammen med hjorten satte de i løb og forsvandt ud af syne. ’… You must be quick…’ sagde Collin. Jeg forsøgte at forklare ham, at jeg ikke havde frit skud, hvilket han vist forstod. Men jeg følte mig alligevel lidt som den tykke dreng i gymnastiktimen – sådan lidt klodset og uduelig. Jeg havde misset chancen, og rudlen kunne det ikke svare sig at ’stalke’ videre på. De var rendt langt væk og ville i øvrigt være særligt meget på vagt resten af dagen.

Klokken var godt to om eftermiddagen, da vi var tilbage i Land Roveren. Vi sad og rastede lidt, mens vi spiste en chokoladebar, da David, som sad med kikkerten, pludselig sagde ’.. there’s a stag lying not far up the hill .. I think he’s shootable….’. Collin fandt sin kikkert frem og observerede med. ’..Yeah he is .. but very open out there..’ Collin og David drøftede situationen lidt frem og tilbage. Collin spurgte mig ’… Do you want to give it a try?… He’ll be hard to get to, there’s not much cover out there..’.  Selvfølgelig var jeg da klar, og inden længe fandt jeg mig selv i næsten knædybt vand langs med elvens brink i forsøget på at komme nærmere ind på hjorten.  ’… Det var godt, at René havde meldt pas til dette forsøg …’, tænkte jeg, da jeg mærkede vandet rende ind i min ene støvle. Collin og jeg forsøgte det bedste, vi kunne: først den ene vej rundt og så den anden vej rundt. Men det lod sig ikke gøre. Hjorten lå alt for åbent, og vi havde ingen mulighed for at komme tættere på end godt 300 meter. ’…It’s no good …we can’t get to him..’, måtte Collin skuffet erkende. Lidt slukørede var vi atter tilbage ved vores udgangspunkt. Klokken var efterhånden blevet halv fire, og dagen sang på sidste vers. Mens vi stod lidt og snakkede om dagens forløb, sagde René pludselig ’…Thomas, der går en hjort… se deroppe…’ Drengen havde ret. En god kilometer fra os gik en enlig hjort rundt og ’skylinede’ på toppen af en bakke. Jeg gjorde Collin opmærksom på Renés observation. Collin tog hjorten under nærmere observation, og meddelte ’…. It’s a good one  –  he is old …‘

Hjorten var spottet og fundet skudbar, og inden længe befandt jeg mig derfor atter i hælene på Collin. Han klatrede som en bjergged op ad bakken for at komme frem til den gamle hjort, som vi netop havde observeret. David og René var kørt halvanden kilometer frem ad hjulsporet og ville give os en melding, hvis hjorten forsatte sin vandring frem i dalen.

Collins tempo var højt, og efter et kvarter var jeg helt færdig. Terrænet var stejlt, mine lår brændte, og jeg svedte tran. Jeg var klar over, at vi havde travlt, hvis ikke chancen skulle spildes, men jeg kunne simpelthen ikke holde Collins tempo op ad bakken. ’… We have to slow down a bit Collin, my engine is overheating…’ meddelte jeg. ‘…All right – but we don’t have all the time in the world, if we want to get to him…’, sagde Collin og satte tempoet bare en anelse ned.

Ti hårde minutter senere var vi i området, hvor hjorten burde gå. Vi begyndte at gå sideværts på bakken. Min vejrtræning faldt fra ’astmaanfald’ til ’gennemsnitlig motionist’, mit tunnelsyn forsvandt gradvist og blev til det almindelige syn, jeg kender fra hverdagen. Det føltes, som om mine lunger blødte, og jeg vidste ikke rigtigt, om jeg resten af livet skulle være svimmel. Så nu havde den hjort kraftedeme bare at være der og gøre det eneste rimelige – nemlig uden brok at stille sig an til at blive skudt!

Men hjorten var urimelig og var der ikke! Vi havde ikke fået en melding fra David om, at den var vandret videre ind i dalen, så den burde være et sted i nærheden. Collin kravlede over først den ene skrænt og så den næste. Vi mavede os begge op på den tredje, med riflen klar, i fuld overbevisning om, at hjorten måtte befinde sig i lavningen bag skrænten. Men vi så den ikke. ‘…. I’ll try to roar like a stag, and we’ll see, if he stands up … Are you ready?..’. Jeg var klar, og Collin brølede, det bedste han kunne. Det fik vi imidlertid ikke andet ud af, end at Collin skræmte et par ryper op af lyngen. ’… It’s not here ..’ sagde Collin skuffet. ‘… He must have tricked us and sneaked away … ‘. Ærgerlige tog vi patronen ud af riflens kammer, trykkede den tilbage i riffelmagasinet, lukkede bundstykket over patronerne i magasinet og pakkede riflen i foderalet. Vi vandrede – besejrede – nedad mod hjulsporet langt under os.

