Winchester … Bare navnet! For enhver voksen mand på omtrent de fyrre år eller ældre, er der et eller andet over måden ordet Winchester ruller af tungen på. Voksne mænd har nemlig været drenge engang. Jeg er knap halvtreds år og var således dreng i 70’erne og 80’erne. Mine naboers far havde et helt bibliotek fyldt med Betamax og VHS film. På hylderne var der – syntes vi dengang – et utal af westerns, nyere som gamle … Og vi drenge elskede at se kåvbøjderfilm …

Udover seksløberne, naturligvis, var Winchester bøjlerepeter-rifler blandt kåvbøjdernes foretrukne våben, når de skulle slås mod indianerne. Blandt andet udødeliggjorde gode gamle ’the Duke’ – John Wayne – det gamle western riffelmærke ved – inden det gik hen og blev politisk ukorrekt – at plaffe rødhuder ned på stribe med sine Winchester-rifler. ’The Dukes’ rifler havde en særlig stor bøjle som særkende – ellers kunne den store mand ikke få plads til sin hånd … Nostalgien sidder stadig lidt i mig, og indimellem slår tanken mig, at jeg da bare må eje en Winchester model 92 lever action … 

Men det taler Chris mig hver gang fra. Hun er åbenbart ikke flasket op med westerns og ser – sjovt nok – ikke noget særligt stort behov for, at vi skal have en John Wayne riffel i skabet. Hun kender da godt nok til navnet, men jeg har sågar måttet forklare hende – med en slet skjult irritation – hvem John Wayne egentlig var! Ergo – hvorfor det er vigtigt at eje en Winchester bøjle-riffel … Men jeg tror, hun synes, at min argumentation halter. Våbenskabet er i hvert fald stadig gabende tom på pladsen, som jeg (i hemmelighed) har reserveret til ’the Duke’ …

Under alle omstændigheder … En Winchester-riffel er det aldrig blevet til (endnu), men Chris har dog et stykke hen ad vejen fanget Winchester-idéen, idet hun har set fidusen i at anskaffe endnu en riffel kamret i én af det hæderkronede gamle mærkes kalibre …

Selve riflen ligger imidlertid milevidt fra 1800-tallets lever actions. Den er en hel del mere moderne i funktionaliteten. Kaliberet derimod er en gammel hund …

 

Kaliberet

Denne riffel skal anstændigvis omtales, når nu omdrejningspunktet er bjerg- og højlandsjagt. Ikke så meget på grund af modellen eller opsætningen, men derimod fordi riflen er i kaliber 270 Winchester, som er et af de absolut mest populære og anvendte bjergjagtskalibre, der findes. Særligt i Nordamerika, hvorfra kaliberet stammer, har det en meget høj status blandt bjergjægere. Men også generelt er det et meget anvendt kaliber blandt alle typer riffeljægere i Nordamerika, idet 270 Winchester indtager en flot 3. plads i popularitet, lige efter henholdsvis 30.06 Springfield og .308 Winchester.

Kaliberet er faktisk en ældre model, som så dagens lys helt tilbage i 1925. Men det var først op gennem 50’erne, at populariteten for alvor tog fart. En stor del af æren herfor kan formentlig tilskrives den velsete og anerkendte amerikanske bjergjæger og våbenskribent Jack O´Connors lovprisning af kaliberet. Mangen amerikanske jægere adopterede O´Connors forelskelse i kaliberet, og en voldsom hype førte til, at 270 Winchester snart betragtedes som et vidunder-kaliber.

Har det så noget på sig? Og er kaliberet stadig aktuel som et godt bjergjagtkaliber, nu næsten 100 år efter det først så dagens lys? Kort sagt: ja og ja. Hypen og populariteten – om end til tider noget overdrevet – er så alligevel fuldt ud berettiget. Egentlig er der tale om et 30.03 hylster (næsten identisk med 30.06), der er presset til et projektil i en mindre diameter på 7 mm mod 30.03’s (30.06’s) projektiler på 7,8 mm. Med det mindre, og lettere projektil, i det relativt store hylster, opnår man en ret høj projektilfart.  I vores riffel med normal pibelængde på 60 cm lander vi på en mundingshastighed i omegnen af 880-900 m/s med 9,4 gram (145 grain) kugler. Med 270’erens rimeligt strømlinede projektiler opnås derved en flad kuglebane med behersket vindafdrift og en ret lang effektiv rækkevidde. (Læg mærke til, at jeg skrev ’rimeligt strømlinede’ – forklaring følger). Endvidere er rekylen fra en 270 Winchester, med nævnte projektiler, nogenlunde moderat, hvilket vil sige omtrent på niveau med rekylen fra et 10,7 gram projektil fra en .308 Winchester.

