Det første, der sprang mig i øjnene, var støvlerne. De så ud til at være af læder, men de forekom mig noget ’moderne og byagtige’ og synede ikke hverken robuste eller synderligt vandtætte. Chris og jeg skulle mødes med en journalist, der ville med en tur på reviret ved Ribe på bukkejagtspremieren, for så dagen efter at bringe en artikel i Jyske Vestkysten.
Nok var det forår ifølge kalenderen, men det var et rigtigt møgvejr – koldt, blæsende og regnfuldt. Chris og jeg var iklædt tøj og støvler, der nok kunne holde vind, vand og kulde stangen de næste timer. Jeg spekulerede lidt mere på, hvor udevant den unge journalist mon var. Klokken var kvart i fem. Jagten var end ikke begyndt, og den kvindelige journalist stod allerede og skuttede sig lidt. Hun havde lånt en, efter hvad jeg kunne se, fornuftig jagtjakke, men støvler og benklæder så ikke ud til at være mange sure sild værd. Jeg kan ikke døje bedrevidenhed. Og da slet ikke bedrevidenhed uden løsningsforslag, og en løsning kunne jeg ikke komme på, da jeg ikke lige havde et par reservestøvler i størrelse 38 i baghånden. Jeg undlod derfor at kommentere beklædningen, men håbede blot, at journalisten var lidt hårdhudet og bare ville tage våde og kolde fødder med godt humør og som en del af oplevelsen.
Journalisten gik med Chris. De ville pürsche frem til det store tårn på den østlige del af terrænet, sætte sig der et stykke tid og så måske senere pürsche lidt langs hegnene i det østlige område af reviret. Jeg valgte at gå lidt rundt langs hegnene på den vestlige del af terrænet.
Jeg lagde fra land lidt over klokken fem, et kvarters tid før skydetid. Efter i et stykke tid at have nydt synet af tre harer, der boltrede sig på græsmarken ved gården, nåede jeg ned til den store græseng mod sydvest. Den er ca. 550 meter lang, 175 meter bred, omkranset af tætte levende hegn og med en dyb afvandingsgrøft i midten med masser af buskads og vilde planter, altså en fin lille perle for råvildtet. At råvildtet er vilde med engen, vidste jeg godt. I ugerne op til premieren havde jeg holdt øje med terrænet, og så godt som hver dag gik råvildtet på den lange græseng.
Det var nu ikke rådyr, der først kom til syne i kikkerten, men derimod et par ræve, som gik og musede på engen. Der er et stort gravkompleks i grøften, og en uges tid forud for den 16. maj havde jeg en aften set ikke mindre end 6 små hvalpe hoppe ud på engen i følgeskab med rævemor. Søde ser de jo ud, men når vi kommer hen til juni, vil jeg nu nok prøve at tynde lidt ud i dem, for vi har saftsusme mange ræve på terrænet.
Inden længe dukkede noget rødbrunt op i hegnet. Kikkerten afslørede, at gammelråen var stået op. Hun var rund og fyldig og havde tydeligvis ikke sat sine lam endnu. Til trods for at hun var tung og besværet af sin byrde, fik den ene ræv dog hurtigt klar og kontant besked på at daffe af, da den kom lidt for tæt på den drægtige rå. Råen havde sikkert udset sig engen som barselsstue, og så er prædatorer bare ikke velkomne. En yngre rå meldte sig også på banen, men stadig ingen buk. De to rådyr holdt sig tæt til hegnet, hvor de stod i læ for den stride vestenvind.