Bedst som vi gik der og småsnakkede, rejste hjorten sig pludselig og satte i løb blot et stenkast foran os. Vi nærmest sparkede den op fra dens sæde. Collin smed sig som en soldat, der kaster sig i flyverskjul, og jeg fulgte hurtigt trop. ’… Get your pack … get your pack ..’ råbte han, og jeg flåede rygsækken af skuldrene. Hjorten forsvandt ud af syne ned i en lavning. ’… Get ready, he’ll get up on the bank and probably stop for just a second – shoot when he stands still…’.  Jeg smed riflen på plads på rygsækken og spændte slagstiften. Som forudsagt af Collin dukkede hjorten op og stoppede. ’.. KLIK !…’  Et kort øjebliks forvirring meldte sig.  ’… For satan da også … tomt kammer …’ . Vi havde jo selvfølgelig tømt kammeret, da vi lige forinden havde pakket riflen tilbage i foderalet, og bundstykkets slagstift slog derfor ind i det tomme ingenting. Hjorten stod stille, blot lige det sekund, som Collin havde forudsagt, den ville, og fortsatte derefter væk i trav. Jeg rev bundstykket tilbage og fik lynhurtigt trykket en patron i kammeret. Collin brølede, alt hvad han havde lært, og hjorten satte efterhånden tempoet ned. Jeg fulgte den i sigtekikkerten. Den var nu langt ude, men pludselig stoppede den op, vendte højre side til og kiggede i vores retning. ’… Omtrent 300 meter … stik modvind…’ ræsonnerede min hjerne på autopilot. Der var ikke tid til at klikke afstanden op. Jeg lod i stedet lynhurtigt kikkertkrydset finde hvile over hjortens skulder, lige over ryglinjen, og klemte på aftrækkeren.

Hjorten sprang højt og pløjede sig 15 meter frem, hvor den segnede om og lå bomstille! ‘… You got him – That was a good shot .. my God that was a good shot …’, råbte Collin synligt glad og oprigtigt imponeret over skuddet. Han klappede mig på skulderen og fortsatte ‘..That was the best shot this season.. There’s about 300 yards out there, and he didn’t give you much time either …’

Selv i Skotland er små 300 meter et ret langt skud, og jeg fornemmede, at Collin mente de rosende ord. Jeg antog ham i øvrigt heller ikke ligefrem for at være typen, der kom med falske komplimenter. Jeg takkede for komplimentet og var bare glad for, at min skydetræning nu havde givet et afkast. Jeg var selvfølgelig også glad for, at jeg kunne imponere en jæger som Collin lidt. Jeg havde fældet den gamle hjort med et hurtigt og langt skud til bladet og derved fået oprejsning for min fejl begået tidligere på dagen.

Jeg praktiserer kun sjældent skud på lange hold under jagt. I Danmark er det efter min mening unødvendigt og egentlig også lidt usportsligt. I hvert fald hvad angår råvildt, er det behæftet med stor risiko for anskydning, hvis man skyder på lange hold til det lille rådyr, hvis beskedne størrelse ikke levner plads til ret stor unøjagtighed. Men ikke alle steder er som i Danmark. I det skotske højland er der ingen træer eller anden egnet vegetation at gemme sig bag. At komme ind på hundrede meter af en kronhjort i det åbne højland, kan være helt umuligt. Jeg var derfor fuldt indstillet på, at skud på lange hold er normen under skotsk hjortejagt. Jeg kan godt lide at deltage i diverse feltskydninger rundt omkring i Danmark, men jeg ligger langt fra altid i toppen af resultatlisterne. Nogle af de mænd og kvinder, der skyder meget feltskydning, er bare så superdygtige med deres rifler, at man bliver helt paf. Men jeg har det godt med at kende min riffel, og den megen træning i skydning på alt mellem 50 og 300 meter, samt deltagelse i feltskydningerne rundt omkring i forskellige terræner, har medført, at jeg er blevet en rimelig habil og konsistent riffelskytte. Endvidere sikrer træningen, at jeg kender mine evner samt mine begrænsninger og sidst, men ikke mindst, også mine riffelkuglers ballistik.

I månederne op til Skotlandsturen havde jeg ladet en stor bunke af jagtpatroner og trænede ugentligt med den tiltænkte ammunition. Jeg følte mig derfor godt forberedt og ret sikker på, at jeg – og patronerne – godt kunne håndtere skud ud til de 300 meter. I modsat fald var jeg ikke taget til Skotland, hvor lange skudhold må forventes….

Nu havde den megen træning med riflen givet bonus, og al træthed efter vandringen var væk. Collin og jeg gik de små 300 meter over til hjorten og tog den i nærmere øjesyn. Det var en fin hjort, en helt klassisk skotsk ’hill stag’, og lige sådan en jeg havde drømt om at skyde. Det var en gammel hjort, som ikke længere gjorde den store gavn, og som tabte kampene med de yngre og stærkere hjorte og trykkedes længere og længere ud i periferien af rudlerne. En sådan hjort bør tages ud af kabalen, og det havde vi nu gjort.

Vi nød hjorten lidt, tog et par fotos og nåede så til dagens sidste hårde slid. Hjorten skulle ned ad bakken. Collin brækkede den, og vi greb hver fat i et bagben og trak. Indimellem – på de stejleste steder – rullede hjorten lidt af sig selv, og snart var vi nede, hvor Argocat’en kunne nå frem. Vi satte os og ventede. I løbet af fem minutter dukkede gamle David og unge René op med ’offroad-badekarret’. David insisterede på at trække hjorten de sidste 75 meter ned til Argo’en, og jeg følte det uhøfligt ikke at lade ham gøre det.

Mens jeg tog et par fotos af Collin og David, der trak den gamle hjort, tænkte jeg over, at et helt liv på bakkerne helt sikkert havde været et slid, men at det alt andet lige var en livsstil, som var mange gange sundere end den stillesiddende livsstil, der efterhånden er ved at ødelægge mange vesterlændinges livskvalitet.

Klokken var blevet næsten fem om eftermiddagen, og vi havde været i gang siden klokken ni om formiddagen. Det havde været en lang og hård dag, men ofte sætter man jo mere pris på belønningen, når man har arbejdet for den. Efter en solid gang aftensmad, en pint (fadøl) til mig og en cola til drengen i hotellets pub, faldt vi hurtigt i søvn efter at være kravlet i vores senge på værelset.