Det nærmeste europæiske sammenligningsgrundlag vil være noget i retning af kaliber 7×64 Brenneke eller 6,5×55 Swedish Mauser, med projektildiametre på henholdsvis 7,2 mm og 6,7 mm mod 270 Winchesters projektildiameter på 7,0 mm. 7×64 Brenneke – som af mange europæiske bjergjægere betragtes som et særdeles velegnet kaliber til bjergjagt – kan nå projektilhastigheder i nogenlunde samme boldgade som 270 Winchester, hvorimod den gode gamle 6,5×55 halter lidt bagefter i hastighed med mindre man anvender meget lette projektiler. Lette projektiler er i de ofte vindomsuste bjerge imidlertid ikke at foretrække, idet sådanne kan være lidt svære at ’styre’. Men med kuglevægte på omtrent 9 gram vil man (ved normale kammertryk) opnå mundingshastigheder med en 6,5×55’er, som er en del lavere end de hastigheder, man opnår med en 270 Winchester.

Så lad os blot med det samme understrege, at med høj fart, rimeligt tunge og velflyvende projektiler fungerer 270 Winchester rigtigt godt til bjergjagt og anden jagt på op til mellemstort vildt, og som involverer lange skudafstande,.

Årsagerne til, at 270 Winchester ikke rigtig har gjort sig særligt bemærket inden for egentlig langdistanceskydning, skyldes nok særligt to forhold. For det første er 270 Winchester riffelpiber med stigninger på 1-10 tommer, hvilket har manifesteret sig i noget, der minder om en indiskutabel naturlov! Det er de bare. Punktum! Denne relativt langsomme stigning sætter en begrænsning for hvor tunge (og lange) projektiler, der kan stabiliseres. Til sammenligning er en stigning på 1-8 tommer (eller hurtigere) helt typisk i 6,5mm riffelløb. Årsagen til den ret standardiserede langsomme pibestigning i 270’eren, skal findes i, at kaliberet i tidernes morgen blev udviklet med to projektilvægte for øje: 130 grain (8,4 gram) og 150 grain (9,7 gram). Disse to projektilvægte har man mere eller mindre holdt sig til i mange årtier, og de passer rigtig godt til 270 Winchesters ’twist’ på 1-10 tommer. Men et mere optimalt langdistance-potentiale ville kunne opnås med en hurtigere stigning på måske 7 eller 8 tommer, hvorved langt mere strømlinede projektiler i omegnen af 175 grain (11,4 gram) kan stabiliseres. Problemet er blot (ud over at finde en pibe med så hurtig stigning), at det er svært at finde egnede tunge projektiler til kaliber 270 Winchester. Jeg har kun (pr. august 2018) kendskab til én producent, nemlig amerikanske Berger Bullets, som laver 270 low drag projektiler i dette vægtsegment. Bergers 170 grain EOL projektil til kaliber 270 har en oplyst BC på 0.662G1 (0.339G2), hvilket er vældigt strømlinet, men Berger oplyser samtidig, at den optimale stigning til dette projektil er 1-8 tommer … og sådan et løb kniber det som sagt lidt med at finde på markedet!

Ovennævnte stigning/projektilvægte er årsagerne til, at langt de fleste kaliber 270 Winchester rifler nok har ganske gode langtrækkende jagtlige egenskaber, men aldrig sådan rigtigt har gjort sig bemærket på skydeterrænernes lange distancer.  Kaliber 270 Winchester har i realiteten et uforløst potentiale til egentlig langdistanceskydning. Hvis man med en 270 Winchester vil gøre sig forhåbninger om at mænge sig med de rigtigt gode inden for denne disciplin fordrer det, at man flikker en noget speciel custom riffel sammen. Og selv hvis en sådan trang til at skille sig ud fra mængden, skulle komme over én, kan det vise sig problematisk at anskaffe de optimale dele. Producenter af projektiler og producenter af riffelløb hænger nemlig noget i bremsen med hensyn til udviklingen af lige netop dét, som efterspørges af udøverne af denne disciplin. Til langdistanceskydning takker de fleste derfor ’nej tak’ til at forsøge sig med en 270 Winchester.

