Jeg hører indimellem jægere, med mange år på bagen, tale næsten rørstrømsk om de glade duedage, hvor de sad i skjorteærmer i august og september og nød sensommerens sidste lune solstråler med en god gang trækjagt på skovduer.

Det har helt sikkert været skønt! Men til trods for rigeligt med skovduer er det desværre ikke sådan længere. Nu starter jagttiden på duerne først den 1. november og ender igen den 31. januar. Det vil sige, at nu om dage foregår duejagt således primært som vinterjagt. Det kan nu også have sin charme!

Sommer eller vinter, særligt tre forhold er vigtige at have for øje, hvis en duejagt skal blive en succes.

For det første skal der være nogle duer i området! Ja, det er ikke ment som en joke. Men trækjagt på duer kræver, at man slæber en del grej med sig og får det sat op. Når man er færdig med jagten, skal det hele pilles ned og slæbes med hjem igen. Det bliver man altså hurtigt træt af, hvis ens møje og besvær ikke bærer frugt i en eller anden udstrækning. Så for så vidt angår duejagt, kan man med stor succes gøre brug af et af jagtens mest brugbare værktøjer, nemlig observation! Hold øje med terrænerne. Hvor trækker duerne? Hvornår er de aktive? Hvor kan de lide at sidde? Og så videre. Observationer forud for jagten øger ens succesrate gevaldigt, fremfor at man bare sætter sig i et tilfældigt hegn på en tilfældig mark.

Det andet vigtige forhold er at skjule sig. Duer ser meget godt (som fugle generelt gør), og de slår af, hvis de får øje på dig. Jeg har noteret mig, at duer er lidt nemmere at have med at gøre end krager, men krager er nu også særdeles sky og årvågne. Men til trods for at duerne er lidt mere sløsede end de gråsorte banditter, vil de helt sikkert ikke komme på skudhold, hvis man bare stiller sig an midt på marken uden at være skjult. Man skal derfor skjule sig godt, og så i øvrigt forholde sig i ro, når duerne nærmer sig, indtil de er helt inde på skudhold.

Det tredje ret så væsentlige forhold er at gøre brug af lokkere. Det kan lade sig gøre at finde et sted, hvor duerne trækker fint, og man kan sidde og skyde duerne, hvor de helt på eget initiativ vælger at trække, altså uden at gøre brug af lokkere. Men ved at opstille lokkere har man mulighed for at gøre duerne særligt interesserede i det område, hvor man har valgt at sidde i skjul. Duerne vil slå på lokkerne enten ved at komme ind til landing eller simpelthen ved at overflyve lokkerne. Ved brug af lokkere kan man således planlægge sin skydning i langt højere grad end uden.

Ovennævnte forhold havde jeg haft for øje, da jeg en kold januardag fandt på at underholde mig selv og hunden med at prøve at få en håndfuld duer på tasken. I dagene forinden havde jeg kørt rundt på reviret og med min kikkert spejdet ud over markerne. I et af de store hegn, langs med en bred afvandingskanal mellem to marker, sad duerne. Der sad de som store fede frugter i de halvnøgne træer. Indimellem lettede de og fløj ud over de høstede majsmarker i store runderinger. Der var mange! Hundredevis af duer sad der i det omtrent femhundrede meter lange hegn.

Tidligt om morgenen havde jeg pakket grejet i bilen og fået det varme camo-kluns på. Mit grej bestod af camo-net, camo-kasket (så fuglene ikke får øje på mit skaldede grødhoved), teleskopstænger til at sætte nettet fast på, lokkeduer til at stille op på marken, en taburet til mig selv og et varmt og isolerende underlag til hunden (som jo helst ikke skal have gigt i en tidlig alder ved at tilbringe timer liggende på frostkold jord). Derudover havde jeg selvfølgelig også medbragt det allervigtigste – termokaffe og basser!