Næste dag var i hvert fald jeg lidt træt, da vi stod op klokken syv. Vi havde aftalt at mødes med David og Collin kvart i ni ude ved keepernes gård ved landevejen. René og jeg fik en gang morgenmad og hoppede så i jagtklunset. Mine støvler havde tilbragt natten propfyldte med toiletpapir på håndklædevarmeren i badeværelset. De var så godt som tørre, så vi var snart klar og drog afsted.

Vi brugte en del tid på at undersøge bakkerne. Der var ikke den store aktivitet inde i dalen. Vejret var mildt og helt vindstille. Collin forklarede, at brunsten ikke havde været så god i år, formentlig som følge af det milde efterår. Der var ti grader, og rudlerne forholdt sig mere passive i det lune vejr, hvorfor hjortene ikke behøvede at spankulere så meget rundt og brøle på bakkerne. Men de brølede nu alligevel, og flot lød det, når de store hjortes brøl larmede ud over dalen. Der blev spottet en rudel langt oppe, faktisk helt oppe ved bakkekammen. Den kraftige kikkert kunne ikke helt fange detaljerne så langt væk, og Collin var ikke helt sikker i sin sag. ’… It looks like a Royal, David…doesn’t it?…’, hvortil David svarede ’…..I’m not sure … it might be…it is certainly a big one…’ Sådan ræsonnerede de to lidt frem og tilbage et stykke tid, hvorefter Collin henvendte sig til mig ’…Thomas, do you want to go and take a look at it? .. It’s a long walk .. He’s way up at the top and he might be a Royal. If he is, we can’t shoot him, but if he isn’t, he’s as big as they get for shooting…’  

Den var jeg med på, og jeg satsede mælkesyren i mine lår på denne lille undersøgende ekspedition. Collin, René og jeg begyndte derfor den lange opstigning. Endnu engang var starten ikke noget problem, men sådan omtrent en tredjedel oppe på bakken begyndte det vanen tro at blive mere stejlt – og derfra var der endnu lang vej til toppen. Men det gode humør fejlede ikke noget, og chancen for en god skotsk hjort gjorde sliddet værd.

Grousens gnækkende kald hørtes igen og igen, når de hurtige rypefugle lettede og susede ned over bakken. ’… Det kunne være ret fedt at gå en tur her med hundene …’, tænkte jeg og spurgte Collin til mulighederne for rypejagt i området. Jeg havde godt på fornemmelsen, at man ikke kunne medbringe egen hund, men Collin smilede og fortalte mig, at grousejagten i dette område var forbeholdt den britiske royale familie. Især Prins Charles sætter stor pris på netop denne form for jagt. Det kunne jeg sådan set godt forstå, for området var fantastisk flot, og grousen forekom mig umiddelbart at være en meget udfordrende fugl at jage. Den var lynhurtigt på vingerne, og flugten var hastig. I øvrigt skulle fuglen også smage fantastisk godt.

Men grousejagten måtte vente – og kunne tilsyneladende heller ikke lade sig gøre i dette terræn, medmindre jeg da blev inviteret af kongehuset, hvilket jeg ikke lige gjorde mig forhåbninger om – så nu gjaldt det hjortene. Vi nærmede os toppen og begyndte at se os forsigtigt omkring efter rudlen med den store hjort. Collin og jeg mavede os op ad en skrænt for at få et godt udsyn ud over bakketoppen. Dér var rudlen, men de gik et godt stykke ude – og hvor var lige hjorten? Pludselig dukkede han frem i lyngen, og hvor var han da flot! Massiv og fyldig med et stort regelmæssigt gevir med fuld krone på begge gevirstænger. Jeg behøvede næsten ikke at spørge, og Collin kom mig i øvrigt også i forkøbet ’…. It’s a Royal, Thomas…we can’t shoot it…’ .

Det var selvfølgelig en skam, for flot var den, men på den anden side forstod jeg godt forvaltningsopskriften: Spar de unge stærke hjorte og skyd de gamle, som er på retur, og skyd de unge hjorte, der har skavanker af den ene eller den anden art. Det gav god mening. Man skal ikke tage til Skotland for at skyde store flotte trofæer, men man skal tage til Skotland for at hjælpe til med hjorteforvaltningen, nyde det fabelagtige terræn, og at der skal arbejdes for sagen. Collin og jeg havde dagen i forvejen haft en god snak på bakken, mens vi ventede på David og René. Jeg blev lidt ked af at høre, at Collin ugen i forvejen havde haft en træls oplevelse med et hold danskere. De brokkede sig over, at der skulle vandres meget, de ville kun skyde store trofæer og takkede flere gange nej til at skyde de hjorte, som Collin gerne så afskudt. Derudover havde deres skydning ikke været noget at råbe hurra for med to forbiskud samt en anskudt hjort, som de ikke fik fat i.