Men til trods for ovennævnte problematikker, har vi (nok især Chris, som altid er gået sine egne veje) valgt at stykke en langdistance/PRS riffel sammen i netop dette kaliber …

Nu må vi se hvordan det kommer til at spænde an … For der vejres nemlig lidt friskere morgenluft, som kan hjælpe til med at løfte opgaven. Blandt andet har Hornady med deres ELD linje (Extremely Low Drag) lanceret en 145 grain kugle (9,4 gram), som lander på en ballistisk koefficient på 0.536 G1. Projektilet spænder fint an i løb med 1-10 tommer stigninger. Se, så begynder det trods alt at ligne noget. Nu vel, det er ikke imponerende strømlinet efter tidens low drag standarder – og matcher ikke de værdier man finder i .264 og .284 segmentet – men det er dog et trin op ad skalaen i forhold til tidligere.

ELD-X projektilet kan rent faktisk holde en høj træfrate på skudafstande også udover rent jagtligt lange skud på 300-400 meter. Og så er der ovenikøbet tale om lidt af en hybridkugle. For ét er, at ELD-X projektilet er rimeligt strømlinet, og derfor anvendelig til langdistanceskydning. Noget andet er, at der er tale om et regulært jagtprojektil fra ELD-serien (ELD-X), dvs. med kontrolleret ekspansion ved træf i vildtkroppe. Prismæssigt ligger ELD-X projektiler på samme niveau som matchprojektiler. Netop fordi 270’eren aldrig for alvor har fundet vej til skydebanerne og -terrænerne, laver Hornady ikke matchprojektiler (ELD-Match) til kaliberet. Men jagtprojektilet ELD-X er også en meget velflyvende kugle, stort set med matchegenskaber. ELD-X projektilerne har – til forskel fra ELD-M projektiler – en lille ’lås’ i kappen. Det er klart, at man som kugleproducent skal holde tungen lidt mere lige i munden, for at opnå en lige så god balance i projektilet, når jagtlige hensyn såsom en ’lås’ af blykernen, skal inkorporeres i projektilet. Men uagtet dette, er ELD-X projektilerne så godt fremstillet, at de fleste uden tøven – og med samme træfprocent – kan anvende dem på skydebanerne.

For hjemmeladere som os, betyder det, at vi kan lave strømlinede jagtpatroner til brug for såvel træning og konkurrencer som til brug på jagt. Det har utvivlsom sine fordele at gå på jagt med fuldstændig samme riffel-setup og patroner, som man bruger til rigtigt mange trænings- og konkurrenceskud om året. Det giver en god rutine og en stor tillid til ’værktøjet’, når det endeligt gælder på jagten.

Ikke kun Hornady, men også andre producenter, har efterhånden set lyset og laver nu ret strømlinede projektiler til 270 Winchester. Bl.a. laver Nosler et 150 grain (9,7 gram) Accubond Long Range (LR) projektil med en oplyst BC på 0,591 G1! Accubond LR projektilet er imidlertid noget dyrere end Hornady ELD-X projektilet, hvilket egentlig er fair nok, da det er et ’bonded’ jagtprojektil, altså hvor projektilkappen er kemisk svejset sammen med projektilkernen. At vores valg falder på Hornady, fremfor Nosler, beror dels på prisbesparelsen, men også på, at vi har gode erfaringer med Hornady’s ELD projektiler. Med den rette mængde Norma MRP krudt i hylsteret bagved ELD-X projektilet, opnår vi en rigtig god præcision med Tikka Varmint-riflen …

 

Skæftet 

Det originale syntetiske polymerskæfte (plastic), som riflen kom med, blev lagt på hylden, allerede inden riflen nogensinde kom på skydebanen. Vi ved derfor simpelthen ikke, hvordan en Tikka T3 skyder i et syntetisk varmint skæfte. Jeg håber ikke at træde nogen over tæerne … for er man glad og tilfreds med det man har, og virker det, ja så virker det, og det er dét, der tæller … men i vores husstand har vi aldrig haft vældig stor fidus til polymerskæfter. Det er vel langt hen ad vejen bare en smagssag. Smag og behag er forskellig, men når det så er sagt, er der nok ikke megen tvivl om, at plasticskæfters kvalitet mange gange er lidt så som så – i hvert fald hvad angår de billigere plasticskæfters kvalitet. Ligeså er skæfternes (oftest sorte) plasticflader – i vores øjne – lidt uskønne at se på (igen: smag og behag).

