Vi havde boet på gården det meste af et år, men havde endnu ikke gået en tur igennem vores knap 70 tønder revir syd for Silkeborg. Vi havde selvfølgelig været deromme på stier og skovveje, vi havde høstet lidt æbler i æblelunden, og jeg havde været lidt på pürsch med riffel og skudt en buk, en ræv og andet rovvildt – men vi havde endnu ikke været ude i terrænet med hund og haglbøsse.
Nu var det snart november, og en eftermiddag blev Chris og jeg enige om at tage bøsserne over skuldrene og lufte en hund i skoven for at se, hvad der gemte sig der. Det var ret dårligt vejr, og det havde det været hele det foregående døgn. Men er man klædt i fornuftigt tøj, så er sådan en ruskende regnvejrs-efterårsdag jo vældig forfriskende og charmerende.
Velankommet til det rette hjørne på reviret var vi klar til action, og hunden blev sat i søg. Vores lille, meget kuperede, ejendom består af småskove, ny-plantninger, gammel skov med mange små skovenge og et par helt små marker i stub. Det er en ideel råvildt-biotop. At der er meget råvildt, vidste jeg godt, da jeg havde observeret masser af råvildt på ejendommen det forgangne år.
Til trods for råvildtmangfoldigheden var jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at skyde råvildt, for jeg var mere interesseret i at danne mig et indtryk af øvrige vildtarter på ejendommen. Taget i betragtning, at der lå tre nyligt parterede rådyr i fryseren, så vi var heller ikke ligefrem i bekneb på madfronten. Senere på vinteren ville jeg så tage stilling til, om der kunne være fornuft i at tynde lidt i råvildtbestanden med riffel. Chris og jeg havde faktisk ikke fået drøftet en ’parole’, inden vi gik, så ville hun skyde råvildt, stod det hende selvfølgelig frit for.
Hunden søgte flot og krydsede fint op i vinden, og jeg var sådan set ikke i tvivl om, at han nok skulle sætte noget vildt i bevægelse. Vi var da også blot trasket omkring 100 meter frem i den tætte unge løvskov, da et enligt rådyr hoppede frem lige foran mig – ja, det kom nærmest løbende skråt mod mig. Det var blot Chris og jeg, der var på jagt. Jeg kunne se Chris 50 meter til min side, så jeg kunne sådan set godt have skudt dyret inde i såten uden brud på sikkerheden. Men jeg holdt mig til min egen lille indre ’parole’ vedrørende råvildt og undlod derfor at skyde. Chris har endnu til gode at skyde råvildt med haglbøsse. Hun er ikke helt afklaret med, om hun vil eller kan. Hun siger, at kun hvis råvildtet kommer så perfekt, at hun er så tæt på 100 procent sikker, som man kan være på at skyde det ordentligt, vil hun skyde til råvildt. Det er der jo rigtig god fornuft i, så det synspunkt er der i hvert fald ingen, der bebrejder hende.
Rådyret kom perfekt for hos mig, og efter hvad jeg lige kunne fornemme, hoppede det stille og roligt over forbi Chris og kom ret perfekt for hos hende. Men der faldt ingen skud. Hun har sikkert ikke lige haft lysten eller modet til det, tænkte jeg. Jeg stoppede op og vinkede hende hen. Hun sagde, at hun slet ikke havde set dyret, men jeg har hende nu lidt mistænkt for, at hendes bløde side fik overtaget, og at hun ikke nænnede at skyde det elegante lille dyr på tæt hold med den grove haglbøsse. Chris er bare lidt mere til rifler end til det der med hurtig haglbøsseskydning – og fred være med det. Det er jo hyggeligt at gå en dejlig tur i reviret. Indimellem letter der en fasankok, hvor der er rimelig tid til at pege den ud og få den til at falde til jorden med et skud hagl. Fasanerne skyder Chris gerne, og sådan er vores temperamenter jo så forskellige. Jeg har kun respekt til overs for, at man skyder, som man har lyst og temperament til, og som man mener, at man behersker.