Jeg havde stået og observeret omkring en times tid og var efterhånden blevet lidt rastløs og kold. Jeg besluttede derfor, at jeg ville tjekke de tætte hegn og den brede og frodige afvandingsgrøft, som omkranser en nyligt sået majsmark ikke langt fra græsengen. Jeg listede derfor stille af. Da jeg nåede hjørnet, og dermed exit fra engen, kastede jeg lige blikket en sidste gang tilbage over området. Heldigt nok, for i det samme så jeg to rådyr løbe rundt på engen, den ene tæt i halen på den anden. Bukken var ankommet! Kikkerten bekræftede observationen: en stor flot buk af krop, men min ellers superskarpe kikkert afslørede ikke umiddelbart nogen prangende opsats. Nuvel, det måtte tjekkes nærmere. Råen var selvsagt ikke opsat på narrestreger allerede her medio maj, og dyrene faldt hurtigt til ro. Desværre faldt de til ro i den helt modsatte ende af engen, altså godt en halv kilometer fra det sted, hvor jeg befandt mig. Jeg observerede. Efter fem, måske ti, minutter trissede de stadig stille rundt og essede i den fjerneste del af engen.
Noget måtte gøres, tænkte jeg, og indledte en pürsch op langs det levende hegn. Jeg var i god vind og kunne gå rimeligt godt skjult langs med det tætte hegn. Jeg gik stille men i god fart, indtil jeg var omtrent 250 meter fra dyrene. Så slog jeg farten af og begyndte at lægge en plan. Dyrene befandt sig helt tæt på det modsatte hegn, og råen havde nu sat sig. Inden længe satte bukken sig også. Bukkeopsatsen var lidt spøjs. Den ene stang var relativt kort og uden sprosser. Den anden stang var lidt længere med tre sprosser. Men jeg mente at kunne se, at rosenkransene og det nederste af opsatsen var kraftig. Jeg besluttede mig for at forsøge at komme på skudhold af bukken. Men i den stride vestenvind ville jeg ikke risikere det godt og vel 150 meter lange skud fra en skydestok, som var den eneste mulighed fra min umiddelbare position. Jeg ville derfor kravle tværs over engen og hen til grøften, hvorfra jeg – hvis missionen lykkedes – ville pifte bukken op og sende en kugle i dyret fra ca. 80-90 meters afstand. Det blev min slagplan.
Jeg satte i gang – ned på maven og i kryb henover den våde eng. Midtvejs i mit, ikke særligt atletiske, kommandokravl fik jeg sendt en hare i løb. Heldigvis bekymrede det ikke umiddelbart rådyrene, at en hare pludselig flygtede fra engen. Det tog mig små ti minutter at kravle ud til grøften. Kl. ca. halv otte var jeg således meget tæt på min 16. maj-buk. Jeg skulle bare lige indtage en fornuftig skydestilling i skjul af noget buskads. Jeg fik mig selv bragt i stilling – stille, stille, stille. Og så lige skydestokken….. Vupti – råen var på benene! Blikket var fastlåst direkte på mig. Jeg frøs fast, så godt jeg kunne i en særdeles ubekvem stilling. Der gik 5-10 sekunder, så ’bøvsede’ hun et par gange og trak, i et par hastige elegante spring, bukken med sig gennem hegnet og væk fra engen. Hvilken voldsom nedtur!
Mæt på oplevelser, men lidt slukøret, begav jeg mig tilbage mod gården, hvor jeg mødtes med Chris og journalisten. Journalisten frøs. Hun sagde det ikke, men det kunne jeg se, at hun gjorde. Hun havde dog udstået kulden uden at kny, en gæv pige uden tvivl. Pigerne havde set en del harer og et enkelt rådyr af ubestemt køn i løb tværs over marken 300-400 meter fra dem. En fotograf fra avisen var dukket op. Der skulle lige fyres et par fotos af, og de sidste detaljer skulle snakkes på plads til brug for avisartiklen. Derefter pakkede vi sammen og vendte snuden hjemad mod morgenmaden.