En sådan opførsel kan vi danskere ikke være bekendt. Når vi er ude, er vi alle ambassadører for hinanden, og det kan ikke være rigtigt, at en lille skare af ubehøvlede og dårlige jægere skal ødelægge det gode ry og rygte for resten af os. Så hav for øje, at hvis du tager til Skotland, så er det ikke trofæjagt. Nuvel, du kan selvfølgelig tage gevirerne med dig hjem som dejlige minder fra højlandsjagten, men forvent ikke, at de giver medaljer, for det gør de højst sandsynligt ikke! Hvis det er de store trofæer, der tænder dit begær, så er eksempelvis Polen, Ungarn eller nogle af de danske godser langt bedre destinationer. I det skotske højland skal du derimod være glad for, at du er så privilegeret, at du kan deltage i den skotske hjorteforvaltning, som den har fundet sted i hundreder af år, og at forvaltningen foregår i den skotske natur, der står, som den har stået i tusinder af år! Men skydningen kan vise sig udfordrende: det kan være lange skud, du kan være forpustet ved skudafgivelse, og måske skal skuddet falde hurtigt. Så træn forud for turen – ikke bare på hundrede meter, men også på de længere afstande. Dét, der slog mig mest, var egentlig, at Collin sagde om den fyr, der anskød hjorten ’…. He didn’t even seem bothered about it …’ Det er jo decideret uanstændigt! Vi kan alle lave et dårligt skud – og det skal vi selvfølgelig ikke henrettes for – men vi kan da i det mindste give udtryk for, at vi er kede af at have fejlet, i stedet for bare at trække på skulderen og bede game keeperen om at finde en ny hjort.

Vi var nede igen. Det havde været et langt togt, og vi var godt trætte, varme og svedige. René sagde pludselig: ’… Er der gået ild i dine bukser…eller hva´?….’. Det var der selvfølgelig ikke, men et blik ned mod mine lår afslørede, hvad drengen hentydede til. Jeg dampede som en hårdt redet væddeløbshest. Gud ske tak og lov for, at tøjet var åndbart, ellers havde vandringen gjort mig drivvåd!

Nuvel, vi fik os noget frokost, og jeg kølede af, alt imens vi undersøgte bakkerne med kikkerterne. Der var imidlertid ingen særlig aktivitet i denne del af reviret, så efter frokost kørte vi østover ad Old Military Road ind mod byen Braemar. Vi parkerede på et godt udsigtssted og spottede op i bakkerne. Der var kronvildtet hjemme, og vanen tro gik de højt oppe.

Selvom drengens fysik var bedre end min, var det, som om gassen gik lidt af René, når vi kom hen på den anden side af middag. René besluttede derfor at blive hos David i bilen og hjælpe ham med at holde øje med kronvildtet på bakkerne (det kunne David nu nok helt selv styre, men forstå mig ret). Inden længe vandrede Collin og jeg gennem en granskov, som lå for foden af det stejle bakketerræn. Godt midtvejs på bakken – der hvor det meste af hjortevildtet befandt sig – var der meget stejlt og stenet. Vi måtte derfor tage en omvej og gik i en blød bue rundt for at nå op mod toppen, hvorfra vi kunne komme til rudlerne fra oven. Det var en lang tur, men efter en god times vandring opad nåede vi til omtrent hundrede meter under bakkekammen, hvor vi kunne begynde at bevæge os sideværts hen mod hjortevildtet.

Pludselig tronede to flotte hjorte frem i silhuet helt oppe på kammen omtrent trehundrede meter fremme. Det var et flot syn at se de store hjorte stå majestætisk og brøle på toppen af deres kongerige. Inden længe forsvandt de begge ned på den modsatte side af bakken, og vi fortsatte vores fremrykning. Der gik en fem minutters tid, så spottede vi rudlen af hinder. Sammen med rudlen gik et par yngre hjorte og skubbede lidt halvhjertet til hinanden. De var sikkert så trætte, at de ikke rigtigt gad slås længere, men mest sådan af princip bare puffede lidt til hinanden. De var unge, men den ene var halvdårligt sat op og i knap så god stand. Den kunne vi skyde. Men pludselig afslørede Collins kikkert, at der sad en meget gammel hjort cirka hundrede meter under rudlen. Den havde kun en stang i sit gevir. ’…. That’s a really old stag … it only has one antler … do you want to shoot it, Thomas?…’, hvilket jeg selvfølgelig gerne ville.

Jagten på den gamle hjort viste sig også mere udfordrende end ‘bare’ at skyde den yngre hjort, der befandt sig hundrede meter foran os. For at komme på skudhold af den gamle, måtte vi – i lav profil – nærmest glide på ryggen langt ned ad den stejle bakke og samtidig forsøge at undgå, at hinderne og de unge hjorte fik øje på os. Men det lykkedes, og efter få minutter befandt vi os i en god skudposition, hvor vi kunne gøre os klar.

Jeg fandt hjorten i kikkertsigtet. Den sad omtrent 150 meter ude, og jeg skulle ikke spekulere på kuglebanekompensation, men kunne holde lige på bladet. ’….. I’ll roar … and try to get him to stand up … as soon as you get a clear shot – you shoot it…’, var budskabet. Collin brølede et par gange, og hjorten rejste sig langsomt. Lige i det øjeblik, hvor hjortens ben var fuldt udstrakte, flængede mundingsbraget fra Mauseren ud over dalen.

Hjorten tog kuglen hårdt på bladet med et vældigt kraftspring, og den mistede øjeblikkeligt fodfæstet. Den kurede på forparten ti-femten meter ned ad bakken, hvorefter den begyndte at rulle. Jeg troede, at den aldrig ville standse. Den rullede og rullede ned ad den stenede bakke, og jeg var egentlig ret overbevist om, at dens i forvejen ret pauvre gevir nu var helt smadret. Den rullede omtrent hundrede meter, før den stendød endelig lå stille.