Hvorom alting er – set eller ikke set – rådyret fik i hvert fald lov til at løbe uskadt videre, og på sin vis kan det at undlade at skyde jo være mindst lige så opløftende som at nedlægge vildtet. For mig er den gode jæger ikke den, der skyder på alt, hvad der kommer forbi inden for bøssens rækkevidde, eller måske indimellem uden for rækkevidden. I min bog er den gode jæger derimod den, der finder stor glæde ved naturen og velovervejet forvalter sin jagt, vildtet og sin skydning. Eller det er en jæger, som deltager i jagter, der afvikles nogenlunde efter denne devise.
Der gik ikke lang tid, før i hvert fald Freddy mente, at råvildtet nu ikke helt skulle snydes for at mærke, at der var jagt i dag. Pludselig larmede skoven skønt af hundeglam! Freddy er aldrig længe væk fra mig, men på jagt har jeg alligevel en lille sender på ham, så jeg ved, hvor han befinder sig. Det har jeg det godt med. Jeg betragter det lidt som en sikkerhedsforanstaltning, men jeg benytter mig i høj grad også praktisk af at vide, præcis hvor han befinder sig, når vi er på jagt. Jeg går selvfølgelig ikke og glor på skærmen konstant. Jeg har såmænd bare GPS-enheden i lommen, men hvis hunden tager stand, bipper min GPS-enhed, og jeg fisker den op af lommen. Et hurtigt blik på displayet fortæller mig, hvor hunden er, og jeg kan hurtigt nå frem til ham.
Men der var i hvert fald ikke noget, der bippede nu – for der var ikke stand – tværtimod var der drev! Og jeg behøvede ikke at kigge på skærmen for at finde ud af, hvor drevet gik, for det gik for fuld hals. Freddy hetzer hårdt, men relativt kort. Efter et halvt minuts tid rundt i en sløjfe stoppede larmen. Et hurtigt blik på skærmen fortalte mig, at hunden nu søgte tilbage til mig på sin bagfod. Jeg syntes, at han trak lidt på benet, da han kort tid efter hundeglammens ophør var tilbage. ’…. Sig mig, halter han ?… ’ spurgte jeg Chris. ’… Ja, der er vist noget …’ mente også hun. En hurtig felteksamination afslørede, at Freddy på højre forpote havde brækket en klo af helt oppe ved roden, og tåen blødte kraftigt … Øv, det var ikke godt. Vi blev enige om at gå hjemover i slugten langs skovbrynet, holde lavt blus på hunden og kun lade ham søge kort omkring os for at holde tempoet nede og begrænse skaden.
Hunden travede lidt rundt tæt ved os, og vi gik egentlig bare og småsludrede lidt, da Freddy pludselig sendte en fugl på brusende vinger inde fra skovkanten. ’… SNEPPE!…’ konstaterede jeg højlydt. Jeg fandt øjeblikkeligt fuglen over kornet på bøssen og fulgte den, mens den akrobatisk fandt en flyverute mellem de høje træer, inden den kom ud i slugten fri til et skråt sideskud. Første skud bragede, men haglsværmen røg bag fuglen, var min fornemmelse. Sneppen måtte ikke slippe, så jeg trak igennem og lod slagstiften slå til den sidste patrons fænghætte. Det andet skud sendte den lille fugl direkte til jorden omtrent 30 meter foran mine bøsseløb. ’…YES …’ var min eneste kommentar, samtidig med at jeg i en sejrsgestus knyttede min ene hånd. Min første chance til sneppe var resulteret i en død sneppe. Freddy måtte lige finde fuglen, som var faldet i noget højt skrub, men efter lidt søgen lyk-kedes det, og han kunne bringe mig min første troldfugl i hænderne.