I løbet af dagen sendtes igen og igen billeder fra morgenens jagt til min mentale harddisk. Men først dagen efter, om aftenen den 17. maj, havde jeg igen tid til at gå på bukkejagt. Jeg var ikke i tvivl om, hvor jagtheldet skulle prøves. Jagten skulle udfolde sig på græsengen. Allerede kl. 18.30 begav jeg mig derfor mod engen. Langt derfra kunne jeg med kikkerten konstatere, at der igen var råvildt på færde. Også denne aften gik de i den fjerne sydlige ende. Jeg fik en kraftig fornemmelse af deja vu, da jeg, i fuldstændig samme stil som morgenen før, indledte min pürsch op langs med hegnet. Jeg var stadig næsten en halv kilometer fra råvildtet, da de to mindste dyr forlod scenen og trak sydover væk fra engen. Tilbage var nu, hvad jeg i kikkerten kunne se var to pænt store rådyr. Jeg listede nærmere. Med ca. 300 meter til dyrene kunne jeg konstatere, at det var bukken fra dagen før, der gik på engen sammen med den drægtige rå.
Da der var 200 meter til dyrene, trak råen over til det modsatte hegn i forhold til, hvor jeg befandt mig. Jeg fulgte hende længe i kikkerten. Råen vandrede resolut langs hegnet nordover i retning væk fra mig. Af en eller anden årsag fulgte bukken ikke efter råen, men valgte i stedet at blive, hvor han var. Han gik over mod hegnet, og, igen i bedste deja vu-stil, satte han sig i græsset lige i kanten af det levende hegn. Kun ører og opsats kunne ses. Nu skulle det være. Med en fyldig tjørnebusk i afvandingskanalen mellem bukken og mig, kunne jeg liste i en lige linje direkte ind mod bukken. Som tænkt, så gjort. Ret hurtigt tilbagelagde jeg distancen ud til grøften. Kikkerten kunne bekræfte, at der i det halvhøje græs nu blot 75 meter fra mig stadig lå en bukkeopsats indrammet af et par viftende ører. Min hjemmelavede firebenede skydestok skulle i aktion. Langsomt satte jeg skydestokken op. Det lille og ubetydelige ’knak’, det gav, da de to rundstokke stille stødte sammen, var nok til, at bukken rejste sig. Han blev ikke skræmt væk, men han var på vagt og sikrede lidt i retning af lyden. Jeg var dog ret godt dækket af det buskads, jeg stod bag, og bukken anede ikke uråd. Riflen blev listet på plads og afsikret. Bukken kiggede – i den lave aftensol kl. lidt i ni – en sidste gang ud over sin eng, og han faldt direkte til jorden i braget fra min riffel.
Min glæde var selvfølgelig stor, men ligeså var den mathed, der meldte sig i min krop. Mentalt havde det trukket tænder ud at ’være på’ så intenst i den lange tid, jagten havde stået på. Kulminationen i form af en succesfuld afslutning på jagten – som jo et eller andet sted havde strakt sig over to jagtdage – halede lige de sidste kræfter ud mit system. Men glad begav jeg mig mod det sted, hvor jeg med fuld overbevisning vidste, at bukken lå forendt.
Efter skuddet
Jeg var som sagt ikke i tvivl om, at bukken var godt ramt og død. Derfor ventede jeg ikke længe, men gik med det samme stille og roligt over til hegnet. Som forventet fandt jeg bukken forendt, hvor den var fældet i skuddet. Jeg var lidt spændt på, hvilken tilstand bukken var i, da jeg for første gang havde forsøgt mig med Nosler BST kuglen på 7,8 gram i kaliber 6,5×55. Det er et let, og for kaliberet, rimelig hurtigt og voldsomt ekspanderende, projektil. Projektilet har ry for at få dyrene til jorden, som blev de slået ned med en boltpistol, og det må siges, at det ry holdt stik. Men den høje hastighed på kuglen, i kombination med en voldsomt ekspanderende kuglekonstruktion, kan også forårsage unødigt store skader i dyrekroppen, hvilket igen kan betyde unødigt kødspild. For mig er kødet en væsentlig, for ikke at sige en afgørende, faktor for at gå på jagt. Så et alt for voldsomt kødspild vil jeg ikke acceptere.