Velankommet fik jeg i løbet af en halv times tid moslet det hele på plads og sat grejet op. Fidusen er så, at duerne kommer ind mod vinden og lægger an til landing på den ’landingsplads’, som man laver i sin opstilling af duelokkere. Det er ikke altid, at det går med kragerne – at sidde med rygvind – da krager ofte lurer dig ud, hvis de kommer ind til indflyvning direkte mod skjulet. Men nu var det duerne, det gjaldt, og det var jeg glad for, da det frøs et par grader, og vinden var ret frisk. Skjulet blev derfor sat op på læsiden af det levende hegn, hvor både hunden og jeg kunne sidde komfortabelt i nogenlunde læ. Der havde allerede fløjet lidt duer rundt på marken, da lyset kom. Jeg skyndte mig derfor at proppe et par patroner i bøssen og gøre mig klar.

Bedst som jeg sad der og skuede ud over de sporadisk snedækkede marker, rejste hunden sig pludselig med et sæt fra kurven og stillede sig i stram stand op i vinden direkte ind mod hegnet. ’..Den er da helt gal, din klovn! Det er ud over lokkerne, du skal holde øje..’  tænkte jeg, og sagde det vist også lavmælt, da jeg har fået en lidt excentrisk vane med at tale til mine hunde.

Som så mange gange før viste det sig, at hunden nu ikke var helt dum. For pludselig spankulerede en rå med et efterhånden ret stort lam ud af hegnet, blot 15 meter til vores side. Jeg gjorde ikke noget, men kiggede bare på de to dyr, der intetanende fortsatte deres stille gang ud på marken lige ved siden af vores skjul. Freddy stod, stadig med snuden op i vinden, sitrende og stirrede ind mod læhegnet til trods for, at dyrene nu var 15 meter til hans side – ja, næsten bag ham. Det så lidt åndsvagt ud og var ikke helt efter bogen, med hunden i stram stand men med røven pegende mod vildtet. Jeg undskyldte ham dog med, at han nok ikke kunne fange fært sidevejs på, så jeg lod ham bare stå og pege den forkerte vej. Der gik dog kun ganske få øjeblikke, før dyrene fik fært af os og hurtigt løb fra stedet med råen let smældende. Først da gik pråsen op for Freddy, og han blev opmærksom på sin forkerte retningsangivelse. Han snurrede rundt og spejdede gennem det transparente sløringsnet efter dyrene. Han fik et lettere forvirret udtryk i hovedet, der sagde noget i retning af ’…Hva’….., hvordan f….. er de fløjet derud..’ Freddy tog et hurtigt skridt i retning mod dyrene, kiggede så på mig og undrede sig nok over, hvorfor de ikke skulle have en omgang hagl. Jeg svarede ham: ’..Vi er på duejagt Freddy..’ og tog således mig selv i endnu en gang at tale til min hund.

Havde det ikke været ulovligt – da jeg befandt mig i et kunstigt skjul – kunne jeg godt have skudt, hvis jeg ville. Jeg havde sådan set tilstrækkeligt slagkraftige patroner i haglbøssen. Jeg har kastet min kærlighed på nogle kraftige patroner, som jeg bruger på det meste af min jagt. Min Browning haglbøsse er med 89 mm kammer, og på jagt bruger jeg derfor næsten altid nogle 42 gram stålhaglspatroner i størrelse 3,3 mm (svarende til en lidt stor dansk str. 4). Mange synes, at det er idiotisk at anvende så kraftige ladninger, særligt til duer, men det virker for mig, og den tunge ladning giver god dækning, selvom haglene er rimeligt store. Jeg har testet de forskellige patroner, som jeg anvender, og disse kraftige patroner (Gamebore Mammoth) sætter med de mange hagl et rigtigt godt og tæt skudbillede, og de slår gennem ret kraftige træplader selv ude på 30 meter. Selvom ladningen på 42 gram er tung, er haglene i størrelse fire jo ikke de største hagl, der findes. Hvis man skal være sikker på tilstrækkelig indtrængning, går det ikke at skyde råvildt på for lang afstand med patronen og da slet ikke, hvis der skydes til dyr i vinterpels. Men jeg har skudt et rålam med Mammoth patronen på 15 meter, og der var der rigelig penetreringsevne, og dyret døde da også i knaldet.