Chris og jeg stod lidt og studerede den flotte fugl og nød efterårsskoven i det silende regnvejr, inden vi stille traskede videre hjemover. Vi nåede ikke meget længere end et par hundrede meter frem, førend jeg fornemmede på Freddy, at noget var under opsejling. Han rejste hovedet og fulgte intenst en bevægelse inde i skovkrattet. Jeg famlede efter hundefløjten, som havde puttet sig under min skjortekrave, men nåede ikke at stoppe ham, inden han forsvandt i fuldt firspring. Igen hørtes lyden af hans begejstrede glammen. Jeg var nu ikke synderligt begejstret for den smuttur, hans dårlige pote taget i betragtning. Men drevet var ikke langt, blot 60-70 meter. Jeg fornemmede, at han ikke løb ret hårdt, men mest af alt bare stod og gøede i det samme område. Han kom snart tilbage, og min nysgerrighed fik overtaget. Ved hjælp af GPS-enheden gik jeg op for at se, hvor han havde været. Det gik hurtigt op for mig, at han måtte have sendt en ræv afsted, for netop der, hvor Freddy var danset gøende rundt, befandt sig et stort gravkompleks. Ræven havde ved udsigten til et slagsmål med en ruhåret hønsehund – klogeligt nok – valgt en retræte til sine sikre underjordiske gemakker. Men nu ved jeg, hvor luskepelsen bor. Så med lidt held får jeg måske skovlen under hr. Rød én af dagene i løbet af vinteren.
Freddy var nu begyndt at halte lidt mere. Jeg ville ikke risikere komplikationer som følge af flere vilde løbeture, så jeg koblede ham. Men der var lige en enkelt lille aflang tæt granholm, som vi ville komme forbi på vores vej hjemover. Den ville jeg gerne tjekke, inden vi stemplede helt ud. Det er en beplantning, hvor jeg flere gange havde set fasankokken patruljere rundt i løbet af sommeren.
Chris gik og sparkede lidt på den ene side af holmen, og jeg gik om til den anden side. Der var ingen skogrende fasankokke hjemme, men til gengæld lød der pludseligt højlydte vingesmæld. En lille gyldenbrun fugl med langt næb og lange vinger strøg ud fra foden af den tætte granholm. Det gik hurtigt, men ikke så hurtigt som de bekkasiner, som jeg efterhånden er ved at ha’ godt tag på, så sneppen faldt snart til jorden i et relativt ligetil bagskud.
Jeg var glad og rigtig godt tilfreds. Nu kunne vi blæse jagt forbi med manér! På vores første lille undersøgende tur gennem reviret havde vi haft råvildt for, og Freddy havde ’oplyst’ os om tilstedeværelsen af yderligere råvildt og ræv i såterne. Freddy havde derudover sendt min første nedlagte troldfugl på vingerne og flot fundet og apporteret den, og lige på sidste vers havde jeg afrundet jagten med dagens anden sneppe i ét skud.
Mine to første sneppechancer nogensinde blev således udnyttet i tre skud – hvilket jo giver en skudstatistik på snep-per, som jeg foreløbig godt kan være tilfreds med.
Tilbage på gården tog jeg mig af Freddys brækkede klo og forrevne tå med noget sæbevand og en bandage. Mandag morgen ærgrede jeg mig over endnu engang at skulle snakke med Freddys ellers meget kompetente og rare dyrlæge – han er dog bare så kostbart et bekendtskab! Men selvfølgelig skal vi tage os godt af vores firebenede jagtkammerater, og jeg ofrer gerne en slat penge på en konsultation og en gang antibiotika, hvis det sikrer mine hundes bedst mulige restitution efter skader. For det er nemlig med jagthunde som med vilde drenge: de kan komme til skade engang imellem, men de har det sjovt!