Dyret var skudt noget spidst. Projektilet var gået ind præcis, hvor jeg havde tiltænkt det, nemlig skråt ind i bringen lige foran venstre skulder, hvor hals møder krop. Jeg kunne hurtigt konstatere, at skulderen var mere eller mindre knust. Men der var ikke umiddelbart noget udgangshul at se. Jeg frygtede, at kuglen var traverseret hele vejen gennem dyrets indre og havde sprængt såvel mave som tarmindhold ud i dyret, hvorved godt kød måtte kasseres.
Jeg skyndte mig derfor at brække dyret og blev glædeligt overrasket over, at både mave og tarme var intakte. Jeg tog dem hurtigt ud af dyret og arbejdede mig videre frem til lunge- og hjerte-regionen. Der var alt til gengæld ødelagt – ja, nærmest en grød. Kuglen havde afleveret det meste af sin energi umiddelbart efter, at den var gået ind i dyrekroppen. Med håndfladen undersøgte jeg bukkens højre flanke og bagende og fandt ret hurtigt en hård bule under skindet på dyrets kølle. Der sad kuglen, eller hvad der måtte være tilbage af den. Nærmere undersøgelse måtte vente, til dyret skulle forlægges.
Aftenen efter gik jeg i gang med at forlægge dyret. Den venstre bov kasserede jeg. Den kunne måske være gjort ren og skåret ud i småkød, men der var voldsomme blodudtrækninger i kødet, og kødet var formentlig forurenet af ben-stumper fra den knuste skulder såvel som af bly fra kuglen. Så venstre bov røg ud. Derudover var der ikke noget kød, der gik til spilde. Kuglen sad lige under skindet på højre kølle. Det var ikke meget kugle, der var tilbage. Det, der var tilbage, var en fint opsvampet, men ren blykerne, idet blyet havde forladt kappen under kuglens vandring gennem dyrekroppen. Kraften var næsten ebbet ud, allerede inden kuglen var nået til køllen. Der var bare et lille hul gennem køllen og ingen blodudtrækninger. Kuglen havde, som tidligere nævnt, afleveret energien øjeblikkeligt i bukkens vitale dele.
Hvis der overhovedet kunne konkluderes noget på så sparsomt grundlag, som et enkeltstående tilfælde er, så var min umiddelbare vurdering, at Nosler Ballistic Tip (BST) kuglen er en meget effektiv kugle, der med stor ekspansiv kraft forvolder dødelig skade i mindre hjortevildt. Råvildt, der skydes efter lærebogen i et rent sideskud, vil der overvejende sandsynligt være gennemskud på, men man vil muligvis få ødelagt begge bove, i hvert fald ved træf af de kraftige skulderknogler. Sættes kuglen lige bag skulderknoglerne, vil der formentlig ikke være nævneværdig kødødelæggelse. Som følge af hastig og voldsom ekspansion og dermed relativt beskeden dybdevirkning, vil jeg nok ikke løbe an på Nosler BST kuglen til større vildt. Tyndhudet og relativt letbygget vildt op til omtrent dåvildtstørrelse (i lande hvor vægt/energikrav ikke er en hindring herfor), vil jeg mene kan skydes meget effektivt med Nosler BST i 7,8 gram. Men til vildsvin, kronvildt og andet større vildt vil jeg ikke anvende kuglen, i hvert fald ikke i denne kaliber og kuglevægt, heller ikke i lande, hvor 7,8 grams BST kuglen overholder officielle vægt/energikrav. Til disse kraftigere byggede vildtarter skal der efter min mening anvendes en hårdere kugle.
Jeg har siden anvendt Ballistic Tip kugler flere gange. Ballistic Tippens rygte holder stik – det er en kugle, der forvolder voldsomt fysisk traume i vildtet. Jo større traume – jo hurtigere indtræffer døden. Ofte slås råvildtet til jorden og forender på stedet. Jeg har kun erfaring med Ballistic Tip projektiler i standardkalibre. At kuglen fungerer godt i en relativt langsom standardkaliber som 6,5×55’eren, er ikke ensbetydende med, at projektilet fungerer optimalt i alle kalibre. I de mindre og meget kvikke kalibre, og i de kraftige og hurtige magnumkalibre, er det muligt, at kuglen vil ekspandere alt for voldsomt.