Denne Tikka T3 Varmint blev derfor allerede fra starten lagt i et GGS (German Gun Stock) skæfte af modellen ’Predator’. Skæftet er med en kerne af epoxylamineret birk og overfladen udgøres af en hårdfør epoxycoating. Til forskel fra de fleste andre sammenlignelige laminatskæfter på markedet (såsom norske GRS og norske KKC) er der i GGS skæftet indstøbt en regulær aluminiums bedding block. Det vil sige, at riflen lægges i skæftet og spændes til det rette moment … og færdigt arbejde! Ikke noget med at fedte med glasfiber bedding af låsestolen.

Nogle skytter/jægere er til riffelskæfter med bedding blocks, eller egentlige chassis’er, andre er mere til skæfter, hvori riflen skal beddes i en glasfibermasse. Jeg er ikke religiøs på området. Skyder riflen præcist, så er designet bag sådan set hip som hap. Men jeg kan nemt få øje på, at det er super nemt og ligetil med en aluminium bedding block i skæftet.

Predator-skæftet er et thumbhole ét af slagsen. Rekylenergien overføres i en lige linje til skyttens skulder. Vi oplever ikke pibespring eller lignende dårligdomme ved skydning med riflen. Rekylen optages derimod rigtig godt. Varmint-pibens tyngde kan være en medvirkende faktor til at enhver form for pibespring elimineres.

Skæftet kan tilpasses i kindhøjden via en tryk knap. Kindpuden (og skæftet generelt) er lige og symmetrisk, og kan derfor anvendes til ’normal’ skydning med kolben til højre kind, men også links, altså med kolben til venstre kind. Skæftet kan derimod ikke justeres i længden (LOP), hvilket er lidt et minus, ligesom højden på bagkappen heller ikke kan justeres.

Forskæftet er af en rimelig slank beavertail type. Alt i alt finder vi, at GGS skæftet er et godt hybriddesign til dynamisk skydning, hvor man rent faktisk jævnligt holder på forskæftet, men også anvender riflen til skydning fra støtteben. Pibekanalen er bred med plads til svære piber. Varmint piben med en mundingsdiameter på 22 mm er der i hvert fald så rigeligt plads til.

Èn ting, jeg ikke er alt for vild med, er grafikken på skæftet. Selve camo-stafferingerne er sådan set fine nok og lavet pænt, men German Gun Stock har valgt at udsmykke kolben med et stort (og efter min smag lidt juvenilt) dødningehoved. Jeg er med på, at det er deres logo, men jeg synes ikke, at det pynter. De kunne da i det mindste have lavet det lidt mindre og mere stilfuldt. Men Chris – som er noget af det venligste og rareste, man kan forestille sig – får selvfølgelig derved et lidt mere krigerisk udtryk, når hun skal forsøge at psyke konkurrenterne på banen lidt med hendes dødningeriffel …

 

Pibe og dæmper

Piben er en original rustfri Tikka Varmint pibe med en løbslængde på 60 cm og en diameter på 22mm ved mundingen. Piben er, som allerede omtalt, kamret i kaliber 270 Winchester og stigningen er 1-10 tommer. Piben har et godt præcisionspotentiale, hvilket svære piber ofte har.

Der brændes mere krudt af i en 270’er patron, end der gør eksempelvis i de populære 6,5mm patroner. Vi taler ikke om voldsomt store krudtmængder, men dog mere. Lige omtrent 56 grain MRP krudt hælder vi i en 270 Winchester patron, mod 45 grain MRP, når vi lader patroner til .260 Remington riflen (kaliber 6,5mm). Teoretisk burde 270 piben varme hurtigere op end knap så krudttunge patroner, men det er nu nok marginalt i praksis. Tikka riflen kan godt håndtere en god håndfuld skud, i en rimelig hurtig kadence, uden at man kan riste grillpølser på løbet. En svær pibe tager et stykke tid om at varme op, men til gengæld køler den jo så også langsomt af igen. Når først den er varm, holder den godt på varmen. Det er vel en større udredning om forholdet mellem metallets massefylde, overfladeareal, og varmeledende egenskaber, der afgør, hvor hurtig et løb henholdsvis varmer op og afkøler igen. Men sådan praktisk talt – særligt på varme sommerdage – må man have lidt tålmodighed på skydebanerne.