Collin og jeg gik – dels kurede – ned til hjorten. Det var en stor og flot gammel svend og en helt rigtig hjort at tage ud af bestanden. Collin var tilfreds, og jeg var glad for, at vores stalk havde udmøntet sig i et godt resultat. Gevirstangen havde utroligt nok holdt til den hårde medfart. Collin så nærmere på dyret og meddelte, at den ene stang ikke var brækket af i kampe eller andet, men at det skyldtes en defekt, at hjorten kun havde sat en stang op, måske på grund af alderen.

Jeg syntes, at han var flot. Jeg kan godt lide de lidt mere kuriøse og skæve opsatser. Ham her skal helt sikkert monteres på en plade og have en hædersplads på væggen som et evigt minde om en fantastisk eftermiddag i de skotske bakker med hjortevildtet i brunst omkring os. Den gamle herre endte sine dage midt på bakken i de royale jagtmarker, med vue ud over dalsænkningen og den ældgamle Old Military Road, der snoede sig gennem dalen.

Vi sad lidt bag den gamle hjort, og jeg sundede mig, mens jeg funderede lidt over det rimelige i at tage et sådant majestætisk dyrs liv. Jeg har svært ved lige at sætte fingeren på præcist, hvad der driver mig. At vildtforvalteren nedlægger dyr, er jo nemt nok at forstå – det siger titlen jo i sig selv: det er for at forvalte vildtet. Når vi går på jagt derhjemme for at bringe kød til køkkenet, er det også nemt at få øje på formålet. Men hvorfor betale for at skyde flotte og majestætiske hjorte.

Antijægernes ofte anvendte påstand, nemlig at vi jægere bare er drabsmænd in cognito, der elsker at dræbe, køber jeg simpelthen ikke! Det ligger så fjernt fra alle de tanker, jeg går med i hovedet, når jeg er på jagt. Om det så er andejagt derhjemme, sommer-pürsch på råbuk eller som her jagt på højlandshjort, så kredser mine tanker altid omkring de storslåede naturoplevelser, man som jæger til stadighed bliver bombarderet med. Men der er et begær, der tænder et eller andet sted. Det må have noget at gøre med spændingen ved jagten og det at efterstræbe et bytte, som får mange af os til at søge verden rundt til alverdens jagtmarker. Mine overvejelser munder altid ud i den samme konklusion: så længe jagten har en værdi, enten i form af kød (ikke nødvendigvis til eget brug) eller et forvaltningsformål, og så længe jagten i øvrigt udføres etisk forsvarligt og bæredygtigt, og måske endda gavner lokalbefolkningen, så kan jagt kun være af det gode!

David og René havde overværet det meste af seancen fra flere kilometers afstand, hvor de holdt parkeret. Jeg kunne se en lille sort prik bevæge sig tværs over den grønne dal. Kikkerten afslørede, at det var David og René i Argocat’en, der stille og roligt moslede sig frem til bakken.

Selvom bakken var stejl, var det hårdt arbejde at slæbe hjorten ned, mest at alt fordi vi skulle være varsomme med ikke at få den til at rulle igen. Men det lykkedes at få den ned, uden at den rullede nævneværdigt, og inden længe var vi tilbage i dalen. Et kreaturhegn forhindrede Argocat’en i at køre det sidste stykke op til hjorten. Igen insisterede David på at tage over og slæbe den tunge hjort det sidste stykke. Klokken var godt tre om eftermiddagen, og med den sidste køretur tilbage til keeperens gård stoppede også vores jagt i Skotland for denne gang.

Omkring midnatstid hentede jeg de afkogte kranier hos Collin. Jeg viklede dem ind i bobleplast og pakketape, så jeg kunne fragte dem med mig hjem i flyet. David havde jeg tidligere om eftermiddagen stukket en tyver som tak for hjælpen. Da jeg hentede hjorteopsatserne, gav jeg Collin, som havde knoklet sammen med mig i to dage, min patronpung med fem hjemmelavede 30.06’er patroner med en ti-pund seddel rullet om hver af dem.

Collin blev glad for min erkendtlighed af lidt personlig karakter og bød på både whisky og en pint. Det føltes næsten uhøfligt at takke nej, men det var midnat, og jeg skulle op klokken halv fem om morgenen for at nå vores fly. Men jeg lovede Collin at komme tilbage for at stalke hjorte, og vi tog derfor et ’rain check’ på whiskyen.

Turen til det skotske højland havde til fulde indfriet mine forventninger. Det er spændende jagt, som udøves i en fantastisk natur, og jagtformen er helt sikkert sund for både krop og sjæl. Skotsk hjortejagt kan så sandeligt anbefales!

Sådan gjorde jeg – velmenende råd

Rejsen:

Jeg havde via Diana Jagtrejser booket min tur til Skotland. Man kan selvfølgelig vælge selv at arrangere alt. Derved sparer man naturligvis nogle kroner, men samtidig skal der så bruges en del tid på at få styr på alle trådene. Når man derimod booker gennem et jagtrejsebureau, står de et eller andet sted som garant for jagtens kvalitet. Og endelig, hvis turen viser sig at blive en katastrofe, så er der en garantiordning, der sikrer dig erstatning. Jeg havde tidligere booket en jagtrejse via Diana Jagtrejser og havde da fundet deres serviceniveau helt upåklageligt, og jeg blev heller ikke skuffet denne gang – tværtimod.

Det er nemt og hurtigt at komme til Skotland. Jeg bor i det midtjyske, og køreturen til Esbjerg, hvorfra flyveren afgik til Aberdeen, tog os en god times tid. Check-in med våben i den lille lufthavn i Esbjerg foregår helt smertefrit. Men vær sikker på, at våbenrejseblanketterne er udfyldt korrekt: få noteret rette navn, våbennumre mv. på blanketterne. Ellers vil det give bøvl, og i værste fald kan det medføre, at din riffel bliver tilbageholdt.