Man kan ikke købe sig til en vidunderpatron med ’råvildt-vælte-garanti’ eller ’gås-fald-ned-garanti’. Det, der vælter dyret eller får gåsen til at falde ud af himlen, er skyttens evner. Ikke evner som skarpskytte vel at mærke, men skyttens evner til at vurdere, om skudchancen er god. Det vil sige, om skudholdet er tilstrækkeligt kort, og om skudvinklen er OK. Råvildt bør under ingen omstændigheder skydes i bagskud, og det samme bør man efter min mening også afstå fra, når det drejer sig om gæs og ræve. Det er klart, at man også skal være opmærksom på ikke at have for små hagl eller for svage ladninger, hvis man vil skyde råvildt, gæs og ræve.

Jeg synes, det er fint, hvis man gerne vil sikre sig at have en kraftig patron med tilstrækkelig slagkraft, når man går på jagt efter disse større vildtarter. Man skal bare ikke lade sig besnære af producenternes – i særdeleshed de amerikanske – reklamer, som næsten lader én tro, at man kan skyde elefanter med deres haglpatroner. Jeg har set en patronreklame for kraftige stålhagl proklamere – – ’this load will knock down geese at 60 yards’ – -. Det er ærgerligt, at reklamer fylder folk med sådan noget sludder, for det vil kun være i særdeles heldige tilfælde, at en gås vil falde ned fra himlen efter at være blevet beskudt fra 55 meters afstand. Og når vi skyder efter vildt, skal vi ikke gøre det med krydsede fingre og sætte lid til vores held. Skudsituationen skal være god, og vi skal forvente, at vi rammer og dræber. Af og til bommer man et skud – det gør man jo – og nogle dage er bare dårligere end andre. Men vi skal stræbe efter at blive overraskede, hvis vi bommer, og ikke overraskede, hvis vi rammer.

Får producenterne os imidlertid til at tro, at vi kan skyde de større vildtarter på lange hold – fordi man anvender deres superpatron – så begiver vi os ud på et skråplan. Jeg er helt med på, at mange af ’amerikanerpatronerne’ utvivlsomt slår rigtigt hårdt. Men der er nu grænser for få millimeter store hagls slagkraft til skudstærkt vildt – uanset hvor hurtigt haglene flyver. Endvidere sætter haglskydning efter bevægelige mål særdeles store krav til skyttens evner, når det drejer sig om afstande ud over de omtrent 30 meter. Har man puttet jagtpatroner i en rimelig størrelse i bøssen, er der ikke meget i de danske skove og på de danske marker, der vil stå op efter at have modtaget et velplaceret haglbøsseskud fra 15 meters afstand, ej heller råvildt. Det er den afstand, jeg har som min personlige præference ved skud til råvildt. Jeg ved godt, at den anbefalede maksafstand til råvildt er 20 meter, og på den afstand forender råvildtet såmænd også for et bøsseskud, men der begynder haglstørrelsen at være af større betydning. De erfaringer, jeg har gjort mig – for så vidt angår råvildt jeg selv har skudt, og for så vidt angår råvildt jeg har set blive skudt (og i enkelte tilfælde desværre også anskudt) af andre – siger mig, at i særdeleshed skudafstanden er altafgørende for succes.

Skal jeg komme med et godt råd vedrørende hagljagt på råvildt, vil det være følgende: test de patroner, du agter at bruge, og test dem i den haglbøsse, du anvender (husk at en patron sjældent optræder ens i to forskellige haglbøsser) og skyd så kun på ret korte hold til råvildtet.

Nuvel – tilbage til beretningen – udover at jeg ikke lovligt kunne skyde lammet, havde jeg under alle omstændigheder allerede skudt det råvildt, der skulle skydes på terrænet for året. Dyrene fik derfor – til trods for Freddys stille protest – lov at løbe. Freddy affandt sig hermed og satte sig igen på sin hale.