Man må indimellem lige drikke en kop kaffe, eller spise en is, mens man venter på, at riflens tykke løb køler af igen.

Dæmperen vi bruger på riflen er en norsk Hausken dæmper af modellen JM224. Indmaden er af stål, mens de ydre dele er af aluminium. Dæmperen kan godt holde til de lidt hårdere strabadser den udsættes for på en skydebane, men på vindstille dage generes man ret hurtigt af varme-flimmer i kikkerten. Aluminium har bedre varmeledende egenskaber end stål. I praksis (og i relation til skydning) vil det sige, at det varmer hurtigt op, men køler til gengæld også hurtigt af igen. I forhold til vores store ASE UTRA stål dæmper, der er skruet på .308’eren, bliver Hausken dæmperen noget hurtigere så varm, at det flimrer i kikkerten. Men på grund af de gode ledende egenskaber, køler den også hurtigere af igen. Har man tid til at vente mellem skud-seancerne, vil man opleve mindre flimmer-gener med tunge ståldæmpere. Skyder man til konkurrencer, hvor man ikke helt selv er herre over, hvor lange pauser der er mellem skudafgivelserne, kan alu-dæmperes hurtigere kølende egenskaber vise sig at være formålstjenstlig …

Hausken dæmperen har en diameter på 5 cm, en længde på 22,4 cm og øger totallængden med 14 cm. På 270’erens 60 cm lange pibe er dæmperen således ikke synligt forstyrrende i sigtebilledet, heller ikke ved laveste kikkertforstørrelse (6x). Dæmperen er nærmere beskrevet i forbindelse med kapitlet om .260 Remington riflen.

 

Sigtekikkert

Til riffel-setup’et anvender vi en Kahles 624i sigtekikkert. Kikkertmodellen er relativt populær blandt felt- og langdistanceskytter. Med forstørrelser fra 6 til 24 får man et spænd på 4 gange. Det er ikke et stort spænd efter nutidens standarder, hvor 6-9 gange spænd efterhånden er normen. Det skal som sidebemærkning nævnes, at Kahles hopper lidt med på vognen med lancering af deres nye model 525i, der har et spænd på 5 gange. Holder Kahles sig til deres vanlige kvalitet og høje niveau, er jeg sikker på, at denne nye 525i bliver et rigtig godt værktøj og kvalitetsmæssig i den helt høje ende. Men man kan godt spørge, om ikke det er lidt uambitiøst, her i 2018, at nøjes med 5-25 gange forstørrelse i en ny finskyttekikkert-model fra Kahles. Schmidt & Bender har trods alt haft en 5-25 på banen i årtier og opererer nu med forstørrelsesspænd på op til hele ni gange, ligesom også Vortex, Leupold og mange andre konkurrenter på markedet kører med 6 gange spænd eller mere. Men har man ikke rigtig behovet for så stort et spænd i forstørrelsesgraden, vinder man jo i realiteten heller ikke noget ved at anskaffe sig en super high power sigtekikkert. Måske nærmere tværtimod. Jo flere linser, der er i en kikkert, jo tungere bliver den, og jo mere lys vil man miste (eller jo flere hovedbrud giver det ingeniørerne at sørge for tilstrækkelig lysgennemstrømning i high power kikkerterne).

Det var lidt en lang sidebemærkning, men under alle omstændigheder … man betaler jo som forbruger for alle udviklingsomkostningerne, der går til de nyeste produkter. Derfor bør man altid tænke over, om man egentlig har et behov for de sidste nye skrig … eller om der måske blot er tale om et behov, der forsøges skabt af producenterne? Kahles 624’erens mindste forstørrelse på 6 gange er i hvert fald så rigeligt brugbar til vores tiltænkte anvendelse af 270 riflen. Vi bruger den en del på jagt, hvor kikkerten som regel står et sted mellem 6 -10 ganges forstørrelse. Om den kunne skrues ned til 5 ville formentlig ikke gøre nogen praktisk forskel. Vi bruger ikke riflen til drivjagt, eller lignende skovjagter, hvor en mindre forstørrelse er formålstjenstlig. Så mindste forstørrelsen på 6x passer fint til vores behov. Til finskydning og langdistanceskydning er kikkerten ind i mellem på den højeste forstørrelse, men også i denne ende af spændet er det formentlig uden betydning, om den højeste forstørrelsesgrad er 24x eller om den er 25x, som den nye Kahles 525 kan levere. Har man behov for mere forstørrelse end det 624’eren kan diske op med, vil det vel være mere nærliggende at tænke noget i retning af kikkerter med meget mere forstørrelse såsom Nightforce 7-35, IOR 5,8-40, Kahles 1050 eller PMII 5-45 og hvad der nu i øvrigt findes af højforstørrelses-kikkerter på markedet ….