Man kan også vælge at låne/leje en riffel i Skotland. Men jeg føler mig tryg ved at anvende min egen velkendte riffel og vil til hver en tid – om muligt – medbringe den.

Flyveturen fra Esbjerg til Aberdeen varer halvanden time. Fra Aberdeen er der omtrent to timers køretur til byen Braemar i Cairngorm reservatet. Man er ikke træt efter den korte rejse. Så det er en smuttur at komme til Skotland, og man kan sådan set sagtens tage afsted et par jagtdage, som jeg gjorde, ved kun at plukke omtrent fire hele dage ud af kalenderen.

Riffel:

Jeg havde som nævnt medbragt min egen riffel i kaliber 30.06. Det er tilstrækkelig stor riffel til de skotske hjorte, og mindre kaliber kan sagtens gøre det. Skotterne selv skyder gerne hjorte med ned til kaliber .243 Win, hvilket med den rette kugle ikke bare virker fint, men også er fuldt ud lovligt.

Til 30.06’eren havde jeg ladet nogle ret hurtige og – for kaliberet – lidt lette (9,7 gram) Hornady Interbond kugler med en høj ballistisk koefficient (BC). Nu bliver det lidt noget ’ballisniksnak’, men jeg mener altid, at det er væsentligt at gøre sig overvejelser om grejet til brug for en given jagt. Det ’værktøj’, man bruger til eksempelvis en drivjagt på vildsvin, er ikke nødvendigvis det bedste ’værktøj’ at bruge til mindre skudstærke dyr på måske ret lange skudhold.

Mange jægere synes ikke, at kuglebanen har større praktisk betydning på jagt. Jeg er kun delvist enig. Ud til de mere almindeligt forekommende skudafstande på hundrede til hundredeoghalvtreds meter er det næsten ligegyldigt, hvad man skyder med, både hvad angår kaliber og kugle. Kuglebaneforskellen på en let, hurtig og meget strømlinet spitzer-kugle og en gammeldags tung og rundnæset blyspidskugle med en ballistisk koefficient som en skolebus, vil kun være få centimeter. Men når flyveafstanden begynder at blive lang – tohundrede, tohundredeoghalvtreds, trehundrede meter eller mere – så får det en betydning. Man skal huske, at høj fart, i samspil med en høj BC, ikke kun giver fladtskydende fordele, men mindst ligeså relevant er det, at en sådan kugle også er vindstabil. Blæst og vind kan der være en del af i åbent terræn i højderne.

Eksempel til illustration:

(Mit valg i højlandet) 30.06 Hornady Interbond, vægt 9,7 gram, BC .415, mundingshastighed ca. 900 m/s.

vs.

(Helt klassisk blyspidskugle) 30.06 Norma Alaska, vægt 11,7 gram, BC .257, mundingshastighed ca. 820 m/s.

Såvel Norma som Hornady laver gode patroner og projektiler, og sortimentet hos begge producenter er stort. Følgende er således ikke udtryk for, at den ene producents produkter er ringere end den andens, da det er to vidt forskellige projektiler med forskellige anvendelsesformål, der ’måles’ op mod hinanden – det er blot et illustrerende eksempel.

Et helt ufravigeligt krav, der skal stilles til en riffelkugle, er, at kuglen er effektiv og hurtigt dræbende, når den rammer i det vitale træfområde. Det krav mener jeg, at begge nævnte kugler opfylder fuldt ud til det skotske hjortevildt – men de ’flyver’ langt fra lige godt.

Kuglefald og vindfølsomhed ved indskydning på 100 meter for de respektive jagtkugler.

Kuglefald …

Interbond: – 10 cm (v. 200 m) og – 38 cm (v. 300 m)

Alaska: – 16 cm (v. 200 m) og – 58 cm (v. 300 m)

Afdrift v. 5 m/s vind …

Interbond: 10 cm (v. 200 m) og 25 cm (v. 300 m)

Alaska: 20 cm (v. 200 m) og 50 cm (v. 300 m)

Som det kan ses af ovenstående tabel, vil den tunge 30.06’er Alaskakugle falde 6 centimeter mere på 200 meter og hele 20 centimeter mere på 300 meter end den strømlinede 30.06’er Interbondkugle. Endvidere vil Alaskakuglen ved en jævn sidevind trykkes 10 centimeter mere til siden på 200 meter, og hele 25 centimeter mere til siden på 300 meter end Interbondkuglen.

Både Alaska og Interbond projektilerne skyder præcist i min riffel. Skudgrupper foretaget med fast anlæg på 100 meter indskydningsbane fortæller mig, at begge kugler er præcise under kontrollerede, vindstille og 100 procent kendte forhold. Men sådan foregår jagt jo sjældent.