Man skal bestemt springe til, hvis man får muligheden for at komme ud i et godt sneppeterræn. At skyde snepper kan varmt anbefales, og jeg kan nemt følge den skare af danske jægere, som har specialiseret sig i sneppejagten, og som benytter enhver god dag til dette henover efteråret. Udstyret med lette kaliber 20 haglbøsser og hunde, der ikke interesserer sig for meget andet end snepper, trasker de hver sæson skovene tynde for at få de små sagnomspundne troldfugle på tasken. Sneppen er velflyvende, så jagten på den giver udfordrende skydning. Samtidig er sneppen en trækfugl, der i hundredvis af år har befundet sig i de danske skove i stort antal hvert forår og efterår. Så det er en vild fugl – helt vild. Jagten på den er bæredygtig, og så smager den fantastisk! Hvad mere kan man ønske sig?
Scolopax Rusticola…..
….. bedre kendt som skovsneppen, er en nærmest mytisk fugl. Oftest ses den kun af jægere og andre naturfolk, da den raster om dagen, og dens primære aktiviteter foregår om natten. Sneppen er en vadefugl i familie med bekkasinerne, men trods dette tilhørsforhold er det ikke på de åbne våde enge, man typisk finder skovsneppen. Som navnet antyder, findes skovsneppen – i øvrigt som den eneste af vadefuglene – for det meste i skoven.
Antallet af trækkende snepper over Danmark varierer, men oftest er sneppen godt repræsenteret i de danske skove både forår og efterår. At sneppen alligevel sjældent ses af det brede skovpublikum har at gøre med, at fuglen er en sand mester i camouflage. Dens rustrøde fjerdragt med mørke markeringer får fuglen til fuldstændigt at forsvinde i skovbunden. Dertil kommer, at fuglens øjne er placeret således, at den kan se hele horisonten rundt. Den holder øje med alt, og som den udmærkede løber, den er, vil den pile af, hvis den fornemmer fare. Overrumples den alligevel af hunde eller mennesker, løber den an på sin fuldendte camouflage og trykker hårdt til jorden. Fuglen vil først tage til vingerne, når den stødes op af en hund, eller når man nærmest falder over den. Skovsneppen er en yndet jagtfugl, og den har førstepladsen i rangordenen på selskabsjagternes vildtparader. Det har formentlig at gøre med fuglens sagnomspundne natur, dens flotte ydre og i særdeleshed også det faktum, at det kan være en meget svær fugl at skyde, da dens flugt oftest er uregelmæssig, når den hurtigt flakser fra side til side mellem træerne i skoven.
Sneppen yngler fåtalligt i Danmark, men de helt store forsamlinger af fugle kommer til os i forbindelse med trækkene, både forår og efterår. Indimellem kan man opleve det fænomen, at skoven pludselig vrimler med snepper. Det kan forekomme, når fuglene befinder sig i luften i stort antal, og blæst og rusk tvinger dem til at slå sig ned og vente på bedre flyveforhold. For sneppejægeren er sådan en dag i skoven som en dag i paradis, og fænomenet kaldes af jægere for ’sneppefald.’
Skovsneppen har altid været en yndet luksusspise. Kong Frederik 7. indførte den tradition, at samtlige af landets jægere skulle sende årets første skovsneppe til kongen. På den måde var det kongelige køkken sikret en stabil tilgang af de små velsmagende fugle. Denne skik er nu om dage gået i glemmebogen, men man kan selvfølgelig prøve at sende efterårets første skovsneppe til kongehuset og afvente en reaktion. Det er da muligt, at Dronning Margrethe 2. og resten af den kongelige familie stadig vil værdsætte denne gamle royale skik. Men måske man bare skal lade være, og så spise fuglen selv.
Skyder du en skovsneppe, så husk at tage den yderste svingfjer fra begge vinger – penselfjerene. Klip de yderste to centimeter af det lange undernæb og anvend næbstykket som fjerholder. Sætter du sneppefjerene i hattebåndet på din næste fællesjagt, vil det lille sneppetrofæ godt kunne give dig et par anerkendende nik fra dine medjægere ……