270 Winchester riflen, med Kahles 624i kikkerten på toppen, anvender vi som nævnt også på jagt. Derfor er det ret fordelagtigt, at 624i kikkerten ’kun’ vejer godt 900 gram. Det er faktisk ikke en særlig høj egenvægt for en sigtekikkert i dette segment.

Kahles kikkertens optiske kvalitet er i top, ingen tvivl om det. Men noget kikkerten ikke kan (når man sammenligner med de PMII kikkerter, som vi også bruger) er at stille skarpt på korte afstande. Parallaksen kan justeres fra omtrent 50 meter til uendeligt. PMII kikkerterne går fra 10 meter til uendeligt. Med PMII kikkerter kan man – selv på høj forstørrelse – få billedet til at stå knivskarpt, også på de helt korte afstande. Med Kahles kikkerten er man på helt korte afstande nødt til at skrue ned for forstørrelsen for at opnå tilstrækkelig fokus. Men har man overhovedet behov for at skyde på meget korte afstande med eksempelvis 24 gange forstørrelse? Tja… Det er nu nok de allerfærreste, der har det, men hvis man har, kan man ikke bruge en Kahles 624 kikkert til dén opgave.

Parallaksen justeres i øvrigt via et lidt atypisk design, nemlig en drejeskive lige under kliktårnet på toppen af kikkerten. Funktionelt er designet faktisk rigtigt godt. I’et i kikkertmodelnavnet hentyder til, at centerdelen af krydset kan illumineres og lysintensiteten kan justeres trinløst via en drejeknap på kikkerthusets venstre side.

Sigtemidlet, i den 624’er vi anvender, er et ret klassisk MIL-dot sigte. Mellem hver ’dot’, er der én milliradian, svarende til ti klik på tårnene. Sigtet er i første billedplan, så uanset forstørrelsesgraden er der altid én milliradian mellem markeringerne. De tydelige MIL-dots gør sigtet overskueligt og hurtigt at anvende. Nærmest helt intuitivt fornemmer man ud af øjenkrogen hurtigt ’dots’. Ved forbi-skud sanser man tydeligt afvigelsen ved kugleslaget, og får hurtigt rettet ind. De finere og flere markeringer, som findes i mange andre sigtemidler, kræver lidt mere fokus. Da markeringerne i sådanne sigtemidler er mindre, flere og mere komplekse, er der simpelthen mere at overskue. Til gengæld er ’fintuning’ i sagens natur nemmere, jo finere og mere detaljeret sigtemidlet er.

Til vores riffels tiltænkte mål, som er skydning på alle mulige afstande, men ikke til mål, der er helt uanstændigt små, vil vi gerne opnå: … ’træf i første hug om det lykkes, men ved forbi-skud skal kuglen så hurtigt som muligt ind på målet’ … til dét finder vi, at det simple MIL-dot sigte, er et ret godt værktøj.

Kahles 624i kikkerten har 26 MIL justeringsmulighed på tårnet vertikalt, og 6 MIL i begge retninger horisontalt. Det er rigelig justeringsmulighed til skydninger langt ud over 1.000 meter.

De horisontale linjer nederst i sigtet er hjælpelinjer til afstandsmålinger. Passer et mål på én meter i højden mellem linjerne, er der fra venstre mod højre henholdsvis 1.000 meter, 800 meter, 600 meter, 400 meter eller 200 meter til målet. Stort set den samme funktion findes i sigtemidlerne i PMII P4F sigtemidlerne.

 

 

Støtteben

En Harris bipod er ikke noget fancy, og heller ikke synderligt kostbar, men den er ret simpel og hårdfør, og gør et udmærket job. Den, vi bruger, har et spænd på 6-9 tommer, og det rækker fint til vores behov. At dosere trykket i en Harris kan kræve lidt øvelse og tilvænning, ligesom det, at den ikke kan panorere kan være lidt uhensigtsmæssig. Kort og godt … en Harris er simpel og ligetil – den fungerer helt efter hensigten. Vi spænder bare Harris Bipod’en på rembøjlestudsen … så er vi kørende. Harris bipods er endvidere beskrevet i riffelkapitlet om .308 Winchester.