Det er klart min erfaring med lange skudhold – på diverse skydebaner – at det er langt nemmere at styre en kugle med forholdsvis flad kuglebane og med en god BC end en vindfølsom kugle med en krum kuglebane. Det er nok også grunden til, at bane- og matchprojektiler altid er ret strømlinede med en pænt høj ballistisk koefficient. De Norma Golden Target patroner, som jeg (og mange andre) ofte skyder med på feltskydning, har en BC godt på den høje side af .400. Det er simpelthen, fordi en vindfølsom kugle bare er en væsentlig ulempe under terrænskydning. Vindtrykket skal estimeres, og vindtrykket er ikke en konstant faktor. Den vind, der estimeres til 5 m/s, kan falde til ingenting, lige idet kuglen flyver, eller et vindstød kan sætte fart på vinden, så denne pludselig er på måske 10 m/s. Vinden er altså en utilregnelig størrelse. Kuglefaldet derimod er som regel ikke synderligt problematisk ved baneskydning, i hvert fald ikke hvis afstandene kendes. En kendt afstand gør det nogenlunde ligetil at fastslå det nødvendige antal klik på sigtekikkertens ballistiktårn eller et eventuel overhold.

Men ét er skydning på bane, noget andet er jagt. Når det er jagt med lange skudhold, vi udøver, så er en velflyvende kugle en stor fordel. Både kuglefald og vindfølsomhed kan få betydning. På jagt er det ikke altid sådan, at vi har mulighed for særlig langvarige overvejelser af forholdene forud for skudafgivelsen. Afstanden sjusses hurtigt, og man sjusser måske 30, 40 eller 50 meter forkert. Vindtrykket sjusses, og igen ’gætter’ man måske lidt til den forkerte side. I sådanne situationer er det derfor fornuftigt at anvende en kugle, der er mest muligt tilgivende over for jægerens eventuelle fejlvurderinger, både hvad angår afstand og vind, sådan at kuglen rammer i dyrets vitale træfområde. Den største sandsynlighed herfor opnås med en velflyvende kugle.

Til min jagt i Skotland, hvor blæst og lange skudhold er hverdagskost, faldt mit valg derfor ud til fordel for Interbond-kuglen fremfor Alaskakuglen. Jeg kunne have valgt en endnu lettere kugle og derved opnået mere fart og nok en fladere kuglebane, men med de meget lette kugler går man på kompromis med vindstabiliteten, da BC vil blive lav. Jeg valgte en vindstabil, velflyvende og nogenlunde flad kugle i stedet for en ultraflad, men vindfølsom og ustabil kugle på distancen.

Det er op til den enkelte jæger at gøre sig overvejelser om, hvilken kugle og kaliber han eller hun føler sig godt tilpas med og ønsker at bruge. Man behøver slet ikke gøre det til raketvidenskab. Min kæphest er såmænd blot, at jægere bør gøre sig nogle overvejelser om, hvilket ’værktøj’ der anvendes til jagten, også når turen går til mere atypiske jagtmarker end vores gængse hjemlige revirer – eksempelvis hvis turen går til det skotske højland.

Nogle rynker lidt på næsen af andre, der synes, at de skal være så ’specielle’, at de skal skyde med .300 Winchester Magnum rifler eller andre ’blærerøvskalibre’, hvortil patronerne koster ’spidsen af en jetjager’. Har man ikke, eller regner man ikke med at få, behovet for lange skudhold til større vildt, er en .300 Win. Mag og lignende da også et unødvendigt og dyrt kaliber at vælge. Men måske er det ikke ’blær’ eller ’tosserier’, men mere et spørgsmål om, at jægere, der anskaffer sig den type rifler, kan have et behov for velflyvende projektiler. Måske tager disse jægere – eller overvejer at tage – på bjergjagt eller måske på jagt i Nordamerika med lange skudhold til følge. Jeg kan kun nikke anerkendende til, at man forsøger at gøre sin skydning så præcis som muligt, og indebærer det, at man anskaffer sig den optimale riffel hertil, så kan det da kun bifaldes. Jeg er selv endt med at investere i en let arbejdsriffel i kaliber 7 mm Remington Magnum, som vil være den, jeg fremover medbringer på jagt, hvis der er lange skudhold i vente. Men når det så er sagt, er det samtidig min holdning, at mange standardkalibrede rifler i medium-klassen sagtens kan anvendes til bjergjagt og til længere skudafstande. Man skal som sagt bare tænke over, hvilke patroner man fodrer standardriflen med. Men det er da klart, at hvis man skal skyde en 500 kilo grizzly-bjørn på 300 meters afstand, så skal der altså noget fire power til, og her vil en mellemkaliber måske komme til kort. I sådan et bjørnetilfælde vil selv de ’små’ magnumkalibre nok være i underkanten. Noget i retning af .338 Winchester Magnum vil nok være et mere rimeligt valg til kæmpebamsen. Jeg selv anvender primært rifler i forskellige standard mellemkalibre, vel at mærke som hjemmelader, hvilket alt andet lige udvider anvendelsesområdet en del for kalibrene. Længere fremme i bogen vil jeg komme lidt ind på standardkalibrenes brede anvendelsesområde.

Kondition:

Min kondition på tidspunktet for Skotlandsturen var vel gennemsnitlig for en mand lige over de fyrre – måske lidt over gennemsnittet (narrede jeg nok mig selv til at tro). Jeg syntes ikke, at vandringen i Skotland var opslidende, men dog til tider temmelig hård. Jagt i det skotske højland indbefatter en del vandring i bakket terræn, og der er stor forskel på de fysiske krav, der stilles til en trasketur rundt i terrænet på en dansk fællesjagt, og så på de fysiske krav, som en skotsk højlandsjagt stiller. Har man ikke lyst til at blive forpustet (man bliver måske ligefrem træt bare ved tanken herom), så skal man ikke tage til Skotland. Jeg snakkede med et hold jægere på hotellet, og jeg snakkede med et andet hold jægere i lufthavnen. Alle var enige om, at der måtte arbejdes for sagen i Skotland.