Der sad han nu ikke så længe, før jeg fik øje på de første duer, som kom ret målrettede efter lokkerne. De kom ikke lige op i vinden, men sådan mere sideværts på, men de styrede direkte efter lokkerne. Jeg gjorde mig klar. Det så nu ikke ud til, at duerne ville lande mellem lokkerne, eller i øvrigt slå synderligt meget af farten, som var pænt høj. Men ind over lokkerne, det ville de! Vingeslagene hvislede foran os. Jeg fik peget en due ud i den lille flok på 5-6 duer, svingede med, bøssen bragede, og sværmen med de omtrent 300 hagl indhentede den hurtige flyver og sendte den tumlende død mod jorden. Action! Én due i ét skud, det var jo en god start. Freddy strøg ud og hentede den fede skovdue tilbage til skjulet, alt imens jeg proppede en ny patron i bøssen. Allerede inden hunden var helt tilbage ved skjulet, hørte jeg påny hastige vingeslag bag mig. Jeg fattede hurtigt grebet om bøssen og kiggede op. I det samme kom en stor blågrå fjerbold strygende bag fra mig og ud over lokkerne. Der måtte to skud til, og så røg også den til jorden. Freddy havde endnu den første due i munden, da nummer to dødskudte due gik i jorden ude på marken. Rygvinden bar duen langt ud, så jeg fik hurtigt den første due ud af Freddys mund og med et ’apport’ sendt ham ud igen. Freddy strøg afsted og ringede lidt rundt, men fandt hurtigt duen og returnerede.

Det gik jo vældigt det her: to duer i tre skud inden for to minutter! Jeg hældte en kop kaffe op og spiste en af basserne, som jeg gav en bid af til Freddy. Hvor var det hyggeligt at sidde der med et par fede og flotte nyskudte duer ved fødderne og dele lidt morgenbrød med sin hund. Bassen var nok hverken sund for mig eller hunden – ’Men hva’ faen’… lidt wienerbrød gør jo godt engang imellem, ikke? ‘  

Der gik vel ikke mere end ti minutter, før der atter var duer i zonen. Igen måtte en due bide i støvet, eller rettere i sneen, da jeg med ét skud sendte den for evigt til drømmeland. Tre duer i fire skud lød statistikken på nu. Det gik da helt godt, syntes jeg. Jeg følte mig faktisk lidt som en anden Jesper Hansen, den danske verdensmester i skeetskydning. Der kom en lille flok duer – jeg skød – der gik ti minutter, måske et kvarter, så kom endnu en lille flok duer – jeg skød på ny. Sådan gik det i de omtrent halvanden time, hunden og jeg tilbragte med jagt, efter at trækket var startet.

Det var en af de dage, hvor skydningen næsten ikke kunne være bedre, og hvor fuglene kom hurtigt men godt ind over lokkerne, i tilpas små flokke og dejligt udfordrende fra alle verdenshjørner. Jeg endte på ni duer i tretten skud, og jeg havde skudt til i alt ti duer. To duer måtte hentes ned i andet skud, og en due bommede jeg blankt til med to skud. Jeg forsøgte mig ikke med dubléer, men satte i stedet al min fokus ind på at nagle én due i hver af de små flokke, der kom. Jeg kunne sikkert godt have fået held med en dublé eller to, men skidt pyt.

Da jeg syntes, at stakken af blågrå fugle ved mine fødder var tilpas stor, og da jeg og hunden i øvrigt var ved at være lidt kolde i den bidende vinter, besluttede jeg at pakke sammen og køre hjem. Det var jo søndag, så måske den kunne stå på lidt formiddagskaffe, og jeg kunne så forsøge at bilde Chris ind, at jeg endnu ikke havde fået min morgenbasse.

Sådan en gang morgenjagt på trækkende vinterduer, enten alene med hunden eller sammen med en kammerat, kan bestemt anbefales. Det skal i øvrigt tilføjes, at tilberedte skovduer er utroligt lækre. De ryger ofte på middagsbordet hjemme hos os.

Knæk og bræk – og velbekomme med duerne!

 

Mine erfaringer og tanker omkring kragejagt

Hvis man gerne vil prøve kræfter med noget, der minder om duejagten, og samtidig gøre det øvrige vildt på jagtreviret en tjeneste, kan man med lokkekrager stille an til trækjagt på de rede-plyndrende krager. Samme forberedelser samt nogenlunde samme grej og fremgangsmåde som ved duejagt er påkrævet, men sid helst ikke med vinden i ryggen ved kragejagt. Kragerne kræver ofte lidt mere af jægeren, da de er mere sky og forsigtige end duerne. Til gengæld kan kragerne jages allerede fra september, måske endda i skjorteærmer, hvis sensommeren strækker sig lidt.