Vær opmærksom på, at Ballistic Tip – alt afhængigt af kaliberen – fås som enten en hunting kugle eller en varmint kugle. Kun hunting udgaven kan anvendes. Er der tale om en varmint Ballistic Tip, er denne komplet uegnet til jagt på alt hjortevildt, herunder også råvildt. Læs evt. mere om kugler i kapitlet om rifler.
Lidt tanker om råvildtet
Capreolus Capreolus, råvildt, er den mindste hjorteart i vores hjemlige omgivelser. Rådyret er en europæisk hjorteart, som i årtusinder har befundet sig i landet, hvortil den indvandrede i starten af Maglemose-tiden omkring år 9.000 før vor tidsregning, i øvrigt på nogenlunde samme tid som kronhjorten og vildsvinet. Råvildtet har siden da befundet sig i Danmark – til tider i stærke bestande og til andre tider i svagere bestande. Som jagtobjekt har råvildt været efterstræbt i Danmark lige siden stenalderen. Råvildtet har det i dag godt i Danmark, men det har tidligere oplevet nedgangstider og har faktisk været næsten forsvundet fra den danske fauna. Der var stor nedgang i råvildtbestanden i løbet af 1800-tallet. De store løvskove, der tidligere prægede det danske landskab, var kraftigt reduceret og erstattet af agre og snorlige nåleplantager, hvor råvildtet i øvrigt blev hårdt afskudt, da det forvoldte ødelæggelser på plantagerne. Op gennem 1900-tallet blev råvildtforvaltningen heldigvis bedre, og råvildtet nåede igen en stærk bestand. Særligt sidst i 1900-tallet blev bestanden af råvildt virkelig stærk i Danmark. Dette skyldtes de mange unge skovkulturer fra nyplantninger og selvforyngelse efter voldsomme stormfald i de danske skove i firserne/ halvfemserne, samt at der efterhånden kom mange vintergrønne marker i landbruget.
Råen sætter 1-3 lam om foråret eller i den tidlige sommer, og brunsten foregår fra slut juli til midt august. Råvildtet jages i Danmark om efteråret fra oktober til og med januar. Men som noget helt unikt jages bukkene også om sommeren fra den 16. maj og frem til 15. juli. Råbukken er den eneste vildtart, vi har sommerjagt på i Danmark, og bukkejagten er noget ganske særligt! Ikke bare fordi bukken er en elegant vildtart og meget velsmagende, men også på grund af stemningen i bukkejagten, hvor sommeren er på indtog, og hundredvis af fugle kvidrer melodisk, når de vågner sammen med solen. Det er en fantastisk årstid at stå tidligt op til og stille bevæge sig ud i det danske landskab på. For mange jægere er netop de mange tidlige sommermorgener og de lune sommerafteners stræben efter at kunne hænge en råbuk på vildtkrogen simpelthen indbegrebet af jagtlykke.
Ligesom det gør sig gældende for så mange andre vildtarter rundt omkring på kloden, har menneskets udbredelse og indvirkning i overvejende grad haft negativ indflydelse på vildtets levesteder og bestandstørrelser. Det gør sig også gældende for råvildtet. Det har passet og reguleret sig selv i tusindvis af år, indtil vi mennesker begyndte at opdyrke og ødelægge deres levesteder med for råvildtet uinteressante bebyggelser, marker og snorlige plantager – hvortil kommer, at råvildtet mange steder blev bekæmpet som skadedyr. Først inden for de seneste århundreder er ’forvaltning’ af råvildtstammerne noget, man er begyndt at tage stilling til. Råvildtet har med tiden igen indpasset sig rigtigt godt i vores natur og kulturlandskaber og har det nu overvejende godt i Danmark – i hvert fald er den danske råvildtbestand ret tæt. Vi kan nærmest ikke finde et jagtterræn i Danmark, hvor råvildtet ikke i en eller anden grad er repræsenteret. Derfor jages råvildtet også på de fleste jagtterræner, og en del jægere forholder sig til, hvordan jagten på råvildtet skal forvaltes.