 

Konklusion

Som mange af vores andre rifler, er også GGS Tikka’en lidt af en sværvægter. På det punkt må vi nok erkende, at vi går lidt imod strømmen inden for jagtrifler generelt, men særligt indenfor bjerg- og højlandsdisciplinen …. De ultralette ’bjergrifler’ finder man sig enten godt til rette med, eller også gør man ikke. Jeg er ikke kompatibel med de helt lette rifler og vælger derfor ofte at bringe lidt tungere rifler med mig på jagt. Det er selvfølgelig ikke fordi, jeg holder af at pine mig selv, og har en idé om, at der partout skal slæbes så mange kilo grej med i jagtmarkerne så muligt, tværtimod. Kunne jeg skyde ligeså godt med en fjerlet ’bjergriffel’, som jeg kan med de lidt tungere rifler, ville jeg naturligvis vælge at medbringe én let én af slagsen. Men de to-tre kilo jeg medbringer af ekstra riffelvægt, kan spares mange andre steder. Vi kommer nærmere ind på forholdet omkring vægt og grej i et senere kapitel.

Men selvom Tikka 270 Winchester riflen er til den tunge side – hvilket den nødvendigvis bliver i et bedding block laminatskæfte med et svært løb og tung optik – er den meget ’håndterbar’. Den er lavet med dynamisk skydning for øje, altså skydning hvor man skyder fra mange varierende skydestillinger, og flytter sig fra én skydestilling til andre mellem skudafgivelserne. Til den type skydning er det retlinede thumbhole-skæfte, med det rimeligt slanke forskæfte, helt ideelt. Endvidere er den ikke alt for lang med sit 60 cm løb og en totallængde på 125 cm inklusiv dæmperen, og den har således en fornuftig størrelse, og en god balance også under praktisk jagtudøvelse. I sammenligning med f.eks. Sako 85 McMillan A3-5 skæftet (beskrevet i et tidligere afsnit), som er en kæmpeklods af en riffel, der er tiltænkt stationær og statisk, langdistanceskydning – er Tikka’en en ren fryd at tumle til de mere dynamiske skydediscipliner.

Riflen er ikke så tung, at vi som sådan tænker over det på jagt. Når man slæber udstyr med sig på jagt – særligt jagt i bjergene eller på fjeldet – er det vigtigt, at man ikke blot begrænser vægten lidt, men også fragter grejet med sig på en optimal måde. Men som tidligere nævnt kommer der mere om vægt og grej senere.

Tikka 270 Winchester riflen er den ene af vores mere dedikerede jagtrifler. De er sådan set begge velegnede til bjerg- og højlandsjagt, og at vælge den ene frem for den anden er svært. Der er mange ligheder i de praktiske brugsegenskaber, og det hurtigt bliver lidt et spørgsmål om ’plat eller krone’. Skal der fremdrages nogle fordele ved 270’eren, vil det meget gode præcisionspotentiale tale for denne.

Men når terrænet bliver rigtigt stejlt, og/eller jagten særligt fysisk udfordrende, så stroppes vores mest bjergjagt-orienterede riffel på rygsækken … Men læs med i næste og sidste afsnit i riffelserien, hvor vores riffel til bjergjagten og i øvrigt strabadserende jagt beskrives nærmere.

 

Riffel-data

System:

• Tikka T3
• Rustfri

Skæfte:

• German Gun Stock – model Predator
• Alu bedding block

Løb:

• Tikka Varmint heavy barrel
• Ø22 mm ved munding.
• 60 cm lang
• Stigning 1 snoning pr. 10’’ (1-10)

Kaliber:

• 270 Winchester

Optik:

• Kahles 624i

Montage:

• Picatinny Rail (0 MOA)
• Tier One Tac Ringe (front and rear)

Bipod:

• Harris S-BRM

Dæmper:

• Hausken JM 224
• Ø50 mm

Længder:

• Riffellængde – 111,0 cm
• Dæmperlængde – 22,4 cm
• Riffel totallængde (incl. dæmper) – 125,4 cm

Vægte:

• Riffel egenvægt (incl. kikkert – 5,4 kg
• Dæmper egenvægt – 0,35 kg
• Bipod egenvægt – 0,37 kg
• Riffel totalvægt (incl. kikkert, dæmper og bipod) – 6,1 kg