 

Apportering af krager:

Jagt på de årvågne krager er utrolig spændende, men ikke alle hunde er glade for at apportere krager. De skal først lære det. Pas på med at sende den unge hund på anskudte krager, da de vil forsvare sig mod hunden, hvilket kan være uhensigtsmæssigt for den videre træning.

Først når hunden er en moden og sikker apportør, bør den sendes efter anskudte krager. Så på kragejagt bør man medbringe en moden og lidt skarp hund, som hurtigt overrumpler en krage, der hakker ud efter den.

Inden hunden bruges på krager, bør den derfor være godt erfaren på ænder, duer, fasaner osv., så hunden ved, at det kun er krager (og måger), der hakker. Tager man en uerfaren hund med sig på kragejagt, kan den blive hårdmundet ved apportering af alle fugle, fordi hunden erfaringsmæssigt simpelthen har lært, at det er bedst at slå fuglene ihjel. Gæs kan indimellem også gøre front mod hunden, men det er mere et spil for galleriet. Gæs kan da godt hvæse af hunden, men de har hverken skarpe klør eller et spidst næb. Til gengæld er gåsen en stor og tung fugl, som godt kan kræve en vis styrke af hunden.

Jeg har selv lavet fejlen. Da Freddy var lige omkring et år gammel, havde jeg ham med en tur ved åen. Der skete ikke så meget, men op ad morgenen kom en stor og fuldt udfarvet sølvmåge med næsten halvandet meter vingefang pludselig ind over os. Jeg skød, og mågen faldt til jorden. Jeg sendte straks Freddy afsted i den overbevisning, at mågen var død. Men da Freddy spurtede frem mod mågen, hoppede den op på sine store plader, gjorde front mod hunden med sin krumsabel af et næb, og bredte sine enorme vinger ud. Det fik lige hunden til at sætte tempoet lidt ned … selv jeg syntes faktisk også, at den store fugl så lidt farlig ud!

Men Freddy var jo en ung ruhåret hønsehund, så selvom mågen pustede sig op, stoppede det ham ikke. Jeg var lidt utilpas ved situationen, da jeg havde hørt historier om, at måger hakker efter hundens øjne, og også andre faretruende beretninger, som muligvis er lige så troværdige, som at grævlingen bider, indtil det knaser, og andre skrøner, men omvendt kunne det jo hænde at være rigtigt. Jeg forsøgte derfor at stoppe Freddy, men opgav hurtigt, da den tændte unge hund var fuldt fokuseret på mågen. Han dansede et par gange rundt om den hakkende måge – som næsten fyldte mere i landskabet end hunden – og så røg Freddy ellers på havfuglen. Mågen fik nogle kraftige rusk, Freddy løb tilbage til mig og afleverede mågen død. Jeg roste selvfølgelig hunden. Det skarpe islæt i en jagthund er brugbart i mange andre jagtlige henseender, og mågen var ikke synligt skadet – omend den jo måtte være død af de endelige fysiske skader, som hunden havde pådraget den.

Det var min fejl. Jeg havde haft god tid, og jeg kunne nemt have affanget mågen med et opfølgende skud, inden jeg sendte hunden. Men det gjorde jeg ikke, så efterfølgende bøvlede jeg lidt med Freddys apporteringer. Dødskudte fugle var der ikke problemer med overhovedet; men dem, der ikke døde i skuddet, fik lige et klem. Han tyggede ikke på dem, men klemte lidt rigeligt hårdt. Efterhånden er Freddy blevet erfaren og har lagt uvanen bag sig, men episoden med den store sølvmåge gav ham i en periode den dårlige vane. Så man skal passe på med de helt unge og uerfarne hunde til rovvildt – fugle såvel som pattedyr.