Forvaltning af råvildt, herunder afskydning af bukke, er der mange forskellige holdninger til. Min egen holdning er ikke særlig videnskabelig. Jeg baserer min afskydning af råvildt på, hvordan råvildtet har det på terrænerne. Generelt synes jeg at have fået det indtryk, at der er for få handyr i forhold til hundyr. Så der skydes ikke mange bukke på de revirer, som jeg har til rådighed. Indimellem har jeg valgt at skyde en lille buk (vægtmæssigt) og så lade bedre bukke gå. Sidste år havde jeg to yngre bukke (2-3 år) gående på et revir, hvor de havde kridtet banerne op med skillegrænse midt på mit jagtterræn. Ud på sæsonen skød jeg den buk, som jeg vurderede var ringest sat op. Jeg lod den bedre buk gå, selvom jeg et par gange senere havde mulighed for at skyde den. Min tanke var, at den bedre buk formentlig ville udvide sit revir, overtage den afskudte buks revir og beslå råerne der.
Hvorom alting er, jeg mener egentlig bare, at man skal ’tage den lidt med ro’. Bukkejagten er noget af den dejligste jagt, man kan forestille sig. Der er så mange vidunderlige timer, der kan bruges i de tidlige sommermorgener, men det er en ’stille’ jagt – og slet ikke for de ’skydegale’. Man kan bruge snesevis af timer uden at løsne et eneste skud, og det skal man kunne værdsætte, for bukkejagten er ikke bare der, hvor man måske skyder en råbuk. I løbet af bukkejagten spirer den lune sommer. Vildtets yngelpleje er på sit højeste, fasankokkene patruljerer, rævene jager i de sene aftentimer og tidlige morgener, og deres hvalpe begynder ud på sommeren at tumle rundt på reviret, harerne soler sig i markkanterne, råerne esser på engen med deres lam, og er man heldig, kan man måske se lidt agerhøns i sprøjtesporene eller høre deres knirkende kald i marken. Bukkejagten er med andre ord den jagt, hvor man får holdt rigtigt godt øje med alting – og det er en stor nydelse i sig selv.
Forestiller man sig – lad os sige – seks mand, der er gået sammen om en jagt på f.eks. 60 hektar, så behøver det jo ikke være sådan, at alle konsortiemedlemmer partout skal skyde en buk. I sådanne tilfælde bør konsortiet nok tage stilling til, hvor mange bukke der bør skydes. Det kunne være, at to bukke var passende for reviret. De fire konsortiemedlemmer, der så ikke får skudt en buk, kan i stedet glæde sig over deres konsortiekammeraters jagtheld og så se frem til efteråret, hvor der eventuelt kan høstes lidt hundyr med riffel, hvis hagljagterne ikke byder på noget særligt råvildt, eller hvis konsortiet ikke skyder råvildt med hagl. Der, hvor jeg synes filmen knækker – på nogle revirer – er, når bukkeiveren tager over, og ’trofæjægere’ næsten døgnbemander stiger og tårne og skyder alt med horn i panden, som kommer til syne i sigtekikkerten. Det synes jeg kan være lidt usmageligt. Vi sætter os jo heller ikke op i tårnene om efteråret og bortskyder alle de hundyr, der træder ud på mark og enge.
Så efter min mening bør det være alt med måde. Man kan selvfølgelig godt gøre sig nogle overvejelser om, hvilke bukke man skyder. Men udviser man bare lidt mådehold, er det nok ikke så afgørende for bestandenes sundhed, om det er store bukke, mellembukke eller småbukke, der skydes. (Har man store revirer til rådighed og gerne vil ’producere’ store opsatser, bør man dog nok tage mere stilling til, hvilke bukke der udvælges til afskydning).