Kravene til fysikken veksler lidt i højlandet. I nogle af de skotske højlandsområder er der hjulspor til toppen, hvor man kan køre op og derfra vandre ud i højlandet. I andre områder – som f.eks. området ved Braemar, hvor vi gik på jagt – kan man kun køre til foden af bakkerne og må derfra vandre op i højlandet. Det stiller naturligvis større krav til fysikken.

Ud af de omkring tyve jægere, jeg talte med i Skotland og i lufthavnen, haltede de to – den ene gik endda med krykkestok. Begge var vredet om på foden. Den ene var ikke ret skadet. Formentlig havde han bare pådraget sig en let forstuvning. Desuden var skaden sket på jagtens sidste dag og havde således været ret omkostningsfri for jægeren. Den anden jæger var kommet lidt mere alvorligt til skade. Han havde tilbragt en dag på skadestuen i Skotland, han gik glip af de sidste jagtdage i højlandet, og han skulle til nærmere lægeundersøgelser i Danmark.

Jeg har ingen forudsætninger for at udtale mig om, hvorvidt disse to jægere var i dårlig form eller ej – de fremstod ikke umiddelbart sådan. De kan bare have været uheldige. Men der er ingen tvivl om, at en nogenlunde god fysik nedsætter risikoen for skader samt gør turen mere oplevelsesrig, da man så kan fokusere på alle de fantastiske indtryk, man får, fremfor konstant at gå svimmel rundt med tunnelsyn og åndenød. En anden mulig årsag til de to stakkels jægeres halte trav – uden at det nødvendigvis har været årsagen – kan være forkert fodtøj.

Fodtøj og beklædning:

Som nævnt udøves der ganske megen bakkevandring under en skotsk højlandsjagt. Derfor er støvlerne af stor betydning. Drop gummistøvlerne og de lette kortskaftede pürschstøvler, som du ellers synes er så komfortable (muligvis fordi de er ligeså udtrådte som et par hyggelige gamle hjemmesko). Ingen af dem dur! Støvler til højlandet skal yde en god ankelstøtte og være vandtætte. Man kommer til at vandre på stejlt og ujævnt terræn samt gennem vandløb. Et godt råd er derfor at bruge et par højskaftede og vandtætte vandrestøvler. Det behøver ikke være et par superstive-højteknologiske-Himalayan-expedition-bjergstøvler, men bare et par gode solide højskaftede vandre- eller jagtstøvler. Gå støvlerne til før turen – der er ikke meget, der er mere ukomfortabelt end vabler!

Strop så et par gaiters uden på støvlerne til at sørge for, at vand eller mudder ikke finder vej ned i støvleskafterne fra oven.  Med gode, tilgåede støvler og gaiters holdes fødderne (måske) behageligt tørre hele dagen, og man minimerer risikoen for skader.

Vejret om efteråret i Skotland udspringer af et typisk nordatlantisk klima. Lavtrykkene kommer væltende ind på stribe, hvilket i udgangspunktet betyder – dårligt vejr! Som man siger på disse kanter: ’… Hvis du ikke bryder dig om vejret, så vent en halv times tid …’. Vejret er nemlig meget omskifteligt i Skotland. Der kan selvfølgelig være dage med heldagsregn og blæst eller skønne dage med solskin. Men oftest vil man opleve, at det regner, så kommer der måske lidt opklaring, måske bliver det tåget, og så kommer der regn og blæst igen osv., osv. Sådan en god gang blandet fugtigt efterårsvejr, der svinger lidt frem og tilbage. Temperaturen vil typisk være mellem nul og ti grader celsius, og vinden vil svinge fra svag vind op til kraftig blæst. Hvis det stormer, går man selvfølgelig ikke på jagt eller vandring i bakkerne.

Skotterne selv anvender ofte tweed, som er et meget slidstærkt uldmateriale, der dels er meget åndbart og dels er vandafvisende. Da jeg ikke lige kunne se mig selv i et par tweedknickers (breeks) med knæstrømper, kvaster og en sixpence, valgte jeg en beklædning i en mere skandinavisk stil med udgangspunkt i det gode gamle lag på lag-princip: svedtransporterende undertøj inderst, tynd uldtrøje som mellemlag på overkroppen og skaltøj yderst. På understellet bar jeg vandrebukser uden membran og med store ventilationslynlåse på lårene. På overdelen havde jeg en anorak med membran. Anorakken var behagelig, da den har meget gode ventilationsmuligheder, så det var let at ’dampe af’. Dertil kommer, at anorakken er lang og går helt ned til midt på lårene, så man kan sætte sig i den våde lyng uden at få en våd bagdel.

Det er vigtigt, at man kan ventilere og lukke dampen ud. Det nytter ingenting at tage vandtæt tøj på for at holde vandet ude, hvis man bliver sjaskvåd af sved indefra. Så svedtransporterende, åndbart, ventilerende, vandafvisende/vandtæt og hurtigttørrende tøj er vejen frem.

Jeg havde stroppet en let rygsæk på ryggen, hvor jeg hurtigt kunne proppe tøj i og hente tøj frem, alt efter vejrets beskaffenhed og kroppens temperatur. Og det er sådan set lag på lag-princippet i en nøddeskal!

Jeg er ikke ude på at fremstille jagt i højlandet som en specielt vanskelig affære – det er det ikke! Jeg håber da også, at det fremgår, at det overhovedet ikke er en videnskab at tage til Skotland. Der er bare lige et par overvejelser, man bør gøre sig, og så er det sådan set bare med at få bestilt den tur til højlandet – og derefter begynde at glæde sig!!