Jeg har selv prøvet med bare underarme at samle en stor anskudt krage op i den tro, at den var død. Og tro mig, krager har stærke kløer, som nemt borer og river sig gennem skindet (i hvert fald mit skind). Jeg kan derfor godt forstå, hvis den uerfarne hund ikke bryder sig om at få kragens kløer boret ind i snudeskaftet under en apportering og derfor vælger at bide kragen ihjel. Efterhånden som hunden bliver mere erfaren, lærer den at få bedre tag på ikke-dødskudte krager og gribe dem hurtigt over ryggen, hvilket gør det vanskeligt for kragen at forsvare sig.

 

Effekten af krageregulering:

Kragejagt er spændende for hund såvel som for jæger, og trænger man til lidt afveksling fra andejagten, kan man fint bruge september måned til lidt jagt på krager. Endvidere kan krager og skader reguleres både vinter og forår – efter indhentet tilladelse fra Naturstyrelsen.

Jagt på krager og skader er på samme tid både spændende og rigtig god revirpleje. I særdeleshed forårsreguleringen af krager har en mærkbar positiv effekt for hønsefugle og harekillinger på terrænet. Hvis der er mange af disse røvere på terrænet, kan det gå hårdt ud over æg, kyllinger og harekillinger. Jeg har ved selvsyn set, hvor hurtigt et par krager kan tømme en fasanrede for æg. Tidligere var det enhver sund jægerdrengs fritidsbeskæftigelse at sidde i et hegn og skyde krager. Men desværre er der kun få jægere, der skyder krager i dag.

Det forholder sig sådan, at afskydning af kragerne i perioden fra 1940’erne og frem til 1980’erne lå mellem 200.000 og 300.000 pr. år. I samme periode lå afskydningstallene for agerhøns helt oppe på ca. 400.000 om året. Afskydningstallene er for begge arter faldet støt frem til i dag, således at der i takt med, at der skydes færre og færre krager, også skydes færre og færre agerhøns. I dag (2013) skydes der årligt ca. 90.000 krager og ca. 30.000 agerhøns. Jeg kan ikke videnskabeligt redegøre for, at der er en sammenhæng; men at der kan være en sammenhæng, er da en nærliggende tanke! (Jeg ved godt, at nedgangen i markvildtet formentlig skyldes flere omstændigheder, bl.a. også i høj grad omlægning i markdriften).

Men tænk sig, hvis hver jagttegnsindløser (ca. 170.000) skød bare 2 krager om året, så ville der være 340.000 færre gråsorte banditter til at tolde af markvildtet. Så hvis du ikke selv har tid eller lyst til den spændende kragejagt, så tilbyd da en ung jæger at tynde ud i kragebestanden på reviret. Det vil både den unge jæger og reviret sætte pris på.

Jeg sætter mig indimellem i et krageskjul måske halvanden times tid. I det tidsrum får jeg typisk skudt 1-4 krager. Af og til er der et godt træk, og der kommer flere krager på tasken. Så hen over året bliver det typisk til en del skudte krager. Kragejagt ’brager’ jo lidt, men er ikke som sådan noget, der forstyrrer i øvrigt. Jeg har observeret råvildt stå 300 meter fra mit krageskjul, og der blev det såmænd stående, selvom bøssen larmede lidt. Hvad der til gengæld kan rydde et revir for vildt er, hvis man gentagne gange, med korte intervaller, driver revirerne af med hunde og klappere. Det bryder vildtet sig ikke om, og det vil hurtigt fortrække til områder, hvor det kan befinde sig uforstyrret i ro og mag i skjul af tykninger og krat.

En sidste note om kragerne. Krager betragtes generelt som skadevoldende vildt og ikke som ædelvildt til middagsbordet. Men de smager faktisk fint. Jeg spiser gerne krager og tager altid, i hvert fald de unge, krager med hjem til køkkenet…. om ikke andet anvendes de som hundefoder. At kragerne er altædende – og dermed også gerne kaster sig over trafikdræbte ådsler eller andre i menneskelig optik mindre appetitlige menuer – frastøder nogle og indebærer måske også i et eller andet omfang en risiko for trikiner. Man må selvfølgelig gøre op med sig selv, hvad man vil og har lyst til at spise. Det har jeg gjort, og jeg spiser gerne de unge krager, men ikke som tartar!