Har man mange rådyr på sit revir, er det ikke ensbetydende med, at man omkostningsfrit kan skyde mange bukke. Prøv først at se lidt på kønsfordelingen. Ser man betydeligt flere hundyr end handyr, så er der måske en skævvridning i bestanden. I det tilfælde kan man jo lade riflen stå i skabet hen over foråret og sommeren og i stedet vente til efteråret. Skyd så i stedet rålam i starten af efterårsjagten og råer sidst på sæsonen (i bæredygtige antal i forhold til revirets størrelse og bæreevne). I øvrigt er pürschjagten på hundyr fuldt ud lige så spændende og udfordrende som bukkejagten. Du kan læse en lille beretning om hundyrsjagt i Tyskland i et andet kapitel i bogen.
Der findes også revirer, hvor rådyrene står (for) tæt. På sådanne revirer kan det være fornuftigt at se på, om nogle af dyrene er små og skravlede. Det kan nemlig godt være, at bestanden af råvildt er større end terrænets bæreevne. På sådan et revir kan det være en god ide at tynde bestanden lidt ud. Det gøres bedst ved at tage riflen ud af skabet og så udvælge sig de svageste (mindst af krop) individer, som derefter skydes ud af bestanden. Det vil lønne sig i den forstand, at man får en stærkere bestand af råvildt, som ikke konkurrerer indbyrdes om tilgængelige fødeemner. Men en vurdering af terrænets bæreevne og bestandstørrelsen af råvildt kan være svær at foretage – særligt som ny i faget. Har man nogle jagtterræner, hvor man har lidt svært ved at vurdere, hvordan det står til med sundheden af ’ens’ råvildt, kan man alliere sig med nogle vildtforvaltere eller nogle fornuftige og erfarne jægere. De vil med garanti gerne træde til og lave en vurdering af råvildtet og bæreevnen på dit terræn og hjælpe dig med at strikke en plan sammen for en fornuftig jagt på råvildtet.
Vildtkameraer kan også hjælpe til med at få udvalgt det rigtige råvildt til afskydning. Kameraerne hjælper dig med at ’udspionere’ råvildtet. På et revir havde jeg et år to bukke gående, som vildtkameraerne flere gange fangede i linsen. Jeg valgte at skyde den lille knopbuk på fotoet til venstre og lod gaffelbukken gå. Knopbukken var ét år gammel den sommer, og det var gaffelbukken formentlig også. Men knopbukken havde været hårdt plaget af pelslus over vinteren og var meget mere skravlet af krop at se på. I løbet af bukkejagten havde Chris og jeg flere gange mulighed for at skyde begge bukke. Vi valgte at skyde ’skravlet’ lidt inde i juni måned, hvor den brækket vejede 12 kilo. Vi afstod fra at skyde den stærkere og mere lovende gaffelbuk. Hvad naboerne gør – hvis gaffelbukkens revir krydser naboskellet – er jo op til naboerne, men Chris og jeg gav den mest lovende buk chancen for at beslå lidt råer til august og i øvrigt ’blive til noget’ de kommende år. Og det er faktisk en god fornemmelse.
Man læser og hører indimellem noget ret så tumpet. Noget af det værste, jeg har stiftet bekendtskab med, var en fyr, der på nettet udbredte sig om, at deres konsortium over en kortere periode fra den 16. maj frem til den 7. juni havde skudt 9 bukke, alene i en af de mindre såter, der stødte op til naboens revir. De havde skudt samtlige bukke, der kom for, og det havde de gjort ’… fordi naboen skød alle bukkene, og det var de blevet trætte af at se på …’, som han skrev. Man ved ikke rigtigt, om man skal grine eller græde over sådan en udmelding. Barnligt og idiotisk er det i hvert fald! Mange giver sig i kast med bukkejagten, og hvis alle tænker på bukkejagten som værende et kapløb om at få skudt alle de tilstedeværende handyr før naboen, så går bukkejagten nok en trist skæbne i møde.